Husmandsstedet har betydet meget for Folkemuseets identitet, men efter flere års vankelmod om hvad der skulle ske med ‘Husmandsstedet’, kan kommunen kun beslutte en skrabet istandssættelse af området, så huset kan tjene til sit formål: Oplysning om fortid i Nordsjælland.
Artiklen i Frederiksborg Amts Avis [14-5-2008] om Folkemuseets husmandssted er sørgelig læsning.
Man fedter med midlerne. Man vil TALE kultur – men man forstår den egentlig ikke som noget væsentligt og fundamentalt vigtigt.
Med stor indsats fra mange sider, ikke mindst frivillige blev husmandsstedet genskabt, hvor det nu ligger.
Hillerød Kommune skiftede bare fuldstændig planer for området og museet, uden blik for de kulturhistoriske værdier som her forelå. Nu er man åbenbart havnet på, at husmandsstedet skal blive liggende – og så vil man ikke rette op på svigtet med de nødvendige midler til genetablering af omgivelserne, som om det skulle være Folkemuseets ansvar, at man er havnet, hvor man er. Resultatet af at lade husmandsstedet blive liggende er noget som hele kommunen vil få gavn af. Frivillige vil sikkert igen yde en indsats. De fortjener, at man giver dem rygdækning og en ordentlig start.
Per-Olof Johansson, Lillerød
**************************************
Referat af Møde i Fritids- og Kulturudvalget ,Hillerød Kommune,PROTOKOLUDSKRIFT
Dato: Tirsdag den 06-05-2008 kl. 16:00 ,Møde nr.: 5
Punkt 5. Folkemuseet – genetablering af haven ved husmandsstedet
19.03.00G01 – 2007/12765
I 2005 flyttede Folkemuseet fra deres lokaler på Sophienborg til de nuværende i Elværket med magasiner på Bjerggården. Husmandsstedet ligger stadig på Sophienborgs jorde og har ikke været anvendt siden museet fraflyttede området. Det samme gælder for haven omkring husmandsstedet. Køkkenhave, græsareal og de levende hegn har stået urørte siden 2005. Det betyder, at det i dag er vokset så meget op, at det stort set er umuligt at komme ind til husmandsstedet. Jorden, husmandsstedet ligger på, er kommunal.
På jorden ved husmandsstedet ligger også Fårehuset.
For at kunne benytte husmandsstedet og ikke mindst haven er det nødvendigt med en reetablering af haven.
Et eventuelt tilskud kan tages fra arrangementspuljen 2008
Budget 2008: 791.135 kr.
Rest pr. 23. april 2008: 241.135 kr.
Bilag
Bilag, som ligger i sagen:
2 tilbud fra Teknik om reetablering af haven omkring husmandsstedet
Indstilling
Børn, Familier og Kultur indstiller, at Fritids- og Kulturudvalget drøfter, hvorvidt husmandsstedet skal anvendes som hidtil, og i bekræftende fald træffer beslutning om at yde et tilskud til reetablering af haven ved husmandsstedet.
Beslutning
Der bevilges et tilskud på 50.000 kr. til reetablering af haven.
Peter Frederiksen (V) tog forbehold indtil der foreligger en afklaring omkring den påtrængte økonomiske situation.
Tags: Aviskommentar, økonomi, dokumentation, Folklore, Frilandsmuseet, Hillerød
