Archive for januar 2009

Meningers mod – digte

januar 31, 2009
Byrådssalen, Allerød Rådhus fra midten af 1970'erne under nedrivning.
Byrådssalen, Allerød Rådhus fra midten af 1970′erne under nedrivning.

For mange år siden deltog jeg kraftigt i lokalpolitik i Allerød. Havde min gang på Allerød Rådhus flere gange om ugen, tit til langt ud på natten, og mørket er god til stemninger. Der var mødelokalerne, Rådhussalen hvor der også tit var store offentlige møder og endda koncerter, udstillinger af kunst. Afstemningslokale selvfølgelig, hvor stemningen både var høj og lav alt efter resultatet. Og så var der den pampiga byrådssal med to halvmåner af borde og et bord på tværs til borgmester og et par af hans håndgange mænd. Som oftest kun lidt borgerdeltagelse, men mange gange store optog, der krævede formaninger og ringen med klokken. Byggeriet var elendigt, viste det sig, og indtrængende vand gav svamp og nu bliver det revet ned – efter disse få år. Så står man der og ser ind, hvor muren engang var i byrådssalen.  Hvor blev det liv af med alle dets meninger? Man opdagede, at argumenter som regel ikke havde megen kraft bag sig, husets tilstand i dag i sig selv et tegn. Der blev jo advaret mod den valgte bygherre, som selv stod for produktionen af de sten, der ikke kunne holde mod vejr og vind.

Så læser jeg i dagens Information et interview med Vincent F. Hendricks, professor i filosofi på RUC, som siger, at han ikke kan fordrage meninger. Han mener selvfølgelig meninger, som er frigjorte fra argumenter, som jeg forstår ham.

Det bringer nogle digte, jeg har lavet over det tema, i erindring. Et af dem har jeg i hvert fald brugt før, måske osse i Politiken som læserbrev, og måske har et andet været bragt i Information. Her kommer de i hvert fald.
Man kan osse downloade dem som en pdf-fil.

Mine meningers mod

Jeg frygter mine meningers mod
Det er et voldsomt mod
Det er et mod
Helt uden behov for kendsgerninger
Ikke anden kendsgerning
End det sus jeg føler ved at have det
Jeg besværger ungdommen
Drop dine meningers mod
Dine meningers mod
Er en gift, narko
På linje med det had
Som vil ødelægge hverdage
Skabe hverdag om til krig
Elsk den næste
Frygt dit mod uden mening

Per-Olof Johansson

avatar5

Mod meninger


Engang: Var der noget ved
at have sine meningers mod
Men hvor meningerne
tager udgangspunkt
i magthavernes mørklægninger,
i mediernes samvittighedsløse
underholdende forvrængninger
af først, størst, værst, grimmest, farligst,
mest uhyggeligt -
går den daglige øvelse ud på
at holde sig sine meninger fra livet.

Per-Olof Johansson (vist okt. 2001)

avatar5

Meningsfeltet


Jeg vil godt kritisere debatten.
Debatten er alt for snæver.
Verden og livet er større end debatten.
Meningsfeltet er alt for indskrænket.
Hvis debatten styrede verden,
ville den gå i stå:
Solen ikke skinne overhovedet,
bølgerne hverken gå højt eller lavt.
Debatten er en død sild.
Livet leves udenfor meningsfeltet.
Der er et liv uden meninger.

Per-Olof Johansson

avatar5

Velbesøgt møde om

januar 27, 2009
Forside til album
Forside til album

- hvorvidt anmeldelser er kändis kult eller forbrugeroplysning? Ikke med referat, blot med billeder fra lejligheden. Her er link:

Litteraturkritik – kändiskult eller konsumentupplysning

Mødet var arrangeret af Dansk-Svensk Forfatterselskab og Publicistklub Södra

Religiøs indgang

januar 22, 2009
Indgang til Rasbokil Kyrka sommer 2000

Indgang til Rasbokil Kyrka sommer 2000. © poj

Religion er jo i sin enkelhed, at mennesker antager at der er en guddommelig årsag til vor egen og verdens eksistens.
I daglig tale er det dog snarere de systemer, der er bygget op om den antagelse, som vi tænker på med ”religion”.
Nogle mennesker antages så endvidere at have en nærmere tilgang til guddommeligheden end andre, og hvis det virkelig er tilfældet, er det jo nok klogt at holde sig til, hvad de siger, lige som enhver ved pc’eren ofte må henvende sig til HelpDesk’en. En provst i den danske folkekirke skrev en kronik i Information, hvor han erklærede sig for at være en sådan ekspert. Det gav mig anledning til nedennævnte svar. Tilfældet ville, at jeg et par dage efter opdagede en gruppe på Facebook, som kalder sig Areopagos efter det bjerg i Grækenland, som omtale i Apostlenes Gerninger, og hvor Paulus erklærede, at han netop missionere for ”Den ukendte Gud”, for hvem de allerede havde rejst et alter! Gruppen erklærer sig som et forum for debat om religion, så derfor meldte jeg mig straks og bidrog med links til de fire sider hos mig, som jeg kunne komme i tanke om var relevante for gruppen. Da jeg selv lige skulle lidt igennem for at hive dem frem, må det jo være endnu mere besvær for andre, så de kommer også her, efter indlægget i Information.
Bare en strøtanke til sidst. Hvorfor er det nu lige, at vi mennesker ikke er forede i lighed med isbjørne, men blot har en pletvis behåring som vi endda tit føler ubelejlig og fjerner. Faktisk ser det ud til, at aberne burde være mere egnet til at leve i dette klima end os?

Religiøs kompetence?

Per-Olof Johansson, Lillerød

Information 17.1.2009
Peter Holm (Information 16.1.2009) taler om ’religiøs kompetence’. Det er vel så meget sagt, men jeg synes da, det er helt relevant at overveje, på hvilken måde den religiøse dimension skal præsenteres for børnene, og at det er forkert slet ikke at gøre det!
Traditionelt er det sket ved ”tvang” fra hver den, som anså sig for autoritet. Man kan da berettiget spørge, om det virkelig var den religiøse dimension, som blev formidlet, eller om det ikke snarere var tanketvang og adfærdsregler. Når det som oftest var det sidste, var den enkelte alligevel henvist til selv at finde dimensionen – eller lade være. Samfundet kunne bilde sig ind, at praktiseringen af adfærdsreglernes ”som om”, var den ægte vare. Er det ikke den afsporing, hovedpersonen i de såkaldte evangelier gør op med?

Links til per-olofs sider med religiøse emner:

Gud skabte verden – hvem ellers?

Om tro som trofasthed mod livsmålet

Guds straf og slægtstræet – om Linné og folketro

Om troens spor i en slægt

Verdens mærkeligste alterparti?  Mogens Koch i Lillerød Kirke

Evighedskalender

januar 21, 2009
Evighedskalender fra Mayland

Evighedskalender fra Mayland

Dette er den mest simple evighedskalender, jeg har set – i billige Mayland notesbøger. Hvorfor interessere sig for det? Tja – det startede med Bonde-Practica og så fulgte alt med kalendervæsen og tiden med…

Israel – Hamas og os andre

januar 21, 2009
© poj

vignet: © poj

 Apropos kronik i Politiken i dag :

Den store humanistiske
karakterbog

Hvorfor har Israels krig skabt så stærke følelser? Hvorfor denne særstatus? Har vi lige oplevet et stykke hykleri i mesterklasse?


- skriver jeg dette som fylder mere end de 400 tegn Politiken giver plads for i sine kommentarbokse:

En af vanskelighederne i denne debat er jo, hvor argumentationen historisk skal begynde. Er det ved romernes adfærd overfor Israel anno dazumal eller er det ved Hamas raketter på nutidens Israel? Eller er det ved Israels undladelse af at rette sig efter FN’s resolutioner? Som gemen avislæser er man tæt på at opgive – man lytter til det hele og afventer.
Og hvem debatterer så med hvem? Det letter debatten, når der sættes konkret navn på modstanderen og henvises til vedkommendes argumenter der og der. Men det er altfor besværligt for nutidens redaktioner, fordi de tror, at så er læserne faldet af for længst. Måske har de ret.
Hvad så, når ordstyreren i debatten, som f.eks. en Deadline-redaktør som Adam Holm tager ordet selv i en kronik? Det er jo ærlig snak – han foregiver ikke at være den upartiske ordstyrer og kan selvfølgelig ikke i fremtiden sidde med det ene synspunkt til højre og det andet synspunkt til venstre, nej nu sidder der to til højre og en til venstre og ingen ordstyrer.
Selv hvis man vil hævde, at det nuværende Israel aldrig skulle være oprettet, må man i fredens navn også gå ind for, at nu ligger landet altså sådan og tage udgangspunkt der. Omvendt kan Israel da ikke lade besættelsespolitikken fortsætte bag ryggen på sig og tro, at modparten ikke opfatter det som staten Israels strategi? Sålænge ingen formår at vende det gensidige had til fredsønske, kan vi andre sidde heroppe i kulden og mene det ene og det andet, måske endda lune os ved at tage parti for den ene eller anden. Obamas ord kan forblive tomme, men de kunne også pege fremad: “To the Muslim world, we seek a new way forward, based on mutual interest and mutual respect”. 
Obama speech

Obamas tale

 

 

 

Dagens bemærkninger

januar 19, 2009
De 23 første præsidenter i USA

De 23 første præsidenter i USA

Vi lever i en utrolig overflod som egentlig skulle forhindre os i at orientere os. De fleste synes alligevel de har et vist styr på verden. Der er nogle antenner ude, så vi ved hvad vi skal købe, spise, sige, gøre.
For at få mere styr på verden tager jeg mod tilbuddet i en genbrugsbutik om at fylde en plasicpose med bøger for kr. 10,-. Det er jo et helt bibliotek! Hør engang:
Rosenius: Brevet til Romerne. Bd. 1og 2.
R. er et indremissionsk koryfæ, hvis bøger jeg er bekendt med fra barndommen, på svensk. Denne er på dansk, trykt i Rønne.
Nye Testamente på hverdagsdansk – ikke helt så outreret version som seneste ”ny kontrakt” eller noget lignenede.
Jysk Lune, hentet hos Evald Tang Kristensen. De fortalte også vittigheder i gamle dage og jeg griner godt et stykke tid.
Margit Söderholm: Driver dug falder regn. Den har jeg læst som barn og set som film, den omtales i denne uges Weekendavis.
Helmuth Tielicke: Et nyt liv i bjergprædikenens lys. En bog af ham har jeg en gang anbefalet til udgivelse – så jeg er nysgerrig.
Gyldendals Egnsbeskrivelse bd. 3 og bd. 4, Nordfyn og Sydfyn, ordnet emnedelt, så man kan komme rundt i forhold til sine interesser. Der står meget, nu ved jeg noget om Wedellsborg. De ejer den eneste privatejede lur. Og det maleri, som ligger til grund for kobberstikket af Hannibal Sehested hænger her. Han ejede stedet engang.
Poul Møller: Udvalgte skrifter bd 1 og 2. Udgivet af Valdemar Andersen i 1895. Licentiaten og Lægdsgården i Ølsebymagle er kendt stof, men her kan man læse andre ting, få andre vinkler frem. F.eks. interessant at læse hans modvilje mod eventyr.
Henrik Cavling: Fra Amerika. Rimeligt indbunden, der mangler bare end del af første bind og hele andet bind. Der er dog en del interessante billeder, i dag kan vi bringe de amerikanske præsidenter, 23 i tallet til i dag. Obama som vil blive den 44., så det er længe siden…

*************
2009 – og det er ikke et fast punkt på læreruddannelsen at tage et IT-kørekort. Jeg er rystet. Når lærernes formand ikke ønsker det heller, kunne noget tyde på at han har et problem som IT-bruger.

*************

Borgmester Uffe Thorndahl har en kommentar i dagens Frederiksborg Amts Avis. Han har åbenbart nået den alder, hvor man siger sin mening ret ud! ”Den danske regering har reelt ført økonomisk politik på samme måde, som Peter Brixtofte varetog Farums økonomi”. Rart når forudsigeligheden i en politikers udtalelser bliver brudt.

Capitol Hill 1895

Capitol Hill 1895

Almennyttige boliger stabilitetsfaktor

januar 18, 2009

 fig3_1

I den rådende økonomiske situation understreges det hele tiden, hvor vigtigt det er at holde hjulene i gang. Og det kan det jo så knibe med, hvis pengene skal lånes. Selvom regeringen har gjort indhug i almennyttens opsparede midler fra Landsbyggefonden, har den heldigvis ikke haft adgang til alle kasser. De penge, som almennyttige selskaber har budgetteret og opsparet lokalt, kan stadig bruges til formålet. Det gælder vel først og fremmest vedligeholdelse, men også mindre investeringer i nyt. Havde regeringen i højere grad prioriteret almennyttigt byggeri og ikke ladet ”friværditoget” køre løbsk, ville den stabiliserende effekt selvfølgelig have været endnu større. Almennyttige boliger har pligt til at spare midler op til vedligeholdelse – det har private ikke – her var måske noget at tage fat i. Værdien af de almennyttige boliger er ikke steget, fordi de ikke kan gøres til genstand for handel. Gad vist hvor vi havde været henne af, hvis regeringens planer for at sælge de almennyttige boliger havde grebet om sig. Der har været historier om, hvordan private udlejningsselskaber har udnyttet belåningen af friværdien til over skorstenen, hvorefter ejeren redder sig ved konkurs, og beboere i en periode ikke har fået strøm og varme.

Så vidt jeg har forstået, er de almennyttige boliger i Sverige ejet af kommunerne, hvorfor man har haft lettere ved at sælge dem. Godt det ikke er så enkelt i Danmark.

Tegningens øjeblik 3

januar 12, 2009

 

Det er jo en sjov ting at kunne skanne – nu prøver jeg, om dette digt kan læses på nettet – så må vi se om flere i serien skal følge efter i Splints & Co…

Et digt dagen efter © per-olof johansson

Et digt dagen efter © per-olof johansson

Tegningens øjeblik 2

januar 11, 2009
En slags nodebillede © per-olof johansson
En slags nodebillede © per-olof johansson

Anitas blog ser jeg billeder med bølger. De er uden nærmere forklaring så enhver kan jo tænke sit. Jeg mindes en tegning fra egne bunker – fra midten af 60′erne, tror jeg – her er der indlagt ‘associationsvejledning’  :-) .

I modsætning til Anitas billeder kan det ikke tænkes jorden rundt – bortset fra at det nu sidder her på Internet og enhver kan fløjte med!

Tegningens øjeblik

januar 8, 2009
En kollegiefløj på Aarhus Universitet 1967, set fra Statskundskabs læsesal
En kollegiefløj på Aarhus Universitet 1967, set fra Statskundskabs læsesal

En tegning fra Aarhus 1967, fra den daværende læsesal for Statskundskab.
Ingen kan vel se det på tegningen, men for tegneren er den sigende. Det øjeblik blev tanken om at afbryde studiet taget.
Der ligger et helt liv mellem den tegning og nu. I sig selv siger tegningen ingenting om sin betydning.
Ydermere var den sekunder fra at blive smidt i papirkurven, fordi den havde ligget i en overfyldt skuffe og derfor var røget bagud og mast. Ville jeg huske det øjeblik uden at have genset den tegning? En nedskrevet refleksion fra samme øjeblik, ville for mig ikke få lige så meget med. Selvom tegningen uden disse refleksioner ikke siger andre noget. Så tegningen både indeholder dem og gør det ikke.
Når jeg sætter den i bloggen, er et vel for den tankes skyld og ikke for tegningens skyld?


Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Join 45 other followers