- En kollegiefløj på Aarhus Universitet 1967, set fra Statskundskabs læsesal
En tegning fra Aarhus 1967, fra den daværende læsesal for Statskundskab.
Ingen kan vel se det på tegningen, men for tegneren er den sigende. Det øjeblik blev tanken om at afbryde studiet taget.
Der ligger et helt liv mellem den tegning og nu. I sig selv siger tegningen ingenting om sin betydning.
Ydermere var den sekunder fra at blive smidt i papirkurven, fordi den havde ligget i en overfyldt skuffe og derfor var røget bagud og mast. Ville jeg huske det øjeblik uden at have genset den tegning? En nedskrevet refleksion fra samme øjeblik, ville for mig ikke få lige så meget med. Selvom tegningen uden disse refleksioner ikke siger andre noget. Så tegningen både indeholder dem og gør det ikke.
Når jeg sætter den i bloggen, er et vel for den tankes skyld og ikke for tegningens skyld?
januar 8, 2009 kl. 10:47 pm |
Jeg har det med lugte og musik – som du har det med din tegning, og nu sidder jeg hér efter at have læst dit indlæg og tænker ved mig selv, hvor mange erindringer som mon for altid ville være tabt, havde jeg netop ikke sansernes påmindelser…..
januar 9, 2009 kl. 9:50 am |
..musikken kan vi fastholde og formidle – lugtene er det noget sværere med -Sven Dalsgaard forsøgte sig med lugtkunst – en sort streg rundt i galleriet og så skåle med salmiakspiritus – hvad det mindede ham om husker jeg ikke, men alene tanken minder mig om dengang pappa gik regøringsgrassat langs panelerne – - det er helt klart en vigtig side af erindringen. Læste en roman om kontakt mellem myrer og mennesker som foregik ved at mennesker havde lavet et maskineri som omsatte skriften fra maskinen til et duftalfabet…her er den: Bernhard Werber: Myrerne (Borgen 1992). “Han viser dem en slags bibliotek sammensat af tusindvis af små flasker, som alle for enden har et rør, der er tilsluttet en elektrisk pumpe”. Nå, det er måske noget man ikke må fortælle, for så mister histoiren en overrraskelseseffekt, men sådan er bøger – man kan bladre frem til slutningen…Måske er myrerne dem, der overlever menneskenes vanvid, og så ville det jo være fint, hvis erindringen om menneskeslægten trods alt kan leve videre et sted på kloden…