Samtale med tiden… blev anmeldt tirsdag

Vignet c poj

Tirsdag anmeldte Hans-Kurt Andersen min bog “Samtale med tiden” - plus andet af mig, må man vist sige, i en anmeldelse i Allerød Nyt, hvor man i Allerød Nyts e-avis, 12. maj 2009 kan bladre sig frem til s. 43 og læse den.

Avisen: Tirsdag 190509

Læserbrev i Politiken 23. maj 2009

Avisen: Tirsdag

Læger bag ulovlig tvang af psykisk syge.
Taliban skød og slagtede folk,
hvorfor 1.500.000 pakistanere er på flugt.
Tamiler har tabt i blodigt opgør med Sri Lanka,
tusinde dræbte, tusinder på flugt.
Sprit og narkokørsel endte med lille piges død.
Er det ikke nok?
Nej, med et mareridt på film
har smilende instruktør og skuespillere
rystet  publikum i Cannes,
rystet pressen i Cannes, virkeligt rystet.
Virkeligheden virker for langt væk.
Cannes kan, hvad virkeligheden ikke kan.
 
 
 

Per-Olof Johansson

PS.: Et digt sendt til debatten bliver ofte hakket ud med “/” – derfor lod jeg det afgå i en køre, i håb om at det overlevede. Men det var tænkt som skrevet her.

Taliban eller Taleban?

Dansende paradisæbletræ…

Blomstrende paradisæbletræ c poj

Jeg kan se en danser i det træ…og så forsøgte jeg med en pegefinger, ikke andet.

Dansende paradisæbletræ c poj

Tænkebænke

 

Bænkebillede med vintermand

 

I den nys udsendte pjece ’Poesiens Steder – stedernes poesi / Poesins platser – platsernas poesi’ har jeg en artikel: Min ”Øresundsregionens litteraturhistorie”.

Men der står jo meget andet på pjecens 16 sider, bl.a. om projektet med tænkebænke på Møn og Sydsjælland. Det blev skabt i forbindelse med et hovedprojekt kaldet ’Lyden af stilhed’. Ideen var at anbringe gode bænke på de smukkeste udsigtssteder på Møn og Sydsjælland, og at forsyne bænkene med et lille messingskilt med et digt, et vers eller et bon-mot, som kan sætte tankerne i gang. Projektet blev ført ud i livet via borger-sponsorater. På hjemmesiden Tænkebænke på Møn og Sydsjælland kan man se billeder, foreløbig af Morten Pihl  med alle placeringerne. Hele ideen er jo lige til at kopiere overalt i landet. På Söderslätt i Skåne har man allerede gjort det.

Jeg tænker straks på et digt, jeg tog med i min samling ,Dagenes digte’, i 2000, år tyvehundrede, som de siger i Sverige:

 VINTER UDEN SNE

 Jeg er

i et hjørne af haven

hvor ingen kommer,

hvor bænken er glemt

for vinteren,

hvor du ser ud over markerne,

hvor alting er langt væk.

Når du føler dig helt alene der,

har du mødt mig.

 
Det kunne da være rigtig godt at se det på en bænk – men ellers er det da bare så kort, at enhver, der har læst det eller hørt det, kan memorere det, når man sidder der – hvor det nu er.

 

per-olof.dk

 

Anmeldelser

Forside: Per-Olof Johansson: Samtale med tiden

Bibliopaten debatterer i Politiken anmeldelser ud fra vinklen ’værdikamp’. Visse bøger med dårlige anmeldelser får stort salg, mens andre med gode anmeldelser får ringe salg. Er det en kamp om værdier? Sammenligningen mellem den ene eller den anden anmeldte bog halter måske, fordi anmeldelsens øjeblik ikke er hele historien og heller ikke den nærmeste læsning er hele historien. En bog eksisterer langt ud over anmeldelsestidspunktet og selv om Per Højholts Auricula aldrig bliver en populær tekst, kunne det godt tænkes, at den overlever en vis bog af Hanne Vibeke Holst.

Imidlertid eksisterer anmeldelser ikke i sit eget autonome univers. Måske har anmelderne stor betydning – men hvem påstår, de selv vælger de bøger, som omtales. Anmelderne sidder ikke i autonome elfenbenstårne og finder det bedste frem, redaktionen i baggrunden har en væsentlig rolle at spille, så egentlig er det vel dem, vi skal diskutere. Og her synes jeg den såkaldte anmeldelse af Birgitte Hesselaas bog om nybruddet i dansk dramatik fra 1990’erne til i dag er et godt eksempel.

Ved at sætte Henrik Dahl til at anmelde bogen, skaber det betydelig debat – om Henrik Dahl, hvad nok var til at forudse. Måske sælger det endog aviser. Som læser forventer jeg tvært i mod, at det er den anmeldte bog, som er i fokus.

Hvis redaktøren har to bøger foran sig, lad det så bare være en af Hanne Vibeke Holst og en af en debutant eller en ukendt, så har Hanne Vibeke Holst naturligvis førsteprioritet.

Hvis redaktøren har to ubenævnte ukendte, debutanter eller ej, er der andre ting i spil. De kan blive overset begge to. Men der kan spille andre ting ind – personligt bekendtskab, respekt og hensyn til udgiver, etc. etc. Peter Adolphsens parløb med Ejler Nyhavn viser som eksempel, hvordan forfattere kan være bevidste om baggrundsstøjen og som i deres tilfælde byde ind med en navnemystifikation, som er indholdet ligegyldig, men som er gangbar journalistisk.

Udgiver man som jeg selv en bog og ikke har de store reklamekroner til rådighed og ingen pressebekendtskaber at støtte sig til, kan man godt føle sig ret latterlig ved for 7., 8. eller 9. gang at sende et skrift til redaktionerne, vel vidende, at der ikke er en kinamands chance for, at en redaktør langer bogen videre til anmeldelse. For forfatteren selv er det bogen, som er det usædvanlige, men for at redaktøren skal bede en anmelder om at læse og skrive, skal der være en yderligere begrundelse: Kendtheden, død, ulykke, forbrydelse, og ja navnemystifikation eller ekstrem privat selvudlevering. Den litterære kvalitet kan så anmelderen tage stilling til. Det kan der komme udmærkede anmeldelser ud af, hvis anmelderen er den rette. For redaktøren kan jo vælge anmelder ud fra saglige kriterier, når første kriterium er opfyldt!

Andre kriterier er mulige, som i tilfældet Henrik Dahl. Vi kender dem ikke, kun resultatet. Henrik Dahl kunne jo strengt taget have sat en anden dagsorden. Han kunne have læst de omtalte stykker. Han kunne ikke vende tilbage til fortiden for at se dem, men som sociolog kunne han have samlet op på receptions-historien i stedet for bare at slynge om sig med formodninger, som forfatteren siden har haft let ved at afvise. I en anden sammenhæng end ’anmeldelse’ kunne han derefter med afsæt i sin anmeldelse gå til angreb på støtteordninger i forhold til publikumstal, når han til formålet havde sat sig ind i emnet ’støtteordninger’.

I stedet fik vi en skævvredet debat om Henrik Dahls syn på interessant og ikke-interessant kunst, udmøntet i overskriftsform som angreb på ”subsidiebaronerne”. At støtten skævvrider ’markedet’, som åbenbart er den rette dommer i kunstneriske spørgsmål. Hvor galt det så kan gå, kan man måske se af, at det er redaktørens markedsfilosofi, der gør en anmelder ud af Henrik Dahl.

Bibliopaten slutter: ” Glem det aldrig: Alle anmeldere, både de selvpromoverende og de ydmyge, er værdikæmpere, som slås om, hvilke menneskelige erfaringer, værdier og udtryksmåder, der bør værdsættes og hvilke der ikke bør. Den kamp skal føres af så bred en skare som muligt. Hvis en anmelder er uenig med sine kolleger, er der kun en vej frem: Til tasterne – og argumenterne.”

Der siger jeg, at det bliver en debat som mangler netop den faktor, der er lige så vigtig som anmelderen, nemlig redaktøren, som slet ikke er i tvivl om det berettigede i sin markedsorienterede udpegning af kamppladsen. Han holder sig pænt i baggrunden som liberalismens ’hidden hand’ og læserne lever i illusionen om, at bøgerne er faldet i anmeldernes hænder helt af sig selv.

 

per-olof.dk

At have et navn, tage sig et navn, få sig et navn

Den tatoverde bøg i Fredensborg Slotspark c poj

For ligesom at demonstrere, at journalist Torben Benner virkelig er Torben Benner, er der ved den artikel, han har skrevet i Politiken i dag om den mulige eksistens af en Ejler Nyhavn et lille foto, for at jeg skal blive overbevist. Navnet er vigtigst for de fleste af os. Nogle skærer det i barken på et bøgetræ, jeg skar engang mit på låret, da undervisningen kedede mig.

Selvom det er vigtigt for Torben Benner at vide, at jeg ved, at han er Torben Benner, så ved jeg det strengt taget alligevel ikke, da nu problematikken gøres aktuel med hans artikel om Ejler Nyhavns væren eller ikke væren, så jeg vil ikke blive særlig overrasket, hvis jeg i morgen får at vide, at han i virkeligheden ser helt anderledes ud og hedder noget helt andet, f.eks. Ejler Nyhavn. Måske burde navnet være Ejler Nynavn. Man kan godt komme til at snøvle lidt af  øl. Hvilket er, hvad jeg forbinder med Nyhavn: Øl.

Selv har jeg mit ganske liv kæmpet med og for en bindestreg i mit fornavn, som den danske guds repræsentant August Andersen ikke ville anerkende i 1942. En kendsgerning der for den ganske menneskehed er helt og aldeles betydningsløs, men for mig et bevis på, hvor fremmedhadet starter. Jeg er siden blevet tilbudt en bindestreg ganske gratis, men nægtede at modtage den, jeg så fuldmægtig Bache løbe fra ansvaret på Danmarks vegne.

Efter læsningen af Torben Benner(?)s artikel, spørger jeg mig selv, om Allan Hansen er Peter Adolphsen eller måske er Peter Adolphsen Allan, eller er det Peter som er Ejler Nyhavn eller er det Ejler som er Allan. Det fører en masse overvejelser med sig. Er det Benny Andersen som er Svante, eller Svante som er Benny, eller Halfdan Rasmussen som er Svante, man kan jo ikke være benhård eller benny hver gang. Halfdan hentede sin bedre halvdel hos Benny, som benyttede sig af chancen til at gå fra snøvsen og finde Rosalina, som også hed noget andet.

Det ville jo være noget underligt noget, hvis Jørgen Nash havde kaldt sig Jørgen Jørgensen, og Danmark var slet ikke blevet berømt for sin dødrukne danskere, hvis Asger Jorn havde heddet Asger Jørgensen. Johannes Jensen er overhovedet ikke den samme som Johannes V. Jensen og Karen Dinesen helt forkert, når hun nu hedder Blixen, selvom hun et øjeblik måtte kalde sig Isak Dinesen.

Shakespeare er måske kun en samlebetegnelse ligesom Homer. Vi ved ikke, om Platon var handskedukke for Sokrates eller om det var omvendt. Kend dig selv, stod der over indgangen til templet i Delphi, men det blev det ikke enklere af, når andre kun vil kendes ved en under særlige navnebetingelser og vi selv er lige så dumme.

 

per-olof.dk

ps. det er ikke et navn, det er en adresse.

Volapyk fra Google Translate

Jeg kan se, at nogen har besøgt et par af mine sider og anvendt Google Translate. Oversættelsen til arabisk kan jeg ikke vurdere, men oversættelsen til svensk er til dels rent volapyk! Snaphaner bliv til ‘Snap Kraner’ osv. Det eneste gode, jeg kunne få øje på, var, at ved at pege på den oversatte sætning ser man originalteksten! For – hvis man kan svensk, bør det ikke være så svært at læse den danske tekst – udbyttet af Google Translate i dette tilfælde er mere misvisende end hjælp!

Nu jeg er igang – apropos Google. Som flest finder vi jo frem via Google. Jeg har på min side her på WordPress og på per-olof.dk et redskab yderligere, nemlig FreeFind. Der kan være ting, jeg faktisk har skrevet om, som ikke kommer frem som blandt de ti første hos Google, selvom mange ting faktisk gør. Bruger man funktionen ‘Free Find’  vil alle steder, hvor jeg har skrevet om et emne eller ord dukke op, fordi FreeFind simpelthen jævnligt indekserer mine sider. Jeg har indtryk af, at det kun er mig selv, der bruger dette værktøj, nemlig når jeg ikke kan huske hvor jeg skrev det ene eller det andet!

Send redaktører på kritikerskole

Mindetavle for Christian Pedersen i Helsinge

Debatter er noget værre noget. Vi ved at lyssætningen er det halve teater, og sådan er det også med debatter. Mens der ageres i lyset, foregår der noget ganske vigtigt i kulissen eller i mørket til højre!

Kritikerskole eller ej, Jes Stein Petersen versus Mikkel Bruun Zangenberg i Politiken 1.5.09:  Man ser kritikeren i al sin uafhængighed blive manet frem – mens jeg som læser og skribent, ser ham som en marionetdukke i hånden på helt andre kræfter, som jeg kan have svært ved at identificere: ”kapitalen” eller ”snobberiet” eller ”forlagene” eller ”vennetjenester”. Og sidst men ikke mindst ”redaktionen”.

I Weekendavisen ser jeg hele skuespillet udfolde sig. Her anmeldes den ene uge over to sider en bog om dramatik fra 1990’erne og frem af en sociolog, Henrik Dahl, der er god til at lave rav i den og derved skaffe sig publikum. Man forstår, at det er en kvalitet i sig selv. Hans saglige viden om det læste er nul og nix. Det giver godt udbytte for redaktøren i en vældig debat ugen efter og måske en del tid fremover.  At en slags anmeldelse af eks-Seem præsten Søren Krarup af en bog om Hal Koch med god grund kunne have affødt en debat af samme dimensioner, men ikke gør det, skyldes måske, at her retter et læserbrev skytset mod den rette ansvarlige: redaktionen, og det ved vi, kommer der ikke meget ud af, for redaktionen har altid ret!

Så kritikerskole, jo måske, hvis det var redaktørerne, som blev sendt af sted for at lære om, hvordan man giver mulighed for en saglig og uafhængig kritik – så ville forslaget være værd at støtte!

Skal jeg så sende mine to forårsudgivelser, en bog og en DVD med oplæsning ”til anmeldelse” til aviser, som ved mine seneste hen ved ti udgivelser har negligeret mig – det må da være spildt arbejde. De bøger bliver jo hverken værre eller bedre af at blive anmeldt af en Henrik Dahl eller en Søren Krarup, men ville da så være nævnt, hvad de næppe bliver. For jeg ved, jeg er en mand, men ikke mand nok, jeg er gammel, men ikke gammel nok, syg men ikke syg nok, søn men af ukendte forældre, dansker men ikke dansk nok, svensker men ikke svensk nok. Helt modsat reklamen, er der nemlig ikke altid plads til en til, lige meget hvilken deodorant, der bruges. For eller imod kritikerskole – det er rent spilfægteri – vi vil hellere have mere lys på scenen og sidespejl ud til kulissen!

 

Per-Olof Johansson

 

Ps: Det virker ret oldnordisk at tænke dette sendt til redaktionen, som så om otte dage måske, måske ikke og erfaringsmæssigt slet ikke – ville trykke det – når man kan sætte det i sin blog og lade Twingly om at give et vink med et link.

 

Pps: Måske ville et link her være på plads til, hvad jeg tidligere har skrevet om en undersøgelse, Henrik Dahl var involveret i.