digtdig selv c poj
http://herlov.dk/epitafium.htm
Kommentar til Lars Bukdahls blog
Som situationen er, er et samtidigt digt vanskeligt at definere, formæssigt, alle muligheder er i brug.
Som teknik har jeg vanskeligt ved at forstå,at samtidige vælger sonetformen. Derfor var det med en vis forundring at jeg kunne læses AHP’s Epitafium uden at blive forstyrret af formen, forstå at den havde forløst noget i en vanskelig situation.
På Lars Bukdahl har den virket modsat: “I det stik modsatte hjørne ønsker sonetkransen, med jeronimuagtigt storhedsvanvid, at være en gravskrift for selve kloden, men snubler løbende i sin hule, stive og kluntede retorik og næsten totale mangel på konkrete billeder og iagttagelser.” Nu er retorik vel næsten et af de værste skældsord, man kan bruge over for digtningen, og det er en etiket, det er ganske let at sætte på andres beretning fra grænselandet. For digtet udspringer helt åbenlyst af en konkret oplevelse af den sig nærmende undergang. Jeronimus ser med en vis ro sin egen undergang i møde, men ser med helt andre følelser på den mer og mer sandsynlige ‘menneskets forsvinden’. Storhedsvandvid – er det ikke at afvise, at det er et ikke usandsynligt scenaria, der her rulles op for?
En helt anden sag er, at det er prisværdigt, at Lars Bukdahl i sin blog har besluttet at skrive de anmeldelser, der åbenbart ikke er plads til i avisen. En retorisk agressivitet er åbenbart den nødvendige motor – så er det op til læseren at sortere fra. Her får vi nævnt en masse tekster, vi ellers aldrig ville høre om.
Tags: digte
