Pilefestival 2009

Marie Skinbjerg fletter1 . photo c poj

 

Marie Skinbjerg fletter2. photo c poj

Det er nogen tid siden jeg har besøgt Anitas blog, men nu skete det, og blev glad over at læse det lange referat fra hendes besøg på Pilefestivalen  i Aarhus – der var vi også, men om lørdagen, hvor solen havde lidt vanskeligt ved at skinne! Tog også mange billeder, men vist ikke så afvigende fra Anitas. I stedet bringer jeg et par billeder fra Garden Living Fair  i Frederiksborg Slotshave. Det er kurvemager Marie Skinbjerg  fra Lyngby i gang med arbejdet. I kommentarerne til Anitas artikel nævner nogen visse haveudstillinger – men på denne var der faktisk et kæmpe kurvehjørne, og det var den som havde lokket os indenfor. Så lad mig da demonstrere dette med mere af Skinbjerg – flotte afrikansk inspirerede kurve. Så inspirationen går åbenbart begge veje!

Kurve af Marie Skinbjerg. photo c poj

Til Pilefestivalen 2002 havde jeg bidraget med en del spånkurve  fra min samling, men var forhindret i at selv se udstillingen! Derfor var det med en vis tilfredsstillelse endelig at se den med egne øjne! Lad mig så i samme forbindelse fortælle, at hvad min sider om spånkurve angår, så har jeg fået flyttet dem, der var – og en måned endnu er - placeret hos TeleDK og som begynder home3/inet/tele/dk/johansso til den nye adresse, indgangssiden er

 http://per-olof.dk/cdt/splint.htm

Går man til den gamle adresse, bliver manautomatisk en måned endnu, sendt videre, derefter er der lukket. Google anbefaler at man bruger 180 dage til et sådant skifte – Tele Danmark giver 1½ måned! Surt show!

Dorte Tilma fletter. photo c poj

Hvis jeg skulle supplere Anitas beretning med noget, skulle det være med et billede fra Dorte Tilmas stand og et eksempel på hendes creationer! Kuglen i midten er en avocadokerne!

Flet af Dorte Tilma. photo c poj

Læserbrev til Politiken om Simvastatim

Medicinalfirmaet Merck & Co.: De kan ikke se mig! c poj

Tirsdag kørte Politiken på forsiden en historie om at kolesterolpatienter får forkert medicin.Det gav mig anledning til et læserbrev afsendt samme dag. I gode gamle dage fik man svar, om det ville blive bragt eller ej. Da jeg har bemærket, at dette ofte svigter, og jeg her lørdag endnu ikke har set det bragt, formoder jeg, det ikke bliver trykt.

I dag lørdag bringer Information der i mod på forsiden en historie om selv samme sag. Her afsløres det, at min mistanke fra læserbrevet er korrekt: Der er et medicinalfirma med interesse i sagen, som står bag den undersøgelse, Politiken byggede sagen på. Interessant at se, hvordan Politiken vil håndtere denne vinkel!

Her er mit utrykte læserbrev fra tirsdag:

Jeg blev så vred

Overskriftlobbyen slår til igen: ”Kolesterolpatienter får forkert medicin”. (Pol. 25.9.). Hvorfor er der ikke nogen, der kan fortælle de noksagter, at der er forskel på, om nogle ikke får optimal medicin, eller om alle ikke får det? Og at der er forskel på, om en medicin ikke er optimal, eller om den er forkert? Er den forkert, har den modsat effekt af hensigten.
Det hedder nok blikfang. Pyt så med, at blikfanget er tæt på lodret løgn.
Men vi der bruger Simvastatin med godt resultat, skal absolut lige jages en kniv i maven før morgenmaden.
Eller er der igen tale om en velgennemført kampagne for en medicinalvirksomhed?

2.9.09: Det endte med at Politiken i mandags sendte sit standard nej-tak til læserbrevet. Jeg svarer: – - tak for svaret. Selvfølgelig skal der ikke svares på et indlægs indhold i og for sig, når det ikke bliver trykt – men når det gælder kritik af avisen, som i dette tilfælde af måden I den dag serverede en overskrift på, er der jo intet der forhindrer det naturlige svar: “Ja det var dumt, vi prøver at gøre det bedre næste gang”.

 I går tirsdag havde Information en god leder om emnet.

Institut for Rationel Farmakoterapi har en oplysende artikel ”Kan kolesterolpatienter behandles bedre?”.

Apopos

http://talegaver.wordpress.com/2009/09/05/pas-pa-den-journalistiske-jiu-jitsu/

http://www.dseneste.dk/index.php/medier/medierne-misinformerer/

http://www.dr.dk/P1/menneskerogmedier/Udsendelser/2009/09/03154113.htm

Efterregning til Weekendavisen

Weekendavisen vil gerne have mine penge -

Efterregning til Weekendavisen fra en pensionist

 Per-Olof Johansson

 Weekendavisen har sikkert ikke så få på efterløn og folkepensionister som sine læsere. Hvad angår mig, har redaktøren med sin leder 28.8.09 ”Efterregninger”, gjort regning uden vært. Som artikel kunne jeg måske have ladet det passere. Skal jeg virkelig abonnere på en avis, der i den grad nedvurderer mig, som det i dag sker i Anne Knudsens leder om efterløn og folkepension. Skal det virkelig være nødvendigt at gribe til de helt elementære argumenter for disse udmærkede ordningers indførelse?

Folkepensionen fremstilles som om vi over 65 år malker samfundsøkonomien, hvor sandheden er, at folkepensionen er et eksistensminimum, som vi har indført belært af fortidens forsyndelser over for de, som med deres arbejde i deres aktive liv bar samfundet.. Hvis det er at forudse, at samfundsøkonomien i fremtiden bliver stram, er det naturligvis nutidens opgave at sikre, at midlerne til at løfte den opgave er til stede. Det mål kan selvfølgelig ikke nås ved at tillade at værdistigningen på samfundsskabte værdier som boligerne og jord går i private lommer. Det kan naturligvis ikke nås ved skattestop og ved skattelettelser til fordel for egen vælgerskare.

Når efterløn omtales – så nævnes, men lægges der slet ikke vægt på – at den opnår man kun ved at have bidraget til den i mere end en forstand, nemlig med sit arbejde og ved at betale til den! Det er en leder fuld af demagogi.

Læren af krisen, som fra USA ruller ud over verden, burde ikke være svær at sætte ord på for hver den, hvis private pensionsordning nu er forsvundet ned i et sort hul. At hægte ansvaret op på enkeltpersoner er den mindste del af sandheden, sandheden er, at krisen skyldes en systemfejl. Læren burde også udbrede sig til Danmark. Den nuværende regerings fordækte snigløb mod at løfte i fællesskab til fordel for et mere eller mindre underforstået ”every man for himself”, har naturligvis en fortaler i en redaktør for en konservativ avis. Alle avisens øvrige gode fortjenester til trods – så er nok nu nok. Den må klare sig uden mine støttekroner. Det er jo, forstår jeg, så ganske ufortjent jeg får dem. Jeg kan kun opfordre mine medpensionister til at drage samme konsekvens af denne uforskammede leder.

Ussel TDC-service

Det er nat med TDC's hjemmesider. C poj

TDC har varslet at de lukker deres hjemmesideservice. At de simpelthen holder op med at udbyde mulighed for hjemmesider er jo grund nok.

Det, man som bruger har behov for er, at bevare sin adresse. Jeg har haft en del sider hos TDC i 15 år. Adresserne er spredt rundt omkring i verden og på mine egne sider som links. Flere af mine sider står med deres links i trykte bøger. Derfor har jeg brug for, at adressen ikke ændrer sig.

Der er meget kort frist til ændringen – 30. september lukker og slukker tjenesten. Jeg skriver ikke til dem, for deres handlemåde tyder ikke på, at de forstår, hvordan nettet fungerer. De ser det kun ud fra egne profithensyn og brug på døgnbasis. Det er den konklusion man må drage, ud fra deres handlemåde.

Min strategi er så følgende: 1. Jeg får hurtigtst muligt mine sider hjem på harddisken. Havde jeg nu været et forretningsforetagende, så havde jeg selvfølgelig for lang tid siden organiseret det hele på et sted, for selvfølgelig ligger de i forvejen hos mig selv. Men jeg er blot en glad  amatør, så det ligger adskillige steder, derfor vil det enkleste vil være at downloade hele molevitten. 2. Jeg erstatter så siderne, så langt jeg orker, med et skilt, der forklarer skiftet og henviser til ny adresse, gerne som automatisk spring til ny adresse, hvis jeg kan finde ud af det. Så har Google og andre søgemaskiner osse en måned til at samle denne henvisning op og bevare det som sidste henvisning. 3. Derefter skal jeg ind på alle mine sider, sider fra TDC server og alle andre, og rette links – det kan tage lang tid.

Det er klart, at som minimumservice skulle TDC have hjulpet med henvisningsdelen, samt en lang frist. De har sikkert gode eksaminer og fin løn. Jeg ville ikke ansatte en, der havde haft en ledende post i forbindelse med løsningen af denne opgave.

Efter 30. september, helst før, vil en hjemmesideadresse der nu starter sådan her home3.inet.tele.dk/johansso se sådan ud: www.per-olof.dk/cdt/[filnavn] , hvor filnavn vil være  som før.

Om min emailadresse hos TDC vil lide samme skæbne, er endnu uvist. De skriver ikke noget om det, hvilket jeg ikke ser som nogen garanti.

Poesi i august ! per-olof.dk er med

per-olof foran Saabyes statue af H.C.Andersen

1. Lørdagens ‘Ord under  himlen’ i Kongens Have i København, havde back up fra vejrguderne – solskin. Publikumstilstrømningen er åbenbart noget hæmmet af, at folket kommer det sted ‘for noget andet’. Men på de givne betingelser var det vellykket.

2. Antologien ‘Ordløst’  med langt over hundrede danske digtere er udkommet i elektronisk form – som pdf-fil, kald det en e-bog. Jeg tog selvfølgelig med kyshånd mod opfordringen til at være med. Hvorfor ikke gå ind og downloade? Vælg dagligt en ny digter vinteren igennem. Her er noget for skolerne at gå igang med. Digtekunsten er spillevende. Måske er det publikum, som er død i sværen?

3. Hvis du ikke bor i en såkaldt almennyttig bolig, så kender du ikke Beboerbladet , som vi i almen bolig får fire gange om året. Bladet kommer i et oplag på 551.848, så her er det sjovt at få et digt med. Det har jeg i det nye nummer, som alle alle de mange modtagere bør have modtaget senest 28. august. Af glæde over vores afdelings grønne omgivelser skrev jeg teksten ‘I en boligforening’, som nu kan læses på side 20 i afsnittet  ‘Beboerliv’.

4.  Min historie om H.C.Andersen og  Allerød  optog Finn Barlby i det seneste nummer af  BUM, et lidt forsinket JUBILÆUMS-NUMMER i afsnittet om HCA, s. 153 – 156. Lad dig ikke forvirre af, at årgangene datere 2006/2007. Den slags er vist tradition i den videnskabelige verden!

Fra Ord Under himlen 2009 – ved H.-C.Andersen

Overvejelser om Pia Kjærsgaards udfald mod kunsten

Del af udsmykning i forbindelse med haveudstilling i Frederiksborgg Slotshave

Per-Olof Johansson 

 

Når Pia Kjærsgaard i et Interview i Politiken forundres over, at de fleste kunstnere er venstreorienterede, kan vi andre undre os over, hvor hun ved det fra. Kunstnere stræber måske i bred almindelighed efter at lave noget ud over det sædvanlige. Og i Danmark er det vel sådan, at er man anderledes end det flertal enhver antager man selv tilhører – så er man venstreorienteret. Hvilket selvfølgelig slet ikke behøver være tilfældet, bare fordi man ikke stemmer på Pia Kjærsgaards parti.

 

Dansk Folkeparti har synspunkter på kulturen. Så er det folket kan spørge: Hvor er den højskole, som partiet har søsat? Hvor er det kulturtidsskrift, partiet har lagt grunden til? Måske kunne man alliere sig med Henrik Dahl, som også har været ude efter Kunstfonden.

 

Nogen kunst provokerer. Dog bliver vel ikke derfor enhver provokation kunst. Selvfølgelig har Pia Kjærsgaard lige så god ret til at udtale sig om kunsten, som kunstnere har ret til at udtale sig om politik. Hvad hun dog ikke mener, de har. Som kulturministeren peger på i interviewet i Politiken, var det et mere passende emne for debatten, hvordan kunststøtten skal indrettes, end debat af gamle, nu museumsmodne provokationer. Pia Kjærsgaard vil have andre kunstnere på banen. Der er bare det, at det er hendes parti for lille til at bestemme alene. Det er jo ren demagogi af første klasse, at kalde det parti ’Dansk Folkeparti’. Det navn burde aldrig være godkendt, i lighed med at et parti, som ville kalde sig ’Dansk Folkekirkeparti’, ikke ville få dette navn godkendt.

Kulturministeren siger, at det er for dårligt, at en tredjedel af landets befolkning ikke har kontakt med kulturlivet. Nu lever vi i et frit land, og folk må vælge deres referencer, som de vil. Jeg kan da kun være tilhænger af, at ingen skal kunne sige, at den manglende kontakt skyldes, at de resterende to tredjedele af befolkningen har villet beholde kulturlivet for sig selv. Så mærkeligt det end må lyde i Pia Kjærsgaards ører, så er Kunstfonden netop et forsøg at afværge, at kunsten isoleres i og for en elite…

 

Pia Kjærsgaard taler om en elite som stryger gevinsten og de indflydelsesrige poster til sig selv og vennerne. Det er jo tom snak, så længe det kun er Klaus Rifbjerg, der igen igen skal udpeges. Vi trænger til, at nogen anden fra kultureliten end Klaus Rifbjerg river retorikken fra hinanden og fortæller, hvordan det virkelig forholder sig.

Fodnote om Aksel Sandemose

Læs forlagets omtale af Jørgen Sandemoses bog : Flyktningen

Læser en artikel i Søndags Politiken (09-08-2009) af  Per Petterson om Aksel Sandemose. Jeg har læst meget Aksel Sandemose i en periode. En dag måtte man så tro, at nu lå han bag en. Så læste jeg Jørgen Sandemoses bog ’Flyktningen’. Den satte Sandemose på dagsordenen igen, uden at jeg vidste, hvor jeg skulle ende og begynde. For ganske vist var jeg ikke i tvivl om, at der kunne være et gab mellem ’forfatterstemmen’ Aksel Sandemose og det borgerlige jeg, men de mange detaljer, Jørgen Sandemose kunne sætte på dette gab, gjorde det vigtigt igen at forholde sig til ens opfattelse.

Derfor er det med stor forundring jeg læser Per Pettersons artikel. Den er skrevet helt uden sideblik til Jørgen Sandemoses utrolige, gribende velargumenterede bog. Det kunne være en utidig slåfejl, at udgivelsestidspunktet for bogen ’Rejsen til Kjørkelvik’ er sat til 1974 i stedet for det korrekte 1954. Det kan dog ikke være en slåfejl, når han siger ’De blev ikke samlet og udgivet i bogform før i 1974, næsten ti år efter hans død’. En mindre ting, i forhold til hovedsagen: Er der noget Jørgen Sandemose, får gjort op med i sin bog, så er det netop den bogs romantisering af forfatter-jeget. Hvordan forholder vi os til det? Det kan vi da ikke bare skøjte let hen over. Sagen er, at Per Pettersons bog ’Månen over porten’ er udkommet oven i Jørgen Sandemoses bog for snart fem år siden. Hvis jeg nu fandt den norske originaludgave, kunne jeg da ikke forlange, at bogen forholdt sig til en udgivelse, han umuligt kunne kende, da han skrev i 1995 og heller ikke ved en udgivelse i en samling 2004. Det fremgår ikke, om artiklen blev trykt dengang i 1995, i avis eller tidsskrift. Men fem år efter udgivelsen i en samling, må da der blive plads til en fodnote. Den står så her. Hvad mig angår, så har jeg stadig svært ved igen at hygge mig ved læsning af ’Rejsen til Kjørkelvig’.

 

PS: Jeg har tidligere skrevet om Jørgen Sandemoses bog.

 

PPS: Bogen med Per Pettersons essays udkom 2004 og udkommer til efteråret på dansk. Sært hvis ingen i Norge har korrigeret den lille fejl med udgivelsestidspunktet for ’Rejsen til Kjørkelvik’. Måske fordi den blev udgivet i Danmark? Hvad er forresten meningen med at trykke flertallet af essayene i avisen lige forud for udgivelsen.  Fra forlagets side er det naturligvis en god promovering, som læser føler man sig snydt af redaktionen: Har de ikke selvstændige ideer? Søndag kan jeg ikke finde artiklen på nettet, så jeg kan ikke linke til den.

Debatten på avisernes netsider

 

Tågen letter

Det er jo fint i og for sig, at aviserne giver mulighed for en debat på deres internetsider via et kommentarfelt.

Når antallet af kommentarer stiger over en 7-8- stykker til næsten 100, hvor deltagerne indbyrdes diskuterer, måske langt fra udgangspunket, i hvert fald får lavet en egen tråd – er det godt nok vanskeligt at følge med og sortere, når det hele følger i en lang køre.

I nyhedsgrupperne kan man etablere nye tråde under hovedemnet, det var/er da ret smart? Hvorfor fravælger aviserne dette?  Der er rigtig nok noget tiltalende ved, at man ikke skal klikke rundt  når der kun er forholdsvis få kommentarer. Men når der er over et eller andet antal mister læseren orienteringen, og derved bliver kommentarmuligheden i og for sig værdiløs.

Jeg vælger derfor tit at sætte indlægget her i min blog og lade Twingly sætte et link ved artiklen.  Er der nogen der vil mig noget i den nledning, kan de jo skrive i min blog, og så bliver det ikke rodet sammen med 20 andre tråde. DE som følger det link til min blog, som jeg sætter på facebook, vælger som regel at kommentere i facebook. Det er jo ok, men for debattens skyld ville jeg ønske, at de lagde indlægget i bloggen.

Landsbytosse – nej. Demagog – ja.

 

sten på stranden

Det tjener ikke Politiken til ære at føre det ord ”landsbytosse”  ind i debatten for at karakterisere indholdssiden i Pia Kjærsgaards udtalelser. (Tøger Seidenfaden Politiken 8.8.2009).Det, Pia Kjærsgaard udfolder, er sit talent for demagogi.

At denne demagog vil bruge sin magt på kulturområdet er naturligvis væsentligt at få frem. Det gør det vigtigt at få demagogien afdækket, som det, den er. Det er vel ikke avisens opgave blot at lade den komme til orde. Hvis de andre partier svigter på dette punkt, fritager det vel ikke Politiken for ansvar?

Ordet ”landsbytosse” hører hjemme i en beretning fra fortiden om den holdning de afvigende, sindssyge, handicappede, gamle blev mødt med før velfærdsstaten tog over. Det bør ikke overleve som skældsord.

Ny kulturminister

Vi vil gerne se fakta

Kommentar til interview i Politiken med Pia Kjærsgaard 04.8.2009.

Interviet kan ikke kommenteres på politiken.dk, så jeg anbragte det i Rune Engelbreths blog, hvor han debatterer interviewet.  [Lige nu afventer det godkendelse av någon orsak....????  Forklaring fik jeg aldrig, men på kom den da!]

Interviewet er elendigt, Pia Kjærsgaard får intet modspil, og som minimum mangler helt klart en faktaboks, der forklarer, at de livsvarige ydelser fra Statens Kunstfond er indtægtsafhængige, at de er vedtaget af Folketinget med finansloven altså med støtte af Pia Kjærsgaard, at bibliotekspenge ikke udbetales efter antal udlån, men efter antal eksemplarer. At gamle travere som hesteslagtningen, lort på dåse og udstoppede hunde overhovedet ikke er typiske eksempler på støttet kunst. Fik de pågældende overhovedet støtte og i hvilket omfang? Der kunne laves et helt katalog over den udmærkede kunst, som overhovedet ikke var kommet til verden uden Statens Kunstfond. Gå i Clausens Kunsthandel og se Sigurd Vasegaard, om hvem Peter Tiemroth skriver i bogen ‘Myternes Landskab’:”Også dengang var en selv højt anerkendt kunstners daglige livsbetingelser ikke pekuniært attråværdige. Først i sine seneste år sikrede han sig et vist underlag gennem Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse.”

Interviewet giver mig indtryk af, at hun er en had-spreder af rang.

Men måske er den sikreste vej til at slippe af med Pia Kjærsgaard og hendes parti at give dem ansvar i et ministerium, i stedet for at de kan give den i rollen som den evige bagstopper.

Rifbjerg: Giv os Danmark tilbage–

12. august 2009: I et interview i Politiken  ser man, at kulturministeren kan svare ærligt og redeligt på Pia Kjærsgaards svada. Her af følger ingen pressestorm. Man forstår, at argumenter i sig selv har ringe kraft overfor velberegnet retorik.