Archive for september 2009

Ikke Vermeer – forkert information i Information

september 30, 2009
Ruffersken kan ses på hjemmesiden Museum of Fine Arts, Boston

Ruffersken kan ses på hjemmesiden Museum of Fine Arts, Boston

Information illustrerer en artikel med det forkert billede i dag. ‘Falskneri var ægte mesterværk’ lyder overskriften, og så tror den naive læser selvfølgelig, at det handler om det gengivne maleri. Jeg læser artiklen med interesse, fordi jeg i tidens løb har beskæftiget mig med Vermeer. Derfor bliver man jo ikke ekspert, og er interesseret i at høre nyt. Jeg går ind på The Indepedents originalversion af den oversatte artikel, men her er ingen illustration. Jeg bladrer lidt i bøgerne for at finde hovede og hale på sagen. Til sidst falder brikkerne på plads. Fordi artiklen illustreres forkert, bliver det hele forkert. Illustrationen er et Vermeerbillede som befinder sig i Dresden. ‘Motivet’ -ruffersken- er det samme som på maleriet, nævnt i artiklen men har ellers har de intet med hinanden at gøre.
Det maleri, som ses på væggen på et par af Vermeers egne malerier, er kendt som et billede af  Baburen, hvoraf der kendes en version i Boston på Museum of Fine Arts og en version på Rijksmuseum i Amsterdam. Og altså åbenbart nu også et tredje, som åbenbart hidtil har været anset for malet af svindleren van Meegeren. Nu kan de lærde så strides om, hvilken af de tre versioner, som er den ældste. Men ingen har formentlig før Informations artikel forvekslet det seneste med et billede af Vermeer!

DR P4 besøger spånkurvemuseet i Lönsboda

september 29, 2009
Lillerød Spånkurvefabrik 1950

Lillerød Spånkurvefabrik 1950

Det sker af gode grunde, at jeg tager en tur med Google for at se, om der skulle være et hjørne med spånkurve, hvor  jeg ikke har været. I dag var gevinsten en radioudsendelse på DR P4 Sjælland ‘Vi besøger kurvemuseet i Lønsboda’ fra 15.august 2008. Det er en lille fejl, når guiden fortæller, at sognet, hvor Lönsboda ligger – det hedder  Örkened – er spånkurvens hjemsted – men ellers lød det meget rigtigt alt sammen, sammen med det herlige sprog – som blev behørigt oversat til dansk.

Vil man læse mere om spånkurve kan man jo følge sporet på min side

A Personal History of Splint Basketry in Denmark and Sweden

Lillerød i Rampelyset

september 14, 2009
Lillerød i rampelyset Lillerød i rampelyset

En klub for  Allerøds førtidspensionister hedder ‘Rampelyset’, og der var jeg i 2003 inviteret hen for at tale om Lillerød og vise billeder fra det gamle Lillerød. Det gjorde jeg gerne, men jeg læste også denne tekst op, jeg havde lavet til lejligheden. Den blev trykt i Ældrerådets blad ‘Ny Alder’ nr. 3/ 2003. Jeg troede også jeg havde sat teksten på nettet, men jeg kan ikke genfinde den, og så kommer den her, da tiden har gjort en ændring nødvendig. Nu kan der ikke mere stå “Her bor F.P.Jac”. Det mindes vi om med hans netop udkomne bog “Kattenes eventyrlige rumsteren – & andre diskrete nysgerrigheder” – der er meget Allerød i den - 1. oplag er allerede udsolgt fra forlaget skønt den kom i fredags! -

Lillerød i Rampelyset

Midt i morgenens brusebad
står jeg i Rampelyset
og fortæller om Allerød og Lillerød,
jeg nyder den ære at være tilkaldt.

Man kan ikke komme i Rampelyset i Lillerød
uden at nævne Chaplin-figuren,
undervurderet men fuld af talenter,
offer for latter og medfølelse på engang,
- kan det siges tydeligere.

I Skåne ligge også et Lillerød,
mindre end vores,
måske kun vejskiltet tilbage,
som her måske snart kun et navn.
Ingen kender Lillerød Brugsforening,
alle kender Kvickly i Allerød.
Lillerød snart så anonym måske
som Eilif Mortansson som her skrev
Susy-bøgerne til alle Danmarks piger
                                dengang.

Børnene kender nok Halfdans
Lillegut fra Lillerød, men ved de mon,
at de bor der og selv er Lillegut
der leverede den berømt prut.

Lillerød er et godt navn, men selvfølgelig
stedet er ikke bedre eller værre end andre steder.
Jeg holder meget af det navn
selv når det minder mig om savn,
veje og stikveje på kirkegården.

Lillerød er berømte stole fra Fritz Hansen,
Lillerød er Henrik Nordbrandts største afskysby,
Lillerød er store skove,
Lillerød er Hvidesten med mange heste,
Lillerød er den største by i Allerød,
danske spånkurve kom fra Lillerød,
Jangaards stoftryk det er Lillerød,
Alice Buchhaves skulpturer
og Alice Buchhaves elever kom fra Lillerød,
Lillerød Kirke har et alterparti af den verdensberømte
arkitekt Mogens Koch,
Poul Bjørklund malede Venus fra Lillerød,
Lillerød savner Aage Haukland,
Lillerød savner ”i Lillerød bor F. P. Jac”,
selvom han kaldte det Allerød,
i Lillerød startede dr. Dante og kom Mungo Park,
Lillerød er Lillerød Badmintonklub,
i Lillerød er der et særligt nej-tak-til-tanks-skilt.
Vi sætter Lillerød i rampelyset,
ikke for at bryste os,
snarere for at forlyste os,
lyse op hvor der er mørkt,
støtte hver der hælder,
for allevegne er der fælder, også i Lillerød.

I Lillerød samles trådene i Allerød,
i Rampelyset skal vi løse den gordiske knude.
Lillerød kan bruge Rampelysets vagabond som logo,
undervurderet og fuld af talenter:
kan det siges tydeligere!

Per-Olof Johansson

Anskuelsetavler

september 10, 2009

 

Forside til Erik Kjersgaard: Den danske billedbog.

Forside til Erik Kjersgaard: Den danske billedbog.

 

Jeg har gjort mig nogle overvejelser med udgangspunkt i udstillingen ’Autopsi – Mere end 500 anskuelsestavler’ og dens katalog.

Det er der kommet denne artikel

‘Anskuelsestavler’     [pdf-fil 2,97 MB]

ud af.

Jeg har lavet den på 8 sider, hvorfor man med fordel kan udskrive den som hefte, hvis printeren giver denne mulighed, for så koster den kun 2 ark!

Burka på Fanø

september 4, 2009
To piger fra Fanø med strudel
To piger fra Fanø med struder

 

Også på mig virker burka urimelig. Faktisk som en beskyldning om, hvad jeg ville tænke føle gøre, hvis kvinden ikke var tildækket. At lovgive imod er måske straks vanskeligere, hvis forbuddet skal give nogen mening. Hvorfor skal motorcyklister og knallertrister og biavlere og operationspersonale osv osv kunne skjule sig. Og hvordan udarbejder man undtagelser. Hvordan tager man højde for nye begrundelser for undtagelser. Må ingen en kold vinterdag køre med elefanthuer? hvordan håndhæve sådanne regler?

Jeg stødte på dette interessante eksempel på tildækning af kvinder i Danmark i bogen ‘Danmarks Land i Tekst og Billeder,i Skildringer af C.C.Clausen og J.J.Nielsen’, udgivet på FREM, Nordisk Forlag, uden år, hhv spalte 381 og 382:

“Det, der maaaske i det ydre virker mest fremmed, er de sorte Klædesmasker, som Kvinderne bærer under Arbejdet udenførs, de saakaldte Struder. De bærer dem mod den sviende Vestenvind, men Maskerne bevarer samtidig deres Teint fin og frisk. Og der er over Fanøkvinderne som over deres Søstre på Læsø noget sart, noget friskt og frejdigt, uagtet de paa Fanø som paa Læsø maa tage et haardt Tag med i.”


Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Join 45 other followers