Den ukendte debattør- af hvilken rod?
På min blog stod i marginen:
“Om anonymitet i debatten:Jeg forstår ikke den udbredte anonymitet, som åbenbart er accepteret i debat på nettet. Jeg accepterer under protest anonymiteten, hvis indlæg ellers holder sig inden for, hvad jeg anser for rimelige grænser. Men det er ikke en debat på lige vilkår. Anonymiteten på internettet er parallellen til burkaen på gaden.”
Hertil skriver Harning:
“Jeg opdagede pludseligt at du har lavet en boks med din opfattelse omkring anonymitet i kommentarer, og jeg bliver bare nødt til at sige at jeg er helt uenig. Jeg synes for det første ikke at ytringsfrihed er betinget af navn og adresse – og for det andet at muligheden for at være anonym netop kan give os muligheder for at høre fra mennesker som ellers ikke ville turde komme frem offentligt. For at citere mig selv: “Jeg kan komme i tanker om en hel række med årsager til hvorfor nogen skulle ønske at optræde anonymt – her blot nogen: Alt fra en cancerpatient der vil fortælle sit syn på sin sygdom og/eller behandling uden derved at skulle informere sine børn og sit arbejde om sygdommen, til forældre som har synspunkter på den nye forældreansvarslov og af hensyn til deres børn ikke ønsker at deres personlige konflikt blusser op pga offentlige udtalelser. Eller hvad med vidnet som har gjort sin medborgerlige pligt i retten og efter retssagen er flyttet pga angst for repressalier og kvinden på krisecenteret der lever skjult med sine børn efter et mordforsøg – skal de ikke have ret til at deltage i en offentlig debat uden at skulle frygte at blive fundet? Har de måske ikke den samme grundlovssikrede ret til ytringsfrihed som alle andre?” – fra: kvæler de danske nyhedskoncerner ytringsfriheden.”
Og Per-Olof svarer:
“Jeg kunne naturligvis ikke ordret huske hvad jeg skrev, så i første omgang tænkte jeg bare, at jeg havde udtalt mig noget generelt, hvor jeg burde have holdt mig til principperne for min blog. Da jeg genlæser min bemærkning, synes jeg, at det er netop, hvad jeg har gjort. For selvfølgelig har du ret i, at anonymitet på Internet er en enestående chance for at komme til orde med ting, som det ellers ville være umuligt at få frem, eller for at komme til orde, selvom man har grunde til at leve eller deltage under dække. Nu tager min blog udgangspunkt i, hvad jeg mener, så det er måske ikke så oplagt, at der optræder de situationer, du nævner, men jeg har da åbnet en dør, når jeg skriver: “Jeg accepterer under protest anonymiteten, hvis indlæg ellers holder sig inden for, hvad jeg anser for rimelige grænser.” Dvs man har mulighed for, når man skriver indlægget, at argumentere for sin anonymitet, uden at jeg skulle behøve også at offentliggøre den del af indlægget. Sætningen:”Anonymiteten på internettet er parallellen til burkaen på gaden.” – synes jeg ikke er relevant og vil blive fjernet.
Når det handler om selve indlægget i en debat, er spørgsmålet, på hvis ansvar offentliggørelse skal ske. Først og fremmest må det være vedkommende, der selv står til ansvar. Nu kan indlæg jo i sig selv, være ganske uproblematisk uden beskyldninger hid og did, så er det jo ikke så svært at være redaktør. Det er en anden situation, når det er et indlægs holdninger, fakta som ikke kan efterkontrolleres eller som er tvivlsomme af andre grunde. Så er næste trin, at nogen påtager sig den noget specielle opgave, at stå til ansvar for noget og nogen, de ikke kender nok til. Som Wikileaks. Det er så deres projekt og deres sag, om det altid og i enhver situation er godt må vurderes fra tilfælde til tilfælde.
Men det man ofte møder i debatten på nettet er jo nedladende perfide beskyldninger af alskens art – jeg kan ikke se hvilken form for beskyttelse de fortjener i ytringsfrihedens navn. Eller rettere: Jeg føler mig ikke forpligtet til at viderebringe deres udgydelser. Slemt er jo, at det had, de udstråler, ikke kun når de personer, der jagtes, men også udtaleren selv. Det virker som dyrkere af had for hadets egen skyld – had som en art narko, en mur som ingen argumenter nogensinde ville kunne nå igennem.
Engang i 90′erne lavede jeg en hjemmeside kaldet ‘Debatforum WWW’ http://per-olof.dk/cdt/debatfor.htm, hvor jeg tænkte at samle mine debatindlæg. Min ide var, at hvis nogen ville debattere med mig, lagde de deres indlæg på egen side, som jeg så linkede til og vice versa. Der kom vist aldrig særlig mange links, men man kan da sige, at det var en slags blog i sin vorden. Ideen med den gensidige linkning var, at derved havde den enkelte hver sit ansvar og muligheden for at rette og slette. Sommetider kan man slette egne indlæg på en og andens blog, men jeg synes ikke det er almindeligt.”
