En ordveksling på facebook tog udgangspunkt i, at Steffen Baunbæk Pedersen i sin status sagde:
Hælder mere og mere til det standpunkt, at den eneste avantgardistiske strategi, der er nogen som helst fremtid i, er at tilbageerobre traditionen…
Da jeg netop havde hevet fat i et gammelt nummer af Vindrosen, gav det mig nledning til nogle overvejelser om det selvsamme …..
Læs min overvejelser her [PDF-fil]
I can explain it all! c per-olof.dk 2011
Picture of the day made by per-olof johanssonDK…..
Her drog de ud fra og de vendte aldrig tilbage. Denne efterkommer drages, men kan ikke ganske forlige sig med moderniteten, som ikke kan leve op til myten om fortiden.
I dag er det World Poetry Day. Der for dette indlæg, med link til et digtsuite: Hemvänders svek.
Her kommer det første af digtene, de øvrige kan læses her i en pdf-fil [4 MB]
1.
Mod skovens og markernes
Grønne farver
Ljuser stugan rödt
Som et magisk øje
Som et træt menneske
Som en iskold hånd
I varmen
Under den kolde dyne
Trætte mennesker
Der står som damp over marken hen under aften
Disse mennesker
Over markerne
Går og samler sten
Som spredes om natten føder børn
Malker køer i lave stalde
Fjerner vorter ved brønden
Ved at berette
Deres ansigter bærer sten deres ansigter
Kender dig.
Per-Olof Johansson
Forside til Tove Ditlevsen: Pigesind.
[Sendt til men ikke trykt i Weekendavisen. Der er i dag årsmøde i Lyrik-gruppen i Dansk Forfatterforening, så det må være en passende dag at slippe teksten fri! Tove Ditlevsen behøver jo ikke at have tænkt på sig selv, da hun spurgte, hvorfor Danmark ikke agter sine digtere...]
Klaus Rifbjerg, vor frontfigur i overgangen til modernismen i dansk digtning, kommer i sin erindringsskitse om Tove Ditlevsen (WeekendAvisen 4.3.11) med en sidebemærkning om digterscenen dengang og nu, som er værd at lægge mærke til: ”I dag kan det være svært at sætte sig ind i, hvor stor forskellen i det litterære miljø mellem dengang og nu var. De unge digtere, man kendte og læste, havde hver deres særpræg og kunne ses tydeligt, mens billedet i dag med poetry-slams, forfatterskoler, Litteraturhaus og guderne må vide hvad, er mere flimrende og diffust. Der går simpelthen 13 digtere på dusinet, og de vil nok dø af grin ved tanken om dem fra dengang, der trådte op med deres alvor i maksimalbukser og islandsk sweater og falbød varerne, som et ærbødigt publikum tog imod, mens de stoppede fynsk tobak i piben og pulsede løs.” – Ja rigtig nok var der meget mere at nævne, ikke mindst Internet med utallige scener, for i dag præges digterscenen ganske rigtigt af mangfoldighed. Men det lyder ikke som om Klaus Rifbjerg anser dette for noget positivt.
Det virker som om denne usikre holdning til fænomenet er vidt udbredt, tydeligst i anmeldersegmentet. Her er Lars Bukdahl mærkeligt nok ingen undtagelse, han har blot valgt nogle andre digtere til sine helte end flertallet af anmeldere – mangfoldigheden dyrker han ikke.
Modernismen gjorde ifølge Klaus Rifbjerg op med ”..en lyrisk tradition, der ikke længere havde det nødvendige oktantal til at få ordentlig skub i tingene.” Det Torben Brostrøm i en program-artikel kaldte det ’umådelige mådehold’. Det sentimentalitetskorset, som Rifbjerg siger, Tove Ditlevsen kæmpede med at få rystet af sig og mange med hende, er dog vel ikke i sær knyttet til den lyriske tradition, for sentimentaliteten har da snarer endnu bedre udfoldelses-muligheder i de tvangfrie former! På forhånd at afskære sider af vores følelsesregister såsom sentimentalitet og patos fra digtningen, er da latterligt, men en forklarlig konsekvens af kampens hede, hvor man tit får smidt barnet ud med badevandet! Altså kræver det i dag noget særligt at slå igennem på de fronter, og det ville være befriende, hvis nogen af de ramte i stedet for forsigtigt at stille spørgsmålet: ”Må vi være her?” kunne få sig til at stille kravet:
” Må vi så være her!”
Anmeldere og litteraturforskere burde omfavne mangfoldigheden på nutidens digtscener og forstå, at der i mangfoldigheden ligger store værdier både for udøvere og alle andre. Som det er, er scenerne der – men begrebsapparater, der kan acceptere dem, har vi åbenbart ikke til rådighed.
How to cool down the reactors in Japan 2011
One day I said that in Japan they ought to use helicopters to disperse water in the reactors, as when they put out forest fires – and the next day they did!
Not because I think it was telepathy but I could not help but think further about the problems, as plagues us all.
So here are a few crazy ideas for what to do when you can not put people on the task because of radiation danger!
Forside: Erik Christensen: Borger i tre verdener
Erik Christensen: Borger i tre verdener. 144 sider, ISBN: 9788776745455 Syddansk Universitet / Syddansk Universitetsforlag. Kr. 148,00
Jeg er ikke økonom, jeg kan ikke anmelde denne bog som økonom. Men jeg kan læse, at her tages udgangspunkt et andet sted i samfundsdebatten, end der hvor vi lever nu. Her fremmanes en anden verden som en realistisk mulighed, og det bør vi tale om. Måske ikke for at bruge ’modellen’ i og for sig, men bruge den til at forholde os friere til den tankegang, som nu styrer debatten. Erik Christensen tilbyder med sin udgivelse en mulighed for at tænke anderledes. Dagens politiske debat tager i uhyggelig grad udgangspunkt i konkrete sager, som om det økonomiske system er uforanderligt og kun et spørgsmål om højre eller venstre om.
Læs oplæg til debat af bogens nødvendighed her.
[ At udskrive pdf-filer: smart at udskrive 'som hefte' 4 A4 sider bliver til et ark ved at printe på begge sider.]
Defaitismen
Jeg ser ikke TV.
Jeg hører ikke radio.
Der sker noget skrækkeligt.
Skal jeg opsøge det,
når jeg ingenting gør,
når jeg ingenting vil gøre,
når jeg ingenting kan gøre
andet end drukne mig
i den flod af ord og billeder,
nogen lever af at udsprede,
når jeg ingenting gør,
mens andre dør, dør, dør.
Per-Olof Johansson
Hvor enkelt er det som voksen at lære at tale et fremmed sprog som en indfødt?
Et sådant forsøg får denne som det synes ganske aktuelle kommentar med på vejen af Ludvig Hoberg. Det stykke kender naturligvis enhver minister i en dansk regering.
Jeg kan komme i tvivl om, at prins Henrik kender det, det ville nok more i hvert fald ham!
Per-Olofs digt i Politiken 9. marts 1986
9. marts 1986
havde jeg dette digt
i Politiken med tanke
på mordet på
Olof Palme,
nu er det 25 år siden.
