Hvad vej blæser vinden? Vindfløj på Nyord 2011 Photo poj
En forfatter lover en kritiker tæsk, en digter hælder vand over hovedet på selvsamme kritiker – indslag i debatten der får betydelig opmærksomhed. Det fik jeg et indlæg i Information om: Vold giver mediedækning. (Enten se her http://www.information.dk/265168 eller i trykte udgave 15.4.2011 i tillægget ’Bøger’ eller i kommentarfeltet her nedenfor.)
Så skrev Janus Kodal en kronik i Politiken, hvor han forsøgte sig med en forklaring på vandpjaskeriet. Det syntes jeg, at jeg burde reagere på, om ikke andet ganske kort: Janus Kodal valgte vold for at gøre opmærksom på sit budskab om litteraturkritikkens elendighed. Og det virker. Han valgte et minimum af vold, men selv det virker. Han får sin kronik i Politiken, og når hans annoncerede pamflet udkommer, bliver den anmeldt.
Det var der ikke plads til i avisen. Andre måtte da have en mening om dette – men det varede 14 dage før man så en reaktion – fra formanden for kritikerne, og så var indlægget gemt væk i bogtillægget 14.5.11. Kronikken stod da på avisens debatsider, men der var svaret åbenbart ikke vigtigt nok til at blive anbragt, der var ikke flere trusler i luften!
Når det handler om Janus Kodals kritik af kritikken, kan jeg være enig et langt stykke af vejen, man han diskvalificere sit synspunkt ved det valgte middel – skønt mediebølgen, det lykkes ham at rejse, viser, at han i den grad i en vis henseende vurderer rigtigt.
Kritikernes olderkvinde Mai Misfeldt skriver, at Lars Bukdahl dog er en af dem, der har taget sig af den smalle litteratur. Dertil er vel blot at svare, at man trods det kan være blind for andre aspekter end dem egne darlings præsenterer. Et frisk eksempel fra Weekendavisens tillæg ’Bøger’ 13. maj. LB anmelder Trisse Gejl: Siden blev det for pænt. Den bryder han sig ikke om, og det er så det. Men så slutter han: ”Men ros til de 100.000 kr. store arbejdslegater, Trisse Gejl som nyt medlem at Statens Kunstfonds litterære tremandsudvalg har været med til at tildele Helle Helle og Lone Hørslev, dem er der stil over – men hov, hvorfor intet legat til Christina Hesselholdt? Der vil jeg gerne kritisere!” Dette er selvfølgelig anmeldelsen fuldstændigt uvedkommende, det er jo ikke en anmeldelse af personen Trisse Gejl. Her er gøgleren på spil på et andet menneskes bekostning. Det er et godt eksempel på misbrug af anmelderrollen. I en anden anmeldelse, hvor han blander sin rolle som Hvedekorns-redaktør ind i anmeldelsen, henvendt til potentielle bidragydere, er han på samme gale spor. Mai Misfeldt siger i sit svar til Kodal, at anmelderne langt fra har den magt han tillægger dem. Det valgte eksempel er da klart eksempel på ’magtmisbrug’.
Hvorfor nu blande sig i andres slagsmål? Jo for jeg havde i 2010 sendt dagblade og relevante tidsskrifter en digtsamling ’Hvor de åbner deres madkurv’ med efterfølgende ’Status for digtning 2010’uden at nogen gad give den et eneste ord med på vejen, modsige den eller andet – og så ser jeg, at trusler og vold giver bonus. Min tekst kan læses på nettet, så i teknisk forstand kan medierne ikke længere holde mig udenfor. Jeg slog et slag for mangfoldigheden, hvor jeg føler kritikken indsnævrer:
Jeg har selvfølgelig ikke overblik over alt det, som foregår i digtningens verden 2010, men det er en klar fornemmelse, at der digtes med stor bredde og at de professionelle læsere, litterater og anmeldere prøver at holde ånden nede i flasken, som om alt dette ikke sker. Deres professionelle bedømmelsesapparat er kun gearet til at sortere denne store masse væk, uden at kunne sætte ord på den betydning, den har for de skrivende og deres større eller mindre kredse. (Jf. s. 16 http://per-olof.dk/splints_21.pdf .) Men de eneste jeg hænger ud med navns nævnelse er Gyldendal og det med et eksempel fra 1970, nemlig en konsulentudtalelse om digtsamlingen selv, og så blev der jo for meget at tage stilling til, nej løfter om tørre tæsk og vandpjaskeri, dét kan man finde ud af at divertere offentligheden med, som var vi læsere at anse for lallende idioter.
