Sådan ligger nettet for per-olof.dk

Foto: per-olof.dk: Opsamling

Politiken bringer idag en artikel om en blogger med mange besøg. Den opfattes som repræsentant for en trend, kvinder som er trætte af at fremstå  ikke-aggressive. Bloggen er anonym, så om man skal opfatte den som litteratur eller meningstilkendegivelse er svært at afgøre. Er bloggeren en mand er det litteratur, er det en kvinde er det anonymiteten som for mig gør den til litteratur.
Men at en sådan person kunne eksistere er jo ikke så mærkeligt. Vanskeligere er, hvad man skal lægge i det store besøg, bloggen har. Mange ting er jo interessant at læse, selv om man ikke dermed er enig med forfatteren. Så tallet på besøg siger i sig selv ikke så meget om hvad læserne mener.
Jeg hører ikke til den type blogger som får mange ord med på vejen. Så for mig er der ikke den store forskel på mine hjemmesider og mine blogs. Bloggen er lidt hurtigere og kan fungerer som vejviser til længere indlæg. Jeg har en blog med ganske få besøgende, nemlig Bonde-Practica, men set fra min horisont er selv disse modererate besøg en succes, fordi jeg får spredt budskabet om den lille bogs eksistens. Betydningen af dens placering i historien anser jeg endnu for uafgjort, selv anser jeg dens eksistens for et vigtigt signal om den langsomme kommunikation af de naturvidenskabelige opdagelser 1500-1800.
For min andre sider ser det  lidt anderledes ud.
per-olof.dk skriver…2  (denne du læser i)har et månedligt besøg på lidt over 1000.
per-olof.dk besøges af et tilsvarende antal.
perolofdk.com har månedligt besøg af det halve.
per-olof.dk skriver var min første gentlige blog, som jeg dog har bevaret, fordi der var en periode, hvor den var bedre til streams end WordPress. Debatforum WWW var i 1996 mit forsøg på at opnå noget af det, som blev let med en blog.

YouTube bruger jeg til videoer , Picasa Webalbum og Flickr bruger jeg til billeder , læs mig! bruger jeg til en oplistning af mine udgivelser. Men jeg har ikke styr på besøgene til disse steder.

Desuden administrerer jeg fritjof.dk, som ikke har stort besøg men dog mere end Bonde-Practica.
Jeg kan jo ikke vide hvad alle disse indklik betyder og hvad de besøgende får ud af det. Jeg kan se af de søgeord, som fører en del frem til siderne, at vedkommende kan få hvad jeg selv anser for fornuftigt svar indenfor det søgte. men om det var tilfredsstillende eller ej ved jeg ikke. Jeg ved bare, at jeg selv ikke melder tilbage hver gang jeg har fundet, hvad jeg søgte på nettet, så hvorfor skulle andre gøre det? Jo visse sider har mere besøg end andre. Men det diskvalificerer vel ikke hin enkelte, som finder en brik til sit puslespil, at der er hundrede andre, som finder sine brikker andre steder, hvor mange flere færdes?
Som deltager på facebook kommer man lettere i snak med andre om de emner, som optager en, men også her ses der meget mere end der riposteres. I en forsamling kan man blive buet ud, det gør man ikke i facebook.
Ja det var foranlediget af en artikel, som jeg ikke kan linke til lige nu – men kommer den på nettet vil jeg gøre det.

Politiken sætter artikler på nettet efter uransagelige kriterier. De har åbenbart ikke forstået betydningen af, at andre kan linke til dem og skabe trafik og interesse for deres hjemmesider.

Installere DAB-radio på eksisterende anlæg

I DR forklares nu også i radioen altså rask væk, at man kan koble tuneren ’til sit

gamle anlæg’ – en meget dårlig information, hvis der ikke er et kabel, der kan

anvendes. Det gælder sikkert også, hvis man vil bruge en tuner til bilradioen – you

name it!
Måske havde det hjulpet mig, hvis beskrivelsen havde lydt som  som følger: Hvis du

ønsker at høre DAB-radio på dit eksisterende anlæg, kan du anvende en DAB-tuner.

For at være fremtidssikret, skal det være en DAB+-tuner. På dit anlæg skal der være

en indgang til et stik aux eller CD, så du kan forbinde tuner med anlægget. Så du

skal fortælle forhandleren, hvilket stik dit anlæg har. F.eks. skal du til en

Beomaster 3300 bruge et DIN-hanstik, som dog ikke behøver at være 7 polet, 5 er ok.

Der skal sættes strøm til tuneren, og det kan jo være vanskeligt nok, hvisanlægget står

i en reol, hvor du har gjort mest muligt ud af at skjule alle ledninger. Det er let

at sætte strømstikket i tuneren, men stikket i den anden ende er en stor klods der

ikke lige finder vej ned bag reolen. På en gammeldags forlængerledning kan stikket

jo skilles ad, så kan ledningen kom bag om det meste og samles igen på den anden

side!

Ejler Nyhavn: Pattedyr i mørket.

Forside af Ole Bundgard til Ejler Nyhavn: Pattedyr i mørket 2011

Novellerne fører os ind i meget forskellige verdener. Men fortælleren er vores guide, opdager man, selvom han nok har lidt forskellige kasketter på og kun nogle gange har en rolle i historien.

Selvom jeg har læst novellerne, er jeg ikke færdig med dem. Det er som et panoptikon, hvor man kan skyde lågen til side og igen kigge ind: Ja det var rigtig nok – de er der stadig og bevæger sig – landsbyboerne osv.

Der er et skær af realisme over historierne – men det er vist ren fiktion!

Dog så megen realisme, at jeg begynder at overveje, hvor i livet jeg i øvrigt har mødt noget lignende? Ikke at jeg kender den og den, som også osv – nej men det sted i livet, hvor hver af disse historier slutter. Vi kan have alle mulige planer, og det må dog være et mærkeligt liv, hvor det var planerne, som også bliver ”livet”. Hvor livet i næste øjeblik bevæger sig hen, afgøres ikke kun af  i gårs planer, selvom de indgår. Og hvor Ejler Nyhavns historie slutter, er der end ikke planer – det er måske øjeblikket før en plan nødvendigvis må dukke op – hun bliver stående eller vender om, går til højre eller venstre. Nogle bliver høje af at se alle mulighederne, andre deprimerede, og det, der her er tale om, er øjeblikket inden. Og så – hefter jeg mig forresten meget ved stemningen i historierne – hvordan gør han, for at opnå den?

Læs beskrivelsen af bogen på forfatterens hjemmeside

 http://ejlernyhavn.dk/2011/pattedyr-i-morket-ny-novellesamling-af-ejler-nyhavn/

Klaus Rifbjerg Selskabet

 

‘Klaus Rifbjerg Selskabet’ er vist ikke stiftet endnu. Hvis ikke, så bør det gøres snarest. For jeg kan ikke forstå at det kun er afdøde forfattere, for hvem man laver selskaber. Klaus Rifbjerg producerer endnu på livet løs, og man skal da vist være stået tidligt op hvis man skal have læst alt, han har fået publiceret. Så vidt jeg kan se, kan den danske Wikipedia slet ikke følge med. Sikke meget et selskab til hans ære ville kunne få at vide af hestens egen mund!

Jeg har hans såkaldte tilfældighedsroman Alea foran mig i en paperbackudgave. Her slutter listen af udgivelser 2004 og fylder 3½ side med lille skrift. Af de første ti år kan jeg se at jeg har læst 50 % – siden meget mindre. Er bedst faldet ind i digtene eller det digtagtige – men romanen Esben læste jeg da. Og for resten: I mange år klippede jeg flittigt i aviser og har vist et par kasser med KR.

Alea har jeg syntes var interessant, men den er da svær at karakterisere, for noget synes at være fiktion, noget faktisk erindring, og hvor hvad ender og begynder er ganske svært at få rede på – og noget af charmen ved bogen. Men det er netop i et sådan tilfælde et litterært selskab vil kunne være beskæftiget de næste hundrede år: ER dette digtet, sandt eller falskt, husker han rigtigt eller forkert, har han udtrykt det modsatte synspunkt et andet sted. Når hr. og fru Rifbjerg som han kalder dem,, går hjem fra en litterær sammenkomst til de børnepassende forældre, virker det ganske autentisk og meget meget morsomt tidstypisk for både 60’erne og langt ind i det nye årtusinde!.

Der er også en masse debatindlæg, og jeg hefter mig ved kritikken af den åndelighed han ser komme væltende ind over os. Hvorfor kaster forfatterne ikke deres energi ind på de at få løst de faktiske problemer i verden. Hvorfor har de ikke ”et energisk overskud stort nok til blot antydningen af, at der findes udveje, materielt og mentalt – som ikke nødvendigvis behøver at gå over det religiøse.”

Jeg kan se, at jeg i første omgang tog det stykke, som følger efter alt for personligt, for jeg har jo altid blandet politik ind i mine gøremål, slet ikke satset på at tjene penge på digte. Men det som ramte mig var selvfølgelig, at kritikken kan opleves som rettet med den, der bliver ved med at udgive bøger, selvom han ikke kan notere nogen succes med det. Og så er det oven i købet mestendels nogle små bitte bøger! Her kan læseren så bladre frem fra side 115 til side 460 og læse de tre sider med hr. Rifbjergs mammutproduktion! Hvem hr. Rifbjerg egentlig tænker på, kunne så være en opgave for ’Klaus Rifbjerg Selskabet’ at finde ud af. Det ligner ham egentlig ikke, ikke at sætte navn på, men det er nok fordi, det er så indlysende, hvem han mener, men altså ikke for mig. Selvom jeg ikke ved, hvem præcist han mener, så synes jeg stykket er morsomt og provokerende for os småbøgerudgivere, og citerer det derfor in extenso. Bemærk at citationstegnene er hr. Rifbjergs!

”Det er for meget,” vil man sig ”jeg kan ikke klare det! Der må være et kontor højere oppe, som kan tage sig af de ting eller i hvert fald hjælpe mig med at finde ud af, hvordan jeg finder ud af det, hvordan jeg finder ud af at betale mine regninger, og finde en ordentlig forlægger og et publikum. Jeg kan jo ikke gøre en skid ved alt det andet alligevel, og det er faktisk synd – ikke at jeg ikke kan gøre noget ved det, men fordi det er så synd for mig. Jeg er jo talentfuld, jeg har skrevet flere bøger, mange af dem er på over firs sider, jeg skriver ikke for nogen andre end mig selv, sådan er det, og det er ikke min skyld, at ingen gider læse det. Det er for en gangs skyld deres skyld, må jeg være her. Jeg ville gerne skrive 95 sider, ja 125 sider, men foreløbig kan jeg ikke, derfor tænker jeg meget på Gud og de store myter, og hvis jeg skal være helt ærlig, så har Gud et godt øje til mig, han er en flink fyr, han forstår nemlig det hele langt ud over universets kan og i mindst sekten dimensioner eller flere, jeg slet ikke kan forestille mig, og når han en dag sidder helt stille og hviler sig i tronstolen, mens hans lange hvide skæg hænger ned over knæene eller han ligefrem vender ryggen til sniger jeg mig lige så stille ind bagfra og giver ham et gok og sætter mig i hans stol, og så er jeg Gud!”

Egentlig er det utroligt, at en så succesfuld forfatter i den grad kan lade sig irritere af nogen åbenbart meget mindre succesfulde. Man kunne bedømme det som smålighed, og det gør Klaus Rifbjerg måske også i sin dagbog, hvem ved, det må ’Klaus Rifbjerg Selskabet’ finde ud af. Hans manuskripter er overladt til Det Kongelige Bibliotek, måske følger der dagbøger med. Det fremgår af Det Kongelige Biblioteks hjemmeside, at Klaus Rifbjerg allerede i 1982 afleverede en stor del af sine breve, scrapbøger, manuskripter m.m. til Det Kongelige Bibliotek, og han har i de følgende årtier med jævne mellemrum deponeret yderligere dele af arkivet, der vil blive et af de største på biblioteket. ’Klaus Rifbjerg Selskabet’  får nok at rive i!

Per-Olof Johansson: Klaus Rifbjerg Selskabet  ..som pdf

Ti opdateringer på facebook

 

En bid af min facebook-profil, bemærk f.eks. menuen til venstre hvor vennerne kan vælge at se noter og billeder, venner og oplysninger om mig..

Folk der ikke er på facebook, har ofte en ganske fast forestilling om hvad der foregår der. At der jævnt hen fortælles småting, som at nu har jeg klippet negle og gået en tur med hunden – og det er jo ikke helt forkert. Men hvis det kun var det – tror jeg ikke der var så mange på facebook, som der er.

På grund at noget lettilgængeligt ved facebook glemmer jeg som blogadminstrator tit at tænke på, at de links og kommentarer jeg placerer på facebook lige så vel kunne have fundet plads her i bloggen. Her ville de imidlertid slet ikke få den opmærksomhed, som de får på facebook og de hilsener som følger med. Disse feedbacks kan man vel kalde intetsigende, men da det jo er venner man har et vist kendskab til, ved man hvad der ligger bag.

Her prøver jeg at anbringe de seneste ti af mine opdateringer, selvom jeg ikke har en mening om at det er ti, som er typiske for mig. Diverse kommentarer fra andre fjernet:

Ti opdateringer på facebook

Sjællands Symfoniorkester med nyt koncept

Før koncerten i Hillerød: Maxim Rysanov, Benjamin Yusupov, Uffe Savery

Thomas Michelsen har igen i Politiken 12.10.11 et angreb på Sjællands Symfoniorkester efter samme melodi som forleden – det er ren gentagelse. Konceptet er la-la og og hovednummeret af Benjamin Yusopov ren katastrofe. Baggrunden er sikkert, er der bag gardinerne er nogen som har modsagt ham. Jeg kan ikke mindes at have set indlæg om det i avisen.

Nu har jeg engang været politiker, det giver nogle skader. F.eks. spørger jeg i et sådant tilfælde som dette: Ou est la femme? Hvem kender han i orkestret? Eller tæt på? Nogen som er utilfreds med den nye ledelse? At dømme efter flertallet af musikeres reaktion efter koncerten, som den udførtes i Hillerød så sporedes ingen utilfredshed, jeg så kun glade ansigter og publikum virkede begejstret. Men et chefskifte og tilsidesættelser vil jo alligevel altid gøre nogle bitre – er det en sådan kontakt TM har lyttet til? Sådan virker det på mig.

I Hillerød deltog mange af os i den spørgeundersøgelse, som en studerende lagde ryg til. Det skal blive interessant at høre resultatet. Tvivler meget på, at den bakker op om TM’s udlægning af koncerten.