Marmortræet apropos Ai Weiwei på Louisiana

Som et postkort i fremtiden - 'Hilsen fra Randers'. c poj 1976

Marmortræet.

I Randers var der i gamle dage et sted en park som kaldtes Skovbakken, for den lå på en bakke over byen, og fra en lille udsigtsplads man havde an­lagt, kunne man se ud over hele byen og ådalen. I dag kan du sidde på hotellets balkon og have en udsigt som ligner – den gamle bliver det nu aldrig.

Men i parken var der træer og brede gange og tomt for mennesker, når man da ikke regner med de legende børn og folk som gik sig en tur med Trofast. og de forstyrrede alli­gevel ikke, for det blev i fami­lien. Om søndagen så man ikke så få folk ved udsigten, og der blev de.

Denne park tog nu en væl­dig plads op, og folk troede de ejede kulturen, fordi man havde betroet dem at under­skrive papirer, de handlede med hinanden, og således kom der til at ligge et hotel på det allerbedste sted i parken. Det kaldtes også et motel, fordi man ville lokke folk til at køre til døren, og det er vig­tigt, at sådan et ligger midt i byen.

Hvis man kom til at tale om, hvor dejligt der havde været i parken før, i ensom­heden, så trak de fleste på skulderen og sagde “åh ja. men kom der egentlig nogen der”, for de var helt stolte af det hvide hotel, det var meget moderne, og de var meget for det moderne.

Ja udsigten forsvandt na­turligvis, bænkene blev fjernet og hegnet revet op og den lille plads kultiveret og plantet til med buske.

»Der er da masser af park endnu”, sagde folk, men de vidste ikke, hvad de talte om. O! snart var det sidste træ for­svundet i den dejlige park, der lå kun huse og parkerings­pladser, og da var der en dag et ungt menneske, som kom til at se på et postkort fra gammel tid og så de gamle træer. ”Det må vi ikke glem­me”, sagde han til sig selv, og han sagde det til alle andre, han mødte, og de gentog “nej det må vi ikke glemme”, og straks var det en hel folkebe­vægelse. Og dagen kom, hvor man festede i gaderne og af­slørede mindesmærket, som var bestilt hos en anerkendt kunstner og betalt med ind­samlede penge, »se!« råbte man, og der stod det, midt på det lille torv – - – marmortræet.

I regn og blæst, sommer og vinter står det der, børnene leger under det og sneen læg­ger sig på dets krone om vinteren. Kommer du engang til Randers, så må du opsøge det, for det er ganske mærk­værdigt.

Per-Olof Johansson

 

Efterskrift 2011: Denne lille fremtidsskitse blev skrevet, da jeg 1966-70 boede i Randers, men vist ikke publiceret. Da jeg senere bosatte mit i Allerød Kommune, syntes jeg i 1976 den kunne genbruges, apropos et og andet, som foregik i kommunen. Derfor blev overskriften: ”Kommunal (trylle-)kunst”. Her værd at nævne, at kommunevåbnet er tre træstubbe…
Da jeg i 2011 så Ai Weiwei’s sammenflikkede træer på Louisiana, mindedes jeg end engang om denne historie om marmortræet.

Efterskrift 14.1.2012: Her et billede fra bogen: Danske Billeder for Skole og Hjem. Samlede og udgivne af Theodor Siersted. Bd. V : Jylland II Kjøbenhavn 1897. For fuld størrelse klik her

Skovbakken ved Randers med Udsigt over Fjorden

Debatkulturen på facebook

per-olof.dk på facebook

Kritik af facebook: “Debatkulturen på facebook er både sygelig og uhøflig” – siger Ayse Dudu Tepe i et debatindlæg i Politiken - og giver nogle grove eksempler – det må vel være fra vennerne. Jeg kan ikke genkende billedet, fra det jeg læser hos mine 430 venner – eller kontakter, som jeg kalder jer! Men måske ser jeg ikke, hvad der forgår. Ved at gå ind og se på ‘alle’ forekommer det mig, at der er flere end jeg troede, som jeg faktisk anser for ‘aktive’ og et mindretal som aldrig giver lyd fra sig. Men sygelige og uhøflige debatindslag kan jeg ikke komme i tanker om, i hvert fald ikke noget på nogen måde dominerende. Vist kan nogle være lidt skrappe og en enkelt karateristik af en ikke-tilstedeværende kan ærgre en, fra en person man sætter pris på – men det er da minimalt. Hvordan kan nogen tro, at de har overblik over debatkulturen på facebook? Jeg kan vide, hvordan debatkulturen er i Politiken – men facebooks helhed kender jo ingen! Det handler altså om Ayse Dudu Tepes egen kontaktkreds – ikke om os allesammens. Men er man slet ikke på facebook og læser et sådant indlæg – så tror man jo ‘sådan ER facebook’. Det er derfor dårlig debatkultur at give det indtryk videre…..

PS: Ovenstående er 22.12.2012 i Politiken som læserbrev – lettere beskåret af redaktionen. Der er mange indlæg på Politikens hjemmeside til artiklen af Tepe - som svinger fra tilslutning til afvisning – hvilket jo dokumenterer, at oplevelserne kan være højst forskellige, alt efter hvem man har kontakt med….

Digteren som kronikør

Jeg røber mig..Forside til utrykt manuskrip 1973

Overskriften er Kristen Bjørnkjærs i Informations bogtillæg ’BØGER’ 16.12.2011. Her skriver han bl.a. om forfattere som avisskribenter. Han fremhæver Johannes V. Jensen og Klaus Rifbjerg. Om den sidste siger han: ”Han er undtagelsen fra reglen om, at forfattere har skyhed over for avisskriveri..”

Hvis jeg ikke husker helt galt, så har Kristen Bjørnkjær selv været kronikredaktør, og så må man formode, at han ved mere om emnet end en anden dødelig.

Børnenes morfar fortalte mig, at han kendte folk dengang i 30’erne, som kunne leve hæderligt af at skrive en kronik om måneden. Det ville svare til et honorar i dagens mønt vel på en 7-8000 kr. på det jævne. Det er vist ikke den almindelige takst i dag. Det ved jeg ikke et klap om, det kan jo være Klaus Rifbjerg og andre får særbehandling – men i almindelighed næppe. På Frederiksborg Amts Avis og andre provinsaviser skal man være glad, hvis de ønsker at trykke den. ,Aviserne flyder over med debatindlæg, så det må vi tro er populært – og kronikkerne er ofte forlængede debatindlæg.

Så måske er det ikke så meget forfatterne, som er sky over for at skrive i aviserne, som det er aviserne, der er sky overfor noget, der ikke er debatindlæg?

Der ligger der i selve begrebet ’kronik’ noget, der har rapport til tiden – og engang kunne dette netop være en særlig digterisk indgang til – tidsbegrebet. Sådan kunne kronikker, som umiddelbart ikke vedrørte det dagsaktuelle, hæve sig op og i og med publiceringen gøre en ny vinkel dagsaktuel. Ud fra hvad jeg læser i aviserne, synes jeg denne åbenhed overfor andet end en journalistisk tilgang til tiden virker fremmed for redaktørerne. Hvis der åbnes op for usædvanlige vinkler, skal alibiet helst være med en kendt skribent. Før var der i langt højere grad også adgang for folk længere nede i hierarkiet. Forestiller mig, at kronikredaktørerne havde større villighed til at tage ansvaret på sig – uden sikkerhedsnet med en kendt profil.

I og med at honoraret for en kronik måske er ringe eller ikke-eksisterende, kan det vel også afholde nogen fra at forsøge sig.

Før Internettet havde forfatteren så en stabel artikler liggende, som han/hun hade fået afvist – som måske endte som essaysamling ad åre. Med Internettet er der kommet en anden mulighed, som jeg flittigt har udnyttet. Hvis jeg vurderede den afviste artikel som relevant trods diverse nej-tak, satte jeg den på min hjemmeside – hvor den så står den dag i dag. Hen ad vejen gik det samme vej med de trykte. Så var og er artiklerne ikke kun tilgængelige på dagen og på biblioteker, men hver dag og verden rundt. Formentlig har mange andre gjort som jeg – jeg har ikke søgt at få overblik over sagen. Den, der har fået tilstrækkeligt mange afvisninger fra redaktionerne, vælger måske endda blot at publicere på egen hjemmeside, måske med en noget mindre læserskare, erfaringen viser dog, at læserne er der. Det mener jeg må inddrages i overvejelserne, hvis man skal vurdere forfatternes skyhed.

Per-Olof Johansson

Er kun en forfatter med succes forfatter

Tredje Poesitur på BogForum 2011

Den 12. december havde 120 forfattere deltaget i Politikens undersøgelse af  ”forfatternes arbejdsforhold og levevilkår i Danmark – herunder hvor hensigtsmæssigt kunststøttesystemet fungerer for forfattere”.

120 skønlitterære forfattere eller lyrikere siges det – hvad? Er lyrikere ikke skønlitterære forfattere?

Som medlem af Dansk Forfatterforening(siden 1978) har jeg også fået spørgeskemaet tilsendt, men på grund af generel mistillid til undersøgelsers skjulte dagsorden svarer jeg uhyre sjældent og sprang også denne over. Jeg burde have bemærket, at ”forfatternes arbejdsforhold og levevilkår” i Danmark kun angik skønlitterære forfattere – allerede her springer kæden jo af, hvorfor skal der ikke være opmærksomhed om alle typer af forfattere og hvad med os med blandet forfatterskab.

En del succesfulde forfatter har protesteret mod, hvad de ud fra spørgsmålene opfatter som den bagvedliggende dagsorden. Jeg hørte og så Carsten Jensen i TV2News 14.12.2011 protestere mod undersøgelsen, og jf ovenstående kan jeg helt overordnet være enig i protesten.

Men så sker der noget. For den bagvedliggende dagsorden, han kan få øje på er, at vi mindre succesfulde og talentløse er ude efter hans og de andre succesfulde forfatteres penge! Vi vil have del i deres bibliotekspenge og i deres kunststøtte, og det er dette formål, som undersøgelsen skal tjene til at understøtte!

Nu er det imidlertid sådan, at os uden succes trods alt har udgivet bøger, også bøger som kan lånes fra ethvert bibliotek, men hvis det ikke er så mange, så får vi ikke vores udlån betalt og bidrager derved til, at de succesfulde kan få flere penge!

Men, siger så Carsten Jensen, halvdelen af Dansk Forfatterforenings medlemmer vil han slet ikke være med til at kalde forfattere. Det er os der ligger bag den skjulte dagsorden, os beskylder han for at være ude efter en udjævning af de tildelte midler! Hvad bilder han sig ind? Han bebrejder i lighed med Morten Sabroe og Ib Michael undersøgelsen for dens generelle miskrediterende spørgsmål. Og så undser han sig ikke for at komme med denne vildt generaliserende udtalelse om mange hundrede forfattere – det er da total talentløs udnyttelse af den taletid, som han qua succesfuld forfatter får stillet til rådighed.

::::::::::::::::::

Dette kan vel være en anledning til at minde om den kronik, jeg engang skrev om Peter Freuchens kamp for en forfatterafgift for biblioteksudlån http://per-olof.dk/freuchen.pdf  , som gav mig anledning til i solidaritetens navn at søge optagelse i Dansk Forfatterforening:

Peter Freuchen: “Forfatterens kår er ringe, meget ringe, og dem vil vi hjælpe. Dertil behøves organisation….. Det er slet ikke kamp mod læselysten det er ikke lånerne vi vil til livs … Det der gøres, er ikke dikteret af ønske om at skade nogen, og det vil vor kamp heller ikke. Vi vil, hvis den bliver heldigt gennemført gavne alle danske kolleger, ikke alene dem, der udlånes meget. De får selvfølgelig mest, men også de unge, fremadstræbende, de ældre hvilende, alle vil tjene derved.”

Dansk Svensk Forfatterselskab har ORDET

Dansk-Svensk Forfatterselskab særnummer af ORDET

Dansk-Svensk Forfatterselskab har haft den årlige præsentation af medlemmers udgivelser i Malmø

- her en ‘reportage’ fra begivenheden…

En samling af perolofdk artikler

En illusion af papirskrifter...

Når man skriver på nettet vil man naturligvis gøre det lettest muligt for læserne at nå hen til teksten. Det er vel også det mål ideerne om udvikling af nettet også går ud på. PDF var en forbedring i retning af udseende, tilgængelighed og sikkerhed for fremtræden. At bladre som i en papiravis har længe været en mulighed – jeg har ikke vidst det var en gratis mulighed. Faktisk havde jeg fat i et program for et års tid siden, der skulle kunne hjælpe, men der var et eller andet besvær ved det, så jeg droppede det. Imidlertid har jeg nu på issuu.com fundet en mulighed, som jeg  ikke har været sen til at udnytte.

Link til en samling af bladre-artikler, Splints & Co, Dansk Svensk Forfatterselskabs ORDET mm

Præsentation af danske og svenske bøger

ORDET - Tidsskrift for Dansk-Svensk Forfatterselskab

Her kommer et særnummer af Dansk-Svensk Forfatterselskabs tidsskrift ORDET.

Særnummer af ORDET december 2011

Det er en præsentation af vores bogpræsentation 30.11.2011 – hvor der skulle være inspiration at hente til videre læsning!

En flue i øjet

Allerød Station skifter navn 1952 (Foto: LAFAK)

Jeg ved godt, at der er ting, der er vigtigere end andre – liv, død og finanskrise. Så det kan naturligvis opleves som lettere pinligt, når man pludselig bliver optaget af andet. Jeg hopper lige en gang i sædet, da jeg i Information læser ”Uden for nummer står Rasmus Halling Nielsen, der har udgivet et utal af hæfter og pamfletter på forlag så små, at hverken offentligheden eller avisernes kulturredaktioner kender til dem.” (Tue Andersen Nexø Information BØGER 02-12-2011 http://www.information.dk/286663 ).

Skal jeg virkelig tro på det? En forfatter der udgiver et utal af hefter og pamfletter uden at sende til en eneste avis? Det må vi spørge ham om en dag! Et opslag på Google tyder nu ikke på, at han på nogen måde har holdt sig skjult!

Men herfra springer tanken straks videre til spørgsmålet: Jamen hvordan går det egentlig for sig? Der kommer et hefte, en pamflet, en bog til redaktionen – hvad sker der mon. Mange scenarier ruller op for ens øjne. Her nogle stykker:

1. Anmelderen står parat og tager hele stakken med hjem og læser det alt sammen og udvælger det han/hun vil skrive om.

2. En postmodtager står parat på redaktionen og pakker op, sorterer måske en del fra allerede inden oppakningen alene ud fra det ukendte navn. Men ellers går det udpakkede videre til redaktør eller redaktionssekretær, som beslutter, hvad anmelderne skal have tilsendt. Kriteriet er her kändis eller ikke, om det er emner, som kan tjene til at profilere avisen eller ej.

3. Ved begge disse metoder bliver der en stor rest, som sendes til antikvarboghandler eller fremlægges på redaktionen som gavebod for dens ansatte. Rasmus Halling Nielsen er altså havnet her under punkt 3, som så mange af os andre.

Kun den, der selv har deltaget i den proces, får sandheden at vide om, hvad der foregår – og alligevel vil ens horisont jo være begrænset af, at ingen kan være alle steder på en gang.

Så hopper jeg én gang til. For afsnittets overskrift lød ”Allerød, ødelagt” og da jeg bor i Allerød Kommune, nærmer min interesse sig her et emne, det må være legitimt at tage op for mig. Værre bliver det, for titlen er åbenbart forkert gengivet, i hvert fald står der i brødteksten ”Lillerød ødelagt” – og i den by er det jo, jeg bor! Hvem pokker finder på Information på at skrive ”Allerød” når ordet er ”Lillerød”. Nogen tror virkelig, at Allerød er et bynavn, hvilket ikke er tilfældet, i hvert fald ikke dén by. Men havde nu forfatteren i lighed med så mange andre brugt det i den betydning, ville jeg ikke have løftet et øjenbryn.  Og jeg ville stadig være interesseret i at finde ud af, hvorfor stedet inddrages i ødelæggelsen. Nu forholder det sig sådan, at Lillerød i sproglig forstand faktisk er blevet ødelagt – alene ved underkendelsen af sit navn, kunne man sige. Det er sikkert ikke pointen i Rasmus Halling Nielsens tekst. Er det nu Tue Andersen Nexøs overskrift eller er det redaktørens. Jeg kan ikke vide det.

Nå færdig med det, vi må videre med verdenssituationen!

Om Lillerød og Allerød – hvad er hvad