Fra de fattiges Christianshavn 1868

Forside til ASK 5 fra 1986

Som apropos til artiklen om »smugskoler«, bragte
vi i ASK 5/1986 en anmeldelse fra Illustreret Tidende fra
1868.
Den giver et billede af det fattige København,
samtidigt som den demonstrerer, at det i datidens
i øvrigt ganske borgerlige organ, var muligt
at udtrykke en social holdning.
At vi i dag har en opfattelse af Illustreret Tidende
som folkelig, vil de fleste efter gennemlæsningen
af denne anmeldelse anse for en misforståelse.
Sætningerne er ikke blot lange, de er indviklede.
Præcision er kommet før enkelthed. Men den anmeldte
bogs indirekte anklage lykkedes det ikke
desto mindre anmelderen at transformere til en
ganske direkte.

Dermed giver vi ordet til den os ukendte I.C.M.
”Om de Fattiges Vilkaar paa Christianshaun”
saaledes er Titlen paa en Beretning, som Bestyrelsen
for Kjøbenhavns Understøttelsesforening,
hvis ædle Opgave det er, at bekæmpe Fattigdommen
i et af Hovedstaden fattigste Kvarterer, for
nogen Tid siden har udgivet.
Delte Skrift fortjener den alvorligste Opmærksomhed;
den Humanitet og den Medfølelse for
de Ulykkelige, der er Drivfjedren til en med saa
stor Opofrelse forbunden Gjerning…..

LÆS VIDERE I SØGBAR PDF

Bogdrømme større end bogtillæg magter at vurdere

Informations bogtillæg 12.4.2013: Ingen selvudgivelse nævnt. Medmindre man man opfatter Kristen Bjørnkjærs ‘Synspunkt’ på side 2: ‘Bogdrømmen’ som en kommentar til os. http://www.information.dk/457078 “Bogdrømmen lever, men mens der er mangel på læsere til ikkekrimier, er der ingen mangel på forfattere”. “I virkeligheden vil de ikke høre min mening. De vil roses.” Nu fik alle vi ikkeanmeldte da et ordentligt svar, kunne man tro. Men nej – der er jo stabler af bøger, som ingen anmelder har åbnet, fordi der ikke stod Gyldendal eller andet såkaldt anerkendt forlag på omslaget. Men om ikke andet: Så må man da beskæftige sig med den række e-bøger, som Arne Herløv Petersen  har formået at udgive – som fænomen for pokker. Vi ved godt, hvordan vi alle dagligt kynisk passerer tiggerne på Nørreport Station, selvom vores argumenter er en tynd fernis over vor magtesløshed. Sådan ferniserer den gamle redaktør sin magtesløshed og kalder vore anstrengelser for ‘bare ikke nok’. Bogdrømmen bør rigtignok komme til overvejelse – og Kristen Bjørnkjær forsøger – men det er bare ikke nok.

Aktivitetstimer mangler definering

Aktivitetstimer

Prøv dog først! – var overskriften på dette indlæg fra Per-Olof Johansson, Lillerød (Fhv. souschef i en SFO) bragt i Politikens læserbrevsspalte 3. februat 2012:

Vil man virkelig lave en skolelov, der laver skoler om til heldagsskole og så bare rulle den ud over hele landets kommuner i et snuptag? Så er man da ikke rigtig velforvaret. Der findes jo enkelte skoler, hvor man siger, at noget der ligner allerede fungerer – men det må da afprøves i en større skala, før vi tør tro på, at det er vejen frem. At tro det er enkelt for lærere en bloc at samarbejde med pædagoger og vice versa – bare loven siger det – der er da naivt ud over alle grænser. Selv uden en ny lov er der næppe nogen steder, hvor samarbejdet de to grupper i mellem ikke har været på programmet i mange år – men tro mig – jeg husker det var svært – og er overbevist om, at det er det stadigvæk. I den eksisterende struktur har pædagogerne en vis selvstændig basis, trods at det er skolelederen, der er den fælles leder. Når den basis brydes helt ned, bliver det meget svært at overbevise lærere om pædagogernes faglige indsigt – risikoen for ’radiatorpædagogens’ genkomst er nærliggende. Man vil sætte det hele i gang og derefter siges det [i "Gør en god skole bedre – et fagligt løft af folkeskolen"] s.22, 2.spalte: ”For at understøtte kvaliteten af aktivitetstimerne iværksættes et udviklingsprojekt, der skal give skolerne kvalificeret viden om, hvordan aktivitetstimerne kan anvendes, så de bedst understøtter elevernes læring, motivation og trivsel.” Et så centralt punkt i lovændringen bør selvfølgelig være afklaret inden man skyder det hele i gang!

Nyheder for sig, undersøgelser for sig

photo: c per-olof johansson

Nyheder er det som sker. Men mere og mere bliver diverse undersøgelser slået op som nyheder. Man belyser et eller andet med statistik, men har glemt den gamle læresætning, at der er tre slags løgne: hvide, sorte – og statistik.

Rigtig betændt bliver det, når det er nyhedsmedierne selv der sætter en undersøgelse i værk.

På redaktionen udtænkes nogle rigtig gode overskrifter. Så bestiller man en undersøgelse, der skal bekræfte overskriften. Så finder man et firma, som lever af at lave undersøgelser på bestilling uden nærmere faglige og etiske overvejelser og vips! Så har redaktionen fire undersøgelser i baghånden, og dermed efter egen opfattelse også fire nyheder på lager.

Måske har doseringen med udenlandske nyheder været lidt intens – så er det fint at kunne ’rejse en debat’ ved hjælp af en undersøgelse, f.eks. den seneste om ”hvor mange” i en kommune der er i arbejde. De ikke-arbejdende er indlysende nok de ledige, børnene, pensionisterne og voila – da gruppen af ikke-arbejdende er vokset siden forleden, så kan enhver jo her se, at kommunerne bliver nødt til at spare!

Her er man så virkelig ude i det statistiske løgneland, og det er Danmarks Radio, der har lagt dette gøgeæg i debatten.

Der kan være udfordringer for det offentlige forbrug, både hvad angår antallet af ledige, antallet af børn og antallet af pensionister, men at koge disse udfordringer ned til en kommunal spareøvelse, som en vis kommunaldirektør gjorde, er ren humbug.

Ledigheden skal bringes ned, pensionisten betaler også skat, de der arbejdende kan betale mer i skat og meget gerne tjene flere penge, og børnene er ikke en utidig omkostning men dem, der med tiden skal få det hele til at løbe rundt.

Journalister skal ikke lave undersøgelser, for at leve op til overskriftsredaktionenes forvrængninger af virkeligheden.

Over 100 digtsamlinger udgivet 2012

 Billedet: Nogle af de digte, vi ikke taler om….

Er det rigtigt: At der er udgivet over 100 digtsamlinger i 2012 i Danmark? Ja vel er det. Jeg regnede med, at der var mange, men så mange regnede jeg ikke med. Jeg henvendte mig på Allerød Bibliotek, hvor bibliotekar Henrik Hansen var så venlig at lave en opsamling. Listen indeholder langt flere udgivelser end de nævnte hundrede, men den skulle renses for oversættelser, genudgivelser, samlede digte, antologier. Desuden er der en del, som må vurderes enkeltvis for at man kan vide, om det er digte eller ej, sådanne er også valgt fra.

Den almindelige mening er jo, at der ikke læses mange digte, og de som læses, kun er af ’the usual suspects’. Med over hundrede udgivelser kan man da roligt konstatere, at det er en alt for begrænset melding.  Rigtigere er nok at sige, at det er få digtere, som læses af de mange, men der er mange digtere, som læses skønt kun af mindre kredse. Ville det ikke være rimeligt at forvente, at aviserne beskæftigede sig med dette, når de taler om ’årets bøger’? Det synes jeg, og derfor skrev jeg en kommentar til en artikel i Information en af bladets anmeldere Erik Skyum-Nielsen og sendte den til avisen til orientering. Den blev ikke bragt som læserindlæg, derfor skrev jeg et nyt indlæg, efter jeg havde lavet den undersøgelse, jeg i forrige indlæg havde forudsat, at avisen burde have iværksat. Det havde avisen ikke plads til, hverken i sidste uge eller denne, derfor kommer det her nedenfor. Sidste uge var det, som var vigtigere en tegning til ¾ side af Thorbjørn Egner til at illustrere en debat om ’Folk og Røvere i Kardemomme By’. Det sker jo, at noget er vigtigere end noget andet – i morgen ser vi så, hvad det er avisen finder vigtigere, end at der nærmest ubemærket er kommet over 100 digtsamlinger i 2012!

Det tidligere indlæg står her i bloggen

Ps: læsere af denne blog kan ikke undgå at bemærke, at jeg er part i sagen – selvfølgelig.

Poesiboom 2012

Per-Olof Johansson, Lillerød

Erik Skyum-Nielsen tager i BØGER 28.12.12, hvad han kalder en hastig overflyvning af dansk poesi 2012. Han finder her anledning til at nævne 8 digtsamlinger, hvoraf de to ikke er for det gode.

For en læser af BØGER kan en sådan status nok være af interesse – hvis den ikke er udtryk for den rene idiosynkrasi. For hvordan kan en af landets højest profilerede kritikere udfærdige en status, der slet ikke har øje for, at landet oplever et boom i poesiinteresse, som næppe før set. Et boom der kun sporadisk giver sig udslag i høje oplagstal i hierarkiets top, men som kan konstateres ved bredden og antallet af udgivelser – en bredde som Erik Skyum-Nielsen ikke vil kendes ved, og de øvrige kritikere vist heller ikke. Deres mål er åbenbart ikke så meget at informere om det område, de skal dække, som at profilere sig selv ved hjælp af det, de anser for kvalitetsmæssigt det bedste.

Tag dog for fanden stilling til, at der i 2012 udkom ikke under 100, måske en hel del flere, danske selvstændige digtudgivelser. Her i ikke indregnet oversættelser, genudgivelser, samlede digte, antologier. Det er det rene og skære vrøvl, at af disse er det kun værd at skænke de 8 opmærksomhed. Kom ned på jorden og indrøm, at mængden har været for overvældende til at være blevet vurderet.

Lyrikstatus 2012?

Digte vandrer altid ad nye veje…

Udskriv ‘Nye digte’ og læs

Information formaster sig til at kalde Erik Skyum-Nielsens artikel i BØGER 28.12.2012 for ’Status på årets danske lyrik’. Det forventer jeg mig noget af. Mere end at måtte læse en artikel, der trods mulig sproglig suverænitet og tematisk genkendelighed lider under repetition af for længst demonstrerede færdigheder. Hans diplomatiske blanding af ros og nedvurdering af de fleste af de forfattere, han tager under behandling, er en ting for sig, en anden er usynliggørelsen af alle dem, han fuldstændig negligerer, og vi er mange.

Illustrationen er eminent: To digtere er sat op på piedestaler. Det tror jeg, de begge to er gode nok til at ønske sig frabedt.

Andre anmeldere citeres hist og pist i rodebutikken, som skal gøre det ud for et hastigt overblik. Forhastet var måske et mere rammende udtryk. Det hele skal veje tungt i kraft af Erik Skyum-Nielsens autoritet, må man tro.

Det må da ellers betyde noget, at der er kommet langt flere digtsamlinger, end han nævner. Ikke fordi jeg misunder anmeldere, men hvis artiklen udbasuneres til at tale om ’årets danske lyrik’, så forventer jeg, at den forholder sig til det, der faktisk er udkommet, hvad enten det er sket på store forlag eller mindre, i forlagsregi eller som privatudgivelser, om det er trykte bøger eller e-bøger. Hvis Erik Skyum-Nielsen er for fin til at lave den slags opsamlinger, så læserne da i det mindste har hørt om udgivelsernes eksistens, ja så kunne redaktionen vel have sat en praktikant på opgaven. Plads var der jo nok af – listen kunne næppe fylde mere end halvdelen af den opblæste forside.

Lørdag 04-01-2013

‎- så i dag frem til en debat herom i Informations BØGER – men ikke et ord! Der er ingen debat på Informations netside om artiklen – heller ikke i BØGER i dag – fordi artiklen anses for ligegyldig? – eller fordi ES-N ikke er en, man bør komme i karambolage med? – eller fordi de indlæg, som avisen har modtaget, ikke er blevet bragt? Til morgen kom pakkeposten med Viggo Madsens: HIP HIP, som han i den grad skoses for af ES-N Intet i bogen tyder for mig på, at ES-N’s dom over den rammer andre end ham selv. Måske kan HIP HIP blandt meget andet læses som en kritik af anmelderen…

Lars Bukdahl gav artiklen et længere svar på sin blog..

Suzanne Brøgger har til dels ret

Per-Olof Johansson: Collager af collager c poj.dk

”Hvad er det da, der afholder så mange forfattere fra at rykke ud med hele sproget og skrive kronikker?” skriver Suzanne Brøgger i Politikens kronik 14.10.12 – Men hvad ved vi egentlig om, at de ikke skriver de kronikker? Hun og Klaus Rifbjerg har måske ikke noget problem med at få en kronik trykt – det tror jeg da, der er en del andre, som har. Før var der så ingen anden vej end at finde en anden publikation, nu er der imidlertid Internet, og jeg gad nok vide, hvem der her har et overblik. Javist skrives der mange klummer, også på nettet, men der skrives også længere. Det sker jo tit, at man i stedet for at sende et kronikforslag og vente 3 uger på et ’nej tak’, sætter sin artikel på hjemmesiden eller bloggen. Hvem der på nettet ser hvad og med hvilke konsekvenser, kan vel ingen rigtig vide. Min erfaring gennem mine snart tyve år på nettet siger mig dog, at der er der en læserverden udenfor Valby bakke. Tit ikke så stor i antal, ikke derfor mindre seriøs end der, hvor der er kø.

I sin karakteristik af kronikken, som den fremstår, synes jeg hun har meget ret. Årsagen til miseren er nok den journalistiske fokusering på debat og nyheder. På Politikens hjemmeside finder man ’Kroniken’ under menupunktet ’Debat’. Redaktøren burde hefte sig mere ved underoverskriften ’Daglig fordybelse siden 1905’. Det behøver ikke absolut at betyde en tilbagevenden til typen ’En morgenstund ved Øresund’.

Sendt til Politiken søndag – afvist tirsdag – det var da hurtigt!

 

Per Johansson som succeskriterium

– et pseudonym måske

Nu er jeg ikke så meget til krimier, interviews med krimiforfattere læser jeg dog. Af dem synes det at fremgå, at der altid ligger megen research bag deres værker. Men da jeg i Informations tillæg BØGER 21. september 2012 læser, at to tyske krimiforfattere troede det kunne være et succeskriterium at kalde sig Per Johansson, kan min konklusion kun være, at deres research har været meget mangelfuld.

Latter skal være så sundt – så tak til Nana Ludwig for oplysningen!

Offentligt eller privat – ikke kun vigtigt i kunstneriske spørgsmål

Børn igang med privat projekt på offentligt sted – tror jeg!

Jeg synes det er et vigtig spørgsmål at tage op, om Kommunernes Landsforening fortsat skal eksistere under privatretten – det synes Information og Politiken ikke, må man tro, da de har valgt at afvise dette læserbrev:

Når det er Kommunernes Landsforening, som agerer som ’privat’, gør journalisterne ingen indvendinger. For man kunne genere nogle kilder.

Men i anledning af opstillingen af  en ikke-autoriseret skulptur på Langelinie, er det som et argument mod opstillingen fremført, at det er en offentlig plads, skønt ’ejeren’ er selskabet ’By og Havn’, som ejes af staten og Københavns kommune i fællesskab – som lever under privatretten. Politiken mener 22.8. i lederen, at de principper, der ligger bag placeringen af kunst på offentlig plads med indstilling fra Akademirådet etc., bør være gældende.

Uden at udtrykke nogen mening om det i hvert fald særprægede kunstværk, vil jeg rejse spørgsmålet, om ikke det var på tide at indlemme Kommunernes Landsforening i samme argumentation og få ’foreningen’ rubriceret som ’offentlig?

Med seneste forslag til ændring af lov om offentlighed i forvaltningen var der fornuft på vej – men mon ikke det er diverse lobbyister i baggrunden, som hele tiden får forslaget sat i venteposition?

Der stod faktisk i forslaget: ”Der foreslås indsat en bestemmelse, der angiver de formål, som offentlighedsloven navnlig varetager. Det foreslås desuden, at lovens anvendelsesområde udvides til også at omfatte KL og Danske Regioner. Endvidere foreslås en udvidelse af lovens anvendelsesområde til som udgangspunkt også at omfatte selskaber, hvor det offentlige ejer mere end 75 pct. af ejerandelene, samt selskaber, institutioner m.v., i det omfang de træffer afgørelse på vegne af staten, en region eller en kommune.” 

Et rigtig godt forslag, som der slet ikke er grund til at sætte på stand-by!

Atomaffald fra Risø

Dette handler om Risø ’s affald - men det billede jeg har – er med Barsebäck 2007

Per-Olof Johansson, Lillerød sendt til Politiken, som ikke havde plads:

At nedsætte en arbejdsgruppe i 2003 som resulterer tæt på et svar i 2012 – på et spørgsmål, som burde være blevet besvaret 1958!

”Anlæggelsen [af Atomenergikommisionens Forsøgsanlæg Risø 1958] blev ledet af Atomenergikommissionen med Niels Bohr som formand samt 23 medlemmer fra højere læreanstalter, industri, el-værker og fagbevægelse.”

Politikere og videnskabsfolk i forening har altså skubbet affaldsproblemet foran sig siden 1955, da initiativet til Risø blev taget.

Her savner jeg en faktaboks: Der må da være nogen, der i de mere end 50 år har prøvet at råbe os op – de bør vel nævnes. De andre – de bør vel have minuspoint i historiebøgerne?