Over 100 digtsamlinger udgivet 2012

 Billedet: Nogle af de digte, vi ikke taler om….

Er det rigtigt: At der er udgivet over 100 digtsamlinger i 2012 i Danmark? Ja vel er det. Jeg regnede med, at der var mange, men så mange regnede jeg ikke med. Jeg henvendte mig på Allerød Bibliotek, hvor bibliotekar Henrik Hansen var så venlig at lave en opsamling. Listen indeholder langt flere udgivelser end de nævnte hundrede, men den skulle renses for oversættelser, genudgivelser, samlede digte, antologier. Desuden er der en del, som må vurderes enkeltvis for at man kan vide, om det er digte eller ej, sådanne er også valgt fra.

Den almindelige mening er jo, at der ikke læses mange digte, og de som læses, kun er af ’the usual suspects’. Med over hundrede udgivelser kan man da roligt konstatere, at det er en alt for begrænset melding.  Rigtigere er nok at sige, at det er få digtere, som læses af de mange, men der er mange digtere, som læses skønt kun af mindre kredse. Ville det ikke være rimeligt at forvente, at aviserne beskæftigede sig med dette, når de taler om ’årets bøger’? Det synes jeg, og derfor skrev jeg en kommentar til en artikel i Information en af bladets anmeldere Erik Skyum-Nielsen og sendte den til avisen til orientering. Den blev ikke bragt som læserindlæg, derfor skrev jeg et nyt indlæg, efter jeg havde lavet den undersøgelse, jeg i forrige indlæg havde forudsat, at avisen burde have iværksat. Det havde avisen ikke plads til, hverken i sidste uge eller denne, derfor kommer det her nedenfor. Sidste uge var det, som var vigtigere en tegning til ¾ side af Thorbjørn Egner til at illustrere en debat om ’Folk og Røvere i Kardemomme By’. Det sker jo, at noget er vigtigere end noget andet – i morgen ser vi så, hvad det er avisen finder vigtigere, end at der nærmest ubemærket er kommet over 100 digtsamlinger i 2012!

Det tidligere indlæg står her i bloggen

Ps: læsere af denne blog kan ikke undgå at bemærke, at jeg er part i sagen – selvfølgelig.

Poesiboom 2012

Per-Olof Johansson, Lillerød

Erik Skyum-Nielsen tager i BØGER 28.12.12, hvad han kalder en hastig overflyvning af dansk poesi 2012. Han finder her anledning til at nævne 8 digtsamlinger, hvoraf de to ikke er for det gode.

For en læser af BØGER kan en sådan status nok være af interesse – hvis den ikke er udtryk for den rene idiosynkrasi. For hvordan kan en af landets højest profilerede kritikere udfærdige en status, der slet ikke har øje for, at landet oplever et boom i poesiinteresse, som næppe før set. Et boom der kun sporadisk giver sig udslag i høje oplagstal i hierarkiets top, men som kan konstateres ved bredden og antallet af udgivelser – en bredde som Erik Skyum-Nielsen ikke vil kendes ved, og de øvrige kritikere vist heller ikke. Deres mål er åbenbart ikke så meget at informere om det område, de skal dække, som at profilere sig selv ved hjælp af det, de anser for kvalitetsmæssigt det bedste.

Tag dog for fanden stilling til, at der i 2012 udkom ikke under 100, måske en hel del flere, danske selvstændige digtudgivelser. Her i ikke indregnet oversættelser, genudgivelser, samlede digte, antologier. Det er det rene og skære vrøvl, at af disse er det kun værd at skænke de 8 opmærksomhed. Kom ned på jorden og indrøm, at mængden har været for overvældende til at være blevet vurderet.

Claus Meyers fejl

 

Claus Meyers fejl

Per-Olof Johansson, Lillerød

Læserbrev sendt til Politiken, ikke optaget.

 Fra diverse tv-serier a la X-factor og ’Paradise Hotel’ ved vi, at berømmelsen i dag ikke kun er knyttet til det fremragende, men også til det blot at være synlig og eksponeret i medierne. Derfor er det ikke mærkeligt, hvis ofre for forbrydelser kan føle sig krænket af, at forbryderne eksponeres offentligt under deres afsoning, som det sker med deltagere i Claus Meyers madskole for fanger.

Alle CM’s argumenter for at indgå i resocialiseringsprojektet, som de fremstilles i kronikken (14.3.), er i øvrigt prisværdige. Men hvad angår tilladelsen til, at DR laver en dokumentar over forløbet, som eksponeres samtidig med projektet, er det et fejltrin af de grovere.

Formentlig fordi CM selv i den grad indgår i tidens overeksponering af personer, skønt hidtil i den bedre ende, har han altså ikke haft blik for, hvor krænkende dette må være for de ofre, som Marlene Duus kan opfattes som eksponent for. Det er jo ikke resocialiseringen, som er under anklage, men eksponeringen af forbryderne. Mon ikke ofrene hver og en med god grund kan opfatte sig som oversete af systemet?

Denne min opfattelse understreges yderligere, da en af deltagerne i madskolen i en kronik i Politiken 22.3. skriver, at uden tv var projektet ikke blevet realiseret – så meget altså for ”resocialiseringen”. Han skriver nemlig: ”Her er den nøgne sandhed: Meyers madskole lod sig ikke gennemføre uden tv. Intet tv= ingen madskole.”

Herved afviger dette projekt helt fra Fangekoret, som han også er deltager i og forsøger at sammenligne med madskolen. Fangekoret eksponeres også, javel, men på en helt anden baggrund af indsats, og slet ikke med eksponering i tv som betingelse!

___________________

ps: Læserbrevet sluttede her. Men Her er jo plads nok, og jeg synes det er relevant, at erindre om denne ejedommelige oplevelse i Stavnsholt kirke sidste år:

Kald mig ikke offer i Stavnsholt Kirke
Prolog

3. april 2011 blev Dina Yafasovas bog: ’Kald mig ikke offer’ præsenteret i Stavnsholt Kirke af Lone Hertz, som læste kapitlet om den tortur som Archana Guha, dennes søster og deres veninde havde været udsat for i Calcutta i 1974. Efter en heroisk indsats af Archana Guhas bror Saumen lykkedes det efter næsten tyve års kamp at få bødlen dømt, en dom hvis iværksættelse den dømte kun undgik ved at dø inden hans appelsag kom for retten. Archana Guha var tilstede i kirken sammen med sin danske mand, og forfatteren var der også. Og kirken var fuld af mennesker. Lone Hertz er protektor for Fangekoret fra Vridsløselille.De gav tillejligheden koncert med selvskrevne sange, som hver af forfatterne præsenterede. En enkelt havde kone og barn med.

 

Messe for kor  [klik]

 

Debatkulturen på facebook

per-olof.dk på facebook

Kritik af facebook: “Debatkulturen på facebook er både sygelig og uhøflig” – siger Ayse Dudu Tepe i et debatindlæg i Politiken - og giver nogle grove eksempler – det må vel være fra vennerne. Jeg kan ikke genkende billedet, fra det jeg læser hos mine 430 venner – eller kontakter, som jeg kalder jer! Men måske ser jeg ikke, hvad der forgår. Ved at gå ind og se på ‘alle’ forekommer det mig, at der er flere end jeg troede, som jeg faktisk anser for ‘aktive’ og et mindretal som aldrig giver lyd fra sig. Men sygelige og uhøflige debatindslag kan jeg ikke komme i tanker om, i hvert fald ikke noget på nogen måde dominerende. Vist kan nogle være lidt skrappe og en enkelt karateristik af en ikke-tilstedeværende kan ærgre en, fra en person man sætter pris på – men det er da minimalt. Hvordan kan nogen tro, at de har overblik over debatkulturen på facebook? Jeg kan vide, hvordan debatkulturen er i Politiken – men facebooks helhed kender jo ingen! Det handler altså om Ayse Dudu Tepes egen kontaktkreds – ikke om os allesammens. Men er man slet ikke på facebook og læser et sådant indlæg – så tror man jo ‘sådan ER facebook’. Det er derfor dårlig debatkultur at give det indtryk videre…..

PS: Ovenstående er 22.12.2012 i Politiken som læserbrev – lettere beskåret af redaktionen. Der er mange indlæg på Politikens hjemmeside til artiklen af Tepe - som svinger fra tilslutning til afvisning – hvilket jo dokumenterer, at oplevelserne kan være højst forskellige, alt efter hvem man har kontakt med….

Politiken jagter venstreintellektuelle

Politiken får svar på sin opfording fra en fræk venstreintellektuel. Tegning: per-olof.dk

Som læser er jeg temmelig ligeglad med, hvilken etiket folk selv har lyst til at fremtræde med – jeg prøver på at vurdere dem på deres argumenter. Men selvfølgelig vil jeg gerne vide, hvis de f.eks. er fanget ind af CEPOS eller Arbejderbevægelsens Erhvervsråd eller ansat på USA’s ambassade. Men hvorfor kalde sig selv højre– eller venstreorienteret?  – det er jo som at afskære sig fra at bruge dette eller hint argument.

Som et let gennemskueligt debattrick har kulturministeren efterlyst venstreorienterede intellektuelle debattører. I noget som skal forestille en jobannonce, søger Politiken så på fandens fødselsdag sådanne – under 50 år. Eller måske søger de bare én eneste, som får chancen for at sætte dagsordenen for sommerens debat. Annoncen er underskrevet af opinionsredaktøren. Han må jo om nogen vide, at der blandt de utallige kortere eller længere indlæg Politiken hver dag modtager og siger nej tak til, ikke findes venstreorienterede, som det er værd at lytte til. Ellers kunne han jo løbende have bragt deres indlæg. Modsat lyder det også underligt, at der herude blandt os læsere skulle være venstreorienterede debattører af nogen som helst standard, som ikke har sendt indlæg til Politiken plus minus og lig med 900 ord. Han åbner op for, at han kan have overset en og anden. Nu skal altså en af dem hæves op som Politikens fund sommeren 2011. Den side, som nu bruges på dette mærkværdige initiativ, kunne med fordel være brugt på at bringe et par stykker af de indlæg, som avisen har afvist af ’pladsmangel’. Det vil være djævelsk snedigt, hvis det indlæg, Politiken ender med at anvende, bliver et redaktionen afviste for trekvart år siden. Jeg tror, en variation over noget tidligere afvist må være uundgåeligt. Nu skulle det altså hjælpe synspunkterne på vej at skrive i emnerubrikken ’Venstreorienteret debattør på Politiken’. Vedkommende kan roligt regne med at blive mødt med læserens mistænksomhed alene ved at bide til bolle på en sådan opfordring.

PS. Der er også et afsnit kaldet ’løn’. Det fortjener at blive citeret i sin helhed: I første omgang får du offentliggjort et markant indlæg i denne sektion. Indlægget vil erfaringsmæssigt føre dig til en tur i Deadline 22.30, P1 Debat, TV2 News og eller DR’s Debatten.  Altså, indsatsen skal bære lønnen i sig selv, løfterne om de afsmittende effekter er jo ganske gratis for redaktionen og måske uden enhver realitet. Hvem sidder i de pågældende redaktioner og ønsker at demonstrere sig afhængig af Politikens sommerføljeton? Og hvis de lever op til Politikens forventninger – vil jeg som læser da helt klart dømme miljøet som ’sammenspist’!

Denne tekst til udskrift fra pdf  http://per-olof.dk/poljagt.pdf

Forventninger til Stephanie Surrugue

Tegning: Per-Olof Johansson 2011

Om mine store forventninger til Surrugue på TV2 News.

 [Sendt til Politiken, som ikke ønskede at trykke indlægget.]

Per-Olof Johansson

 Stephanie Surrugue tiltræder 1. september som redaktionschef og studievært på TV2 News, som for en uges tid siden meldte ud, at den fremover agter at kaste langt flere kræfter efter at dække kulturlivet end hidtil – fortæller politiken.dk. Som ’kulturlivet’ i dag dækkes af medierne, er det karakteriseret ved stjernedyrkelsen, og det skal blive spændende at se, om Surrugue kan undslippe denne fælde.

Selvfølgelig vil der altid være stjerner i kulturlivet og hvad anden samfundsaktivitet man kan nævne. Det som kan være det prekære er, hvis synet på den del af livet, der repræsenteres af alle ikke-stjerner, er udsat for en nedvurdering og mobning værre end i nogen skolegård.

I en anmeldelse i Politiken 2.6. finder jeg denne nedvurdering formuleret lige ud, lad det så være om fodboldscenen: ”Martin Nørskovs karriere ligner mange andre danske fodboldspilleres skæbne som professionelle jouneymen. Den ansigtsløse skare af omrejsende andenrangs levebrødsfodboldspillere. En skæbne som mange andre. Det nye er at skildre sådan en spiller, som hverken er en Laudrup eller en Henning Jensen.” Martin Nødskov er vist ingen levende fodboldspiller, men hovedpersonen i en roman af HenrikAndersen. Hvad jeg hefter mig ved, er nedvurderingen af dem, der ikke lever op til stjernestatus, selvom enhver må vide, at uden dem var stjernen ikke mulig. Det er for så vidt i denne forbindelse ligegyldigt om det er forfatterens, anmelderens eller Martin Nørskovs opfattelse, det er en anskueliggørelse af nedvurderingen, som kan bruges som eksempel inden for mange felter.

Interessant nok offentliggør Politiken, samme dag som Surrugues udnævnelse omtales, en undersøgelse der fortæller, hvordan skuespilleres arbejdsliv er sammensat. Her taler vi ikke om stjernerne, men om alle de andre. Her får vi syn for sagn af, hvordan den del af kulturlivet hænger sammen. Vi, der blot kender et par af aktørerne, vidste det godt, men her står det i hvert fald sort på hvidt. Det er en viden, som enhver må forstå dækker langt de fleste dele af kulturlivets områder, hvad enten det er maleri, skulptur eller litteratur og musik. Jeg synes ikke, man behøver at ofre penge på flere ’undersøgelser’ i den anledning, det må da enhver kunne tænke sig til!

Det må og skal have konsekvenser, at det er sådan. Stjernedyrkelsen kan fortsætte – men de, der er publikums repræsentanter i medierne, må lære også at dyrke det andet lag i kulturlivet. Som det er i dag, virker det her, som om anmeldere og journalister ved at overdyrke stjernerne mener selv at kunne få kastet lidt stjernestøv over sig. Det kan de ikke, eftertiden vil dømme dem hårdt for deres selvglæde.

For de fleste af dem er laget under stjernerne et hvidt felt på landkortet. For digtningens vedkommende har jeg i min ”Status for digtning 2010”formuleret det på denne måde i Splints & Co 21 / 2010:  ”Jeg har selvfølgelig ikke overblik over alt det, som foregår i digtningens verden 2010, men det er en klar fornemmelse, at der digtes med stor bredde og at de professionelle læsere, litterater og anmeldere prøver at holde ånden nede i flasken, som om alt dette ikke sker. Deres professionelle bedømmelsesapparat er kun gearet til at sortere denne store masse væk, uden at kunne sætte ord på den betydning, den har for de skrivende og deres større eller mindre kredse.”  En opfattelse jeg ikke står alene med, læs således Mikkel Thykiers pjece ’Over for en ny virkelighed’.

Forstår TV2 News’ nye redaktionschef for kulturen, at det er hér, den mægtige opgave ligger? Politiken refererer hendes programerklæring som følger: ”Kulturen skal ikke stå og passe sig selv oppe på parnasset eller henne i et hjørne af medielandskabet; den skal bruges og diskuteres af os alle sammen, for kultur handler jo netop om, hvordan vi er mennesker i samfundet. Derfor er jeg vildt begejstret for, at TV2 News vælger at satse så seriøst og ambitiøst på kulturstof med kant, perspektiv og temperament, og jeg er stolt af at skulle være med til at lave den første regulære kultursatsning i TV2’s historie.”  Det er en programerklæring det er værd at holde hende fast på. Når sandt skal siges, så skal det med, at meget kulturliv har fået omtale og taletid på diverse lokal-tv-stationer.

Hvis der skal fremføres en indvendig mod Surrugues programerklæring, skal det være, at diskussionen og debatten ikke skal være det dominerende element, skønt det er den del, journalisterne bedst forstår og har øje for. Hovedvægten bør ligge på, at kulturen skal bruges, det vil sige at omtale er godt, men tale er bedre. Når det gælder digtningen: Det er ikke det gode digts skyld, hvis det falder til jorden i TV, men snarere en elendig iscenesættelse.

 Status for digtning 2010: http://per-olof.dk/splints_21.pdf

 Overfor en ny virkelighed: http://danskforfatterforening.dk/media/39509/overforennyvirkelighed.pdf

Denne tekst som pdf: http://per-olof.dk/surrugue.pdf

Må vi så være her

Forside til Tove Ditlevsen: Pigesind.

[Sendt til men ikke trykt i Weekendavisen. Der er i dag årsmøde i Lyrik-gruppen i Dansk Forfatterforening, så det må være en passende dag at slippe teksten fri! Tove Ditlevsen behøver jo ikke at have tænkt på sig selv, da hun spurgte, hvorfor Danmark ikke agter sine digtere...]

Klaus Rifbjerg, vor frontfigur i overgangen til modernismen i dansk digtning, kommer i sin erindringsskitse om Tove Ditlevsen (WeekendAvisen 4.3.11)  med en sidebemærkning om digterscenen dengang og nu, som er værd at lægge mærke til: ”I dag kan det være svært at sætte sig ind i, hvor stor forskellen i det litterære miljø mellem dengang og nu var. De unge digtere, man kendte og læste, havde hver deres særpræg og kunne ses tydeligt, mens billedet i dag med poetry-slams, forfatterskoler, Litteraturhaus og guderne må vide hvad, er mere flimrende og diffust. Der går simpelthen 13 digtere på dusinet, og de vil nok dø af grin ved tanken om dem fra dengang, der trådte op med deres alvor i maksimalbukser og islandsk sweater og falbød varerne, som et ærbødigt publikum tog imod, mens de stoppede fynsk tobak i piben og pulsede løs.” – Ja rigtig nok var der meget mere at nævne, ikke mindst Internet med utallige scener, for i dag præges digterscenen ganske rigtigt af mangfoldighed. Men det lyder ikke som om Klaus Rifbjerg anser dette for noget positivt.
Det virker som om denne usikre holdning til fænomenet er vidt udbredt, tydeligst i anmeldersegmentet. Her er Lars Bukdahl mærkeligt nok ingen undtagelse, han har blot valgt nogle andre digtere til sine helte end flertallet af anmeldere – mangfoldigheden dyrker han ikke.

Modernismen gjorde ifølge Klaus Rifbjerg op med ”..en lyrisk tradition, der ikke længere havde det nødvendige oktantal til at få ordentlig skub i tingene.” Det Torben Brostrøm i en program-artikel kaldte det ’umådelige mådehold’. Det sentimentalitetskorset, som Rifbjerg siger, Tove Ditlevsen kæmpede med at få rystet af sig og mange med hende, er dog vel ikke i sær knyttet til den lyriske tradition, for sentimentaliteten har da snarer endnu bedre udfoldelses-muligheder i de tvangfrie former! På forhånd at afskære sider af vores følelsesregister såsom sentimentalitet og patos fra digtningen, er da latterligt, men en forklarlig konsekvens af kampens hede, hvor man tit får smidt barnet ud med badevandet! Altså kræver det i dag noget særligt at slå igennem på de fronter, og det ville være befriende, hvis nogen af de ramte i stedet for forsigtigt at stille spørgsmålet: ”Må vi være her?” kunne få sig til at stille kravet:
” Må vi så være her!”

Anmeldere og litteraturforskere burde omfavne mangfoldigheden på nutidens digtscener og forstå, at der i mangfoldigheden ligger store værdier både for udøvere og alle andre. Som det er, er scenerne der – men begrebsapparater, der kan acceptere dem, har vi åbenbart ikke til rådighed.

Startsted for nye tanker om økonomi

Forside: Erik Christensen: Borger i tre verdener

Erik Christensen: Borger i tre verdener. 144 sider, ISBN: 9788776745455 Syddansk Universitet / Syddansk Universitetsforlag. Kr. 148,00

Jeg er ikke økonom, jeg kan ikke anmelde denne bog som økonom. Men jeg kan læse, at her tages udgangspunkt et andet sted i samfundsdebatten, end der hvor vi lever nu. Her fremmanes en anden verden som en realistisk mulighed, og det bør vi tale om. Måske ikke for at bruge ’modellen’ i og for sig, men bruge den til at forholde os friere til den tankegang, som nu styrer debatten. Erik Christensen tilbyder med sin udgivelse en mulighed for at tænke anderledes. Dagens politiske debat tager i uhyggelig grad udgangspunkt i konkrete sager, som om det økonomiske system er uforanderligt og kun et spørgsmål om højre eller venstre om.

Læs oplæg til debat af bogens nødvendighed her.

[ At udskrive pdf-filer: smart at udskrive 'som hefte' 4 A4 sider bliver til et ark ved at printe på begge sider.]

25 år siden mordet på Olof Palme

Per-Olofs digt i Politiken 9. marts 1986

9. marts 1986

havde jeg dette digt

 i Politiken med tanke

 på mordet på

 Olof Palme,

nu er det 25 år siden. 

Omtale bedre end anmeldelser

Bjarne Gårdsvoll på Bogforum 2010 foto: poj

 Bjarne Gårdsvoll, København skriver 27.2.2011 i Politiken: 

Ib Michael og Lars Bukdahl udkæmper et litterært slagsmål. Formentlig god underholdning for læserne, og næppe til skade for de implicerede. Den ekstra omtale vil blot gavne salgskurverne.

  Det gør ondt, når nogen angriber ens barn. Men hvorfor tage en anmelder alvorligt? Noget sikkert kriterium for den gode bog findes næppe, for så ville alle værker blive vurderet ens. Det gør de ikke, og det viser, at anmeldere er læsere som alle os andre. Vores baggrund og erfaringer er en forudsætning for at leve sig ind i stoffet. Derfor var det bedre, om aviserne blot gav en kort omtale af værket, og lod læserne selv bedømme det.

Forfattere, som undertegnede, kan godt misunde både Ib og Lars al den omtale. For som kendt er en dårlig anmeldelse bedre end ingen. Det er den manglende omtale, der er forfatteres største problem. Jeg har selv udgivet 12 bøger, men aldrig opnået at blive anmeldt i fx Politiken. De har da ellers været flinke til at trykke mine artikler. Men det er svært at komme igennem nåleøjet, og derfor kan det ærgre en, at redaktørerne nogle gange ofrer en halv avisside på et enkelt værk.

Nu udgiver jeg snart min 13. bog, og da 13 er et ulykkestal, sker der næppe noget. Med mindre en krimi er en undtagelse…       

 [indlægget bragt her med tilladelse af Bjarne Gårdsvoll]

Hvad med kritik af forlagskonsulenter og redaktører

En morsom forlagskonsulent anno 1970....

Det er da fint med kritik af kritikere – jeg skal så undlade at give karakter for udførelsen! – men hvad med konsulenterne? Man hører i vore dage næsten kun godt om forlagskonsulenterne, som forfatternes nødvendige hjælpere.

Dengang jeg endnu bejlede til forlag, skete det tit, at afvisninger ikke blot var afvisende, hvilket jo må være ok, men de kunne også både være flabede og uforskammede. Hvordan mon det er i vore dage? Tidsskriftsredaktører var måske også værd at kaste sit øje på! Fodi jeg syntes Lars Bukdahls afvisning af mine digte til Hvedekorn var dum – skal jeg så nødvendigvis synes at HAN er dum – hvad jeg jo ikke synes han er, når jeg møder ham? (Nå det kan jo være mig der er dum!) Men det er klart at det er sin sag som nyudklækket uudgivet forfatter at brokke sig over modtagelsen hos et forlag eller et tidsskrift – man kan jo tro, det vil forfølge en resten af livet!

Forside "Hvor de åbner deres madkurv" 1970 / 2010

ps : advarslen fra Gyldendal 1970 kan ses omtalt her http://per-olof.dk/splints_21.pdf   [6 MB]