Anonym tegning: Spand med øjne
I årene i SFO administrerede jeg dels en konference for SFO på nettet i SkoleKom, dels 2002-2007 en underkonference jeg fik oprettet om ‘Sagt af børn’. Da jeg blev mindet om dens eksistens forleden, gav jeg mig til at lave dette lille e-bogs-projekt, forhåbentlig til fornøjelse for flere!
Folk og Kultur 1996 plus 2 postkort fra 1920
Hvis dette blogindlæg er aktuelt, så er det fordi jeg i dag har besluttet at skifte profilbilledet ud i facebook-gruppen ‘Folk og Kultur’. Hidtil har det været omslaget til Folk og Kultur fra 1978, fordi i den årgang havde jeg en artikel. Jeg har dog længe været utilfreds med den brune farve og har derfor skannet omslaget til årgang 1996. Derved kom jeg for skade at læse en artikel om, da Christian X red over grænsen i 1920 – og det er jo ganske uaktuelt. Og tænk- jeg synes alligevel det er en interessant historie, som her afdækkes af Heidi Pfeffer - nemlig om relationen mellem myte og virkelighed. Hvordan en jomfru Fannys spådom gøres til virkelighed, hvordan myten om at den hvide hest ikke var hvid, er opstået og så historien om den lille pige, som Christian X havde med på hesten!
Som type er den måde at give historien videre på, aktuel hver dag også idag. Vi har bare svært ved at se, det ske for os, mens det sker.
En dag i Politiretten 1868 - tegning af Vilh. Pacht
Socialreportager var ikke almindelige i 1800 tallet, men de fandtes. Det vidner den foreliggende ”billedtekst” fra Illustreret Tidende om. Den blev bragt 3. maj 1868. Vi får en samtidigs oplevelse dels af det faktiske leben i Politiretten, dels af bagsiden af livet i 1868-København.
Artiklen slutter med et her udeladt afsnit, hvori forfatteren siger, at det nok vil trætte læseren, hvis han på grundlag af livet i Politiretten skulle fremsætte forslag til reformer. Man kunne da lade de ord, som Illustreret Tidende tidligere på året den 2. februar 1868 anvendte i en anmeldelse af en bog ”Om de fattiges vilkår på Christianshavn” gælde også den foreliggende artikel. Om denne bog skriver anmelderen: ”Den giver kun en gribende skildring af tilstanden, mens den dog ved at gøre det, leverer det mest uforkastelige bevis for reformens bydende nødvendighed.”
Han savner altså placering af ansvaret, men nøjes også selv med at antyde, at det skal placeres hos samfundet. I historisk tilbageblik, er det ikke vanskeligt at se, at det forholdt sig sådan. I 1868 var denne synsvinkel ikke udbredt, men selve det at beskrive forholdene, som de var, var et skridt på vejen. (I en anden målestok var Friedrich Engels’ reportagebog fra 1845 om arbejderklassen i England en af forudsætningerne for Marx, da han udarbejdede ”Kapitalen”.)
Da det i denne forbindelse er de i artiklen omtalte forhold, som interesserer, er retskrivningen moderniseret, lange sætninger delt op i flere og nogle nu glemte ord ”oversat”. Desuden er afsnitsoverskrifterne ikke originale.
Hverdag - c per-olof.dk
Kronik Frederiksborg Amts Avis 3.5.1983
[overvejelser om folkeminder med udgangspunkt i Birgitte Rørbye: Folkloristiske
Horisonter. På vej til en kritisk teori om de folkelige erfaringsverdener (1982)]
Først er der tiden til livet – og så kommer tiden til eftertanken og videnskaben -
som kan medvirke til at bane vejen for fremtiden.
Om vejen fremad kan man tro, at der er frit valg men selv videnskabens forudsætninger er levende mennesker i en given tid, og derfor tager valget en retning som først andre – bagefter – kan overskue og forstå.
Da ideen opstod om at indsamle folkets minder om sig selv, sådan som de generation efter generation var blevet formidlet i det lille samfund, var det for at føre denne formidling videre ind i en tid, der afgørende brød med årtusindgamle formidlingstraditioner. At man siden indså, at minderne ikke indholdsmæssigt var konstante, men udsatte for omformning og tilpasning osv, ændrer intet ved indsamlingsmålet: tvært imod, for alt det skriftlige materiale, som kaldes folkeminder, har i hvert fald selv den konstans, som man fra først af troede var folkemindernes natur. I dag vil ingen mere tale om folkeminder.
Læs videre
http://per-olof.dk/birrorby.pdf
Introduktion til en hel menneskealder
KRONIK, Frederiksborg Amts Avis 10. juni 1982.
Februar 2011: I anledning af at Dansk Folkemindesamling og Det Kongelige Bibliotek har åbnet et nyt site ’Kildevæld – strømme af viser og historier’ på
http://www.kb.dk/da/nb/fag/dafos/kildevaeld/
bidrager jeg med en gammel anmeldelse af Joan Rockwells bog om Evald Tang Kristensen. Overskriften er avisens – min egen var ”Folkekultur – for folket eller for eliten og udlandet?”
- Når Søren Kierkegaard kan udstykkes i folke- og billig-udgaver, burde det ikke være nogen kunst at sælge Tang Kristensen, ikke et hjem, ikke en bogreol burde mangle ham, siger skoleassistenten Per-Olof Johansson, Lillerød i denne kronik om folkemindeforskeren, hvis værk nu genudgives, ligesom der er udsendt en bog om ham på engelsk.
- Hvorfor findes han ikke i folkelige udgaver? spørger kronikøren – Meningen overhovedet at drive folkekultur-forskning må være at bidrage til vor selvforståelse.
Bruger anledningen til at gøre opmærksompå gruppen Folk og kultur i Facebook. Det er en communityside – for at give plads til os, der gerne vil hænge på interessen for det, der i gamle dage skjulte sig under navnet ‘folkeminder’, men som i dag også omfang samtidshistoriens dagligliv. Her kan man hente og anbring relevante links, ideer, synspunkter, billeder.
Selvportæt af Per-Olof Johansson, mens han endnu arbejdede på udgivelsen af 'En tid med spånkurve'..
Her er flere indgange til denne julegave: Dansk-Svensk kulturhistorie, indvandrerhistorie, kurve-historie, billedbog, alt i alt ‘En tid med spånkurve’. I Allerød har ‘Bog & Idé’ den, men ellers er det nok sikrest at kontaktet Forlaget Underskoven , hvor den forhandles for kr. 229,- + omk.
Den udkom sidste år, men Mette Winges anmeldelse kom først i februar, Pilebladets i seneste nummer og Torparebladet kom da også med…så man behøver ikke at holde sig til kun mine egne ord om bogens fortræffeligheder! 
Billeder fra en tid med spånkurve....
Henrik Lund: ’Flygtninge og indvandrere 1850-1980’, skriver s. 109 om det billede fra Det Kongelige Bibliotek, som her ses sammen med ‘En tid med spånkurve’:
Gammel jøde på Frue Plads, ca. 1915. Med deres fremmedartede udseende og mærkelige sprog kom de russiske jøder i mange år til at sætte deres præg på det københavnske gadebillede, f.eks. stod der i en leder i Politiken i september 1913:..ved et Besøg i Kongens Have; ofte hører man dér mere Tysk og ”jiddisch” end Dansk.. Den russisk-polske Indvandring truer i Øjeblikket med at antage et sådant Omfang, at Byen ikke kan absorbere den, men oversvømmes af den”.
S. 105 til illustration – også med spånkurv! – fra en baggård i den jødiske ghetto: I september 1913 tordnede dagbladet Politiken mod, hvad de kaldte manglende “Assimilationsevne og Assimilationstrang”. Nej, svarede overrabiner Schornstein nogle dage efter:” Jeg for mit vedkommende forbavses Gang paa Gang over den Hurtighed, hvormed de Fleste finder sig til Rette i de ganske ny Forhold og bliver – Danske! At de samtidig bevarer Troskab over for deres Modersemål – Jiddisch – ville frit tænkende Mennersker regne dem for en Dyd, hvis det f.Eks var Danske i Amerika og ikke russiske Jøder i Danmark!”
Hvad gør integrationen af indvandrere ud på? Hvor dens mål er at indvandreren hurtigst muligt kan få et et godt liv, er det vel godt nok. Men hvis det skjulte mål er at indvandreren skal glemme og hans/hendes efterkommere glemme, så er det rablende galt. Hvis vi vil gøre indvandrerens egen historie usynlig, taber vi et vigtigt led i forståelsen af det fælles grundlag.
Jeg har ved første blik ikke meget tilfælles med, hvad der i dag går for at være indvandrere eller efterkommere. Men jeg føler dog det fællesskab med den gruppe, at jeg har mærket en uudtalt forventning om at undertrykke min egen historie til fordel for en fælleshistorie, som taget som ’min historie’ er en fiktion.
Sådan kan det opleves, selv når man som jeg bærer sin historie med sig i sit navn.
I Skåne lærer børn nok historie på en måde, som næppe adskiller sig væsentligt fra den måde, der undervises i historie på i det øvrige Sverige, selvom landsdelens historie før 1658 er den danske historie og ikke Gustav Vasa.
Skåningerne var ikke indvandrere, men de blev ’incorporerede’ i det svenske rige, som om de var, og den danske fortid skulle fortrænges.
I dag er ’folkeblandingen’ med det gamle Sverige uigennemskuelig for de fleste, så spørgsmålet om, hvad der er den enkeltes historie, er mindre enkelt, end det var i 1800-tallet.
I 1864 var min morfar syv år, og den i min bevidsthed vigtigste begivenhed det år, er Danmarks krig med Tyskland. Trods dette sidste og trods at jeg efter de officielle definitioner er dansker, er 1864 ikke min historie. Det er højst tvivlsomt, om Olof på syv der i 1864 hørte om den krig – for han voksede op i et nordskånsk landsogn. Man var næppe kommet langt hos ham med at påstå, at han ikke var svensker! Han var fuldt integreret, og som voksen havde han den dybeste mistro til Danmark og den danske bank!
Kan jeg blive så integreret dansk, at jeg bilder mig ind, at 1864 er ’min historie’. Nej tvært i mod vil jeg sige, at det ville være at skjule noget for mig vigtigt i ’min historie’.
Indvandrere er et begreb, som er ved at blive synonymt med indvandrere af såkaldt ’anden etnisk herkomst’ hvilket skal forstås som fra ikke-europæiske lande, men kan åbenbart hurtigt også gælde andre. For mange er ’indvandrer’ lig med ’mørkhudet’ i den grad, at en af forudsætningerne for hurtig integration må blive udvikling af en ’integrationssalve’ til gratis uddeling fra integrationsministeriet.
Hvis denne indsnævring af indvandrerbegrebet skal modarbejdes, kan det anbefales at husstandsomdele Fogtdals billedbog ’Flygtninge og indvandrere 1850-1980’.
Det er vigtigt med en officiel definition af indvandrere og efterkommere som den eksisterende:
”En person betegnes efter den gængse statistiske definition som dansker, hvis mindst én af forældrene både er dansk statsborger og født i Danmark. Det har således ikke betydning, om personen selv er dansk statsborger eller født i Danmark. Hvis personen ikke er dansker, er den pågældende: 1)indvandrer, hvis personen er født i udlandet, 2)efterkommer, hvis personen er født i Danmark. Indvandrere og efterkommere forbliver henholdsvis indvandrere og efterkommere, også selvom de opnår dansk statsborgerskab. I statistisk forstand kan en familie i flere generationer være efterkommere, hvis forældrene bibeholder deres udenlandske statsborgerskab.
Hvis der ikke findes oplysninger om forældrene, er personen dansker, hvis den pågældende er dansk statsborger og født i Danmark. Personen er indvandrer, hvis den pågældende er født i udlandet, og personen er efterkommer, hvis den pågældende er udenlandsk statsborger født i Danmark.”
Dette er formaliteterne ved opgørelsen til brug for statistik. Men det er et ufuldkomment redskab til at vurdere den enkelte persons egen opfattelse. Selv når man er født med dansk statsborgerskab, er man jo stadig efterkommer i de følgende generationer. Jeg tager det personligt: Jeg er offer for en indbildning, hvis jeg begynder at regne 1864 for ’min historie’, bare fordi jeg er født som dansk statsborger. Det er Danmarks historie, og den har jeg ikke problemer med at anse for vigtig. Og selv ’racerene’ skåningerne skal selvfølgelig lære om Gustav Vasa. Men vi må have adgang vort lands historie på en måde, der ikke tvinger os til at fornægte vore egne forudsætninger – vor egen historie. Vi har ikke brug for en integration, der gør os usynlige for hverken os selv eller omgivelserne.
Hvad er så min egen historie. Når jeg skulle relatere den til en fælles historie, hvad vel enhver har behov for, blev det til bogen ‘En tid med spånkurve’. Jeg bilder mig ind, at den kan læses fra flere vinkler, men det har været afklaringen af, hvad der er ‘min historie’, som har været den drivende kraft. Det viste sig måske så, at identiteten i mindre grad var hængt op på nationaliteten end på levebrødet – at lave spånkurve. At det så også tog karakter af et alment stykke kulturhistorie, der var på vej i glemsel – at spånkurvene var der i store mængder, at de blev lavet i Danmark og lavet af skåninger og hvordan, vi gjorde – muliggjorde en påstand om, at bogen kunne være interessant for andre.
PS: Uden held søgt optaget i Dagbladet Information.
Hellige tre konger. Vævning af Arne Bernhard Johansson 1986. Photo ©per-olof.dk
“Tolv juledages himmerige” er titlen på min kronik i dagens Frederiksborg Amts Avis, hvor jeg laver en oversigt over de traditioner, der knytter sig til begrebet “de tolv juledage” – fra kristeligt, til julelege og vejrvarsler….
11. januar 2010: Nu på netttet via Bonde-Practica
Hvordan er et rigtigt menneske? Digt af Per-Olof Johansson i Ledsager feb. 2009
Aktiviteten har i og for sig ikke været større denne måned end nogen anden – men diverse offentliggørelse har villet frem netop i denne måned.
Læserindlæg i Informations tillæg Bøger: Kultur til salg.
Digt i Ledsager, Gigtforeningens blad. Artiklerne kan læses på nettet, dog ikke mit digt, derfor bragt herover!
Artikel i Nyt for Bogvenner side 7 om Chip Kids bogomslag
Bidrag i Nøglehullet, medlemsblad for Lokalhistorisk Arkiv og Forening for Allerød Kommune, dels referat fra 100-års dagen for Harald Søbye i Blovstrød Kirke, dels klumme om ‘Lurendrejerrier’ om to sæt lurkopier.
Artikel af Ulla Danielsen i Husflid 1/2009 om spånkurve ‘Den bedste købmandskurv’ på baggrund af interview med mig.
Her finder du vej (klik!)
Forsideillustration til Allernyeste vejledning for den heldige finder af en bonde-Practica
…….til ‘Allernyeste vejledning for den heldige finder af en Bonde-Practica eller Annoteret Bibliografi’ af Per-Olof Johansson.
Et skrift der næppe kunne finde vej uden adgang til Internet, lidt for specielt til at blive trykt med nu med adgang for the happy few, der udover forfatteren selv har denne mærkelig interesse for gamle skrifter, andre smed på møddingen….
|
