Avislæsning ved morgenbordet

07:44 08-11-2006
Øsregnvejr, marken næsten hvid af måger. Avislæsning ved morgenbordet. Gratisavisnerne Dato og 24 Timer uåbnede. Politiken

gennemtrawlet, kronikken læst, om ‘Københavns Teater’ uha. Gårdagens Information engang til ligeledes – ligeledes kan man

sige det i vore dage er det forbudt?- Dagens Nyheter, læser om Sibelius og hans dagbøger. Ulysses var et håbløst projekt, en

bog et skrift kan aldrig komme op i de omdrejninger og hastigheder som hjernen, det er nødvendigt at vælge, når man skriver,

og den ene bane man forfølger er til grin, når hovedet har en atostrada med ti vejbaner hver vej -.Regeringens fremtrædende

ministre er hvad man i gamle dag kaldte “benægtere”. Det er et ubrugt ord i dag men realiteten findes. Man ser et barn gøre

en ting. Griber ind og bebrejder. Barnet siger, at det har det ikke gjort. Nogle gang har jeg leget filmoptagelse. Gjort mig

selv til videooptager. Sagt at vi altså bare ikke lige kunne se filmen nu, men vi kan jo gentage den, hvis -. Regner med mild

effekt om tyve år. Nu den 17. november 1992. En særlig TV-avis, jeg kunne tænke mig at se køre i sløjfe. En skatteminister

bliver interviewet. Næste dag bliver han gået, fordi en kommissionsrapport har kritiseret ham. TV-journalisterne beslutter,

at de vil få ham til at brække over midt i udsendelsen. Jeg hører, hvor sejrssikre de er. De vil have ham til at sige, at han

har gjort en fejl. DET KAN DE IKKE: De bliver ved men han fastholder: “Jeg må tage til efterretning…”. Han indrømmer ikke

noget som helst og har ikke gjort det siden. Han rystede ikke på stemmen, han var kold som is. Fra den stund af har jeg ikke

troet ham over en dørtærskel, men jeg var dybt forundret over, hvor kold man kan være midt i mediernes søgelys. Jeg sad i

studiet, ellers ville det ikke have gjort så stort indtryk. Jeg skulle selv på et øjeblik efter i en fuldstændig ligegyldig

sag, og jeg var rystende nervøs. Erik Dal er død. Først i dag en lidt længere nekrolog i Politiken af Jørn Lund. Man kan da

vist ikke skrive nekrolog om den mand på mindre end en kronikslængde. Ved man ikke noget om ham i forvejen er den korte

version volapyk. Kan ikke give fornemmelsen af den rent fysiske kæmpeindsats, hans værk har indbåret. Hvor mange reolmeter

mon ville blive fyldt, hvis alt mærket “Erik Dal” var stillet op ved siden af hinanden? Han var detaljens mand, så mon ikke

vi efterhånden skal høre nogle erindringer fra bibliotekarelever, der led under dette? Et udvalg af folkeviser var mit føste

bekendtskab med ham. Jeg tror han ville have godkendt ideen bag den indbinding, jeg gav bogen, men ikke udførelsen…Sort

halvlæder og titlen i guld. Jeg har mødt ham ved receptioner, men kun talt med ham i telefon. Jeg skulle en gang låne en bog

på UB2 og der lå en seddel fra den forrige låner, som ønskede at tale med mig! Det har jeg ikke prøvet før eller siden. Vi

havde en interesse fælles, månedsbilleder var det og Bonde-Practica og her mente den kloge mand, at kunne få noget ud af at

snakke med mig. En reference kom da med i hans bog om et digt om menneskenees aldre – lang historie. Siden kom en

genudgivelse af, hvad engang kaldtes Hans Tausens salmebog 1553, hvor der burde være en reference til en opdagelse jeg havde

gjort, af forbindelsen til dens månedsbilleder og den serie som kom i Bonde-Practica. Det var det værd, at høre ham ærgre sig

over, at det ikke kom med, ligeud at indrømme, at det var en fejl af ham. Nu hedder den bare “En ny Psalmebog 1553” og ikke

noget med Hans Tausen. Information skrev om finanslovsforhandlingerne, og dem hørte vi om til morgen. Høre en fra det

såkaldte Dansk Folkeparti forsvare nedsættelsen af afgiften på sodavand. Typisk benægtersituation. Men hvordan gik det med

deres forsøg på at få tredjegenerationsindvandrere med i kriminalstatistik – også selv om de er danske statsborgere? Hvad

bilder de sig ind at bestride folks statborgerskab? Helt i tråd med Søren Kraups dumme forsvar for at sige, at det at dyrke

genforeningeshåbet i Sydslesvig ikke er det samme som ønske om grænseflytning. Igen en benægterattitude. Men det er os andre

der er idioter og ikke kan forstå. Dagen kalder, farvel.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: