Politiken Magasinet

Magasinet engang - om lørdagen i provinsen, om søndagen i København! 

Illustrationen: Magasinet engang 14/15 september 1946 – om lørdagen i provinsen, om søndagen i København! Indeholdt på 12 sider 1 novelle (3 sider), 3 digte (hvoraf et incl. illustration fylder 1 side) og en saglig artikel af grafikeren Povl Christensen om illustrationskunst (2 sider), desuden en rejseartikel og en side for damerne, en tegneserie, kryds og tværs, skak- og bridgespalter, annoncer, småtekster.

Motto for denne klamamse kommer, mens jeg skriver, fra radioudsendelsen Café Hack på P4 søndag formiddag. Nu og da en god udsendelse, i dag uhyggelig forudsigelig: Rudi og Harald Nielsen, Fabricius-Bjerre. Man næsten skriger: Bryd med det forudsigelige.

Det bliver mit motto her, for jeg har læst Politikens ’Magasinet’. Det er et navn med ambitioner om at holde fast i traditionen med at være trendsætter.

Jeg bryder mig ikke meget om lay-outets mørke del. Jeg mener, at lay-out skal indfange blikket, ikke frastøde det.  Mit blik bliver frastødt, der er for meget, der larmer. Det er en generel udtalelse, som slet ikke rammer hele tillægget. Hvorfor kan artiklen med Birthe Rønn Hornbech ikke svæve lige så godt som en artikel om cocktails?

Det er opmuntrende at se, at i stedet for at trykke en novelle har man vovet det ene øje med et digt. Det er da godt, at den i øvrigt upublicerede Ejler Nyhavn endelig kommer til orde, selvom det er meddigter Peter Adolphensen, der baner vejen. Med dette sagt, kan det vel siges, at jeg er gået med på spøgen. Hvis den konsulent hos Gyldendal endnu måtte være levende og læse aviser, som undsagde mine digte engang i 70’erne, fordi de rimede og endda ikke gjorde det konsekvent, må han da få krydderen galt i halsen til morgen ved dette flyvske digt. Jeg morer mig over digtet og synes absolut, det fortjener at blive trykt. Alligevel tror jeg, at det bedste ved det nok er, at det er blevet trykt. Det må bane vejen for mange skæve vinkler, som ikke er forudindstuderede i journalistisk øjemed. Ganske vist giver redaktørens indgang ikke meget håb: For at få digtet til at passe til konceptet, kaldes det en versnovelle, for det er noveller man bringer på den plads!

Der er endda et digt mere, skønt camoufleret som prosa. En ung mand ved navn Peter Dyreborg med flere tryksager bag sig, og som man aktuelt kan læse i Århus Poetklubs udgivelse ’12 linjer’, skriver en nytårstale, byggende på bidrag, som for læseren ukendte personer har overdraget ham. Projektet er interessant, skønt indholdsmæssigt mest interessant ved de eventuelle reaktioner, der følger efter. Nogen skal nok fortælle ham, at det er temmelig inkonsekvent at ville give bedre forhold for de syge, gamle og desintegrerede, og så ikke ville give flere midler til disse områder, in casu bedre løn og mere mandskab. Afbureaukratisering rækker næppe langt nok.

Integrationsminister og kirke-do pryder forsiden og interviewet med hende er pligtlæsning. Et gammelt foto af en ukendt fotograf (Polfoto: Selvfølgelig kender de navnet, det er nok blot dårlig vane, at det ikke er med) er det mest interessante. Jeg tror, jeg i forvejen ved alt, hvad jeg får at vide i artiklen. Nå, her står det, lad os så for fremtiden blive fri for interview af den art med hende, lad hende f.eks. skrive noget selv, det kan hun jo.

Blå safirer, ansigtsmasker og coctails interesserer jeg mig ikke for, men det interesserer nok andre, lad dem bedømme.

Besøgene hos nogle gamle på et plejehjem giver som resultat nogle gode miniinterview, ja ligefrem minilivshistorier, det er godt klaret. Hvordan mon en statsminister har det, når han læser, at det, en 92-årig har grinet af i årets løb, er, at han er blevet valgt igen? Vi er nogle, der forstår, hvad hun mener, men næppe delinkventen selv. Peter Hove Olesen har fotograferet, og det gør han godt, og billedet af Ellen Inger Keller er især godt og vil en dag fungere helt uden den øvrige journalistiske tvangstrøje kaldet ”konteksten”.

Et par sproglege, jo de hører hjemme i Magasinet. Dj-apparatet også. Designartiklen er desværre alt for forudsigelig, fordi den går efter slagnumrene. Enhver Politiken-læser kunne have udpeget genstandene på forhånd og endda sat pris på. Hvor er overraskelserne?

Det er den forudsigelighed, Magasinet skal have slået hul på, hvis dets nutid i fremtiden i retrospekt skal få en så fejret fortid som – Magasinet.

per-olof.dk

ps: Citere kan man jo altid gøre. Denne tekst har ikke været sendt som indlæg til Politiken, men avisen er velkommen til at bruge den in extenso, hvis det skulle være.

Tags: , ,

En kommentar to “Politiken Magasinet”

  1. perolofdk Says:

    …jeg blev aldrig rigtig glad for den nye version af MAGASINET. Det gjorde redaktionen åbenbart heller ikke selv. Det er vist holdt op uden nogen nekrolog. Hvorfor mon det er så svært, når det engang var så godt. men alt var jo ikke dårligt i den nye version, så man kunne jo godt have ventet sig, at en prerssehistoriker havde givet dets farvel et ord med på vejen…
    men her fandt jeg så en gravskrift alligevel http://nadjasreflexioner.net/2009/02/15/gravskrift-for-politikens-magasinet/ , så det link bør jo stå her.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: