Anmeldelser

Forside: Per-Olof Johansson: Samtale med tiden
Forside: Per-Olof Johansson: Samtale med tiden

Bibliopaten debatterer i Politiken anmeldelser ud fra vinklen ’værdikamp’. Visse bøger med dårlige anmeldelser får stort salg, mens andre med gode anmeldelser får ringe salg. Er det en kamp om værdier? Sammenligningen mellem den ene eller den anden anmeldte bog halter måske, fordi anmeldelsens øjeblik ikke er hele historien og heller ikke den nærmeste læsning er hele historien. En bog eksisterer langt ud over anmeldelsestidspunktet og selv om Per Højholts Auricula aldrig bliver en populær tekst, kunne det godt tænkes, at den overlever en vis bog af Hanne Vibeke Holst.

Imidlertid eksisterer anmeldelser ikke i sit eget autonome univers. Måske har anmelderne stor betydning – men hvem påstår, de selv vælger de bøger, som omtales. Anmelderne sidder ikke i autonome elfenbenstårne og finder det bedste frem, redaktionen i baggrunden har en væsentlig rolle at spille, så egentlig er det vel dem, vi skal diskutere. Og her synes jeg den såkaldte anmeldelse af Birgitte Hesselaas bog om nybruddet i dansk dramatik fra 1990’erne til i dag er et godt eksempel.

Ved at sætte Henrik Dahl til at anmelde bogen, skaber det betydelig debat – om Henrik Dahl, hvad nok var til at forudse. Måske sælger det endog aviser. Som læser forventer jeg tvært i mod, at det er den anmeldte bog, som er i fokus.

Hvis redaktøren har to bøger foran sig, lad det så bare være en af Hanne Vibeke Holst og en af en debutant eller en ukendt, så har Hanne Vibeke Holst naturligvis førsteprioritet.

Hvis redaktøren har to ubenævnte ukendte, debutanter eller ej, er der andre ting i spil. De kan blive overset begge to. Men der kan spille andre ting ind – personligt bekendtskab, respekt og hensyn til udgiver, etc. etc. Peter Adolphsens parløb med Ejler Nyhavn viser som eksempel, hvordan forfattere kan være bevidste om baggrundsstøjen og som i deres tilfælde byde ind med en navnemystifikation, som er indholdet ligegyldig, men som er gangbar journalistisk.

Udgiver man som jeg selv en bog og ikke har de store reklamekroner til rådighed og ingen pressebekendtskaber at støtte sig til, kan man godt føle sig ret latterlig ved for 7., 8. eller 9. gang at sende et skrift til redaktionerne, vel vidende, at der ikke er en kinamands chance for, at en redaktør langer bogen videre til anmeldelse. For forfatteren selv er det bogen, som er det usædvanlige, men for at redaktøren skal bede en anmelder om at læse og skrive, skal der være en yderligere begrundelse: Kendtheden, død, ulykke, forbrydelse, og ja navnemystifikation eller ekstrem privat selvudlevering. Den litterære kvalitet kan så anmelderen tage stilling til. Det kan der komme udmærkede anmeldelser ud af, hvis anmelderen er den rette. For redaktøren kan jo vælge anmelder ud fra saglige kriterier, når første kriterium er opfyldt!

Andre kriterier er mulige, som i tilfældet Henrik Dahl. Vi kender dem ikke, kun resultatet. Henrik Dahl kunne jo strengt taget have sat en anden dagsorden. Han kunne have læst de omtalte stykker. Han kunne ikke vende tilbage til fortiden for at se dem, men som sociolog kunne han have samlet op på receptions-historien i stedet for bare at slynge om sig med formodninger, som forfatteren siden har haft let ved at afvise. I en anden sammenhæng end ’anmeldelse’ kunne han derefter med afsæt i sin anmeldelse gå til angreb på støtteordninger i forhold til publikumstal, når han til formålet havde sat sig ind i emnet ’støtteordninger’.

I stedet fik vi en skævvredet debat om Henrik Dahls syn på interessant og ikke-interessant kunst, udmøntet i overskriftsform som angreb på ”subsidiebaronerne”. At støtten skævvrider ’markedet’, som åbenbart er den rette dommer i kunstneriske spørgsmål. Hvor galt det så kan gå, kan man måske se af, at det er redaktørens markedsfilosofi, der gør en anmelder ud af Henrik Dahl.

Bibliopaten slutter: ” Glem det aldrig: Alle anmeldere, både de selvpromoverende og de ydmyge, er værdikæmpere, som slås om, hvilke menneskelige erfaringer, værdier og udtryksmåder, der bør værdsættes og hvilke der ikke bør. Den kamp skal føres af så bred en skare som muligt. Hvis en anmelder er uenig med sine kolleger, er der kun en vej frem: Til tasterne – og argumenterne.”

Der siger jeg, at det bliver en debat som mangler netop den faktor, der er lige så vigtig som anmelderen, nemlig redaktøren, som slet ikke er i tvivl om det berettigede i sin markedsorienterede udpegning af kamppladsen. Han holder sig pænt i baggrunden som liberalismens ’hidden hand’ og læserne lever i illusionen om, at bøgerne er faldet i anmeldernes hænder helt af sig selv.

 

per-olof.dk

Tags: , , , , ,

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: