Den usynliggjorte indvandrer

Billeder fra en tid med spånkurve....

Henrik Lund: ’Flygtninge og indvandrere 1850-1980’, skriver s. 109 om det billede fra Det Kongelige Bibliotek, som her ses sammen med ‘En tid med spånkurve’:

Gammel jøde på Frue Plads, ca. 1915. Med deres fremmedartede udseende og mærkelige sprog kom de russiske jøder i mange år til at sætte deres præg på det københavnske gadebillede, f.eks. stod der i en leder i Politiken i september 1913:..ved et Besøg i Kongens Have; ofte hører man dér mere Tysk og ”jiddisch” end Dansk.. Den russisk-polske Indvandring truer i Øjeblikket med at antage et sådant Omfang, at Byen ikke kan absorbere den, men oversvømmes af den”.

S. 105 til illustration – også med spånkurv! – fra en baggård i den jødiske ghetto: I september 1913 tordnede dagbladet Politiken mod, hvad de kaldte manglende “Assimilationsevne og Assimilationstrang”. Nej, svarede overrabiner Schornstein nogle dage efter:” Jeg for mit vedkommende forbavses Gang paa Gang over den Hurtighed, hvormed de Fleste finder sig til Rette i de ganske ny Forhold og bliver – Danske! At de samtidig bevarer Troskab over for deres Modersemål – Jiddisch – ville frit tænkende Mennersker regne dem for en Dyd, hvis det f.Eks var Danske i Amerika og ikke russiske Jøder i Danmark!”

Hvad gør integrationen af indvandrere ud på? Hvor dens mål er at indvandreren hurtigst muligt kan få et et godt liv, er det vel godt nok. Men hvis det skjulte mål er at indvandreren skal glemme og hans/hendes efterkommere glemme, så er det rablende galt. Hvis vi vil gøre indvandrerens egen historie usynlig, taber vi et vigtigt led i forståelsen af det fælles grundlag.

Jeg har ved første blik ikke meget tilfælles med, hvad der i dag går for at være indvandrere eller efterkommere. Men jeg føler dog det fællesskab med den gruppe, at jeg har mærket en uudtalt forventning om at undertrykke min egen historie til fordel for en fælleshistorie, som taget som ’min historie’ er en fiktion.

Sådan kan det opleves, selv når man som jeg bærer sin historie med sig i sit navn.

I Skåne lærer børn nok historie på en måde, som næppe adskiller sig væsentligt fra den måde, der undervises i historie på i det øvrige Sverige, selvom landsdelens historie før 1658 er den danske historie og ikke Gustav Vasa.

Skåningerne var ikke indvandrere, men de blev ’incorporerede’ i det svenske rige, som om de var, og den danske fortid skulle fortrænges.

I dag er ’folkeblandingen’ med det gamle Sverige uigennemskuelig for de fleste, så spørgsmålet om, hvad der er den enkeltes historie, er mindre enkelt, end det var i 1800-tallet.

I 1864 var min morfar syv år, og den i min bevidsthed vigtigste begivenhed det år, er Danmarks krig med Tyskland. Trods dette sidste og trods at jeg efter de officielle definitioner er dansker, er 1864 ikke min historie. Det er højst tvivlsomt, om Olof på syv der i 1864 hørte om den krig – for han voksede op i et nordskånsk landsogn. Man var næppe kommet langt hos ham med at påstå, at han ikke var svensker! Han var fuldt integreret, og som voksen havde han den dybeste mistro til Danmark og den danske bank!

Kan jeg blive så integreret dansk, at jeg bilder mig ind, at 1864 er ’min historie’. Nej tvært i mod vil jeg sige, at det ville være at skjule noget for mig vigtigt i ’min historie’.

Indvandrere er et begreb, som er ved at blive synonymt med indvandrere af såkaldt ’anden etnisk herkomst’ hvilket skal forstås som fra ikke-europæiske lande, men kan åbenbart hurtigt også gælde andre. For mange er ’indvandrer’ lig med ’mørkhudet’ i den grad, at en af forudsætningerne for hurtig integration må blive udvikling af en ’integrationssalve’ til gratis uddeling fra integrationsministeriet.

Hvis denne indsnævring af indvandrerbegrebet skal modarbejdes, kan det anbefales at husstandsomdele Fogtdals billedbog ’Flygtninge og indvandrere 1850-1980’.

Det er vigtigt med en officiel definition af indvandrere og efterkommere som den eksisterende:
”En person betegnes efter den gængse statistiske definition som dansker, hvis mindst én af forældrene både er dansk statsborger og født i Danmark. Det har således ikke betydning, om personen selv er dansk statsborger eller født i Danmark. Hvis personen ikke er dansker, er den pågældende: 1)indvandrer, hvis personen er født i udlandet, 2)efterkommer, hvis personen er født i Danmark. Indvandrere og efterkommere forbliver henholdsvis indvandrere og efterkommere, også selvom de opnår dansk statsborgerskab. I statistisk forstand kan en familie i flere generationer være efterkommere, hvis forældrene bibeholder deres udenlandske statsborgerskab.
Hvis der ikke findes oplysninger om forældrene, er personen dansker, hvis den pågældende er dansk statsborger og født i Danmark. Personen er indvandrer, hvis den pågældende er født i udlandet, og personen er efterkommer, hvis den pågældende er udenlandsk statsborger født i Danmark.”

Dette er formaliteterne ved opgørelsen til brug for statistik. Men det er et ufuldkomment redskab til at vurdere den enkelte persons egen opfattelse. Selv når man er født med dansk statsborgerskab, er man jo stadig efterkommer i de følgende generationer. Jeg tager det personligt: Jeg er offer for en indbildning, hvis jeg begynder at regne 1864 for ’min historie’, bare fordi jeg er født som dansk statsborger. Det er Danmarks historie, og den har jeg ikke problemer med at anse for vigtig. Og selv ’racerene’ skåningerne skal selvfølgelig lære om Gustav Vasa. Men vi må have adgang vort lands historie på en måde, der ikke tvinger os til at fornægte vore egne forudsætninger – vor egen historie. Vi har ikke brug for en integration, der gør os usynlige for hverken os selv eller omgivelserne.

Hvad er så min egen historie. Når jeg skulle relatere den til en fælles historie, hvad vel enhver har behov for, blev det til bogen ‘En tid med spånkurve’. Jeg bilder mig ind, at den kan læses fra flere vinkler, men det har været afklaringen af, hvad der er ‘min historie’, som har været den drivende kraft. Det viste sig måske så, at identiteten i mindre grad var hængt op på nationaliteten end på levebrødet – at lave spånkurve. At det så også tog karakter af et alment stykke kulturhistorie, der var på vej i glemsel – at spånkurvene var der i store mængder, at de blev lavet i Danmark og lavet af skåninger og hvordan, vi gjorde – muliggjorde en påstand om, at bogen kunne være interessant for andre.

PS: Uden held søgt optaget i Dagbladet Information.

Tags: , , , , , , , , , ,

En kommentar to “Den usynliggjorte indvandrer”

  1. Per-Olof Johansson Says:

    Kommentar med udgangspunkt i
    1. Jesper Langballe artikel i Information 26.3.2010.
    Dansk Fætterparti slår til igen. Istedet for at lave en pdf-fil af en gammel artikel laves der under stor ståhej en trykt pjece, som kan bestilles hos d’herrer blot man betaler porto eller hvordan det nu var. Desuden får den ene, Søren Krarup lov til at skrive en lang selvanmeldelse, der anbefaler pjecen.
    Med et længere interview med Jesper er Dansk Fætterparti rigtig heldige: Overskrifterne får et tryk-16 og der citeres misvisende – det giver anledning til over en hel side at gentage den mere end ti år gamle artikel, et essay, der første gang blev trykt i Tidehverv i 1995. Bravo!
    2. Om sagen selv, kirkelig vielse for homoseksuelle elle ej, er vel blot at sige, at ordet ‘ægteskab’ bør udgå af lovteksterne og erstattes af formuleringen ‘registreret partnerskab’, som så ikke tager hensyn til køn. Registreringen foregår hos det offentlige, med eller uden ceremoni efter ønske, og ‘ægteskab’ og ‘vielse’ bliver en sag for kirkerne og folk selv.
    3. Men nu til Informations måde at organisere debatten på i bogtillægget. Hvis en sådan indsigelse mod citatfusk overhovedet skal med under denne rubrik, burde den så ikke være af mindre omfang? I nogen tid har det snarere været reglen end undtagelsen, at “Debatten” fyldte en side. Det kunne også være godt nok, hvis der så var yderligere plads til mindre debatindlæg, men det er der jo ikke. Jeg havde sendt et mindre indlæg så lydende:
    “I bogtillæg burde en fast rubrik lyde: ”Bøger som tilsendes os til anmeldelse overgår efter endt brug til nærmeste genbrugsbutik, hvor overskuddet går til velgørende formål.”Det ville fremme ens lyst til at sende nyudgivelser, selv når forventningerne til anmeldelse er lave.”
    Baggrunden er selvfølgelig, at jeg ikke har sendt min seneste bog til anmeldese hos Information.
    Jeg fik besked på, at indlgget ville blive trykt. Her blev jeg opmærksom på de sidelange indlæg, som godt kunne have karakter af omtale af egen bog, så det måtte jeg også prøve. Jeg sendte en længere klamamse om ‘Den usynliggjorte indvandrer’ jf. ovenfor – og lod slutningen være forbeholdt redaktionen:
    “Jeg ender ud i omtale af min bog ‘En tid med spånkurve’ og kunne slutte sådan her: “Når Information ikke har fået den tilsendt til anmeldelse, skyldes det selvfølgelig ikke, at jeg ikke kunne tænke mig at se den anmeldt i Information, men alene, at de egne seneste syv udgivelser og fire udsendt i samarbejde med andre, og som alle har været tilsendt Information, ikke har været nævnt med to ord. Det må da være et problem for avisen, hvis andre træffe lignende dispositioner. Jeg sender den gerne på anfordring.”
    Resultatet var det ikke uventede nej tak. Men dog løfte om, at det korte indlæg ville blive bragt i dag. Her kommer så Jesper Langballe i vejen med sin helside, og jeg må naturligt nok vige – naturligt, hvis man bedømmer hans indlægs længde som rimelig, hvad jeg selvfølgelig ikke gør, men det gør altså redaktionen, og sådan er det.

    PS: Jeg skrev ovenstående mens jeg afventede at kommentarmuligheden på Informations net skulle blive åbnet – MEN! fik dette svar:
    “Vi har på den pågældende artikel valgt at slå kommentarerne fra. Der ligger ikke et ønske om at ‘spare’ Langballe for kritik eller ros – ensige vor egen journalist i den pågældende. Men vi må også konstatere at de debatter, der af og til udspiller sig i forbindelse med Langballe & Krarup debatter meget ofte ender i rene slagsmål. Denne gang besluttede vi derfor at lukke.”
    Det er jo ganske fantastisk – men stiller i den grad plads til rådighed for fætrene – og lukker os andre ude. Nyt bogtillæg kommer først om 14 dage, så Jesper Langballe er ganske fredet! Man kunne da have serveret et redktionelt svar på hans hårde anklager. Sandelig godt man har en blog.
    Hvad jeg ville have gjort i kommentardelen var selvfølgelig bare at lægge et link til min kommentar her.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: