Må vi så være her

Forside til Tove Ditlevsen: Pigesind.

[Sendt til men ikke trykt i Weekendavisen. Der er i dag årsmøde i Lyrik-gruppen i Dansk Forfatterforening, så det må være en passende dag at slippe teksten fri! Tove Ditlevsen behøver jo ikke at have tænkt på sig selv, da hun spurgte, hvorfor Danmark ikke agter sine digtere…]

Klaus Rifbjerg, vor frontfigur i overgangen til modernismen i dansk digtning, kommer i sin erindringsskitse om Tove Ditlevsen (WeekendAvisen 4.3.11)  med en sidebemærkning om digterscenen dengang og nu, som er værd at lægge mærke til: ”I dag kan det være svært at sætte sig ind i, hvor stor forskellen i det litterære miljø mellem dengang og nu var. De unge digtere, man kendte og læste, havde hver deres særpræg og kunne ses tydeligt, mens billedet i dag med poetry-slams, forfatterskoler, Litteraturhaus og guderne må vide hvad, er mere flimrende og diffust. Der går simpelthen 13 digtere på dusinet, og de vil nok dø af grin ved tanken om dem fra dengang, der trådte op med deres alvor i maksimalbukser og islandsk sweater og falbød varerne, som et ærbødigt publikum tog imod, mens de stoppede fynsk tobak i piben og pulsede løs.” – Ja rigtig nok var der meget mere at nævne, ikke mindst Internet med utallige scener, for i dag præges digterscenen ganske rigtigt af mangfoldighed. Men det lyder ikke som om Klaus Rifbjerg anser dette for noget positivt.
Det virker som om denne usikre holdning til fænomenet er vidt udbredt, tydeligst i anmeldersegmentet. Her er Lars Bukdahl mærkeligt nok ingen undtagelse, han har blot valgt nogle andre digtere til sine helte end flertallet af anmeldere – mangfoldigheden dyrker han ikke.

Modernismen gjorde ifølge Klaus Rifbjerg op med ”..en lyrisk tradition, der ikke længere havde det nødvendige oktantal til at få ordentlig skub i tingene.” Det Torben Brostrøm i en program-artikel kaldte det ’umådelige mådehold’. Det sentimentalitetskorset, som Rifbjerg siger, Tove Ditlevsen kæmpede med at få rystet af sig og mange med hende, er dog vel ikke i sær knyttet til den lyriske tradition, for sentimentaliteten har da snarer endnu bedre udfoldelses-muligheder i de tvangfrie former! På forhånd at afskære sider af vores følelsesregister såsom sentimentalitet og patos fra digtningen, er da latterligt, men en forklarlig konsekvens af kampens hede, hvor man tit får smidt barnet ud med badevandet! Altså kræver det i dag noget særligt at slå igennem på de fronter, og det ville være befriende, hvis nogen af de ramte i stedet for forsigtigt at stille spørgsmålet: ”Må vi være her?” kunne få sig til at stille kravet:
” Må vi så være her!”

Anmeldere og litteraturforskere burde omfavne mangfoldigheden på nutidens digtscener og forstå, at der i mangfoldigheden ligger store værdier både for udøvere og alle andre. Som det er, er scenerne der – men begrebsapparater, der kan acceptere dem, har vi åbenbart ikke til rådighed.

Tags: , , ,

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: