Thomas Tranströmer Sorgegondolen

Omslag og ryg til Sorgegondolen

I lyriklæseklubben på Litteratursiden DK læser vi pt Thomas Tranströmer: Sorgegondolen, og jeg har i dag lagt mit bud på læsningen ind på siden,,,,,,,,

http://www.litteratursiden.dk/debat/soergegondolen

30.3.2015 er min tekst her:

Hvert af disse digte har sin tilkomsthistorie, lever udmærket som digte hver for sig, men de har det fællespræg, der gør, at de som samling bliver en hilsen fra en anden verden, den verden mellem søvn og vågenhed, den drøm mellem vågenhed og glemsel, som alle kender, men som forsvinder som en sæbeboble, når telefonen ringer.

Det er som en film, eller snarere et musikstykke, når nu henvisningen til musikken ligger i det lange titeldigt, Sorgegondolen 2’, en henvisning til dette musikstykke af Liszt ’La lugubre gondola II’ 

Historien er, at 1882/83 tilbragte Liszt en periode i Venedig sammen med sin datter Cosima og hendes mand Richard Wagner. Musikken er inspireret af de sorte gondoler som ved begravelser lydløse gled af sted i processionen. Man kan opfatte musikken som dyster:

’Liszt har skrivit ner några ackord som är så tunga att de

borde skickas

till mineralogiska instituionen i Padova för analys.’

Men Tranströmer vælger alligevel ’Sorgegondolen’ som den overordnede titel på digtsamlingen, det kan man vel ikke undgå at lægge noget i. Digtet springer mellem den fortid, musikken bliver til i og med kig til nutiden fordi:

’Gondolen är tungt lastad med framtidens hopkurade stenar.’

Det er som en film med bratte spring i tid og sted, men i sin enkelhed er denne musik også med spring som dem mellem hver tangent.

Det er jo så tit sagt om digt, at det var som musik, og betyder da ofte, at digtet er indholdsløst kling-klang. Her forstår jeg det nærmest som det modsatte af kling-klang, det hele er så troværdigt oplevet og formidlet, så læseren løsrives fra sin dagligdag og følger med ind i digtet og ser verden med dets øjne, når han løfter øjnene fra bogen.

Eksempler vil næppe sige så meget. Digtene ligner jo i en vis forstand blot det, alle gør lige nu: Hinanden fremmede elementer stilles op mod hinanden og afventer virkningen af kontrasternes sammenstød. Det kan kaldes ’teknik’, en teknik som må føre til haiku, hvilke der er en del af i samlingen. Det sjældne, jeg så oplever her, er, at kontrasterne nok slår mod hinanden, men gør det med samme virkning mod sammenhæng som toner i musikken:

’När Liszt spelar i ikväll håller han havspedalen nertryckt

Så att havets gröna kraft stiger upp genom golvet och flyter

samman med all sten i byggnaden.

Godafton vackra djup!

Gondolen är tungt lastad med liv, den är enkel och svart.’

Sjældent ser man et omslag på en bog, der i den grad formår at afspejle indholdet: let gråt glider ind mellem det blå, det ligner en skærgårdskyst uden man kan sige, hvilken farve som er hav og hvilken, der er det faste land:

’djupet som vill stiga in till människorna utan att visa sitt

ansikte.’

Læseren bliver ladt i stikken, hvis han søger en ’forklaring’ – det nærmeste vi kommer, er til ’nuets evigt blödande punkt’ – ’osäkerhetens rike’.

’Det enda jag vill säga

glimmer utom räkhåll

som silvret

hos pantlånaren.’

Det er den øvelse, hvert digt er igennem, særlig genkendeligt i hans haikudigte. Men de øvrige har bevægelsen i haiku med sig, sammenstødet.

I digtet ’Två städer’ læser jeg en hentydning til besættelsen af Danmark 40/45.

’På hvar sin sida om ett sund två städer

den ena möklagt, ockuperad av fienden.

I den andra brinner lamporna.

Den lysande stranden hypnotiserer den mörka.’

Det minder da om Hjalmar Guldbergs digt ’Hälsning till Danmark’ trykt 1942 i ’Fem kornbröd och två fiskar’:

’Mörklagd ligger i kväll ditt hus

Och dämpad är tonen i samtalsorden.’

– nok læst op ved digtermødet ved ’Den Svenske Uge’ i København 1941. Men hvad gør denne association her? Første strofe er så normal, men pludselig er det ikke 1945, men måske et billede på forholdet mellem to mennesker:

’Jag simmar ut i trance

På de glittande mörka vattnen.

En dov tubastöt tränger in.

Det är en väns röst, tag din grav och gå.’

Det kan man så tænkte længe over, hvad skal betyde! Lad os trøste os med disse ord af Kjeld Abels prolog ’Et vindu’ fra den afsluttende fest på ’Den Svenske uge’ i salen på Københavns Rådhus, læst af Bodil Ipsen:

’Naar Mørket falder

og Danmark slukkes,

saa letter vi lidt paa de sorte Gardiner

og kikker mod Sverige –

og Svaret i Natten

er lutter smaa plirrende Lys,

der siger:

vi er her –

du er ikke alene – !’

En optimisme, som ikke ligger lige for i ’Sorgegondolen’!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: