Kierkegaard? om journalister

Billede

Jeg tænkte det godt kunne være direkte citat, men søgning i Kierkegaards Skrifter http://sks.dk/forside/indhold.asp  har ikke givet resultat – bortset fra mange udsagn der ligner, så helt forkert på den, har skuespilforfatteren vist ikke været:

 “Der sidder disse hjul- og skævbenede, klatfingrede, halv­fjantede subjekter som kalder sig journalister, som ingen­ting forstaar og ingenting ved og lader som om det var dem der vidste besked. Tanker som en forfatter maaske har beskæftiget sig med i aarevis, de affærdiges af disse fyre paa et øjeblik! Hvem gider læse, hvad forfatteren har skre­vet? Nej, hans betydning er den at en journalist kan faa anledning til at skrive noget sludder om ham, som saa læses af alle. Og saa bukker og skraber de for ignoranten og takker ham, fordi han har sparet dem for den anstrengelse selv at maatte læse og danne sig en mening.”

 Johannes Hohlenberg:To Skuespil om Søren Kierkegaard, II Frygt og Bæven.København1946 s. 49: Kierkegaard i samtale med Fædrelandets redaktør Giødwad.

 

Tags: ,

En kommentar to “Kierkegaard? om journalister”

  1. perolofdk Says:

    Apropos at lave fiktion om faktisk eksisterende:
    Er ret træt af ‘Søren Kierkegaard’ i Peter Tudvads ROMAN om ham. Jeg er principielt mod romanbiografier, men da bogen dumper ind ad døren ved en fejl, har jeg alligevel kastet mig over den. Forlovelseshistorien er her og efter alt, hvad man ved – horribel. Læser Informations anmeldelse, Karen Syberg: “Men hvorfor overhovedet en roman? Tudvad har forklaret, at han, som den ’arkivrotte’ han er, efterhånden opdagede, hvor kilderne tav, og det var det, der gav ham lyst til at transcendere forskningen og fylde hullerne ud med digt.” Så er han da pinedød også forpligtet til et afsluttende kapitel, der bør hedde: ‘Her tav kilderne – her digtede jeg ‘. http://www.information.dk/457846
    – skrev jeg på facebook – og fulgte en kommentar op med dette: – Om den herre Søren Kierkegaard i det store og hele udtaler jeg mig ikke, men læser ham gerne! Peter Tudvad levendegør en figur af selvsamme navn – samt flere personer omkring en sådan person – og som roman fungerer det fint, så langt som jeg nu er kommet. Jeg er bare træt af bogens hovedperson, og da jeg skal køres rundt i manegen og ikke ved, hvad der er historisk og hvad digt, så stopper jeg nok med forlovelsen… Hans skildring af broderen får denne til at fremstå nærmest sympatisk, og ham aner jeg i forvejen ikke meget om, skal jeg så virkelig være tilfreds med en romanskildring? En saglig skildring med det der vides, må da gerne krydres med ‘man kunne her ud fra forestille sig’…men så ved vi, hvor vi er. En anden kunne måske forestille sig noget ganske andet.
    Og til Henrik Bandak, der var fristet til at læse den, fordi den er velskreven dette:
    – jo den er velskreven – den er forførende…

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: