År 2015 set fra 2000

Desværre - det kan blive værre. Da PC-eren endu kun var en fantasi 1976.

Desværre – det kan blive værre. Da PC-eren endu kun var en fantasi 1976.

Politiken skrev i sin leder 25.9.2015:

“Umiddelbart er der ikke meget at glæde sig over for tiden. Men for milliarder af mennesker er verden faktisk blevet et bedre sted end for 15 år siden. Konflikter, kriser og opbrud er med til at farve vores billede af kloden sort og gøre det svært at se de lyse nuancer. Men ikke desto mindre: Antallet af ekstremt fattige rasler ned. Flere og flere børn får en uddannelse. Færre mødre dør i barselssengen. Færre får hiv, og flere slipper for malaria. Det går kort fortalt fremad – især i Asien, men også i dele af Afrika.”

Ja, jo – at noget går fremad, forhindrer vist ikke, at farer lurer på fremgangen. Der skete positive ting i verden fra 1933 til 1939, men som vi ved, gik meget derefter galt!
Det følgende skrev jeg år 2000. Et årsskifte, hvor man tænkte fremad, af tilfældige grunde altså femten år. Nu er jeg pensionist, dengang var jeg souschef i en SFO. Fremtiden så truende ud, jeg anede uhyggelige ting, satte vist mit håb til håbet!  Det forekommer mig at rigtig meget er gået rigtig skidt i de 15 år, og at der er lagt kim til noget, er kan blive endnu værre, desværre.

Vi starter en tidlig morgen, Hør bare:

Det er ikke 1924. I 1924 ville en vision af 2. verdenskrig måske have været absurd. Et sted i verden sad en velbjerget person en tidlig sommermorgen og lyttede til boblerne fra akvariets luftpumpe. Det er overskyet men ikke regn. Et tidligt forår, den 22. maj er alting sprunget ud, en måned for tidligt. Det som burde optage personen er den kommende krig – han burde kunne afværge den, ved at få øje på den.
Det er år 2000. Øvelsesskydning høres fra de militære arealer ved Sandholm, kl. 06.21. den 22. maj. Tænke sig år 2015. Verdens elendighed bare fortsat som fra 1985 til 2000. Imellem ligger euforien ved Sovjetunionenes sammenbrud, murens fald og den afmatning som følger af, at det ene sæt problemer er afløst af nye ikke mindre skræmmende. 15 år fremme fra nu er 1900-tallet ganske overkommeligt, skønt ophav til ‘de nuværende problemer’. At forestille sig dem virker som om man vil fremkalde dem. Et atomiseret USA? Et USA uden demokratisk struktur? Et geografisk navn Europa blevet en statsenhed og ‘Danmark er en del af Europa’ som Nyrup Rasmussen, dansk statsminister siger det i går om Tibet: “Tibet er en del af Kina”. Et Danmark uden en Dalai Lama til at repræsentere friheden. Magnus 4½ år har fundet 5 kort Pogamon, en børnemani som ikke vinder tilslutning fra hans forældre. Hvilket betyder, at han ikke kan lege med sin bedste ven. Kasper forlanger nemlig, at man har Pogamon-kort for at man kan deltage i legen. En ny generation er begyndt sit eget liv og kæmper under magtforhold, som vi ikke kan sætte os ind i men som den er nødt til at forholde sig til, helt på tværs af forældres, bedsteforældres, pædagogers og samfunds velmenende målsætning. Sådan vil ‘vi’ 15 år fremme se på verden med forbløffelse, se at andre kræfter råder, end dem vi kender nu eller som vi er opmærksomme på nu.
Men ‘vi’ vil heller ikke være ‘vi’ mere. En masse vil simpelthen være døde og ude af stand til at mene noget som helst, vil være en del af den verden som ‘var’ og hvis ‘vi’ har efterladt os noget, bruges det til at kaste lys – ikke over den fremtid ‘vi’ nu sigter mod – men: over den fortid vi lever i. ‘Vi’ vil blive fordømt, fordi vi ikke formåede at se de sølle 15 år frem og lægge vort lod i den rigtige vægtskål og dermed have ændret verdens gang i positiv retning. I stedet for at flygte til en position, hvorfra vi kunne tale frit og appellere til al verdens folk, vil ‘vi’ være døde og borte: er det sådan?
Godt nok vil de fattige altid være hos os. Men i den grad opgive tanken om at gøre noget for dem i stor skala, som nu er den almindelige vidtudbredte mening, det er dog forfærdeligt. Det må, set 15 år frem, få katastrofale konsekvenser.
I de menneskemasser, som er udsat for denne opgivelse lever fortsat et håb. Det kan gribes negativt af en Hitler. Eller positivt af en ånd, vi næppe kendes ved i dag. Dog – vi kan længes efter det befriende, befriede suk, der ville gå henover jorden, ved dens fremkomst – det ville kunne høres langt ud i rummet.

Tags: , ,

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: