Kultur med plads til sorgen

Henvendelser som digte

‘Henvendelser som digte’ ..Genlæst ..Med den titel, jeg nu ville give bogen.

Vi har en kultur med plads til sorgen

Skal vi være forberedte på sorgen? Ja og nej. Hvis det tager glæden fra livet, er svaret nej. Rammer sorgen os, er det godt at være forberedt. Sorgen bliver ikke mindre, men vi ved så, vi må dele den med andre og må give den tid. Forsvinde gør den ikke!

I Synne Rifbjergs interview 17.3.2017 i Weekendavisen med Naja Marie Aidt i anledning af Aidts bog om sønnens død, siger Aidt:” Den måde sorgen kan udfolde sig på, når den man elsker, er død, er i sorgen. Sorgen bliver kærligheden. Derfor er det rigtig ærgerligt, at vi har en kultur, som ikke kan iscenesætte sorgen, nogle rum, hvor man kan sørge og hylde den, man elsker.” Esben Kjær sagde noget lignende i sin bog ’Min usynlige søn’. Har vores kultur den mangel? Jeg synes ikke, det er helt rigtigt. At det kan opleves sådan, er jeg med på, men det kommer altså an på, i hvilke hjørner af den danske kultur, man færdes.

Et flertal af befolkningen er stadig medlem af Folkekirken, og da er det ikke retfærdigt at sige, at der ikke er rum for sorgen der. Men det er klart, at hvis medlemskabet kun er en formel ting for os, og vi ikke er vokset op med kirken trods medlemskabet, så kan vi naturligvis ikke forvente, at vor forståelse af de muligheder, kirken tilbyde os i sorgen, pludselig skal være åbenbare.

Jeg forstår heller ikke, hvordan man i samme ombæring kan beklage, at de unge ved en kammerats død blive delagtige i denne erfaring. ”Man tager hele udødelighedstanken fra dem, som man skal have lov til at have, når man er ung” siger Aidt. Hvis kulturen skal have det efterspurgte rum for iscenesættelse af sorgen, må det da nødvendigvis være rum, hvori også såvel børn som unge er inddraget. Det kunne være gennem kirken.

Men her siger Aidt, at troen, den manglende tro, har været en forhindring for hende. Jeg vil så pege på, at det kan være godt, også uden stort engagement dog at være vokset op med kirken og dens plads for sorgen, at have mærket at rummet var og er der. Man kunne illustrere det med den gamle Niels Bohr anekdote. Han havde over døren en hestesko og en udenlandsk gæst spurgte hvorfor, og Niels Bohr forklarede, at det bragte lykke. Det tror De vel ikke på, mente gæsten. ”Nej”, sagde Niels Bohr, ”men de siger det virker alligevel.” Nej jeg advokerer ikke for hykleri, men nok for lidt mådehold med klogskaben.

Måske kan litteraturen gøre noget for at skabe det ønskede rum i et andet hjørne end kirkens, og så er Aidts bog selv og andre lignende dér, hvor nogle vil søge hen i situationen.

(Delvist fra mit læserindlæg fra Weekendavisen 24.3.2017)

Politikens Kronik

 

 

Reklamer

Tags: ,

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.


%d bloggers like this: