Folketing og forskning

Hvilket Folketing

Det følgende skulle have stået i avisen. I stedet for at fokusere på fortolkningen af  Folketingets vedtagelse 137, ser jeg for mig at et ændringsforslag kunne have resulteret i en mere lødig debat, end der blev resultatet

Et ændringsforslag måtte i denne situation nødvendigvis være et forslag, som alle kunne være enige om, og som ville sende det oprindelige forslag til hjørne. At dette ikke skete siger noget om, at modstanderne af Vedtagelse 137 ikke kan deres folketingslektie.

Folketing og forskning

Selvfølgelig kan Folketinget diskutere forskningen på landets forskningsinstitutioner. Men det skal naturligvis ske på et oplyst grundlag. Og det kan man ikke sige skete med udgangspunkt i Vedtagelse 137. Syv af Folketingets medlemmer havde her samlet sig om at udtale sig om retninger i forskningsmiljøerne, de fandt kritisable. En af forslagsstillerne repræsenterede regeringen, hvilket dog ikke påkaldte sig mediernes opmærksomhed. Men med dette in mente måtte man kunne konkludere, at forslaget ville blive vedtaget af et flertal. Der blev fokuseret på Henrik Dahl og Morten Messerchmidt og af en efterfølgende kronik af Rasmus Stoklund og Bjørn Brandenborg (og bemærkelsesværdigt nok ikke Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen?) fra socialdemokratiet kunne man forstå, at grundlaget for forslaget især var en bog af Henrik Dahl, hvad forslaget dog ikke havde henvist til. Der forelå ikke en nærmere dokumentation for påstandene, ingen kildehenvisninger. Forslaget blev vedtaget af et flertal af partierne og lød som følger, hvad de fleste nok har glemt:

“Folketinget har den forventnng, at universiteternes ledelse løbende sikrer, at selvreguleringen af den videnskabelige praksis fungerer. Det vil sige, at der ikke forekommer ensretning, at politik ikke forklædes som videnskab, og at det ikke er muligt systematisk at unddrage sig berettiget faglig kritik.

Universiteterne er oprindeligt et særkende for Europa, med rødder i middelalderen. I vore dage fungerer de som afgørende samfundsinstitutioner, der danner en ramme om den frie og kritiske tænkning.

Grundprincippet i det frie universitet er en akademisk selvregulering. Den består i, at forskersamfundet gennem fri og kritisk debat når til konsensus om såvel de idéer,forskersamfundet anser for at være levedygtige, som om de idéer, der i lyset af den kritiske debat ikke lader sig opretholde.

Folketinget har den samme ret som alle andre forsamlinger af borgere, eller borgere enkeltvis, til at udtrykke holdninger til forskningsresultater. Men det bestemmer ikke, hvad der kan forskes i, eller hvordan.”

For os, der ikke kan kalde os forskere måske en ret uskyldig udmelding, men for forskere en udmelding fuld af ikke nærmere præciseret beskyldinger.

Det affødte en livlig debat og kritik fra et stort antal forskere og debatten er ikke slut endnu. Hvad der debatteres er, om vedtagelsens udsagn er sande og om Folketinget burde tage spørgsmålet op.

Hans Bonde, professor ved Institut for idræt og ernæring på Københavns Universitet havde 11.7.21 i Politiken en sidelang artikel som forsøgte at dokumentere baggrunden for vedtagelse 137 . Et af hans væsentligste argumenter som et eksempel på stærkt politiseret forskning, blev få dage efter skudt ned af de angrebne som en misvisende og politisk fremstilling af deres forskning – og således vil debatten nok fortsætte længe endnu.

Jeg synes hele forløbet er forfejlet. Som sagt kan og bør Folketinget diskutere forskning på landets forskningsinstitutioner. Men det bør ikke ske ved uunderbeyggede meningstilkendegivelser som Vedtagelse 137.

Hvad skal Folketinget gøre, når et sådant forslag bliver stillet og kan forventes vedtaget af et flertal? Flertallet har overvejet sin stilling, så at komme med et forslag, som siger nogenlunde det modsatte kan naturligvis begrunde og forklare, hvorfor man stemmer imod, intet andet. Et ændringsforslag må nødvendigvis være et forslag, som alle kan være enige om, og som sender forslaget til hjørne. At dette ikke skete siger noget om, at modstanderne af forslaget ikke kan deres folketingslektie.

Ændringsforslaget hedder traditionelt et ‘afværgeforslag’, hvilket lyder og kan være negativt, men ikke nødvendigvis er det. Forslaget kunne lyde som følger:

Idet Folketinget opfordrer forslagsstillerne

Henrik Dahl (LA)

Bjørn Brandenborg (S)

Ulla Tørnæs (V)

Morten Messerschmidt (DF)

Britt Bager (KF)

Peter Seier Christensen (NB)

Jens Rohde (KF)

til at fremsende en konkretiserende redegørelse for deres synspunkter til forskningsministeren til besvarelse, overgår Folketinget til næste punkt på dagsordenen.

Hvordan skulle et flertal kunne stemme mod dette? Og tænk hvor anderledes debatten efterfølgende kunne være forløbet. Og vi kunne ende op i en redegørelse, som dokumenterede problemet med hensyn til hvem og hvor og ikke mindst hvilke proportioner problemerne har.

Tags:

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.


%d bloggers like this: