Archive for the ‘Afvist læserbrev’ Category

Med hudfarven til forskel

september 3, 2018

 

Indvandrere_1902_lille

Indvandrere og sæsonarbejdere, alle fra Sverige i Lillerød/Allerød 1902. Carl Johansson th. forestod salget og kaldte sig derfor Johansen – for at kunne anprise sine varer som langt bedre end de importerede svenske – selvom ingen dansker på hans tid var involverede i fremstillingen – alle var svenskere!

Hun er mørk, hun er fem år, hun står med hovedet inde i ribsbusken på fællesarealet, og jeg spørger hende om noget, og hendes svar får mig til at tænke på min egen situation som indvandrebarn.

Vi var jo ikke mørke, og som voksen har jeg tit fået breve adresseret til Per Johansen – den ultimative anerkendelse som DANSKER. Farfar og farmor kom fra Sverige, mamma også og farfars bror og hans kone også. For at farbror Carl, som vi kaldte farfars bror, skulle kunne reklamere for varerne som DANSKE, kaldte han firmaet for C. Johansen og anpriste sine varer som langt bedre end de importerede svenske – selvom ingen dansker på hans tid var involverede i fremstillingen – alle var svenske indvandrere!

Det har altid været morsomt at fortælle anekdoter om to af mine ældre brødre, som skønt født her talte svensk og af nabobørnene derfor blev drillet med at blive kaldt svenske djævle. Var det egentlig morsomt? De talte svensk – men forstod åbenbart også at skelne mellem miljøets göingedialekt og det högsvenska, for da farbror August sagde ”Jasau ni mauler” (nå I maler) så svarede purken ”Nej vi målar!”

På mine skuldre som den yngste faldt så det lod, at blive opkaldt både efter farfar Per og morfar Olof og med en bindestreg skulle ligestillingen understreges. Men den danske præst i dobbeltsognet Blovstrød-Lillerød nægtede mig bindestregen, det var ikke DANSK, og derved blev det, så Per-Olof er kun mit nom de guerre! En dag gik det op for mig, at nok er mit navn mit, men at det også repræsenterer slægstræet – Johan er jo farfars far!

Måske derfor har jeg altid haft et godt øje til indvandrersnakken – at være en del af gruppen, men på grund af hudfarven dog ikke. En del af mit liv er gået med at fortælle et aspekt af vores historie, nemlig om hvorfor vi er havnet i Danmark, hvilket man kan læse om i bogen ”En tid med spånkurve”. Indvandreraspektet er dog måske ikke kommet så tydeligt frem, som jeg i dag kunne have ønsket.

Hvordan beskrive, hvor hurtigt indvandrerhistorier fortyndes, når familien ikke er mørk for ikke at sige ikke sort? Min børnebørn har naturligvis været tvangsindlagt til at hører historien, men i deres slægtstræ er der allerede mangfoldige andre ”oprindelser” at skrive historier ud fra, Thy, Sønderjylland nord og syd for nuværende grænse, og længere tilbage Sydtyskland, Schweiz.

Og så spørger jeg hende den lille mørke pige i ribsbusken, om hun ikke synes ribsene er sure, og hun svarer rapt uden at værdige mig et blik: ”De er eddermame ikke sure!” Lige der kunne jeg altså ikke høre hudfarven! Men i modsætning til mig skal den pige resten af sine dage på grund af Pia Kjærsgaard og konsorters snak om indvandrere føle sig udpeget og udskammet som indvandrer. Mod det var betegnelsen svenske djævle nok for småting at regne.

 

 

Reklamer

Religion er erfaring

februar 17, 2018

Herergud_eng2

Religion er erfaring

Jens-André P. Herbener kæmper i sine søndagsklummer mod religion. Han har ret i meget – hvis religion er og var det, han opfatter det som. ”Da dogmer er skabt af mennesker, kan de også laves om af mennesker.” – skriver han i Politiken 11.2.2018. Det lyder enkelt, men som påpeget af kronikørerne 10.2. allerede i overskriften, har ”Religionen været afgørende for udviklingen”. De synes dog ikke at være uenige med Herbener om, at religion ikke bygger på erfaring. Jeg der imod fristes til at konkludere, at det er ved religion, vi kan erkende os som mennesker.

Man må forstå religion som udsprunget af virkelighed og erfaring. Man kan skyde dogmerne ned, for de er næppe mere virkelige end ænderne i skydeteltet. Det ændrer ikke virkeligheden og giver ingen forståelse for, hvad religion er. Vi mangler i den moderne verden simpelthen begreb om og begreb for den virkelighed og for, at det er en virkelighed, som er tilgængelig for enhver. Ikke ligetil men på betingelse af – hvad det nu er. Der er masser af mennesker, som gør i at vejlede i dette, tit dog blot ved at erstatte gamle dogmer med nye – men det er der, det virkelige arbejde foregår, ikke i vitaminfattige projekter som Politikens ”intet er helligt”.

 

Lignende tidligere indlæg

ER intet helligt?

februar 6, 2018
regnbue

Fosiljæger for foden af  Hanklit Mors 2011 med regnbue

(more…)

Kriminaliserer vi de hjemløse?

januar 24, 2018
politiken debat

Bettina Post i Politiken: Kriminaliserer vi de hjemløse?

25. december 2017 argumenterer Bettina Post i Politiken mod, at vi kriminaliserer de hjemløse, hvilket hun mener, regeringen gør. 27.12 svarer Søren Pind på regeringens vegne, at det gør man aldeles ikke. Bettina Post svarer med at påpege hvor mange hjemløse, der er. Dette svar får mig til at skrive dette læserbrev til Politiken, trykt 6.1.18:

“Søren Pind skrev 27.12, at der ingen grund var til betleri i Danmark. Der er ingen, der i Danmark er tvunget til at leve på gaden:”  Kommuner skal udstyre subsistensløse med tag over hovedet, og derudover har vi en lang række ydelser, der sikrer eksistens.” Men 3.1. skriver Bettina Post, at der i 2017 var 6.635 hjemløse i Danmark, hvoraf 70 er krigsveteraner, og at 5. pct. af de hjemløse er helt uden indtægt. Er Søren Pind bare Danmarks svar på Donald Trump?”

11.1.18 svarer Søren Pind – Bettina Post, dog ikke ved at tage stilling til det anførte antal, men ved at henvise til Grundloven igen igen. Til dette sende Bettina Post et svar til Politiken som den ikke vil trykke, da de anser sagen for uddebatteret! Her er jeg så ikke enig med Politiken og har af Bettina Post fået lov til at bringe hendes var her:

“Afmagt fører til tiggeri Af: Bettina Post, socialrådgiver

Søren Pind spørger 11. januar i Politiken, om jeg mener, at der sker brud på Grundloven, når jeg fastholder, at der er mennesker i Danmark, som er nødt til at tigge. Det kan jeg ikke svare på. Jeg ved dog, at det ikke blot handler om, at disse mennesker fravælger at underkaste sig de forpligtelser, som retten til offentlig forsørgelse er betinget af. De magter dem ikke. Eksempelvis kan nogle af krigsveteranerne ikke leve op til systemets krav, og vender derfor ryggen til det. Det samme gælder andre med svære psykiske lidelser og/eller massivt misbrug, som opgiver kontanthjælpen, fordi de krav, der stilles, er urealistiske og måden, der arbejdes på, er for ufleksibel i forhold til deres problemer. Det er de barske realiteter, Søren.”

Set fra min horisont, må det enten være kommunerne der ikke lever op til Grundloven, eller også skal konklusionen være, at de hjemløses problemer ene og alene skyldes deres egen uvillighed til at tilpasse sig? Grundloven i sig selv stiller ingen krav- det gør en almindelig lov. Grundloven kan siges at forudsætte, at kravene er rimelige og mulige at opfylde, for hensigten er at hjælpe. Hvordan kan avisen så sige, at sagen er uddebatteret, ingen kan jo benægte, at de hjemløses findes og ikke en bloc kan beskyldes for at leve i selvforskyldt armod.

pol_debat

Kriminaliserer vi de hjemløse – debat i Politiken

Historien Sverige kryber udenom

november 24, 2016
brochure33

Svenske kurvemagere i Lillerød 1933: Fra venstre: Carl E. Johansson, Sigvardt Olofsson, Esther Johansson, Alma Nilsson, Hildur Gustafsson, Per Martin Johansson, Hilding Persson

Historien Sverige kryber uden om -….

(som PDF)

Per-Olof Johansson, DK

Vi diskuterer danskhed – er jeg ny- eller gammeldansk? Er Margrethe II nydansker? Tænk dig hende komme til Sverige og blive mødt med et ”Välkommen hem”. Mon ikke hun ville blive temmelig pikeret og nærmest fornærmet. Hendes hjem er Danmark. Men er det ikke sådan, vi tænker om de mange, hvis forældre og bedsteforældre kommer fra et andet land: Deres sande hjem er et andet sted. Selvfølgelig skal historien skrives. Men det skal ikke medføre, at vi påduttes en nationalitet, slægten netop har givet afkald på. På den anden side altså: Vor historie skal ikke glemmes.

Min mor blev født i Sverige 1903, indvandret til Danmark 1920.

Min fars forældre, født i Sverige midt i 1800-tallet, kom til Danmark 1902 efter ti år i Wolgast i Pommern.

Mine slægtsbånd til Sverige er noget tættere, end hvad der gælder de USA-borgere, som deltager i SVT’s serie ’Allt för Sverige’. Disse bliver hilst med et muntert ’Welcome home’ af Anders Lundin. Nok lidt morsomt ment, men når man overværer deltagernes känslosvall, forstår man, at de tager det ganske alvorligt. Der er ikke noget i vejen med de slægtshistorier, redaktionen har forberedt, de er spændende, selvom deltagernes tårer over de henfarnes slægters genvordigheder virker lidt overspændt, dog ægte nok. De har nok nogle festlige dage i øvrigt – konkurrencerne var jeg gerne foruden.

Jeg sætter mig selv i rollen – for også jeg har interesseret mig for min slægts fortid i Sverige. Danmark er nærmere, kontakten har aldrig været helt afbrudt, jeg taler en slags svensk, jeg mangler simpelthen at være blevet udsat for samme chokeffekt som deltagerne i ’Allt för Sverige’.

En af min brødre, Kurt har et sted skrevet, at han mere og mere følte sig som svensker. Han døde sidste år, jeg ville gerne have spurgt ham, hvad han kunne mene med det. Rent statistisk har min kontakt med Sverige nok været tættere end hans, men jeg kunne da ikke finde på af den grund at ’føle’ mig som svensk. Jeg er dansker, det ved jeg, uden jeg dog ved, hvad det er, at ’føle’ det. I hvert fald: jeg ville føle det højst malplaceret, hvis nogen i Sverige skulle finde på at byde mig velkommen med noget der ligner ’Welcome home”. At jeg er barn af indvandrere kan intet ændre, men gør mig ikke svensk. Kurt ændrede måske standpunkt med tiden, for fra at gøre lidt grin med at jeg kaldte os indvandrere, blev det altså til, at han selv mere og mere følte sig som – svensker.

Dansk litteratur om svensk indvandring til Danmark er ikke stor, selvom indvandringen var det i forhold til landets størrelse, men den findes. Richard Willerslevs arbejde fra 1983 ’Den glemte indvandring’ danner i så henseende skel. Lokalhistoriske arkiver i Storkøbenhavn har udgivet bogen om svenskere på Københavnsegnen i 300 år ’Over Øresund før Broen’ i 2000. Selv har jeg i al beskedenhed bidraget ved at skrive om ’En tid med spånkurve’ 2009 om det prægnante – skønt lille – svenske miljø, der opstod her i Lillerød nord for København omkring fremstillingen af spånkurve efter svensk/skånsk mønster.

Men hvor er svenskernes indsats? Er det kun udvandring til USA og Canada, der er interessant? Hvorfor går de udenom vores historie? Er det lidt for pinligt for 08’erne, at Sverige har været i en situation, hvor svenskerne i stort tal måtte rejse til Danmark for at finde til føden, da hjemlandet ikke kunne løse opgaven?

Javist –  Immigrantmuseet Växjö havde en udstilling om emnet for flere år siden – men en svale gør ingen sommer.

 

Poesi-tampen brænder

juni 11, 2016
poesi_front

Poesi-debat i pPolitiken – griber den om sig?

Artikel ‘Poesi-tampen brænder’ som PDF

Med udgangspunkt i

Mikkel Thykier:

Reportage fra poesiens frontlinje #1

og

Reportage fra poesiens frontlinje #2

Spørger jeg bl.a. om hvordan råstoffet til den ’omtalekultur’, han tager afstand fra, kommer til verden.

Efter at have læst Mikkel Thykiers to kronikker i Politiken (hhv. 1.og 2. juni 2016) et par gange, får jeg den tanke, at det er foregået på denne måde: Mikkel Thykier skriver sin tekst og lægger den på indtil flere USB-stik. Dem lægger han forskellige steder i nærheden af redaktionerne, som får et brev herom: ”Tampen brænder – den som først finder kuverten tager stikket hjem og får ret til at trykke artiklen.” Eksempler på de værker, han tænker på, forbeholder han sig dog fortsat: Tampen bliver ved med at brænde. Hvordan han vil undgå ’omtalens kultur’, begriber jeg ikke. Og jeg kan forstå, at det gør Jes Stein Pedersen heller ikke, for han inviterer Thykier til at redigere et helt nummer af BØGER! Hvis der ellers er nogen logik i sagen, bliver det en billig omgang, for Mikkel Thykier bliver nødt til i overensstemmelse med sin opfattelse at sige nej tak.

Det er da klart at artiklen rummer udsagn, som ville have svært ved at få lov at stå alene i et interview, det må Thykier have ret i. Men omtalen er allerede i gang. Jeg havde straks affattet svar efter læsningen, men redaktøren kom mig i forkøbet, da han havde insider-viden.

Er det virkelig poesiens frontlinje vi præsenteres for? Kan man overhovedet tale om poesien i den bestemte form? Hvis jeg skulle udpege en frontlinje, så finder jeg den i den mangfoldighed i oplæsningssteder, jeg præsenteres for, så findes den på internettet og i mængden af upåagtede udgivelser. Ingen af de steder har jeg i noget større omfang mødt den afart af poesien, som Mikkel Thykier er fortaler for. Han ser den holdt ude af medierne, så at sige uopdaget, men vi andre skulle vel gerne have muligheder for at møde den? Han ved, hvor den er, men vil ikke fortælle det, for ikke at ødelægge den. Det følgende tager udgangspunkt i kronikkerne, skønt jeg går lidt mere jordbundet til værks!

Hvordan man end vender og drejer det, vil der være en grænse for, hvad medierne kan præsentere. Det kan ikke være digtningens mål altid at stå forrest i mediekulturen, poesien har et større værd og mere vægt end som så. Den er et redskab for digteren, men også for læseren, hvordan den så end tager sig ud.

Der er noget morsomt ved i kamp mod omtalekulturen at få trykt to kronikker en suite i Politiken herom. Poesien lever i al sin mangfoldighed i bøger, selvudgivelser eller i forlagsregi, hvor der også der er mange niveauer, på små og store scener, i skriveværksteder og forfatterskoler, mund til mund, gammelt og nyt i en stor heksekedel – modtageren ikke at forglemme, den, der tager poesien til sig, som det redskab den er, helt udenom omtalekulturen, når blot den bidrager til selvforståelsen.

Ikke desto mindre er’omtalekulturen’ da et godt ord! Hvordan noget fra den store ordheksekedel når frem til omtalekulturen kunne det være interessant at se afdækket. Det ændrer næppe meget i sig selv, men publikum ville have bedre blik for oprindelsen til det præsenterede.

Jeg er publikum, læseren, men jeg udgiver også mig selv og senest endog en anden digter. Jeg læser ugentlig tre bogtillæg. Jeg aner ikke hvordan udvælgelsen af de præsenterede bøger foregår. Poesien er en detalje, skønt den er hovedsagen i dette indlæg.

Hvis vi så prøver at se bort fra de udbredte myter, som nok kan have noget for sig nu og da, at det hele drejer sig om en sammensværgelse mellem forlagsfolk, forfattere og anmeldere drevet af at bære hinanden frem til nationens ære, magt og penge: Så ser processen for mig i min fantasi sådan ud:

Bøgerne ankommer til redaktionen og udgør en anseelig bunke. Om det nu er redaktøren eller en studentermedhjælp: Der laves en grovsortering. Det primitive, det ukendte, det alment ligegyldige i den største bunke. Det anmeldelsesværdige igen i to bunker, første prioritet efter udgivelsesdato, anden prioriteret senere og hvis der er plads.

Første prioritet deles op efter anmeldere, som får bogen tilsendt med en deadline. Vi ser sommetider anmeldelser og interviews følges ad – hvordan de aftaler gøres internt ved vi ikke, men vil gerne vide. Får anmelderne angivet et omfang eller beskærer redaktøren alt efter, hvordan det passer ind i helheden? Måske henvender anmeldere sig i enkelte tilfælde med en anmeldelse efter eget valg – men sikkert sjældent. Så kritik af anmelderne for at udelade den og den forfatter er nok tit forfejlet.

Udgivelsesdato må betyde en del, siden jeg ofte sideløbende kan læse om samme bog i alle tre tillæg, jeg følger. Måske har alle tre været inviteret til interview med samme forfatter? Så et eller andet sted spiller forlagenes promotion en rolle – også den helt ukendt for mig, som bare laver en pressemeddelelse til at følge bogen med posten ind til redaktionens sorteringsmaskine.

Der er meget i Thykiers artikel, jeg kun forstår halvt, men det afsluttende citat af Tomas Tranströmer siger mig desto mere.

Der er trangt i den mondæne kultur. Der er tale om en slags elevator for et begrænset antal personer. Der står de samme personer altid klemt sammen. De kører i elevator i alle de samme aviser samtidig.”

Jeg synes det må være muligt at komme litteraturomtalens snæverhed nærmere, hvis der forelå en forskningsrapport om, hvordan omtalen rent konkret kommer til verden på de store medier. TV helt uomtalt, der foregår alt åbenbart i rumpen på, hvad aviserne allerede har udpeget som vigtigt.

PS: Jeg synes spørgsmålet om, hvad der sker med den store mængde uanmeldte bøger rent fysisk skal med i overvejelserne. Mit forslag er, at medierne meddeler til de indsendende, at ikke-anmeldte eksemplarer sendes videre til Røde Kors-butikker, såfremt de ikke er vedlagt en frankeret returkuvert. På samme måde, som man i Kvickly kan vælge at skænke sin flaskepant til diverse godgørende formål.

 

Litteraturredaktør til digter: Du må fylde hele bogsektionen – hvad siger du?

Mål tilpasset det målbare

maj 14, 2016

tårn

Note på facebook

Læserbrev til Politiken som der ikke er plads til i avisen.
Det er ikke en let kronik, Nikolaj Ejler har skrevet i Politiken 10.5. om måling af resultater i sociale og sundhedsmæssige indsatser. Den er skrevet ind i en sammenhæng, som de færreste vil have indsigt i. De indvendinger, han rejser mod Kora-rapporten, vil Kora heldigvis nok selv svare på. Men selv om man i øvrigt ikke har styr på cykelløb, kan man da få øje på, når kæden hopper af. Et citat er desværre nødvendigt.
”Kvalitet og effekt kommer af stadigt bedre daglige beslutninger i praksis. Her er fagprofessionelle nøglen, for de er trænet i en faglig refleksion over den konkrete situation med det konkrete menneske. Refleksioner skal være vidensfunderet, datadrevet, for vi har en udvikling- og læringskultur, hvor progression for den enkelte i målgruppen hen imod de intenderede mål for ham eller hende er i centrum for praksis. En fagligt funderet kultur med kerneydelsen i fokus, ikke en ansvarsfri kultur med alt ansvar placeret hos den enkelte fagprofessionelle.”
Fagprofessionelle er et ord, der lyder godt. Intet i artiklen lader dog ane, at Nikolaj Ejler andet end teoretisk har mødt den målgruppe. I hans argumentation indgår ikke noget om ressourcer. Hvis hjemmehjælperen har kerneydelsen i fokus, er der stor forskel på om kerneydelsen er at hjælpe den ældre eller at støvsuge. Kerneydelsen er selvfølgelig at hjælpe den ældre, men det vil der i dag være meget få muligheder for at leve op til, fordi kommunen har sat et skema op, der ser bort fra den egentlige kerneydelse og satser på noget, der kan gøres op i minutter. Sådan kunne tidsstudieteknikeren fastsætte arbejdet i en maskinelproduktion, men det er en teknik, som er totalt misforstået i en menneskelig relation. Det er lægen, der i den givne situation afgør operationens varighed, ikke et gennemsnit af tidligere lignede operationers varighed.
Og så skal vi måle, om vi er på rette vej mod indfrielse af disse mål. Måling med mening for såvel politisk, administrativ ledelse og fagprofessionelle.”
Har ledelsen i stat, region, kommune, skole, hospital ikke afsat ressourcer til noget ud over gennemsnittet, er det ikke hverken lægen eller hjemmehjælperen, som skal betale prisen med stress. Hvad vi alle, der har været flue på en væg, når måleriet kolliderer med målet kan konstatere helt uden rapporter er – at tidsstudieteknikeren har vundet over den fagprofessionelles ad hoc vurdering.

Liv i Lynge med lurmusik i kirke og på torv

juni 6, 2015

Til årets byfest i Lynge bidrog sognepræsten Martin Corfix med den gode ide, at når det var Lynges 930- års fødseldag burde man indrage det enestående lurfund fra Brudevælte mose ved Fuglebjerggård som et af indslagene. Lynges plads i historien går jo nemlig meget længere tilbageend de 930 år, og ikke nogen ubetydelig plads, som vi kan slutte ud fra det enestående fund af hele
seks lurer fra bronzealderen. Og da Martin Corfix er hornblæser selv, fik han Rasmus Bogø med på ideen, at de skulle blæse på lur i selve kirken. For nok er lurerne i sin tid helt sikkert brugt i en helt anden religions tjeneste – men det er jo også bare en instrumenttype som enhver anden, skøntenestående for i hovedsagen det nu danske område.
Martin Corfix fik i sin oplysende prædiken med, at sakristiet har indbygget en sten med minder fra broncealderen – nemlig med skåltegn. Engang i 17-1800tallet blev det for meget med oplysende prædikerner, så blev de ganske bandlyst, men nu har jeg hørt en fortræffelig en af slagsen, der også forstod at få kristendommen med. Med bronzealderen deler kristendommen opmærksomheden på
solen, skønt fortolkningen er forskellig, hvilket blev understreget af salmevalget. Martin Corfix fortalte om fundet af lurerne og om, hvordan man måtte tro, de var blevet brugt – vi så for os solen stå op set fra Brudevælte – og så måtte han ned fra prædikestolen og blæse. Og da vi sang ‘Som den gyldne sol frembryder’ brød solen igennem og oplyste kirkerummet! Siden fulgtes de to lurblæsere med garden til festpladsen og blæste med lurmusik festen åben.

IMAG3273_1

Rasmus Bogø og Martin Corfix spiller på lur
akkompagneret af Jacob Strandby på orgel  Dette
næppe hverken hørt eller set før!

IMAG3280

Martin Corfix fortalte om fundet af lurerne og om,
hvordan man måtte tro, de var blevet brugt – vi så
solen stå op – og så måtte han ned fra prædikestolen
og blæse. og da vi sang ‘Som den gyldne sole
frembryder’ brød solen igennem og oplyste
kirkerummet!

IMAG3307

IMAG3309

Åbningen af festen på festpladsen med lurmusik

Nedlæg kommunerne

april 30, 2015
Konklusionen på overvejelser fra 1972...

Konklusionen på overvejelser fra 1972…

Ønskes: Kreativ kommission med henblik på at nedlægge kommunerne

En statskundskabsstuderende beklagede sig i Politiken over den almindelige nedvurdering, som hans fagfæller er udsat for. Når nu deres sande mål er at forbedre samfundet.

Hvis det er målet, så spørger jeg mig selv om, hvorfor de ikke har øje for den opgave der ligger i at udkaste forslag til, hvordan vi får administrationerne i lokalsamfundene til at behandle borgere ens i modsætning til nu, hvor vi gang på gang præsenteres for himmelråbende forskelle fra kommune til kommune?

Vi har behov for en kreativ kommission, der sætter sig som mål at få nedlagt kommunerne i den nuværende form med henblik på at sikre, at alle i Danmark behandles lige, når det gælder undervisning, sygdom og social understøttelse.

Skat har man allerede trukket ud af kommunerne, men det er jo ikke gået alt for godt og heraf kan man måske lære, hvad det er, der skal blive på lokalt plan.

Kommunerne har sin oprindelse i den århundregamle sogneinddeling, og det er faktisk denne gamle form, som nu slås med den brogede centralisering udsprunget af økonomiske overvejelser. Tag dog tyren ved hornene og tænk forfra med udgangspunkt i det, som er lokalt fællesliv, sådan som sognet engang var det, og lav en central økonomisk ordning med et menneskeligt ansigt.

Vi behøver ikke en statsligt aflønnet kommission, men vidende mennesker som sætter karrierer på stand by for at løse den opgave. Tænketanke, der mest tænker i at finansiere sine aktiviteter ved at være politiske lobbyister, har vi nok af. Det er på et intellektuelt niveau over, vi godt kunne have brug for statskundskab.

ps: Læserbrev afvist af Politiken

Skal drømmen om Allerød briste?

Skal drømmen om Allerød briste?

 

På vagt for Danmark igen og igen

marts 3, 2015
Model af Visborg på Gotland - engang på vagt for Danmark

Model af Visborg på Gotland – engang på vagt for Danmark

 

Om at være på vagt

Vi er i begyndelsen af 60’erne. Motorgården lå et stykke væk fra kasernen. Her var en særlig vagtenhed placeret. Dagen igennem passerede en masse køretøjer, men om natten skete ingenting. Hver 3. time runderede to mand hegnet og kvitterede ved at hænge en brik i en lille holder, som bevis på at have været der. En nat kom der kontrol, og hele holdet sov trygt. Vagtkommandøren undskyldte sig med, at ’det gjorde da alle’, der skete jo aldrig noget.

Næste dag blev alle regimentets befalingsmænd kaldt sammen og skældt huden fuld: Alle regler i vagten skulle overholdes til punkt og prikke.

Der var sandt at sige mange regler, især i kasernens hovedvagt. Ingen civilist kom ind uden gyldigt passerkort eller med passerseddel. Alle civile skulle følges af en fra vagtmandskabet ind på området. Alle tasker skulle undersøges hos ud- og indgående personel såvel som civilister. Bare for at nævne nogle få af reglerne.

Det var derfor noget af en opgave at være vagtkommandør dagen efter skideballen. Han måtte tage opgaven op – hvad ellers. Der opstod naturligvis lange køer, mens hans endevendte tasker. De civile kørerlærere, som var kørt ind uden videre i årevis uden noget som helst papir, måtte pænt vente, til der var en ledig, bevæbnet vagt til at følge dem, det samme gjaldt købmænd og ølvogne. Mangen soldat med maskinpistol i tasken, på vej til rengøring hjemme i den store gryde vendte om i køen. Det var hverdag, så der var ingen piger i kollegernes bagagerum, hvilket ellers tit forekom.

Der blev telefoneret vredt fra kommandantskabet, når klagerne indløb, Vagtkommandøren forklarede, at det var ham pålagt at følge alle regler til punkt og prikke. Den ene regel efter den anden blev nedmonteret for at livet kunne gå sin vante gang. Mens vagtkommandøren sad og skrev, stillede en fenrik sig op i gangen og iagttog ham og spurgte, om han var i gang med at skrive en klage. Nej da, var svaret, han skrev bare op, hvilke regler en vagtkommandør ikke skulle rette sig efter – det blev et anseeligt supplement til regelsamlingen.

Hvordan det endte, har jeg ikke styr på, vagtkommandøren fik i hvert fald ingen kritik, men brugte siden historien som eksempel på faren ved at fastsætte regler, hvis de afkobles fra muligheden at optræde med almindelig sund fornuft. For så ender det tit med, at reglerne samler støv, mens livet går sin jævne gang – indtil uheld er ude og kontrollen eller terroristen dukker op.

per-olof.dk


%d bloggers like this: