Archive for the ‘Afvist læserbrev’ Category

Historien Sverige kryber udenom

november 24, 2016
brochure33

Svenske kurvemagere i Lillerød 1933: Fra venstre: Carl E. Johansson, Sigvardt Olofsson, Esther Johansson, Alma Nilsson, Hildur Gustafsson, Per Martin Johansson, Hilding Persson

Historien Sverige kryber uden om -….

(som PDF)

Per-Olof Johansson, DK

Vi diskuterer danskhed – er jeg ny- eller gammeldansk? Er Margrethe II nydansker? Tænk dig hende komme til Sverige og blive mødt med et ”Välkommen hem”. Mon ikke hun ville blive temmelig pikeret og nærmest fornærmet. Hendes hjem er Danmark. Men er det ikke sådan, vi tænker om de mange, hvis forældre og bedsteforældre kommer fra et andet land: Deres sande hjem er et andet sted. Selvfølgelig skal historien skrives. Men det skal ikke medføre, at vi påduttes en nationalitet, slægten netop har givet afkald på. På den anden side altså: Vor historie skal ikke glemmes.

Min mor blev født i Sverige 1903, indvandret til Danmark 1920.

Min fars forældre, født i Sverige midt i 1800-tallet, kom til Danmark 1902 efter ti år i Wolgast i Pommern.

Mine slægtsbånd til Sverige er noget tættere, end hvad der gælder de USA-borgere, som deltager i SVT’s serie ’Allt för Sverige’. Disse bliver hilst med et muntert ’Welcome home’ af Anders Lundin. Nok lidt morsomt ment, men når man overværer deltagernes känslosvall, forstår man, at de tager det ganske alvorligt. Der er ikke noget i vejen med de slægtshistorier, redaktionen har forberedt, de er spændende, selvom deltagernes tårer over de henfarnes slægters genvordigheder virker lidt overspændt, dog ægte nok. De har nok nogle festlige dage i øvrigt – konkurrencerne var jeg gerne foruden.

Jeg sætter mig selv i rollen – for også jeg har interesseret mig for min slægts fortid i Sverige. Danmark er nærmere, kontakten har aldrig været helt afbrudt, jeg taler en slags svensk, jeg mangler simpelthen at være blevet udsat for samme chokeffekt som deltagerne i ’Allt för Sverige’.

En af min brødre, Kurt har et sted skrevet, at han mere og mere følte sig som svensker. Han døde sidste år, jeg ville gerne have spurgt ham, hvad han kunne mene med det. Rent statistisk har min kontakt med Sverige nok været tættere end hans, men jeg kunne da ikke finde på af den grund at ’føle’ mig som svensk. Jeg er dansker, det ved jeg, uden jeg dog ved, hvad det er, at ’føle’ det. I hvert fald: jeg ville føle det højst malplaceret, hvis nogen i Sverige skulle finde på at byde mig velkommen med noget der ligner ’Welcome home”. At jeg er barn af indvandrere kan intet ændre, men gør mig ikke svensk. Kurt ændrede måske standpunkt med tiden, for fra at gøre lidt grin med at jeg kaldte os indvandrere, blev det altså til, at han selv mere og mere følte sig som – svensker.

Dansk litteratur om svensk indvandring til Danmark er ikke stor, selvom indvandringen var det i forhold til landets størrelse, men den findes. Richard Willerslevs arbejde fra 1983 ’Den glemte indvandring’ danner i så henseende skel. Lokalhistoriske arkiver i Storkøbenhavn har udgivet bogen om svenskere på Københavnsegnen i 300 år ’Over Øresund før Broen’ i 2000. Selv har jeg i al beskedenhed bidraget ved at skrive om ’En tid med spånkurve’ 2009 om det prægnante – skønt lille – svenske miljø, der opstod her i Lillerød nord for København omkring fremstillingen af spånkurve efter svensk/skånsk mønster.

Men hvor er svenskernes indsats? Er det kun udvandring til USA og Canada, der er interessant? Hvorfor går de udenom vores historie? Er det lidt for pinligt for 08’erne, at Sverige har været i en situation, hvor svenskerne i stort tal måtte rejse til Danmark for at finde til føden, da hjemlandet ikke kunne løse opgaven?

Javist –  Immigrantmuseet Växjö havde en udstilling om emnet for flere år siden – men en svale gør ingen sommer.

 

Poesi-tampen brænder

juni 11, 2016
poesi_front

Poesi-debat i pPolitiken – griber den om sig?

Artikel ‘Poesi-tampen brænder’ som PDF

Med udgangspunkt i

Mikkel Thykier:

Reportage fra poesiens frontlinje #1

og

Reportage fra poesiens frontlinje #2

Spørger jeg bl.a. om hvordan råstoffet til den ’omtalekultur’, han tager afstand fra, kommer til verden.

Efter at have læst Mikkel Thykiers to kronikker i Politiken (hhv. 1.og 2. juni 2016) et par gange, får jeg den tanke, at det er foregået på denne måde: Mikkel Thykier skriver sin tekst og lægger den på indtil flere USB-stik. Dem lægger han forskellige steder i nærheden af redaktionerne, som får et brev herom: ”Tampen brænder – den som først finder kuverten tager stikket hjem og får ret til at trykke artiklen.” Eksempler på de værker, han tænker på, forbeholder han sig dog fortsat: Tampen bliver ved med at brænde. Hvordan han vil undgå ’omtalens kultur’, begriber jeg ikke. Og jeg kan forstå, at det gør Jes Stein Pedersen heller ikke, for han inviterer Thykier til at redigere et helt nummer af BØGER! Hvis der ellers er nogen logik i sagen, bliver det en billig omgang, for Mikkel Thykier bliver nødt til i overensstemmelse med sin opfattelse at sige nej tak.

Det er da klart at artiklen rummer udsagn, som ville have svært ved at få lov at stå alene i et interview, det må Thykier have ret i. Men omtalen er allerede i gang. Jeg havde straks affattet svar efter læsningen, men redaktøren kom mig i forkøbet, da han havde insider-viden.

Er det virkelig poesiens frontlinje vi præsenteres for? Kan man overhovedet tale om poesien i den bestemte form? Hvis jeg skulle udpege en frontlinje, så finder jeg den i den mangfoldighed i oplæsningssteder, jeg præsenteres for, så findes den på internettet og i mængden af upåagtede udgivelser. Ingen af de steder har jeg i noget større omfang mødt den afart af poesien, som Mikkel Thykier er fortaler for. Han ser den holdt ude af medierne, så at sige uopdaget, men vi andre skulle vel gerne have muligheder for at møde den? Han ved, hvor den er, men vil ikke fortælle det, for ikke at ødelægge den. Det følgende tager udgangspunkt i kronikkerne, skønt jeg går lidt mere jordbundet til værks!

Hvordan man end vender og drejer det, vil der være en grænse for, hvad medierne kan præsentere. Det kan ikke være digtningens mål altid at stå forrest i mediekulturen, poesien har et større værd og mere vægt end som så. Den er et redskab for digteren, men også for læseren, hvordan den så end tager sig ud.

Der er noget morsomt ved i kamp mod omtalekulturen at få trykt to kronikker en suite i Politiken herom. Poesien lever i al sin mangfoldighed i bøger, selvudgivelser eller i forlagsregi, hvor der også der er mange niveauer, på små og store scener, i skriveværksteder og forfatterskoler, mund til mund, gammelt og nyt i en stor heksekedel – modtageren ikke at forglemme, den, der tager poesien til sig, som det redskab den er, helt udenom omtalekulturen, når blot den bidrager til selvforståelsen.

Ikke desto mindre er’omtalekulturen’ da et godt ord! Hvordan noget fra den store ordheksekedel når frem til omtalekulturen kunne det være interessant at se afdækket. Det ændrer næppe meget i sig selv, men publikum ville have bedre blik for oprindelsen til det præsenterede.

Jeg er publikum, læseren, men jeg udgiver også mig selv og senest endog en anden digter. Jeg læser ugentlig tre bogtillæg. Jeg aner ikke hvordan udvælgelsen af de præsenterede bøger foregår. Poesien er en detalje, skønt den er hovedsagen i dette indlæg.

Hvis vi så prøver at se bort fra de udbredte myter, som nok kan have noget for sig nu og da, at det hele drejer sig om en sammensværgelse mellem forlagsfolk, forfattere og anmeldere drevet af at bære hinanden frem til nationens ære, magt og penge: Så ser processen for mig i min fantasi sådan ud:

Bøgerne ankommer til redaktionen og udgør en anseelig bunke. Om det nu er redaktøren eller en studentermedhjælp: Der laves en grovsortering. Det primitive, det ukendte, det alment ligegyldige i den største bunke. Det anmeldelsesværdige igen i to bunker, første prioritet efter udgivelsesdato, anden prioriteret senere og hvis der er plads.

Første prioritet deles op efter anmeldere, som får bogen tilsendt med en deadline. Vi ser sommetider anmeldelser og interviews følges ad – hvordan de aftaler gøres internt ved vi ikke, men vil gerne vide. Får anmelderne angivet et omfang eller beskærer redaktøren alt efter, hvordan det passer ind i helheden? Måske henvender anmeldere sig i enkelte tilfælde med en anmeldelse efter eget valg – men sikkert sjældent. Så kritik af anmelderne for at udelade den og den forfatter er nok tit forfejlet.

Udgivelsesdato må betyde en del, siden jeg ofte sideløbende kan læse om samme bog i alle tre tillæg, jeg følger. Måske har alle tre været inviteret til interview med samme forfatter? Så et eller andet sted spiller forlagenes promotion en rolle – også den helt ukendt for mig, som bare laver en pressemeddelelse til at følge bogen med posten ind til redaktionens sorteringsmaskine.

Der er meget i Thykiers artikel, jeg kun forstår halvt, men det afsluttende citat af Tomas Tranströmer siger mig desto mere.

Der er trangt i den mondæne kultur. Der er tale om en slags elevator for et begrænset antal personer. Der står de samme personer altid klemt sammen. De kører i elevator i alle de samme aviser samtidig.”

Jeg synes det må være muligt at komme litteraturomtalens snæverhed nærmere, hvis der forelå en forskningsrapport om, hvordan omtalen rent konkret kommer til verden på de store medier. TV helt uomtalt, der foregår alt åbenbart i rumpen på, hvad aviserne allerede har udpeget som vigtigt.

PS: Jeg synes spørgsmålet om, hvad der sker med den store mængde uanmeldte bøger rent fysisk skal med i overvejelserne. Mit forslag er, at medierne meddeler til de indsendende, at ikke-anmeldte eksemplarer sendes videre til Røde Kors-butikker, såfremt de ikke er vedlagt en frankeret returkuvert. På samme måde, som man i Kvickly kan vælge at skænke sin flaskepant til diverse godgørende formål.

 

Litteraturredaktør til digter: Du må fylde hele bogsektionen – hvad siger du?

Mål tilpasset det målbare

maj 14, 2016

tårn

Note på facebook

Læserbrev til Politiken som der ikke er plads til i avisen.
Det er ikke en let kronik, Nikolaj Ejler har skrevet i Politiken 10.5. om måling af resultater i sociale og sundhedsmæssige indsatser. Den er skrevet ind i en sammenhæng, som de færreste vil have indsigt i. De indvendinger, han rejser mod Kora-rapporten, vil Kora heldigvis nok selv svare på. Men selv om man i øvrigt ikke har styr på cykelløb, kan man da få øje på, når kæden hopper af. Et citat er desværre nødvendigt.
”Kvalitet og effekt kommer af stadigt bedre daglige beslutninger i praksis. Her er fagprofessionelle nøglen, for de er trænet i en faglig refleksion over den konkrete situation med det konkrete menneske. Refleksioner skal være vidensfunderet, datadrevet, for vi har en udvikling- og læringskultur, hvor progression for den enkelte i målgruppen hen imod de intenderede mål for ham eller hende er i centrum for praksis. En fagligt funderet kultur med kerneydelsen i fokus, ikke en ansvarsfri kultur med alt ansvar placeret hos den enkelte fagprofessionelle.”
Fagprofessionelle er et ord, der lyder godt. Intet i artiklen lader dog ane, at Nikolaj Ejler andet end teoretisk har mødt den målgruppe. I hans argumentation indgår ikke noget om ressourcer. Hvis hjemmehjælperen har kerneydelsen i fokus, er der stor forskel på om kerneydelsen er at hjælpe den ældre eller at støvsuge. Kerneydelsen er selvfølgelig at hjælpe den ældre, men det vil der i dag være meget få muligheder for at leve op til, fordi kommunen har sat et skema op, der ser bort fra den egentlige kerneydelse og satser på noget, der kan gøres op i minutter. Sådan kunne tidsstudieteknikeren fastsætte arbejdet i en maskinelproduktion, men det er en teknik, som er totalt misforstået i en menneskelig relation. Det er lægen, der i den givne situation afgør operationens varighed, ikke et gennemsnit af tidligere lignede operationers varighed.
Og så skal vi måle, om vi er på rette vej mod indfrielse af disse mål. Måling med mening for såvel politisk, administrativ ledelse og fagprofessionelle.”
Har ledelsen i stat, region, kommune, skole, hospital ikke afsat ressourcer til noget ud over gennemsnittet, er det ikke hverken lægen eller hjemmehjælperen, som skal betale prisen med stress. Hvad vi alle, der har været flue på en væg, når måleriet kolliderer med målet kan konstatere helt uden rapporter er – at tidsstudieteknikeren har vundet over den fagprofessionelles ad hoc vurdering.

Liv i Lynge med lurmusik i kirke og på torv

juni 6, 2015

Til årets byfest i Lynge bidrog sognepræsten Martin Corfix med den gode ide, at når det var Lynges 930- års fødseldag burde man indrage det enestående lurfund fra Brudevælte mose ved Fuglebjerggård som et af indslagene. Lynges plads i historien går jo nemlig meget længere tilbageend de 930 år, og ikke nogen ubetydelig plads, som vi kan slutte ud fra det enestående fund af hele
seks lurer fra bronzealderen. Og da Martin Corfix er hornblæser selv, fik han Rasmus Bogø med på ideen, at de skulle blæse på lur i selve kirken. For nok er lurerne i sin tid helt sikkert brugt i en helt anden religions tjeneste – men det er jo også bare en instrumenttype som enhver anden, skøntenestående for i hovedsagen det nu danske område.
Martin Corfix fik i sin oplysende prædiken med, at sakristiet har indbygget en sten med minder fra broncealderen – nemlig med skåltegn. Engang i 17-1800tallet blev det for meget med oplysende prædikerner, så blev de ganske bandlyst, men nu har jeg hørt en fortræffelig en af slagsen, der også forstod at få kristendommen med. Med bronzealderen deler kristendommen opmærksomheden på
solen, skønt fortolkningen er forskellig, hvilket blev understreget af salmevalget. Martin Corfix fortalte om fundet af lurerne og om, hvordan man måtte tro, de var blevet brugt – vi så for os solen stå op set fra Brudevælte – og så måtte han ned fra prædikestolen og blæse. Og da vi sang ‘Som den gyldne sol frembryder’ brød solen igennem og oplyste kirkerummet! Siden fulgtes de to lurblæsere med garden til festpladsen og blæste med lurmusik festen åben.

IMAG3273_1

Rasmus Bogø og Martin Corfix spiller på lur
akkompagneret af Jacob Strandby på orgel  Dette
næppe hverken hørt eller set før!

IMAG3280

Martin Corfix fortalte om fundet af lurerne og om,
hvordan man måtte tro, de var blevet brugt – vi så
solen stå op – og så måtte han ned fra prædikestolen
og blæse. og da vi sang ‘Som den gyldne sole
frembryder’ brød solen igennem og oplyste
kirkerummet!

IMAG3307

IMAG3309

Åbningen af festen på festpladsen med lurmusik

Nedlæg kommunerne

april 30, 2015
Konklusionen på overvejelser fra 1972...

Konklusionen på overvejelser fra 1972…

Ønskes: Kreativ kommission med henblik på at nedlægge kommunerne

En statskundskabsstuderende beklagede sig i Politiken over den almindelige nedvurdering, som hans fagfæller er udsat for. Når nu deres sande mål er at forbedre samfundet.

Hvis det er målet, så spørger jeg mig selv om, hvorfor de ikke har øje for den opgave der ligger i at udkaste forslag til, hvordan vi får administrationerne i lokalsamfundene til at behandle borgere ens i modsætning til nu, hvor vi gang på gang præsenteres for himmelråbende forskelle fra kommune til kommune?

Vi har behov for en kreativ kommission, der sætter sig som mål at få nedlagt kommunerne i den nuværende form med henblik på at sikre, at alle i Danmark behandles lige, når det gælder undervisning, sygdom og social understøttelse.

Skat har man allerede trukket ud af kommunerne, men det er jo ikke gået alt for godt og heraf kan man måske lære, hvad det er, der skal blive på lokalt plan.

Kommunerne har sin oprindelse i den århundregamle sogneinddeling, og det er faktisk denne gamle form, som nu slås med den brogede centralisering udsprunget af økonomiske overvejelser. Tag dog tyren ved hornene og tænk forfra med udgangspunkt i det, som er lokalt fællesliv, sådan som sognet engang var det, og lav en central økonomisk ordning med et menneskeligt ansigt.

Vi behøver ikke en statsligt aflønnet kommission, men vidende mennesker som sætter karrierer på stand by for at løse den opgave. Tænketanke, der mest tænker i at finansiere sine aktiviteter ved at være politiske lobbyister, har vi nok af. Det er på et intellektuelt niveau over, vi godt kunne have brug for statskundskab.

ps: Læserbrev afvist af Politiken

Skal drømmen om Allerød briste?

Skal drømmen om Allerød briste?

 

På vagt for Danmark igen og igen

marts 3, 2015
Model af Visborg på Gotland - engang på vagt for Danmark

Model af Visborg på Gotland – engang på vagt for Danmark

 

Om at være på vagt

Vi er i begyndelsen af 60’erne. Motorgården lå et stykke væk fra kasernen. Her var en særlig vagtenhed placeret. Dagen igennem passerede en masse køretøjer, men om natten skete ingenting. Hver 3. time runderede to mand hegnet og kvitterede ved at hænge en brik i en lille holder, som bevis på at have været der. En nat kom der kontrol, og hele holdet sov trygt. Vagtkommandøren undskyldte sig med, at ’det gjorde da alle’, der skete jo aldrig noget.

Næste dag blev alle regimentets befalingsmænd kaldt sammen og skældt huden fuld: Alle regler i vagten skulle overholdes til punkt og prikke.

Der var sandt at sige mange regler, især i kasernens hovedvagt. Ingen civilist kom ind uden gyldigt passerkort eller med passerseddel. Alle civile skulle følges af en fra vagtmandskabet ind på området. Alle tasker skulle undersøges hos ud- og indgående personel såvel som civilister. Bare for at nævne nogle få af reglerne.

Det var derfor noget af en opgave at være vagtkommandør dagen efter skideballen. Han måtte tage opgaven op – hvad ellers. Der opstod naturligvis lange køer, mens hans endevendte tasker. De civile kørerlærere, som var kørt ind uden videre i årevis uden noget som helst papir, måtte pænt vente, til der var en ledig, bevæbnet vagt til at følge dem, det samme gjaldt købmænd og ølvogne. Mangen soldat med maskinpistol i tasken, på vej til rengøring hjemme i den store gryde vendte om i køen. Det var hverdag, så der var ingen piger i kollegernes bagagerum, hvilket ellers tit forekom.

Der blev telefoneret vredt fra kommandantskabet, når klagerne indløb, Vagtkommandøren forklarede, at det var ham pålagt at følge alle regler til punkt og prikke. Den ene regel efter den anden blev nedmonteret for at livet kunne gå sin vante gang. Mens vagtkommandøren sad og skrev, stillede en fenrik sig op i gangen og iagttog ham og spurgte, om han var i gang med at skrive en klage. Nej da, var svaret, han skrev bare op, hvilke regler en vagtkommandør ikke skulle rette sig efter – det blev et anseeligt supplement til regelsamlingen.

Hvordan det endte, har jeg ikke styr på, vagtkommandøren fik i hvert fald ingen kritik, men brugte siden historien som eksempel på faren ved at fastsætte regler, hvis de afkobles fra muligheden at optræde med almindelig sund fornuft. For så ender det tit med, at reglerne samler støv, mens livet går sin jævne gang – indtil uheld er ude og kontrollen eller terroristen dukker op.

per-olof.dk

Fremførelsens historie – hvor bliver den af?

november 13, 2014
Poesiens dag 9. september 1979 på Louisiana Museet. Foto: © per-olof johansson, DK i Splints & Co 19/2009

Poesiens dag 9. september 1979 på Louisiana Museet.  Foto: © per-olof johansson, DK i Splints & Co 19/2009

 

Fremførelsens historie – hvor bliver den af?  PDF

Apropos til Torben Brostrøms ’Litterære memoirer’ ’Mens dansen den går-‘  fra 1994. Torben Brostrøm fortæller om de omkringfarende digtere til alskens oplæsninger og siger så:
”Det må vel høre til ’fremførelsens’ historie at skildre, hvordan digtningen i nyere tid er formidlet mundtligt fra diverse tribuner og ordtelte, med andagt, lystighed, propaganda, show, til sang og musik, kammer, jazz, rock – via opsøgende grupper frem til nutidens scener på bogmesser eller til skumle cafeers kultus af messende poeter.”

Meget præcist sagt – men vel en ufortalt historie? Hvem skulle fortælle den? Det kræver jo, at man har været til stede tilstrækkeligt mange steder, skrevet navne ned osv. En del af historien kan sikkert fortælles – med de navne, som har fået succes. Men selv om scenen også er Louisiana, er det dog ikke den, som kan tages for at være den dækkende. Det karakteristiske for de scener, jeg nu igennem 12-13 år har oplevet på nært hold som deltager, har været, at det netop ikke er pingerne, som fylder, skønt de også har været der og trukket feltet op…..Læs hele artiklen…. PDF

Forfatter – erhverv, rolle, tilfældighed

oktober 21, 2014
Artiklen

Med alderen kommer en trang til at se tilbage…

Forfatter – erhverv, rolle, tilfældighed - som PDF
Per-Olof Johansson october 2014
Kriterierne for at kunne kaldes forfatter er mange.
Forfatterforeningen har en formulering, for at ikke enhver skal 
kunne melde sig ind. I hvert fald faldt jeg i 1978 ind under den 
dengang eksisterende definition – hvad den så end måtte være, og 
jeg har været medlem siden. Hvis jeg husker rigtigt, så var det 
Peter Freuchen, som fik mig til at melde mig ind. En slags 
solidaritetserklæring efter at jeg havde skrevet en kronik om hans 
indsats for bibliotekspenge til forfatterne. Det var Politikens 
debatredaktion, der havde fundet på titlen i mangel af andet. Men 
helt løgn var det jo ikke – jeg skrev meget, skønt udgivelserne var 
få. Siden er det blevet til meget mere – men at kalde det erhverv 
vil være overdrevet. Kulturhistorie, lokalhistorie, digte – hvad 
lader sig se på nettet http://læsmig.dk .
Læs videre her:
Forfatter – erhverv, rolle, tilfældighed - som PDF


eller her, hvis man ikke kan vælge at dreje PDF på skærmen eller hvsi man ikke vil udskrive PDF:

Kriterierne for at kunne kaldes forfatter er mange. Forfatterforeningen har en formulering, for at ikke enhver skal kunne melde sig ind. I hvert fald faldt jeg i 1978 ind under den dengang eksisterende definition – hvad den så end måtte være, og jeg har været medlem siden. Hvis jeg husker rigtigt, så var det Peter Freuchen, som fik mig til at melde mig ind. En slags solidaritetserklæring efter at jeg havde skrevet en kronik om hans indsats for bibliotekspenge til forfatterne. Det var Politikens debatredaktion, der havde fundet på titlen i mangel af andet. Men helt løgn var det jo ikke – jeg skrev meget, skønt udgivelserne var få. Siden er det blevet til meget mere – men at kalde det erhverv vil være overdrevet.

Kulturhistorie, lokalhistorie, digte – hvad lader sig se på nettet http://læsmig.dk . Det er ikke mange håndører jeg har tjent i den rolle. Det er vist et godt folkeligt kriterium for at være forfatter: At man tjener penge på det. Eller at man er kendt. Nu er det begrænset, hvor mange der kan være kendte på landsplan og i længere tid, så det er et rigtig dårligt kriterium. Man kan være forfatter af bøger om dyr eller andet fagligt, men i almindelighed betyder forfatter, at man er forfatter af skønlitterære bøger, i særdeleshed romaner. Tom Buk-Swienty er nok forfatter men hovedoverskriften er, at han er historiker. Ved lidt af en tilfældighed havnede jeg uden uddannelse i skolevæsenet, hvor jeg tjente til dagen og vejen i 37 år. Det havde jeg ikke forestillet mig, og alligevel har jeg det helt godt med det. Hvad jeg der imod forestillede mig midt i 60’erne da jeg droppede ud af mit studium – året før ungdomsoprøret, blev ret hurtigt noget med det at være forfatter, en periode også billedkunstner. Jeg skrev jo, jeg sendte manuskripter til det ene forlag efter det andet. Jeg erkendte hurtigt, at romanforfatter blev http://www.per-olof.dk | mailto:mail@per-olof.dk | Blog: https://perolofdk.wordpress.com/jeg aldrig, jeg brød mig simpelthen ikke om at forsvinde ind i romanens fiktive univers, det skræmte mig. Jeg lærte trods mange køretimer aldrig at køre bil, erkendte blot fakta. På samme måde erkendte jeg, at jeg manglede evner og talent for at skrive romaner og har ikke prøvet på det siden. Hensigten med at studere statskundskab var nok at stile mod at blive journalist. Det viste sig ganske urealistisk, at jeg nogensinde skulle kunne gennemføre uddannelsen. En ældre bror var langtidsstudent, det ønskede jeg ikke at gentage. Han blev færdig, det troede jeg ikke på at jeg nogensinde ville blive, så lige så godt holde op.

I tilbageblik har jeg udgivet flere bøger, end jeg lige har tal på, deltaget som initiativtager og aktiv deltager i flere fælles bogprojekter med andre, skrevet utallige artikler, mange trykt, mange ikke men så offentliggjort på nettet. Så nu kan jeg da selv finde på at skrive forfatter, når der skal titel på, det siger alligevel mere om, hvad jeg foretager mig, end når jeg svarer pensionist. Selv om det så mange gange har været de fysisk tynde bøger, som Klaus Rifbjerg så ironisk foragtende og morsomt udtaler sig om i Alea: ” Jeg kan jo ikke gøre en skid ved alt det andet alligevel, og det er faktisk synd – ikke at jeg ikke kan gøre noget ved det, men fordi det er så synd for mig. Jeg er jo talentfuld, jeg har skrevet flere bøger, mange af dem er på over firs sider, jeg skriver ikke for nogen andre end mig selv, sådan er det, og det er ikke min skyld, at ingen gider læse det.” Erhverv blev det altså ikke, om det er en rolle, jeg spiller, er dernæst spørgsmålet. Jeg blev aldrig uddannet pædagog, men jeg spillede rollen, uddannet på stedet ved gode kollegers hjælp. Forfatter har jeg heller ikke været i et tomrum. Det er dog ikke det, som dominerer en, rollen – men den opgave, jeg har påtaget mig – nu den, nu den. Sidder ikke og stirrer ind i spejlet og siger ’forfatter forfatter forfatter’. At der virkelig kom et forfatterskab ud af det, er ikke det rene tilfælde, men at det blev, som det blev, havde jeg nok ikke forestillet mig. Havde jeg fundet partnere i forlagsverdenen, er det tænkeligt, at forfatterskabet havde set ganske anderledes ud, i hvert fald haft andre dimensioner. Jeg vil ikke skjule, at jeg har været vred – men ikke tilstrækkeligt frustreret til at holde op eller gå på druk. Dengang fik man jo lange responsaer – nogle gange to – hvis ikke fjendtlige, så nedladende – undskyldende på en sær måde ’Håber ikke dette svar vil skade Dem psykisk’. Jørgen Sonne skrev for mange år siden en kronik i Jyllandsposten om sin digtervirksomhed, hvor han lod falde et ord om de mord, der i forlagsverdenen skete bag lukkede døre. Elsa Gress skrev til mig, at mine digte hverken var værre eller bedre end de digte, som blev udgivet, så måske var jeg i vejen for nogen. Jeg vidste ikke noget om nogen – så der var ikke rigtig basis for at udvikle konspirationsteorier eller paranoia. Jeg fandt åbenbart uden større planlægning nogle nicher, hvor jeg kunne skrive. Digte er jo altid en niche – lige meget hvor højt medieverdenen buldrer. Når jeg i medierne og Forfatteren følger debat om forfatterrollen, forstår jeg den som regel godt, jeg føler bare ikke den angår mig personligt.. Mit løb er kørt. Jeg skal ikke kæmpe for bedre forlagskontrakter, legater, kunststøtte etc. Jeg tager af den art, det som falder af. Ved mit medlemskab af foreningen mener jeg at have bakket de aktive op, selvom jeg ikke selv, som det nu faldt sig, har haft synlige resultater ud heraf.. Jeg har set lidt anderledes ud end det forventes af en forfatter, men jeg har haft glæde af at være det, selvom anerkendelsen ikke har vist sig i større omfang. Kollegers anerkendelse er ikke at foragte.

Oprydning 7 år efter

juni 14, 2014
Resultat af oprydning

Resultat af oprydning

Efter syv år som pensionist, når jeg frem til nogle bunker fra tiden på jobbet – de 37½ år på skolen, syv år som vikar og 30 år i det som blev til SFO, Der bliver forskellige bunker 1) privat 2) helt ud 3) lokalhistorisk interesse 4) Potentiel forskningsinteresse.

Mange års kursusmaterialer – fra firsernes slutning og frem til 2007 – har jeg vendt flere gange. Vælger at gemme egne notater og smide materialerne ud. Det burde kunne have haft forskningsmæssig interesse – men jeg har tilbudt det på facebook i BUPL’s gruppe, og ingen interesseret, har meldt sig. Altså ryger det ud. Notaterne gør det også en dag – jeg gemmer dem bare for at minde mig selv om, hvor flittig jeg var til kurser – jeg sad ikke og sov!

Hen ad vejen er meget afleveret til lokalhistorisk arkiv – men der er forskelligt, som ikke er kommet med – årsrapporter og lignede – som de lige må få til sortering og evt. udsmidning. Materiale til de kurser vi som institution selv arrangerede – er det ikke lokalhistorie – hvad det gik ud på og hvordan det så ud?

Så er der en stor samling af avisartikler og andet især om ’helhedsskole’- debatten 2000 især. Den sæk kvier jeg mig ved at smide ud. Det var materiale, som jeg løbende samlede og lagde frem til forældrebrug. Her møder jeg også enkelte egne indlæg i debatten. Nu er heldagsskolen ved at blive realiseret – efter disse mange års debat. Også det materiale har jeg tilbudt på facebook uden reaktion. Nu har vi en god genbrugsordning – men vil de kunne se interesse i at lægge dette til videregivelse? Det er ikke den lokale skoledebat – det er artikler fra landsaviser og tidsskrifter. Jeg lægger det ind til Spildlopperne – så må de få den sidste afgørelse!

Per-Olof Johansson: Bidrag til debat om helhedsskole 2001

Öresundsfestival 2014

juni 7, 2014

Per-Olof Johansson skrev dette til Information, men fik indlægget afvist med henvisning til pladsmangel:

Debatsession

Debatsession

En anmelder vil gerne give indtryk af at møde opgaven med stort overblik over fortid & nutid. Altså skal jeg tro, at Anna Ullman (Inf. 2.6.14) har styr på de sidste 15 års musikalske begivenheder på begge sider af sundet. Öresundsfestivalen er sat i scene af Malmö Stad for tredje gang, og de skal helt tydeligt ikke tro, de er noget. På to dage og hver af dagene på otte spillesteder afvikles jeg ikke hvor mange koncerter – det melder anmeldelsen ikke noget om, man må se i programmet. Men noget tyder på, at vurderingerne i anmeldelsen bygger på få indkig hist og her – lidt ros der og mest nedsættende bemærkninger, gode til at stille anmelderens overblik i relief – skønt alligevel utroværdigt. En koncert kan jo ikke vurderes efter indkig, og ingen kan overkomme otte scener på en dag med fra tre til seks grupper optrædende på hver scene.
Anna Ullman siger ganske rigtigt, at Øresundsintegrationen har sine mangler, trods forsøgene fra oven har været utallige. Men for pokker: Det er da ikke det samme som, at forsøgene ikke har været prisværdige, og at de mulige udbytter kunne have været positive for alle i regionen? Man aner en hån mod de velmente forsøg.
Anna Ullman kunne have deltaget i Öresundskommiteens indledende session om netop det emne med repræsentanter for både eventmagerne, politikere og endog medier. Alle kan se, at mulighederne for noget større er til stede, men som kulturborgmesteren fra København Carl Christian Ebbesen formulerede det: Den overordnede fortælling mangler! Delene er der, men ingen har formået at binde dem sammen. Så langt er der enighed, så Anna Ullman kan sikkert mange år endnu hygge sig på sin elitære platform af selvtilfredshed, i stedet for ved en positiv tilgang til opgaven at arbejde med. Er det også Informations vinkel på den sag?
Jeg tilhører vist i ingen henseender målgruppen for festivalen. I kraft af at jeg er optaget af virkeliggørelsen af ’Öresundsfællesskabet’ deltog jeg alligevel i den indledende koncert i Moriskan. Her akkompagnerede Vindla String Quartet tre svenske og fire danske solister, som siden skulle optræde i andre sammenhænge på festivalen. Fra Sverige Feivel, Nicole Sabouné og Linnea Henriksson og fra Danmark Gregersen, Mads Langer, Lisa Alma og Kill J. Til min store overraskelse hang det fint sammen. Ikke et eneste af navnene sagde mig noget, det hele lød bare godt og veloplagt og mere end det i min uforberedte ører. Så den anmeldelse tror jeg ikke meget på.

 

Snapshots fra den indledende koncert..

 


%d bloggers like this: