Archive for the ‘Afvist læserbrev’ Category

Liv i Lynge med lurmusik i kirke og på torv

juni 6, 2015

Til årets byfest i Lynge bidrog sognepræsten Martin Corfix med den gode ide, at når det var Lynges 930- års fødseldag burde man indrage det enestående lurfund fra Brudevælte mose ved Fuglebjerggård som et af indslagene. Lynges plads i historien går jo nemlig meget længere tilbageend de 930 år, og ikke nogen ubetydelig plads, som vi kan slutte ud fra det enestående fund af hele
seks lurer fra bronzealderen. Og da Martin Corfix er hornblæser selv, fik han Rasmus Bogø med på ideen, at de skulle blæse på lur i selve kirken. For nok er lurerne i sin tid helt sikkert brugt i en helt anden religions tjeneste – men det er jo også bare en instrumenttype som enhver anden, skøntenestående for i hovedsagen det nu danske område.
Martin Corfix fik i sin oplysende prædiken med, at sakristiet har indbygget en sten med minder fra broncealderen – nemlig med skåltegn. Engang i 17-1800tallet blev det for meget med oplysende prædikerner, så blev de ganske bandlyst, men nu har jeg hørt en fortræffelig en af slagsen, der også forstod at få kristendommen med. Med bronzealderen deler kristendommen opmærksomheden på
solen, skønt fortolkningen er forskellig, hvilket blev understreget af salmevalget. Martin Corfix fortalte om fundet af lurerne og om, hvordan man måtte tro, de var blevet brugt – vi så for os solen stå op set fra Brudevælte – og så måtte han ned fra prædikestolen og blæse. Og da vi sang ‘Som den gyldne sol frembryder’ brød solen igennem og oplyste kirkerummet! Siden fulgtes de to lurblæsere med garden til festpladsen og blæste med lurmusik festen åben.

IMAG3273_1

Rasmus Bogø og Martin Corfix spiller på lur
akkompagneret af Jacob Strandby på orgel  Dette
næppe hverken hørt eller set før!

IMAG3280

Martin Corfix fortalte om fundet af lurerne og om,
hvordan man måtte tro, de var blevet brugt – vi så
solen stå op – og så måtte han ned fra prædikestolen
og blæse. og da vi sang ‘Som den gyldne sole
frembryder’ brød solen igennem og oplyste
kirkerummet!

IMAG3307

IMAG3309

Åbningen af festen på festpladsen med lurmusik

Nedlæg kommunerne

april 30, 2015
Konklusionen på overvejelser fra 1972...

Konklusionen på overvejelser fra 1972…

Ønskes: Kreativ kommission med henblik på at nedlægge kommunerne

En statskundskabsstuderende beklagede sig i Politiken over den almindelige nedvurdering, som hans fagfæller er udsat for. Når nu deres sande mål er at forbedre samfundet.

Hvis det er målet, så spørger jeg mig selv om, hvorfor de ikke har øje for den opgave der ligger i at udkaste forslag til, hvordan vi får administrationerne i lokalsamfundene til at behandle borgere ens i modsætning til nu, hvor vi gang på gang præsenteres for himmelråbende forskelle fra kommune til kommune?

Vi har behov for en kreativ kommission, der sætter sig som mål at få nedlagt kommunerne i den nuværende form med henblik på at sikre, at alle i Danmark behandles lige, når det gælder undervisning, sygdom og social understøttelse.

Skat har man allerede trukket ud af kommunerne, men det er jo ikke gået alt for godt og heraf kan man måske lære, hvad det er, der skal blive på lokalt plan.

Kommunerne har sin oprindelse i den århundregamle sogneinddeling, og det er faktisk denne gamle form, som nu slås med den brogede centralisering udsprunget af økonomiske overvejelser. Tag dog tyren ved hornene og tænk forfra med udgangspunkt i det, som er lokalt fællesliv, sådan som sognet engang var det, og lav en central økonomisk ordning med et menneskeligt ansigt.

Vi behøver ikke en statsligt aflønnet kommission, men vidende mennesker som sætter karrierer på stand by for at løse den opgave. Tænketanke, der mest tænker i at finansiere sine aktiviteter ved at være politiske lobbyister, har vi nok af. Det er på et intellektuelt niveau over, vi godt kunne have brug for statskundskab.

ps: Læserbrev afvist af Politiken

Skal drømmen om Allerød briste?

Skal drømmen om Allerød briste?

 

På vagt for Danmark igen og igen

marts 3, 2015
Model af Visborg på Gotland - engang på vagt for Danmark

Model af Visborg på Gotland – engang på vagt for Danmark

 

Om at være på vagt

Vi er i begyndelsen af 60’erne. Motorgården lå et stykke væk fra kasernen. Her var en særlig vagtenhed placeret. Dagen igennem passerede en masse køretøjer, men om natten skete ingenting. Hver 3. time runderede to mand hegnet og kvitterede ved at hænge en brik i en lille holder, som bevis på at have været der. En nat kom der kontrol, og hele holdet sov trygt. Vagtkommandøren undskyldte sig med, at ’det gjorde da alle’, der skete jo aldrig noget.

Næste dag blev alle regimentets befalingsmænd kaldt sammen og skældt huden fuld: Alle regler i vagten skulle overholdes til punkt og prikke.

Der var sandt at sige mange regler, især i kasernens hovedvagt. Ingen civilist kom ind uden gyldigt passerkort eller med passerseddel. Alle civile skulle følges af en fra vagtmandskabet ind på området. Alle tasker skulle undersøges hos ud- og indgående personel såvel som civilister. Bare for at nævne nogle få af reglerne.

Det var derfor noget af en opgave at være vagtkommandør dagen efter skideballen. Han måtte tage opgaven op – hvad ellers. Der opstod naturligvis lange køer, mens hans endevendte tasker. De civile kørerlærere, som var kørt ind uden videre i årevis uden noget som helst papir, måtte pænt vente, til der var en ledig, bevæbnet vagt til at følge dem, det samme gjaldt købmænd og ølvogne. Mangen soldat med maskinpistol i tasken, på vej til rengøring hjemme i den store gryde vendte om i køen. Det var hverdag, så der var ingen piger i kollegernes bagagerum, hvilket ellers tit forekom.

Der blev telefoneret vredt fra kommandantskabet, når klagerne indløb, Vagtkommandøren forklarede, at det var ham pålagt at følge alle regler til punkt og prikke. Den ene regel efter den anden blev nedmonteret for at livet kunne gå sin vante gang. Mens vagtkommandøren sad og skrev, stillede en fenrik sig op i gangen og iagttog ham og spurgte, om han var i gang med at skrive en klage. Nej da, var svaret, han skrev bare op, hvilke regler en vagtkommandør ikke skulle rette sig efter – det blev et anseeligt supplement til regelsamlingen.

Hvordan det endte, har jeg ikke styr på, vagtkommandøren fik i hvert fald ingen kritik, men brugte siden historien som eksempel på faren ved at fastsætte regler, hvis de afkobles fra muligheden at optræde med almindelig sund fornuft. For så ender det tit med, at reglerne samler støv, mens livet går sin jævne gang – indtil uheld er ude og kontrollen eller terroristen dukker op.

per-olof.dk

Fremførelsens historie – hvor bliver den af?

november 13, 2014
Poesiens dag 9. september 1979 på Louisiana Museet. Foto: © per-olof johansson, DK i Splints & Co 19/2009

Poesiens dag 9. september 1979 på Louisiana Museet.  Foto: © per-olof johansson, DK i Splints & Co 19/2009

 

Fremførelsens historie – hvor bliver den af?  PDF

Apropos til Torben Brostrøms ’Litterære memoirer’ ’Mens dansen den går-‘  fra 1994. Torben Brostrøm fortæller om de omkringfarende digtere til alskens oplæsninger og siger så:
”Det må vel høre til ’fremførelsens’ historie at skildre, hvordan digtningen i nyere tid er formidlet mundtligt fra diverse tribuner og ordtelte, med andagt, lystighed, propaganda, show, til sang og musik, kammer, jazz, rock – via opsøgende grupper frem til nutidens scener på bogmesser eller til skumle cafeers kultus af messende poeter.”

Meget præcist sagt – men vel en ufortalt historie? Hvem skulle fortælle den? Det kræver jo, at man har været til stede tilstrækkeligt mange steder, skrevet navne ned osv. En del af historien kan sikkert fortælles – med de navne, som har fået succes. Men selv om scenen også er Louisiana, er det dog ikke den, som kan tages for at være den dækkende. Det karakteristiske for de scener, jeg nu igennem 12-13 år har oplevet på nært hold som deltager, har været, at det netop ikke er pingerne, som fylder, skønt de også har været der og trukket feltet op…..Læs hele artiklen…. PDF

Forfatter – erhverv, rolle, tilfældighed

oktober 21, 2014
Artiklen

Med alderen kommer en trang til at se tilbage…

Forfatter – erhverv, rolle, tilfældighed - som PDF
Per-Olof Johansson october 2014
Kriterierne for at kunne kaldes forfatter er mange.
Forfatterforeningen har en formulering, for at ikke enhver skal 
kunne melde sig ind. I hvert fald faldt jeg i 1978 ind under den 
dengang eksisterende definition – hvad den så end måtte være, og 
jeg har været medlem siden. Hvis jeg husker rigtigt, så var det 
Peter Freuchen, som fik mig til at melde mig ind. En slags 
solidaritetserklæring efter at jeg havde skrevet en kronik om hans 
indsats for bibliotekspenge til forfatterne. Det var Politikens 
debatredaktion, der havde fundet på titlen i mangel af andet. Men 
helt løgn var det jo ikke – jeg skrev meget, skønt udgivelserne var 
få. Siden er det blevet til meget mere – men at kalde det erhverv 
vil være overdrevet. Kulturhistorie, lokalhistorie, digte – hvad 
lader sig se på nettet http://læsmig.dk .
Læs videre her:
Forfatter – erhverv, rolle, tilfældighed - som PDF


eller her, hvis man ikke kan vælge at dreje PDF på skærmen eller hvsi man ikke vil udskrive PDF:

Kriterierne for at kunne kaldes forfatter er mange. Forfatterforeningen har en formulering, for at ikke enhver skal kunne melde sig ind. I hvert fald faldt jeg i 1978 ind under den dengang eksisterende definition – hvad den så end måtte være, og jeg har været medlem siden. Hvis jeg husker rigtigt, så var det Peter Freuchen, som fik mig til at melde mig ind. En slags solidaritetserklæring efter at jeg havde skrevet en kronik om hans indsats for bibliotekspenge til forfatterne. Det var Politikens debatredaktion, der havde fundet på titlen i mangel af andet. Men helt løgn var det jo ikke – jeg skrev meget, skønt udgivelserne var få. Siden er det blevet til meget mere – men at kalde det erhverv vil være overdrevet.

Kulturhistorie, lokalhistorie, digte – hvad lader sig se på nettet http://læsmig.dk . Det er ikke mange håndører jeg har tjent i den rolle. Det er vist et godt folkeligt kriterium for at være forfatter: At man tjener penge på det. Eller at man er kendt. Nu er det begrænset, hvor mange der kan være kendte på landsplan og i længere tid, så det er et rigtig dårligt kriterium. Man kan være forfatter af bøger om dyr eller andet fagligt, men i almindelighed betyder forfatter, at man er forfatter af skønlitterære bøger, i særdeleshed romaner. Tom Buk-Swienty er nok forfatter men hovedoverskriften er, at han er historiker. Ved lidt af en tilfældighed havnede jeg uden uddannelse i skolevæsenet, hvor jeg tjente til dagen og vejen i 37 år. Det havde jeg ikke forestillet mig, og alligevel har jeg det helt godt med det. Hvad jeg der imod forestillede mig midt i 60’erne da jeg droppede ud af mit studium – året før ungdomsoprøret, blev ret hurtigt noget med det at være forfatter, en periode også billedkunstner. Jeg skrev jo, jeg sendte manuskripter til det ene forlag efter det andet. Jeg erkendte hurtigt, at romanforfatter blev http://www.per-olof.dk | mailto:mail@per-olof.dk | Blog: https://perolofdk.wordpress.com/jeg aldrig, jeg brød mig simpelthen ikke om at forsvinde ind i romanens fiktive univers, det skræmte mig. Jeg lærte trods mange køretimer aldrig at køre bil, erkendte blot fakta. På samme måde erkendte jeg, at jeg manglede evner og talent for at skrive romaner og har ikke prøvet på det siden. Hensigten med at studere statskundskab var nok at stile mod at blive journalist. Det viste sig ganske urealistisk, at jeg nogensinde skulle kunne gennemføre uddannelsen. En ældre bror var langtidsstudent, det ønskede jeg ikke at gentage. Han blev færdig, det troede jeg ikke på at jeg nogensinde ville blive, så lige så godt holde op.

I tilbageblik har jeg udgivet flere bøger, end jeg lige har tal på, deltaget som initiativtager og aktiv deltager i flere fælles bogprojekter med andre, skrevet utallige artikler, mange trykt, mange ikke men så offentliggjort på nettet. Så nu kan jeg da selv finde på at skrive forfatter, når der skal titel på, det siger alligevel mere om, hvad jeg foretager mig, end når jeg svarer pensionist. Selv om det så mange gange har været de fysisk tynde bøger, som Klaus Rifbjerg så ironisk foragtende og morsomt udtaler sig om i Alea: ” Jeg kan jo ikke gøre en skid ved alt det andet alligevel, og det er faktisk synd – ikke at jeg ikke kan gøre noget ved det, men fordi det er så synd for mig. Jeg er jo talentfuld, jeg har skrevet flere bøger, mange af dem er på over firs sider, jeg skriver ikke for nogen andre end mig selv, sådan er det, og det er ikke min skyld, at ingen gider læse det.” Erhverv blev det altså ikke, om det er en rolle, jeg spiller, er dernæst spørgsmålet. Jeg blev aldrig uddannet pædagog, men jeg spillede rollen, uddannet på stedet ved gode kollegers hjælp. Forfatter har jeg heller ikke været i et tomrum. Det er dog ikke det, som dominerer en, rollen – men den opgave, jeg har påtaget mig – nu den, nu den. Sidder ikke og stirrer ind i spejlet og siger ’forfatter forfatter forfatter’. At der virkelig kom et forfatterskab ud af det, er ikke det rene tilfælde, men at det blev, som det blev, havde jeg nok ikke forestillet mig. Havde jeg fundet partnere i forlagsverdenen, er det tænkeligt, at forfatterskabet havde set ganske anderledes ud, i hvert fald haft andre dimensioner. Jeg vil ikke skjule, at jeg har været vred – men ikke tilstrækkeligt frustreret til at holde op eller gå på druk. Dengang fik man jo lange responsaer – nogle gange to – hvis ikke fjendtlige, så nedladende – undskyldende på en sær måde ’Håber ikke dette svar vil skade Dem psykisk’. Jørgen Sonne skrev for mange år siden en kronik i Jyllandsposten om sin digtervirksomhed, hvor han lod falde et ord om de mord, der i forlagsverdenen skete bag lukkede døre. Elsa Gress skrev til mig, at mine digte hverken var værre eller bedre end de digte, som blev udgivet, så måske var jeg i vejen for nogen. Jeg vidste ikke noget om nogen – så der var ikke rigtig basis for at udvikle konspirationsteorier eller paranoia. Jeg fandt åbenbart uden større planlægning nogle nicher, hvor jeg kunne skrive. Digte er jo altid en niche – lige meget hvor højt medieverdenen buldrer. Når jeg i medierne og Forfatteren følger debat om forfatterrollen, forstår jeg den som regel godt, jeg føler bare ikke den angår mig personligt.. Mit løb er kørt. Jeg skal ikke kæmpe for bedre forlagskontrakter, legater, kunststøtte etc. Jeg tager af den art, det som falder af. Ved mit medlemskab af foreningen mener jeg at have bakket de aktive op, selvom jeg ikke selv, som det nu faldt sig, har haft synlige resultater ud heraf.. Jeg har set lidt anderledes ud end det forventes af en forfatter, men jeg har haft glæde af at være det, selvom anerkendelsen ikke har vist sig i større omfang. Kollegers anerkendelse er ikke at foragte.

Oprydning 7 år efter

juni 14, 2014
Resultat af oprydning

Resultat af oprydning

Efter syv år som pensionist, når jeg frem til nogle bunker fra tiden på jobbet – de 37½ år på skolen, syv år som vikar og 30 år i det som blev til SFO, Der bliver forskellige bunker 1) privat 2) helt ud 3) lokalhistorisk interesse 4) Potentiel forskningsinteresse.

Mange års kursusmaterialer – fra firsernes slutning og frem til 2007 – har jeg vendt flere gange. Vælger at gemme egne notater og smide materialerne ud. Det burde kunne have haft forskningsmæssig interesse – men jeg har tilbudt det på facebook i BUPL’s gruppe, og ingen interesseret, har meldt sig. Altså ryger det ud. Notaterne gør det også en dag – jeg gemmer dem bare for at minde mig selv om, hvor flittig jeg var til kurser – jeg sad ikke og sov!

Hen ad vejen er meget afleveret til lokalhistorisk arkiv – men der er forskelligt, som ikke er kommet med – årsrapporter og lignede – som de lige må få til sortering og evt. udsmidning. Materiale til de kurser vi som institution selv arrangerede – er det ikke lokalhistorie – hvad det gik ud på og hvordan det så ud?

Så er der en stor samling af avisartikler og andet især om ’helhedsskole’- debatten 2000 især. Den sæk kvier jeg mig ved at smide ud. Det var materiale, som jeg løbende samlede og lagde frem til forældrebrug. Her møder jeg også enkelte egne indlæg i debatten. Nu er heldagsskolen ved at blive realiseret – efter disse mange års debat. Også det materiale har jeg tilbudt på facebook uden reaktion. Nu har vi en god genbrugsordning – men vil de kunne se interesse i at lægge dette til videregivelse? Det er ikke den lokale skoledebat – det er artikler fra landsaviser og tidsskrifter. Jeg lægger det ind til Spildlopperne – så må de få den sidste afgørelse!

Per-Olof Johansson: Bidrag til debat om helhedsskole 2001

Öresundsfestival 2014

juni 7, 2014

Per-Olof Johansson skrev dette til Information, men fik indlægget afvist med henvisning til pladsmangel:

Debatsession

Debatsession

En anmelder vil gerne give indtryk af at møde opgaven med stort overblik over fortid & nutid. Altså skal jeg tro, at Anna Ullman (Inf. 2.6.14) har styr på de sidste 15 års musikalske begivenheder på begge sider af sundet. Öresundsfestivalen er sat i scene af Malmö Stad for tredje gang, og de skal helt tydeligt ikke tro, de er noget. På to dage og hver af dagene på otte spillesteder afvikles jeg ikke hvor mange koncerter – det melder anmeldelsen ikke noget om, man må se i programmet. Men noget tyder på, at vurderingerne i anmeldelsen bygger på få indkig hist og her – lidt ros der og mest nedsættende bemærkninger, gode til at stille anmelderens overblik i relief – skønt alligevel utroværdigt. En koncert kan jo ikke vurderes efter indkig, og ingen kan overkomme otte scener på en dag med fra tre til seks grupper optrædende på hver scene.
Anna Ullman siger ganske rigtigt, at Øresundsintegrationen har sine mangler, trods forsøgene fra oven har været utallige. Men for pokker: Det er da ikke det samme som, at forsøgene ikke har været prisværdige, og at de mulige udbytter kunne have været positive for alle i regionen? Man aner en hån mod de velmente forsøg.
Anna Ullman kunne have deltaget i Öresundskommiteens indledende session om netop det emne med repræsentanter for både eventmagerne, politikere og endog medier. Alle kan se, at mulighederne for noget større er til stede, men som kulturborgmesteren fra København Carl Christian Ebbesen formulerede det: Den overordnede fortælling mangler! Delene er der, men ingen har formået at binde dem sammen. Så langt er der enighed, så Anna Ullman kan sikkert mange år endnu hygge sig på sin elitære platform af selvtilfredshed, i stedet for ved en positiv tilgang til opgaven at arbejde med. Er det også Informations vinkel på den sag?
Jeg tilhører vist i ingen henseender målgruppen for festivalen. I kraft af at jeg er optaget af virkeliggørelsen af ’Öresundsfællesskabet’ deltog jeg alligevel i den indledende koncert i Moriskan. Her akkompagnerede Vindla String Quartet tre svenske og fire danske solister, som siden skulle optræde i andre sammenhænge på festivalen. Fra Sverige Feivel, Nicole Sabouné og Linnea Henriksson og fra Danmark Gregersen, Mads Langer, Lisa Alma og Kill J. Til min store overraskelse hang det fint sammen. Ikke et eneste af navnene sagde mig noget, det hele lød bare godt og veloplagt og mere end det i min uforberedte ører. Så den anmeldelse tror jeg ikke meget på.

 

Snapshots fra den indledende koncert..

 

Gækkebreve fra Djursland

april 2, 2014
De udvalgte gækkebreve

De udvalgte gækkebreve

Hvis og hvis – HVIS Foreningen Danmarks Folkeminder ikke var nedlagt og HVIS den stadig udsendte sin årlige publikation ‘Folk og Kultur’ – ja så ville denne artikel nok være blevet optaget der –

Jeg gjorde et fund af gækkebreve – det skriver jeg om og bringer eksempler på versene og på klippene.

 

Som PDF http://per-olof.dk/Djursland.pdf

Som bladreformat fra ISSUU http://issuu.com/perolofdk/docs/djursland/

Poesiens dag 2014

marts 22, 2014
Bagside og forside til Ole Perregaards bog 'Folkets Vanilje Landets Lov'

Bagside og forside til Ole Perregaards bog ‘Folkets Vanilje Landets Lov’

Ole Perregaard havde inviteret til release party for sin nye bog: ‘Folkets vanilje – Landets lov’ i Det Poetiske Bureaus Forlags kælder. Og det var fint, at det skete på Poesiens Dag. Udover digte indeholder bogen en slags eventyr – men det må vist absolut kaldes en udvidelse af begrebet. Startende med et juleæventyr ‘Den lille pige – et blasfeministisk juleæventyr om kommunevalget i det lykkelige Danmark’.

Digtenes egenartede opstilling kender alle, der kender Ole – en opstilling der resulterer i en ganske overraskende oplæsningspraksis, som nok må være vanskelig at gøre ham efter! Hoveddigtet som bølger frem over 17 af de små sider, er dog brudt op på en anden måde for forståelighedens skyld – alle sytten sider blev læst op helt fænomenalt. Jeg har ikke hørt det før og vil gerne udnævne det til en klassiker i dansk litteratur. Men ingen af dem, der ellers går op i den slags, var tilstede, hvad bør nævnes i fremtidige litteraturhistoriske opgørelser.Titlen er:’Hellere donor end döner, et brev til kladja fra klat og klud’. Det er en gammel mands overvejelser om, hvad der skal blive af de dele af kroppen, som han gerne vil donere til anden brug, når han ikke selv har brug for dem!

Fredag den 21. marts afholdtes Digter Salon i det færøske hus på Vesterbrogade. Det var Assununu, forum for kultur og dialog, der stod bag arrangementet.

På programmet, var poeter fra Færøerne, Irak og Danmark, nærmere betegnet: Marianne Larsen, Sumer Mansoor, Muniam Alfaker, Katrin Ottarsdóttir, Laura Kjærgaard og Sissal Kampmann.

Duetten, Zalem med Selma Higgins og Lea Kampmann stod for den musikalske del af arrangementet, og Birgir Thor Møller var konferencier.
Det blev en god aften, skønt ganske anderledes end eftermiddagen i Det Poetiske Bureaus Forlags kælder.

Vi var nogle stykker der benyttede os af tilbuddet om ‘åben scene’ bl.a. Arild Rimestad og jeg selv.
Jeg præsenterede det første digt som’læserbrev’, som jeg ofte har gjort overfor aviser – dette blev dog ikke trykt! Hjemme, kom jeg til at tænke på, at min indledning til dette at digte til en læserbrevsspalte startede meget tidligt, da jeg var 14-15 år sidst i halvtresserne. Vi havde endelig fået en regnemaskine med strimmel, og jeg skrev et fingereret læserbrev på en sådan strimmel, som jo nærmest havde bredde a la en avisspalte, det var en af apostlene som skrev og beklagede sig over, at Jesus’s himmelfart kom før disciplen rigtigt havde fattet, hvad det hele drejede sig om. Her er så digtet fra i går aftes, som vist aldrig blev trykt og som jeg troede var et par år gammelt – så var det tolv år siger computeren, og det har nok aktualitet længe endnu!

digtet: Vi følger med

Foreningen Danmarks Folkeminder blev 105 år

februar 22, 2014

nisse skriget

Foreningen Danmarks Folkeminder har efter en urafstemning blandt medlemmerne nedlagt sig selv efter 105 års virke. Der tales meget om ’dansk’ i alle medier, men tilslutningen til foreningens virksomhed er blevet mindre og mindre, hvorfor der ikke har været basis for videreførelse. Foreningens særudgave ved 100-årsjubilæet 2008 af årbogen ’Folk og Kultur’ kan nu læses som et mindeskrift. Dansk Folkemindesamling står derefter alene med den store opgave, det er at formidle ’dansk folkekultur’, når dens siamesiske tvilling nu er afgået ved døden. Spørgsmålet er, om den samme skæbne venter Folkemindesamlingen eller om danskerne på en ny måde vil slutte op om sin kulturarv?

[Indlægget afvist optaget i Politiken og Information!]


%d bloggers like this: