Archive for the ‘Allerød lurhistorie frimærkeforslag’ Category

Allerødvisionen 2031

februar 6, 2019

Allerødvisionen

Som aktivt medlem af Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød Kommune – foredrag, andel i udgivelser, artikler i Nøglehullet og lokalaviserne siden foreningens start for 40 år siden, og som aktiv i lokalpoltik 1974-1994, erindrer jeg adskillige kommunale visionsprocesser, hvis resultater ikke var bemærkelsesværdige. But try, try and try again!

Jeg skrev 19.3.2018 i FAA bl.a:

“Allerød Kommune fylder snart 50 år, og Allerød Byråd vil sætte en proces i gang for at udvikle en vision for kommunen for de næste 12 år med en konsulent som medhjælp. I de forløbne 50 år er vi mange, der har forsøgt at bidrage til en sådan vision, så lad os håbe, at konsulenten får øje på os.”

Lidt tænkte jeg der måtte gøres der udover. Så jeg stillede det følgende som et forslag til ‘Pejlemærke’ til det udsendte forslag:

Der er mange fine tanker i det fremlagte forslag, blot synes jeg noget i denne stil mangler blandt
PEJLEMÆRKERNE
Kulturen
Allerød kommune har en historie før kommunesammenlægningen. Historien er vigtig for fremtiden.
Naturen er et af aspekterne, kulturen et andet. Allerød Kommune blev en modtagerkommune for tilflyttere, der naturligvis ikke er opvokset med områdets kulturbaggrund. Naturen er en kulturnatur, skabt af menneskers aktiviteter på stedet gennem årene. Kulturens udtryk på dette og andre områder kræver, at der lyttes til fortællingerne om fortiden. Noget består såsom stendysser, Bastruptårnet, kirkerne, jernbanestationen i Lillerød og ganske få bygninger i øvrigt. Både dette og meget, som nu er forsvundet, kræver formidling. Vi tager ansvar for at bringe disse fortællinger frem og drage nytte af dem, når fremtiden skal formes.

Der kom faktisk et helt fornuftigt resultat ud af dette i den vedtagne plan, skønt lidt kort:, side 3 spalte 1-2  i Allerød Vision 2031Allerød Vision 2031:

“Vores forskellige bysamfund har hver deres historie og identitet med baggrund i skovbrug, naturressourcer, håndværk og landbrug. De tilbyder varierende rammer for det gode liv med nærhed til fortiden og stedets historie og nærheden til hinanden. Vi tager vores historie med os ind i fremtiden.”

Det kan forblive tomme ord, men hvorfor sprede misstemning med mistro på forhånd. Jeg er i hvert fald glad for denne formulering, som byrådet allerede igang med at realisere med den igangsatte registrering af bevaringsværdige bygninger i kommunen.

Reklamer

Forløb med bronzealderlur

august 4, 2012
August månedsbillede 2012

August måneds billede 2012

Tryk her for større billede [og højreklik og vælg i menu: roter med uret]

Som barn vidste jeg udmærket, hvad en bronzealderlur var. At det første og største fund var gjort i nabosognet Lynge, vidste jeg ikke, jeg fik det aldrig at vide i hele min skoletid. Vi var aldrig ude for at kigge på højen ved Brudevælte. Siden blev de to nabokommuner slået sammen, men det var stadig ikke almenviden, at Brudevæltelurerne var fundet i Lynge Sogn, Allerød Kommune. Denne præcise stedangivelse har mange det stadig svært ved, måske skriver man hellere, at de er fundet  ‘syd for Hillerød’, hvilket jo ikke er løgn, men en dårlig vejvisning. I årene 1984-86 skrev jeg på freelance-basis tekster om lokalhistorien til Allerød Posten og ville gerne bringe et billede af den sjette Brudevælte-lur som var havnet i Sankt Petersborg, i det som indtil 1991 hed Leningrad. Jeg skrev derfor til museet  og bad om ikke de ville sende mig det postkort, som de sikkert havde! jeg havde søgt vejledning på den sovjetrussiske ambassade om hvem henvendelse skulle rettes til – men jeg fik nu aldrig svar!

I 1988 skulle så storebror Stig på forretningsrejse til Leningrad og jeg bad ham gå ind og se på luren og eventuelt tage et billede! Det var han nu ikke meget for – men anslaget lykkedes og det er beskrevet andetsteds i detaljer! Billedet kom i avisen og opmærksomheden var vakt. 1990 fortalte museumsinspektør Jørgen Jensen i et radiointerview, hvordan ‘en historieinteresseret mand fra Allerød’ havde inspireret til at gå  nærmere ind på den sjette lurs historie. I 1995 udgav Allerød Kommune en børnebog af Hans Kurt Andersen: ‘Allerød – vores Kommune’ hvor lurerne behørigt indgår. I 1997 fejrede Allerød Kommune 200 året for fundet af Brudevæltelurerne med en udstilling og et godt program. I 1999 indgik den sjette lur fra Brudevælte i den omfattende bronzealderudstilling, med genstande fra hele Europa, som rejste Europa rundt, så der fik også jeg set den. I 2003 lykkedes det Allerød Kommune, Rotary og Lokalhistorisk Forening for Allerød Kommune (LAFAK) i forening at få sat en tavle op ved vejen, i nærheden af det, som engang hed Brudevælte og var en mose. Og i 2005 udkom så efter 8 års møjsommelige forberedelser LAFAKs bog om Brudevæltelurerne. Kender du den? Den bør du læse – den angriber lurerne fra mange vinkler, som du sikkert ikke havde tænkt på, kom sagen ved!

Til årets kalender lavede jeg ovenstående collage til at illustrere forløbet. Når det skulle være august måneds billede, skyldes det, at den 15. august 2012 ville Stig være blevet 80 år. Han tog min – som det forekom ham ved første blik – skøre opgave op, men blev siden en rigtig entusiast, hvad lurinteresse angår!

BBC er igang med en film om alverdens musik og filmselskabet bag har fået lov til at bruge mit billede fra Kivikgraven med den helleristning med en lurspiller. Sådan kan man finde meget på nettet!

Seks lurer fra Allerød: Brudevæltelurerne

Mindeside for Stig Johansson

‘Forløb med bronzealderlur’ – download som PDF

Brudevæltelurerne –

september 28, 2005

Brudevæltelurerne –
verdens første og største lurfund

Bogen om Brudevæltelurerne er nu, efter flere års spændende arbejde, blevet færdig og udkommer d. 7. oktober 2005.

Bogen er på 120 sider, rigt illustreret og i stort format. Vejl. udsalgspris: kr. 235,- plus porto og forsendelse.

Fortællingen om verdens mest imponerende lurfund er både arkæologi, Danmarkshistorie og lokalhistorie og fremlægges hermed for første gang i sin helhed.

Forfattere: museumschef Finn Erik Kramer, lokalhistoriker Per-Olof Johansson, lokalhistoriker Ole Høegh Post, cand.mag. Karen Andersen, musikarkæolog Cajsa Lund og arkivleder Birthe Skovholm.

Redaktion: Per-Olof Johansson, Ole Høegh Post og Birthe Skovholm

Bogen kan købes på Lokalhistorisk Arkiv, Kirkehavegård, Kirkehaven 10, 3450 Allerød eller bestilles på lafak@lafak.dk
Læs nærmere på www.lafak.dk


%d bloggers like this: