Archive for the ‘Allerød’ Category

Historien Sverige kryber udenom

november 24, 2016
brochure33

Svenske kurvemagere i Lillerød 1933: Fra venstre: Carl E. Johansson, Sigvardt Olofsson, Esther Johansson, Alma Nilsson, Hildur Gustafsson, Per Martin Johansson, Hilding Persson

Historien Sverige kryber uden om -….

(som PDF)

Per-Olof Johansson, DK

Vi diskuterer danskhed – er jeg ny- eller gammeldansk? Er Margrethe II nydansker? Tænk dig hende komme til Sverige og blive mødt med et ”Välkommen hem”. Mon ikke hun ville blive temmelig pikeret og nærmest fornærmet. Hendes hjem er Danmark. Men er det ikke sådan, vi tænker om de mange, hvis forældre og bedsteforældre kommer fra et andet land: Deres sande hjem er et andet sted. Selvfølgelig skal historien skrives. Men det skal ikke medføre, at vi påduttes en nationalitet, slægten netop har givet afkald på. På den anden side altså: Vor historie skal ikke glemmes.

Min mor blev født i Sverige 1903, indvandret til Danmark 1920.

Min fars forældre, født i Sverige midt i 1800-tallet, kom til Danmark 1902 efter ti år i Wolgast i Pommern.

Mine slægtsbånd til Sverige er noget tættere, end hvad der gælder de USA-borgere, som deltager i SVT’s serie ’Allt för Sverige’. Disse bliver hilst med et muntert ’Welcome home’ af Anders Lundin. Nok lidt morsomt ment, men når man overværer deltagernes känslosvall, forstår man, at de tager det ganske alvorligt. Der er ikke noget i vejen med de slægtshistorier, redaktionen har forberedt, de er spændende, selvom deltagernes tårer over de henfarnes slægters genvordigheder virker lidt overspændt, dog ægte nok. De har nok nogle festlige dage i øvrigt – konkurrencerne var jeg gerne foruden.

Jeg sætter mig selv i rollen – for også jeg har interesseret mig for min slægts fortid i Sverige. Danmark er nærmere, kontakten har aldrig været helt afbrudt, jeg taler en slags svensk, jeg mangler simpelthen at være blevet udsat for samme chokeffekt som deltagerne i ’Allt för Sverige’.

En af min brødre, Kurt har et sted skrevet, at han mere og mere følte sig som svensker. Han døde sidste år, jeg ville gerne have spurgt ham, hvad han kunne mene med det. Rent statistisk har min kontakt med Sverige nok været tættere end hans, men jeg kunne da ikke finde på af den grund at ’føle’ mig som svensk. Jeg er dansker, det ved jeg, uden jeg dog ved, hvad det er, at ’føle’ det. I hvert fald: jeg ville føle det højst malplaceret, hvis nogen i Sverige skulle finde på at byde mig velkommen med noget der ligner ’Welcome home”. At jeg er barn af indvandrere kan intet ændre, men gør mig ikke svensk. Kurt ændrede måske standpunkt med tiden, for fra at gøre lidt grin med at jeg kaldte os indvandrere, blev det altså til, at han selv mere og mere følte sig som – svensker.

Dansk litteratur om svensk indvandring til Danmark er ikke stor, selvom indvandringen var det i forhold til landets størrelse, men den findes. Richard Willerslevs arbejde fra 1983 ’Den glemte indvandring’ danner i så henseende skel. Lokalhistoriske arkiver i Storkøbenhavn har udgivet bogen om svenskere på Københavnsegnen i 300 år ’Over Øresund før Broen’ i 2000. Selv har jeg i al beskedenhed bidraget ved at skrive om ’En tid med spånkurve’ 2009 om det prægnante – skønt lille – svenske miljø, der opstod her i Lillerød nord for København omkring fremstillingen af spånkurve efter svensk/skånsk mønster.

Men hvor er svenskernes indsats? Er det kun udvandring til USA og Canada, der er interessant? Hvorfor går de udenom vores historie? Er det lidt for pinligt for 08’erne, at Sverige har været i en situation, hvor svenskerne i stort tal måtte rejse til Danmark for at finde til føden, da hjemlandet ikke kunne løse opgaven?

Javist –  Immigrantmuseet Växjö havde en udstilling om emnet for flere år siden – men en svale gør ingen sommer.

 

Reklamer

Indkig til Lillerød landsby

november 14, 2016
dsc00096

Indkig til Lillerød landsby fra Enghaven

Per-Olof Johansson, Lillerød  Indkig til Lillerød Landsby som PDF

Trykt Frederiksborg Amts Avis 11.11.2016

Lillerød Landsby er endnu bevaret med kirke og tre gårde og en del ældre huse. Som noget helt enestående så tæt på Hovedstaden er der et landskabeligt kig ude fra Enghaven ind over marker til Lillerød kirke og gårdene. Markerne nærmest gården Hvidesten er byzone, udlagt til seruminstituttets aktiviteter, mens markerne på den anden side af ‘hestestien’ er landzone – endnu. Fordi Hvidesten var sat til salg, oprettede jeg en gruppe ‘Lillerød Landsby’ på Facebook for at gøre opmærksom på området og for de farer, som i kraft af salget truer det hidtidige planmål.

Hvidesten blev, da Seruminstituttet satte sin afdeling SSI Diagnostica i Hillerød til salg nemlig også til salg, da den er leverandør af det serummateriale, som virksomheden bygger på. Salgsprocessen har været langstrakt, men endelig er det lykkedes mig at få et svar fra Statens Seruminstitut på, hvad handlen med Hvidesten omfatter.

For mere end et år siden blev den røde, stråtækte Toftehavegaard udmatrikuleret med henblik på et forestående salg. Området bebos således i dag af 2 separate ejere, hvor:

– Det frasolgte SSI Diagnostica ejer Frederiksborgvej 71, matrikel nr. 4a (Hvidesten)

– Statens Serum Institut fortsat ejer Frederiksborgvej 67, matrikel nr. 3a (Toftehavegaard). Foruden denne matrikel indgår en række øvrige matrikler i Statens Serum Instituts ejerskab, nemlig et udvalg af markerne vest for Frederiksborgvej.

Det var nok det jeg anede! Statens Seruminstitut ejer nu noget, de næppe ved, hvad de skal bruge til. Det mest logiske vil være at sælge det til Allerød Kommune, planforholdene taget i betragtning. Statens Seruminstitut ville selvfølgelig gerne have mest muligt for jord og gård, på den anden side slap de for en administrativ byrde ved at sælge. Jorden er landzone og prisen må så være der efter. Langsigtet kan Allerød Kommune satse på at kunne ændre planerne, således at jorden kan bebygges, og kommunen derved få en betragtelig indtægt. Derfor er det vigtigt med en tilkendegivelse fra borgerne overfor kommunen af, at JA vi synes kommunen skal overtage både Toftehave og tilhørende arealer, MEN med henblik på at bevare området, som det, det er udlagt til i planerne NU, nemlig bevaringsværdigt kulturmiljø i tilknytning til Lillerød Landsby i overenstemmelse med region- og kommuneplan. Markerne kan sikkert med fordel bortforpagtes til landbrugsformål, mens gården Toftehavegård kan indgå i brug til kulturelle formål i kommunen. 

Link til Kommuneplanen

Leder i Information om farerne ved planlægning uden regler

Hvis man besøger hjemmesiden https://www.ois.dk/ og indtaster de respektive adresser, skulle du kunne se de forskellige ejerforhold, samt kort over området.

Den nye ejer er

Adelis Equity Partners

Lillerød Landsby, gruppe på facebook

 

 

Tre generationer i Lillerød

juli 19, 2016

scan0001 scan0002

Ill35

Farfar Per Martin Johansson 1905, Arvid Johansson 1963, Per-Olof Johansson 1963. Jeg tog mit billede med selvudløser, altså en tidlig selfie..

Hvis du ikke lige kender en spånkurv: Definition af en spånkurv

Fjerde og femte generation bor også her i Lillerød, endnu da og så kom jeg i tanker om, at jeg i 1963 tænkte i tre generationer med disse tre billeder…

I 1902 kom mine bedsteforældre til Allerød, fordi de skulle medvirke i farbror Carls spånkurvevirksomhed. Det har jeg skrevet om i bogen En tid med spånkurve (2009). ‘En tid’ – for fra omkring 1970 var behovet for spånkurve erstattet af plasticposer og papkasser. men i den mellemliggende tid blev brødrenes virksomhed den eneste danske som over en længere årrække fremstillede spånkurve i Danmark. Både farfar og hans bror Carl var født i Sverige i Örkened sogn i nordøstre Skåne, hvor fremstilling af spånkurve var blevet et hovederhverv.

Der er rygter om, at andre forsøgte sig, men noget faktuelt ved jeg ikke. Hvad jeg ved er, at der var mindst tre større grossister af spånkurve i Danmark – i København, Odense og Aarhus, så det var ikke uden konkurrence at fremstille kurvene i Danmark. Problemet ved fremstillingen og grunden til, at der kun opstod den ene fabrik var, at materialet – fyrretræer af en vis alder og kvalificeret personale skulle hentes fra Sverige.

Måske i kraft af det navn, jeg fik, synes jeg, jeg altid har beskæftiget sig med vor historie. Per var min farfar, Olof var min morfar og Johan var farfars far, og alle tre var kurvemagere.

Så da jeg fik mig et eget fotoapparat gav det anledning til, at jeg tog en del billeder på værkstedet. Jeg lånte gamle billeder til affotografering hos Elisabeth, min fars kusine. I mit fotoalbum lavede jeg en side, hvor farfar, pappa og jeg selv var igang med det samme moment i fremstillingen – at bukke hjørne på kurven. Jeg blev aldrig kurvemager, men jeg havde selvfølgelig mange opgaver. Men flette lærte jeg ikke, og så må jeg holde min plads som kurvearbejdsmand og kontorist (skrev fakturaer og breve 1956-70). Der skulle flækkes træ, barkes af, sætte indre bånd i og kringskæres, sættes hank på. Sådant kunne jeg.

Her er det billede, hvor farfar sidder sammen med de øvrige kurvemagere på stedet som jeg har lavet udsnittet med ham fra.

ILL14

Allerød, Danmark 1905 hos Per Martin Johansson. Per Martin, min farfar ses lave hjørner på kurven. Pontus Nilsson, farmors fætter (søn af hendes moster) er ved at sætte den ydre gjord på, han er manden tættest ved bordet. Midt for bordet sidder hans kommende kone Hanna, til venstre for hende søsteren Betty, begge kusiner til min farmor (døtre til hendes faster). Først i 1940’erne begyndt man på at ansætte danskere, tvunget af omstændighederne. Børnene er min fars søskende Anna, Sigrid og August. Yderst til højre Tå-Hilda. Mellem farfar og Pontus en Olof, ingen huskede efternavnet.

Benny Pedersen har lavet en video med min oplæsning af tre digte med spånkurv: Et stykke fra Kaleva, et digt af Harry Martinson og en tekst af mig selv:

Per-Olof Johansson læser tre digte med spånkurv

kurve_logo

Lillerød Landsby

februar 29, 2016

Bevar grøn kile!
Per-Olof Johansson, Lillerød
Allerød Nyt,  Frederiksborg Amts Avis 11.2.2016

landsby

Lillerød Landsby

Allerød Byråd Teknik- og Planudvalget har givet Statens Seruminstitut nogle dispensationer fra lokalplanen, som omfatter deres to gårde Hvidesten og Toftehave.  Det lyder umiddelbart ikke farligt: “Begrundelsen er, at udstykningen ikke vil have nogen reel betydning for landskab, natur eller trafik som varetages med landzonebestemmelserne” står der i beslutningen.
Men da vi ved, at den del af Seruminstituttet som omfatter SSI Diagnostica i Hillerød og afdelingen Hvidesten er sendt i udbud og dermed er til salg, er fremtiden for området ved ejerskifte ret usikker, trods de offentlige planer. Enghaven og Hvidestens marker nord for ‘hestestien’ forstår jeg udlagt som ‘grøn kile’ ind mod Lillerød landsby, som udgøres af de tre gamle gårde Hvidesten, Toftehave og Kirkehavegård med Lillerød Kirke som det markante holdepunkt, desuden med enkelte ældre huse. Vil Allerød byråd have nok is i maven til at fastholde denne grønne kile, hvis en køber kommer med forslag til at ændre planerne for området? Hele salgsprocessen vil i sin slutfase naturligvis ikke være offentlig, der foregår derfor i den forbindelse forhandlinger med Allerød Kommune bag lukkede døre. Når vi hører noget, vil afgørelsen nok være truffet.
For at fastholde offentligt fokus på den grønne kile, har jeg oprettet en facebookgruppe ‘Lillerød Landsby’, hvor man er velkommen med input, kritiske såvel som positive, ikke nødvendigvis politiske, men under alle omstændigheder saglige, uden skældsord og forbandelser.

Kan et brand flytte

februar 29, 2016

branding

Allerød brands 2016

Artikel som PDF Kan et brand flytte?

Kan et brand flytte?

Per-Olof Johansson, Lillerød

Frederiksborg Amts Avis 19. februat 2016

Hørsholm blev brandet af Jagt og Skovbrugsmuseet – nu skal det flyttes.

Frederiksborg Slot brander Hillerød og flytter ingen steder. Men havde brygger Jacobsen ikke lagt penge og energi i genopførelsen, havde vi haft en ruin i dag. Kolding kunne godt være kendt for sin ruin, men det hjalp betydeligt på branding-værdien, at den blev restaureret. Nu er så Kolding også kendt for at huse en gren af Mungo Park. Mungo Park brander Allerød, så længe teatret ligger her, og hvis Allerød ikke bliver nedlagt som kommune. Mungo Parks eksistens har sin oprindelse i Dr. Dante, som opstod med indsats af lokale personer og kommunal opbakning – i den rækkefølge. Får Mungo Park i dag et godt tilbud, kan det så let som ingenting forsvinde fra Allerød. Det er et brand i sig selv – i Kolding eller i Birkerød.

Engang kunne Lillerød senere Allerød brande sig med Fritz Hansens møbelfabrik. Firmaet ville godt understrege den lokale forankring ved at forære os Geddemosen, og kommunen kvitterede mange år efter med en mindesten, som derfor naturligt nok skal blive stående ved Geddemosen.

Firmaet er ude af familiens hænder, men navnet, brandet, var og er så stærkt, at det fortsat hedder Fritz Hansen. Måske er det for at løsgøre sig både fra lokal og national forankring, at det kalder sig ’Republic of Fritz Hansen’. I hvert fald er produktionen i Allerød reduceret til et minimum, og før vi ved af det, er firmaet ude af kommunen og brandingen for kommunen fortid. Selv om vi stadig vil huske, at det var i Lillerød, det tog fart.

Der er det ved branding, at det har to sider – til den store verden og vendt indad mod lokalsamfundet. Allerød er ikke en by men en kommune, og har som sammenbragt af tre gamle bysamfund haft brug for branding indadtil. Det er jo med en vis effekt sket alene med oprettelsen af den kommunale administration med et byråd i spidsen. Men også her er der brug for det private initiativ, som bl.a. er blevet varetaget af LAFAK, Lokalhistorisk Arkiv og Forening for Allerød Kommune, godt bakket op af en kommunal konstruktion, hvor arkivlederen som bibeskæftigelse varetager en for kommunen lovpligtig arkiveringsopgave, som ellers ville koste kassen, hvis den skulle varetages af Landsarkivet.

Denne branding indadtil burde måske have mere opmærksomhed som sådan, end den har fået. Man bør også være opmærksom på, at denne branding indadtil kan have en side vendt udad – mod den store verden. F.eks.: Her er fundet af de seks Brudevæltelurer fra bronzealderen gjort, og det er i LAFAKs regi, at dette er kommet op til overfladen. Denne brandingsmulighed er slet ikke udnyttet til bunds. For i modsætning til FH, Mungo Park og Jussi Adler-Olsen, så flytter Brudevælte aldrig nogen steder hen.

Borgerne i Allerød Kommune har vedtaget, at Allerød Kommune ikke skal sammenlægges med andre kommuner, selvom det ville være til økonomisk fordel for os. Politikerne burde få øjnene op for værdien af denne høje vurdering af det lokalsamfund, de administrerer. Det bør da være et brand i sig selv!

 

Forslag til Allerød Symposier

Liv i Lynge med lurmusik i kirke og på torv

juni 6, 2015

Til årets byfest i Lynge bidrog sognepræsten Martin Corfix med den gode ide, at når det var Lynges 930- års fødseldag burde man indrage det enestående lurfund fra Brudevælte mose ved Fuglebjerggård som et af indslagene. Lynges plads i historien går jo nemlig meget længere tilbageend de 930 år, og ikke nogen ubetydelig plads, som vi kan slutte ud fra det enestående fund af hele
seks lurer fra bronzealderen. Og da Martin Corfix er hornblæser selv, fik han Rasmus Bogø med på ideen, at de skulle blæse på lur i selve kirken. For nok er lurerne i sin tid helt sikkert brugt i en helt anden religions tjeneste – men det er jo også bare en instrumenttype som enhver anden, skøntenestående for i hovedsagen det nu danske område.
Martin Corfix fik i sin oplysende prædiken med, at sakristiet har indbygget en sten med minder fra broncealderen – nemlig med skåltegn. Engang i 17-1800tallet blev det for meget med oplysende prædikerner, så blev de ganske bandlyst, men nu har jeg hørt en fortræffelig en af slagsen, der også forstod at få kristendommen med. Med bronzealderen deler kristendommen opmærksomheden på
solen, skønt fortolkningen er forskellig, hvilket blev understreget af salmevalget. Martin Corfix fortalte om fundet af lurerne og om, hvordan man måtte tro, de var blevet brugt – vi så for os solen stå op set fra Brudevælte – og så måtte han ned fra prædikestolen og blæse. Og da vi sang ‘Som den gyldne sol frembryder’ brød solen igennem og oplyste kirkerummet! Siden fulgtes de to lurblæsere med garden til festpladsen og blæste med lurmusik festen åben.

IMAG3273_1

Rasmus Bogø og Martin Corfix spiller på lur
akkompagneret af Jacob Strandby på orgel  Dette
næppe hverken hørt eller set før!

IMAG3280

Martin Corfix fortalte om fundet af lurerne og om,
hvordan man måtte tro, de var blevet brugt – vi så
solen stå op – og så måtte han ned fra prædikestolen
og blæse. og da vi sang ‘Som den gyldne sole
frembryder’ brød solen igennem og oplyste
kirkerummet!

IMAG3307

IMAG3309

Åbningen af festen på festpladsen med lurmusik

De fyrretræer

juni 6, 2015
Fyrretræer som pappa såede

Fyrretræer som pappa såede

På mobilen dette foto af fyrretræer,som pappa har sået. Foran kakkelovnen i spisestuen lagde pappa fyrrekogler, han havde haft med fra Sverige. Frøene sprang ud og lå som sorte myrer med vinger rundt om koglerne lidt efter, som varmen havde gjort sin virkning og fået koglernes flige til at åbne sig. Så blev frøene sået og stod i potter i vindueskarmen, og små grønne miniaturetræer dukkede langsomt frem. En rende blev lavet i græsplænen ved at vende et par græstørv, som fik lov at ligge som læ langs kanten, og fyrretræerne blev plantet ud. Efterhånden som de blev større, blev de omplantet end en gang. Endnu står nogle af resultaterne rundt om det, som engang var det vandhul, hvor fyrrestammer hentet i Sverige lå og ventede på at blive hentet op, savet op, flækket, høvlet og blive til spånkurve, som siden spredtes ud over Dannevang. Pappa har næppe forestillet sig, at også hans egne træer skulle blive til spånkurve engang, men hvem ved. De skal til det formål helst have 100 år eller mere på bagen. Han kunne simpelthen bare godt lide fyrretræer, hvilket sommerhusgrunden i Liseleje også bar præg af. Deroppe står måske også endnu nogle af hans træer, uden at ejerne kender forhistorien. En ‘østrigsk fyr’ var hans favorit..

Samarbejde sig væk fra sin kommune

februar 3, 2015
samarbejdeskulptur

Samarbejde kan føre dig væk

Kultur og kommune – 

Per-Olof Johansson, Lillerød – Trykt i Frederiksborg Amts Avis 24.1.2015

Vi har aldrig fået en evaluering af kommunesammenlægningen fra 1970. Det ville ellers være en god ide, når nu man ikke kan lade være med hele tiden at bringe en ny kommunesammenlægning op til debat. I en sådan evaluering ville vi også få op på bordet, på hvilke områder vi siden da har fået udvidet samarbejde med andre kommuner f.eks. om affald og spildevand, og hvad der ellers er. Afskaffelse af et lokalt skattevæsen er måske et tydeligt skridt på vej mod et Danmark som den storkommune, jeg truede med i en avisartikel i 1972?

Uden nogen form for undersøgelse kan man vist roligt sige, at der er sider af sammenlægningen, som aldrig er lykkedes. Bor man i Lynge eller Blovstrød har vi som bor i Lillerød i hvert fald et tydeligt indtryk af, at man i disse områder ikke har taget kommunen til sig. Det er ikke så svært at forstå og kan jo tage sig fysisk udtryk i protester mod nedlæggelse af biblioteker og manglende busbetjening. For få år siden var det en stor sag, da kommunen ville nedlægge tandklinikkerne på nogle få af skolerne. Nu er de alle nedlagt og flyttet til Lynge Overdrev uden nogen form for protester – så hvem ved? Nu skal der ’måske’ nedlægges en skole – så er der lagt op til kamp mellem skoledistrikterne – for ingen skole er jo ’kun’ skole, men også et samlingspunkt for mange andre aktiviteter. Kultur er stedbundet i en grad, som politikerne ikke gerne vil forholde sig til.

Det er efter læsningen af FAA’s artikel om borgmester og viceborgmesters besøg i Furesø Kommune helt tydeligt, at ordet ’kultur’ ikke nævnes. Det er ellers kulturen, som kitter samfundet sammen. Siden jeg flyttede tilbage til Lillerød i 1970, synes jeg, at jeg har taget sammenlægningen alvorligt også på det punkt, hvad enten det så blev i arbejdet som politiker eller min interesse for lokalhistorien. Jeg er sådan set helt alvorligt gået med på spøgen. Jeg havde nemlig ikke stor tiltro til ideen, da jeg skrev mit første ovennævnte indlæg i en af lokalaviserne om Allerød i 1972, hvori forekom sætningen: ’En effektiv administration er ikke en erstatning for demokrati.’ Demokrati og kulturen er ikke en slags flødeskum ovenpå virkeligheden, men grundsubstanser, som giver de øvrige aktiviteter mening. Det må være udgangspunktet i en evaluering af Allerød Kommunes første 45 år!

Mindesten i Lillerød for Chr. E. Hansen

januar 3, 2015

 

Mindesten Lillerød

Mindesten i Lillerød for Chr. E.Hansen

En mindesten i Geddemosen

Per-Olof Johansson

Artikel i Nøglehullet nr. 2 /2009 som PDF

Christian E. Hansen (1874 – 1954), søn af Fritz Hansen, far til brødrene Fritz og Søren, var den som skabte basis for Firmaet Fritz Hansens verdensberømmelse som designfirma. På det areal, han og familien skænkede Lillerød Kommune ved Geddemosen, har Allerød Kommune rejst en mindesten med hans portræt i bronzerelief. Området omkring Geddemosen er flittigt brugt af børn fra institutioner og skoler og tit bliver spørgsmålet stillet, hvem der er begravet her. Og så skal det jo fortælles, at det er en mindesten.

Det var sognerådsformanden i Lillerød H.C.Clausen som udkastede ideen, at der burde rejses en mindesten for Chr.E.Hansen. Projektet lykkedes. I 1971 modellerede billedhuggeren Gunnar Hammerich et portræt af Chr. E. Hansen som et større medaljonrelief, som blev støbt i kobber og som afsløredes 24. oktober 1972. Gipsversionen blev ved Fritz Hansens død skænket til Lokalhistorisk Arkiv.

Jorden tilhørte engang Kirkehavegård, men blev stykket fra og købt af Chr.E. Hansen. Geddemosen og arealet der omkring, som det ser ud i dag, var kun en mindre del, resten er videreudstykket og bebygget omkring Rønneallé, Pileallé osv. Chr. E. Hansen skænkede Geddemosen til Lillerød Kommune som et åndehul i den byudvikling, som han forudså. Mindestenen er anbragt ved de birketræer, som han selv har plantet, fortæller Frederiksborg Amts Avis i anledning af afsløringen. Her sagde borgmester Oskar Jensen bl.a, at Chr. E. Hansen ved at placere sin virksomhed her på stedet, var han og hans efterkommere med til at vise vej, og da man samtidig havde evne og vilje til at skabe gode arbejdsforhold, hvor medarbejderne har følt glæde og tryghed ved at være, var det en af grundene til, at byrådet ved firmaets 100 års dag rejste denne mindesten.

Fabrikant Fritz Hansen takkede på familiens og virksomhedens vegne byrådet, H.C.Clausen og Gunner Hammerich. Han syntes, at Gunnar Hammerich, der var gammel ven af Chr. E. Hansen, havde forstået at gengive netop hans karakteristiske lune smil om munden.

Endvidere citeres han for at have sagt: ”Far holdt af sit arbejde og af at konstruere ting, men endnu mere holdt han af sine medarbejdere og kaldte dem sine venner. Far elskede at spadsere her i Geddemosen og ønskede at bevare det som et åbent areal, hvor borgerne kunne gå hen.”

Billedhuggeren selv talte til sidst og mindedes Chr. E. Hansen som et enestående menneske, der indførte demokrati på arbejdspladsen!

Kunstneren Gunnar Hammerich (1893-1977) er i dag ikke meget kendt, men der findes dog et lille skrift om ham af Niels Th. Mortensen fra 1943. Heraf fremgår, at Gunnar Hammerich ikke var en kunstner, der brød nye veje, men var et led i kæden af såkaldte traditionelle, naturalistiske kunstnere. Efter at have tilbragt nogle år som portrætbilledhugger i Brasilien, kunne han vende hjem til Danmark og få hjemlige bestillinger i fornødent omfang. Han udførte buster af mange dengang kendte personer, en del af dem kan sikkert endnu ses på et torv hist og her. Indenrigsministeren Ove Rodes portræt bør stadig være et sted i Kalundborg. Digteren Anders Christensen Arrebo står sikkert stadig i Ærøskøbing og Brorson foran kirken i Tønder. ’Hans buster er yderst naturalistiske, men han evner derudover også at gøre de portrætterede stærkt nærværende og levende med karakterfulde udtryk’, står der i den nyeste Weilbach. Folkloristen Anders Enevig fortæller i sine erindringer om mødet med Gunnar Hammerich, der foruden at have ejet biografen i Ærøskøbing, med Jais Nielsen-dekorerede vægge også lagde grunden til et lokalmuseum på stedet, som Anders Enevig fik til opgave at registrere. Med disse spredte bemærkninger håber jeg så, at både mindestenens Chr. E. Hansen og kunstneren bag vil stå lidt tydeligere i erindringen fremover, når stenen passeres.

Gipsrelief  af Chr. E. Hansen, tilhører LAFAK

Gipsrelief af Chr. E. Hansen, tilhører LAFAK

Formidling af det oversete

oktober 7, 2014
..det oversete Per-Olof har taget sig af..

..det oversete Per-Olof har taget sig af..

Se og udskriv: Formidling af det oversete – en detail og med links – som PDF .

Intro:

Af et dagbogsnotat ser jeg, at jeg tidligt kom ind på tanken at gøre op med konventionelle sandheder. Set bagud kan jeg så se, at det har været en vigtig del af min skriftlige virksomhed, forstået som et forsøg på at formidle noget overset. Det er ved denne alder, man kan trække den røde tråd helt tydeligt op, så andre måske også kan få øje på den.
Hvis jeg lægger vægten på mine digte, er det nok ikke så enkelt at argumentere for, at det hos mig skulle være foregået på anden vis, end hos andre. Det er da en vinkel som er meget almindelig i digtningens verden. Så det er anden aktivitet, jeg tænker på.
Jeg kunne naturligvis brede mig vældigt over hvert emne, det er jo, hvad jeg har gjort andre steder, som det fremgår af linkene. Her efterstræber jeg en sammenfatning. Den føles nødvendig, fordi der er så langt imellem de enkelte områder, at man kunne overse, at fra min side har beskæftigelse med dem været drevet af samme trang.

Emner:

Spånkurve

Bonde-Practica

Kommunernes Landsforening

Høvding Seattle

Brudevæltelurerne

Allerød

ASK Tidsskrift for Dansk Folkekultur

Se og udskriv: Formidling af det oversete – en detail og med links – som PDF .


%d bloggers like this: