Archive for the ‘Allerød’ Category

Lertøj / keramik til daglig brug

november 24, 2020

 

Keramik kan vel over en bank i dag anskues enten som ren kunst eller brugsting med mer eller mindre kunstnerisk anstrøg.

Selvom det meste lertøj gennem tiden har været til daglig brug uden dekoration, så viser historien jo, at der lige fra oldtiden har været trangen til dekoration som et raffinement oven i brugsværdien. Man kaldte det måske ikke kunst. Håndværket var at fremstille fadet, kruset, krukken og så kom dekorationen som et ekstra plus og om ikke andet som salgsargument.

I Danmark sker der det, at kunstnere kaster sig over lertøjet fra 1880’erne og frem. Det er der skrevet meget om. Kunstnerne går i lære på diverse lervarefabrikker, en historie som drypper firmanavne ud på firmaer, som lever af at fremstille tusindvis af brugsting, måske 300.000 om året.

Så kan man da blive nysgerrig – hvordan så de brugsting ud? Det melder historien ikke noget om. Måske har jeg ikke fundet det, fordi det bare er så underbelyst.

I bøger og artikler om keramikere kan der dukke en henvisning til en pottemager/lervarefabrik op. Som nu med Lillerød Lervarefabrik. Navne som Karl Schrøder, Knud Kyhn, Jais Nielsen, Felix Møhl, Gutte Eriksen, Buller Hermansen, Ville Christensen har været der. Men på spørgsmålet om, hvad var så Lillerød Lervarefabrik, som åbenbart havde spillet den rolle som fødselshjælper eller arbejdsplads, bliver teksten os svar skyldig. Det kan man først nu siden 2018 læse om i LAFAKs bog om fabrikken.

Men produkterne fra 1800-tallets slutning fra de firmaer som altid nævnes, når oprindelsen til kunstkeramikken skal fortælles – dem kender museumsfolk måske, men vi andre dødelige lever i uvidenhed. Når de nu var så vigtige, kan det da ikke være uden interesse

Lertøj er skrøbeligt – der af fødtes den store produktion. Jeg vil gerne se en bog som LAFAKs om de dagligdags produkter fra Johan Wallmann, fra Tauber Jensens Københavns Lervarefabrik, fra G. Eifrig og fra Nielsens Eftf. i Valby. Og hvilken inspiration hentede de firmaer i deres videre produktion fra kunstnerne

Omslaget til bogen viser eksempler på varer gennem tiden og og på menneskene bag,

  •  

Svecisme

november 10, 2020

Fangede mig selv i en svedisme forleden. Jeg skrev om det vægmaleri, Erik Hagens har malet i Esbjerg og kaldt EsbjergEvangeliet. Jeg havde skrevet ‘hans vægmaling’! Sådan gjorde vi hjemme på Birkevej. Vi fordanskede svenske ord. Äggulan blev til gulen. Kammeraterne i første klasse så forundret på mig, og jeg forstod, hvorfor de ikke forstod. Hvis man på dansk kalder malerens vægmaleri for hans vægmaling, er det let at forstå som nedsættende. Det ville måske ikke genere Erik Hagens, også hans mor var svensker. Men på svensk hedder vægmaling vel ‘väggfärg’?
Jeg koketterer jo tit med det svenske, så det er min egen skyld, at nogen kan finde på at kalde mig svensker. Jeg taler en slags svensk, jeg holder stædigt fast på at mit navn staves rigtigt osv.
Information udskrev for mange år siden en kronikkonkurrence om danskerne og maden. Jeg vandt ikke, men artiklen blev trykt. For at det ikke skulle se ud som om, en svensker skrev om danskerne og maden, kaldte jeg mig ‘Per Johansen’. Det syntes jeg var meget mærkeligt.

Den afrikanske farm II

oktober 11, 2020

 – var Karen Blixen svensk statsborger?

Artikel som PDF

Per-Olof Johansson

Jeg gik hjem fra biblioteket med to tykke bøger – Thomas Bredsdorff: ’Litteraturen giver form til en følelse’ og Tom Buk-Swienty: ’Løvinden – Karen Blixen i Afrika’. Bredsdorff skulle jeg selvfølgelig læse, mens Løvinden skulle jeg bare snuse til – mit ulvenavn var Simba.

Det kom til at gå lige omvendt. Bredsdorff må jeg ønske mig, det er ikke en bog man læser fra den ene ende til den anden, det er en bog at læse i. Da jeg gik i gang med Løvinden læste jeg den til ende, trods de 753 sider. Den burde have været i to bind, falder man i søvn med den i sengen, bliver man vel slået bevidstløs. Jeg har ikke sådan en læsepude, som man køber i Politiken-Plus.

Konklusionen på Løvinden må være, at den kan læses uden man interesserer sig nærmere for Karen Blixens forfatterskab. Den er en elementært spændende beretning om nogle mennesker og et miljø i begyndelsen af 1900-tallet og deres liv i Østafrika. ’Den Afrikanske Farm’ er dummyen, skelettet, men her får vi det hele med. Forfatteren har gjort et imponerende arbejde med at læse breve og bøger, tale med mennesker, få hjælp. Den rette titel ville have været Den Afrikanske Farm II.

Jeg havde vist nok afsværget at læse Den Afrikanske Farm, men den faldt mig i hånden på besøg hos familie i Aarhus for mange år siden og var læst inden natten var omme. Ved læsningen af Løvinden bliver man naturligvis mindet om meget derfra, ellers ville erindringen nok standse ved filmen.

Breve fra og til Karen Blixens onkel Aage Westenholz har gjort bogen mulig, og selv om de har været i brug af andre, kan jeg ikke forestille mig, at den brug kan hamle op med denne bog. Jeg har læst, at familien ikke føler, Tom Buk-Swienty har gjort tilstrækkeligt ud af dette, jeg synes ikke de har ret, han siger netop at det er forudsætningen for, at han overhovedet har kunnet lave bogen.

Mit eget syn på bogen er, at den på væsentlige punkter ændrer mit syn på Karen Blixen. For selvfølgelig har jeg læst en del af hende, jeg syntes vist bare at ’Den Afrikanske Farm’ var overgramset, hvilket forhindrede mig i at læse den. Jeg læste meget Thorkild Bjørnvig engang, men da jeg læste hans bog ’Pagten’ om bekendtskabet med Karen Blixen, fik jeg i den grad afsmag for ham, at jeg ikke kunne holde ham ud. Interessen er vendt tilbage, men med mange forbehold. Interessant nok fik ’Pagten’ mig ikke til at afsværge bekendtskabet med Karen Blixen, hendes særhed var jo hendes fortrin. Men disciplenes møde med hende er svært at tage. Aage Henriksens erindringer om hende læste jeg også. Men der var jeg bedre forberedt. Af denne bog får jeg et helt andet syn på hende end disse erindringer formidler. Ja hun elskede åbenbart at være ’baronessen’, hendes kvaliteter som bestyrer af farmen er jo noget helt andet, et menneske med jordforbindelse, hvad angår arbejdet og omgangen med afrikanerne.

Hvad Løvinden desuden opklarer for mig, er hendes fætter og ægtemand Bror Blixen, om hvem jeg havde megen ringe forestillinger. Filmens Bror fyldte alt for meget i min opfattelse. Nu blev han et menneske med egen historie, en historie Karen Dinesen nærmest havde fortrængt, skønt hun kun var ’baronessen’ i kraft af ham. Og det efter bogen helt bogstaveligt ved at forhindre, at den bog han skrev om storvildtjagt i Afrika, ikke kunne udkomme i Danmark! Hans skæbne minder lidt om Jørgen Varnæs, som endte med at blive gift med et bageri i Jylland. Skal man tro Tom Buk-Swienty, havnede en ruineret Bror i et mindre hus under svigerindens gods Näsbyholm, sammen med ejeren af en hundekennel. Karen forsøgte via svigerinden at genoptage kontakten og få lov til at komme forbi en dag, hvor til Bror skulle have svaret, at hun var velkommen – bare han ikke var hjemme! Og enden var tragisk nok en trafikulykke i 1947, hvor han døde som 59-årig.

Gyldendal udsendte to bind af Karen Blixens fortællinger som tranebøger i 1963 ’Fra det Gamle Danmark’, udvalgt af hende selv kort tid før hun døde i 1962. Det er mig en gåde, hvorfor det sæt aldrig er blevet genudgivet, som om man ikke vil anerkende dette litterære arvestykke.

Jo lige til sidst: Bror var svensker og der optræder også andre svenskere i bogen. Forfatterne kan ikke finde ud af at respektere ö og ä i svenske navne, det synes jeg er for dårligt. Det kan oversætterprogrammer i TV ikke klare, men deres undskyldninger kan ikke bruges i en bog. Det gods hedder Näsbyholm. Skulle det end have eksisteret i den danske tid, er det altså ikke dansk i dag. Malmö staves Malmö!

Og skiftede Karen Dinesen statsborgerskab, da hun giftede sig med svenskeren Bror von Blixen-Finecke og selv blev til Karen von Blixen-Finecke? Og blev hun automatisk dansker igen efter skilsmissen? Dengang var der jo ikke noget, der hed dobbelt statsborgerskab. Kunne være sjovt at vide, om den verdensberømte danske forfatter til sin død var svensk statsborger?

 

 

 

 

 

Værd at nævne om Allerød

september 16, 2020

Billedtekst: Dyssebygden i Tokkekøb Hegn, Brudevæltelurerne, Bastrup tårnruin, Lynge Kirkes kalkmalerier.

Værd at nævne om Allerød

Jeg kan være enig med Lars Frost i, (Allerød Nyt 19.8.) at en bevaring af Dæmpegård kan komme til at blive et velvalgt vartegn og udflugtsmål for Allerød Kommune. (Adgangen kunne ske ved færd på et genskabt tipvognspor fra Stumpedyssevej til gården, har jeg hørt foreslået!) Jeg er da også enig med Bille Thøgersen (Allerød Nyt 26.8.) i, at der er andet værd at nævne som især Brudevæltelurerne. Men der er da også adskilligt andet at nævne. Dyssebygden med Kongedyssen som det fornemste, Bastruptårnet, hvor der kunne afholdes egnsspil (jeg har lavet en synopsis), kalkmalerierne i Lynge Kirke. Skal det være noget moderne, kan vi vel fortsat fremhæve Fritz Hansen, selvom produktionen er flyttet udenlands, og PP-Møbler er her endnu, Mungo Park rager da også op – som vartegn, hvis vi skal bruge det ord.

Lars Frost siger, at Allerød mangler noget at være kendt for. Det har vel to sider. Hvad omgivelserne ved om Allerød Kommune – og hvad vi selv vil kendes ved og vil gøre noget ud af. Der har Lokalhistorisk Arkiv og Forening siden 1978 gjort et stort arbejde ved indsamling af billeder og beretninger, offentlige møder, udgivelse af bladet Nøglehullet, hjemmesider, mange bogudgivelser. Hvad ville der kunne fortælles om Allerød Kommune uden denne virksomhed?

Jeg synes, det er ærgerligt, at Bille Thøgersen kalder skiltet ved Brudevælte sølle. Selvfølgelig kan der gøres meget mere ud af lurernes findested, men personligt måler jeg skiltet med, dengang der intet var. Hvis der er behov for oplysning på engelsk kan det hurtigt fikses med en QR-kode, teksten er parat.

Hvad en moderne støbning af lurer angår, er den ganske rigtigt udført 2013 af den danske bronzestøber Peter Jensen for norske penge, og han vil gerne gentage det, fortæller han i den dokumentar om støbningen som DR-TV udførte. Dokumentaren har siden ligget gemt i DR’s arkiv, men på min høflige opfordring er den nu at gense på danskkulturarv.dk! Så tak til Bille Thøgersen for inspiration til at få den opfordring af sted. Find udsendelsen ved på domænet danskkulturarv.dk f.eks at søge med ordet ’Brudevælte’!

To Brudevæltelurer genskabt 2013

august 28, 2020

I 2005 da Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød Kommune udgav bogen om de seks Brudevæltelurer, der 1797 var fundet i Lynge Sogn, nuv. Allerød Kommune, var det hidtil ikke lykkedes for nogen at eftergøre lurerne med samme teknik, som var anvendt 3000 år før. Dette lykkedes imidlertid 8 år efter i 2013 af den danske bronzestøber Peter Jensen efter bestilling af de norske musikere Gaute Vikdal og Jens Christian Kloster.
Efter først at have præsenteret dem hjemme i Norge, blev de nystøbte Brudevæltelurkopier præsenteret på dansk grund i Nationalmuseets forhal 8.november 2014.

Dokumentarfilmen om støbeprocessen er nu lagt op på

danskkulturarv.dk

Billedserie fra præsentationen i Nationalmuseets forhal 8.november 2014

Peter Jensen bronzestøberi

Bogen om Brudevæltelurerne

Eftersøgning af krukke

august 10, 2020

Den eftersøgte krukke foroven

Når første efterlysning ikke gav resultat, må jeg forsøge igen:
Hvem kender til den store krukke designet af Ville Christensen, drejet af Albert Hansen 1942 på Lillerød Lervarefabrik? Meningen var, den skulle udstilles samme år på på Den Frie. Måske blev den dekoreret a la den krukke, som er gengivet i kataloget for udstillingen Landsforening for Dansk Kunsthaandværk?
.
Krukken omtales nærmere i bogen ‘Lillerød Lervarefabrik 1870’erne – 1960’.
.

Fra glemmebogen –

juni 7, 2020

Huset med skråben – bygget 1931 af min far.

FRA GLEMMEBOGEN

Erindringer der videregives er en uendelig lille del af de samlede erindringer. Pludselig kommer de flyvende, Vi fortæller dem ikke videre. Pludselig er man et sted i sin barndom bag en dør ind til ‘skråben’, som vi kaldte skunken for. Her lå bøger, vaser og andet som ellers får plads i et kælderrum. Storebror Stig blev ingeniør, og den keramik han havde eksperimenteret med at lave glasur på, var havnet der. Hans lærer på Polyteknisk Læreanstalt Berg boede også i Lillerød. Det er længe siden. Bergs søn Rolf bliver i dag 75 står der i avisen, derfor sendes jeg på besøg i skråben. Den plet på gulvet skyldtes, at en af Stigs flasker med kemikalier havde lækket. Derfor var der også en plet på loftet i stuen nedenunder, som ikke lod sig fjerne, trods sølvpapir og andet overmalet, den kom igen.

Dansk kulturarv – fra Sverige

maj 27, 2020

Lillerød Spånkurvefabrik 1902

(pressemeddelelse om Stedsans-udsendelse Stedsans-udsendelse fra 2012 nu tilgængelig på danskkulturarv.dk)

Dansk kulturarv

I 1902 samledes to svenske brødre med deres familier på Prins Valdemars Allé for at lave spånkurve der, hvor Allerød Vinhandel i dag ligger. Siden flyttede den ene bror til Tokkekøbvej ved en lille sø, og her produceredes kurvene. Den anden bror flyttede til M.D.Madsensvej og stod for salget af kurvene. Spånkurve var før plasticposerne en stor artikel, som fandtes i de fleste hjem. Foruden produktion på fabrikken i Lillerød importeredes spånkurve til Danmark fra Sverige af grossister i København, Odense og Aarhus. I Lillerød blev produktionen overtaget af næste generation, men ophørte 1970. Arne Johansson overtog stedet efter sin far og spånkurven blev fra masseproduktion til kunsthåndværk.Plasticposerne vandt, men Netto-hunden beholdt spånkurven i munden. Per-Olof Johansson er et andet barnebarn af en af brødrene, der slog sig ned i Lillerød, og han har fortalt historien i bogen ‘En tid med spånkurve’ i 2009. I DR1s serie ‘Stedsans’ tog Susanna Sommer emnet op i en samtale med Per-Olof Johansson i november 2012, og nu har danskkulturarv.dk taget initiativ til, at udsendelsen igen kan høres. Man kan finde udsendelsen ved på hjemmesiden danskkulturarv.dk at søge på ordet ‘spånkurve’ eller ‘stedsans’.

Hjemmeside: En tid med spånkurve

Regler og dog

marts 18, 2020

Høvelte, Telegrafkaserne 1962

Regler -og og dog..

 

Vi ved det fra trafikken – regler bliver overtrådt. Med vilje eller uagtsomt, ved et uheld. Regler er nødvendige, men vi skal ikke bilde os ind at de kan styre verden 100%.

Jeg var værnepligtig befalingsmand, og den aften skulle jeg være vagtkommandør i hovedvagten på Høvelte kaserne. Om formiddagen blev alle befehler kaldt til samling i gymnastiksalen. Regimentchefen stod på talerstolen. Vagtholdet ved Motorgården havde hver og en sovet da kontrollen var mødt op, og vi fik alle del i skideballen: Alle regler skulle overholdes til punkt og prikke!

Hvordan skulle jeg takle den situation? Jeg besluttede mig til at gøre som der blev sagt. Ingen fik lov til at forlade kasernen, uden tasker og poser var efterset. Mange vendte om, de havde jo maskinpistolen i tasken.Ingen civilperson kom ind uden at blive ledsaget af en vagt. Ingen civil kom ind uden passerseddel. Alt muligt af den slags. Det gav naturligvis anledning til lange køer. Rasende kørelærere som i årevis var lukket ind med et vink. Ølvogne som måtte vente på at en vagt blev ledig. Ved hvert opdukkende problem kontaktede jeg kommandantskabet, som måtte slå krøller på tungen for at svare. En af dem stod på post i entreen og spurgte, da han så jeg skrev, om jeg skrev en klage? Nej da, jeg skrev bare til næste vagtkommandør hvilke regler der ikke gjaldt. Jeg havde en fest, skønt en anelse trættende, og så en efter egen mening god historie, jeg har fortalt igen og igen. Skønt oplagt indslag i en af soldaterkammeraterfilmene kom den ikke med.

En udvandrerhistorie

februar 13, 2020

Jeg har med min bog ‘En tid med spånkurve’ skrevet om de svenskere som drog til Danmark for at lave spånkurve. Set det som en indvandrehistorie. Kom forleden på at se det som en udvandrehistorie og talte op, hvor mange det drejede sig om bare til dette lille sogn Lillerød. Jeg kom hurtigt frem til ti personer, som blev bofaste her, fire der udover som efter nogen tid flyttede, men dog blev i Danmark. Sæsonarbejdere har jeg ikke overblik over, men det er væsentlig flere. De ti bofaste gav anledning til 27 børn, der idag regnes for danske, at kalde dem 2. generationsindvandrere er mest som vits. Teglværksarbejdere var der mange af, tit sæsonarbejdere men også en del som bosatte sig. Det kræver forskning at udrede. De ti kurvemagere som slog sig ned, har jeg vist foto af allesammen, så dem vil jeg samle sammen og skrive lidt om til Örkeneds Hembygdsförening – for de kom allesammen fra samme sogn! Det var også derfra sæsonarbejderne blev hentet, når der var behov for det. Der er både børn og børnebørn og oldebørn af de udvandrede, som stadig bor her i byen. I gymnasiet gik i klasse med Jan hvis farfar kom fra Blekinge og som arbejdede på Hammersholt Teglværk. Historien om navnet Lille Sverige har jeg fra ham. Jans farfar var sæsonarbejder, men hans far blev og bosatte sig i Hillerød. For en del år siden var vi i Sydnytt med den historie og jeg kom på et hjørne med om spånkurvene. Lasse Holmquist lavede i 1962 en udsendelse om spånkurven og dens vej udover Europa, og da måtte Lillerød optræde som repræsentant for de internationale forbindelser. Mamma og Pappa og to andre fra værkstedet blev interviewet. Men siden har ingen fra Sverige vist vist interesse for skæbnen i Danmark for disse eller andre, der udvandrede hertil. Et sammendrag af min historie kom i Norra Skåne, siden gentaget i hembygdsföreningens årsskrift, og i 2012 åbnede Sveriges Vävstols Museum i Glimåkra for en udstilling af spånkurve fra min samling. Richard Willerslev udgav i 1983 en bog om den svenske indvandring til Danmark i perioden 1850 – 1914. En slags begyndelse. Kunne være interessant med svensk bog om ‘den glemte udvandring’.


%d bloggers like this: