Archive for the ‘Aviskommentar’ Category

Om bog om Tidehverv

juli 25, 2018

Collage 2018-07-25 13_11_43

Henrik Bach: Konfrontationskurs -Tidehverv og den guddommelige komedie. 2018. Gyldendal

Per-Olof Johansson

Denne artikel som PDF

For mig en oplagt bog at læse. Det er jo et stykke Danmarks-historie, man er en del af. På den måde vældigt oplysende. Og så er der det med troen – ordet jeg er meget optaget af. For de troende dækker ordet en indlysende realitet – for andre må det være en mærkværdighed. Jeg har undsagt ordet, det dækker ikke, tiden er løbet fra det. Tiden er ikke løbet fra religion, men et nyt begreb for den religiøse erfaring trænger sig på. Det har jeg skrevet en kronik om, uden nogen har reageret.

Det ord tro.

Jeg hverken vil eller kan skrive en anmeldelse. Min tid ja og den nærmest foregående – men at kunne vurdere det hav af oplysninger, man her præsenteres for må der andre til. Jeg vil alligevel have lov at fortælle om mit indtryk af bogen.

Indtil Søren Krarup for alvor tog over, forbandt jeg noget positivt med Tidehverv. En diskussionsklub værd at lytte til. Tidsskriftet selv har jeg vist aldrig haft i hænderne, det var den genlyd dets artikler gav. Kronikker og bøger af de tilknyttede personer, interviews med dem, omtale af dem. Kan jeg så i kort begreb indfange dem? Søren Kierkegaard en guru og så forkastelsen af diverse tricks på religionens vegne, du står selv til ansvar.

Med Søren Krarups indtog var det ham og ikke Tidehverv, der tog opmærksomheden. Hans kamp mod menneskerettighederne, hans kamp mod indvandrere.

Introduktionen giver i et par linjer læseren færten af, hvor vi er på vej hen; ”Tidehvervsfolkene er ikke uenige, hvis man frem for alt kalder dem for Luthers og Kierkegaards arvtagere i kampen for en uforfalsket kristendom, hvor evangeliet lyder til den enkelte, ufortyndet og uparfumeret, rent og purt.”

At forfatteren har været længe om bogen, er fuldt forståeligt med de mange kilder, der har skullet opsøges og citater udvælges. Henrik Bach er præst, men har også arbejdet journalistisk og i den egenskab fulgt Tidehverv i mange år. Det er ikke en teoretisk udredning men en person-og argumenter udredning, med små personbiografier af hovedpersonerne, så man tror at kende dem ved afslutningen. Hans egne meninger kommer til udtryk, selvfølgelig, men det er ikke det, der er hovedstrømmen, det er det Tidehvervske, som slår mange krøller undervejs og med mange udblik til samfundet i øvrigt. Der kommer sammenhæng i meget, man kun svagt har hørt eller haft fornemmelsen af. Utroligt som citaterne afdækker trosvisheden hos deltagerne. De ved nok, hvad der er vigtigt at sige. Her argumenteres som ud fra en logik, som om det hele er logik, men lyder mere som om, det er profeter, der krydser klinge!

’Nyere tid’ har været sværest at holde sammen på. Da Islam træder ind på scenen er det svært at vurdere, om Bach rammer rigtigt, ikke i referatet af Krarup og co. men i resumeet af vægten af Islam i samfundet nu. Hvis en stor procentdel af muslimer foretrækker sharia frem for dansk lov, som en undersøgelse, der henvises til, viser – hvad betyder så det? Vil de ikke rette sig efter dansk lov? Hvad er sharia overhovedet – osv

Midt i læsningen blev jeg afbrudt af henvisningen til en pjece fra efteråret 1945. ’Opgørets nødvendighed’ af Vilhelm Krarup, K.E.Løgstrup og H. Østergaard Nielsen. For den har jeg og har kun sporadisk læst, nu blev det gjort. Udgivet på Tidehvervs forlag og med en dedikation fra forfatteren Valentin Filskov, en af de forfattere, der i øvrigt henvises til i Henrik Bachs bog. Den må jeg sige mere om en anden dag, her blot nævne, at den fremstår for mig som typisk for Tidehverv, selvom det her ikke er religionen, men det politiske liv, der er i fokus. Samarbejdspolitikerne hedder endnu ikke det, men Eftergivenhedspolitikken. Ikke megen opmærksomhed gives der politikken før Besættelsen, opmærksomheden er på eftergivenheden for tyske krav og hvornår bruddet med tyskerne burde være sket. Konsekvenser måtte blive, hvad de ville – det kunne ingen andre end tyskerne tage ansvaret for! For mig fremstår samarbejdspolitikken som en umiddelbar konsekvens af den politik, der blev ført i årene før Besættelsen med befolkningens opbakning.

Men dette, skrevet af Vilhelm Krarup, lyder som en slags programerklæring for Tidehverv:

”Nu lægges grunden for de kommende års folkeliv. Nu har vi – mere end vi har haft det i mange generationer – en mulighed for at nå frem til en ærligere og virkeligere grund at leve på i vort fællesliv….Den danske selvglæde og provinsialisme er nok en myte, men den skulle dog være til at ryste.”

PS til Hans Hauges ellers fremragende anmeldelse i Berlingske Tidende 16.6.18:

I anmeldelsen får vi, der er uenige med Søren Krarup, dette generelle dask over næsen:

Den er behageligt fri for den rituelle forargelse over Søren Krarup og tonen i debatten, sådan som det er gængs blandt de dannede og de fleste præster.”

Hvad Henrik Bach mener eller ikke mener om Søren Krarup er det jo ikke bogens opgave at fortælle – men at beskrive ham og hans synspunkter i sammenhængen, sådan som han også gør. Men at dynge al modstand mod Søren Krarup sammen som ’rituel forargelse’ er frækt. Er der noget Søren Krarup fra første færd selv har været en mester i, så er det rituel forargelse. Jeg måtte, første gang jeg modte et eksempel, reagere med et læserbrev i Jyllands Posten (8.9.1969), fordi han i en klumme havde skruet op for sin forargelse over, hvad han mente var et fotobevis for, at Mogens Fog havde hilst de nye studenter velkommen med hånden i lommen! Fog kunne nogle dage efter afvise, at der var hold i Søren Krarups forargelse og situationens Danmarkshistoriske betydning!

Reklamer

Kulturbevaring 1991 – 2018

juni 11, 2018

Havde indlæg i Politiken 10.6.18 om det at levere samlinger til museerne, på baggrund af artikel i samme 29.5. om opbevaring af samlingerne. Faldt så over artikel fra 1991, hvor problematikken er den samme og hvilket også havde givet mig anledning til et indlæg! Det lader ikke til, at politikerne hører efter. Allerede i 1991 kunne forfaldet konstateres.

ER intet helligt?

februar 6, 2018
regnbue

Fosiljæger for foden af  Hanklit Mors 2011 med regnbue

(more…)

Flirt contra overgreb

januar 25, 2018
udklip

Frederiksborg Amts Avis 22.1.2018

Flirt contra overgreb?

#metoo handler selvfølgelig i sit udgangspunkt om overgreb, som også før var forbudt, men som ofrene ikke vovede sig frem med. Så er der handlinger, der mere er udtryk for diskriminerende adfærd end direkte overgreb, feltet er stort.

I den sidste ende, der hvor mænd har forsøgt at latterliggøre de klagende kommer så det, som nogle mænd opfatter som en del af den naturlige tilnærmelse mellem kønnene kaldet flirt. Et stjålet kys,, et klap i røven, et pift eller tilråb. Kvinder har også advaret mod at tage den slags alvorligt som overgreb. Skal der helt specifikt kræves forudgående ja til det hele, er spørgsmålet. Må der ikke blinkes, smiles, gøres håndtegn. Hvem kan forbyde den fra romanerne så kendte afklædning med øjnene, hvordan man forresten så dokumenterer, at den fandt sted?

Litteraturen har nok i forvejen taget stilling til det hele, både det store og det mindre. Filmen Babettes gæstebud får mig til at gribe fat i Karen Blixens lille bog, hvor de to kvinder Martine og Filippa har en far, der har afskærmet dem mod giftermål uden oprør fra deres side. Martines bejler Lorens Loewenhielm indser hurtigt det umulige i en forbindelse, han er vist denne sag uvedkommende. Men med Filippas bejler franskmanden, kunstneren og sangeren Papin er det en anden sag. Hans kunstneriske passion er død – da den vækkes til live ved mødet med Filippa og hendes sang. Han får lov til at undervise hende og hun gør store fremskridt, han ser hende som en kommende verdensstjerne på Paris’ himmel. Han synger sammen med hende duetten fra Mozarts opera Don Juan, Forførelsesduetten og så ”fik den himmelske musik og de himmelske stemmer ham til at miste herredømmet over sig selv. Da den sidste smeltende tone døde bort, greb han Filippas hænder, trak hende ind til sig og kyssede hende højtideligt – som en brudgom kan kysse sin brud foran alteret, og så lod han hende gå. Thi øjeblikket var for sublimt til yderligere ord eller handlinger. Mozart selv så ned på de to fra sin himmel.” Han går begejstret til sit logi, begejstret indtil han fra Filippas far modtager hendes brev om, at hun ikke ønsker yderligere undervisning af ham. Han er knust og forbløffet, for hvad har stukket hende? ”Kom jeg mon til at kysse hende?” tænker han.

Her ryger læseren jo lige ind i argumenterne fra dagens debat: I teater og filmverdenen er følelserne i den grad i spil, at det kan være svært at trække grænsen.

Men så kommer det! Søsteren Martine undrer sig over, hvad der er sket, hvorfor Filippa ikke længere ønskede undervisning. Hun gætter sig frem til kysset. ” I provstens hus følte Martine, at sagen stak dybere, end den overfladisk så ud til, og ransagede sin søsters ansigt. Et øjeblik forestillede også hun sig med en let gysen, at den papistiske herre kunne have forsøgt at kysse Filippa. Det faldt hende ikke ind at forestille sig, at søsteren kunne være blevet overrasket og skræmt af noget i sin egen natur.”

UPS! Skræmt af noget i sin egen natur? Her åbner Karen Blixen, nej Isak Dinesen er det jo, noget af en ladeport i det hjørne af debatten. Isak Dinesen er jo en mand, så han mener altså som mange i debatten, at Filippa frygter sig selv og egne tanker, da Papin stjæler det kys, som han selv som en anden Aalbæk knapt husker. ER Isak Dinesen derfor under anklage for denne fremstilling, eller er der noget her, som kan inddrages i debatten uden at pege nogen ud som overtræder?

Julehistorie med 80 års perspektiv.

december 21, 2016
scan0005

Forside almanak ‘Danmark 1937’ udgivet af ‘Den Danske Presse’.

Indlægget som PDF

Almanakkerne for 2017 er trykt, de ligger parat til at komme på boghandlernes hylder. De handler på en vis måde om fremtiden – og dog ikke. Almanakken ved hvilken mandag falder hvonår – men hvad der sker – ved ingen.

Jeg faldt over denne almanak fra 1936 – gældende for 1937. Interessant at se i det lys – for hvad ved den almanak om den fremtid, den ikke kender, men som vi gør.

Der er firs års tilbage til 1936. Jeg har en bror, der lige fyldte firs – og så virker det antal år ikke så kolossalt, hvad det jo er. Han var tre da krigen brød ud og ni, da den sluttede. Svært at forestille sig for unge mennesker omkring de tyve, tror jeg. Jeg var tyve i 1962 og firs år tilbage var altså 1882 og jeg er helt bevidst om, at det var en fortid uden direkte betydning for mig i 1962.

Så hvad mening kan der være at finde i en almanak fra 1936. Jo for mig er der en del at hente. I 1962 var 1936 med verdenskrigen imellem langt væk. Nu synes jeg den er krøbet nærmere, og endnu nærmere ved at læse i denne almanak.

Forsiden er jo ren Matador. Christian X og dronning Aleksandrine besøger vagten på Amalienborg juleaften. Tegneren Axel Mathiesen har forestillet sig den aften med almanakker til alle – på bordet. I nutidig form kan vi også forstille os det – det går nok for sig også i år med dronning Margrthe og Henrik. Så her er intet mærkværdigt, sjovt at gense Axel Mathiesen, som lavede forsider til så mange børnebøger, jeg har læst.

Men med digtet Nytårsbøn er vi tæt på nutiden på en helt anden måde. Tegningen af Sikker Hansen må være en af hans mindst inspirerende. Og digtet er ikke et af Tom Kristensens bedste. Men indholdet tvinger tankerne hen på, hvad siden skete, man mærker at det er den angst som fylder digtet.

Lad Danmark vælte Mørket
fra Jyllands brede Ryg,
befrie de frie Øer
fra sidste Dages Tryk,
befri, befri os alle
fra Angst for Sult og Nød,
fra Borgerkrig, for anden krig,
For Mord og Massedød.

 

Borgerkrig kan heftet let referere til, eftersom det indeholder en artikel af Erik Seidenfaden om at være korrespondent for en avis i den spanske borgerkrig, som jo slet ikke er slut på dette tidspunkt, kun lige begyndt. Tom Kristensen udgav siden en del af sine avisdigte i en samling ’Digte i Døgnet’ og et af de bedste digte der er digtet om Gustaf Munch-Petersens død 1938 i den spanske borgerkrig.

Erik Seidenfadens artikel giver os en beretning om hans egne oplevelser som ’verdenskorrespondent’ men ikke mange fakta om krigen, som han kalder et blodbad. Status for borgerkrigen i 1936 kan jeg heller ikke finde.

Selvfølgelig er der den morsomme artikel om årets gang, og her er der ingen hentydninger til trusler mod Danmark. Dagligt liv i Norden 1936: ”Hvad skete der herhjemme i disse tolv Måneder? Ikke synderligt. Ikke noget at skrige op om!” Det bliver dog til fire sider, som sagtens kan fremstå morsomme den dag i dag. Om ananas dyrket på Fyn, om giftelån i Sverige på 1000 kr. for at fremme ungersvende i at sætte bo. ”Af politiske Begivenheder vil man mindes, at Vejrhanen paa Raadhuset blev hentet ned. Dette sket på Foranledning af Rigsdagen. Vejrhanen var nemlig rustet fast, saa det ikke var muligt for vore Politikere at finde ud af, fra hvilken Kant Vinden blæste.” ”Mægtigt røre blev der i byen, da Robert Neiiendam fandt et gammelt Brev, hvori Fru Johanne Louise Heiberg afslørede sin Mands graverende Mangler som Ægtefælle. Neiiendam fik et mægtigt Vrøvl, men oprigtigt talt falder Historien tilbage paa Heiberg, som kunde have sørget for, at hans Kones Breve ikke laa og flød. I de Dage der fulgt, kom de fleste Ægtemænd for sent pa Kontoret, og der lugtede af brændt Papir i alle københavnske Lejligheder.” Olympiaden 1936 har siden givet vældig politisk genlyd, men her nævnes kun at resultatet for Danmarks vedkommende ikke var så blændende. At den sorte amerikaner Owens med fire guldmedaljer ydmygede Nazi-Tysklands racepolitik var vel værd at nævne. Med Tom Kristensens indledning in mente skriger teksterne lidt til hinanden.

Indledningsartiklen af Mogens Lorentzen lyder meget nutidig: ” Hvad vil det sige: at være dansk?” ”Men nu Børnene i en Araberfamilie, som er vokset op her fra den første Dag, indtil de bliver ansat rundt om som Biograf-Schweitsere…kan de kaldes danske?” Det bliver et gennemløb af på den ene side og på den anden side, der i forbløffende grad ligner læsning fra nutiden om danske egenskaber, som slutter med: ”Fornuft og Naturlighed er de to inderste danske Grundegenskaber. Fornuften, som i sig selv har et Stænk af Snusfornuft; og Naturligheden, som let bliver formløs, nonchalant, ja endog koket.” Jo udlandet forekommer: ”Det svulstige Galimatias, som man for Eksempel i disse Aar tuder Diktaturlandenes Befolkning Ørerne fulde af, vilde vi Danske ikke tage for gode Varer…En stille og stabil Mand har flere Chancer for at rive med, end en hujende Bavian.” Vi ved hvem han tænker på.

Som et nutidigt julehefte nok også vil skygge for fremtiden, skønt ikke helt på samme måde: Noveller og praktiske artikler om ’Kvælningsulykker i Brønde’ og ’Forebyggelse af Brand’. Og til slut en håndbog med praktiske oplysninger om kongehus og posttakster og kalender for 1937. Månedsnavnene suppleret med de gamle danske fra Bonde-Practica – Glugmåne, Blidemåned, Tordmåned osv. Regering, Folketing og antal indbyggere fører os naturligvis tilbage til tiden, 80 år fra nu. Normal lokalporto for post under 50 gram: ti øre.

Der er ting, der peger frem – mest naturligvis tilbage. Globaliseringen prøvede man på at stå imod med – med foreningen ’Dansk Arbejde’: ”Codan Gummistøvler. HOLD PAA DET DANSKE.”

Verdenskrigen kun 2½ år fremme.

 

 

 

 

Verdenskrigen kun 2½ år fremme.

Historien Sverige kryber udenom

november 24, 2016
brochure33

Svenske kurvemagere i Lillerød 1933: Fra venstre: Carl E. Johansson, Sigvardt Olofsson, Esther Johansson, Alma Nilsson, Hildur Gustafsson, Per Martin Johansson, Hilding Persson

Historien Sverige kryber uden om -….

(som PDF)

Per-Olof Johansson, DK

Vi diskuterer danskhed – er jeg ny- eller gammeldansk? Er Margrethe II nydansker? Tænk dig hende komme til Sverige og blive mødt med et ”Välkommen hem”. Mon ikke hun ville blive temmelig pikeret og nærmest fornærmet. Hendes hjem er Danmark. Men er det ikke sådan, vi tænker om de mange, hvis forældre og bedsteforældre kommer fra et andet land: Deres sande hjem er et andet sted. Selvfølgelig skal historien skrives. Men det skal ikke medføre, at vi påduttes en nationalitet, slægten netop har givet afkald på. På den anden side altså: Vor historie skal ikke glemmes.

Min mor blev født i Sverige 1903, indvandret til Danmark 1920.

Min fars forældre, født i Sverige midt i 1800-tallet, kom til Danmark 1902 efter ti år i Wolgast i Pommern.

Mine slægtsbånd til Sverige er noget tættere, end hvad der gælder de USA-borgere, som deltager i SVT’s serie ’Allt för Sverige’. Disse bliver hilst med et muntert ’Welcome home’ af Anders Lundin. Nok lidt morsomt ment, men når man overværer deltagernes känslosvall, forstår man, at de tager det ganske alvorligt. Der er ikke noget i vejen med de slægtshistorier, redaktionen har forberedt, de er spændende, selvom deltagernes tårer over de henfarnes slægters genvordigheder virker lidt overspændt, dog ægte nok. De har nok nogle festlige dage i øvrigt – konkurrencerne var jeg gerne foruden.

Jeg sætter mig selv i rollen – for også jeg har interesseret mig for min slægts fortid i Sverige. Danmark er nærmere, kontakten har aldrig været helt afbrudt, jeg taler en slags svensk, jeg mangler simpelthen at være blevet udsat for samme chokeffekt som deltagerne i ’Allt för Sverige’.

En af min brødre, Kurt har et sted skrevet, at han mere og mere følte sig som svensker. Han døde sidste år, jeg ville gerne have spurgt ham, hvad han kunne mene med det. Rent statistisk har min kontakt med Sverige nok været tættere end hans, men jeg kunne da ikke finde på af den grund at ’føle’ mig som svensk. Jeg er dansker, det ved jeg, uden jeg dog ved, hvad det er, at ’føle’ det. I hvert fald: jeg ville føle det højst malplaceret, hvis nogen i Sverige skulle finde på at byde mig velkommen med noget der ligner ’Welcome home”. At jeg er barn af indvandrere kan intet ændre, men gør mig ikke svensk. Kurt ændrede måske standpunkt med tiden, for fra at gøre lidt grin med at jeg kaldte os indvandrere, blev det altså til, at han selv mere og mere følte sig som – svensker.

Dansk litteratur om svensk indvandring til Danmark er ikke stor, selvom indvandringen var det i forhold til landets størrelse, men den findes. Richard Willerslevs arbejde fra 1983 ’Den glemte indvandring’ danner i så henseende skel. Lokalhistoriske arkiver i Storkøbenhavn har udgivet bogen om svenskere på Københavnsegnen i 300 år ’Over Øresund før Broen’ i 2000. Selv har jeg i al beskedenhed bidraget ved at skrive om ’En tid med spånkurve’ 2009 om det prægnante – skønt lille – svenske miljø, der opstod her i Lillerød nord for København omkring fremstillingen af spånkurve efter svensk/skånsk mønster.

Men hvor er svenskernes indsats? Er det kun udvandring til USA og Canada, der er interessant? Hvorfor går de udenom vores historie? Er det lidt for pinligt for 08’erne, at Sverige har været i en situation, hvor svenskerne i stort tal måtte rejse til Danmark for at finde til føden, da hjemlandet ikke kunne løse opgaven?

Javist –  Immigrantmuseet Växjö havde en udstilling om emnet for flere år siden – men en svale gør ingen sommer.

 

Indkig til Lillerød landsby

november 14, 2016
dsc00096

Indkig til Lillerød landsby fra Enghaven

Per-Olof Johansson, Lillerød  Indkig til Lillerød Landsby som PDF

Trykt Frederiksborg Amts Avis 11.11.2016

Lillerød Landsby er endnu bevaret med kirke og tre gårde og en del ældre huse. Som noget helt enestående så tæt på Hovedstaden er der et landskabeligt kig ude fra Enghaven ind over marker til Lillerød kirke og gårdene. Markerne nærmest gården Hvidesten er byzone, udlagt til seruminstituttets aktiviteter, mens markerne på den anden side af ‘hestestien’ er landzone – endnu. Fordi Hvidesten var sat til salg, oprettede jeg en gruppe ‘Lillerød Landsby’ på Facebook for at gøre opmærksom på området og for de farer, som i kraft af salget truer det hidtidige planmål.

Hvidesten blev, da Seruminstituttet satte sin afdeling SSI Diagnostica i Hillerød til salg nemlig også til salg, da den er leverandør af det serummateriale, som virksomheden bygger på. Salgsprocessen har været langstrakt, men endelig er det lykkedes mig at få et svar fra Statens Seruminstitut på, hvad handlen med Hvidesten omfatter.

For mere end et år siden blev den røde, stråtækte Toftehavegaard udmatrikuleret med henblik på et forestående salg. Området bebos således i dag af 2 separate ejere, hvor:

– Det frasolgte SSI Diagnostica ejer Frederiksborgvej 71, matrikel nr. 4a (Hvidesten)

– Statens Serum Institut fortsat ejer Frederiksborgvej 67, matrikel nr. 3a (Toftehavegaard). Foruden denne matrikel indgår en række øvrige matrikler i Statens Serum Instituts ejerskab, nemlig et udvalg af markerne vest for Frederiksborgvej.

Det var nok det jeg anede! Statens Seruminstitut ejer nu noget, de næppe ved, hvad de skal bruge til. Det mest logiske vil være at sælge det til Allerød Kommune, planforholdene taget i betragtning. Statens Seruminstitut ville selvfølgelig gerne have mest muligt for jord og gård, på den anden side slap de for en administrativ byrde ved at sælge. Jorden er landzone og prisen må så være der efter. Langsigtet kan Allerød Kommune satse på at kunne ændre planerne, således at jorden kan bebygges, og kommunen derved få en betragtelig indtægt. Derfor er det vigtigt med en tilkendegivelse fra borgerne overfor kommunen af, at JA vi synes kommunen skal overtage både Toftehave og tilhørende arealer, MEN med henblik på at bevare området, som det, det er udlagt til i planerne NU, nemlig bevaringsværdigt kulturmiljø i tilknytning til Lillerød Landsby i overenstemmelse med region- og kommuneplan. Markerne kan sikkert med fordel bortforpagtes til landbrugsformål, mens gården Toftehavegård kan indgå i brug til kulturelle formål i kommunen. 

Link til Kommuneplanen

Leder i Information om farerne ved planlægning uden regler

Hvis man besøger hjemmesiden https://www.ois.dk/ og indtaster de respektive adresser, skulle du kunne se de forskellige ejerforhold, samt kort over området.

Den nye ejer er

Adelis Equity Partners

Lillerød Landsby, gruppe på facebook

 

 

Foran indfødsretstribunalet

september 11, 2016

I dagens anledning. bemærk sat til public domain.

satire

I anledning af at den danske regering har besluttet at undlade at modtage kvote-flygtninge, i modsætning til, hvad der hidtil har været dansk praksis

Sønnetabet

april 25, 2016

 

kollwitz

Kaethe Kollwitz 1909

Jeg har flere steder i digtsamlinger skrevet om tabet af min søn Hjalmar ( 1970 – 1987). Senest skete det i lidt større omfang i ‘Henvendelser som digte’, hvor jeg bl.a. genskrev en stil fra hans gymnasietid. Jeg har også haft hans billede på facebook til erindring. Hvert af den slags skridt sker med en vis tøven – hvad er meningen med det, det overgår alle osv. På den anden side – når det bliver, som om det ikke skete, føler man trang til et lille pip.

Politiken sagde ja til at trykke en kronik herom – en passende dag, dvs et halvt år efter Langfredag 2016. Det blev under titlen ‘Jeg kommer mig aldrig over tabet af min søn’  – hvilket er rigtig nok, mit titelforslag var dog ‘Sønnetabet’.

Jeg fik et overvældende antal positive reaktioner, hvilket føltes rigtig godt og stadig føles godt. Nu sætter jeg linket her i min blog, tilgængeligt for hver den, der hverken holder Politiken eller er ven med mig på facebook.

Kaethe Kolwitz-billedet havde jeg købt mange år før. Hun mistede sin søn i 1. verdenskrig, og hendes selvportræt fra 1909 virkede jo som en sorg ‘på forhånd’. For mig har det naturligvis fået en ikonisk karakter. Det er et lithografi eller lystryk, hvoraf der ikke er mange som overlevede krigen, originalen kendes ikke. Det kan dukke op. Da jeg så et andet eksemplar af lithografiet på en udstilling på Øregaard Museum, virkede det på mig, som om det var hentet ned fra min egen væg!

Kan et brand flytte

februar 29, 2016

branding

Allerød brands 2016

Artikel som PDF Kan et brand flytte?

Kan et brand flytte?

Per-Olof Johansson, Lillerød

Frederiksborg Amts Avis 19. februat 2016

Hørsholm blev brandet af Jagt og Skovbrugsmuseet – nu skal det flyttes.

Frederiksborg Slot brander Hillerød og flytter ingen steder. Men havde brygger Jacobsen ikke lagt penge og energi i genopførelsen, havde vi haft en ruin i dag. Kolding kunne godt være kendt for sin ruin, men det hjalp betydeligt på branding-værdien, at den blev restaureret. Nu er så Kolding også kendt for at huse en gren af Mungo Park. Mungo Park brander Allerød, så længe teatret ligger her, og hvis Allerød ikke bliver nedlagt som kommune. Mungo Parks eksistens har sin oprindelse i Dr. Dante, som opstod med indsats af lokale personer og kommunal opbakning – i den rækkefølge. Får Mungo Park i dag et godt tilbud, kan det så let som ingenting forsvinde fra Allerød. Det er et brand i sig selv – i Kolding eller i Birkerød.

Engang kunne Lillerød senere Allerød brande sig med Fritz Hansens møbelfabrik. Firmaet ville godt understrege den lokale forankring ved at forære os Geddemosen, og kommunen kvitterede mange år efter med en mindesten, som derfor naturligt nok skal blive stående ved Geddemosen.

Firmaet er ude af familiens hænder, men navnet, brandet, var og er så stærkt, at det fortsat hedder Fritz Hansen. Måske er det for at løsgøre sig både fra lokal og national forankring, at det kalder sig ’Republic of Fritz Hansen’. I hvert fald er produktionen i Allerød reduceret til et minimum, og før vi ved af det, er firmaet ude af kommunen og brandingen for kommunen fortid. Selv om vi stadig vil huske, at det var i Lillerød, det tog fart.

Der er det ved branding, at det har to sider – til den store verden og vendt indad mod lokalsamfundet. Allerød er ikke en by men en kommune, og har som sammenbragt af tre gamle bysamfund haft brug for branding indadtil. Det er jo med en vis effekt sket alene med oprettelsen af den kommunale administration med et byråd i spidsen. Men også her er der brug for det private initiativ, som bl.a. er blevet varetaget af LAFAK, Lokalhistorisk Arkiv og Forening for Allerød Kommune, godt bakket op af en kommunal konstruktion, hvor arkivlederen som bibeskæftigelse varetager en for kommunen lovpligtig arkiveringsopgave, som ellers ville koste kassen, hvis den skulle varetages af Landsarkivet.

Denne branding indadtil burde måske have mere opmærksomhed som sådan, end den har fået. Man bør også være opmærksom på, at denne branding indadtil kan have en side vendt udad – mod den store verden. F.eks.: Her er fundet af de seks Brudevæltelurer fra bronzealderen gjort, og det er i LAFAKs regi, at dette er kommet op til overfladen. Denne brandingsmulighed er slet ikke udnyttet til bunds. For i modsætning til FH, Mungo Park og Jussi Adler-Olsen, så flytter Brudevælte aldrig nogen steder hen.

Borgerne i Allerød Kommune har vedtaget, at Allerød Kommune ikke skal sammenlægges med andre kommuner, selvom det ville være til økonomisk fordel for os. Politikerne burde få øjnene op for værdien af denne høje vurdering af det lokalsamfund, de administrerer. Det bør da være et brand i sig selv!

 

Forslag til Allerød Symposier


%d bloggers like this: