Archive for the ‘Bøger’ Category

Dalmåleri: Tafla från Floda

oktober 29, 2017

aangfartyg

Et Dalmåleri fra 1843 som jeg købte i et antikvariat i Stockholm i 1979. Det var første gang jeg var i Stockholm, og jeg måtte nødvendigvis have en souvenir med mig hjem. Jeg har siden set dalmåleri på stederne og museer i Sverige og har haft et udvalg i en bog, men dette ångfartyg er aldrig dukket tilfældigt op. Det har så siden henlevet et liv i anonymitet i min samling.

Nu ved jeg så dette: Billedet er malet af Sämskar Lars LarsSon fra Leksand (1824-1905) i 1843. Det blev gengivet Ernst Bosæus: Nytt tafvelgalleri från stugor i Dalom, bind 2 fra 1882. Mit blad er fra udgaven fra 1905. Det går for at være en troværdig gengivelse af originalen på grundlag af tegning af Bosæus. I 1949 fandtes originalen endnu, så mon ikke den stadig eksisterer et sted.

Vejen til denne afklaring forløb således:

Forleden købte jeg Svante Svärdströms bog om Dalmålningar fra 1944, pænt indbundet kr. 100,- og den gamle interesse flammede op. Hidtil havde jeg fundet hans udvalg af billeder fra 1957 fuldt tilstrækkeligt for mit behov, skønt uden gengivelse af ångfartyget. Søgning på nettet gav så et resultat – en sort/hvid gengivelse, hvor der stod, hvor billedet var gengivet, nemlig i en bog af Bosæus fra 1870. Lidt unøjagtigt, som det skulle vise sig. Af yderlige søgning på nettet fremgik det, at Svärdström havde fået en nyere efterfølger fra 2007, ’Dalmåleri’, en moppedreng på 608 sider, som endnu kan købes til overkommelig pris. I første omgang kunne jeg ikke finde ångfartyget hverken gengivet eller omtalt. I Svärdströms doktorafhandling om forlæggene til dalmålningar fra 1949 fandt jeg så en længere omtale af Bosæus. Bogen var udkommet i tre omgange med fælles billeder i et vist omfang, men også med særindhold. Her er billederne også beskrevet ved titel, og ångfartyget optræder først i udgaven 1882. Der fremgår, at det også er med i udgaven 1905. Også fremgår det, at originalen endnu eksisterer i 1949– men ikke hvor. Med hvad jeg så ved om billedet, giver det mig mulighed for at slå op i bogen om Dalmåleri fra 2007 og komme billedet nærmere. Lars Larsson får en længere omtale, jeg får endda et portræt af ham, et foto af hans bolig og gengivelse af flere af hans malerier. Han signerer billederne LLS og kaldes Sämskar Lars Larsson. I listen hos Svärdsström 1949 nævnes, at Bosæus i de tre udgaver i alt gengiver 60 dalmålningar. Den første udgave kan findes digitalt gengivet, den yngste er tilgængelig antikvarisk. Udgave to har altså et antal gengivelser som vi ikke kender, fem af dem kun kendt derfra. At Bosæus ikke er genudgivet med samtlige 60 billeder kan derfor undre.

Men jeg fandt altså mange svar på mine spørgsmål om min gamle souvenir, uden dog at komme selve originalen nærmere.

Reklamer

Stenøksen og Emil Krause

oktober 29, 2017

 

EmilKrause

Forside til Emil Krause: Byen på Kryds og Tværs. 1928

Jeg har aldrig set den stenøkse, men her spiller den en rolle. Jeg skrev i et par år små tekster til rubrikken Dag til Dag i Politiken. 2000 anslag var max. Det var mere om småt end om stort, rubrikken havde 100 år eller mere på bagen, og så en dag syntes Seidenfaden det kunne være nok og stoppede den. Det gav lidt ballade, så den begyndte igen, nu på bagsiden, men uden de faktuelle oplysninger om dagen som ellers var dens egentlige begrundelse: dagens navn, vejr og en og anden begivenhed. Nu skulle ‘professionelle’ skrive de små tekstindslag. Det holdt ikke længe. I dag ville jeg have skrevet om ‘stenøksen’. Hele nedlægninsballaden havde nemlig givet mig kontakt med en af de andre bidragydere, Tomas Mandel. Undervejs i samtalen fortalte han om sin morfar Emil Krause, som havde været kunstmaler og boet i Farum. Ham havde jeg hørt om fra Marie, fordi hun i unge dage havde været i huset hos ham og passet et sygt barn. Hun havde haft en meget fin stenøkse fundet på marken til familiens gård i Strø her i Nordsjælland. Den forærede hun drengen til trøst: Det var mig! Siger mandel så, den stenøkse har jeg! Hvor mærkeligt. Iøvrigt tegnede han selv, hvilket kan ses i den bog med Dag til Dag-bidrag han udgav om Møn. Og grøntsager, hvilket jeg bringer et eksempel på på den hjemmeside jeg lavede om hans bog.hjemmeside jeg lavede om hans bog.

Hans morfars bog med tegninger fra København har jeg siden fundet. Det indre er velbeholdent, en dag kræver bagsiden et gazebind og klister for at holde det hele sammen. Her kan så konstateres, at han udover maler også var en habil versemager af den gamle skole. Store og små versifikationer af livet i København til at ledsage billederne med. Det flyder let afsted og er slet ikke blot og bar idyllisering, selvom hovedtrækket er – idyl. Året er 1928 – til efter krigen, ti år før den næste, der er fred og ingen fare i det København. Mange gader og huse, men også mange illustrationer med mennesker, jævnt folk og piger i modetøj. 1960 anslag så langt, mer en anden dag!

 

IMAG1353

IMAG1354

Per Nielsen: Sommerfuglestøj 2016

juli 2, 2017

sommerfuglestoej

Per Nielsen: Sommerfuglestøj 2016

Forlaget Rasmus

ISBN 978-87-93319-04-2

Sommerfugle støjer kun, når de møder modstand – flagrer mod et vindue. Ellers skal man vist have forstærker på for at høre dem.

Jeg vil skrive om Per Nielsens bog, men jeg må begynde med mig selv: Engang lavede jeg mange collager, i årevis faktisk. Samlede et udvalg af dem og beskrev dem i digte. Det hedder ekfraser. Min ide var ike, at læseren skulle hefte ordene på billedet, ordene skulle have deres eget liv, læseren skulle skabe billeder selv ud fra ordenene.

Per Nielsens bog er digte og billeder, digte om billederne eller billeder om digtene. Det er haiku – ekfraser med vedheftet billede-collage. Hvad kom først – ægget eller hønen? Collagen eller haiku? Vist mest og som flest gange er begyndelsen nok collagen. Nutid og fortidens kunst blandes, døden og livet og kvinden og sommerfuglen – ord der giver lidt af denne bogs univers. Haiku er små, så bogen kunne være hurtigt ’læst’. Jeg foreslår den indtages med pipette – få dråber hver dag. Sådan har jeg selv gjort og gør. Til sidst vil de hver for sig stå prægnant i egen ret.

De halve timer

der føles som hele døgn

fylder for meget

  • måske den collage ikke siger mig så meget mere, men

Angstens ensomhed

Det som ikke kan deles

men altid huskes

– understreges af en eller anden grund af collagens hvide felt.

Natmørke øjner

ser ud på universet

og evigheden

– og collagen følges eller følger fint, hvem der så ellers kom først!

Så egentlig er citering uden billede meningsløst! Kender man Per Nielsen fra oplæsninger, er der en dimension yderligere til bogen. Man forstår altid hans digte bedre, når man har hørt ham læse dem op. Eller dog forestiller sig oplæsningen.

Hvis haiku og billede hist og her skurrer mod hinanden, er det måske blot sommerfuglestøj, som næste gang er helt fraværende.

Tiden har det svært

i sit eget univers

hvor alt går for stærkt

De mange urskiver er påmindelser, der går hen over hovedet på mig gang på gang, til jeg fatter: De går jo ikke 🙂

Og så: En smuk bog, oplagt gaveobjekt.

 

scan0003

Vagn Steen udstilling

marts 4, 2017

Udstillingen i Forfatterforeningen lokaler 2.-6.marts 2017, viser konkretist-digteren og forfatteren Vagn Steens værker, plakater, installationer, art-books, digtsamlinger, børnebøger, romaner, finurlige ordlege og debatterende kulturessays, men først og fremmest Vagn Steens originale værker fra især 1960’erne og de tidlige halvfjerdsere.

Fredag 3.3.17:

Tania Ørum og Lars Bukdahl fortalte om hhv. forfatterskabets optakt i 60’erne og hans børnebøger. Helge Slaatto opførte Rudiger Meyers værk over et af Vagns digte. Rudiger Meyer fortalte om samarbejdet med Vagn og afspillede lydoptagelser med ham. 

Naturligvis sjovt at se, at egen deltagelse i Digte for en Daler nr. 1 er med på udstillingen.

Alle udgivne numre af  tidsskriftet kan ses her. http://www.avantgardenet.eu/dfed/daleret.html

Min deltagelse har jeg fortalt om her http://per-olof.dk/cdt/livstegn.htm . I og med jeg kaldte det Livstegn faldt jeg lidt ved siden af hovedretningen ‘konkretisme’! 🙂 

Da Vagn Steen blev udnævnt til hædersmedlem i Dansk-Svensk forfatterselskab 13.4.2013

http://www.dansk-svensk.com/vagnsteen.html


Bagsiden af Digte for en Daler og midteropslaget i nr. 1 (ikke at forveksle med nr. 0!) stod jeg for!

https://bibliotek.kk.dk/ting/object/870976-anmeld%3A30824407/fulltext

 

René Sandberg byder velkommen – læser tekst af Vagn Steen,

Komponist, professor og violinist Helge Slaatto opfører Rudiger Meyers værk ‘Fuglens flugt’ lavet over  Vagn Steens digt ‘Digt med ikke’.

Komponisten Rudiger Meyer fortæller om sit værk og om bekendtskabet med Vagn Steen, og afspiller oplæsning af Vagn Steen.

Litteraturforsker Tania Ørum fortæller om Vagn Steens brud med traditionen gennem 60’erne. Med bagtæppet: ‘3 vrang treret’.

Lars Bukdahl  fortalte om Vagns børnebøger, som Vagns datter kunne bekræfte nærmest var autobiografiske!  Inspirerede til læsning. Deres indhold lyder nærmest som det, man altid har sagt om H.C.Andersen: henvendt både til børn og voksne.

Tre generationer i Lillerød

juli 19, 2016

scan0001 scan0002

Ill35

Farfar Per Martin Johansson 1905, Arvid Johansson 1963, Per-Olof Johansson 1963. Jeg tog mit billede med selvudløser, altså en tidlig selfie..

Hvis du ikke lige kender en spånkurv: Definition af en spånkurv

Fjerde og femte generation bor også her i Lillerød, endnu da og så kom jeg i tanker om, at jeg i 1963 tænkte i tre generationer med disse tre billeder…

I 1902 kom mine bedsteforældre til Allerød, fordi de skulle medvirke i farbror Carls spånkurvevirksomhed. Det har jeg skrevet om i bogen En tid med spånkurve (2009). ‘En tid’ – for fra omkring 1970 var behovet for spånkurve erstattet af plasticposer og papkasser. men i den mellemliggende tid blev brødrenes virksomhed den eneste danske som over en længere årrække fremstillede spånkurve i Danmark. Både farfar og hans bror Carl var født i Sverige i Örkened sogn i nordøstre Skåne, hvor fremstilling af spånkurve var blevet et hovederhverv.

Der er rygter om, at andre forsøgte sig, men noget faktuelt ved jeg ikke. Hvad jeg ved er, at der var mindst tre større grossister af spånkurve i Danmark – i København, Odense og Aarhus, så det var ikke uden konkurrence at fremstille kurvene i Danmark. Problemet ved fremstillingen og grunden til, at der kun opstod den ene fabrik var, at materialet – fyrretræer af en vis alder og kvalificeret personale skulle hentes fra Sverige.

Måske i kraft af det navn, jeg fik, synes jeg, jeg altid har beskæftiget sig med vor historie. Per var min farfar, Olof var min morfar og Johan var farfars far, og alle tre var kurvemagere.

Så da jeg fik mig et eget fotoapparat gav det anledning til, at jeg tog en del billeder på værkstedet. Jeg lånte gamle billeder til affotografering hos Elisabeth, min fars kusine. I mit fotoalbum lavede jeg en side, hvor farfar, pappa og jeg selv var igang med det samme moment i fremstillingen – at bukke hjørne på kurven. Jeg blev aldrig kurvemager, men jeg havde selvfølgelig mange opgaver. Men flette lærte jeg ikke, og så må jeg holde min plads som kurvearbejdsmand og kontorist (skrev fakturaer og breve 1956-70). Der skulle flækkes træ, barkes af, sætte indre bånd i og kringskæres, sættes hank på. Sådant kunne jeg.

Her er det billede, hvor farfar sidder sammen med de øvrige kurvemagere på stedet som jeg har lavet udsnittet med ham fra.

ILL14

Allerød, Danmark 1905 hos Per Martin Johansson. Per Martin, min farfar ses lave hjørner på kurven. Pontus Nilsson, farmors fætter (søn af hendes moster) er ved at sætte den ydre gjord på, han er manden tættest ved bordet. Midt for bordet sidder hans kommende kone Hanna, til venstre for hende søsteren Betty, begge kusiner til min farmor (døtre til hendes faster). Først i 1940’erne begyndt man på at ansætte danskere, tvunget af omstændighederne. Børnene er min fars søskende Anna, Sigrid og August. Yderst til højre Tå-Hilda. Mellem farfar og Pontus en Olof, ingen huskede efternavnet.

Benny Pedersen har lavet en video med min oplæsning af tre digte med spånkurv: Et stykke fra Kaleva, et digt af Harry Martinson og en tekst af mig selv:

Per-Olof Johansson læser tre digte med spånkurv

kurve_logo

Om religiøse spor i min slægt

juli 14, 2016
KONICA MINOLTA DIGITAL CAMERA

Örkened Kyrka, Lönsboda, lidt af udgangspunktet..

Religiøse spor i en slægt –

Per-Olof Johansson (1999/2016)

Örkened kirke, Lönsboda.

Min bror Kurt E. Johansson optrådte ikke sjældent i de lokale aviser eller med artikler i Kristeligt Dagblad i egenskab af præst i Sandby, provst en periode, politiker en periode, opstillet af det radikale venstre. Efter hans død 1.9.15, faldt jeg blandt hans papirer over et interview, hvorefter han skulle have udtalt, at han ikke var religiøst opdraget. Hvis han virkelig har sagt det og ikke det modsatte, vil det virkelig undre mig. Jeg er af den diamentralt modsatte opfattelse om vor opvækst!

Jeg vil sige med bestemthed, at vi er vokset i en familie, hvor værdierne var religiøst funderet – men som den yngste i en søskendeflok på fem nød jeg godt af, at denne værdisætning ikke oplevedes som tvang – så vidt jeg forstår ikke et ukendt fænomen for de yngste.

Jeg har tit undret mig over den modsætning der er mellem min oplevelse af det religiøse miljø jeg voksede op i og så omverdens syn på selvsamme. De to syn kunne kun sporadisk bringes til at dække hinanden. Omverdens syn er det som på udmærket vis kommer til udtryk i skikkelsen “faster Anna” i TV-serien Matador. Og selv om vi i familien virkelig havde en faste Anna, som repræsenterede ortodoksien, så stemmer billedet alligevel ikke…

….læs videre i denne PDF (9 sider) Religiøse spor i en slægt

Artikel ikke uden forbindelse med det forgående:

Guds straf og slægtstræet

En artikel som beretter om et sammenstød i forfatterens hoved af religion, slægtsforskning og folkeminder. 
Carl von Linnés berømte bog Nemesis Devina knyttes sammen med den lokale brug af et straffesagn i grænseegnen mellem Skåne og Småland. Sagnets oprindelse kan eftervises i slægtsforskning, og der afdækkes slægtskab mellem sagnets personer og personer hvis liv  kunne være blevet sagn af lignende årsager – men reddedes på stregen. Slægtskabet gøres op og de strafværdige led afdækkes 🙂

Digte ikke uden forbindelse med det forgående:

Kurt E. Johansson: Digte – Udsyn fra Femø

Boghylden

Nogle af kildeteksterne…

Dansk/Svensk kulturmøde

juni 30, 2016

Plakat til relancering af 'En tid med spånkurve'

Kulturmøde i det små som PDF, let at udskrive og læse. men alligevel følger hele artiklen her i bloggen, da mange har modvilje mod downloade PDF’er…

Kulturmøde i det små

Per-Olof Johansson 27.6.2016

Jeg lovede en redaktion et haiku om to kulturer, om kulturmøde og forstod det som kultursammenstød, men jeg kunne ikke rigtig komme på sporet. For selvom familien tæt på har sin oprindelse i nordøstre Skåne – er det så ligefrem et kultursammenstød at være født og opvokset på Sjælland med den baggrund? Det er sådan et stort ord – kultursammenstød. Nu er deadline passeret og så kan jeg måske causere lidt over emnet – for selvfølgelig er det et sammenstød, men jeg har bare været dårlig til at registrere det, tror jeg. For det lyder jo til at skulle være noget negativt, og for mig har de to kulturer nok bare været noget positivt, noget der supplerede hinanden.

Jeg har ikke et forfatterskab, jeg har levet af, et forfatterskab er det jo alligevel blevet til. Her burde dette kultursammnestød vel give sig udtryk. Når det kommer til de ti digtsamlinger, så er det noget andre må dømme om, men der er da udgivelser, hvor det kommer til udtryk. Først og fremmest i bogen ‘En tid med spånkurve’. I Danmark er spånkurve ikke noget man beskæftiger sig med. Det var for en stor dels vedkommende en importvare – og så var der vor virksomhed i Lillerød, hvor der gennem70 år og lidt mere blev fremstillet spånkurve. Den historie fik jeg lyst til at fastholde, og fra koncipering til udgivelse gik der 30 år. En udgiver kunne jeg ikke finde, og så måtte jeg selv til slanterne. Inden den kom til verden, var emnet altid svært at tale om, og det blev sværere og sværere som 1970 gled bag ud, nye generationer anede slet ikke hvad jeg talte om. En spånkurv – hvad er det? sagde de. ’Jeg kender en spånplade’ – sagde en! Det var der før 70 ikke tvivl om – for det var jo simpelthen kurven. Selvfølgelig var der mange andre kurve selvom spånkurven var den almindelige, den der ikke kostede meget, og fandtes i mange størrelser.

Det er og var noget andet i Sverige. Dels kan der i Sverige hist og her stadig laves en spånkurv, fordi materialet, fyrretræ af en vis ælde stadig findes, dels fordi traditionen med en spånkurv stadig er levende, takket være Hemslöjd-organisationen. Her blev spånkurven accepteret som en del af kunsthåndværkstraditionen. Desuden blev en tradition fra Hälsingland med at male spånkurve genoptaget og indgår nu som et led i hobbyaktiviteter. Man kan se det bevidnet af museernes beholdninger af spånkurve. således som enhver kan slå det op på nettet. Man kan også se det på Instagram ved at se forskellen i antal på respons på #spånkorg og det danske #spånkurv. Mængder på svensk – på dansk er det overvejende billeder, som jeg har sat på! Så her har jeg da mærket kulturforskellen og følt, at jeg arbejdede i modvind.

Så er der en anden udgivelse, hvor det slår mig, at forskellen ligner den med spånkurvene. Jeg udgav i 1975/76 en bog om Bonde-Practica, en bog tiltænkt folkelig læsning, udviklet i Tyskland i begyndelsen af 1500-tallet, første gang trykt i Danmark 1597 og siden i mange oplag til og med 1804. Min bog udkom i en mappe sammen med et faksimiletryk af udgaven fra 1744 som årets nytårshilsen fra Dansk Kliché Fabrik og Fihl-Jensens Bogtrykkeri. Den del af oplaget, som tilfaldt mig, solgte jeg gennem Foreningen Danmarks Folkeminder, jeg havde jo haft Iørn Piø som konsulent på projektet. Der skrives tit at bogen er udgivet af foreningen, men sådan var det altså ikke. Med almanakkens reformering i 1832, hvorefter det ikke mere var muligt i almanakken at se månens gang i dyrekredsen, og måske især på grund af H.C.Ørsteds kamp mod overtro, døde bogen så at sige i Danmark. En almindelig viden om bogen må dog have eksisteret siden man i 1884 kunne udgive en satire over bogen som tillæg til et julehefte (Oldfux 1885)!

I Sverige gik det anderledes. Der udkom en svensk version oversat fra dansk først i 1662 og uden det rige billedmateriale som gennem 200 år fulgte de danske udgaver. Den holdt imidlertid længere. Almanakken reformeredes senere end i Danmark og sikkert derfor kunne den lettere fortsætte et liv som kuriositet og minde om gamle dage i Sverige.

Så kunne man tro, at det skyldtes en viden om bogen fra min opvækst, som havde fået mig til at kaste mig over den lille bog, sådan er det slet ikke. Da jeg fik den i hånden i begyndelsen af 70’erne havde jeg aldrig hørt om den, og det var det, som udgjorde udfordringen, for jeg kunne ikke vurdere om det eksemplar, jeg fandt, var fra 1500-tallet eller senere! I dag er bogen i Danmark kendt af særlige interesserede på grund af min udgivelse, mens det er ganske almindeligt bekendtskab i Sverige, jeg har slet ikke tal på de udgaver, der er kommet igennem det tyvende århundrede, jeg har adskillige, og enkelte er kommet i store gentagne oplag. Jeg har da en opdateret dansk version på beddingen, uden det er lykkedes til dato at få skabt interesse for den hos en udgiver.

Her var da på et par punkter helt tydelige kulturforskelle mellem dansk og svensk, som jeg har erfaret. Når det kommer til et skel mellem svenskere og danskere i almindelighed må jeg melde pas, jeg har svært ved at skelne mellem, hvad der blot er forskel mellem mennesker i almindelighed og så på det nationale område. Jeg siger aldrig, at jeg føler mig dansk eller at jeg føler mig svensk. Jeg er dansker med en svensk historie og undrer mig over den snak om at føle sig som….hvilket måske er min måde at værge mig mod ‘kultursammenstøddet’.

En tid med spånkurve

Bonde-Practica eller Veyr-Bog

 

 

KONICA MINOLTA DIGITAL CAMERA

Per-Olof Johansson: Bonde-Practica eller Veyr-Bog 1975. Bonde-Practica eller Veyr-Bog 1744 i faksimile, mappe til begge.

Poesi-tampen brænder

juni 11, 2016
poesi_front

Poesi-debat i pPolitiken – griber den om sig?

Artikel ‘Poesi-tampen brænder’ som PDF

Med udgangspunkt i

Mikkel Thykier:

Reportage fra poesiens frontlinje #1

og

Reportage fra poesiens frontlinje #2

Spørger jeg bl.a. om hvordan råstoffet til den ’omtalekultur’, han tager afstand fra, kommer til verden.

Efter at have læst Mikkel Thykiers to kronikker i Politiken (hhv. 1.og 2. juni 2016) et par gange, får jeg den tanke, at det er foregået på denne måde: Mikkel Thykier skriver sin tekst og lægger den på indtil flere USB-stik. Dem lægger han forskellige steder i nærheden af redaktionerne, som får et brev herom: ”Tampen brænder – den som først finder kuverten tager stikket hjem og får ret til at trykke artiklen.” Eksempler på de værker, han tænker på, forbeholder han sig dog fortsat: Tampen bliver ved med at brænde. Hvordan han vil undgå ’omtalens kultur’, begriber jeg ikke. Og jeg kan forstå, at det gør Jes Stein Pedersen heller ikke, for han inviterer Thykier til at redigere et helt nummer af BØGER! Hvis der ellers er nogen logik i sagen, bliver det en billig omgang, for Mikkel Thykier bliver nødt til i overensstemmelse med sin opfattelse at sige nej tak.

Det er da klart at artiklen rummer udsagn, som ville have svært ved at få lov at stå alene i et interview, det må Thykier have ret i. Men omtalen er allerede i gang. Jeg havde straks affattet svar efter læsningen, men redaktøren kom mig i forkøbet, da han havde insider-viden.

Er det virkelig poesiens frontlinje vi præsenteres for? Kan man overhovedet tale om poesien i den bestemte form? Hvis jeg skulle udpege en frontlinje, så finder jeg den i den mangfoldighed i oplæsningssteder, jeg præsenteres for, så findes den på internettet og i mængden af upåagtede udgivelser. Ingen af de steder har jeg i noget større omfang mødt den afart af poesien, som Mikkel Thykier er fortaler for. Han ser den holdt ude af medierne, så at sige uopdaget, men vi andre skulle vel gerne have muligheder for at møde den? Han ved, hvor den er, men vil ikke fortælle det, for ikke at ødelægge den. Det følgende tager udgangspunkt i kronikkerne, skønt jeg går lidt mere jordbundet til værks!

Hvordan man end vender og drejer det, vil der være en grænse for, hvad medierne kan præsentere. Det kan ikke være digtningens mål altid at stå forrest i mediekulturen, poesien har et større værd og mere vægt end som så. Den er et redskab for digteren, men også for læseren, hvordan den så end tager sig ud.

Der er noget morsomt ved i kamp mod omtalekulturen at få trykt to kronikker en suite i Politiken herom. Poesien lever i al sin mangfoldighed i bøger, selvudgivelser eller i forlagsregi, hvor der også der er mange niveauer, på små og store scener, i skriveværksteder og forfatterskoler, mund til mund, gammelt og nyt i en stor heksekedel – modtageren ikke at forglemme, den, der tager poesien til sig, som det redskab den er, helt udenom omtalekulturen, når blot den bidrager til selvforståelsen.

Ikke desto mindre er’omtalekulturen’ da et godt ord! Hvordan noget fra den store ordheksekedel når frem til omtalekulturen kunne det være interessant at se afdækket. Det ændrer næppe meget i sig selv, men publikum ville have bedre blik for oprindelsen til det præsenterede.

Jeg er publikum, læseren, men jeg udgiver også mig selv og senest endog en anden digter. Jeg læser ugentlig tre bogtillæg. Jeg aner ikke hvordan udvælgelsen af de præsenterede bøger foregår. Poesien er en detalje, skønt den er hovedsagen i dette indlæg.

Hvis vi så prøver at se bort fra de udbredte myter, som nok kan have noget for sig nu og da, at det hele drejer sig om en sammensværgelse mellem forlagsfolk, forfattere og anmeldere drevet af at bære hinanden frem til nationens ære, magt og penge: Så ser processen for mig i min fantasi sådan ud:

Bøgerne ankommer til redaktionen og udgør en anseelig bunke. Om det nu er redaktøren eller en studentermedhjælp: Der laves en grovsortering. Det primitive, det ukendte, det alment ligegyldige i den største bunke. Det anmeldelsesværdige igen i to bunker, første prioritet efter udgivelsesdato, anden prioriteret senere og hvis der er plads.

Første prioritet deles op efter anmeldere, som får bogen tilsendt med en deadline. Vi ser sommetider anmeldelser og interviews følges ad – hvordan de aftaler gøres internt ved vi ikke, men vil gerne vide. Får anmelderne angivet et omfang eller beskærer redaktøren alt efter, hvordan det passer ind i helheden? Måske henvender anmeldere sig i enkelte tilfælde med en anmeldelse efter eget valg – men sikkert sjældent. Så kritik af anmelderne for at udelade den og den forfatter er nok tit forfejlet.

Udgivelsesdato må betyde en del, siden jeg ofte sideløbende kan læse om samme bog i alle tre tillæg, jeg følger. Måske har alle tre været inviteret til interview med samme forfatter? Så et eller andet sted spiller forlagenes promotion en rolle – også den helt ukendt for mig, som bare laver en pressemeddelelse til at følge bogen med posten ind til redaktionens sorteringsmaskine.

Der er meget i Thykiers artikel, jeg kun forstår halvt, men det afsluttende citat af Tomas Tranströmer siger mig desto mere.

Der er trangt i den mondæne kultur. Der er tale om en slags elevator for et begrænset antal personer. Der står de samme personer altid klemt sammen. De kører i elevator i alle de samme aviser samtidig.”

Jeg synes det må være muligt at komme litteraturomtalens snæverhed nærmere, hvis der forelå en forskningsrapport om, hvordan omtalen rent konkret kommer til verden på de store medier. TV helt uomtalt, der foregår alt åbenbart i rumpen på, hvad aviserne allerede har udpeget som vigtigt.

PS: Jeg synes spørgsmålet om, hvad der sker med den store mængde uanmeldte bøger rent fysisk skal med i overvejelserne. Mit forslag er, at medierne meddeler til de indsendende, at ikke-anmeldte eksemplarer sendes videre til Røde Kors-butikker, såfremt de ikke er vedlagt en frankeret returkuvert. På samme måde, som man i Kvickly kan vælge at skænke sin flaskepant til diverse godgørende formål.

 

Litteraturredaktør til digter: Du må fylde hele bogsektionen – hvad siger du?

Forlag per-olof.dk

juni 9, 2016
anprisning

Forlaget per-olof.dk anbefaler sine bøger

Som selv-udgiver har man et problem med pr-afdelingen. Havregrynsfabrikanten er ganske ublufærdig i lovprisning af eget produkt. Det kan selv-udgivere ikke tillade sig. Derfor laver mange et forlag, så man ikke ser de er selvudgivere. Her har jeg gjort et forsøg på at kaste blufærdigheden overbord.

Gå videre til hjemmesiden ‘Læs mig’

Læs mig!

maj 3, 2016
perolofdk samling hos issuu.com

En illusion af papirskrifter…

Sådan så indgangen till ISSUU ud engang – nu har jeg lagt 50 artikler og hefter ud til læsning i dette bladreformat. Det totale overblik findes jo ikke, men deloverblik! Så nu har jeg fulgt opfordringen til at etablere ‘stakcs’ og grupperet, og så er der jo også mulighed for overblændinger.

Andre indgange får man jo på læsmig.dk, per-olof.dk og perolofdk.com, YouTube, flickr og Googles Picasa Webalbums

De seks grupper i ISSUU er

Ordet, Dansk-Svensk forfatterselskabs omtale af aktiviteter 

Folklore

Poetry

Allerød og Lillerød

Per-Olof Johansson, diverse artikler og emner

Udgivet af per-olof.dk

 


%d bloggers like this: