Archive for the ‘Bøger’ Category

Niels Brunse: Tro er ikke viden

marts 17, 2020

De omtalte bøger

Download artiklen som PDF

Niels Brunse har skrevet en bog han kalder ’Tro er ikke viden’. Jeg griber fat i bogen, fordi det er et emne jeg i årevis er gået op i, ja vel siden barndommen. Jeg har også skrevet om det, og konklusionen til dato er, at vi skal af med ordet ’tro’, når det handler om at betegne det religiøse.

Efter titlen på bogen at dømme forventer jeg mig en opfølger til Ingemar Hedenius’ ’Tro og viden’ fra 1960. Den forventning er hurtig skudt ned efter at have læst en anmeldelse af bogen af Christoffer Emil Bruun i Weekendavisen under oveskriften ’Kristen kuturradikalitet.’. Bogen af Hedenius vakte nok så stort postyr, fordi den tog fat i navngivne prælater, og trak dem gennem vridemaskinen, for når jeg lige får genlæst forordet efter at have læst Niels Brunse, lader det til, at det ikke i og for sig er religion as such, Hedenius angriber, men formuleringer i religionens navn.

Niels Brunses bog er uden mystifikationer, lysende klart skrevet, ikke et debatskrift men en fortælling om egen afklaring i forhold til det religiøse. Tro er ikke viden – men viden er ikke alt, tro har sin egen verden og værdi. Han har ikke mine forbehold overfor ordet tro og forklarer meget godt, hvad han lægger i det. Men jeg er ikke kommet ret langt ind i bogen før jeg forstår, at begrebet tro for ham ikke som hos Hedenius først og fremmest er forankret i biblens tekster, men i egne erfaringer.

Så egentlig burde det vel være sætningen ’Tro er vished ikke viden’ som burde være bogens titel.

For med sætningerne: ”Men hvor kommer visheden fra? Jeg har ikke noget andet svar end at den er en erfaring.” er vi kommet langt forbi den tekstbaserede ’tro’, som jo kan debatteres til dommedag. For ham er troen erfaring, dog uden en pludselig oplevelse af frelse, selvom han ikke kommer uden om momenter, der ligner.

De fleste der skriver bøger som denne, f.eks. Leo Tolstoy skriver om et sådant momment. Da han læser de selvfølgelig velkendte ord i Bjergprædikenen, Mattheus kap. 5 vers 38 og 39 slår lynet ned: ”I har hørt, at der er sagt: Øje for øje og tand for tand. Men jeg siger jer, at I må ikke sætte jer mod den, der tilføjer jer ondt, men hvis nogen giver dig et slag på den højre kind, så vend også den anden til.” Han vil ikke påduttes at fortolke Jesus, han vil også holde sig til den enkelhed i evangeliet, som i de mange hundreder af år har indfanget almindelige mennesker.

Det stemmer fint med, hvad Brunse siger: ”Jesus var en mand. Men fortællingen om ham er en fortælling om et menneske, der aldrig brugte nogen anden magt end sine ord og sit eksempel – og som selv var magtesløs, da magthavernes i den tids Palæstina besluttede at fjerne ham som en opvingler, der truede den offentlige orden.

Nu er hans arv en verdensmagt, hvis tilhængere stadig alt for tit glemmer dens magtesløse udspring.”

Brunses bog er, emnet taget i betragtning, dejligt fri for missionerende indstilling. Det er vigtigt for ham at forklare sine bevæggrunde, men ikke for at jeg bør tænke ligedan. Måske opfatter jeg det sådan, fordi jeg jævnt hen er enig med ham. Det har tit undret mig, når forfattere stiller sig op som autoriteter i at fortolke, hvad Gud har tænkt med det hele! F.eks.: ”Men Gud ønsker, at vi skal indse, hvad vi har mistet og mærke smerten ved det tab.” – som jeg kan læse hos Rosenius, en vigtig vækkelsesprædikant fra 1800-tallets Sverige, hvis skrifter blev brugt langt op i 1900-tallet og nylig er kommet i dansk oversættelse som ’Vejledning til fred’. Jeg kender ham fra familiebiblioteket!

”Jeg tror på Gud” – starter Brunse, hvorefter vi får historien, som den forløber fra barndommens medleven i kirken bl.a. som kordreng, til udmeldelse af Folkekirken i gymnasietiden og langt senere genindmeldelsen. De følgende kapitler er så emnerne til overvejelse tro, religion, magt, synd, sjæl, bøn, Gud: ”Jeg kan ikke sige hvordan Gud ser ud, men det er min dybeste overbevisning, at Gud er kærlighed.”

For andre troende vil bogen være interessant læsning, fordi den giver os lejlighed til at overveje, hvad vi selv mener, tror. Men alene ordet ’tro’ vil kunne få enhver ateist til at vende i døren. Og det kan jeg godt forstå, og det synes jeg er ærgerligt. Det er derfor, jeg ønsker mig et andet ord for den realitet, der ligger bag ordet.

Ateisten, Ingemar Hedenius siger det: ”Atter og atter synes den kristne tros lære om de evige sammenhænge og deres altoverskyggende betydning for livet at måtte pakke sammen, så snart de kommer i konflikt med, hvad den sunde fornuft og rent menneskelige beregning siger om øjeblikkets krav.” Ja, og det problem kendte shamanen ikke, men vi gør.

**********************

Her i min blog kan der så blive plads til nogle links til, hvad jeg tidligere har skrevet i denne genre

Det ord tro

Om religiøse spor i min slægt

Kan tro blive til viden

Religiøs indgang

Gud skabte verden – hvem ellers?

Om tro som trofasthed mod livsmålet

Guds straf og slægtstræet – om Linné og folketro

Verdens mærkeligste alterparti?  Mogens Koch i Lillerød Kirke

Drøm, virkelighed og forestilling 

En lignelse er en lignelse er en lignelse     PDF

Dommens dag 1945

februar 26, 2020

Nogle af de omtalte bøger

Dommens dag 1945

Per Stig Møller:

Sommeren ’45

Fra overmod til mismod

2019

Hele artiklen som PDF

Maj 45 følges nærmest dag for dag, de følgende måneder mere og mere summarisk på grundlag af dels pressereferater, dels alle mulige andre kilder lige fra erindringer til egen hukommelsen. Per Stig Møller har den unikke position, at han har kendt indtil flere af de rollehavende personligt, han er forsker, han har været folketingsmedlem og minister, han har forudsætninger for at følge dette forløb som ingen senere forsker vil kunne påberåbe sig. Han har haft følgeskab af en dygtig researcher, men gennem hele bogen er man ikke i tvivl om, at det er Per Stig Møller, der skriver, der udvælger referater, der kommenterer. Mange kan sikkert uddrage en anden rød tråd fra perioden, men næppe nogen så fuldstændigt, som her er gjort. Det er et stativ, som de efterfølgende forskere må referere til.

Der er naturligvis ting jeg studser over. Diplomaten Peter Skov blev fyret af Scavenius, fordi han var uenig med den førte politik. Der refereres ganske kort til forløbet, men den bog, som Peter Skov er medforfatter af, hvor han med egne ord redegør for historien, kunne passende som mindstemål være med i litteraturlisten. P.Skov og Johannes Hohlenberg: ’Ansigtet bag masken. Hvad Den Parlamentariske Kommission ikke ville vide’. 1955.

I mange tilfælde kan Per Stig Møller selvfølgelig ikke kun holde sig til sommeren 45, men må hente oplysninger fra tiden både før og efter. Og der synes jeg han gør sig sagen for let, når han udelader Den Parlamentariske Kommission. Det nævnes dog, at den allerede sommeren 45 har taget sagen om forløbet af den 9. april op og frikendt alle de involverede. Hist og her er bemærkninger til kommissionen, som gør det klart, at han ironisk ser den som en kommission, hvis opgave var at frikende parlamentarikerne, de skulle jo selv træffe afgørelsen.

Men dermed var sagen jo ikke slut, og er for så vidt ikke slut endnu. At lukke sagen som om der i et og alt var tale om en konspirationsteori, at der forelå en forhåndsaftale om besættelsen, er for let. I det mindste må man da fortælle at debatten om konspirationsteorien forløb over mange år med mange faser. Hvis man tager ordet ’forræderi’ ud af sagen, blev det måske muligt at diskutere forløbet nøgternt. En central figur i den debat blev Jon Galster, hvis bog ’Den 9. april 1940 – en sande myte’ fra 1990 kan anvendes som katalog over sagen, og den skulle naturligvis være med i litteraturlisten og have en bemærkning med på vejen.

’Den skæve våbenfordeling’ mellem modstandsbevægelsen og militærets ventetropper får en eller to linjer, og det er måske nok – hvis ellers Erik Nørgaards bøger herom var at finde i litteraturlisten. Henvisningen til et interview med Ninka er da underligt, når der findes bøger om sagens afdækning. Erik Nørgaard: ’Generalens fald – forræderiet mod sabotørerne’. 1972/74.

Per-Olof Johansson

En anmeldelse i Berlingske

Nyt fra Benny Pedersen

februar 17, 2020

Forside

Forside af Ole Bundgaard til Benny Pedersen 2020

 

Benny Pedersen

Ved siden af er også at ramme

Digte

ISBNB 978-87-93272-80-4

Forlaget Ravnerock

Dette er Benny Petersens 13. digtudgivelse, den første hed ’På vagt’ og kom i 1975. 2014 kom et udvalg ’Digtbrikker til et portræt’, men dette er nye digte.

Det lavmælte er vist ikke i høj kurs, men hvad kommer det sagen ved? Dette er lavmælte digte om at digte, om nødvendigheden af at digte, om det selvfølgelige i at digte selvfølgeligt

længsel

ordene gemmer sig for mig

jeg gemmer mig i ordene

at kende sjæl og krop

at være ét

regn efter lang tids tørke

sollysets liv i os

Læseren har ikke behov for sammenligninger her, at Benny digter ligesom den og den og slet ikke som den og den. Vi møder Benny og lader os ikke forstyrre af, at der er så mange andre der digter. Han siger det selv

primtal

runder et primtal

seks år til det næste

også jeg er udelelig

i min egenart

defineres kun ved mig selv

Jo vist er vi alle påvirkede af andre skrivende, når vi skriver, men digtning er ikke en mandjævning ikke en XFactor-udgave. Det lavmælte forhindrer ikke, at vi kommer tæt på det store, de store livsspørgsmål, kærlighed, sygdom, liv og død, sorg. Det er svært at citere ham, uden a skulle citere hele digtet – og det er jo meningen, at du skal læse selv, selv opdage at blive båret videre fra det ene digt til det næste, gøre de lavmælte ord til dine egne. Slutter derfor dette lille opmærksomhedssignal med

ekkoer

som ekkoer af uskrevne digte

fortoner drømmene sig

trapper

jeg engang gik på

kvinder

jeg har kendt

alt forsvinder

 

En udvandrerhistorie

februar 13, 2020

Jeg har med min bog ‘En tid med spånkurve’ skrevet om de svenskere som drog til Danmark for at lave spånkurve. Set det som en indvandrehistorie. Kom forleden på at se det som en udvandrehistorie og talte op, hvor mange det drejede sig om bare til dette lille sogn Lillerød. Jeg kom hurtigt frem til ti personer, som blev bofaste her, fire der udover som efter nogen tid flyttede, men dog blev i Danmark. Sæsonarbejdere har jeg ikke overblik over, men det er væsentlig flere. De ti bofaste gav anledning til 27 børn, der idag regnes for danske, at kalde dem 2. generationsindvandrere er mest som vits. Teglværksarbejdere var der mange af, tit sæsonarbejdere men også en del som bosatte sig. Det kræver forskning at udrede. De ti kurvemagere som slog sig ned, har jeg vist foto af allesammen, så dem vil jeg samle sammen og skrive lidt om til Örkeneds Hembygdsförening – for de kom allesammen fra samme sogn! Det var også derfra sæsonarbejderne blev hentet, når der var behov for det. Der er både børn og børnebørn og oldebørn af de udvandrede, som stadig bor her i byen. I gymnasiet gik i klasse med Jan hvis farfar kom fra Blekinge og som arbejdede på Hammersholt Teglværk. Historien om navnet Lille Sverige har jeg fra ham. Jans farfar var sæsonarbejder, men hans far blev og bosatte sig i Hillerød. For en del år siden var vi i Sydnytt med den historie og jeg kom på et hjørne med om spånkurvene. Lasse Holmquist lavede i 1962 en udsendelse om spånkurven og dens vej udover Europa, og da måtte Lillerød optræde som repræsentant for de internationale forbindelser. Mamma og Pappa og to andre fra værkstedet blev interviewet. Men siden har ingen fra Sverige vist vist interesse for skæbnen i Danmark for disse eller andre, der udvandrede hertil. Et sammendrag af min historie kom i Norra Skåne, siden gentaget i hembygdsföreningens årsskrift, og i 2012 åbnede Sveriges Vävstols Museum i Glimåkra for en udstilling af spånkurve fra min samling. Richard Willerslev udgav i 1983 en bog om den svenske indvandring til Danmark i perioden 1850 – 1914. En slags begyndelse. Kunne være interessant med svensk bog om ‘den glemte udvandring’.

Disneyana

februar 13, 2020

Jeg samler på for meget til at kalde mig samler..jeg finder..og i nogle hjørner bliver der så en vis orden i kaos..nu fandt jeg et postkort med Mikkel Mus, så blev der anledning til at få denne mappe med ældre disneyana ned fra reolen.

Jeg satte billederne på Instagram, hvilket gav et antal likes i løbet af den dag og den næste.

Erfaringen viser, at opslaget ikke siden bliver set, selvom det meget vel er muligt.

Opslag her i bloggen har et længere liv. Opslag, der er flere år gamle, bliver tit fundet, nok fordi emnet er søgt på Google. Så ud fra en formodning om, at den lille samling er interessant en tid frem, laver jeg dette opslag.

Tre år med Ole Bundgaard

december 3, 2019

Ole Bundgaard, separatudstilling i Gallery North. Poul Høllund Jensen i midten ser på, mens Ejler Nyhavn tv og Ole Bundgaard th underholder..

..samme som PDF

Per-Olof Johansson

Ole Bundgaard planlagde på et eller andet tidspunkt, at hans HAIKU skulle være en trilogi, og nu er så III udkommet. Hvert bind rummer et haiku til hver af et års dage – så det blive tre år med Ole Bundgaard, hvis man vælger at læse et haiku om dagen.

Det vil være en god læsemulighed – en mulighed blandt mange. Læser tit sådan. Jeg har læst de andre to bind – og efter det program, ville jeg altså kunne skrive noget om bogen om et år.

Jeg vælger noget andet. Først læser jeg epilogen, det synes jeg man skal gøre, selvom den står sidst. Det er en meget fin anmeldelse af bogen, et godt læseredskab undervejs, hvis man har behov for kasser at placere haiku’ene i.

Så læser jeg fra starten på trods af kalenderen. Nej jeg læser nok først på den dag, jeg var på, så diverse familiefødselsdage og lidt rundt omkring – men altså, fordi jeg vil vide, hvad min gode ven har skrevet – begynder jeg så fra begyndelsen. Det går der lidt tid med, inden det ringer. Det gør det så, og så glider jeg igen ned i en bølgedal inden det ringer igen og sådan et par gange. Det kunne jo være en måde at læse på – fra bølgetop til bølgetop. Men en anden dag sker der så noget mærkeligt – jeg begynder at høre Ole læse op. Han anbefaler højtlæsning, men jeg kan jo ikke læse som ham – men inde i hovedet kan jeg godt, sådan som man kan høre et symfoniorkester med både Mozart og Beethoven. Og selvom man aldrig har hørt Ole læse op, tror jeg, man vil kunne fange melodien, hvis man snor sit hoved lidt i retning af det jyske.

Så sker der noget – så kan jeg slet ikke holde op, og ideen med bølgetoppe forsvinder helt, og jeg begynder forfra. Han siger i epilogen, at formen med 5-7-5 stavelser er den som tvinger ham fremad – de andre regler for haiku tager han ikke så meget hensyn til. Hvordan digte bliver til, er vel egentlig ikke læserens sag. Det som her bliver vigtigt er, at disse kortdigte i al deres mangfoldighed og hjemhørende i mange forskellige kasser – følger en rød tråd. Skulle jeg kunne trække denne tråd frem – andre vil sikkert se noget andet. Hvad jeg læste i går – vil læst i dag være noget helt andet. Det traditionelle ville jo være at citere, nogle karakteristiske, typiske – og så nogle fejlskud.

26. Juni
Sangfuglens rede
er hos mig hos naboen
holder kragen til

27. Juni
Du lovede mig guld
og grønne skove behold
bare skovene

Ja de er da karakteristiske. Som dagens

3. December
Man siger troen
kan flytte bjerge men vi
tror ikke på det

De er hver for sig karakteristiske for Ole Bundgaard – men ens er de da ikke. Jeg kan finde et, jeg bilder mig ind at have inspireret til. Men hvem ved – det kan jo være ham, der engang har inspireret mig?

30. Juli
Hvis alt står mellem
linjerne er der kun to
at gøre godt med

Selvfølgelig sætter nogle haiku større mærke i en, som dette

31. Juli
I det øjeblik
jeg går forbi træerne
bevæger de sig

Dem er der da flere af, og jeg får den tanke, at Ole Bundgaard er sandt religiøs.
Nok med citater. Fejlskud anser jeg for at være min fejllæsning – i morgen er jeg en anden og læser anderledes.
Kalenderen har nok været drivkraften og det organiserende princip, men du kan læse hvor du vil og hvornår du vil og få noget ud af HAIKU III.

 

Ole Bundgaard: HAIKU III, 2019

Hvor er krukken?

november 18, 2019

Albert Hansen 1942

Frederiksborg Amts Avis 16. nov. 2019

 

Hvor er krukken?

I bogen om Lillerød Lervarefabrik 1870’erne til 2006, udgivet af Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød Kommuneer der faktisk ud over alle de ting, der gives forklaring på, også fortællingen om en krukke, som endnu ikke er dukket op. Det er ikke en serieproduktion, men en unika-krukke af et vist format. Krukken er i 1942 blevet drejet af pottemager Albert Hansen på Lillerød Lervarefabrik og skulle udstilles på Den Frie på Landsforeningen Dansk Kunsthaandværks forårsudstilling. Der fandtes en avisnotits om krukken og en dårlig fotokopi af et billede – men tilfældigvis dukkede originalfotoet op og nåede at komme med i bogen, så nu er vi ikke i tvivl om, hvordan den 1 meter høje krukke så ud – før den blev dekoreret af designeren og keramikeren Ville Christensen. ”Danmarks største vase lavet i Lillerød” stod der i Frederiksborg Amts Avis 25.3.1942. Albert Hansens niece omtalte billedet til en bror af en af redaktionens medlemmer – uden at vide, at en bog var undervejs, men det vidste han – og bingo! fik vi billedet i hånden!

I udstillingens katalog er afbildet en af Ville Christensens krukker – men ikke denne. Hvis den nogensinde blev klar til udstillingen, er den formentlig dekoreret på samme måde som den afbildede – med ophøjede figurer. Som museumsleder fra Vejen Museum Teresa Nielsen fortæller i bogen, kan Ville Christensen være en vigtig brik i dansk keramiks historie, i egen ret men også i kraft af, at nogle af hendes ting blev udført hos den kendte keramiker Patrick Nordström. Hendes mand var kunsthistorikeren Victor P. Christensen, som nok var den første til at udpege ting fra Lillerød Lervarefabrik som folkekunst.

Men hvor er krukken? Har nogen den, er den gået i stykker, findes der et foto af den færdige krukke før den evt. gik i stykker? Hvem ved det?

 

Ville Christensen krukke

OFFER 2117

oktober 17, 2019

Jussi Adler-Olsen: Offer 2117

Offer 2117

Jussi Adler-Olsens bog Offer 2117 er uhyggelig på mange måde. Den er nok mere aktuel, end lige tænkt. Man kan godt have fornemmelsen af, at det er en udvidet avisreportage, man sidder og læser.

Hvad er efterhånden usandsynligt? Flere gange stopper jeg op og tænker: Nej det er da for usandsynligt? Indtil det går op for mig, at romanen nok meget godt afspejler virkeligheden, men også bevæger sig som i et tegneserieunivers. Ihukommende Jussis tidligere liv som direktør for en tegneserieforretning. Usandynlighederne ville overhovedet ikke forekomme usandsynlige i en tegneserie.

Jo historien handler om de flygtninge, som skyller i land ved Middelhavet, men ikke som gruppe men enkeltindivider. Og om hele baggrundshistorien. Som der står på den stander, der har givet bogen sit navn: Ingen er kun et tal. At alle tilfældighederne nogen sinde kan blive en sammenhængende historie, kan læseren så sidde og undre sig over, men jeg synes den lille historie og den store historie, verdenshistorien nu, flettes dygtigt sammen. Der efterlades nogle løse ender –som de to sidste bind i serien nok vil få flettet ind.

Det er lykkedes at gøre de sidste 100 sider til de mest spændende med mange overraskelser. Som jeg ikke kan fortælle om. Som man kun kan tale om med andre, som har læst bogen. Og som måske har lagt mærke til ting, man selv er droppet forbi for at nå til slutningen. Men det vil jeg sige, som boende i Allerød, der jævnligt passerer Rønneholteparken, hvor Carl Mørcks bolig er, uden han pt bor der – dér flytter han næppe hjem til igen. Men hvem ved?

Lokalhistorie for hele landet

oktober 16, 2019

Journalen 2019 – Denne artikel som PDF

 

Mange forfattervenner beklager sig over manglende anmeldelser. Jeg stiller mig gerne op i køen. Men jeg vil også gerne gøre dem opmærksomme på, at manglen på anmeldelser ikke kun gælder skønlitteraturen, det samme gælder for faglitteratur af enhver art.For lokalhistoriens vedkommende kan man sige, at nogen har gjort noget ved det. Lokalarkiverne har samlet sig om et fælles projekt, nemlig at udgive et blad kaldet ’Journalen’, og her anmeldes lokalhistoriske publikationer fra hele landet. Jeg sidder netop med ’Journalen 2019’s nr. 2 som er spækket med anmeldelser. Jeg har talt 65! Ja tænkt lokalt, men i mange tilfælde af gode grunde interessant for resten af landet. Meget er årsskrifter med hver flere artikler, det er en skøn rundtur i det ganske land.

Da Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød Kommune, LAFAK i 1991 udgav et lille hefte ’Drømmen om Allerød’, som jeg havde skrevet, var det jo primært henvendt til borgerne i Allerød Kommune. Kommunen er en af de nye fra 1970, så jeg syntes det var vigtigt at vi fik historien med os fra de tre gamle kommuner, Blovstrød, Lillerød og Lynge-Uggeløse, samlet under én hat. Det var jo selve programmet for vor forening og har været det siden. Basis for heftets artikler, var artikler jeg havde skrevet til Allerød Posten i årene 1984-86 som freelancemedarbejder.

Den blev omtalt lokalt, men jeg sendte den også til Foreningen Danmarks Folkeminders årsskrift ’Folk og Kultur’, fordi jeg allerede dengang syntes, at man fra delen også må have udblik til helheden. Jeg var heldig – George Nellemann påtog sig at anmelde den. Han var meget positiv og sluttede vist med, at nu forstod han, at Allerød var landets centrum!

LAFAK har udsendt adskillige bøger som henvender sig til de lokale, og som en tilflytterkommune er det vigtigt med denne mulighed for tilflytteren at lære sin kommunes fortid at kende. Næste år bliver kommunen 50 år, så det er jo spændende at se, om historien skal samles op, det vides i skrivende stund ikke. Noteringen af de 25 år blev et storstilet projekt, som nok desværre er gået i glemmebogen. En redaktionskommite indkaldte beretninger fra borgerne inden for politik og

foreningsliv, og så kunne man tro det endte med en bog. Nogen fik en bedre ide, nemlig at lave et tillæg til den lokal annonceavis, som på sin side lovede at bringe de overskydende beretninger løbende i avisen. Vi sikrede os samtidig, at forfatterne gav deres minde til, at beretningerne måtte bruges elektronisk, i hvilken form de så findes i dag, dog uden at være udnyttet, men de findes på arkivet og på biblioteket. I jubilæumsåret kunne ingen altså undgå at stifte kontakt med projektet, men i hvilken grad nogen har bevaret det, ved ingen noget om. LAFAK, bibliotek og jeg har det, men ellers skal det nok betragtes som en sunken skat, som det kun er for de stædige at stifte bekendtskab med. Efter min mening er dets eksistens værdifuld.

LAFAK udsendte i 2005 en bog om Brudevæltelurerne, fordi de er fundet i nuværende Allerød Kommune i 1797, vi fejrede i 1997 de 200 år siden fundet og det blev anledningen til bogen. I kraft af emnet en bog der bør interessere hele landet. Lokalt med stor omtale, men få anmeldelser på landsplan. LAFAKS seneste udgivelse hedder ’Lillerød Lervarefabrik, 1870’erne -2006’ fra 2018. Også den er naturligvis henvendt til lokale interessenter, men da fabrikken solgte sine varer over hele landet, bør den også kunne interessere keramikinteresserede over hele landet. Der er tale om, hvad man kalder lervarer og ikke kunstkeramik, men der er en tråd til den også, i det museumsleder Teresa Nielsen fra Vejen Kunstmuseum indvilgede at skrive et oplæg til den videre forskning i kunstneres forbindelse med Lillerød Lervarefabriks.

Bogen har siden fået en anmeldelse i et nyhedsbrev for foreningen ’Keramikkens Venner’, og en omtale på Politikens bagside. LAFAK omtaler naturligvis bogen på sin hjemmeside, og som flittig bruger af facebook, Instagram, twitter og en blog har jeg naturligvis advokeret for bogen. Men altså kun én anmeldelse er det blevet til.

Lokalhistorie for hele landet

 

Den svenske fortid

oktober 5, 2019

 

Forleden præsenterede Arne Herløv Petersen sin roman Hvede i Det Poetiske Bureau. En bog om om digterne omkring Hvedekorn under Besættelsen. Jeg plejer at være der til hans udgivelser, men da sad jeg i Urshult, Småland, så den ved jeg ikke meget om. Men jeg havde netop læst Susanne V. Knudsens bog ‘På knæ for livet’ om Halfdan Rasmussen og Ester Nagel. Den er smækfuld med mange detaljer om dem og deres familie, derfor undrer det mig, at den går så let hen over Halfdans familie i Sverige. Hans mor og hendes søskende kom med deres mor til Danmark, det er hvad vi får at vide. Mon han aldrig selv har interesseret sig for den rejse? Ester og han havde sommerhus ikke langt fra selvsamme sogn Urshult, hvor Rössmåla er en af de mange ‘byer’. Mange spørgsmål dukker op.

 

Jf. udklip fra Urshult Krönika 1991 er man på stedet godt klar over forbindelsen.

 

Jeg er selv gået meget op i, hvorfor min familie landede her i Danmark fra Örkened sogn i Skåne, og med den sproginteresse, vi forventer hos Halfdan Rasmussen, må hans mors svenske diktion være blevet husket, sådan som jeg selv husker min egen mors sprog. Jo – et enkelt vers fra ‘ -og det var det -‘: “Og mor blev varm og svensk i mælet/ og talte smålandsk til min far/ der gav et vers om Gubben Noa / og sang tenor og var til nar.”

At min farfars forældre blev gift i Urshults kirke er så – ganske kuriøst! Tre af deres fire børn udvandrede til Danmark, og der led de ingen nød i kraft af et håndværk, de havde lært i barndommen (at lave spånkurve, den tids plasticpose!)

 

Kort og godt: Det gav anledning til dette.

 

**********************

 

RÖSMÅLA, Urshult, Småland

 

Stilheden

som end ikke

espeløvs raslen

kan afbryde,

stilheden som når

gennem hele kroppen,

gennemtrænger til tæerne

blodbaner og vejrtrækning

i sync med køerne

som tygger drøv

under skyggetræer,

en dag med guldkant,

her fra Urshult, Småland

flygtede Halfdan Rasmussens mor

med tre søstre og mor

fra Fattigsverige

til håb i Danmark,

nyt sprog for dem

og de børn som kom,

nyt sprog for barnet

med rim og tosserier,

Besættelsen og alvor,

jeg ser kontrasten for mig

her i Urshult, Småland

i stilheden

som end ikke

espeløvs raslen

kan afbryde.

*****

 

På knæ for livet https://perolofdk.wordpress.com/2019/08/04/5298/

https://perolofdk.wordpress.com/2019/08/05/hurtige-skift-i-slaegtstraeerne/


%d bloggers like this: