Archive for the ‘Bøger’ Category

Tre år med Ole Bundgaard

december 3, 2019

Ole Bundgaard, separatudstilling i Gallery North. Poul Høllund Jensen i midten ser på, mens Ejler Nyhavn tv og Ole Bundgaard th underholder..

..samme som PDF

Per-Olof Johansson

Ole Bundgaard planlagde på et eller andet tidspunkt, at hans HAIKU skulle være en trilogi, og nu er så III udkommet. Hvert bind rummer et haiku til hver af et års dage – så det blive tre år med Ole Bundgaard, hvis man vælger at læse et haiku om dagen.

Det vil være en god læsemulighed – en mulighed blandt mange. Læser tit sådan. Jeg har læst de andre to bind – og efter det program, ville jeg altså kunne skrive noget om bogen om et år.

Jeg vælger noget andet. Først læser jeg epilogen, det synes jeg man skal gøre, selvom den står sidst. Det er en meget fin anmeldelse af bogen, et godt læseredskab undervejs, hvis man har behov for kasser at placere haiku’ene i.

Så læser jeg fra starten på trods af kalenderen. Nej jeg læser nok først på den dag, jeg var på, så diverse familiefødselsdage og lidt rundt omkring – men altså, fordi jeg vil vide, hvad min gode ven har skrevet – begynder jeg så fra begyndelsen. Det går der lidt tid med, inden det ringer. Det gør det så, og så glider jeg igen ned i en bølgedal inden det ringer igen og sådan et par gange. Det kunne jo være en måde at læse på – fra bølgetop til bølgetop. Men en anden dag sker der så noget mærkeligt – jeg begynder at høre Ole læse op. Han anbefaler højtlæsning, men jeg kan jo ikke læse som ham – men inde i hovedet kan jeg godt, sådan som man kan høre et symfoniorkester med både Mozart og Beethoven. Og selvom man aldrig har hørt Ole læse op, tror jeg, man vil kunne fange melodien, hvis man snor sit hoved lidt i retning af det jyske.

Så sker der noget – så kan jeg slet ikke holde op, og ideen med bølgetoppe forsvinder helt, og jeg begynder forfra. Han siger i epilogen, at formen med 5-7-5 stavelser er den som tvinger ham fremad – de andre regler for haiku tager han ikke så meget hensyn til. Hvordan digte bliver til, er vel egentlig ikke læserens sag. Det som her bliver vigtigt er, at disse kortdigte i al deres mangfoldighed og hjemhørende i mange forskellige kasser – følger en rød tråd. Skulle jeg kunne trække denne tråd frem – andre vil sikkert se noget andet. Hvad jeg læste i går – vil læst i dag være noget helt andet. Det traditionelle ville jo være at citere, nogle karakteristiske, typiske – og så nogle fejlskud.

26. Juni
Sangfuglens rede
er hos mig hos naboen
holder kragen til

27. Juni
Du lovede mig guld
og grønne skove behold
bare skovene

Ja de er da karakteristiske. Som dagens

3. December
Man siger troen
kan flytte bjerge men vi
tror ikke på det

De er hver for sig karakteristiske for Ole Bundgaard – men ens er de da ikke. Jeg kan finde et, jeg bilder mig ind at have inspireret til. Men hvem ved – det kan jo være ham, der engang har inspireret mig?

30. Juli
Hvis alt står mellem
linjerne er der kun to
at gøre godt med

Selvfølgelig sætter nogle haiku større mærke i en, som dette

31. Juli
I det øjeblik
jeg går forbi træerne
bevæger de sig

Dem er der da flere af, og jeg får den tanke, at Ole Bundgaard er sandt religiøs.
Nok med citater. Fejlskud anser jeg for at være min fejllæsning – i morgen er jeg en anden og læser anderledes.
Kalenderen har nok været drivkraften og det organiserende princip, men du kan læse hvor du vil og hvornår du vil og få noget ud af HAIKU III.

 

Ole Bundgaard: HAIKU III, 2019

Hvor er krukken?

november 18, 2019

Albert Hansen 1942

Frederiksborg Amts Avis 16. nov. 2019

 

Hvor er krukken?

I bogen om Lillerød Lervarefabrik 1870’erne til 2006, udgivet af Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød Kommuneer der faktisk ud over alle de ting, der gives forklaring på, også fortællingen om en krukke, som endnu ikke er dukket op. Det er ikke en serieproduktion, men en unika-krukke af et vist format. Krukken er i 1942 blevet drejet af pottemager Albert Hansen på Lillerød Lervarefabrik og skulle udstilles på Den Frie på Landsforeningen Dansk Kunsthaandværks forårsudstilling. Der fandtes en avisnotits om krukken og en dårlig fotokopi af et billede – men tilfældigvis dukkede originalfotoet op og nåede at komme med i bogen, så nu er vi ikke i tvivl om, hvordan den 1 meter høje krukke så ud – før den blev dekoreret af designeren og keramikeren Ville Christensen. ”Danmarks største vase lavet i Lillerød” stod der i Frederiksborg Amts Avis 25.3.1942. Albert Hansens niece omtalte billedet til en bror af en af redaktionens medlemmer – uden at vide, at en bog var undervejs, men det vidste han – og bingo! fik vi billedet i hånden!

I udstillingens katalog er afbildet en af Ville Christensens krukker – men ikke denne. Hvis den nogensinde blev klar til udstillingen, er den formentlig dekoreret på samme måde som den afbildede – med ophøjede figurer. Som museumsleder fra Vejen Museum Teresa Nielsen fortæller i bogen, kan Ville Christensen være en vigtig brik i dansk keramiks historie, i egen ret men også i kraft af, at nogle af hendes ting blev udført hos den kendte keramiker Patrick Nordström. Hendes mand var kunsthistorikeren Victor P. Christensen, som nok var den første til at udpege ting fra Lillerød Lervarefabrik som folkekunst.

Men hvor er krukken? Har nogen den, er den gået i stykker, findes der et foto af den færdige krukke før den evt. gik i stykker? Hvem ved det?

 

Ville Christensen krukke

OFFER 2117

oktober 17, 2019

Jussi Adler-Olsen: Offer 2117

Offer 2117

Jussi Adler-Olsens bog Offer 2117 er uhyggelig på mange måde. Den er nok mere aktuel, end lige tænkt. Man kan godt have fornemmelsen af, at det er en udvidet avisreportage, man sidder og læser.

Hvad er efterhånden usandsynligt? Flere gange stopper jeg op og tænker: Nej det er da for usandsynligt? Indtil det går op for mig, at romanen nok meget godt afspejler virkeligheden, men også bevæger sig som i et tegneserieunivers. Ihukommende Jussis tidligere liv som direktør for en tegneserieforretning. Usandynlighederne ville overhovedet ikke forekomme usandsynlige i en tegneserie.

Jo historien handler om de flygtninge, som skyller i land ved Middelhavet, men ikke som gruppe men enkeltindivider. Og om hele baggrundshistorien. Som der står på den stander, der har givet bogen sit navn: Ingen er kun et tal. At alle tilfældighederne nogen sinde kan blive en sammenhængende historie, kan læseren så sidde og undre sig over, men jeg synes den lille historie og den store historie, verdenshistorien nu, flettes dygtigt sammen. Der efterlades nogle løse ender –som de to sidste bind i serien nok vil få flettet ind.

Det er lykkedes at gøre de sidste 100 sider til de mest spændende med mange overraskelser. Som jeg ikke kan fortælle om. Som man kun kan tale om med andre, som har læst bogen. Og som måske har lagt mærke til ting, man selv er droppet forbi for at nå til slutningen. Men det vil jeg sige, som boende i Allerød, der jævnligt passerer Rønneholteparken, hvor Carl Mørcks bolig er, uden han pt bor der – dér flytter han næppe hjem til igen. Men hvem ved?

Lokalhistorie for hele landet

oktober 16, 2019

Journalen 2019 – Denne artikel som PDF

 

Mange forfattervenner beklager sig over manglende anmeldelser. Jeg stiller mig gerne op i køen. Men jeg vil også gerne gøre dem opmærksomme på, at manglen på anmeldelser ikke kun gælder skønlitteraturen, det samme gælder for faglitteratur af enhver art.For lokalhistoriens vedkommende kan man sige, at nogen har gjort noget ved det. Lokalarkiverne har samlet sig om et fælles projekt, nemlig at udgive et blad kaldet ’Journalen’, og her anmeldes lokalhistoriske publikationer fra hele landet. Jeg sidder netop med ’Journalen 2019’s nr. 2 som er spækket med anmeldelser. Jeg har talt 65! Ja tænkt lokalt, men i mange tilfælde af gode grunde interessant for resten af landet. Meget er årsskrifter med hver flere artikler, det er en skøn rundtur i det ganske land.

Da Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød Kommune, LAFAK i 1991 udgav et lille hefte ’Drømmen om Allerød’, som jeg havde skrevet, var det jo primært henvendt til borgerne i Allerød Kommune. Kommunen er en af de nye fra 1970, så jeg syntes det var vigtigt at vi fik historien med os fra de tre gamle kommuner, Blovstrød, Lillerød og Lynge-Uggeløse, samlet under én hat. Det var jo selve programmet for vor forening og har været det siden. Basis for heftets artikler, var artikler jeg havde skrevet til Allerød Posten i årene 1984-86 som freelancemedarbejder.

Den blev omtalt lokalt, men jeg sendte den også til Foreningen Danmarks Folkeminders årsskrift ’Folk og Kultur’, fordi jeg allerede dengang syntes, at man fra delen også må have udblik til helheden. Jeg var heldig – George Nellemann påtog sig at anmelde den. Han var meget positiv og sluttede vist med, at nu forstod han, at Allerød var landets centrum!

LAFAK har udsendt adskillige bøger som henvender sig til de lokale, og som en tilflytterkommune er det vigtigt med denne mulighed for tilflytteren at lære sin kommunes fortid at kende. Næste år bliver kommunen 50 år, så det er jo spændende at se, om historien skal samles op, det vides i skrivende stund ikke. Noteringen af de 25 år blev et storstilet projekt, som nok desværre er gået i glemmebogen. En redaktionskommite indkaldte beretninger fra borgerne inden for politik og

foreningsliv, og så kunne man tro det endte med en bog. Nogen fik en bedre ide, nemlig at lave et tillæg til den lokal annonceavis, som på sin side lovede at bringe de overskydende beretninger løbende i avisen. Vi sikrede os samtidig, at forfatterne gav deres minde til, at beretningerne måtte bruges elektronisk, i hvilken form de så findes i dag, dog uden at være udnyttet, men de findes på arkivet og på biblioteket. I jubilæumsåret kunne ingen altså undgå at stifte kontakt med projektet, men i hvilken grad nogen har bevaret det, ved ingen noget om. LAFAK, bibliotek og jeg har det, men ellers skal det nok betragtes som en sunken skat, som det kun er for de stædige at stifte bekendtskab med. Efter min mening er dets eksistens værdifuld.

LAFAK udsendte i 2005 en bog om Brudevæltelurerne, fordi de er fundet i nuværende Allerød Kommune i 1797, vi fejrede i 1997 de 200 år siden fundet og det blev anledningen til bogen. I kraft af emnet en bog der bør interessere hele landet. Lokalt med stor omtale, men få anmeldelser på landsplan. LAFAKS seneste udgivelse hedder ’Lillerød Lervarefabrik, 1870’erne -2006’ fra 2018. Også den er naturligvis henvendt til lokale interessenter, men da fabrikken solgte sine varer over hele landet, bør den også kunne interessere keramikinteresserede over hele landet. Der er tale om, hvad man kalder lervarer og ikke kunstkeramik, men der er en tråd til den også, i det museumsleder Teresa Nielsen fra Vejen Kunstmuseum indvilgede at skrive et oplæg til den videre forskning i kunstneres forbindelse med Lillerød Lervarefabriks.

Bogen har siden fået en anmeldelse i et nyhedsbrev for foreningen ’Keramikkens Venner’, og en omtale på Politikens bagside. LAFAK omtaler naturligvis bogen på sin hjemmeside, og som flittig bruger af facebook, Instagram, twitter og en blog har jeg naturligvis advokeret for bogen. Men altså kun én anmeldelse er det blevet til.

Lokalhistorie for hele landet

 

Den svenske fortid

oktober 5, 2019

 

Forleden præsenterede Arne Herløv Petersen sin roman Hvede i Det Poetiske Bureau. En bog om om digterne omkring Hvedekorn under Besættelsen. Jeg plejer at være der til hans udgivelser, men da sad jeg i Urshult, Småland, så den ved jeg ikke meget om. Men jeg havde netop læst Susanne V. Knudsens bog ‘På knæ for livet’ om Halfdan Rasmussen og Ester Nagel. Den er smækfuld med mange detaljer om dem og deres familie, derfor undrer det mig, at den går så let hen over Halfdans familie i Sverige. Hans mor og hendes søskende kom med deres mor til Danmark, det er hvad vi får at vide. Mon han aldrig selv har interesseret sig for den rejse? Ester og han havde sommerhus ikke langt fra selvsamme sogn Urshult, hvor Rössmåla er en af de mange ‘byer’. Mange spørgsmål dukker op.

 

Jf. udklip fra Urshult Krönika 1991 er man på stedet godt klar over forbindelsen.

 

Jeg er selv gået meget op i, hvorfor min familie landede her i Danmark fra Örkened sogn i Skåne, og med den sproginteresse, vi forventer hos Halfdan Rasmussen, må hans mors svenske diktion være blevet husket, sådan som jeg selv husker min egen mors sprog. Jo – et enkelt vers fra ‘ -og det var det -‘: “Og mor blev varm og svensk i mælet/ og talte smålandsk til min far/ der gav et vers om Gubben Noa / og sang tenor og var til nar.”

At min farfars forældre blev gift i Urshults kirke er så – ganske kuriøst! Tre af deres fire børn udvandrede til Danmark, og der led de ingen nød i kraft af et håndværk, de havde lært i barndommen (at lave spånkurve, den tids plasticpose!)

 

Kort og godt: Det gav anledning til dette.

 

**********************

 

RÖSMÅLA, Urshult, Småland

 

Stilheden

som end ikke

espeløvs raslen

kan afbryde,

stilheden som når

gennem hele kroppen,

gennemtrænger til tæerne

blodbaner og vejrtrækning

i sync med køerne

som tygger drøv

under skyggetræer,

en dag med guldkant,

her fra Urshult, Småland

flygtede Halfdan Rasmussens mor

med tre søstre og mor

fra Fattigsverige

til håb i Danmark,

nyt sprog for dem

og de børn som kom,

nyt sprog for barnet

med rim og tosserier,

Besættelsen og alvor,

jeg ser kontrasten for mig

her i Urshult, Småland

i stilheden

som end ikke

espeløvs raslen

kan afbryde.

*****

 

På knæ for livet https://perolofdk.wordpress.com/2019/08/04/5298/

https://perolofdk.wordpress.com/2019/08/05/hurtige-skift-i-slaegtstraeerne/

Hurtige skift i slægtstræerne

august 5, 2019

I 2009 tur til Urshult Kyrka, hvor min farfars forældre var blevet gift 21.10.1860.

Hurtige slægtsskift

Slægtsforskning er udbredt – men dog ikke alle dyrker den interesse. De kan gøres på mange måder, og efter opdagelsen af mulighederne med genteknik, har det skiftet karakter. Før gik man i gang med studier af kirkebøger og mange slags dokumenter, nu kan ens historie vikles ud af en gentest. Sådan en skrev den svenske videnskabsjournalist Karin Bojs med sin ’Min europeiska familj de senaste 54000 år.’. Hun får derved ikke blot fortalt egen historie men også vi andres.

Som jeg skrev forleden her i bloggen, lader det ikke til at Halfdan Rasmussen gik op i sin slægtshistorie. Hvordan kunne han lade være, når han hver dag i barndommen blev konfronteret med sin mors svenske oprindelse. Fra Rösmåla i Urshult sogn.

Jeg spørger naturligvis med baggrund i min egen opvækst i Danmark med svensk mor og svenske far-forældre. Jeg synes, jeg med bogen ’En tid med spånkurve’ har fået fortalt den historie. De andre med familie, som også arbejdede på Lillerød Spånkurvefabrik og som kom fra Sverige, har også der kunnet hente oplysninger om deres familiebaggrund.

En fætter, en grandkusine og en bror har dyrket slægtsforskning på traditionel vis, og ud fra det står det klart, at min families oprindelse kan placeres indenfor et meget snævert område, Sydøstre Småland, nordøstre Skåne og nordvestlige Blekinge. Bagud fra 1700 er der store huller, men man kan nå helt til 1300-tallet i det område, uden gentest altså! Min farfars forældre blev faktisk gift i Urshult kirke. Min faster blev gift med en fynbo, så for fætter Knud ser netværket helt anderledes ud.

Ser jeg på mine barnebørns slægtsforgreninger, er de allerede endnu mere spredte. Vi skal til Thy, Sønderjylland, Sydslesvig, Tyskland, Schweiz og altså Østdanmark og Sverige. Referencerne ved historielæsning må naturligt nok kunne blive meget forskellige. Først sent er det gået op for mig, at jeg ikke er delagtig i 1864, jeg skal tilbage til 1658 før min historie igen bliver Danmarks historien. Min Danmarkshistorie begynder år 1900, da min fars svenske forældre flytter til Danmark efter 10 år i Tyskland.

Som barn var jeg nysgerrig nok og stærkt utilfreds med de fragmenter af slægtshistorien, som jeg fik fat i. Jeg er derfor glad for de familiemedlemmer, der har redt trådene ud, så jeg nogenlunde har kunnet følge med. Nej, jeg er ikke blev svensker ved at kende slægtens forhistorie. Men jeg har svært ved at forestille mig ’mig selv’ uden den lille viden om slægten.

 

PS

Når man er i Urshult må man se bonadsmålninger på Lunnabcken, på Biblioteket og på Hembygdsgården. Her nogle eksempler. Maleren for alle nok Clemet Håkansson 1729 – 1795 eller hans sønner:

 

Urshult bonad: Brylluppet i Kana

 

Urshult bonad: Goliath og Kong Salomon og dronningen af Saba

 

Urshult bonad: Alderstrappen

 

Urshult bonad: Adam og Eva, Jesu indtog i Jerusalem, Elias’ himmelfart mm

På knæ for livet?

august 4, 2019

 

Henrik Stangerups morfar var den kendte svenske forfatter Hjalmar Söderberg. Det er almindelig kendt, Henrik Stangerup har talt om det, endda skrevet forord til et udvalg af hans artikler.
Halfdan Rasmussen er jo ikke mindre kendt end Henrik Stangerup, hans mor var svensker fra Rösmåla, Urshult i Småland. Det har han selv fortalt i det indledende erindringsdigt om hende i bogen ‘..og det var det’ fra 1977.
At det var så det, stiller nu ikke mig tilfreds.
Jeg har netop læst en biografi af Susanne V. Knudsen om Halfdan Rasmussen og Ester Nagel og deres 30 år lange ægteskab. Når man har læst færdig, og blevet indviet i detaljer, man måske helst var foruden, studser jeg over, hvor lidt jeg får at vide om Halfdans mor og betydningen af den svenske baggrund. Hans mor har talt med svensk accent, hun har sunget svenske salmer og sange – henvises jeg til at gætte mig til. Hvis Halfdan ikke selv har fortalt mere om den baggrund, hvorfor har så ingen spurgt ham? De tekster, der har gjort ham så berømt, er i den grad danske, at de vel stort set er uoversættelige, så det er måske ikke så mærkeligt, hvis ingen svensker har opdaget ham, men halvsvensker var han dog. Så lille at han blev kaldt Halvan. Der må være noget at fortælle om hans svenske forhistorie.
Så købte ham og Ester et torp i Slagesnäs mellem Vilshult og Kyrkhult, lidt over 40 km fra Urshult. Synes ikke jeg læste et eneste ord om, at dette var så tæt hans mors barndomshjem. Faldt det ham slet ikke ind?
Halfdans morforældre tilhørte, så vidt jeg har hørt mig til, ikke proletariatet – før efter morfarens død. Hvad skete der, der bragte familien i så trange kår, at døtrene rejste til Danmark og siden fik moren til at følge efter?
Var det en historie, der blev tiet ihjel? Lad os høre!
Danmark mister ikke noget ved, at vi lærer den indvandrehistorie at kende lidt mere i dybden.

Frilandsmuseets haver

juli 23, 2019

Mit første indlæg om Frilandsmuseets haver..Politiken 1.7.1985

I dag 23.7.2019 bringer Politiken nyt indlæg af mig om haverne. Desværre er sidste sætning redigeret væk. jeg synes det er vigtigt at pege på de frivilliges store indsats!

De seneste 40 år har jeg med interesse fulgt med i Frilandsmuseets haver omkring gårdene. Hovedopgaven for museet er naturligvis bygningerne, men omgivelserne tjener et vigtigt formål, når man vil forstå livet i og omkring dem.

Den daværende havevejleder på museet Erik V. Jensen har i den henseende nok skrevet den vigtigste programerklæring herom i Nationalmuseets Arbejdsmark 1978. Når man da, som jeg, har set i hvilken grad museet gennem årene har kæmpet med programmet, fik det mig til i 2006 at foreslå, at haveafdelingen simpelthen blev en selvstændig økonomisk enhed under Frilandsmuseet. Det er indtrykket, at det første sted sparekniven rammer er det hjørne af museet, hvorefter der igen igen skal rejses midler til genopretning fra de skader, som haverne har lidt under sparerunderne, det rene ressourcespild. Det lider haverne under nu. Der er ingen tvivl om, at Frilandsmuseet har sat turbo på det begreb, som vist Hjerl Hede opfandt: ‘levendegørelsen’ (og som i mange år ganske uberettiget var udsat for museumsfolks hån og spot) for at det skal tjene som publikumsmagnet. Men kære Rane Willerslev, et museum kan ikke drives som en købmandsbutik, der bør derfor sikres museumshaverne midler, der ikke kan bruges til at finansiere andre hjørner af virksomheden.

Med køkkenhaven ved Fjellerup Herregaard er det en ganske anden sag. Den drives eksemplarisk – ved frivillig arbejdskraft.

*****

Nogle illustrationer til indlægget kunne være de følgende!

Lur og sang

juli 15, 2019

Bronzealderlur på forsiden

 

Hvorfor en lur på forsiden af en sangbog? Jo, stammer nok fra Grundtvigs sang ‘Sol er oppe’ hvor det hedder:

Højt det gjalder,
luren kalder
kæmper op fra morgenblund,
stolper knage,
luer brage,
blusse over grønne lund.
Vågner! ej til gammens tale,
vin og smil i kongesale!
Hildurs leg er nu for hånd.

På den ældste sangbog fra 1918 anes endnu luren på forsiden. På forsiden står med håndskrift: Arvid Johansson, Lillerød, Danmark – min far. Min musikalske storebror Stig har noteret adskilligt i den. I Sangbogen Danmark, 10. oplag 1943 dominerer luren på anden vis i Aage Jørgensens streg – han har også lavet bogens vignetter hans signatur ses på et enkelt af billederne s. 241. De er ikke så grovkornede som luren! Hans tegninger i Danske Landsbykirker fra 1953 holder den dag i dag. Lurtegningen fandt så vej til Klaus Rifbjergs digtbog ‘Fædrelandssange’ 1967 uden tegneren nævnes, kun sangbogens forlag krediteres. Sangbogen fra 1918 har små notet med her: Gammens tale= elskovstale, lystig tale, Hildurs leg= Kampen,(Hildur=kampgudinde). Rifbjerg burde naturligvis have haft stedet Brudevælte med blandt de behandlede lokaliteter.Lurblæserne på Rådhuspladsen i det mindste, han passerer jo Rådhuspladsen et par gange i ‘Drømmen om København’. Sangbogen har han sikkert kendt, så forslaget til omslaget er nok hans eget. :

 

Vi profiterer af historien

marts 13, 2019

1939

(til dels en gentagelse fra i sommer) Anders Fogh Rasmussen : “Hvis resten af verden havde tænkt som de danske samarbejdspolitikere, ville Hitler have vundet krigen og Europa.” Let sagt – som om Danmark havde de samme ressourcer at stå imod med. Historien er noget misk mask, som ikke kan skrues tilbage. Havde nu Danmark forberedt sig bedre – så havde Hitler nok osv osv. Havde der været en Anders Fogh Rasmussen idag, hvis bomberne var faldet tæt nok? Vi profiterer alle dagligt af Danmarks dobbeltliv 40-45, men kan hygge os med at holde med modstandsbevægelsen. At Foghs synspunkter var naturlige under og mange år efter Besættelsen, forstår jeg. Har dog ikke hørt om, at Anders Fogh Rasmussen som statsminister gjorde en tøddel for at afdække kendsgerninger bag begivenhederne den 9. april 1940.
Han taler om samarbejspolitikken, som om den kan adskilles fra den politik, som gik forud for Besættelsen og som resulterede i at 9.april forløb, som den nu gjorde, som om alt var aftalt. Det var misbrug af historien, som egentlig ikke som sådan interesserede ham et hak, for så ville han så have sat en kommission på sagen!
Hvis man læser Joachim Joesten: Denmarks Day of Doom fra 1939, kan man forstå, hvis man ikke har gjort det før, at det der skete den 9. april 1940 var en helt logisk konsekvens af den politik, som var ført forud. Han forudså simpelthen, hvad der ville ske. Kun få men ikke befolkningen en masse reagerede med beskyldninger mod regeringen i starten. Heldigt at de gjorde det senere, men bestemt også heldigt, de ikke gjorde det før! Det er den dobbelthed vi må leve med. Værd at tænke på den 29.august, før man helt går over gevind af jubel over bruddet med regeringens politik.


%d bloggers like this: