Archive for the ‘Boganmeldelse’ Category

Per Nielsen: Sommerfuglestøj 2016

juli 2, 2017

sommerfuglestoej

Per Nielsen: Sommerfuglestøj 2016

Forlaget Rasmus

ISBN 978-87-93319-04-2

Sommerfugle støjer kun, når de møder modstand – flagrer mod et vindue. Ellers skal man vist have forstærker på for at høre dem.

Jeg vil skrive om Per Nielsens bog, men jeg må begynde med mig selv: Engang lavede jeg mange collager, i årevis faktisk. Samlede et udvalg af dem og beskrev dem i digte. Det hedder ekfraser. Min ide var ike, at læseren skulle hefte ordene på billedet, ordene skulle have deres eget liv, læseren skulle skabe billeder selv ud fra ordenene.

Per Nielsens bog er digte og billeder, digte om billederne eller billeder om digtene. Det er haiku – ekfraser med vedheftet billede-collage. Hvad kom først – ægget eller hønen? Collagen eller haiku? Vist mest og som flest gange er begyndelsen nok collagen. Nutid og fortidens kunst blandes, døden og livet og kvinden og sommerfuglen – ord der giver lidt af denne bogs univers. Haiku er små, så bogen kunne være hurtigt ’læst’. Jeg foreslår den indtages med pipette – få dråber hver dag. Sådan har jeg selv gjort og gør. Til sidst vil de hver for sig stå prægnant i egen ret.

De halve timer

der føles som hele døgn

fylder for meget

  • måske den collage ikke siger mig så meget mere, men

Angstens ensomhed

Det som ikke kan deles

men altid huskes

– understreges af en eller anden grund af collagens hvide felt.

Natmørke øjner

ser ud på universet

og evigheden

– og collagen følges eller følger fint, hvem der så ellers kom først!

Så egentlig er citering uden billede meningsløst! Kender man Per Nielsen fra oplæsninger, er der en dimension yderligere til bogen. Man forstår altid hans digte bedre, når man har hørt ham læse dem op. Eller dog forestiller sig oplæsningen.

Hvis haiku og billede hist og her skurrer mod hinanden, er det måske blot sommerfuglestøj, som næste gang er helt fraværende.

Tiden har det svært

i sit eget univers

hvor alt går for stærkt

De mange urskiver er påmindelser, der går hen over hovedet på mig gang på gang, til jeg fatter: De går jo ikke 🙂

Og så: En smuk bog, oplagt gaveobjekt.

 

scan0003

Reklamer

Kan tro blive til viden

april 7, 2016
bagside

Bagside og undertitel – siger mere end forsiden om bogen ‘Historien om det hele’.

Tro som viden ?

Artikel som PDF

’Historien om det hele’ af Kristian Leth og Eske Willerslev har givet mig anledning til disse overvejelser. Helt umiddelbare overvejelser uden genlæsning af bogen. Jeg vil helt sikkert genlæse den og er åben overfor, at bogen faktisk imødekommer flere af mine reservationer, og så skal jeg nok vende tilbage, med positive ting, som bør fremhæves. Lige nu er det vigtigt for mig, at formulere dette.

Vi har dagligt glæde af naturvidenskabeligt funderede opfindelser uden at ane andet end overfladisk, hvordan tingene hænger sammen. Det er blevet værre med relation mellem tingenes funktion og brugeren, viden om hvordan. Hvor mange kan i dag selv lave småreparationer på bilen osv! Det har Anders And engang gjort op med: hvordan Microsoftstifteren i en nødsituation må have hjælp af den sidste primitive indfødte i verden!
Vi bruger teknikken med samme tillidsfuldhed, som fortiden mødte religionen med. Når magien virker – så hvorfor ikke blot inkorporere den i vor verdensopfattelse. Hvorfor skal den reserveres til virkelighed blandt oprindelige folk og utilgængelig for os andre?

For ikke længe siden ville denne bog med undertitlen ’Fortællinger om magi og videnskab’ have heddet ’Tro og viden’ – i en eller anden variant om de to tilsyneladende uforenelige størrelser. Kan tro få plads i naturvidenskabelig sammenhæng?
Det er en let bog at læse, skønt den fører læseren vidt omkring både hvad angår synspunkter og geografisk. Det mest uforståelige er vist omslagets forside! De efterfølgende overvejelser er knap så lette at håndtere.
Eske Willerslev er verdensberømt for sin forskning i gener. Han fortæller på underholdende måde om sine opdagelser. Blandt hans forudsætninger for at have kunnet gøre dem, regner han de muligheder, han ekstraordinært har haft for at få adgang til forskningmaterialet, nemlig skeletdele fra såkaldte oprindelige folk, indianere i Amerika og aborignials i Australien. Denne adgang har han opnået, fordi han har vist dem tillid, en tillid der bygger på hans egne erfaringer med den verden, hvor intet kan måles og vejes. Det er ikke enkelt at bekende for en moderne videnskabsmand, og det er processen frem til den erkendelse, han fortæller om. Kristian Leths rolle som medforfatter er ikke helt let at gennemskue, men udover han står for sammendrag af Eske Willerslevs og hans samtaler, har han ved sine besøg i andre kulturer og religioner gjort lignende erfaringer, som Eske Willerslev om end knapt så dramatiske.

Bogens konklusion, at videnskaben ikke skal betragtes som afsluttet, men holde sig åben overfor de erfaringer, der ligger til grund for religioner i alle deres former fra animisme og fremad, kan ingen vel være uenig i. Selvom naturvidenskab bygger på måle og veje, har den ikke helt afskåret sig fra erfaringsverdenen. Det er imidlertid vanskeligt at se, hvordan koblingen magi og videnskab skal kunne ske, bortset fra, som den sker i den enkelte – som her redegjort for af Eske Willerslev.
Hvad skal jeg som læser gøre? Jeg kan læse bogen med interesse, jeg kan da have tillid til, at Eske Willerslev har erfaret, hvad han nu siger, han har. Men hvor går grænsen? Moses havde sin erfaring med tornebusken, Muhammed med englen Gabriel. Skal vi tro på jer profeter, eller skal vi holde os til egne erfaringer – ’prøv ånderne’, som der står hos apostlen Johannes?

Naturvidenskaberne holder sig til, hvad der kan måles og vejes – selvom betydningen heraf i dag går langt ud over, hvad vi i dagligdagen mener hermed. Så meget må da stå klart, at her spiller matematikken en hovedrolle. Kan man virkelig lade være med at kaste et blik på dette – redskab. Er det virkelig så fejlfrit, som det antages. Jeg tvivler, men i denne bog eksisterer det problem ikke, så også derfor anser jeg titlen for noget af en overdrivelse. Vi holder os på fortællerplanet og en appel om åbenhed overfor en magisk tilgang til verden.

Når nu bogens kritik går på, at videnskaben unddrager sig viden ved kun at holde sig til, hvad der kan måles og vejes, må man nødvendigvis inddrage historien i denne kritik i større omfang end sket er. Hvor i historien gik det galt – hvor skiltes viden og den såkaldte tro ad? Skal vi gå tilbage, eller er det muligt at man i videnskaben kan implementere åbenheden for det, som ikke kan måles og vejes?
Mig forekommer det, at det er et nyt sprog, der skal til, for vi kan ikke skrue tiden tilbage. Eske Willerslevs og Kristian Leths erfaringer fra andre kulturer er gode til at udpege problemet, men har ikke vingefang til at løse det, hvad de da heller ikke selv påstår! Med en anden metafor: ingen af de to spor kan bare kobles på det andet, fremtiden ligger i et helt nyt spor.
Den hollandske matematiker Brouwer har sagt, at matematikken skal bygge på erfaringen: ”Der gives ikke sandheder, som ikke bygger på erfaringen”. Hvad vil ’erfaringer’ så sige? Enhver erfaring kommer ikke videre fra menneske til menneske uden begreber. Det er den mur, vi støder ind i. Hele vor begrebsdannelse må til debat, og ikke mindst talbegrebet! Er det begrebserfaring eller begrebskonstruktioner, vi omgives af i det sociale rum?

Her stopper jeg, jeg har mindre end nogen svaret, men hvis nogen skulle være interesseret i at få uddybet min udgangsreplik, kan man finde mine overvejelser i min ganske oversete bog: ’Samtale med tiden’. Det er beretningen om et kuldsejlet projekt, som er forsøgt omsat til en slags skønlitteratur, mere digt end afhandling, ikke let at referere: om symboler, begreber, bevidsthed. Et par citater at slutte med:
”Begrebet åbner en dør, hvor der før var en mur, åbner et hav, hvor der før var en afgrund.”
”Katastroferne rydder så mange borde, men jeg synes det må være muligt i betragtning af alt, der hvirvler rundt, at der er plads til, at noget andet vokser sig stærkt inden. Det er et spinkelt håb.”
Det er vist det håb, denne bog deler!

Per-Olof Johansson

digtbrikker til et portræt

marts 23, 2016
Benny Pedersen på forsiden

Forside til Benny Pedersens nye digtsamling!

digtbrikker til et portræt
benny pedersen

Det er en god helstøbt digtsamling med dagligdags ord, med næsten alle pointer en anelse underspillede. Muligt at ikke alle brikker er med, hvis portrættet skal gå for at være af personen bag,men som samling mangler der ingen brikker.
Alderen gør sin ret gældende – men for den, der er endnu ældre, er noget sådant naturligvis til stor forundring, når det erfares fra den yngre. For den 20-årige er 40 år frem ikke noget problem – den snart 60-årige tænker lidt anderledes, ser man!
Ud fra citater i anmeldeelserne af de unges digtsamlinger, tror jeg at forstå, at parnasset pt sværger til noget lettere forskruet. Ikke nødvendigvis en forkert vinkel, især ikke hvis den ikke antages for den eneste acceptable, den er ikke engang helt ny. Men hvad mig angår, fascineres jeg pt af, hvad sprog kan opnå uden at flytte sig meget fra det, vi i dagligdagen siger til hinanden!
Nå dette kan ikke være en anmeldelse, da Benny er min gode ven, derfor har man vel lov til at sige sin ærlige mening.

Jeg citerer:

poesiens bagholdsangreb

bortsprængt monument
væltet hegn
kokasser på stien
bortfrønnet bænk
skærpet opmærksomhed
jeg er ramt igen

Benny Pedersen

Lykkelandets alfabet

marts 21, 2016
forside

Per Nielsen: Lykkelandets alfabet – forsiden.

Per Nielsen: Lykkelandets alfabet.

Danmark blev – igen i år! kaldt verdens lykkeligste land med lykkelige danskere. Med sit alfabet for lykkelandet skriver Per Nielsen sig frem til, hvordan det hænger sammen. Den fingerede forklaring til nærmeste udlænding bliver uundgåeligt at forstå som bagsiden af lykkelandet.

Digt efter digt folder Per Nielsen med det gode danske navn sig derefter ud i al sin individualitet – med sin helt egen og tydelige stemme som bærebølge, dansk så det gør noget:

Ormene har boret sig ind i sproget’.

En underlig balance mellem lykkeligt smil og dyb melankoli, hvis ikke fortvivlelse, med en ofte underspillet humor, som han dog helt lader slå ud i lys lue i digtet om ost og elskov, Aloznogrog! Det kan du glæde dig til at dele med din fætter ostehandleren.

Per Nielsen
Lykkelandets alfabet. Digte
Illustreret af Line Eskestad
66 sider. Pris: 150, – kr ISBN: 978-87-93272-18-7

Forlaget Ravnerock

Læs! Læs!

november 5, 2014

 

Begyndelsen på den kronik, som følger med linket her på siden...

Begyndelsen på den kronik, som følger med linket her på siden…

 

Om nu kronikken står i avisen eller her, er vel det samme? Hvis læseren vil læse?

 

Følg i så fald dette link til PDF: Læs! Læs!

 

 

 

2 x Erik Hagens

oktober 8, 2014

hagens_1 hagens_2

Egon Clausen: EsbjergEvangeliet

2007, over 730 sider.

En Almanak malet af Erik Hagens,

fotos: Poul Madsen.

Egil Hvid-Olsen:

På kant med Jesus – om EsbjergEvangeliet.

2013. 176 sider.

Illustreret af Erik Hagens

fotos: Poul Madsen

Erik Hagens har i årene 2003-05 malet et vældigt vægmaleri på CVU i Esbjerg. Jeg har set en reproduktion på stof, som jeg formoder er tæt på 1:1, men som er bredt ud som flade, hvor originalen følger det buede runde tårns ydermur. ”Det 140 kvadratmeter store maleri er en unik fortolkning af Biblen, men skildrer i lige så høj grad det moderne hverdagsliv i Danmark samt et menneskes liv.” fortæller CVU’s hjemmeside.

Men jeg har altså to bøger om maleriet. Eller man skulle måske sige med maleriet. Dels har Egon Clausen og Erik Hagens lavet et udvalg af detaljer og der ud af fået en almanak, hvor Egon Clausen enten har udvalgt eller skrevet dagens tekst. Dels har Eigil Hvid-Olsen udgivet en bog med gengivelser af EsbjergEvangeliet med en tekst med hans kommentarer isprængt samtaler med Erik Hagens selv.

Læs hele artiklen i PDF

Tre Kronikker 1982, 1990, 1992

oktober 2, 2014
udklip

Et udklip med en historie

Tre kronikker som PDF

Her har jeg trukket tre kronikker frem fra arkivet, som jeg gerne havde skrevet
den dag i dag. Flere af de kronikker, jeg i tidens løb har skrevet, er allerede
anbragt på Internet, men disse har der ikke været en åbenbar anledning
til at få med. En version uden illustrationerne er på nettet anbragt på adressen
http://per-olof.dk/tre_kronikker_nonill.pdf


Irrelevant nyhedsjagt på kulturfænomener.
Omtale af Esther Noach: En aften i Faldon. 1935
Frederiksborg Amts Avis 25.9.1982

Den store demokratiske maskine står parat -velpudset, men der mangler brugere.
Anmeldelse af Henning Fonsmarks bog: Historien om den den danske utopi.
Frederiksborg Amts Avis 27.8.1990

De gemmer sig bag maden
Konkurrencebidrag til konkurrence med overtitlen 'Danskerne og maden'.
For ikke at blive misforstået som svensker, kaldte jeg mig til lejligheden 
'Per Johansen'.
Information 6.6.1992.

Der knytter sig en sjovt intermezzo til denne forside af 
Frederiksborg Amts Avis fra 1982. En læser som vidste Broby Johansen
til sin kunstvejviser for Danmark var i gang med bindet om Nordsjælland, 
havde sendt ham dette udklip fra forsiden af Frederiksborg
Amts Avis.. Da han følte overskriften til min artikel helt i pagt med det, 
han ville skrive om Louisiana, bad han migsende en kopi, 
hvad jeg naturligvis gjorde. Han skrev derefter i teksten 
om Louisiana bl.a.: "Det meste af Louisianas moderne
udstillingsmateriale er for mig at se oppustede kunsthandlerfiduser, 
overdimensioneret konditorkunst, uspiseigt flødeskum"!.
Han sendte derefter kronikken til sin gamle veninde – Esther Noach, 
som var forfatteren til den bog, jeg omtaler. Hun sendte
mig et rørende men nøgtern takkebrev for kronikken – 
”Dens indhold har naturligvis glædet mig meget i mit 87ende år!” og
forklarede baggrunden for bogen: ”Jeg boede de to første år af 
1. verdenskrigen i London og Edinburgh, og det var det første
bombardement af en zeppeliner nord for London, som bed sig fast 
i min erindring.” I Edinburgh kommer hun under stærk påvirkning
af en Frelsens Hær-lignende organisation, i hvis stifters hjem 
hun passede en to-års pige. Ud af det miljø udspringer
derefter ideen til bogen ’En aften i Faldon’.

Henrik Nordbrandt med 100 digte

maj 17, 2014
..udtjent spånkurv på Sct.Hans-bålet..

..udtjent spånkurv på Sct.Hans-bålet..

Jeg er kommet til side 93 i Henrik Nordbrandts ‘100 digte’. Hvor herligt ikke at være anmelder – så ville man ikke kunne pause ved side 93 og begynde at skrive. Nordbrandt har valgt 100 digte af grunde, kun han kender. Med kontakt med bogtilrettelæggeren ville han, måske, have valgt 107 – for der er efterladt ni hvide sider, hvoraf de to godt kunne være hvide – men det er jo ret lige meget. Han er ikke overbevist om, at det er 100 gode digte, men håber at der dog er nogle -. Sådan læser jeg dem slet ikke, som om jeg var på jagt efter de få gode.. Jeg læser dem som en aktuel strøm af tekster med bogens ‘jeg’ som fællesnævner. Der slås nu og da hul på det aktuelle med antagonismer som ‘spånkurvene’,’posthuset’ og ‘socialindkomst’ – måske der kommer flere. Ungdommen vil knapt nok vide, hvad posthus er, og hvilken vægt det havde – socialindkomst har selv jeg allerede glemt. Men spånkurvene – ha – dem kender jeg noget til. I 1969 ville ingen tænke noget underligt eller stille sig spørgende an ved linjerne : “uden samtidig at få øje på spånkurvene / som rådne og halvt sammenfaldne” – nu skal der nærmest en fodnote til. Vist kan man hurtigt forstå, hvad en spånkurv er – det vanskelige er at forstå dens almindelighed dengang – og her i digtet ‘Det er ikke frugttræerne’ er der endda flere. Hvorfor er de der – jo for egentlig skulle de bruges til rumme frugterne, når de skal plukkes. Så der er slet ikke noget mærkeligt ved at de forekommer. Nok passede man på en spånkurv, selvom den var billig – men pludselig gik den jo til, og man købte en ny…

(fra min facebook)

En tid med spånkurve

Kender du en spånkurv?

Poesiens dag 2014

marts 22, 2014
Bagside og forside til Ole Perregaards bog 'Folkets Vanilje Landets Lov'

Bagside og forside til Ole Perregaards bog ‘Folkets Vanilje Landets Lov’

Ole Perregaard havde inviteret til release party for sin nye bog: ‘Folkets vanilje – Landets lov’ i Det Poetiske Bureaus Forlags kælder. Og det var fint, at det skete på Poesiens Dag. Udover digte indeholder bogen en slags eventyr – men det må vist absolut kaldes en udvidelse af begrebet. Startende med et juleæventyr ‘Den lille pige – et blasfeministisk juleæventyr om kommunevalget i det lykkelige Danmark’.

Digtenes egenartede opstilling kender alle, der kender Ole – en opstilling der resulterer i en ganske overraskende oplæsningspraksis, som nok må være vanskelig at gøre ham efter! Hoveddigtet som bølger frem over 17 af de små sider, er dog brudt op på en anden måde for forståelighedens skyld – alle sytten sider blev læst op helt fænomenalt. Jeg har ikke hørt det før og vil gerne udnævne det til en klassiker i dansk litteratur. Men ingen af dem, der ellers går op i den slags, var tilstede, hvad bør nævnes i fremtidige litteraturhistoriske opgørelser.Titlen er:’Hellere donor end döner, et brev til kladja fra klat og klud’. Det er en gammel mands overvejelser om, hvad der skal blive af de dele af kroppen, som han gerne vil donere til anden brug, når han ikke selv har brug for dem!

Fredag den 21. marts afholdtes Digter Salon i det færøske hus på Vesterbrogade. Det var Assununu, forum for kultur og dialog, der stod bag arrangementet.

På programmet, var poeter fra Færøerne, Irak og Danmark, nærmere betegnet: Marianne Larsen, Sumer Mansoor, Muniam Alfaker, Katrin Ottarsdóttir, Laura Kjærgaard og Sissal Kampmann.

Duetten, Zalem med Selma Higgins og Lea Kampmann stod for den musikalske del af arrangementet, og Birgir Thor Møller var konferencier.
Det blev en god aften, skønt ganske anderledes end eftermiddagen i Det Poetiske Bureaus Forlags kælder.

Vi var nogle stykker der benyttede os af tilbuddet om ‘åben scene’ bl.a. Arild Rimestad og jeg selv.
Jeg præsenterede det første digt som’læserbrev’, som jeg ofte har gjort overfor aviser – dette blev dog ikke trykt! Hjemme, kom jeg til at tænke på, at min indledning til dette at digte til en læserbrevsspalte startede meget tidligt, da jeg var 14-15 år sidst i halvtresserne. Vi havde endelig fået en regnemaskine med strimmel, og jeg skrev et fingereret læserbrev på en sådan strimmel, som jo nærmest havde bredde a la en avisspalte, det var en af apostlene som skrev og beklagede sig over, at Jesus’s himmelfart kom før disciplen rigtigt havde fattet, hvad det hele drejede sig om. Her er så digtet fra i går aftes, som vist aldrig blev trykt og som jeg troede var et par år gammelt – så var det tolv år siger computeren, og det har nok aktualitet længe endnu!

digtet: Vi følger med

Brun mands byrde

marts 18, 2014
To forsider

Lille Sorte Sambo har inspireret til forsiden på Brun Mands Byrde…

Man er ret forblæst, når man får læst sig gennem Hassan Preisler: Brun mands byrde. Men man bør ikke have læst Yahya Hassan uden også at burde læse Hassan Preisler. De er godt nok fra hver sin ende at samfundsstigen – men der er også meget der matcher – jeg synes, jeg kan genkende danskerne fra begge! Desuden er begge bøger karakteristiske for mere end indholdet – nemlig ved at vælge en markant stil – Yahya Hassan med versalerne, som smitter af på læsningen, så vi kommer tæt på hans mundtlige fremførelse af teksten – og hos Hassan Preisler føres man også ind i det hørte – læser, husk at trække vejret. Jeg kan jo ikke lade være med at relatere ’Brun mands byrde’ til den debat, Lars Bukdahl er blevet viklet ind i om den betydning, det har om anmelderen kender en bogs forudsætninger fra egen krop eller ej. Hassan har det godt nok svært med de helhvide danskere, som siger ”at det ikke har nogen betydning anden end den, jeg tillægger det, at jeg er farvet.” På naturhistorisk museum i New York er der plads til undren over, at der er ’Afrikanske Folk’ og ’Asiatiske Folk’ – men aldrig en afdeling med ’Europæiske Folk’. Det er ikke en debatbog – men mange eksempler af lignende art kunne nok af debattørerne hentes ind fra den bog!
Måske ruller filmen så hurtigt, at jeg ikke hver gang får noteret, at hov her er H. Preisler skrappere end Y. Hassan – nogen dans på roser får vi ikke, men der er blødt op med mere humor måske. Han refererer til ’Lille sorte Sambo’ og det giver Per Morten Abrahamsen ideen til forsiden. Hvor gammel skal man mon være, før den association virkelig siger en noget? Her har jeg sat dem sammen, for at ingen skal gå glip af den pointe. Den mere politisk korrekte ’Historien om Lille Babaji’ må så også bringes i erindring. Babaji er fra Indien – det er jo ikke fjernt fra Pakistan. Den er godt lavet – men så populær som Sambo bliver den ikke. Nej, jeg husker overhovedet ikke negative tanker om ’sorte’ fra læsningen af ’Lille Sorte Sambo’ – bogens vigtigste budskab var, at historien sluttede godt med mange pandekager – og det håber vi så, den bliver ved med!

Her links til Lars Bukdahls blog – der kan lede dig videre i debatten:

http://bukdahl.blogspot.dk/2014/03/den-hemmelige-definition.html

http://bukdahl.blogspot.dk/2014/03/hvad-fejllser-jeg-hvidt-nar-jeg-lser.html

Forside til 'Historien om Lille Babaji' 1998

Forside til ‘Historien om Lille Babaji’ 1998


%d bloggers like this: