Archive for the ‘Boganmeldelse’ Category

Sønnetabet 1987 – en boghistorie

juni 18, 2020

Denne bog startede med slutningen – som er en kommenteret genfortælling af min søn Hjalmars (1970-1987) stil i 2.g. Den publicerede jeg som egen udskrift af et par omgange, antal ukendt. Læsernes reaktioner gav mod på at se den som hovednummeret i bogen, som rettelig burde have heddet ‘Sønnetabet og andre henvendelser som digte’. Så langt tænkte jeg ikke 2013, indså det først senere.

Den blev sendt til 14 medier uden dog at blive omtalt endsige anmeldt. Ingen biblioteker købte. Nogle forfattere havde slået sig sammen om domænet MetrOrd med den hensigt at anmelde det uanmeldte, og her blev ‘Henvendelser som digte’ anmeldt i efteråret 2013. Jeg kendte ikke Poul Høllund Jensen og konkluderede, at når en mig ubekendt kunne få dét ud ad læsningen, burde andre også kunne. Han har givet mig lov til at bruge anmeldelsen, så her kommer den.

***

HENVENDELSER SOM DIGTE

  1. OKTOBER 2013

POUL HØLLUND JENSEN

 

Per-Olof Johansson: Henvendelser som digte. 2013.

Forlag per-olof.dk

I kommission hos forlaget Underskoven/ udsolgt

Forside og layout poj

Oprindeligt foto forside: 

Nanna Bisp Büchert 1976

ISBN 978-87-92534-07-1

 

Ordet henvendelse , at nogen siger noget til andre, er et vidt begreb. Det kan eksempelvis stå for prædiken, opfordring, advarsel, formaning, bøn. Per-Olof Johansson udnytter det meste af spektret, når han skriver teksterne i sin bog Henvendelser som digte:” hold dig dine meninger fra livet” ,” livet leves uden for meningsfeltet”, “sig nej tak til Orddistributionen A/S”, “hold dig i ro”, “vi skriver 2011 og bliver aldrig klogere”, “livet er meningen med livet”, “tiden er ikke en lige linie/ sammenhængen søger andre veje”. Læseren får med andre ord god mulighed for at se digterjeget som en levende, nuanceret person.

 

Den brede tilgang til begrebet henvendelse legitimerer brugen af  de meget forskelligartede tekster . Jævnfør tranströmercitatet i digtet Diskontinuær tid: ” Tiden er …. en labyrint/ Ock om man trycker sig mod väggen… / kan man  höra de skyndanda steg/ Kan man höra sig själv gå förbi där på andra sidan.” Og der er  ikke tale om et billigt trick. I de store tekster, Diskontinuær tid og Kald mig ikke offer i Staunsholt Kirke, søger sammenhængen tydeligvis andre veje end tidens  indbildt lige linie. Førstnævnte digt bliver gribende henvendelse fordi vi overbevises om at “livet leves udenfor meningsfeltet” [7]. Ikke i en straight beretning om tabet af en ung søn, men i en tekst hvor dennes science fiction novelle, en tegning af Käthe Kollwitz, et par digte af forfatteren ,  en sang af Falch/Malurt ,  en forskydning af fortællerperspektivet fra 1. til 3. person, bliver tætvævet , labyrintisk ,  rammende. I Kald mig ikke offer i Staunsholt Kirke, et andet komplekst og læseværdigt digt, samme grundtanke: Det ubegribelige  kan ikke rummes i tid og rum.

Udover stærke personlige manifestationer har Henvendelser som digte mange gennemspilninger af temaet sprog og mening. Karakteristiske citater , der kridter banen op : “Jeg frygter mine meningers mod ” , “..meningerne tager udgangspunkt / i magthavernes mørkelægninger”, “mennesker med mange ideer er de bedste for ødelæggerne”, ” snubler med en overvægt af ord”.  Efter afstandtagen , anbefalingerne:  “Gå aldrig værk fra her”,” Sig nej tak til orddistributionen”, “sig bare :Herregud til dig selv/ tag det ikke alvorligt “. Her balanceres på knivsægge . Læs f.eks. det sprudlende digt Ordlivet i Underbukseskoven og dvæl  ved de mange ideer der vrimler op af undergrunden . Så det måske er lige ved at snuble.

Hvilket ikke forhindrer en god læseoplevelse! Der er ofte tale om rugbrødsdigte. Få letkøbte pointer. Få strømlinede formuleringer. Godt med kerner. Jfr. forsidebilledet af den unge digters faste blik ved henvendelsen til de forbipasserende på gaden et sted i fortiden.

“Gå aldrig væk fra her/ Hvor du end tager hen / Her er det. “

Poul Høllund Jensen

 

***

Jeg har gennem årene været inde på emnet Hjalmars død flere gange – især i bogen Ordsamling fra 2005. På en kronik i Politiken langfredag 2016 fik jeg stor respons, helt i modsætning til digtsamlingen.

Romanomtale Klinte

maj 16, 2020

Arne Herløv Petersen: Klinte.

Det Poetiske Bureaus Forlag

 

Først forlagets introduktion: “Arne Herløv Petersens nye roman Klinte er opkaldt efter det tidsskrift, der i dag kendes som Hvedekorn, og som blev grundlagt i starten af 1920’erne. Der er måske ikke nogen tid, der er mere omgærdet af mystik

end 1920’erne, hvor en bølge af modernitet og dekadence skyllede gennem det europæiske kulturliv,

brat afbrudt af børskrakket i Wall Street i 1929 og den økonomiske depression i 1930’erne. I Danmark er især Tom Kristensens delvis selvbiografiske roman Hærværk, om en fordrukken dagbladsjournalist, kendt som en milepæl i 

litteraturen om perioden. I Klinte kommer vi tæt på den – ganske rigtigt fordrukne – dagligdag der inspirerede Tom Kristensen til sin roman.

Vi møder desuden bl.a. den avantgardistiske digter Emil Bønnelycke, kendt som Bønne, den kommunistiske ekspressionist og idealist Rudolf Broby-Johansen, arbejderdigteren Nis Petersen, den gæve jyske digter Jeppe Aakjær, forskellige forhutlede evighedsstudenter og foretagsomme forlagsfolk og såmænd også Lars Bukdahls bedstefar. For den, der vil vide mere om de historiske skikkelser, der for de fleste blot er navne, og om en helt særlig epoke i dansk litteratur, er Klinte en guldgrube af viden og stemninger og litterære hændelser.”

 

Jeg er gennem årene blevet mindre og mindre tiltalt af ideen ‘historiske romaner’, hvor fakta kendes i et vist omfang og hullerne udfyldes med fiktion. Arne

Herløv Petersens måde at løse opgaven på, får mig dog til at læse bogen til ende. Med den alder, jeg har, er persongalleriet bekendt med få undtagelser, og jeg bilder let mig selv ind, at jeg får nyt at vide, hvor en klassisk litteraturhistorie måtte give op. Der ligger megen reseach til grund, når dagligdagen beskrives. Men bogen er uden plot, og standser derfor lidt brat.Jeg savner et afsluttende ‘fakta uden fiktion’-essay om “hvad der videre hændte”.

Det er en stor fejl, at bogen ikke får en kvalificeret anmeldelse, dermed mener jeg en anmeldelse af en person, der er kendt med perioden og dens digtere. At bedømme bogen som roman behøver jeg ikke i samme grad hjælp til. Bogen er flettet sammen af episoder, som ubesværet finder hinanden.

Niels Brunse: Tro er ikke viden

marts 17, 2020

De omtalte bøger

Download artiklen som PDF

Niels Brunse har skrevet en bog han kalder ’Tro er ikke viden’. Jeg griber fat i bogen, fordi det er et emne jeg i årevis er gået op i, ja vel siden barndommen. Jeg har også skrevet om det, og konklusionen til dato er, at vi skal af med ordet ’tro’, når det handler om at betegne det religiøse.

Efter titlen på bogen at dømme forventer jeg mig en opfølger til Ingemar Hedenius’ ’Tro og viden’ fra 1960. Den forventning er hurtig skudt ned efter at have læst en anmeldelse af bogen af Christoffer Emil Bruun i Weekendavisen under oveskriften ’Kristen kuturradikalitet.’. Bogen af Hedenius vakte nok så stort postyr, fordi den tog fat i navngivne prælater, og trak dem gennem vridemaskinen, for når jeg lige får genlæst forordet efter at have læst Niels Brunse, lader det til, at det ikke i og for sig er religion as such, Hedenius angriber, men formuleringer i religionens navn.

Niels Brunses bog er uden mystifikationer, lysende klart skrevet, ikke et debatskrift men en fortælling om egen afklaring i forhold til det religiøse. Tro er ikke viden – men viden er ikke alt, tro har sin egen verden og værdi. Han har ikke mine forbehold overfor ordet tro og forklarer meget godt, hvad han lægger i det. Men jeg er ikke kommet ret langt ind i bogen før jeg forstår, at begrebet tro for ham ikke som hos Hedenius først og fremmest er forankret i biblens tekster, men i egne erfaringer.

Så egentlig burde det vel være sætningen ’Tro er vished ikke viden’ som burde være bogens titel.

For med sætningerne: ”Men hvor kommer visheden fra? Jeg har ikke noget andet svar end at den er en erfaring.” er vi kommet langt forbi den tekstbaserede ’tro’, som jo kan debatteres til dommedag. For ham er troen erfaring, dog uden en pludselig oplevelse af frelse, selvom han ikke kommer uden om momenter, der ligner.

De fleste der skriver bøger som denne, f.eks. Leo Tolstoy skriver om et sådant momment. Da han læser de selvfølgelig velkendte ord i Bjergprædikenen, Mattheus kap. 5 vers 38 og 39 slår lynet ned: ”I har hørt, at der er sagt: Øje for øje og tand for tand. Men jeg siger jer, at I må ikke sætte jer mod den, der tilføjer jer ondt, men hvis nogen giver dig et slag på den højre kind, så vend også den anden til.” Han vil ikke påduttes at fortolke Jesus, han vil også holde sig til den enkelhed i evangeliet, som i de mange hundreder af år har indfanget almindelige mennesker.

Det stemmer fint med, hvad Brunse siger: ”Jesus var en mand. Men fortællingen om ham er en fortælling om et menneske, der aldrig brugte nogen anden magt end sine ord og sit eksempel – og som selv var magtesløs, da magthavernes i den tids Palæstina besluttede at fjerne ham som en opvingler, der truede den offentlige orden.

Nu er hans arv en verdensmagt, hvis tilhængere stadig alt for tit glemmer dens magtesløse udspring.”

Brunses bog er, emnet taget i betragtning, dejligt fri for missionerende indstilling. Det er vigtigt for ham at forklare sine bevæggrunde, men ikke for at jeg bør tænke ligedan. Måske opfatter jeg det sådan, fordi jeg jævnt hen er enig med ham. Det har tit undret mig, når forfattere stiller sig op som autoriteter i at fortolke, hvad Gud har tænkt med det hele! F.eks.: ”Men Gud ønsker, at vi skal indse, hvad vi har mistet og mærke smerten ved det tab.” – som jeg kan læse hos Rosenius, en vigtig vækkelsesprædikant fra 1800-tallets Sverige, hvis skrifter blev brugt langt op i 1900-tallet og nylig er kommet i dansk oversættelse som ’Vejledning til fred’. Jeg kender ham fra familiebiblioteket!

”Jeg tror på Gud” – starter Brunse, hvorefter vi får historien, som den forløber fra barndommens medleven i kirken bl.a. som kordreng, til udmeldelse af Folkekirken i gymnasietiden og langt senere genindmeldelsen. De følgende kapitler er så emnerne til overvejelse tro, religion, magt, synd, sjæl, bøn, Gud: ”Jeg kan ikke sige hvordan Gud ser ud, men det er min dybeste overbevisning, at Gud er kærlighed.”

For andre troende vil bogen være interessant læsning, fordi den giver os lejlighed til at overveje, hvad vi selv mener, tror. Men alene ordet ’tro’ vil kunne få enhver ateist til at vende i døren. Og det kan jeg godt forstå, og det synes jeg er ærgerligt. Det er derfor, jeg ønsker mig et andet ord for den realitet, der ligger bag ordet.

Ateisten, Ingemar Hedenius siger det: ”Atter og atter synes den kristne tros lære om de evige sammenhænge og deres altoverskyggende betydning for livet at måtte pakke sammen, så snart de kommer i konflikt med, hvad den sunde fornuft og rent menneskelige beregning siger om øjeblikkets krav.” Ja, og det problem kendte shamanen ikke, men vi gør.

**********************

Her i min blog kan der så blive plads til nogle links til, hvad jeg tidligere har skrevet i denne genre

Det ord tro

Om religiøse spor i min slægt

Kan tro blive til viden

Religiøs indgang

Gud skabte verden – hvem ellers?

Om tro som trofasthed mod livsmålet

Guds straf og slægtstræet – om Linné og folketro

Verdens mærkeligste alterparti?  Mogens Koch i Lillerød Kirke

Drøm, virkelighed og forestilling 

En lignelse er en lignelse er en lignelse     PDF

Dommens dag 1945

februar 26, 2020

Nogle af de omtalte bøger

Dommens dag 1945

Per Stig Møller:

Sommeren ’45

Fra overmod til mismod

2019

Hele artiklen som PDF

Maj 45 følges nærmest dag for dag, de følgende måneder mere og mere summarisk på grundlag af dels pressereferater, dels alle mulige andre kilder lige fra erindringer til egen hukommelsen. Per Stig Møller har den unikke position, at han har kendt indtil flere af de rollehavende personligt, han er forsker, han har været folketingsmedlem og minister, han har forudsætninger for at følge dette forløb som ingen senere forsker vil kunne påberåbe sig. Han har haft følgeskab af en dygtig researcher, men gennem hele bogen er man ikke i tvivl om, at det er Per Stig Møller, der skriver, der udvælger referater, der kommenterer. Mange kan sikkert uddrage en anden rød tråd fra perioden, men næppe nogen så fuldstændigt, som her er gjort. Det er et stativ, som de efterfølgende forskere må referere til.

Der er naturligvis ting jeg studser over. Diplomaten Peter Skov blev fyret af Scavenius, fordi han var uenig med den førte politik. Der refereres ganske kort til forløbet, men den bog, som Peter Skov er medforfatter af, hvor han med egne ord redegør for historien, kunne passende som mindstemål være med i litteraturlisten. P.Skov og Johannes Hohlenberg: ’Ansigtet bag masken. Hvad Den Parlamentariske Kommission ikke ville vide’. 1955.

I mange tilfælde kan Per Stig Møller selvfølgelig ikke kun holde sig til sommeren 45, men må hente oplysninger fra tiden både før og efter. Og der synes jeg han gør sig sagen for let, når han udelader Den Parlamentariske Kommission. Det nævnes dog, at den allerede sommeren 45 har taget sagen om forløbet af den 9. april op og frikendt alle de involverede. Hist og her er bemærkninger til kommissionen, som gør det klart, at han ironisk ser den som en kommission, hvis opgave var at frikende parlamentarikerne, de skulle jo selv træffe afgørelsen.

Men dermed var sagen jo ikke slut, og er for så vidt ikke slut endnu. At lukke sagen som om der i et og alt var tale om en konspirationsteori, at der forelå en forhåndsaftale om besættelsen, er for let. I det mindste må man da fortælle at debatten om konspirationsteorien forløb over mange år med mange faser. Hvis man tager ordet ’forræderi’ ud af sagen, blev det måske muligt at diskutere forløbet nøgternt. En central figur i den debat blev Jon Galster, hvis bog ’Den 9. april 1940 – en sande myte’ fra 1990 kan anvendes som katalog over sagen, og den skulle naturligvis være med i litteraturlisten og have en bemærkning med på vejen.

’Den skæve våbenfordeling’ mellem modstandsbevægelsen og militærets ventetropper får en eller to linjer, og det er måske nok – hvis ellers Erik Nørgaards bøger herom var at finde i litteraturlisten. Henvisningen til et interview med Ninka er da underligt, når der findes bøger om sagens afdækning. Erik Nørgaard: ’Generalens fald – forræderiet mod sabotørerne’. 1972/74.

Per-Olof Johansson

En anmeldelse i Berlingske

Nyt fra Benny Pedersen

februar 17, 2020

Forside

Forside af Ole Bundgaard til Benny Pedersen 2020

 

Benny Pedersen

Ved siden af er også at ramme

Digte

ISBNB 978-87-93272-80-4

Forlaget Ravnerock

Dette er Benny Petersens 13. digtudgivelse, den første hed ’På vagt’ og kom i 1975. 2014 kom et udvalg ’Digtbrikker til et portræt’, men dette er nye digte.

Det lavmælte er vist ikke i høj kurs, men hvad kommer det sagen ved? Dette er lavmælte digte om at digte, om nødvendigheden af at digte, om det selvfølgelige i at digte selvfølgeligt

længsel

ordene gemmer sig for mig

jeg gemmer mig i ordene

at kende sjæl og krop

at være ét

regn efter lang tids tørke

sollysets liv i os

Læseren har ikke behov for sammenligninger her, at Benny digter ligesom den og den og slet ikke som den og den. Vi møder Benny og lader os ikke forstyrre af, at der er så mange andre der digter. Han siger det selv

primtal

runder et primtal

seks år til det næste

også jeg er udelelig

i min egenart

defineres kun ved mig selv

Jo vist er vi alle påvirkede af andre skrivende, når vi skriver, men digtning er ikke en mandjævning ikke en XFactor-udgave. Det lavmælte forhindrer ikke, at vi kommer tæt på det store, de store livsspørgsmål, kærlighed, sygdom, liv og død, sorg. Det er svært at citere ham, uden a skulle citere hele digtet – og det er jo meningen, at du skal læse selv, selv opdage at blive båret videre fra det ene digt til det næste, gøre de lavmælte ord til dine egne. Slutter derfor dette lille opmærksomhedssignal med

ekkoer

som ekkoer af uskrevne digte

fortoner drømmene sig

trapper

jeg engang gik på

kvinder

jeg har kendt

alt forsvinder

 

Tre år med Ole Bundgaard

december 3, 2019

Ole Bundgaard, separatudstilling i Gallery North. Poul Høllund Jensen i midten ser på, mens Ejler Nyhavn tv og Ole Bundgaard th underholder..

..samme som PDF

Per-Olof Johansson

Ole Bundgaard planlagde på et eller andet tidspunkt, at hans HAIKU skulle være en trilogi, og nu er så III udkommet. Hvert bind rummer et haiku til hver af et års dage – så det blive tre år med Ole Bundgaard, hvis man vælger at læse et haiku om dagen.

Det vil være en god læsemulighed – en mulighed blandt mange. Læser tit sådan. Jeg har læst de andre to bind – og efter det program, ville jeg altså kunne skrive noget om bogen om et år.

Jeg vælger noget andet. Først læser jeg epilogen, det synes jeg man skal gøre, selvom den står sidst. Det er en meget fin anmeldelse af bogen, et godt læseredskab undervejs, hvis man har behov for kasser at placere haiku’ene i.

Så læser jeg fra starten på trods af kalenderen. Nej jeg læser nok først på den dag, jeg var på, så diverse familiefødselsdage og lidt rundt omkring – men altså, fordi jeg vil vide, hvad min gode ven har skrevet – begynder jeg så fra begyndelsen. Det går der lidt tid med, inden det ringer. Det gør det så, og så glider jeg igen ned i en bølgedal inden det ringer igen og sådan et par gange. Det kunne jo være en måde at læse på – fra bølgetop til bølgetop. Men en anden dag sker der så noget mærkeligt – jeg begynder at høre Ole læse op. Han anbefaler højtlæsning, men jeg kan jo ikke læse som ham – men inde i hovedet kan jeg godt, sådan som man kan høre et symfoniorkester med både Mozart og Beethoven. Og selvom man aldrig har hørt Ole læse op, tror jeg, man vil kunne fange melodien, hvis man snor sit hoved lidt i retning af det jyske.

Så sker der noget – så kan jeg slet ikke holde op, og ideen med bølgetoppe forsvinder helt, og jeg begynder forfra. Han siger i epilogen, at formen med 5-7-5 stavelser er den som tvinger ham fremad – de andre regler for haiku tager han ikke så meget hensyn til. Hvordan digte bliver til, er vel egentlig ikke læserens sag. Det som her bliver vigtigt er, at disse kortdigte i al deres mangfoldighed og hjemhørende i mange forskellige kasser – følger en rød tråd. Skulle jeg kunne trække denne tråd frem – andre vil sikkert se noget andet. Hvad jeg læste i går – vil læst i dag være noget helt andet. Det traditionelle ville jo være at citere, nogle karakteristiske, typiske – og så nogle fejlskud.

26. Juni
Sangfuglens rede
er hos mig hos naboen
holder kragen til

27. Juni
Du lovede mig guld
og grønne skove behold
bare skovene

Ja de er da karakteristiske. Som dagens

3. December
Man siger troen
kan flytte bjerge men vi
tror ikke på det

De er hver for sig karakteristiske for Ole Bundgaard – men ens er de da ikke. Jeg kan finde et, jeg bilder mig ind at have inspireret til. Men hvem ved – det kan jo være ham, der engang har inspireret mig?

30. Juli
Hvis alt står mellem
linjerne er der kun to
at gøre godt med

Selvfølgelig sætter nogle haiku større mærke i en, som dette

31. Juli
I det øjeblik
jeg går forbi træerne
bevæger de sig

Dem er der da flere af, og jeg får den tanke, at Ole Bundgaard er sandt religiøs.
Nok med citater. Fejlskud anser jeg for at være min fejllæsning – i morgen er jeg en anden og læser anderledes.
Kalenderen har nok været drivkraften og det organiserende princip, men du kan læse hvor du vil og hvornår du vil og få noget ud af HAIKU III.

 

Ole Bundgaard: HAIKU III, 2019

OFFER 2117

oktober 17, 2019

Jussi Adler-Olsen: Offer 2117

Offer 2117

Jussi Adler-Olsens bog Offer 2117 er uhyggelig på mange måde. Den er nok mere aktuel, end lige tænkt. Man kan godt have fornemmelsen af, at det er en udvidet avisreportage, man sidder og læser.

Hvad er efterhånden usandsynligt? Flere gange stopper jeg op og tænker: Nej det er da for usandsynligt? Indtil det går op for mig, at romanen nok meget godt afspejler virkeligheden, men også bevæger sig som i et tegneserieunivers. Ihukommende Jussis tidligere liv som direktør for en tegneserieforretning. Usandynlighederne ville overhovedet ikke forekomme usandsynlige i en tegneserie.

Jo historien handler om de flygtninge, som skyller i land ved Middelhavet, men ikke som gruppe men enkeltindivider. Og om hele baggrundshistorien. Som der står på den stander, der har givet bogen sit navn: Ingen er kun et tal. At alle tilfældighederne nogen sinde kan blive en sammenhængende historie, kan læseren så sidde og undre sig over, men jeg synes den lille historie og den store historie, verdenshistorien nu, flettes dygtigt sammen. Der efterlades nogle løse ender –som de to sidste bind i serien nok vil få flettet ind.

Det er lykkedes at gøre de sidste 100 sider til de mest spændende med mange overraskelser. Som jeg ikke kan fortælle om. Som man kun kan tale om med andre, som har læst bogen. Og som måske har lagt mærke til ting, man selv er droppet forbi for at nå til slutningen. Men det vil jeg sige, som boende i Allerød, der jævnligt passerer Rønneholteparken, hvor Carl Mørcks bolig er, uden han pt bor der – dér flytter han næppe hjem til igen. Men hvem ved?

Lokalhistorie for hele landet

oktober 16, 2019

Journalen 2019 – Denne artikel som PDF

 

Mange forfattervenner beklager sig over manglende anmeldelser. Jeg stiller mig gerne op i køen. Men jeg vil også gerne gøre dem opmærksomme på, at manglen på anmeldelser ikke kun gælder skønlitteraturen, det samme gælder for faglitteratur af enhver art.For lokalhistoriens vedkommende kan man sige, at nogen har gjort noget ved det. Lokalarkiverne har samlet sig om et fælles projekt, nemlig at udgive et blad kaldet ’Journalen’, og her anmeldes lokalhistoriske publikationer fra hele landet. Jeg sidder netop med ’Journalen 2019’s nr. 2 som er spækket med anmeldelser. Jeg har talt 65! Ja tænkt lokalt, men i mange tilfælde af gode grunde interessant for resten af landet. Meget er årsskrifter med hver flere artikler, det er en skøn rundtur i det ganske land.

Da Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød Kommune, LAFAK i 1991 udgav et lille hefte ’Drømmen om Allerød’, som jeg havde skrevet, var det jo primært henvendt til borgerne i Allerød Kommune. Kommunen er en af de nye fra 1970, så jeg syntes det var vigtigt at vi fik historien med os fra de tre gamle kommuner, Blovstrød, Lillerød og Lynge-Uggeløse, samlet under én hat. Det var jo selve programmet for vor forening og har været det siden. Basis for heftets artikler, var artikler jeg havde skrevet til Allerød Posten i årene 1984-86 som freelancemedarbejder.

Den blev omtalt lokalt, men jeg sendte den også til Foreningen Danmarks Folkeminders årsskrift ’Folk og Kultur’, fordi jeg allerede dengang syntes, at man fra delen også må have udblik til helheden. Jeg var heldig – George Nellemann påtog sig at anmelde den. Han var meget positiv og sluttede vist med, at nu forstod han, at Allerød var landets centrum!

LAFAK har udsendt adskillige bøger som henvender sig til de lokale, og som en tilflytterkommune er det vigtigt med denne mulighed for tilflytteren at lære sin kommunes fortid at kende. Næste år bliver kommunen 50 år, så det er jo spændende at se, om historien skal samles op, det vides i skrivende stund ikke. Noteringen af de 25 år blev et storstilet projekt, som nok desværre er gået i glemmebogen. En redaktionskommite indkaldte beretninger fra borgerne inden for politik og

foreningsliv, og så kunne man tro det endte med en bog. Nogen fik en bedre ide, nemlig at lave et tillæg til den lokal annonceavis, som på sin side lovede at bringe de overskydende beretninger løbende i avisen. Vi sikrede os samtidig, at forfatterne gav deres minde til, at beretningerne måtte bruges elektronisk, i hvilken form de så findes i dag, dog uden at være udnyttet, men de findes på arkivet og på biblioteket. I jubilæumsåret kunne ingen altså undgå at stifte kontakt med projektet, men i hvilken grad nogen har bevaret det, ved ingen noget om. LAFAK, bibliotek og jeg har det, men ellers skal det nok betragtes som en sunken skat, som det kun er for de stædige at stifte bekendtskab med. Efter min mening er dets eksistens værdifuld.

LAFAK udsendte i 2005 en bog om Brudevæltelurerne, fordi de er fundet i nuværende Allerød Kommune i 1797, vi fejrede i 1997 de 200 år siden fundet og det blev anledningen til bogen. I kraft af emnet en bog der bør interessere hele landet. Lokalt med stor omtale, men få anmeldelser på landsplan. LAFAKS seneste udgivelse hedder ’Lillerød Lervarefabrik, 1870’erne -2006’ fra 2018. Også den er naturligvis henvendt til lokale interessenter, men da fabrikken solgte sine varer over hele landet, bør den også kunne interessere keramikinteresserede over hele landet. Der er tale om, hvad man kalder lervarer og ikke kunstkeramik, men der er en tråd til den også, i det museumsleder Teresa Nielsen fra Vejen Kunstmuseum indvilgede at skrive et oplæg til den videre forskning i kunstneres forbindelse med Lillerød Lervarefabriks.

Bogen har siden fået en anmeldelse i et nyhedsbrev for foreningen ’Keramikkens Venner’, og en omtale på Politikens bagside. LAFAK omtaler naturligvis bogen på sin hjemmeside, og som flittig bruger af facebook, Instagram, twitter og en blog har jeg naturligvis advokeret for bogen. Men altså kun én anmeldelse er det blevet til.

Lokalhistorie for hele landet

 

Om bog om Tidehverv

juli 25, 2018

Collage 2018-07-25 13_11_43

Henrik Bach: Konfrontationskurs -Tidehverv og den guddommelige komedie. 2018. Gyldendal

Per-Olof Johansson

Denne artikel som PDF

For mig en oplagt bog at læse. Det er jo et stykke Danmarks-historie, man er en del af. På den måde vældigt oplysende. Og så er der det med troen – ordet jeg er meget optaget af. For de troende dækker ordet en indlysende realitet – for andre må det være en mærkværdighed. Jeg har undsagt ordet, det dækker ikke, tiden er løbet fra det. Tiden er ikke løbet fra religion, men et nyt begreb for den religiøse erfaring trænger sig på. Det har jeg skrevet en kronik om, uden nogen har reageret.

Det ord tro.

Jeg hverken vil eller kan skrive en anmeldelse. Min tid ja og den nærmest foregående – men at kunne vurdere det hav af oplysninger, man her præsenteres for må der andre til. Jeg vil alligevel have lov at fortælle om mit indtryk af bogen.

Indtil Søren Krarup for alvor tog over, forbandt jeg noget positivt med Tidehverv. En diskussionsklub værd at lytte til. Tidsskriftet selv har jeg vist aldrig haft i hænderne, det var den genlyd dets artikler gav. Kronikker og bøger af de tilknyttede personer, interviews med dem, omtale af dem. Kan jeg så i kort begreb indfange dem? Søren Kierkegaard en guru og så forkastelsen af diverse tricks på religionens vegne, du står selv til ansvar.

Med Søren Krarups indtog var det ham og ikke Tidehverv, der tog opmærksomheden. Hans kamp mod menneskerettighederne, hans kamp mod indvandrere.

Introduktionen giver i et par linjer læseren færten af, hvor vi er på vej hen; ”Tidehvervsfolkene er ikke uenige, hvis man frem for alt kalder dem for Luthers og Kierkegaards arvtagere i kampen for en uforfalsket kristendom, hvor evangeliet lyder til den enkelte, ufortyndet og uparfumeret, rent og purt.”

At forfatteren har været længe om bogen, er fuldt forståeligt med de mange kilder, der har skullet opsøges og citater udvælges. Henrik Bach er præst, men har også arbejdet journalistisk og i den egenskab fulgt Tidehverv i mange år. Det er ikke en teoretisk udredning men en person-og argumenter udredning, med små personbiografier af hovedpersonerne, så man tror at kende dem ved afslutningen. Hans egne meninger kommer til udtryk, selvfølgelig, men det er ikke det, der er hovedstrømmen, det er det Tidehvervske, som slår mange krøller undervejs og med mange udblik til samfundet i øvrigt. Der kommer sammenhæng i meget, man kun svagt har hørt eller haft fornemmelsen af. Utroligt som citaterne afdækker trosvisheden hos deltagerne. De ved nok, hvad der er vigtigt at sige. Her argumenteres som ud fra en logik, som om det hele er logik, men lyder mere som om, det er profeter, der krydser klinge!

’Nyere tid’ har været sværest at holde sammen på. Da Islam træder ind på scenen er det svært at vurdere, om Bach rammer rigtigt, ikke i referatet af Krarup og co. men i resumeet af vægten af Islam i samfundet nu. Hvis en stor procentdel af muslimer foretrækker sharia frem for dansk lov, som en undersøgelse, der henvises til, viser – hvad betyder så det? Vil de ikke rette sig efter dansk lov? Hvad er sharia overhovedet – osv

Midt i læsningen blev jeg afbrudt af henvisningen til en pjece fra efteråret 1945. ’Opgørets nødvendighed’ af Vilhelm Krarup, K.E.Løgstrup og H. Østergaard Nielsen. For den har jeg og har kun sporadisk læst, nu blev det gjort. Udgivet på Tidehvervs forlag og med en dedikation fra forfatteren Valentin Filskov, en af de forfattere, der i øvrigt henvises til i Henrik Bachs bog. Den må jeg sige mere om en anden dag, her blot nævne, at den fremstår for mig som typisk for Tidehverv, selvom det her ikke er religionen, men det politiske liv, der er i fokus. Samarbejdspolitikerne hedder endnu ikke det, men Eftergivenhedspolitikken. Ikke megen opmærksomhed gives der politikken før Besættelsen, opmærksomheden er på eftergivenheden for tyske krav og hvornår bruddet med tyskerne burde være sket. Konsekvenser måtte blive, hvad de ville – det kunne ingen andre end tyskerne tage ansvaret for! For mig fremstår samarbejdspolitikken som en umiddelbar konsekvens af den politik, der blev ført i årene før Besættelsen med befolkningens opbakning.

Men dette, skrevet af Vilhelm Krarup, lyder som en slags programerklæring for Tidehverv:

”Nu lægges grunden for de kommende års folkeliv. Nu har vi – mere end vi har haft det i mange generationer – en mulighed for at nå frem til en ærligere og virkeligere grund at leve på i vort fællesliv….Den danske selvglæde og provinsialisme er nok en myte, men den skulle dog være til at ryste.”

PS til Hans Hauges ellers fremragende anmeldelse i Berlingske Tidende 16.6.18:

I anmeldelsen får vi, der er uenige med Søren Krarup, dette generelle dask over næsen:

Den er behageligt fri for den rituelle forargelse over Søren Krarup og tonen i debatten, sådan som det er gængs blandt de dannede og de fleste præster.”

Hvad Henrik Bach mener eller ikke mener om Søren Krarup er det jo ikke bogens opgave at fortælle – men at beskrive ham og hans synspunkter i sammenhængen, sådan som han også gør. Men at dynge al modstand mod Søren Krarup sammen som ’rituel forargelse’ er frækt. Er der noget Søren Krarup fra første færd selv har været en mester i, så er det rituel forargelse. Jeg måtte, første gang jeg modte et eksempel, reagere med et læserbrev i Jyllands Posten (8.9.1969), fordi han i en klumme havde skruet op for sin forargelse over, hvad han mente var et fotobevis for, at Mogens Fog havde hilst de nye studenter velkommen med hånden i lommen! Fog kunne nogle dage efter afvise, at der var hold i Søren Krarups forargelse og situationens Danmarkshistoriske betydning!

Per Nielsen: Sommerfuglestøj 2016

juli 2, 2017

sommerfuglestoej

Per Nielsen: Sommerfuglestøj 2016

Forlaget Rasmus

ISBN 978-87-93319-04-2

Sommerfugle støjer kun, når de møder modstand – flagrer mod et vindue. Ellers skal man vist have forstærker på for at høre dem.

Jeg vil skrive om Per Nielsens bog, men jeg må begynde med mig selv: Engang lavede jeg mange collager, i årevis faktisk. Samlede et udvalg af dem og beskrev dem i digte. Det hedder ekfraser. Min ide var ike, at læseren skulle hefte ordene på billedet, ordene skulle have deres eget liv, læseren skulle skabe billeder selv ud fra ordenene.

Per Nielsens bog er digte og billeder, digte om billederne eller billeder om digtene. Det er haiku – ekfraser med vedheftet billede-collage. Hvad kom først – ægget eller hønen? Collagen eller haiku? Vist mest og som flest gange er begyndelsen nok collagen. Nutid og fortidens kunst blandes, døden og livet og kvinden og sommerfuglen – ord der giver lidt af denne bogs univers. Haiku er små, så bogen kunne være hurtigt ’læst’. Jeg foreslår den indtages med pipette – få dråber hver dag. Sådan har jeg selv gjort og gør. Til sidst vil de hver for sig stå prægnant i egen ret.

De halve timer

der føles som hele døgn

fylder for meget

  • måske den collage ikke siger mig så meget mere, men

Angstens ensomhed

Det som ikke kan deles

men altid huskes

– understreges af en eller anden grund af collagens hvide felt.

Natmørke øjner

ser ud på universet

og evigheden

– og collagen følges eller følger fint, hvem der så ellers kom først!

Så egentlig er citering uden billede meningsløst! Kender man Per Nielsen fra oplæsninger, er der en dimension yderligere til bogen. Man forstår altid hans digte bedre, når man har hørt ham læse dem op. Eller dog forestiller sig oplæsningen.

Hvis haiku og billede hist og her skurrer mod hinanden, er det måske blot sommerfuglestøj, som næste gang er helt fraværende.

Tiden har det svært

i sit eget univers

hvor alt går for stærkt

De mange urskiver er påmindelser, der går hen over hovedet på mig gang på gang, til jeg fatter: De går jo ikke 🙂

Og så: En smuk bog, oplagt gaveobjekt.

 

scan0003


%d bloggers like this: