Archive for the ‘Boganmeldelse’ Category

Mig og ‘Folk og Kultur’

februar 22, 2021

– i erindring om Folk og Kultur – tidsskrift af varig værdi

FOLK OG KULTUR

Alle udgaver af tidsskriftet “Folk og Kultur. Årbog for dansk etnologi og folkemindevidenskab” fra 1972 til 2008 kan læses her:  https://tidsskrift.dk/folkogkultur/issue/archive

Jeg har fået anmeldt et par udgivelser der. Jeg har også selv anmeldt et par bøger. 

 

Lene Otto Christer Lundh og Kerstin

Sundberg (red.):Gatehus och gatehusfolk i skånska godsmiljöer Falun,Nordic Academic Press, 2002.

https://tidsskrift.dk/folkogkultur/article/view/65965/94895 

 

Over Øresund før Broen Svenskere på Københavnsegnen i 300 år. Redaktion: Elisabeth Bloch,Marianne Germann,Lise Skjøt-Pedersen,Inger Kjær Jansen, Henning Bro.

https://tidsskrift.dk/folkogkultur/article/view/65942/94872 

 

En enkelt artikel er det også blevet til ‘Spå I det små’. 

https://tidsskrift.dk/folkogkultur/article/view/65704/94634 

 

DRØMMEN OM ALLERØD

George Nellemann i årsskriftet Folk & Kultur fra Foreningen Danmarks Folkeminder 1992:Denne lille samling på små 20 meget velskrevne artikler…..,han når så langt omkring i Danmarkshistorien-ja næsten verdenshistorien.Tænk hvad der har rod i eller relation til-Allerød.

*

Skal drømmen om Allerød briste?

Drømmen om Allerød – fra 1991, men kan stadig købes i Allerød Boghandel og hos Lokalhistorisk Arkiv og Forening for Allerød Kommune. Anmeldt i Folk og Kultur 1992 af George Nellemann s.105

https://tidsskrift.dk/folkogkultur/article/view/65871/94801

 

BONDE-PRACTICA

Læs om bogen og følg links om emnet

http://per-olof.dk/bondprac.pdf 

Per-Olof Johansson: Bonde-Practica eller Veyr-Bog 1975. Bonde-Practica eller Veyr-Bog 1744 i faksimile, mappe til begge.

Bonde-Practica eller Veyr-Bog 1975 anmeldt af Bjarne Stoklund i Folk & Kultur 1977 s. 156

https://tidsskrift.dk/folkogkultur/article/view/65752/94682 

 

Lorenz Frølich her en af mange

januar 5, 2021

Illustreret Danmarkshistorie for Folket bd 1 og 2, 1854-1855 af A.Fabricius.

Bøgerne er meget velillustrerede af mange forskellige kunstnere. Manglede forfatteren en tegning af en ruin, et hus, en bakketop – så tegnede han den selv. Han tegnede også selv kortskitserne. Alle illustrationerne skulle enten være en ætsning eller et xylografi, så der var gerne to forskellige hænder involveret. Dog ikke altid, for begge ejere for reproduktionsfirmaet Kittendorff og Aagaard er både tegnere og xylografer. Måske tegnede kunstneren selv på det træ, som så xylografen skulle snitte i. Det gælder maleren Block. Tegner og raderer kunne være den samme. Her er mange varianter og mange kunstnere.

Det er især illustrationerne af Lorenz Frølich som er blevet kendte og genbrugt. Selv lærte jeg dem jeg at kende, da jeg gik i 2.klasse, for vi havde en lærer, der læste op af  Axel Olrik: Danske Heltesagn, med tegninger af Lorentz Frølich. Når han havde læst historien, lod han bogen gå rundt, så vi kunne se billederne. Jeg fandt selvfølgelig bogen, og troede at Fabricius’s Danmarkshistorie var gennemillustreret af Lorenz Frølich, for det var altid dem man gengav ved omtale af Fabricius.

Derfor er det andre opslag,jeg bringer til denne klumme, for ikke at bidrage til at andre lever videre med samme misforståelse.

Lurillustrationen har jeg mærkeligt nok ikke været opmærksom på, da vi lavede bogen om Brudevæltelurerne. For en gangs skyld er det den ene af lurerne fra Tellerup, fundet 1808, der er gengivet.

 

Lige nu har jeg læst afsnittene om Christian II, fordi jeg har fulgt en svensk TVserie om blodbadet i Stockholm. Fabricius fortæller godt, men med vægten på lidt andre detaljer end mere moderne versioner. Bemærkelsesværdigt er således et citat af ærkebiskop Gustav Trolles argumenter og forsvar for en nordisk union. Det var ikke lige den retning udviklingen tog han delagtiggøre i blodbadet taget i betragtning!

Ekstra..som ikke har noget med danmarkshistorien at gøre…når jeg nu har dette grafiske blad fra 1900, bilag i tidsskriftet KUNST. Lorenz Frølich forklarer selv på trykket hvad det går ud på:

Den afrikanske farm II

oktober 11, 2020

 – var Karen Blixen svensk statsborger?

Artikel som PDF

Per-Olof Johansson

Jeg gik hjem fra biblioteket med to tykke bøger – Thomas Bredsdorff: ’Litteraturen giver form til en følelse’ og Tom Buk-Swienty: ’Løvinden – Karen Blixen i Afrika’. Bredsdorff skulle jeg selvfølgelig læse, mens Løvinden skulle jeg bare snuse til – mit ulvenavn var Simba.

Det kom til at gå lige omvendt. Bredsdorff må jeg ønske mig, det er ikke en bog man læser fra den ene ende til den anden, det er en bog at læse i. Da jeg gik i gang med Løvinden læste jeg den til ende, trods de 753 sider. Den burde have været i to bind, falder man i søvn med den i sengen, bliver man vel slået bevidstløs. Jeg har ikke sådan en læsepude, som man køber i Politiken-Plus.

Konklusionen på Løvinden må være, at den kan læses uden man interesserer sig nærmere for Karen Blixens forfatterskab. Den er en elementært spændende beretning om nogle mennesker og et miljø i begyndelsen af 1900-tallet og deres liv i Østafrika. ’Den Afrikanske Farm’ er dummyen, skelettet, men her får vi det hele med. Forfatteren har gjort et imponerende arbejde med at læse breve og bøger, tale med mennesker, få hjælp. Den rette titel ville have været Den Afrikanske Farm II.

Jeg havde vist nok afsværget at læse Den Afrikanske Farm, men den faldt mig i hånden på besøg hos familie i Aarhus for mange år siden og var læst inden natten var omme. Ved læsningen af Løvinden bliver man naturligvis mindet om meget derfra, ellers ville erindringen nok standse ved filmen.

Breve fra og til Karen Blixens onkel Aage Westenholz har gjort bogen mulig, og selv om de har været i brug af andre, kan jeg ikke forestille mig, at den brug kan hamle op med denne bog. Jeg har læst, at familien ikke føler, Tom Buk-Swienty har gjort tilstrækkeligt ud af dette, jeg synes ikke de har ret, han siger netop at det er forudsætningen for, at han overhovedet har kunnet lave bogen.

Mit eget syn på bogen er, at den på væsentlige punkter ændrer mit syn på Karen Blixen. For selvfølgelig har jeg læst en del af hende, jeg syntes vist bare at ’Den Afrikanske Farm’ var overgramset, hvilket forhindrede mig i at læse den. Jeg læste meget Thorkild Bjørnvig engang, men da jeg læste hans bog ’Pagten’ om bekendtskabet med Karen Blixen, fik jeg i den grad afsmag for ham, at jeg ikke kunne holde ham ud. Interessen er vendt tilbage, men med mange forbehold. Interessant nok fik ’Pagten’ mig ikke til at afsværge bekendtskabet med Karen Blixen, hendes særhed var jo hendes fortrin. Men disciplenes møde med hende er svært at tage. Aage Henriksens erindringer om hende læste jeg også. Men der var jeg bedre forberedt. Af denne bog får jeg et helt andet syn på hende end disse erindringer formidler. Ja hun elskede åbenbart at være ’baronessen’, hendes kvaliteter som bestyrer af farmen er jo noget helt andet, et menneske med jordforbindelse, hvad angår arbejdet og omgangen med afrikanerne.

Hvad Løvinden desuden opklarer for mig, er hendes fætter og ægtemand Bror Blixen, om hvem jeg havde megen ringe forestillinger. Filmens Bror fyldte alt for meget i min opfattelse. Nu blev han et menneske med egen historie, en historie Karen Dinesen nærmest havde fortrængt, skønt hun kun var ’baronessen’ i kraft af ham. Og det efter bogen helt bogstaveligt ved at forhindre, at den bog han skrev om storvildtjagt i Afrika, ikke kunne udkomme i Danmark! Hans skæbne minder lidt om Jørgen Varnæs, som endte med at blive gift med et bageri i Jylland. Skal man tro Tom Buk-Swienty, havnede en ruineret Bror i et mindre hus under svigerindens gods Näsbyholm, sammen med ejeren af en hundekennel. Karen forsøgte via svigerinden at genoptage kontakten og få lov til at komme forbi en dag, hvor til Bror skulle have svaret, at hun var velkommen – bare han ikke var hjemme! Og enden var tragisk nok en trafikulykke i 1947, hvor han døde som 59-årig.

Gyldendal udsendte to bind af Karen Blixens fortællinger som tranebøger i 1963 ’Fra det Gamle Danmark’, udvalgt af hende selv kort tid før hun døde i 1962. Det er mig en gåde, hvorfor det sæt aldrig er blevet genudgivet, som om man ikke vil anerkende dette litterære arvestykke.

Jo lige til sidst: Bror var svensker og der optræder også andre svenskere i bogen. Forfatterne kan ikke finde ud af at respektere ö og ä i svenske navne, det synes jeg er for dårligt. Det kan oversætterprogrammer i TV ikke klare, men deres undskyldninger kan ikke bruges i en bog. Det gods hedder Näsbyholm. Skulle det end have eksisteret i den danske tid, er det altså ikke dansk i dag. Malmö staves Malmö!

Og skiftede Karen Dinesen statsborgerskab, da hun giftede sig med svenskeren Bror von Blixen-Finecke og selv blev til Karen von Blixen-Finecke? Og blev hun automatisk dansker igen efter skilsmissen? Dengang var der jo ikke noget, der hed dobbelt statsborgerskab. Kunne være sjovt at vide, om den verdensberømte danske forfatter til sin død var svensk statsborger?

 

 

 

 

 

Sønnetabet 1987 – en boghistorie

juni 18, 2020

Denne bog startede med slutningen – som er en kommenteret genfortælling af min søn Hjalmars (1970-1987) stil i 2.g. Den publicerede jeg som egen udskrift af et par omgange, antal ukendt. Læsernes reaktioner gav mod på at se den som hovednummeret i bogen, som rettelig burde have heddet ‘Sønnetabet og andre henvendelser som digte’. Så langt tænkte jeg ikke 2013, indså det først senere.

Den blev sendt til 14 medier uden dog at blive omtalt endsige anmeldt. Ingen biblioteker købte. Nogle forfattere havde slået sig sammen om domænet MetrOrd med den hensigt at anmelde det uanmeldte, og her blev ‘Henvendelser som digte’ anmeldt i efteråret 2013. Jeg kendte ikke Poul Høllund Jensen og konkluderede, at når en mig ubekendt kunne få dét ud ad læsningen, burde andre også kunne. Han har givet mig lov til at bruge anmeldelsen, så her kommer den.

***

HENVENDELSER SOM DIGTE

  1. OKTOBER 2013

POUL HØLLUND JENSEN

 

Per-Olof Johansson: Henvendelser som digte. 2013.

Forlag per-olof.dk

I kommission hos forlaget Underskoven/ udsolgt

Forside og layout poj

Oprindeligt foto forside: 

Nanna Bisp Büchert 1976

ISBN 978-87-92534-07-1

 

Ordet henvendelse , at nogen siger noget til andre, er et vidt begreb. Det kan eksempelvis stå for prædiken, opfordring, advarsel, formaning, bøn. Per-Olof Johansson udnytter det meste af spektret, når han skriver teksterne i sin bog Henvendelser som digte:” hold dig dine meninger fra livet” ,” livet leves uden for meningsfeltet”, “sig nej tak til Orddistributionen A/S”, “hold dig i ro”, “vi skriver 2011 og bliver aldrig klogere”, “livet er meningen med livet”, “tiden er ikke en lige linie/ sammenhængen søger andre veje”. Læseren får med andre ord god mulighed for at se digterjeget som en levende, nuanceret person.

 

Den brede tilgang til begrebet henvendelse legitimerer brugen af  de meget forskelligartede tekster . Jævnfør tranströmercitatet i digtet Diskontinuær tid: ” Tiden er …. en labyrint/ Ock om man trycker sig mod väggen… / kan man  höra de skyndanda steg/ Kan man höra sig själv gå förbi där på andra sidan.” Og der er  ikke tale om et billigt trick. I de store tekster, Diskontinuær tid og Kald mig ikke offer i Staunsholt Kirke, søger sammenhængen tydeligvis andre veje end tidens  indbildt lige linie. Førstnævnte digt bliver gribende henvendelse fordi vi overbevises om at “livet leves udenfor meningsfeltet” [7]. Ikke i en straight beretning om tabet af en ung søn, men i en tekst hvor dennes science fiction novelle, en tegning af Käthe Kollwitz, et par digte af forfatteren ,  en sang af Falch/Malurt ,  en forskydning af fortællerperspektivet fra 1. til 3. person, bliver tætvævet , labyrintisk ,  rammende. I Kald mig ikke offer i Staunsholt Kirke, et andet komplekst og læseværdigt digt, samme grundtanke: Det ubegribelige  kan ikke rummes i tid og rum.

Udover stærke personlige manifestationer har Henvendelser som digte mange gennemspilninger af temaet sprog og mening. Karakteristiske citater , der kridter banen op : “Jeg frygter mine meningers mod ” , “..meningerne tager udgangspunkt / i magthavernes mørkelægninger”, “mennesker med mange ideer er de bedste for ødelæggerne”, ” snubler med en overvægt af ord”.  Efter afstandtagen , anbefalingerne:  “Gå aldrig værk fra her”,” Sig nej tak til orddistributionen”, “sig bare :Herregud til dig selv/ tag det ikke alvorligt “. Her balanceres på knivsægge . Læs f.eks. det sprudlende digt Ordlivet i Underbukseskoven og dvæl  ved de mange ideer der vrimler op af undergrunden . Så det måske er lige ved at snuble.

Hvilket ikke forhindrer en god læseoplevelse! Der er ofte tale om rugbrødsdigte. Få letkøbte pointer. Få strømlinede formuleringer. Godt med kerner. Jfr. forsidebilledet af den unge digters faste blik ved henvendelsen til de forbipasserende på gaden et sted i fortiden.

“Gå aldrig væk fra her/ Hvor du end tager hen / Her er det. “

Poul Høllund Jensen

 

***

Jeg har gennem årene været inde på emnet Hjalmars død flere gange – især i bogen Ordsamling fra 2005. På en kronik i Politiken langfredag 2016 fik jeg stor respons, helt i modsætning til digtsamlingen.

Romanomtale Klinte

maj 16, 2020

Arne Herløv Petersen: Klinte.

Det Poetiske Bureaus Forlag

 

Først forlagets introduktion: “Arne Herløv Petersens nye roman Klinte er opkaldt efter det tidsskrift, der i dag kendes som Hvedekorn, og som blev grundlagt i starten af 1920’erne. Der er måske ikke nogen tid, der er mere omgærdet af mystik

end 1920’erne, hvor en bølge af modernitet og dekadence skyllede gennem det europæiske kulturliv,

brat afbrudt af børskrakket i Wall Street i 1929 og den økonomiske depression i 1930’erne. I Danmark er især Tom Kristensens delvis selvbiografiske roman Hærværk, om en fordrukken dagbladsjournalist, kendt som en milepæl i 

litteraturen om perioden. I Klinte kommer vi tæt på den – ganske rigtigt fordrukne – dagligdag der inspirerede Tom Kristensen til sin roman.

Vi møder desuden bl.a. den avantgardistiske digter Emil Bønnelycke, kendt som Bønne, den kommunistiske ekspressionist og idealist Rudolf Broby-Johansen, arbejderdigteren Nis Petersen, den gæve jyske digter Jeppe Aakjær, forskellige forhutlede evighedsstudenter og foretagsomme forlagsfolk og såmænd også Lars Bukdahls bedstefar. For den, der vil vide mere om de historiske skikkelser, der for de fleste blot er navne, og om en helt særlig epoke i dansk litteratur, er Klinte en guldgrube af viden og stemninger og litterære hændelser.”

 

Jeg er gennem årene blevet mindre og mindre tiltalt af ideen ‘historiske romaner’, hvor fakta kendes i et vist omfang og hullerne udfyldes med fiktion. Arne

Herløv Petersens måde at løse opgaven på, får mig dog til at læse bogen til ende. Med den alder, jeg har, er persongalleriet bekendt med få undtagelser, og jeg bilder let mig selv ind, at jeg får nyt at vide, hvor en klassisk litteraturhistorie måtte give op. Der ligger megen reseach til grund, når dagligdagen beskrives. Men bogen er uden plot, og standser derfor lidt brat.Jeg savner et afsluttende ‘fakta uden fiktion’-essay om “hvad der videre hændte”.

Det er en stor fejl, at bogen ikke får en kvalificeret anmeldelse, dermed mener jeg en anmeldelse af en person, der er kendt med perioden og dens digtere. At bedømme bogen som roman behøver jeg ikke i samme grad hjælp til. Bogen er flettet sammen af episoder, som ubesværet finder hinanden.

Niels Brunse: Tro er ikke viden

marts 17, 2020

De omtalte bøger

Download artiklen som PDF

Niels Brunse har skrevet en bog han kalder ’Tro er ikke viden’. Jeg griber fat i bogen, fordi det er et emne jeg i årevis er gået op i, ja vel siden barndommen. Jeg har også skrevet om det, og konklusionen til dato er, at vi skal af med ordet ’tro’, når det handler om at betegne det religiøse.

Efter titlen på bogen at dømme forventer jeg mig en opfølger til Ingemar Hedenius’ ’Tro og viden’ fra 1960. Den forventning er hurtig skudt ned efter at have læst en anmeldelse af bogen af Christoffer Emil Bruun i Weekendavisen under oveskriften ’Kristen kuturradikalitet.’. Bogen af Hedenius vakte nok så stort postyr, fordi den tog fat i navngivne prælater, og trak dem gennem vridemaskinen, for når jeg lige får genlæst forordet efter at have læst Niels Brunse, lader det til, at det ikke i og for sig er religion as such, Hedenius angriber, men formuleringer i religionens navn.

Niels Brunses bog er uden mystifikationer, lysende klart skrevet, ikke et debatskrift men en fortælling om egen afklaring i forhold til det religiøse. Tro er ikke viden – men viden er ikke alt, tro har sin egen verden og værdi. Han har ikke mine forbehold overfor ordet tro og forklarer meget godt, hvad han lægger i det. Men jeg er ikke kommet ret langt ind i bogen før jeg forstår, at begrebet tro for ham ikke som hos Hedenius først og fremmest er forankret i biblens tekster, men i egne erfaringer.

Så egentlig burde det vel være sætningen ’Tro er vished ikke viden’ som burde være bogens titel.

For med sætningerne: ”Men hvor kommer visheden fra? Jeg har ikke noget andet svar end at den er en erfaring.” er vi kommet langt forbi den tekstbaserede ’tro’, som jo kan debatteres til dommedag. For ham er troen erfaring, dog uden en pludselig oplevelse af frelse, selvom han ikke kommer uden om momenter, der ligner.

De fleste der skriver bøger som denne, f.eks. Leo Tolstoy skriver om et sådant momment. Da han læser de selvfølgelig velkendte ord i Bjergprædikenen, Mattheus kap. 5 vers 38 og 39 slår lynet ned: ”I har hørt, at der er sagt: Øje for øje og tand for tand. Men jeg siger jer, at I må ikke sætte jer mod den, der tilføjer jer ondt, men hvis nogen giver dig et slag på den højre kind, så vend også den anden til.” Han vil ikke påduttes at fortolke Jesus, han vil også holde sig til den enkelhed i evangeliet, som i de mange hundreder af år har indfanget almindelige mennesker.

Det stemmer fint med, hvad Brunse siger: ”Jesus var en mand. Men fortællingen om ham er en fortælling om et menneske, der aldrig brugte nogen anden magt end sine ord og sit eksempel – og som selv var magtesløs, da magthavernes i den tids Palæstina besluttede at fjerne ham som en opvingler, der truede den offentlige orden.

Nu er hans arv en verdensmagt, hvis tilhængere stadig alt for tit glemmer dens magtesløse udspring.”

Brunses bog er, emnet taget i betragtning, dejligt fri for missionerende indstilling. Det er vigtigt for ham at forklare sine bevæggrunde, men ikke for at jeg bør tænke ligedan. Måske opfatter jeg det sådan, fordi jeg jævnt hen er enig med ham. Det har tit undret mig, når forfattere stiller sig op som autoriteter i at fortolke, hvad Gud har tænkt med det hele! F.eks.: ”Men Gud ønsker, at vi skal indse, hvad vi har mistet og mærke smerten ved det tab.” – som jeg kan læse hos Rosenius, en vigtig vækkelsesprædikant fra 1800-tallets Sverige, hvis skrifter blev brugt langt op i 1900-tallet og nylig er kommet i dansk oversættelse som ’Vejledning til fred’. Jeg kender ham fra familiebiblioteket!

”Jeg tror på Gud” – starter Brunse, hvorefter vi får historien, som den forløber fra barndommens medleven i kirken bl.a. som kordreng, til udmeldelse af Folkekirken i gymnasietiden og langt senere genindmeldelsen. De følgende kapitler er så emnerne til overvejelse tro, religion, magt, synd, sjæl, bøn, Gud: ”Jeg kan ikke sige hvordan Gud ser ud, men det er min dybeste overbevisning, at Gud er kærlighed.”

For andre troende vil bogen være interessant læsning, fordi den giver os lejlighed til at overveje, hvad vi selv mener, tror. Men alene ordet ’tro’ vil kunne få enhver ateist til at vende i døren. Og det kan jeg godt forstå, og det synes jeg er ærgerligt. Det er derfor, jeg ønsker mig et andet ord for den realitet, der ligger bag ordet.

Ateisten, Ingemar Hedenius siger det: ”Atter og atter synes den kristne tros lære om de evige sammenhænge og deres altoverskyggende betydning for livet at måtte pakke sammen, så snart de kommer i konflikt med, hvad den sunde fornuft og rent menneskelige beregning siger om øjeblikkets krav.” Ja, og det problem kendte shamanen ikke, men vi gør.

**********************

Her i min blog kan der så blive plads til nogle links til, hvad jeg tidligere har skrevet i denne genre

Det ord tro

Om religiøse spor i min slægt

Kan tro blive til viden

Religiøs indgang

Gud skabte verden – hvem ellers?

Om tro som trofasthed mod livsmålet

Guds straf og slægtstræet – om Linné og folketro

Verdens mærkeligste alterparti?  Mogens Koch i Lillerød Kirke

Drøm, virkelighed og forestilling 

En lignelse er en lignelse er en lignelse     PDF

Dommens dag 1945

februar 26, 2020

Nogle af de omtalte bøger

Dommens dag 1945

Per Stig Møller:

Sommeren ’45

Fra overmod til mismod

2019

Hele artiklen som PDF

Maj 45 følges nærmest dag for dag, de følgende måneder mere og mere summarisk på grundlag af dels pressereferater, dels alle mulige andre kilder lige fra erindringer til egen hukommelsen. Per Stig Møller har den unikke position, at han har kendt indtil flere af de rollehavende personligt, han er forsker, han har været folketingsmedlem og minister, han har forudsætninger for at følge dette forløb som ingen senere forsker vil kunne påberåbe sig. Han har haft følgeskab af en dygtig researcher, men gennem hele bogen er man ikke i tvivl om, at det er Per Stig Møller, der skriver, der udvælger referater, der kommenterer. Mange kan sikkert uddrage en anden rød tråd fra perioden, men næppe nogen så fuldstændigt, som her er gjort. Det er et stativ, som de efterfølgende forskere må referere til.

Der er naturligvis ting jeg studser over. Diplomaten Peter Skov blev fyret af Scavenius, fordi han var uenig med den førte politik. Der refereres ganske kort til forløbet, men den bog, som Peter Skov er medforfatter af, hvor han med egne ord redegør for historien, kunne passende som mindstemål være med i litteraturlisten. P.Skov og Johannes Hohlenberg: ’Ansigtet bag masken. Hvad Den Parlamentariske Kommission ikke ville vide’. 1955.

I mange tilfælde kan Per Stig Møller selvfølgelig ikke kun holde sig til sommeren 45, men må hente oplysninger fra tiden både før og efter. Og der synes jeg han gør sig sagen for let, når han udelader Den Parlamentariske Kommission. Det nævnes dog, at den allerede sommeren 45 har taget sagen om forløbet af den 9. april op og frikendt alle de involverede. Hist og her er bemærkninger til kommissionen, som gør det klart, at han ironisk ser den som en kommission, hvis opgave var at frikende parlamentarikerne, de skulle jo selv træffe afgørelsen.

Men dermed var sagen jo ikke slut, og er for så vidt ikke slut endnu. At lukke sagen som om der i et og alt var tale om en konspirationsteori, at der forelå en forhåndsaftale om besættelsen, er for let. I det mindste må man da fortælle at debatten om konspirationsteorien forløb over mange år med mange faser. Hvis man tager ordet ’forræderi’ ud af sagen, blev det måske muligt at diskutere forløbet nøgternt. En central figur i den debat blev Jon Galster, hvis bog ’Den 9. april 1940 – en sande myte’ fra 1990 kan anvendes som katalog over sagen, og den skulle naturligvis være med i litteraturlisten og have en bemærkning med på vejen.

’Den skæve våbenfordeling’ mellem modstandsbevægelsen og militærets ventetropper får en eller to linjer, og det er måske nok – hvis ellers Erik Nørgaards bøger herom var at finde i litteraturlisten. Henvisningen til et interview med Ninka er da underligt, når der findes bøger om sagens afdækning. Erik Nørgaard: ’Generalens fald – forræderiet mod sabotørerne’. 1972/74.

Per-Olof Johansson

En anmeldelse i Berlingske

Nyt fra Benny Pedersen

februar 17, 2020

Forside

Forside af Ole Bundgaard til Benny Pedersen 2020

 

Benny Pedersen

Ved siden af er også at ramme

Digte

ISBNB 978-87-93272-80-4

Forlaget Ravnerock

Dette er Benny Petersens 13. digtudgivelse, den første hed ’På vagt’ og kom i 1975. 2014 kom et udvalg ’Digtbrikker til et portræt’, men dette er nye digte.

Det lavmælte er vist ikke i høj kurs, men hvad kommer det sagen ved? Dette er lavmælte digte om at digte, om nødvendigheden af at digte, om det selvfølgelige i at digte selvfølgeligt

længsel

ordene gemmer sig for mig

jeg gemmer mig i ordene

at kende sjæl og krop

at være ét

regn efter lang tids tørke

sollysets liv i os

Læseren har ikke behov for sammenligninger her, at Benny digter ligesom den og den og slet ikke som den og den. Vi møder Benny og lader os ikke forstyrre af, at der er så mange andre der digter. Han siger det selv

primtal

runder et primtal

seks år til det næste

også jeg er udelelig

i min egenart

defineres kun ved mig selv

Jo vist er vi alle påvirkede af andre skrivende, når vi skriver, men digtning er ikke en mandjævning ikke en XFactor-udgave. Det lavmælte forhindrer ikke, at vi kommer tæt på det store, de store livsspørgsmål, kærlighed, sygdom, liv og død, sorg. Det er svært at citere ham, uden a skulle citere hele digtet – og det er jo meningen, at du skal læse selv, selv opdage at blive båret videre fra det ene digt til det næste, gøre de lavmælte ord til dine egne. Slutter derfor dette lille opmærksomhedssignal med

ekkoer

som ekkoer af uskrevne digte

fortoner drømmene sig

trapper

jeg engang gik på

kvinder

jeg har kendt

alt forsvinder

 

Tre år med Ole Bundgaard

december 3, 2019

Ole Bundgaard, separatudstilling i Gallery North. Poul Høllund Jensen i midten ser på, mens Ejler Nyhavn tv og Ole Bundgaard th underholder..

..samme som PDF

Per-Olof Johansson

Ole Bundgaard planlagde på et eller andet tidspunkt, at hans HAIKU skulle være en trilogi, og nu er så III udkommet. Hvert bind rummer et haiku til hver af et års dage – så det blive tre år med Ole Bundgaard, hvis man vælger at læse et haiku om dagen.

Det vil være en god læsemulighed – en mulighed blandt mange. Læser tit sådan. Jeg har læst de andre to bind – og efter det program, ville jeg altså kunne skrive noget om bogen om et år.

Jeg vælger noget andet. Først læser jeg epilogen, det synes jeg man skal gøre, selvom den står sidst. Det er en meget fin anmeldelse af bogen, et godt læseredskab undervejs, hvis man har behov for kasser at placere haiku’ene i.

Så læser jeg fra starten på trods af kalenderen. Nej jeg læser nok først på den dag, jeg var på, så diverse familiefødselsdage og lidt rundt omkring – men altså, fordi jeg vil vide, hvad min gode ven har skrevet – begynder jeg så fra begyndelsen. Det går der lidt tid med, inden det ringer. Det gør det så, og så glider jeg igen ned i en bølgedal inden det ringer igen og sådan et par gange. Det kunne jo være en måde at læse på – fra bølgetop til bølgetop. Men en anden dag sker der så noget mærkeligt – jeg begynder at høre Ole læse op. Han anbefaler højtlæsning, men jeg kan jo ikke læse som ham – men inde i hovedet kan jeg godt, sådan som man kan høre et symfoniorkester med både Mozart og Beethoven. Og selvom man aldrig har hørt Ole læse op, tror jeg, man vil kunne fange melodien, hvis man snor sit hoved lidt i retning af det jyske.

Så sker der noget – så kan jeg slet ikke holde op, og ideen med bølgetoppe forsvinder helt, og jeg begynder forfra. Han siger i epilogen, at formen med 5-7-5 stavelser er den som tvinger ham fremad – de andre regler for haiku tager han ikke så meget hensyn til. Hvordan digte bliver til, er vel egentlig ikke læserens sag. Det som her bliver vigtigt er, at disse kortdigte i al deres mangfoldighed og hjemhørende i mange forskellige kasser – følger en rød tråd. Skulle jeg kunne trække denne tråd frem – andre vil sikkert se noget andet. Hvad jeg læste i går – vil læst i dag være noget helt andet. Det traditionelle ville jo være at citere, nogle karakteristiske, typiske – og så nogle fejlskud.

26. Juni
Sangfuglens rede
er hos mig hos naboen
holder kragen til

27. Juni
Du lovede mig guld
og grønne skove behold
bare skovene

Ja de er da karakteristiske. Som dagens

3. December
Man siger troen
kan flytte bjerge men vi
tror ikke på det

De er hver for sig karakteristiske for Ole Bundgaard – men ens er de da ikke. Jeg kan finde et, jeg bilder mig ind at have inspireret til. Men hvem ved – det kan jo være ham, der engang har inspireret mig?

30. Juli
Hvis alt står mellem
linjerne er der kun to
at gøre godt med

Selvfølgelig sætter nogle haiku større mærke i en, som dette

31. Juli
I det øjeblik
jeg går forbi træerne
bevæger de sig

Dem er der da flere af, og jeg får den tanke, at Ole Bundgaard er sandt religiøs.
Nok med citater. Fejlskud anser jeg for at være min fejllæsning – i morgen er jeg en anden og læser anderledes.
Kalenderen har nok været drivkraften og det organiserende princip, men du kan læse hvor du vil og hvornår du vil og få noget ud af HAIKU III.

 

Ole Bundgaard: HAIKU III, 2019

OFFER 2117

oktober 17, 2019

Jussi Adler-Olsen: Offer 2117

Offer 2117

Jussi Adler-Olsens bog Offer 2117 er uhyggelig på mange måde. Den er nok mere aktuel, end lige tænkt. Man kan godt have fornemmelsen af, at det er en udvidet avisreportage, man sidder og læser.

Hvad er efterhånden usandsynligt? Flere gange stopper jeg op og tænker: Nej det er da for usandsynligt? Indtil det går op for mig, at romanen nok meget godt afspejler virkeligheden, men også bevæger sig som i et tegneserieunivers. Ihukommende Jussis tidligere liv som direktør for en tegneserieforretning. Usandynlighederne ville overhovedet ikke forekomme usandsynlige i en tegneserie.

Jo historien handler om de flygtninge, som skyller i land ved Middelhavet, men ikke som gruppe men enkeltindivider. Og om hele baggrundshistorien. Som der står på den stander, der har givet bogen sit navn: Ingen er kun et tal. At alle tilfældighederne nogen sinde kan blive en sammenhængende historie, kan læseren så sidde og undre sig over, men jeg synes den lille historie og den store historie, verdenshistorien nu, flettes dygtigt sammen. Der efterlades nogle løse ender –som de to sidste bind i serien nok vil få flettet ind.

Det er lykkedes at gøre de sidste 100 sider til de mest spændende med mange overraskelser. Som jeg ikke kan fortælle om. Som man kun kan tale om med andre, som har læst bogen. Og som måske har lagt mærke til ting, man selv er droppet forbi for at nå til slutningen. Men det vil jeg sige, som boende i Allerød, der jævnligt passerer Rønneholteparken, hvor Carl Mørcks bolig er, uden han pt bor der – dér flytter han næppe hjem til igen. Men hvem ved?


%d bloggers like this: