Archive for the ‘Bøger’ Category

Poesi-tampen brænder

juni 11, 2016
poesi_front

Poesi-debat i pPolitiken – griber den om sig?

Artikel ‘Poesi-tampen brænder’ som PDF

Med udgangspunkt i

Mikkel Thykier:

Reportage fra poesiens frontlinje #1

og

Reportage fra poesiens frontlinje #2

Spørger jeg bl.a. om hvordan råstoffet til den ’omtalekultur’, han tager afstand fra, kommer til verden.

Efter at have læst Mikkel Thykiers to kronikker i Politiken (hhv. 1.og 2. juni 2016) et par gange, får jeg den tanke, at det er foregået på denne måde: Mikkel Thykier skriver sin tekst og lægger den på indtil flere USB-stik. Dem lægger han forskellige steder i nærheden af redaktionerne, som får et brev herom: ”Tampen brænder – den som først finder kuverten tager stikket hjem og får ret til at trykke artiklen.” Eksempler på de værker, han tænker på, forbeholder han sig dog fortsat: Tampen bliver ved med at brænde. Hvordan han vil undgå ’omtalens kultur’, begriber jeg ikke. Og jeg kan forstå, at det gør Jes Stein Pedersen heller ikke, for han inviterer Thykier til at redigere et helt nummer af BØGER! Hvis der ellers er nogen logik i sagen, bliver det en billig omgang, for Mikkel Thykier bliver nødt til i overensstemmelse med sin opfattelse at sige nej tak.

Det er da klart at artiklen rummer udsagn, som ville have svært ved at få lov at stå alene i et interview, det må Thykier have ret i. Men omtalen er allerede i gang. Jeg havde straks affattet svar efter læsningen, men redaktøren kom mig i forkøbet, da han havde insider-viden.

Er det virkelig poesiens frontlinje vi præsenteres for? Kan man overhovedet tale om poesien i den bestemte form? Hvis jeg skulle udpege en frontlinje, så finder jeg den i den mangfoldighed i oplæsningssteder, jeg præsenteres for, så findes den på internettet og i mængden af upåagtede udgivelser. Ingen af de steder har jeg i noget større omfang mødt den afart af poesien, som Mikkel Thykier er fortaler for. Han ser den holdt ude af medierne, så at sige uopdaget, men vi andre skulle vel gerne have muligheder for at møde den? Han ved, hvor den er, men vil ikke fortælle det, for ikke at ødelægge den. Det følgende tager udgangspunkt i kronikkerne, skønt jeg går lidt mere jordbundet til værks!

Hvordan man end vender og drejer det, vil der være en grænse for, hvad medierne kan præsentere. Det kan ikke være digtningens mål altid at stå forrest i mediekulturen, poesien har et større værd og mere vægt end som så. Den er et redskab for digteren, men også for læseren, hvordan den så end tager sig ud.

Der er noget morsomt ved i kamp mod omtalekulturen at få trykt to kronikker en suite i Politiken herom. Poesien lever i al sin mangfoldighed i bøger, selvudgivelser eller i forlagsregi, hvor der også der er mange niveauer, på små og store scener, i skriveværksteder og forfatterskoler, mund til mund, gammelt og nyt i en stor heksekedel – modtageren ikke at forglemme, den, der tager poesien til sig, som det redskab den er, helt udenom omtalekulturen, når blot den bidrager til selvforståelsen.

Ikke desto mindre er’omtalekulturen’ da et godt ord! Hvordan noget fra den store ordheksekedel når frem til omtalekulturen kunne det være interessant at se afdækket. Det ændrer næppe meget i sig selv, men publikum ville have bedre blik for oprindelsen til det præsenterede.

Jeg er publikum, læseren, men jeg udgiver også mig selv og senest endog en anden digter. Jeg læser ugentlig tre bogtillæg. Jeg aner ikke hvordan udvælgelsen af de præsenterede bøger foregår. Poesien er en detalje, skønt den er hovedsagen i dette indlæg.

Hvis vi så prøver at se bort fra de udbredte myter, som nok kan have noget for sig nu og da, at det hele drejer sig om en sammensværgelse mellem forlagsfolk, forfattere og anmeldere drevet af at bære hinanden frem til nationens ære, magt og penge: Så ser processen for mig i min fantasi sådan ud:

Bøgerne ankommer til redaktionen og udgør en anseelig bunke. Om det nu er redaktøren eller en studentermedhjælp: Der laves en grovsortering. Det primitive, det ukendte, det alment ligegyldige i den største bunke. Det anmeldelsesværdige igen i to bunker, første prioritet efter udgivelsesdato, anden prioriteret senere og hvis der er plads.

Første prioritet deles op efter anmeldere, som får bogen tilsendt med en deadline. Vi ser sommetider anmeldelser og interviews følges ad – hvordan de aftaler gøres internt ved vi ikke, men vil gerne vide. Får anmelderne angivet et omfang eller beskærer redaktøren alt efter, hvordan det passer ind i helheden? Måske henvender anmeldere sig i enkelte tilfælde med en anmeldelse efter eget valg – men sikkert sjældent. Så kritik af anmelderne for at udelade den og den forfatter er nok tit forfejlet.

Udgivelsesdato må betyde en del, siden jeg ofte sideløbende kan læse om samme bog i alle tre tillæg, jeg følger. Måske har alle tre været inviteret til interview med samme forfatter? Så et eller andet sted spiller forlagenes promotion en rolle – også den helt ukendt for mig, som bare laver en pressemeddelelse til at følge bogen med posten ind til redaktionens sorteringsmaskine.

Der er meget i Thykiers artikel, jeg kun forstår halvt, men det afsluttende citat af Tomas Tranströmer siger mig desto mere.

Der er trangt i den mondæne kultur. Der er tale om en slags elevator for et begrænset antal personer. Der står de samme personer altid klemt sammen. De kører i elevator i alle de samme aviser samtidig.”

Jeg synes det må være muligt at komme litteraturomtalens snæverhed nærmere, hvis der forelå en forskningsrapport om, hvordan omtalen rent konkret kommer til verden på de store medier. TV helt uomtalt, der foregår alt åbenbart i rumpen på, hvad aviserne allerede har udpeget som vigtigt.

PS: Jeg synes spørgsmålet om, hvad der sker med den store mængde uanmeldte bøger rent fysisk skal med i overvejelserne. Mit forslag er, at medierne meddeler til de indsendende, at ikke-anmeldte eksemplarer sendes videre til Røde Kors-butikker, såfremt de ikke er vedlagt en frankeret returkuvert. På samme måde, som man i Kvickly kan vælge at skænke sin flaskepant til diverse godgørende formål.

 

Litteraturredaktør til digter: Du må fylde hele bogsektionen – hvad siger du?

Reklamer

Forlag per-olof.dk

juni 9, 2016
anprisning

Forlaget per-olof.dk anbefaler sine bøger

Som selv-udgiver har man et problem med pr-afdelingen. Havregrynsfabrikanten er ganske ublufærdig i lovprisning af eget produkt. Det kan selv-udgivere ikke tillade sig. Derfor laver mange et forlag, så man ikke ser de er selvudgivere. Her har jeg gjort et forsøg på at kaste blufærdigheden overbord.

Gå videre til hjemmesiden ‘Læs mig’

Læs mig!

maj 3, 2016
perolofdk samling hos issuu.com

En illusion af papirskrifter…

Sådan så indgangen till ISSUU ud engang – nu har jeg lagt 50 artikler og hefter ud til læsning i dette bladreformat. Det totale overblik findes jo ikke, men deloverblik! Så nu har jeg fulgt opfordringen til at etablere ‘stakcs’ og grupperet, og så er der jo også mulighed for overblændinger.

Andre indgange får man jo på læsmig.dk, per-olof.dk og perolofdk.com, YouTube, flickr og Googles Picasa Webalbums

De seks grupper i ISSUU er

Ordet, Dansk-Svensk forfatterselskabs omtale af aktiviteter 

Folklore

Poetry

Allerød og Lillerød

Per-Olof Johansson, diverse artikler og emner

Udgivet af per-olof.dk

 

Kurt får bænk på Femø

april 11, 2016
invitation

Invitation til afsløring af bænk

Det er klart det er med blandede følelser, man skal være med til at afsløre en mindebænk for sin bror. Men jeg er naturligvis glad for, at noget sådant kan finde sted og være med til at fastholde ham i erindringen også uden for familien.

                                                             Klik her og læs om bogen

Femø beboerforening

Femø Beboerforening er på facebook:  Femø – hvor himlen kysser jorden

 

 

 

Kan tro blive til viden

april 7, 2016
bagside

Bagside og undertitel – siger mere end forsiden om bogen ‘Historien om det hele’.

Tro som viden ?

Artikel som PDF

’Historien om det hele’ af Kristian Leth og Eske Willerslev har givet mig anledning til disse overvejelser. Helt umiddelbare overvejelser uden genlæsning af bogen. Jeg vil helt sikkert genlæse den og er åben overfor, at bogen faktisk imødekommer flere af mine reservationer, og så skal jeg nok vende tilbage, med positive ting, som bør fremhæves. Lige nu er det vigtigt for mig, at formulere dette.

Vi har dagligt glæde af naturvidenskabeligt funderede opfindelser uden at ane andet end overfladisk, hvordan tingene hænger sammen. Det er blevet værre med relation mellem tingenes funktion og brugeren, viden om hvordan. Hvor mange kan i dag selv lave småreparationer på bilen osv! Det har Anders And engang gjort op med: hvordan Microsoftstifteren i en nødsituation må have hjælp af den sidste primitive indfødte i verden!
Vi bruger teknikken med samme tillidsfuldhed, som fortiden mødte religionen med. Når magien virker – så hvorfor ikke blot inkorporere den i vor verdensopfattelse. Hvorfor skal den reserveres til virkelighed blandt oprindelige folk og utilgængelig for os andre?

For ikke længe siden ville denne bog med undertitlen ’Fortællinger om magi og videnskab’ have heddet ’Tro og viden’ – i en eller anden variant om de to tilsyneladende uforenelige størrelser. Kan tro få plads i naturvidenskabelig sammenhæng?
Det er en let bog at læse, skønt den fører læseren vidt omkring både hvad angår synspunkter og geografisk. Det mest uforståelige er vist omslagets forside! De efterfølgende overvejelser er knap så lette at håndtere.
Eske Willerslev er verdensberømt for sin forskning i gener. Han fortæller på underholdende måde om sine opdagelser. Blandt hans forudsætninger for at have kunnet gøre dem, regner han de muligheder, han ekstraordinært har haft for at få adgang til forskningmaterialet, nemlig skeletdele fra såkaldte oprindelige folk, indianere i Amerika og aborignials i Australien. Denne adgang har han opnået, fordi han har vist dem tillid, en tillid der bygger på hans egne erfaringer med den verden, hvor intet kan måles og vejes. Det er ikke enkelt at bekende for en moderne videnskabsmand, og det er processen frem til den erkendelse, han fortæller om. Kristian Leths rolle som medforfatter er ikke helt let at gennemskue, men udover han står for sammendrag af Eske Willerslevs og hans samtaler, har han ved sine besøg i andre kulturer og religioner gjort lignende erfaringer, som Eske Willerslev om end knapt så dramatiske.

Bogens konklusion, at videnskaben ikke skal betragtes som afsluttet, men holde sig åben overfor de erfaringer, der ligger til grund for religioner i alle deres former fra animisme og fremad, kan ingen vel være uenig i. Selvom naturvidenskab bygger på måle og veje, har den ikke helt afskåret sig fra erfaringsverdenen. Det er imidlertid vanskeligt at se, hvordan koblingen magi og videnskab skal kunne ske, bortset fra, som den sker i den enkelte – som her redegjort for af Eske Willerslev.
Hvad skal jeg som læser gøre? Jeg kan læse bogen med interesse, jeg kan da have tillid til, at Eske Willerslev har erfaret, hvad han nu siger, han har. Men hvor går grænsen? Moses havde sin erfaring med tornebusken, Muhammed med englen Gabriel. Skal vi tro på jer profeter, eller skal vi holde os til egne erfaringer – ’prøv ånderne’, som der står hos apostlen Johannes?

Naturvidenskaberne holder sig til, hvad der kan måles og vejes – selvom betydningen heraf i dag går langt ud over, hvad vi i dagligdagen mener hermed. Så meget må da stå klart, at her spiller matematikken en hovedrolle. Kan man virkelig lade være med at kaste et blik på dette – redskab. Er det virkelig så fejlfrit, som det antages. Jeg tvivler, men i denne bog eksisterer det problem ikke, så også derfor anser jeg titlen for noget af en overdrivelse. Vi holder os på fortællerplanet og en appel om åbenhed overfor en magisk tilgang til verden.

Når nu bogens kritik går på, at videnskaben unddrager sig viden ved kun at holde sig til, hvad der kan måles og vejes, må man nødvendigvis inddrage historien i denne kritik i større omfang end sket er. Hvor i historien gik det galt – hvor skiltes viden og den såkaldte tro ad? Skal vi gå tilbage, eller er det muligt at man i videnskaben kan implementere åbenheden for det, som ikke kan måles og vejes?
Mig forekommer det, at det er et nyt sprog, der skal til, for vi kan ikke skrue tiden tilbage. Eske Willerslevs og Kristian Leths erfaringer fra andre kulturer er gode til at udpege problemet, men har ikke vingefang til at løse det, hvad de da heller ikke selv påstår! Med en anden metafor: ingen af de to spor kan bare kobles på det andet, fremtiden ligger i et helt nyt spor.
Den hollandske matematiker Brouwer har sagt, at matematikken skal bygge på erfaringen: ”Der gives ikke sandheder, som ikke bygger på erfaringen”. Hvad vil ’erfaringer’ så sige? Enhver erfaring kommer ikke videre fra menneske til menneske uden begreber. Det er den mur, vi støder ind i. Hele vor begrebsdannelse må til debat, og ikke mindst talbegrebet! Er det begrebserfaring eller begrebskonstruktioner, vi omgives af i det sociale rum?

Her stopper jeg, jeg har mindre end nogen svaret, men hvis nogen skulle være interesseret i at få uddybet min udgangsreplik, kan man finde mine overvejelser i min ganske oversete bog: ’Samtale med tiden’. Det er beretningen om et kuldsejlet projekt, som er forsøgt omsat til en slags skønlitteratur, mere digt end afhandling, ikke let at referere: om symboler, begreber, bevidsthed. Et par citater at slutte med:
”Begrebet åbner en dør, hvor der før var en mur, åbner et hav, hvor der før var en afgrund.”
”Katastroferne rydder så mange borde, men jeg synes det må være muligt i betragtning af alt, der hvirvler rundt, at der er plads til, at noget andet vokser sig stærkt inden. Det er et spinkelt håb.”
Det er vist det håb, denne bog deler!

Per-Olof Johansson

digtbrikker til et portræt

marts 23, 2016
Benny Pedersen på forsiden

Forside til Benny Pedersens nye digtsamling!

digtbrikker til et portræt
benny pedersen

Det er en god helstøbt digtsamling med dagligdags ord, med næsten alle pointer en anelse underspillede. Muligt at ikke alle brikker er med, hvis portrættet skal gå for at være af personen bag,men som samling mangler der ingen brikker.
Alderen gør sin ret gældende – men for den, der er endnu ældre, er noget sådant naturligvis til stor forundring, når det erfares fra den yngre. For den 20-årige er 40 år frem ikke noget problem – den snart 60-årige tænker lidt anderledes, ser man!
Ud fra citater i anmeldeelserne af de unges digtsamlinger, tror jeg at forstå, at parnasset pt sværger til noget lettere forskruet. Ikke nødvendigvis en forkert vinkel, især ikke hvis den ikke antages for den eneste acceptable, den er ikke engang helt ny. Men hvad mig angår, fascineres jeg pt af, hvad sprog kan opnå uden at flytte sig meget fra det, vi i dagligdagen siger til hinanden!
Nå dette kan ikke være en anmeldelse, da Benny er min gode ven, derfor har man vel lov til at sige sin ærlige mening.

Jeg citerer:

poesiens bagholdsangreb

bortsprængt monument
væltet hegn
kokasser på stien
bortfrønnet bænk
skærpet opmærksomhed
jeg er ramt igen

Benny Pedersen

Udsyn fra Femø

marts 22, 2016
forsiden

Kurt E. Johansson: Digte – Udsyn fra Femø

Kurt E. Johansson (1936 – 2015) døde den 1. september 2015 på Nykøbing Falster Sygehus efter fald på gaden i Nakskov forårsaget af en hjerneblødning. Han efterlod sig et litterært oeuvre, som ingen har overblik over lige nu.

Han var sognepræst i Sandby på Lolland fra 1970 – 2006, provst for Lollands Nørre Provsti 1978 – 2000. Der er meget skriveri som præst og som politisk engageret, men ved siden af digtede han, noget han var startet med som 11-årig.

Dette udvalg af hans digte hedder ’Udsyn fra Femø’, for det var der, han tilbragte sin tid efter pensioneringen 2006, og det var der, han i sjælden grad følte sig hjemme.

LÆS MERE PÅ HJEMMESIDEN

Lykkelandets alfabet

marts 21, 2016
forside

Per Nielsen: Lykkelandets alfabet – forsiden.

Per Nielsen: Lykkelandets alfabet.

Danmark blev – igen i år! kaldt verdens lykkeligste land med lykkelige danskere. Med sit alfabet for lykkelandet skriver Per Nielsen sig frem til, hvordan det hænger sammen. Den fingerede forklaring til nærmeste udlænding bliver uundgåeligt at forstå som bagsiden af lykkelandet.

Digt efter digt folder Per Nielsen med det gode danske navn sig derefter ud i al sin individualitet – med sin helt egen og tydelige stemme som bærebølge, dansk så det gør noget:

Ormene har boret sig ind i sproget’.

En underlig balance mellem lykkeligt smil og dyb melankoli, hvis ikke fortvivlelse, med en ofte underspillet humor, som han dog helt lader slå ud i lys lue i digtet om ost og elskov, Aloznogrog! Det kan du glæde dig til at dele med din fætter ostehandleren.

Per Nielsen
Lykkelandets alfabet. Digte
Illustreret af Line Eskestad
66 sider. Pris: 150, – kr ISBN: 978-87-93272-18-7

Forlaget Ravnerock

Til rette vedkommende

februar 11, 2016
treforfattere

Tre varme omslag

Per-Olof Johansson
Klaus Rifbjerg, Henning Mankell og Kurt E. Johansson døde
alle i 2015, og tilfældet ville, at jeg læste bøger af dem tæt efter
hinanden. Det gav anledning til de følgende overvejelser.

Artiklen som PDF
Det er naturligvis en lidt mærkelig titel, Klaus Rifbjerg har givet den bog, som først så lyset efter hans død: ’Til rette vedkommende’. Man må tro, det er hans eget forslag. Da jeg havde læst indtil flere anmeldelser, forstod jeg titlen. Der kunne i anmeldelserne aflæses et større og mindre ubehag ved bogen, den var under niveau, for meget af det samme som tidligere, for privat. Men jeg læste den jo med fornøjelse, følte mig oplyst på adskillige punkter, både om forfatteren selv og hans rolle som forfatter, han passerer adskillige selvopgør med sit liv som snob, men så fortællingerne om forfatterkolleger. Ikke fordi jeg tager disse glimt af portrætter for mere, end de er, glimt, så er de dog som Rifbjerg så dem i erindringens lys. Altså rette vedkommende, det er jo mig! Det er forfattere, jeg kender fra ganske andre vinkler, de bliver alle en smule mere menneskelige.
Fan af Klaus Rifbjerg har jeg aldrig været. Det ligger særlig tungt med romanforfatteren, betydeligt bedre med digteren, men det er nok spinatfuglen, debattøren, kronikskriveren jeg har læst mest. Man behøver da slet ikke være enig, for at læse en forfatter af den slags med en vis fornøjelse, og det har jeg altid gjort, når det var Klaus Rifbjerg.
Kirke og religion lå ham uendeligt fjernt, erfaringssiden af religionen kan man være mistænksom overfor med god grund, men slet ikke at have sans for dens realitet forekommer mig naivt og underligt. Derfor kunne han jo godt sige mange fornuftige ting om mange andre tings tilstand. Som erindringer fungerer bogen ikke på noget stort plan, selvom den går fra fødsel til ja altså næsten død. Den får lidt karakter af samtale med læseren, rette vedkommende. Anmelderne husker eller foregiver det i hvert fald at have en tidligere erindringsbog ’Sådan!’ present, og synes så ikke denne udfylder noget. Han kommenterer allerede i forordet dette forbehold, men mener han går tættere på i denne version. Jeg har ikke læst den forrige, så det generede mig ikke.
Jeg har netop været optaget af tre forfattere, som døde for nylig. Henning Mankell, Klaus Rifbjerg og min bror Kurt E. Johansson. Kurt er der kun en begrænset kreds, der kender, i hvert fald i egenskab af digter, trods hans 49 digtsamlinger – aldrig udgivet. En gendigtning af Johannes Evangeliet. Da han døde, blev det nødvendigt med at få et hurtigt overblik over det hele, hvad skal ud, hvad skal bevares. Jeg har nu lavet en et ganske lille udvalg af digtene, som jeg håber snart ser dagens lys. Tænker over hvor mange udvalg han i tidens løb har sendt til Gyldendal. Er de havnet på Rifbjergs bord uden at vinde gehør? Mankell har jeg aldrig læst, jo en føljeton i Dagens Nyheter, den kunne ikke kaldes en krimi, men spændende var den, scenen var det Afrika, han kendte så godt. Wallander i TV-version har jeg jo set, men aner ikke hvordan det forholder sig til bøgerne. Hans sidste bog hedder Kvicksand, om klodens krise og den personlige, på vej mod at dø af kræft 67 år gammel. Rifbjerg verdensberømt i Danmark, Mankell oversat til 48 sprog nåede ud i en helt anden skala. Kvicksand 67 små essays egnet til at sætte eget liv i relief.
Antalsmæssigt kan Rifbjerg konkurrere med både Kurt og Mankell om værker. I dag er der måske nogen der har læst det hele, men det sker næppe igen. Nogle fans burde sætte sig ned og dele opgaven imellem sig: lave det annotere katalog med Rifbjergs værker. Hans bøger slutter altid med hele værkfortegnelsen, en ret kedsommelig opremsning. Hvis der blot var nogle få linjer med referat og reception om bogen, ville det være en spændende bog i sig selv og noget at vælge ud fra. En opgave for det Klaus Rifbjerg Selskab, som en dag må komme.
Hos alle tre døde slår barndom og ungdom igennem med prægende oplevelser. Mankell som den yngre, Rifbjerg som den ældste, Kurt imellem. Jeg opfatter dem alligevel som samme generation, med et kraftigt stempel af 2. verdenskrig og det løft, det var at overleve den.
Videnskaben kunne dog ikke redde Mankell. Hans bog gør netop et særlig indtryk på mig af den grund. Han var seks år yngre end mig. For 14 år siden blev jeg opereret for kræft og overlevede det. Så forskellige vilkår. Hvordan Rifbjerg døde, ved jeg slet ikke. Kurt faldt om på gaden i Nakskov med en hjerneblødning og døde samme nat. Når man læser meget, er det jo tit de døde forfattere, man læser, uden det er det, at de er døde, der gør specielt indtryk. At læse disse tre døde på stribe gav mig anledning til en egen intens læsning – af min egen tid. Det var det jeg ville fortælle om, ikke anmelde.

Glemt folkelitteratur?

januar 29, 2016

 

forside

Hvis du har brug for den positive historie, så køb denne bog.. http://www.hanstholmasylcenter.dk/mad-og-fortellinger-fra-et-asylcenter.html

Per-Olof Johansson, Lillerød, svarede i Weekendavisen 8.1.16 på en klumme – man kan ikke linke til Weekendavisen, så man må rundt om papiravisen for at se klummen. Den dag mit svar blev trykt, var der et indlæg yderligere med samme mening af Knud Holch Andersen i Hillerslev:

Søren E. Jensen mener i en klumme i Weekendavisen 23.12.15, at have identificeret en glemt folkelitteratur. Som udgangspunkt lyder det positivt. Klummen viser sig dog at være ganske nedladende: ”Der er noget rørende ved…at der findes et enormt litterært marked helt uden for branchens og mediernes søgelys.” Hans research lader ikke til at have været omfattende, alligevel tillader han sig at konkludere, at  ”lokalbøgerne bemærker sig sjældent ved nogen fremragende, litterær kvalitet”. ”Tvært imod må man typisk leve med, at skribenten kun med nød og næppe er i stand til at overholde syntaksen..” ”Typisk” siger han, så må vi tro, at han har været ganske meget igennem. Jeg tvivler.
For hvilke bøger taler han egentlig om? Han interesserer sig ikke for bøger om Silkeborg f.eks, men ”hvis bøgerne handler om barndomsbyen Esbjerg, var det straks noget andet.” Det lader til at det er ham og ikke de mange forfattere, som har et indsnævret syn. Han nævner som eksempel ”Silkeborg under Besættelsen”. Hvorfor skulle jeg boende i Allerød ikke interesserer mig for tyskernes millitærhovedkvarter under Besættelsen, bare fordi jeg ikke har boet i Silkeborg? Hvorfor kan det ikke interessere resten af landet, at man i ”Folk og Minder fra Nordsjælland” kan læse en artikel om Grevinde Danners forhold til Nordsjælland, eller artiklen om maleren og grafikeren Hans Nikolaj Hansen? Hanstholm Asylcenters udgivelse ”Mad og fortællinger” er udgivet lokalt, men har da både med sit indhold og som initiativ interesse ud over lokalområdet. Megen af lokallitteraturen er i øvrigt ikke skrevet af enkeltstående, uformående forfattere, men er lavet af mange i samarbejde. De lokalhistoriske arkiver og foreninger er rigt repræsenteret med årbøger, som man kan læse anmeldt i Journalen nr. 2/2015, et lokalhistorisk og kulturhistorisk tidsskrift udgivet af Dansk Lokalhistorisk Forening og Sammenslutningen af Lokalarkiver. Ud fra klummen kan man tro, at den litteratur Søren E. Jensen taler om, er skønlitterær, men mest er det vel at betegne som historisk faglitteratur? Når forlagene ikke har interesse for disse udgivelser, er det naturligvis, fordi der ikke er penge at tjene, oplagene er for små. Men dette burde ikke være en grund til for medierne til ikke at beskæftige sig med bøgerne og opsøge det, der kunne have interesse for en større kreds. I disse udflytnings – og centraliseringstider, kan det udmærket have interesse uden for Nordsjælland, at f.eks. det nyoprettede Museum Nordsjælland er kommet med sin første årbog ”Alle tiders Nordsjælland”.
Hvem er al denne litteratur glemt af? Nok af dem der lever af statsstøtte som public service organer, hovedstadspressen og tv. Det mener Søren E. Jensen vi skal affinde os med. Jeg mener tværtimod, de burde være forpligtede på at rette søgelyset mod den, omtale og deltage i vurderingen af den.

Apropos http://perolofdk.blogspot.dk/ 29.1.16 :

Public service – skal ikke være den forlængede pr for det etablerede..


%d bloggers like this: