Archive for the ‘Bøger’ Category

Dansk/Svensk kulturmøde

juni 30, 2016

Plakat til relancering af 'En tid med spånkurve'

Kulturmøde i det små som PDF, let at udskrive og læse. men alligevel følger hele artiklen her i bloggen, da mange har modvilje mod downloade PDF’er…

Kulturmøde i det små

Per-Olof Johansson 27.6.2016

Jeg lovede en redaktion et haiku om to kulturer, om kulturmøde og forstod det som kultursammenstød, men jeg kunne ikke rigtig komme på sporet. For selvom familien tæt på har sin oprindelse i nordøstre Skåne – er det så ligefrem et kultursammenstød at være født og opvokset på Sjælland med den baggrund? Det er sådan et stort ord – kultursammenstød. Nu er deadline passeret og så kan jeg måske causere lidt over emnet – for selvfølgelig er det et sammenstød, men jeg har bare været dårlig til at registrere det, tror jeg. For det lyder jo til at skulle være noget negativt, og for mig har de to kulturer nok bare været noget positivt, noget der supplerede hinanden.

Jeg har ikke et forfatterskab, jeg har levet af, et forfatterskab er det jo alligevel blevet til. Her burde dette kultursammnestød vel give sig udtryk. Når det kommer til de ti digtsamlinger, så er det noget andre må dømme om, men der er da udgivelser, hvor det kommer til udtryk. Først og fremmest i bogen ‘En tid med spånkurve’. I Danmark er spånkurve ikke noget man beskæftiger sig med. Det var for en stor dels vedkommende en importvare – og så var der vor virksomhed i Lillerød, hvor der gennem70 år og lidt mere blev fremstillet spånkurve. Den historie fik jeg lyst til at fastholde, og fra koncipering til udgivelse gik der 30 år. En udgiver kunne jeg ikke finde, og så måtte jeg selv til slanterne. Inden den kom til verden, var emnet altid svært at tale om, og det blev sværere og sværere som 1970 gled bag ud, nye generationer anede slet ikke hvad jeg talte om. En spånkurv – hvad er det? sagde de. ’Jeg kender en spånplade’ – sagde en! Det var der før 70 ikke tvivl om – for det var jo simpelthen kurven. Selvfølgelig var der mange andre kurve selvom spånkurven var den almindelige, den der ikke kostede meget, og fandtes i mange størrelser.

Det er og var noget andet i Sverige. Dels kan der i Sverige hist og her stadig laves en spånkurv, fordi materialet, fyrretræ af en vis ælde stadig findes, dels fordi traditionen med en spånkurv stadig er levende, takket være Hemslöjd-organisationen. Her blev spånkurven accepteret som en del af kunsthåndværkstraditionen. Desuden blev en tradition fra Hälsingland med at male spånkurve genoptaget og indgår nu som et led i hobbyaktiviteter. Man kan se det bevidnet af museernes beholdninger af spånkurve. således som enhver kan slå det op på nettet. Man kan også se det på Instagram ved at se forskellen i antal på respons på #spånkorg og det danske #spånkurv. Mængder på svensk – på dansk er det overvejende billeder, som jeg har sat på! Så her har jeg da mærket kulturforskellen og følt, at jeg arbejdede i modvind.

Så er der en anden udgivelse, hvor det slår mig, at forskellen ligner den med spånkurvene. Jeg udgav i 1975/76 en bog om Bonde-Practica, en bog tiltænkt folkelig læsning, udviklet i Tyskland i begyndelsen af 1500-tallet, første gang trykt i Danmark 1597 og siden i mange oplag til og med 1804. Min bog udkom i en mappe sammen med et faksimiletryk af udgaven fra 1744 som årets nytårshilsen fra Dansk Kliché Fabrik og Fihl-Jensens Bogtrykkeri. Den del af oplaget, som tilfaldt mig, solgte jeg gennem Foreningen Danmarks Folkeminder, jeg havde jo haft Iørn Piø som konsulent på projektet. Der skrives tit at bogen er udgivet af foreningen, men sådan var det altså ikke. Med almanakkens reformering i 1832, hvorefter det ikke mere var muligt i almanakken at se månens gang i dyrekredsen, og måske især på grund af H.C.Ørsteds kamp mod overtro, døde bogen så at sige i Danmark. En almindelig viden om bogen må dog have eksisteret siden man i 1884 kunne udgive en satire over bogen som tillæg til et julehefte (Oldfux 1885)!

I Sverige gik det anderledes. Der udkom en svensk version oversat fra dansk først i 1662 og uden det rige billedmateriale som gennem 200 år fulgte de danske udgaver. Den holdt imidlertid længere. Almanakken reformeredes senere end i Danmark og sikkert derfor kunne den lettere fortsætte et liv som kuriositet og minde om gamle dage i Sverige.

Så kunne man tro, at det skyldtes en viden om bogen fra min opvækst, som havde fået mig til at kaste mig over den lille bog, sådan er det slet ikke. Da jeg fik den i hånden i begyndelsen af 70’erne havde jeg aldrig hørt om den, og det var det, som udgjorde udfordringen, for jeg kunne ikke vurdere om det eksemplar, jeg fandt, var fra 1500-tallet eller senere! I dag er bogen i Danmark kendt af særlige interesserede på grund af min udgivelse, mens det er ganske almindeligt bekendtskab i Sverige, jeg har slet ikke tal på de udgaver, der er kommet igennem det tyvende århundrede, jeg har adskillige, og enkelte er kommet i store gentagne oplag. Jeg har da en opdateret dansk version på beddingen, uden det er lykkedes til dato at få skabt interesse for den hos en udgiver.

Her var da på et par punkter helt tydelige kulturforskelle mellem dansk og svensk, som jeg har erfaret. Når det kommer til et skel mellem svenskere og danskere i almindelighed må jeg melde pas, jeg har svært ved at skelne mellem, hvad der blot er forskel mellem mennesker i almindelighed og så på det nationale område. Jeg siger aldrig, at jeg føler mig dansk eller at jeg føler mig svensk. Jeg er dansker med en svensk historie og undrer mig over den snak om at føle sig som….hvilket måske er min måde at værge mig mod ‘kultursammenstøddet’.

En tid med spånkurve

Bonde-Practica eller Veyr-Bog

 

 

KONICA MINOLTA DIGITAL CAMERA

Per-Olof Johansson: Bonde-Practica eller Veyr-Bog 1975. Bonde-Practica eller Veyr-Bog 1744 i faksimile, mappe til begge.

Reklamer

Poesi-tampen brænder

juni 11, 2016
poesi_front

Poesi-debat i pPolitiken – griber den om sig?

Artikel ‘Poesi-tampen brænder’ som PDF

Med udgangspunkt i

Mikkel Thykier:

Reportage fra poesiens frontlinje #1

og

Reportage fra poesiens frontlinje #2

Spørger jeg bl.a. om hvordan råstoffet til den ’omtalekultur’, han tager afstand fra, kommer til verden.

Efter at have læst Mikkel Thykiers to kronikker i Politiken (hhv. 1.og 2. juni 2016) et par gange, får jeg den tanke, at det er foregået på denne måde: Mikkel Thykier skriver sin tekst og lægger den på indtil flere USB-stik. Dem lægger han forskellige steder i nærheden af redaktionerne, som får et brev herom: ”Tampen brænder – den som først finder kuverten tager stikket hjem og får ret til at trykke artiklen.” Eksempler på de værker, han tænker på, forbeholder han sig dog fortsat: Tampen bliver ved med at brænde. Hvordan han vil undgå ’omtalens kultur’, begriber jeg ikke. Og jeg kan forstå, at det gør Jes Stein Pedersen heller ikke, for han inviterer Thykier til at redigere et helt nummer af BØGER! Hvis der ellers er nogen logik i sagen, bliver det en billig omgang, for Mikkel Thykier bliver nødt til i overensstemmelse med sin opfattelse at sige nej tak.

Det er da klart at artiklen rummer udsagn, som ville have svært ved at få lov at stå alene i et interview, det må Thykier have ret i. Men omtalen er allerede i gang. Jeg havde straks affattet svar efter læsningen, men redaktøren kom mig i forkøbet, da han havde insider-viden.

Er det virkelig poesiens frontlinje vi præsenteres for? Kan man overhovedet tale om poesien i den bestemte form? Hvis jeg skulle udpege en frontlinje, så finder jeg den i den mangfoldighed i oplæsningssteder, jeg præsenteres for, så findes den på internettet og i mængden af upåagtede udgivelser. Ingen af de steder har jeg i noget større omfang mødt den afart af poesien, som Mikkel Thykier er fortaler for. Han ser den holdt ude af medierne, så at sige uopdaget, men vi andre skulle vel gerne have muligheder for at møde den? Han ved, hvor den er, men vil ikke fortælle det, for ikke at ødelægge den. Det følgende tager udgangspunkt i kronikkerne, skønt jeg går lidt mere jordbundet til værks!

Hvordan man end vender og drejer det, vil der være en grænse for, hvad medierne kan præsentere. Det kan ikke være digtningens mål altid at stå forrest i mediekulturen, poesien har et større værd og mere vægt end som så. Den er et redskab for digteren, men også for læseren, hvordan den så end tager sig ud.

Der er noget morsomt ved i kamp mod omtalekulturen at få trykt to kronikker en suite i Politiken herom. Poesien lever i al sin mangfoldighed i bøger, selvudgivelser eller i forlagsregi, hvor der også der er mange niveauer, på små og store scener, i skriveværksteder og forfatterskoler, mund til mund, gammelt og nyt i en stor heksekedel – modtageren ikke at forglemme, den, der tager poesien til sig, som det redskab den er, helt udenom omtalekulturen, når blot den bidrager til selvforståelsen.

Ikke desto mindre er’omtalekulturen’ da et godt ord! Hvordan noget fra den store ordheksekedel når frem til omtalekulturen kunne det være interessant at se afdækket. Det ændrer næppe meget i sig selv, men publikum ville have bedre blik for oprindelsen til det præsenterede.

Jeg er publikum, læseren, men jeg udgiver også mig selv og senest endog en anden digter. Jeg læser ugentlig tre bogtillæg. Jeg aner ikke hvordan udvælgelsen af de præsenterede bøger foregår. Poesien er en detalje, skønt den er hovedsagen i dette indlæg.

Hvis vi så prøver at se bort fra de udbredte myter, som nok kan have noget for sig nu og da, at det hele drejer sig om en sammensværgelse mellem forlagsfolk, forfattere og anmeldere drevet af at bære hinanden frem til nationens ære, magt og penge: Så ser processen for mig i min fantasi sådan ud:

Bøgerne ankommer til redaktionen og udgør en anseelig bunke. Om det nu er redaktøren eller en studentermedhjælp: Der laves en grovsortering. Det primitive, det ukendte, det alment ligegyldige i den største bunke. Det anmeldelsesværdige igen i to bunker, første prioritet efter udgivelsesdato, anden prioriteret senere og hvis der er plads.

Første prioritet deles op efter anmeldere, som får bogen tilsendt med en deadline. Vi ser sommetider anmeldelser og interviews følges ad – hvordan de aftaler gøres internt ved vi ikke, men vil gerne vide. Får anmelderne angivet et omfang eller beskærer redaktøren alt efter, hvordan det passer ind i helheden? Måske henvender anmeldere sig i enkelte tilfælde med en anmeldelse efter eget valg – men sikkert sjældent. Så kritik af anmelderne for at udelade den og den forfatter er nok tit forfejlet.

Udgivelsesdato må betyde en del, siden jeg ofte sideløbende kan læse om samme bog i alle tre tillæg, jeg følger. Måske har alle tre været inviteret til interview med samme forfatter? Så et eller andet sted spiller forlagenes promotion en rolle – også den helt ukendt for mig, som bare laver en pressemeddelelse til at følge bogen med posten ind til redaktionens sorteringsmaskine.

Der er meget i Thykiers artikel, jeg kun forstår halvt, men det afsluttende citat af Tomas Tranströmer siger mig desto mere.

Der er trangt i den mondæne kultur. Der er tale om en slags elevator for et begrænset antal personer. Der står de samme personer altid klemt sammen. De kører i elevator i alle de samme aviser samtidig.”

Jeg synes det må være muligt at komme litteraturomtalens snæverhed nærmere, hvis der forelå en forskningsrapport om, hvordan omtalen rent konkret kommer til verden på de store medier. TV helt uomtalt, der foregår alt åbenbart i rumpen på, hvad aviserne allerede har udpeget som vigtigt.

PS: Jeg synes spørgsmålet om, hvad der sker med den store mængde uanmeldte bøger rent fysisk skal med i overvejelserne. Mit forslag er, at medierne meddeler til de indsendende, at ikke-anmeldte eksemplarer sendes videre til Røde Kors-butikker, såfremt de ikke er vedlagt en frankeret returkuvert. På samme måde, som man i Kvickly kan vælge at skænke sin flaskepant til diverse godgørende formål.

 

Litteraturredaktør til digter: Du må fylde hele bogsektionen – hvad siger du?

Forlag per-olof.dk

juni 9, 2016
anprisning

Forlaget per-olof.dk anbefaler sine bøger

Som selv-udgiver har man et problem med pr-afdelingen. Havregrynsfabrikanten er ganske ublufærdig i lovprisning af eget produkt. Det kan selv-udgivere ikke tillade sig. Derfor laver mange et forlag, så man ikke ser de er selvudgivere. Her har jeg gjort et forsøg på at kaste blufærdigheden overbord.

Gå videre til hjemmesiden ‘Læs mig’

Læs mig!

maj 3, 2016
perolofdk samling hos issuu.com

En illusion af papirskrifter…

Sådan så indgangen till ISSUU ud engang – nu har jeg lagt 50 artikler og hefter ud til læsning i dette bladreformat. Det totale overblik findes jo ikke, men deloverblik! Så nu har jeg fulgt opfordringen til at etablere ‘stakcs’ og grupperet, og så er der jo også mulighed for overblændinger.

Andre indgange får man jo på læsmig.dk, per-olof.dk og perolofdk.com, YouTube, flickr og Googles Picasa Webalbums

De seks grupper i ISSUU er

Ordet, Dansk-Svensk forfatterselskabs omtale af aktiviteter 

Folklore

Poetry

Allerød og Lillerød

Per-Olof Johansson, diverse artikler og emner

Udgivet af per-olof.dk

 

Kurt får bænk på Femø

april 11, 2016
invitation

Invitation til afsløring af bænk

Det er klart det er med blandede følelser, man skal være med til at afsløre en mindebænk for sin bror. Men jeg er naturligvis glad for, at noget sådant kan finde sted og være med til at fastholde ham i erindringen også uden for familien.

                                                             Klik her og læs om bogen

Femø beboerforening

Femø Beboerforening er på facebook:  Femø – hvor himlen kysser jorden

 

 

 

Kan tro blive til viden

april 7, 2016
bagside

Bagside og undertitel – siger mere end forsiden om bogen ‘Historien om det hele’.

Tro som viden ?

Artikel som PDF

’Historien om det hele’ af Kristian Leth og Eske Willerslev har givet mig anledning til disse overvejelser. Helt umiddelbare overvejelser uden genlæsning af bogen. Jeg vil helt sikkert genlæse den og er åben overfor, at bogen faktisk imødekommer flere af mine reservationer, og så skal jeg nok vende tilbage, med positive ting, som bør fremhæves. Lige nu er det vigtigt for mig, at formulere dette.

Vi har dagligt glæde af naturvidenskabeligt funderede opfindelser uden at ane andet end overfladisk, hvordan tingene hænger sammen. Det er blevet værre med relation mellem tingenes funktion og brugeren, viden om hvordan. Hvor mange kan i dag selv lave småreparationer på bilen osv! Det har Anders And engang gjort op med: hvordan Microsoftstifteren i en nødsituation må have hjælp af den sidste primitive indfødte i verden!
Vi bruger teknikken med samme tillidsfuldhed, som fortiden mødte religionen med. Når magien virker – så hvorfor ikke blot inkorporere den i vor verdensopfattelse. Hvorfor skal den reserveres til virkelighed blandt oprindelige folk og utilgængelig for os andre?

For ikke længe siden ville denne bog med undertitlen ’Fortællinger om magi og videnskab’ have heddet ’Tro og viden’ – i en eller anden variant om de to tilsyneladende uforenelige størrelser. Kan tro få plads i naturvidenskabelig sammenhæng?
Det er en let bog at læse, skønt den fører læseren vidt omkring både hvad angår synspunkter og geografisk. Det mest uforståelige er vist omslagets forside! De efterfølgende overvejelser er knap så lette at håndtere.
Eske Willerslev er verdensberømt for sin forskning i gener. Han fortæller på underholdende måde om sine opdagelser. Blandt hans forudsætninger for at have kunnet gøre dem, regner han de muligheder, han ekstraordinært har haft for at få adgang til forskningmaterialet, nemlig skeletdele fra såkaldte oprindelige folk, indianere i Amerika og aborignials i Australien. Denne adgang har han opnået, fordi han har vist dem tillid, en tillid der bygger på hans egne erfaringer med den verden, hvor intet kan måles og vejes. Det er ikke enkelt at bekende for en moderne videnskabsmand, og det er processen frem til den erkendelse, han fortæller om. Kristian Leths rolle som medforfatter er ikke helt let at gennemskue, men udover han står for sammendrag af Eske Willerslevs og hans samtaler, har han ved sine besøg i andre kulturer og religioner gjort lignende erfaringer, som Eske Willerslev om end knapt så dramatiske.

Bogens konklusion, at videnskaben ikke skal betragtes som afsluttet, men holde sig åben overfor de erfaringer, der ligger til grund for religioner i alle deres former fra animisme og fremad, kan ingen vel være uenig i. Selvom naturvidenskab bygger på måle og veje, har den ikke helt afskåret sig fra erfaringsverdenen. Det er imidlertid vanskeligt at se, hvordan koblingen magi og videnskab skal kunne ske, bortset fra, som den sker i den enkelte – som her redegjort for af Eske Willerslev.
Hvad skal jeg som læser gøre? Jeg kan læse bogen med interesse, jeg kan da have tillid til, at Eske Willerslev har erfaret, hvad han nu siger, han har. Men hvor går grænsen? Moses havde sin erfaring med tornebusken, Muhammed med englen Gabriel. Skal vi tro på jer profeter, eller skal vi holde os til egne erfaringer – ’prøv ånderne’, som der står hos apostlen Johannes?

Naturvidenskaberne holder sig til, hvad der kan måles og vejes – selvom betydningen heraf i dag går langt ud over, hvad vi i dagligdagen mener hermed. Så meget må da stå klart, at her spiller matematikken en hovedrolle. Kan man virkelig lade være med at kaste et blik på dette – redskab. Er det virkelig så fejlfrit, som det antages. Jeg tvivler, men i denne bog eksisterer det problem ikke, så også derfor anser jeg titlen for noget af en overdrivelse. Vi holder os på fortællerplanet og en appel om åbenhed overfor en magisk tilgang til verden.

Når nu bogens kritik går på, at videnskaben unddrager sig viden ved kun at holde sig til, hvad der kan måles og vejes, må man nødvendigvis inddrage historien i denne kritik i større omfang end sket er. Hvor i historien gik det galt – hvor skiltes viden og den såkaldte tro ad? Skal vi gå tilbage, eller er det muligt at man i videnskaben kan implementere åbenheden for det, som ikke kan måles og vejes?
Mig forekommer det, at det er et nyt sprog, der skal til, for vi kan ikke skrue tiden tilbage. Eske Willerslevs og Kristian Leths erfaringer fra andre kulturer er gode til at udpege problemet, men har ikke vingefang til at løse det, hvad de da heller ikke selv påstår! Med en anden metafor: ingen af de to spor kan bare kobles på det andet, fremtiden ligger i et helt nyt spor.
Den hollandske matematiker Brouwer har sagt, at matematikken skal bygge på erfaringen: ”Der gives ikke sandheder, som ikke bygger på erfaringen”. Hvad vil ’erfaringer’ så sige? Enhver erfaring kommer ikke videre fra menneske til menneske uden begreber. Det er den mur, vi støder ind i. Hele vor begrebsdannelse må til debat, og ikke mindst talbegrebet! Er det begrebserfaring eller begrebskonstruktioner, vi omgives af i det sociale rum?

Her stopper jeg, jeg har mindre end nogen svaret, men hvis nogen skulle være interesseret i at få uddybet min udgangsreplik, kan man finde mine overvejelser i min ganske oversete bog: ’Samtale med tiden’. Det er beretningen om et kuldsejlet projekt, som er forsøgt omsat til en slags skønlitteratur, mere digt end afhandling, ikke let at referere: om symboler, begreber, bevidsthed. Et par citater at slutte med:
”Begrebet åbner en dør, hvor der før var en mur, åbner et hav, hvor der før var en afgrund.”
”Katastroferne rydder så mange borde, men jeg synes det må være muligt i betragtning af alt, der hvirvler rundt, at der er plads til, at noget andet vokser sig stærkt inden. Det er et spinkelt håb.”
Det er vist det håb, denne bog deler!

Per-Olof Johansson

digtbrikker til et portræt

marts 23, 2016
Benny Pedersen på forsiden

Forside til Benny Pedersens nye digtsamling!

digtbrikker til et portræt
benny pedersen

Det er en god helstøbt digtsamling med dagligdags ord, med næsten alle pointer en anelse underspillede. Muligt at ikke alle brikker er med, hvis portrættet skal gå for at være af personen bag,men som samling mangler der ingen brikker.
Alderen gør sin ret gældende – men for den, der er endnu ældre, er noget sådant naturligvis til stor forundring, når det erfares fra den yngre. For den 20-årige er 40 år frem ikke noget problem – den snart 60-årige tænker lidt anderledes, ser man!
Ud fra citater i anmeldeelserne af de unges digtsamlinger, tror jeg at forstå, at parnasset pt sværger til noget lettere forskruet. Ikke nødvendigvis en forkert vinkel, især ikke hvis den ikke antages for den eneste acceptable, den er ikke engang helt ny. Men hvad mig angår, fascineres jeg pt af, hvad sprog kan opnå uden at flytte sig meget fra det, vi i dagligdagen siger til hinanden!
Nå dette kan ikke være en anmeldelse, da Benny er min gode ven, derfor har man vel lov til at sige sin ærlige mening.

Jeg citerer:

poesiens bagholdsangreb

bortsprængt monument
væltet hegn
kokasser på stien
bortfrønnet bænk
skærpet opmærksomhed
jeg er ramt igen

Benny Pedersen

Udsyn fra Femø

marts 22, 2016
forsiden

Kurt E. Johansson: Digte – Udsyn fra Femø

Kurt E. Johansson (1936 – 2015) døde den 1. september 2015 på Nykøbing Falster Sygehus efter fald på gaden i Nakskov forårsaget af en hjerneblødning. Han efterlod sig et litterært oeuvre, som ingen har overblik over lige nu.

Han var sognepræst i Sandby på Lolland fra 1970 – 2006, provst for Lollands Nørre Provsti 1978 – 2000. Der er meget skriveri som præst og som politisk engageret, men ved siden af digtede han, noget han var startet med som 11-årig.

Dette udvalg af hans digte hedder ’Udsyn fra Femø’, for det var der, han tilbragte sin tid efter pensioneringen 2006, og det var der, han i sjælden grad følte sig hjemme.

LÆS MERE PÅ HJEMMESIDEN

Lykkelandets alfabet

marts 21, 2016
forside

Per Nielsen: Lykkelandets alfabet – forsiden.

Per Nielsen: Lykkelandets alfabet.

Danmark blev – igen i år! kaldt verdens lykkeligste land med lykkelige danskere. Med sit alfabet for lykkelandet skriver Per Nielsen sig frem til, hvordan det hænger sammen. Den fingerede forklaring til nærmeste udlænding bliver uundgåeligt at forstå som bagsiden af lykkelandet.

Digt efter digt folder Per Nielsen med det gode danske navn sig derefter ud i al sin individualitet – med sin helt egen og tydelige stemme som bærebølge, dansk så det gør noget:

Ormene har boret sig ind i sproget’.

En underlig balance mellem lykkeligt smil og dyb melankoli, hvis ikke fortvivlelse, med en ofte underspillet humor, som han dog helt lader slå ud i lys lue i digtet om ost og elskov, Aloznogrog! Det kan du glæde dig til at dele med din fætter ostehandleren.

Per Nielsen
Lykkelandets alfabet. Digte
Illustreret af Line Eskestad
66 sider. Pris: 150, – kr ISBN: 978-87-93272-18-7

Forlaget Ravnerock

Til rette vedkommende

februar 11, 2016
treforfattere

Tre varme omslag

Per-Olof Johansson
Klaus Rifbjerg, Henning Mankell og Kurt E. Johansson døde
alle i 2015, og tilfældet ville, at jeg læste bøger af dem tæt efter
hinanden. Det gav anledning til de følgende overvejelser.

Artiklen som PDF
Det er naturligvis en lidt mærkelig titel, Klaus Rifbjerg har givet den bog, som først så lyset efter hans død: ’Til rette vedkommende’. Man må tro, det er hans eget forslag. Da jeg havde læst indtil flere anmeldelser, forstod jeg titlen. Der kunne i anmeldelserne aflæses et større og mindre ubehag ved bogen, den var under niveau, for meget af det samme som tidligere, for privat. Men jeg læste den jo med fornøjelse, følte mig oplyst på adskillige punkter, både om forfatteren selv og hans rolle som forfatter, han passerer adskillige selvopgør med sit liv som snob, men så fortællingerne om forfatterkolleger. Ikke fordi jeg tager disse glimt af portrætter for mere, end de er, glimt, så er de dog som Rifbjerg så dem i erindringens lys. Altså rette vedkommende, det er jo mig! Det er forfattere, jeg kender fra ganske andre vinkler, de bliver alle en smule mere menneskelige.
Fan af Klaus Rifbjerg har jeg aldrig været. Det ligger særlig tungt med romanforfatteren, betydeligt bedre med digteren, men det er nok spinatfuglen, debattøren, kronikskriveren jeg har læst mest. Man behøver da slet ikke være enig, for at læse en forfatter af den slags med en vis fornøjelse, og det har jeg altid gjort, når det var Klaus Rifbjerg.
Kirke og religion lå ham uendeligt fjernt, erfaringssiden af religionen kan man være mistænksom overfor med god grund, men slet ikke at have sans for dens realitet forekommer mig naivt og underligt. Derfor kunne han jo godt sige mange fornuftige ting om mange andre tings tilstand. Som erindringer fungerer bogen ikke på noget stort plan, selvom den går fra fødsel til ja altså næsten død. Den får lidt karakter af samtale med læseren, rette vedkommende. Anmelderne husker eller foregiver det i hvert fald at have en tidligere erindringsbog ’Sådan!’ present, og synes så ikke denne udfylder noget. Han kommenterer allerede i forordet dette forbehold, men mener han går tættere på i denne version. Jeg har ikke læst den forrige, så det generede mig ikke.
Jeg har netop været optaget af tre forfattere, som døde for nylig. Henning Mankell, Klaus Rifbjerg og min bror Kurt E. Johansson. Kurt er der kun en begrænset kreds, der kender, i hvert fald i egenskab af digter, trods hans 49 digtsamlinger – aldrig udgivet. En gendigtning af Johannes Evangeliet. Da han døde, blev det nødvendigt med at få et hurtigt overblik over det hele, hvad skal ud, hvad skal bevares. Jeg har nu lavet en et ganske lille udvalg af digtene, som jeg håber snart ser dagens lys. Tænker over hvor mange udvalg han i tidens løb har sendt til Gyldendal. Er de havnet på Rifbjergs bord uden at vinde gehør? Mankell har jeg aldrig læst, jo en føljeton i Dagens Nyheter, den kunne ikke kaldes en krimi, men spændende var den, scenen var det Afrika, han kendte så godt. Wallander i TV-version har jeg jo set, men aner ikke hvordan det forholder sig til bøgerne. Hans sidste bog hedder Kvicksand, om klodens krise og den personlige, på vej mod at dø af kræft 67 år gammel. Rifbjerg verdensberømt i Danmark, Mankell oversat til 48 sprog nåede ud i en helt anden skala. Kvicksand 67 små essays egnet til at sætte eget liv i relief.
Antalsmæssigt kan Rifbjerg konkurrere med både Kurt og Mankell om værker. I dag er der måske nogen der har læst det hele, men det sker næppe igen. Nogle fans burde sætte sig ned og dele opgaven imellem sig: lave det annotere katalog med Rifbjergs værker. Hans bøger slutter altid med hele værkfortegnelsen, en ret kedsommelig opremsning. Hvis der blot var nogle få linjer med referat og reception om bogen, ville det være en spændende bog i sig selv og noget at vælge ud fra. En opgave for det Klaus Rifbjerg Selskab, som en dag må komme.
Hos alle tre døde slår barndom og ungdom igennem med prægende oplevelser. Mankell som den yngre, Rifbjerg som den ældste, Kurt imellem. Jeg opfatter dem alligevel som samme generation, med et kraftigt stempel af 2. verdenskrig og det løft, det var at overleve den.
Videnskaben kunne dog ikke redde Mankell. Hans bog gør netop et særlig indtryk på mig af den grund. Han var seks år yngre end mig. For 14 år siden blev jeg opereret for kræft og overlevede det. Så forskellige vilkår. Hvordan Rifbjerg døde, ved jeg slet ikke. Kurt faldt om på gaden i Nakskov med en hjerneblødning og døde samme nat. Når man læser meget, er det jo tit de døde forfattere, man læser, uden det er det, at de er døde, der gør specielt indtryk. At læse disse tre døde på stribe gav mig anledning til en egen intens læsning – af min egen tid. Det var det jeg ville fortælle om, ikke anmelde.


%d bloggers like this: