I dag sendte Jytte Johansen mig ‘Udsigt til Kronborg’ af Frank Jæger, hvor han har et essay med titlen ‘Forsvar for kurven’ – spånkurven!, fordi hun er opmærksom på min interesse for denne oversete genstand. Jeg har en fotokopi, så jeg har tit frydet mig over teksten, selvom han tager fejl, når han troede, spånkurven blev lavet af affaldsmateriale. Men i 1976 var jeg kun lige begyndt at forstå, hvor overset spånkurve var og at de krævede at blive husket, som Frank Jæger så rigtigt så. Så 1000 tak til Jytte! hvor hun så end befinder sig..
Så Jytte Johansens udstilling af kurve på biblioteket i Holte januar 2018. Vel 65 stk. samt bøger og keramiske efterligninger. Vældig god udstilling på den begrænsede plads. Jeg prøver at begrænse mig til spånkurve, men det gør Jytte Johansen ikke.
I anledning af den Kulturpolitiske rapport, som konkluderer, hvor stor en del af Danmarks økonomi, der beror på kulturlivet, uden den dog inddrager f.eks. lokalarkiver og alt det ubetalte, føler jeg trang til at gentage mit læserbrev fra Weekenavisen fra juli 2022. Avisen gav indlægget overskriften ‘Con amore’, det synes jeg var for blidt, men løgn er det jo ikke!
Den ubetalte kultur
Per-Olof Johansson
Artiklen ‘Funktionær og nasserøv’ (Weekendavisen 22.7.22) fortæller om den manglende betaling til forfattere, når de optræder i forskellige sammenhænge. Kun få forfattere har lyst til at tale om det, forventningen er, at det vil afføde manglende invitationer.
Det er meget menneskeligt, men i min situation i bunden af hierarkiet og min alder taget i betragtning er det hensyn, jeg ikke behøver at tage.
Jeg blev medlem af Forfatterforeningen 1977 og har været det siden. Så det er klart, at det med pengene tit har været til overvejelse. Ser man på beløbenes størrelse, må man rationelt sige, at overvejelserne har været spild af tid. Jeg har jo ikke skrevet for at tjene penge. At mine værker og artikler ikke resulterede i penge værd at nævne, stoppede mig på ingen måde. Jeg tjente mine penge som pædagog med dispensation fra uddannelseskravet og følte mig på den rette hylde, der gav mig den frihed, jeg behøvede, velvilligt gav mig orlov, når det var nødvendigt for at afslutte et arbejde. Faktisk påtog jeg mig opgaver, der gav runde summer. Der opdagede jeg, at det var noget skattevæsenet fik udbytte ud af, ikke jeg.
Hvad er forfatteren for en størrelse? Jeg tror, at læseren får det indtryk, at en forfatter skriver skønlitterære bøger, hvor sandheden er, at betegnelsen dækker et stort spektrum af aktive skrivende. Jo det er Jussi Adler-Olsen, men det er også en lille orm som mig. Dengang, der var noget som hed Arte ville de slå sig op som bookingbureau for forfattere, og man kunne uden omkostninger melde sig med sine tilbud. Der var en idé om en mindstebetaling, at man forlangte et honorar på 4000,-kr. Det virkede urimeligt, at en størrelse som jeg, skulle stille et sådant krav, og det prøvede jeg at skrive om til vort blad, Forfatteren. Det ville de ikke trykke, så det blev nok et læserbrev i Information. Jeg forestiller mig, at man ikke ville have den debat, som nu popper op, fordi det kunne skabe usikkerhed om honorarkravet. Sådan er der debatter, der ikke er velsete. Da forfatterforeningen fyldte 100 år i 1994, fejrede jeg det med at skrive om ‘den ukendte forfatter’. Atter måtte jeg finde plads i Information, hvilket blev med en herlig tegning af Per Marquard Otzen af den ukendte digter med sin pegasus på vej ind i forfatterskabet! Det er som om, man vil fastholde myten om forfatteren, som en der lever af det på fuld tid, og sådan er det jo ikke og bliver det aldrig. Jeg har da mødt dem med synspunktet, at det kun er sådanne, som har krav på betegnelsen ‘forfatter’, og det synes jeg er noget sludder og langt fra virkeligheden. Jeg synes snarere vi skal forsøge at beskrive forfatteriet i al dets mangfoldighed.
Den opgave kan jeg ikke påtage mig, bare fortælle lidt fra bunden af skalaen. Min ældre bror Kurt var udover at være præst også forfatter. Han digtede konstant fra sit tiende år, fik trykt digte hist og her, fik trykt artikler i aviserne, men udgav aldrig en bog, for han ville kun acceptere at udkomme på et anerkendt forlag. Han indså ikke, at det aldrig ville lykkes ham.
Jeg gjorde noget andet. Jeg blev mere eller mindre selvudgiver, for også jeg modtog i mange år afslag fra de såkaldte anerkendte forlag. Udover det selvudgivne viste det sig, at deltagelse i det lokalhistoriske gav mig muligheder for at udfolde skriveriet, freelance for en lokalavis, deltagelse i udgivelse gennem ti år af tidsskrift med og om folkekultur. Og dette førte selvfølgelig til en række foredrag, som aldrig blev honoreret med andet end rødvin, og heller ikke med tanke om, at jeg kunne have forlangt et honorar, som andre måske fik. Måske har jeg en enkelt gang været på et program med oplæsning af egne digte, hvor der var søgt støtte til honorar til samtlige til min store forundring, tak.
Hvordan skal nogen få begreb om omfanget i begrebet ‘forfatter’, hvis vi, der falde udenfor myten, ikke fortæller om, hvad vi laver? Derfor udgav jeg et lille hefte med den ukendte forfatters erindringer. Heller ikke det gav naturligvis omtale, selv er jeg glad for den lille manifestation. Jeg tror, der er mange forfattere som jeg, jeg tror det er vigtigt, det vi laver, og jeg er overbevist om, at kulturen vil lide et tab, hvis vi stiller honorarkrav op som betingelse for at deltage. Måske skal vi have flere klap på hovedet for vores indsats, men det, vi gør con amore, skal ikke begrænses af, at andre har andre forventninger og behov.
PS: På min hjemmeside læsmig.dk finder man bl.a. via link til ISSUU.com link til ovenævnte
Lokalt fremstillet lertøj i Danmark og Hertugdømmerne 1600-1850
Illustreret med eksempler fra Ehlers Samlingen
👋 Spændende og flot opfølgning til Louis Ehlers: Dansk Lertøj fra 1967. Den glæder jeg mig til at gå ombord i.
Men hvad jeg ikke fatter er, at man ikke har kunnet finde en person til at skrive om lertøj i Nordsjælland fra den periode. Det var nærmest et chok at opdage. Her har Museum Nordsjælland virkelig nogle skår, der skal klinkes! Det har selvfølgelig naget mig, at ingen museumsfolk interesserer sig for dansk kurvetradition. Men at ingen på Museum Nordsjælland har stået parat til at modtage invitationen til at bidrage til dette hovedværk, der skal holde et par menneskealdre frem – jeg nægter næsten at tro det. Vi nævner i bogen om Lillerød Lervarefabrik, at der på Nordsjællandsk Folkemuseum var en udstilling med ‘Nordsjællandsk lertøj gennem 6000 år’ så noget materiale må der foreligge. Endelig kunne man jo have lavet en ekstrakt af, hvad Louis Ehlers himself skrev om Nordsjællandsk lertøj i sin bog med fotos fra EhlersSamlingen.
Hvad man godt kunne tænke sig i Den Kulturpolitiske Redegørelse, var en vurdering af den del af kulturindsatsen som ikke honoreres, og som derfor ikke indgår i den storstilede sum milliarder. Tag hvad der foregår på det lokalhistoriske område, hvor der ydes en frivilligindsats på utallige områder, bare tænk på alle de publikationer, vi udgiver, som alene honoreres med – tak. Lysten driver værket – men de små offentlige bidrag, som er den nødvendige benzin, for at holde systemet kørende, udsættes ustandselig for sparekrav uden erkendelse af, hvad samfundet får til gengæld i overmål. Allerød er bare et eksempel, som kan ganges med 98!
Der er digte, man kun laver et af. Andre er måske typer, man bliver ved med at varierer. I samlingen ‘Digte Online 1994’ synes jeg dette digt er af den første slags.
Jeg kom til at tænke på det, da jeg hørte en samtale fra DR mellem Jesper Christiansen og Randi Laubek, hvor de talte om, at det at ville indføre noget smukt i verden med kunst tit vil blive misforstået som romantiseren, dekoration, virkelighedsfornægtende.
Det var vist lige det jeg var inde over, da jeg skrev dette.
HER ELLER NU
Det var et mærkeligt digt,
digt uden den 3. verdenskrig,
digt uden tortur og voldtægt,
digt uden selvmord, transplantationer, kunstige fødsler,
Til debutantaftenen i Lyrikgruppen i Forfatterforeningen var jeg inviteret til at tale om de 50 år, der var gået siden min egen debut. Jeg var placeret sidst i programmet, der havde været to pauser og fortæring af kage og rødvin, så jeg causerede over emnet i stedet for at holde den forberedte tale. Men her kan der læses, hvad jeg ikke sagde.
Jag heter Per-Olof Johansson
og jeg er meget glad for invitationen fra Lyrikergruppens bestyrelse til at skulle tale til jer 2022-lyrikdebutanter.
Tillykke er jo hvad jeg først skal sige. Tænk så skete det – jeres digtsamlinger er på gaden, parat til at blive modtaget af den danske nation. Tillykke!
Grunden til at jeg står her i dag er, at jeg selv debuterede med en digtsamling i 1972 der for 50 år siden, derfor blev jeg inviteret. For at demonstrere at man godt kunne blive ved med at digte så mange år. Om der også var den bagtanke, at sige til jer, at man godt kan blive ved med at digte og udgive digte, selvom man ikke har nævneværdig succes med det, for det kan man ikke sige, jeg har haft – det ved jeg ikke. Erfaringer har jeg, og det er dem, jeg vil underholde jer med.
Jeg debuterede med trykte digte i Hvedekorn 1964, og startede så med at sende digtsamlinger til Gyldendal, Borgen, Arena og sikkert mange andre forlag og årenen gik. Jeg oprettede et fed mappe med afslag. Den er langt fra kedelig, for man fik sidelange begrundelser. Ja også korte, f.eks. den hvor afvisningen fulgtes af en sætning om, at han ikke håbede hans afslag ville skade mig psykisk! En af de rigtig lange frarådede udgivelse, da den ville kunne skade folkesundheden!
Jeg er den yngste af fem brødre, og vi har alle i en eller anden form digtet. Ældste bror sluttede dog allerede som ti-årig, men jeg læser stadig hans digte med fornøjelse ”og når I ser mod Øst så skal I sige/ at Skåne er er et godt gammelt dansk land”. Skønt født i Danmark så var Skåne vort moderland. Næstældste bror døde for et par år siden, og hans datter fortalte mig forleden, at hun havde en masse af hans digte liggende. Dem havde han aldrig fortalt nogen om, selvom litteratur tit var på vores dagsorden. De næste to var tvillinger, og Kurt digtede fra han var ti og blev ved til han døde i 2015. Han insisterede på at ville udgives på et anerkendt forlag, og guderne må vide hvor mange gange han har ulejliget forlag, fortrinsvis Gyldendal, men de gav sig aldrig. Jeg tilbød at være udgiver, men han afslog. Så først da han var død, kunne jeg og hans stedsøn udgive et lille udvalg, fra hans, som han kaldte det ‘sidste sidste udvalg’. Tvillingebror Arne har måske ikke skrevet så meget, men så har indspillet digte på bånd – og lavet skulturer, vævet, malet.
Han stillede sig til rådighed for mig, da jeg i 1972 blev træt af alle mine afslag og gav mig mulighed for at udsende min debutsamling ‘Alice er min veninde’. Dengang havde Forfatterforeningen vist ikke endnu fundet på et arrangement som dette, men jeg opnåede da at blive anmeldt i Information af Hans Jørgen Nielsen. Jeg har prøvet tanken, at jeg dengang skulle være blev modtaget af en oldgammel forfatter, der var debutteret i 1922 og som jeg aldrig havde hørt om – det må være jeres situation lige nu!
Mens jeg har hygget mig med at skulle tale til jer her i dag, udkastede jeg en idé om begyndelsen. Sådan en tale skulle selvfølgelig holdes af en succesfuld digter, der kunne berette, hvordan I alle en dag ville kunne opnå en lignende position. Det skulle selvfølgelig være Henrik Nordbrandt. Men så gik han hen og døde. Så kunne man have valgt Laus, Laus Strandby. Pointen skulle være at nævne, den kendte, den lidt mindre kendte – og så mig den ukendte, som det så blev. I 50’erne var vi alle tre spejdere i Høgene i l.Lillerød Trop med mig som patruljefører. Min kontakt med Henrik siden koncentreredes om, at han nævner mig i sin bog Ruzname, fordi han husker, jeg stak ham en på kassen. Den historie havde vi siden en del fornøjelse af.
Jeg holdt ikke op med at sende digtsamlinger til forlag, men da det ikke gav resultat, blev jeg selvudgiver fra begyndelsen af 90’erne, enten på tryk eller også på Internet. Jeg var først i Danmark med et digttidsskrift med ISSN-nummer. Det gik ikke så godt med at få andre med, men så brugte jeg andre digte, og sådan er det blevet ved. Så derfor kan I tage telefonerne frem, søge min hjemmeside læsmig.dk, se hvilke bøger jeg har udgivet og finde digtene på nettet. Husk at jag heter Per-Olof og icke Per-Oluf, selvom jeres danske fingre helst vil skrive netop det. Om I nu har indledt en digterkarriere af den ene eller anden slags, vil vise sig. Tillykke skal der lyde, mit håb kan være, at I breder jer over mere end lyrikken, der er så meget der skal gøres.
Kortprosa? Jeg ved det ikke, men jeg kom da i tanke om to af mine tekster, som jeg nok ville kalde prosadigte, som måske kunne falde ind under betegnelsen kortprosa i anledning af, at Peter Adolphsen og Lars Bukdahl har udgivet en antologi med titlen Kortprosa.
Jeg har tit benyttet mig af at skrive om noget, jeg erindrer, både som digt og prosa. Men jeg har ikke haft planer om at skrive ‘mine erindringer’. Man kan som erindringer skrive om det oplevede, om ens tanker, om møder med andre mennesker og jeg gør det gerne. Men der er så meget i livet som ikke slipper med i ‘mine erindringer’. Dette ville ikke komme med, skønt det tit strejfer mig, jeg nævner det her som eksempel.
Det var ikke så længe siden jeg var kommet hjem fra hospitalet efter blodprop i hjertet. Det er over tredive år siden. Mange spørger, mange hilser. Et barn i SFO ser forbavset på mig og siger: Jeg troede du var død! Så det er nok, hvad nogen troede. De andre børn tysser på hende og hvisker: sådan siger man ikke.
Men han ser mig en dag i Kvickly og hilser. Han var lidt ældre end mig, vi var ikke venner, men kendte hinanden siden barndommen, kunne tale sammen. Jeg glemmer ikke hans blik, men kan ikke fortolke det. Og slet ikke kort tid efter, for da hører jeg, at han pludselig er død af en blodprop. Havde han svært for at tale med mig? Havde han troet jeg var død, og skulle lige finde en grimasse, der kunne passe? Anede han, han selv var i farezonen?
Mange af mine erindringer er især sådanne småting, som det er nytteløst at tænke på, men jeg gør det. Hvorfor involvere resten af menneskeheden, som har alvorligere ting at tage sig af.
PS
Hvad der f.eks. ikke kom med i bogen ‘En tid med spånkurve’
1976 – det tog så lige 47 år at få læst det nummer 5 af Victor B. Andersen’s Maskinfabrik. Det vigtigste i nummeret var selvfølgelig Nanna Bisp Bücherts foto af min søn Hjalmar. Nanna var gift med min svoger. I dag tog jeg mig tid til at læse det stedvis pjattede nummer. Men så tidstypisk, at det blev spændende. Der ville jeg gerne have været med. Jeg havde lige fået udgivet Bonde-Practica, men ikke digte det år. Der reklameres for antologien ‘Danske digtere – en folkebog’ med 78 danske digtere hvor Arne Herløv Petersen selvfølgelig er med. Der er kun 8 navne, der ikke siger mig noget. Ren namedropping, som resten af nummeret. Men der er også 8 sider med festsange og en bordplan. Selv på bordplanen kender jeg de fleste. Den er nemlig fra Allerød, hvor redaktørerne Erik Nørgaard og Herman Stilling boede. Erik var en god ven, der havde købt sin grund af min far sidst i 50’erne. En af gæsterne har jeg gået i parallelklasse med på Lillerød Skole. Et par stykker var jeg spejder med, det var deres forældre som fejrede sølvbryllup i 1971, året inden min debutdigtsamling ‘Alice er min veninde’ blev dublikeret på deres trykkeri. Jeg digtede, men var jo ganske uden status. Jeg meldte mig først ind i Forfatterforeningen året efter.
Gem nummeret, står der til sidst, det bliver penge værd. Måske, foreløbig kan det købes for 100 kroner, og det synes jeg, det er værd.
INDHOLDSFORTEGNELSE:
Victor B. Andersen: Brev
Erik Nørgaard: Den forsvundne folketingsmand
Erik Nørgaard: Collage
Ib Michael: Græsgang
Preben Hornung: Nu tilintetgjort
Jørgen Nørgaard: Den næste mode…..
Hans Bendix: Om at skille sig af med bøger
Palle Nielsen: Min egen indre by……
Frida Stilling: Min barndoms vinter…….
Jane Muus: Skitser fra dagliglivet
Richard Whinter: Om Nanna Büchert
Paul Hammerich: At overleve nutiden og genbruge fortiden
Henry Heerup: Brev
Ib Spang Olsen: Østre Gasværk
Peter Wivel: Fantomels farvel
Jens Hermann: Om en græsk mønt
Benny Andersen: Da Danmark blev ned- lagt
Folkets sangbog
N. F. S. Grundtvig: Om religion og liturgie
Jørgen Bruun Hansen: Enkle ord
Jørgen Nash: Her er jeg
J. B. Holmgård: Jeg- en samler
Victor B. Andersens Hæderslegats pris-modtager 1976 Henrik Nordbrandt
Helle-Vibeke Erichsen: Historien som den blev genoplevet
Vi sendte invitationer ud til alle digtere i Forfatterforeningen, og modtog 119 bidrag – 70% fra Lyrikgruppens medlemmer og 30% fra medlemmer i foreningen uden for L-gruppen. At kenneth havde glemt at udbede sig fotos og biografier fordoblede kommunikationsbehovet, men foranledigede mange mailsamtaler med foreningens digtere, som angav tydelige forskelle på digternes livsomstændigheder: Unge, yngre, ældre digtere, satte digtere, flagrende digtere, åbenhjertige digtere, vrede digtere, sprudlende digtere, syge og døden-nær digtere, berømte digtere, desillusionerede digtere, og digtere der evigt længtes mod skriften. Udskift digtere med mennesker og skrift med gerning, og tværsummen vil være den samme som for alle andre. En forskel? At digtere leder og finder med hjertet og omsætter det fundne hjerte i sang: Digt, poesi, lyrik.
“Hvorfor en digital antologi?” vil nogen måske spørge. Vi er selvklart ikke flabede, så svaret lyder sådan hér: Vi vil synliggøre digterne i Dansk Forfatterforening og dermed DFF; fremvise ebogens muligheder; udfordre de kulturinstitutioner, som er sat til at begave og formidle kunsten og kunstnerne; udfordre biblioteks-afgiftssystemet til samarbejde, og opfordre kulturministeriet og regeringen til at støtte kunsten, snarere end konventionerne! Og så dele ud af gode hjerter. For, uden hjertets tale – hvad ér vi da?
Jeg forstår ikke den udbredte anonymitet, som åbenbart er accepteret i debat på nettet. Jeg accepterer under protest anonymiteten, hvis indlæg ellers holder sig inden for, hvad jeg anser for rimelige grænser. Men det er ikke en debat på lige vilkår.
Ønsker du at være anonym i debatten, forklar mig så hvorfor. Forklaringen kommer ikke med på nettet.
Få besked på Twitter
Hvis du følger PerOlofDK på Twitter, får du besked når der er nyt på denne blog...
If hate is God
God hates you
Hate is a poison,
it kills you, your family,
your goal its self.
Hate creates hate,
makes hate your God.
If hate is God
God hates you.
democracy-handbook.org
Democracy-handbook.org is a free and simple, multilingual handbook for all who are interested in developing, maintaining, and spreading democracy.
Ja til sprog
– sproget øverst på dagsordenen i Danmark –
The Detective Collective
All music and lyrics composed by Bashu Naimi-Roy, with help from the collective, which includes Kian on drums, Zaman on guitar, and guest artists on guitar, vocals, etc.
per-olof.dk skriver...2 