Archive for the ‘boghistorie’ Category

Lertøj / keramik til daglig brug

november 24, 2020

 

Keramik kan vel over en bank i dag anskues enten som ren kunst eller brugsting med mer eller mindre kunstnerisk anstrøg.

Selvom det meste lertøj gennem tiden har været til daglig brug uden dekoration, så viser historien jo, at der lige fra oldtiden har været trangen til dekoration som et raffinement oven i brugsværdien. Man kaldte det måske ikke kunst. Håndværket var at fremstille fadet, kruset, krukken og så kom dekorationen som et ekstra plus og om ikke andet som salgsargument.

I Danmark sker der det, at kunstnere kaster sig over lertøjet fra 1880’erne og frem. Det er der skrevet meget om. Kunstnerne går i lære på diverse lervarefabrikker, en historie som drypper firmanavne ud på firmaer, som lever af at fremstille tusindvis af brugsting, måske 300.000 om året.

Så kan man da blive nysgerrig – hvordan så de brugsting ud? Det melder historien ikke noget om. Måske har jeg ikke fundet det, fordi det bare er så underbelyst.

I bøger og artikler om keramikere kan der dukke en henvisning til en pottemager/lervarefabrik op. Som nu med Lillerød Lervarefabrik. Navne som Karl Schrøder, Knud Kyhn, Jais Nielsen, Felix Møhl, Gutte Eriksen, Buller Hermansen, Ville Christensen har været der. Men på spørgsmålet om, hvad var så Lillerød Lervarefabrik, som åbenbart havde spillet den rolle som fødselshjælper eller arbejdsplads, bliver teksten os svar skyldig. Det kan man først nu siden 2018 læse om i LAFAKs bog om fabrikken.

Men produkterne fra 1800-tallets slutning fra de firmaer som altid nævnes, når oprindelsen til kunstkeramikken skal fortælles – dem kender museumsfolk måske, men vi andre dødelige lever i uvidenhed. Når de nu var så vigtige, kan det da ikke være uden interesse

Lertøj er skrøbeligt – der af fødtes den store produktion. Jeg vil gerne se en bog som LAFAKs om de dagligdags produkter fra Johan Wallmann, fra Tauber Jensens Københavns Lervarefabrik, fra G. Eifrig og fra Nielsens Eftf. i Valby. Og hvilken inspiration hentede de firmaer i deres videre produktion fra kunstnerne

Omslaget til bogen viser eksempler på varer gennem tiden og og på menneskene bag,

  •  

Mellemværende med Wessel

oktober 29, 2020

Da en dansk digter noget yngre end jeg, fortalte, at han ikke havde læst Wessel, blev jeg dermed påmindet om mit mellemværende med Wessel, som fandt udtryk i dette notat:

*

[notat] 12.juni 1997
Wessel skrev dette vers til en mand, hvis barn var faldet ned fra 2. etage uden at tage skade:
Din sjæl af ingen kummer ved,
Du ej af næringssorg antastes.
og børn du avler, som kan kastes
en femten, seksten alen ned.
*
Da jeg læste det, græd jeg naturligvis, for jeg oplevede jo at barnet døde, mit barn. Verset kører rundt i hovedet på mig og kræver et svar:
At le med dig var ganske svært,
dog håber jeg at få det lært.
Tak Wessel, at jeg ved, du ved,
hvad kummer jeg i sjælen led.
*
Min yngste søn Hjalmar faldt i 1987 i en alder af 17 år ud af sit vindue, formentlig dræbt på stedet. Det har jeg skrevet om nu og da – og nu og da ikke. For hvornår skal man, og hvorfor gør man det?
– siden da har oktober den farve…Hvor lang tid tager det? spurgte Claes Elfsberg (SVT Play) sin psykolog og så helt forskrækket ud, da svaret lød ‘fem år’. https://politiken.dk/…/Jeg-kommer-mig-aldrig-over-tabet…
Også her på bloggen har jeg skrevet om det.
Her er nogle citater, jeg har brug for at læse nu og da. Jeg samlede dem sammen til et kursus om døden, vi lavede for medarbejderne i SFO. http://per-olof.dk/citater.pdf

Den afrikanske farm II

oktober 11, 2020

 – var Karen Blixen svensk statsborger?

Artikel som PDF

Per-Olof Johansson

Jeg gik hjem fra biblioteket med to tykke bøger – Thomas Bredsdorff: ’Litteraturen giver form til en følelse’ og Tom Buk-Swienty: ’Løvinden – Karen Blixen i Afrika’. Bredsdorff skulle jeg selvfølgelig læse, mens Løvinden skulle jeg bare snuse til – mit ulvenavn var Simba.

Det kom til at gå lige omvendt. Bredsdorff må jeg ønske mig, det er ikke en bog man læser fra den ene ende til den anden, det er en bog at læse i. Da jeg gik i gang med Løvinden læste jeg den til ende, trods de 753 sider. Den burde have været i to bind, falder man i søvn med den i sengen, bliver man vel slået bevidstløs. Jeg har ikke sådan en læsepude, som man køber i Politiken-Plus.

Konklusionen på Løvinden må være, at den kan læses uden man interesserer sig nærmere for Karen Blixens forfatterskab. Den er en elementært spændende beretning om nogle mennesker og et miljø i begyndelsen af 1900-tallet og deres liv i Østafrika. ’Den Afrikanske Farm’ er dummyen, skelettet, men her får vi det hele med. Forfatteren har gjort et imponerende arbejde med at læse breve og bøger, tale med mennesker, få hjælp. Den rette titel ville have været Den Afrikanske Farm II.

Jeg havde vist nok afsværget at læse Den Afrikanske Farm, men den faldt mig i hånden på besøg hos familie i Aarhus for mange år siden og var læst inden natten var omme. Ved læsningen af Løvinden bliver man naturligvis mindet om meget derfra, ellers ville erindringen nok standse ved filmen.

Breve fra og til Karen Blixens onkel Aage Westenholz har gjort bogen mulig, og selv om de har været i brug af andre, kan jeg ikke forestille mig, at den brug kan hamle op med denne bog. Jeg har læst, at familien ikke føler, Tom Buk-Swienty har gjort tilstrækkeligt ud af dette, jeg synes ikke de har ret, han siger netop at det er forudsætningen for, at han overhovedet har kunnet lave bogen.

Mit eget syn på bogen er, at den på væsentlige punkter ændrer mit syn på Karen Blixen. For selvfølgelig har jeg læst en del af hende, jeg syntes vist bare at ’Den Afrikanske Farm’ var overgramset, hvilket forhindrede mig i at læse den. Jeg læste meget Thorkild Bjørnvig engang, men da jeg læste hans bog ’Pagten’ om bekendtskabet med Karen Blixen, fik jeg i den grad afsmag for ham, at jeg ikke kunne holde ham ud. Interessen er vendt tilbage, men med mange forbehold. Interessant nok fik ’Pagten’ mig ikke til at afsværge bekendtskabet med Karen Blixen, hendes særhed var jo hendes fortrin. Men disciplenes møde med hende er svært at tage. Aage Henriksens erindringer om hende læste jeg også. Men der var jeg bedre forberedt. Af denne bog får jeg et helt andet syn på hende end disse erindringer formidler. Ja hun elskede åbenbart at være ’baronessen’, hendes kvaliteter som bestyrer af farmen er jo noget helt andet, et menneske med jordforbindelse, hvad angår arbejdet og omgangen med afrikanerne.

Hvad Løvinden desuden opklarer for mig, er hendes fætter og ægtemand Bror Blixen, om hvem jeg havde megen ringe forestillinger. Filmens Bror fyldte alt for meget i min opfattelse. Nu blev han et menneske med egen historie, en historie Karen Dinesen nærmest havde fortrængt, skønt hun kun var ’baronessen’ i kraft af ham. Og det efter bogen helt bogstaveligt ved at forhindre, at den bog han skrev om storvildtjagt i Afrika, ikke kunne udkomme i Danmark! Hans skæbne minder lidt om Jørgen Varnæs, som endte med at blive gift med et bageri i Jylland. Skal man tro Tom Buk-Swienty, havnede en ruineret Bror i et mindre hus under svigerindens gods Näsbyholm, sammen med ejeren af en hundekennel. Karen forsøgte via svigerinden at genoptage kontakten og få lov til at komme forbi en dag, hvor til Bror skulle have svaret, at hun var velkommen – bare han ikke var hjemme! Og enden var tragisk nok en trafikulykke i 1947, hvor han døde som 59-årig.

Gyldendal udsendte to bind af Karen Blixens fortællinger som tranebøger i 1963 ’Fra det Gamle Danmark’, udvalgt af hende selv kort tid før hun døde i 1962. Det er mig en gåde, hvorfor det sæt aldrig er blevet genudgivet, som om man ikke vil anerkende dette litterære arvestykke.

Jo lige til sidst: Bror var svensker og der optræder også andre svenskere i bogen. Forfatterne kan ikke finde ud af at respektere ö og ä i svenske navne, det synes jeg er for dårligt. Det kan oversætterprogrammer i TV ikke klare, men deres undskyldninger kan ikke bruges i en bog. Det gods hedder Näsbyholm. Skulle det end have eksisteret i den danske tid, er det altså ikke dansk i dag. Malmö staves Malmö!

Og skiftede Karen Dinesen statsborgerskab, da hun giftede sig med svenskeren Bror von Blixen-Finecke og selv blev til Karen von Blixen-Finecke? Og blev hun automatisk dansker igen efter skilsmissen? Dengang var der jo ikke noget, der hed dobbelt statsborgerskab. Kunne være sjovt at vide, om den verdensberømte danske forfatter til sin død var svensk statsborger?

 

 

 

 

 

To glemte bøger

september 14, 2020

I Røde Kors butik i Frederikssund køber jeg blandt flere bøger disse:

Frederik Nygaard: Svaling fra Havet. 1947. Ill. Povl Christensen

Chr. Petersen: Kampen for Tilværelsen. 1938. Ill.Ernst Hansen. Uopsprættet.

Det er illustrationerne, der lokker mig. Der bliver jeg ikke skuffet. Men jeg føler mig forpligtet til også at læse. Chr. Petersen skriver historierne om dyr. At læse dem har jeg modstand mod, fordi han gør dem til mennesker i deres tankegang. Men har jeg ikke læst Anders And uden problemer? En dag må jeg give dem en chance.

Frederik Nygaards digte tiltaler mig ikke umiddelbart. Men så læser jeg Wikipedia om ham og reagerer på dens nedladende tone. Hans bog er til 50-års fødselsdagen, han har til da udgivet 37 værker. Kan han ikke fange mig med digtene som digte, kan jeg dog læse dem som en ærlig hilsen fra den tid om et menneskes kærlighed. Det gør jeg så, selvom det ikke er let. 

Fra et digt ‘Erkendelse’, som starter i september og næsten sidst står:

Du tænkte, at din simple Sang

sig svang mod Solens Trone.

Men mørk er Livets Minegang,

og dump er Korets Tone.

 

Er det glemte bøger? Hvem ved – ikke alle, der ramler ind i dem, skriver om dem. Når man taler om glemte bøger, er det bøger, ingen har skrevet om længe. På grund af illustrationerne synes jeg ikke, disse to skal glemmes. Tegnerne kan man google sig til.

Tænk at man i 1947, på bagsiden kunne reklamere for bøger udkommet fem år før!

Selvudgiver- per-olof.dk

august 27, 2020

per-olof.dk digtudgivelser

Opslag som PDF

En opremsning mine digtudgivelser:

Alice er min veninde. Digte. 1972/2010

En sang på lommen. Musik: Niels Erik Nielsen. 1978 (Undtagelsen: Udgiver Oktav Musikforlag)

Hvor de åbner deres madkurv. Digte. Politiken Online 1994 [netudgivelse og trykt] (samme) diskette og www 1995

Digte Online 1994. Politiken Online 1994,(samme) diskette og www 1995,(samme) e-book 2000 [Netudgivelse]

Rædsel sammen med fryd. Kald det digte. 1996

Dagenes digte. 2000

Ordsamling. 2005

Syttens digte. 2008

per-olof johansson læser digte 2005-2008. DVD 2009

Digte dagen efter. 2011

Hejkurve.2012 [netudgivelse]

Henvendelser som digte 2013

2+2 viser. 2013 [netudgivelse]

AV ’Den ukendte forfatter’s erindringer’. 2014 [netudgivelse og trykt]

Nitten croquis- digte. 2017 [netudgivelse]

Instagram-digte. 2018 [netudgivelse]

Selvudgiver – jeg bryder mig overhovedet ikke om ordet. Det er befængt. Noget ligger der måske i associationerne – selvbesmittelse – eller også er det den måde, det bruges på, hvor der er tale om bøger, det ikke er værd at beskæftige sig med. Det ligger immanent i ordet, at ’selvudgiver’ bør man ikke være. Og i hvert fald ikke af digte!

Af den grund er det ikke altid let at vide, hvilke bøger som er udgivet af forfatteren selv. Det kan skjules på flere måder. Bogen kan udgives hos en forlægger, som sætter sit navn på udgivelsen, men hvor forfatteren ellers står for det hele, indhold, opsætning, pengene. Eller forfatteren kan kalde sig selv forlag, skjult af valget af navn.

Jeg har nu gennem 50 år udgivet adskilligt i eget regi, og måske dumt nok kaldt forlaget per-olof.dk – let gennemskueligt en selvudgiver. Farbror August sagde engang til mig, at hvis jeg engang skulle lave et firma, skulle jeg smide Johansson væk og bare kaldet det per-olof – for det er der ingen som hedder i Danmark. Så det er vel hans råd jeg har fulgt.

I vore dage er en udgivelse jo ikke altid en tryksag. Som digitale digtværker tæller jeg 7, hvoraf 2 også er trykt. Jeg debuterede i Hvedekorn i 1964 og forsøgte gennem tresserne at blive udgivet på et forlag. Da jeg kun modtog afslag, fik jeg en af min brødre til at lege forlag under navnet ’Forlaget Lampen’ og min første udgivelse skete så i 1972 med digtsamlingen ’Alice er min veninde’. Hans Jørgen Nielsen anmeldte den uvenligt i Information, men ellers hørte man ikke mere til den. Jeg genudgav den 2010, dog uden at sætte den til salg. Erfaringen havde jo på det tidspunkt lært mig, at jeg var en non-seller, den blev delt ud – til hvem ved jeg i dag ikke!.

I 90’erne kom så muligheden for print-on-demand og det kan man vel ligeså godt kalde selvudgivelser. I starten med et dødkedeligt omslag, men som sådanne udgav jeg to hos Net-Bog-Klubben 1996 og 2000. I en periode var de også på nettet, men så forsvandt de.

Mine trykte digtsamlinger sluttede med ’Henvendelser som digte’ i 2013, dog efterfulgt af ’AV ’Den ukendte forfatter’s erindringer’ hvor jeg fik plads til 8 digte og så må tælle med som digtsamling.

Det skulle i alt give 11 digtsamlinger. Anmeldelser er det kun blevet til i få tilfælde, så få at jeg går ud fra at jeg og mine digte ikke kommer til at indgå i litteraturhistorien.

Jeg har netop læst et afsnit i Viggo F. Møllers ’Samliv med mig selv’ fra 1954, hvor han skriver om ’Alt for tidlig succes’. Han taler jo fra den tid, hvor bøger skulle trykkes, og der er mange gode formuleringer. Dengang døde de fleste efter de to første digtsamlinger efter hans formening. Nu havde jeg jo ikke engang en succes at gå videre med, men tiden var blevet en anden og trangen til at skrive digte forsvandt ikke, trods den manglende succes. Hvor mange, der har gjort som jeg, ved jeg ikke, men det er da et fænomen, som må være relevant at studere for litteraturhistorikerne!

Jeg læser i umiddelbar fortsættelse af Viggo F. Møller, de sidste afsnit i Tove Ditlevsens ’Erindringer – barndom, ungdom’. Her fortæller hun om hvordan Viggo F. hjalp hende med at få det første digt trykt i ’Vild Hvede’ og hvordan han hjalp hende med at finde en forlægger. Flere forlag afviste ’Pigesind’, men Viggo F. sagde, at Vild Hvede havde en fond, der kunne bidrage til udgivelsen og så lod forlæggeren Rasmus Naver sig overtale – og Arne Ungermann tegnede forsiden gratis. Mon ikke Viggo F. har betalt det hele, så vi kan kalde det en camoufleret selvudgivelse? Når man lige har læst, hvad Viggo F. mener om de unge håbefulde, så er det virkelig et sats, han gør med Tove Ditlevsen her, som hun i hvert fald i denne bog er ham dybt taknemlig for. Siden fremstod hun jo ustoppelig – men var den første bog ikke lykkedes, ved vi jo ikke hvordan det var gået.

‘Tilegnet Viggo F. Møller’

I dag huskes Viggo F. Møller kun for sin forbindelse med Tove Ditlevsen, til nød for sit redaktørskab af Vild Hvede. At Tove Ditlevsen af sig selv skulle have fundet på, at der i Pigesind skulle stå ’Tilegenet Viggo F. Møller’ tvivler jeg på, det er nok Rasmus Naver, der har givet hende et lille vink. Det var ikke dengang til at vide, at det blev et af bidragene til at holde Viggo F. Møllers navn i live. Hans eget veludviklede forfatterskab taler man ikke om. Siden jeg fandt ham engang i slutningen af 50’erne har jeg læst ham og samlet på ham. Jeg finder ham stadig værd at læse.

Om mit forfatterskab kan man læse her

AV ’Den ukendte forfatter’s erindringer’. 2014 [netudgivelse og trykt] https://issuu.com/perolofdk/docs/ukendt_3mm

Udgivelserne kan man finde her http://læsmig.dk

Enkelte mangler endnu at komme på listen.

 

 

Danmark før 9. april 1940

juli 11, 2020

tidligere brugt illustration kan også passe her. Indlægget er skrevet 2015, men åbenbart ikke brugt.

Før 9. april 1940

Der er gode grunde til, at Danmark på baggrund af den nærmeste fortid blev medlemmer af NATO og stadig er det. Skal vi endelig fantasere, kunne vi have ønsket et forsvarssamarbejde før 1940, men det var ikke en mulighed, så derfor kan man ikke snakke om 30’ernes politik, som om der var en reel forsvarsmulighed dengang. Danmark var alene. Der var end ikke samarbejdsaftaler med hverken Norge eller Sverige.

Når der derfor tales om, hvad Danmark kunne have gjort for at forhindre eller i det mindste forsinke besættelsen af hensyn til Norges forsvar, er det en gratis omgang. Begivenhederne kunne naturligvis ikke have afspillet sig, som de gjorde, hvis den førte politik ikke havde været, som den var. Men det var en politik, som flertallet stod bag.

Det er vanskeligt at skrue tiden tilbage, men selvfølgeligt er det tilladt at overveje et andet scenarie end det, som blev resultatet af denne politik. Det har været en populær sportsgren lige siden, og ved hver mærkedag popper den op. Men der er da ingen grund til ikke at tro, at den valgte politik byggede på en overbevisning om, at en mere militaristisk politik ville få katastrofale følger for landet. Nu afspillede der sig noget andet. Jævnfør gode gamle normer var samarbejdspolitikken lidet ærefuld i modsætning til modstandsbevægelsen. Men nøgternt betragtet, så var det denne dobbelthed, som blev forudsætningen var vor overlevelse. Det blev resultatet af helt modsatrettede planer. Hvorfor er det kun destruktion som kan få navn af eksistenskamp?

Så hvis man vil overveje de positive resultater af en anden politik 1933-40, må man også inddrage mere detaljerede overvejelser af de mulige negative konsekvenser af en sådan politik. Hvor mange menneskeliv ville det have kostet i værste fald, hvilke bygninger, historiske mindesmærker, kunst osv ville vi i dag være foruden hvis og hvis. Det kan ingen vide, men om alle de andre øvrige hvis’er, som Jørgen Bro 4.5.2015i Frederiksborg Amts Avis er så overbevist om at kende svaret på, ved vi noget som helst. Jeg kan ikke se andet end, at det eneste, der begrunder den megen snak, er at få en behagelig baggrund at profilere sig selv på.

Interessant er Jørgen Bros forslag til hvordan konfrontationen ved grænsen burde være forløbet med ”en parlamentærgruppe, som nok skulle protestere over folkeretsbruddet, men i øvrigt tilsagde de tyske styrker den fornødne støtte til en gnidningsfri besættelse af landet, som det jo faktisk skete et par timer og 16 faldne senere.” At det ikke skete på den måde, som vel alle i dag synes måtte være den rimelige måde, fortæller os måske noget om den usikkerhed beslutningstagerne stod i. Måske var de rent uheld? Forslaget er ikke nyt, det kan læses i den mere eller mindre nazistiske Bent Holsteins bog fra 1941 ”Demokratiets vildfarelse. Dansk udenrigspolitik 1864 -1940”:

”Hvis vore Troppeafdelinger om Morgenen d. 9. April havde haft Ordre til at modtage Tyskerne passivt, men i behørig Orden, med Gevær ved Fod, fuldkommen forberedte og klare paa Situationen, saa vilde dette ikke alene have været i Overensstemmelse med Regeringens af den Egne forroste Militærpolitik, men det vilde ogsaa under de givne Forhold og Vilkaar fra den nationale Værdigheds Synspunkt have været uangribeligt. I Stedet for fik vi paa Grund af Regeringens intellektuelle og moralske Begrebforvirring en Række Scener af national Forsmædelse, der i det danske Folks Historie, Gud ske Lov ikke har sin Lige.”

Han mener som Anders Fogh Rasmussen og Jørgen Bro, at det var vanærende. Godt var det ikke, men hvem eller hvad der forhindrede, at beskeden nåede frem om at stoppe kampen, ved vi endnu ikke, og får det måske aldrig at vide. Hvorfor virkede den telefon ikke? Uheld er ikke nødvendigvis vanærende.

Rabrindranath Tagore 1919

juli 5, 2020
Fra reolen..

Rabrindranath Tagore:

Flakkende fugle. 1919

Oversat fra engelsk af Kai Friis-Møller

Samlingen rummer 326 ’poetiske sentenser’.

Oversætteren skriver:

Engang drømte vi, at vi var fremmede. Vi vågnede op og så, at vi var hinanden kære.”

Er det til guddommen digteren taler her eller er det til sin elskede?

Ordet genlyder med en anden, men ikke ringere betydning i den vesterlandske læsers sind, når han har vandret bogen igennem og i linje efter linje med undrende genkendelse fundet sine egne ordløse tanker udtalte af den østerlandske digter i uforgængelige ord.

Per-Olof Johansson: Sådan oplever jeg ikke bogen her 100 år efter. Jeg har det ikke godt med alle de ting og sager som her gives ordet: ’Magt sagde til verden’, ’spurgte den synkende sol’ etc. Eller rene banaliteter som ”Ved at plukke blomstens kronblade opsamler du ikke dens skønhed.”

Alligevel sker det, at en sentens bliver siddende, så jeg satte mig for at samle dem sammen for at se, om jeg kunne konkludere noget deraf. Der er ikke noget objektivt ved mine valg, så vidt jeg kan se. At jeg kan acceptere netop dem, betyder mere for mig, end at de fleste ikke når frem.

Da jeg år efter ser på dem igen, bliver udvalget snævret ind igen.

8

Hendes tankefulde ansigt trænger sig ind i mine drømme som natteregnen.

18

Hvad du er, ser du ikke, hvad du ser, er din skygge.

21

De kaster deres skygge foran sig, der bærer deres lygte på ryggen..

55

Min dag er omme, og jeg er lig en båd, der ligger, halet i land, og lytter til strømmens dansemusik i aftenstunden.

68

Uretten kan ikke bære et nederlag, men det kan retten.

97

Jeg tænker på andre aldre, som flød ad livets og kærlighedens og dødens strøm og er forglemte, og jeg føler, hvilken frihed det giver at gå bort.

161

Edderkoppespindet foregiver at fange dugdråber og fanger fluer.

231

Smyk fuglens vinger med guld, og den vil aldrig igen svinge sig til himmels.

242

Dette liv er overfarten over et hav, på hvilket vi mødes på det samme snævre skib.

I døden når vi kysten og går til hver sin verden.

248

Mennesket er værre end et dyr, når han er et dyr.

258

Det falske kan aldrig vokse sig sandt ved at vokse i styrke.

283

Da jeg vandrede forbi blandt mængden på vejen, så jeg dig smile fra balkonen, og jeg sang og glemte al larm.

Skjalden Wennerbom – på dansk

juni 22, 2020

Foto: Nanna Bisp Büchert

GENDIGTNING

 

PolOnline 13.11.1994

“SKJALDEN WENNERBOM”

af Gustav Fröding 1894

Gendigtning Per-Olof Johansson 1977

Trykt i NIELS ERIK NIELSEN: VISER NAT & DAG. EDITION WILHELM HANSEN 1979,

med sangbar melodi af Niels Erik. Jeg forbeholdt mig tekstrettighederne, med tanke på denne situation, og derfor kan jeg uden videre sætte den her. Gendigtning skal forstås sådan, at jeg lavede rimskemaet aabbba om til ababcc,simpelthen fordi jeg synes aabbba har helt modsatte virkninger på svensk og dansk, vistnok eksemplificeret af en oversættelse af Børge Madsen i Samvirke dengang.

**

 

Sommervinden snor sig gennem løvet,

fattighuspoeten Wennerbom,

krydser frem på gangens grus bedøvet

af sin flaske, som er næsten tom,

tar et skvæt af alligevel,

mens han klukler saligt for sig selv.

 

Bier sværmer frit fra parkens stader,

alskens kryb og larver dejser ned,

Wennerbom i blomsterdufte bader,

sætter sig i gartner’ns bedste bed.

Flasken den er ikke tom,

derfor drikker skjalden Wennerbom.

 

Fugle tossede af glæde kvidre

og græshopper file i et væk,

 skjalden lytter, drikker bittert vid’re

på elendighedens lange stræk.

Drikker, drikker som et svin,

solen stråler fra hans brændevin.

 

Sammen har de sat sig for at feste,

og han mumler: “Brændevin er godt,

trøst mod håbet som kun kan forpeste.

Skål! for ungdommen jeg fik forrådt.

Lad os drikke nok en klar.

Dille får jeg, hvis jeg ikke har.

 

Jeg var tillidsfuld og tænkte stort

til jeg druknede i dette lort.

Nå, nu er vel gået mer end femten år,

halløj svirebror, alt smukt forgår.

Alle blir en dag til muld,

jeg gir fanden i at jeg er fuld.”

 

Og han sover snart, han går til hvile

i det trygge lys i parkens bund.

Kastanjens lys lader blomster sile

gennem luften, ned på Wennerbom.

Flasken ligger end’lig tømt.

Smådyr inspicerer den på skrømt.

 

Dyb og rig er nu hans digtergave,

i sin ungdoms drømmeland igen,

ingen angers dumpe smerter gnave

over laster, som vil gå igen,

sover sig fra alle love.

Det er skønt, som digterne kan sove.

 

*

*

Fra

DIGTE ONLINE 1994

som per-olof johansson i efteråret 1994 digt for digt sendte til Politiken Online.

Udgivet på Diskette 1995

ISBN 87-985452-1-3

PDF-version 2007 og 2008

Sønnetabet 1987 – en boghistorie

juni 18, 2020

Denne bog startede med slutningen – som er en kommenteret genfortælling af min søn Hjalmars (1970-1987) stil i 2.g. Den publicerede jeg som egen udskrift af et par omgange, antal ukendt. Læsernes reaktioner gav mod på at se den som hovednummeret i bogen, som rettelig burde have heddet ‘Sønnetabet og andre henvendelser som digte’. Så langt tænkte jeg ikke 2013, indså det først senere.

Den blev sendt til 14 medier uden dog at blive omtalt endsige anmeldt. Ingen biblioteker købte. Nogle forfattere havde slået sig sammen om domænet MetrOrd med den hensigt at anmelde det uanmeldte, og her blev ‘Henvendelser som digte’ anmeldt i efteråret 2013. Jeg kendte ikke Poul Høllund Jensen og konkluderede, at når en mig ubekendt kunne få dét ud ad læsningen, burde andre også kunne. Han har givet mig lov til at bruge anmeldelsen, så her kommer den.

***

HENVENDELSER SOM DIGTE

  1. OKTOBER 2013

POUL HØLLUND JENSEN

 

Per-Olof Johansson: Henvendelser som digte. 2013.

Forlag per-olof.dk

I kommission hos forlaget Underskoven/ udsolgt

Forside og layout poj

Oprindeligt foto forside: 

Nanna Bisp Büchert 1976

ISBN 978-87-92534-07-1

 

Ordet henvendelse , at nogen siger noget til andre, er et vidt begreb. Det kan eksempelvis stå for prædiken, opfordring, advarsel, formaning, bøn. Per-Olof Johansson udnytter det meste af spektret, når han skriver teksterne i sin bog Henvendelser som digte:” hold dig dine meninger fra livet” ,” livet leves uden for meningsfeltet”, “sig nej tak til Orddistributionen A/S”, “hold dig i ro”, “vi skriver 2011 og bliver aldrig klogere”, “livet er meningen med livet”, “tiden er ikke en lige linie/ sammenhængen søger andre veje”. Læseren får med andre ord god mulighed for at se digterjeget som en levende, nuanceret person.

 

Den brede tilgang til begrebet henvendelse legitimerer brugen af  de meget forskelligartede tekster . Jævnfør tranströmercitatet i digtet Diskontinuær tid: ” Tiden er …. en labyrint/ Ock om man trycker sig mod väggen… / kan man  höra de skyndanda steg/ Kan man höra sig själv gå förbi där på andra sidan.” Og der er  ikke tale om et billigt trick. I de store tekster, Diskontinuær tid og Kald mig ikke offer i Staunsholt Kirke, søger sammenhængen tydeligvis andre veje end tidens  indbildt lige linie. Førstnævnte digt bliver gribende henvendelse fordi vi overbevises om at “livet leves udenfor meningsfeltet” [7]. Ikke i en straight beretning om tabet af en ung søn, men i en tekst hvor dennes science fiction novelle, en tegning af Käthe Kollwitz, et par digte af forfatteren ,  en sang af Falch/Malurt ,  en forskydning af fortællerperspektivet fra 1. til 3. person, bliver tætvævet , labyrintisk ,  rammende. I Kald mig ikke offer i Staunsholt Kirke, et andet komplekst og læseværdigt digt, samme grundtanke: Det ubegribelige  kan ikke rummes i tid og rum.

Udover stærke personlige manifestationer har Henvendelser som digte mange gennemspilninger af temaet sprog og mening. Karakteristiske citater , der kridter banen op : “Jeg frygter mine meningers mod ” , “..meningerne tager udgangspunkt / i magthavernes mørkelægninger”, “mennesker med mange ideer er de bedste for ødelæggerne”, ” snubler med en overvægt af ord”.  Efter afstandtagen , anbefalingerne:  “Gå aldrig værk fra her”,” Sig nej tak til orddistributionen”, “sig bare :Herregud til dig selv/ tag det ikke alvorligt “. Her balanceres på knivsægge . Læs f.eks. det sprudlende digt Ordlivet i Underbukseskoven og dvæl  ved de mange ideer der vrimler op af undergrunden . Så det måske er lige ved at snuble.

Hvilket ikke forhindrer en god læseoplevelse! Der er ofte tale om rugbrødsdigte. Få letkøbte pointer. Få strømlinede formuleringer. Godt med kerner. Jfr. forsidebilledet af den unge digters faste blik ved henvendelsen til de forbipasserende på gaden et sted i fortiden.

“Gå aldrig væk fra her/ Hvor du end tager hen / Her er det. “

Poul Høllund Jensen

 

***

Jeg har gennem årene været inde på emnet Hjalmars død flere gange – især i bogen Ordsamling fra 2005. På en kronik i Politiken langfredag 2016 fik jeg stor respons, helt i modsætning til digtsamlingen.

Danskerne – syd for grænsen

juni 15, 2020

(trykt Frederiksborg Amts Avis 13.6.2020)

Danskerne – syd for grænsen

Aldrig er der blevet talt så meget om danskerne som i år. Regeringen svælger i brugen af begrebet. Andre forgruer sig ved at høre beretninger om dem, der vil men ikke kan blive dansker pga et bureaukrati, der ikke giver preussisk forbilleder noget efter. 

Indfødsretsprøven indførtes 2005 – i 156 år efter Grundlovens indførelse kunne man altså blive dansk statsborger uden en sådan formaliseret prøve. For at se, hvad prøven indeholdt, prøvede mange af os den, og fandt den latterlig.

I 1920 blev Nordslesvig dansk (igen), hvilket indebar, at et par hundrede tusinde personer, som før havde tysk statsborgerskab, blev danskere. NB ikke efter individuelle ansøgninger, men fordi et flertal i området havde stemt for det. Det var et flertal, der bestemte, at det mindretal, der ønskede at forblive tyskere, nu blev danskere. 

Jeg har endelig for alvor fået læst A. Lorenz Bücherts bog fra 1945, nok skrevet før 1940: ”En sydslesvigers genforening med det danske folk i løbet af et halvt hundrede år.” Titlen burde sige det hele. Det er dog først ved seneste læsning her i hundredåret for Genforeningen, at jeg forstår den.

Hans tipoldefar kom til Danmark i 1700-tallet efter invitation fra den danske konge og bosatte sig i den tildelte gård syd for Flensborg. De inviterede, der havnede længere nord på i Jylland, fik navn af kartoffeltyskere. Hvad sprog de end talte, tysk, plattysk eller dansk, så var familien dansk fra da af, for hans tipoldefar blev dansk ved at aflægge en hyldningsed til kongen.

Lorenz blev født 1883 og siger ”..skønt jeg som lille dreng endnu ikke havde anelse om, at der var forskel på dansk og tysk”. Det handler så bogen om – hvordan han ud fra historien, ud fra mentalitetsforskellen bliver bevidst om forskellen og når til den overbevisning, at hans tyskhed er ham noget påført ved historieforfalskning fra Tyskland. Som barn er hans talesprog plattysk og derefter tysk. Dansk må han lære sig selv, først at læse dansk, så at skrive det og til sidst at tale dansk – det bogen handler om, er den personlige tilegnelse af det danske. Hans genforening består ikke i at flyttet til Danmark i 1920, han bliver ikke dansk statsborger, det er en helt personlig genforening.

Det danske mindretal syd for 1920-grænsen følte sig naturligvis fravalgte, de var jo i egen opfattelse ikke mindre danske end landsmændene nord for den nye grænse. Udfaldet kunne have været et andet alt efter hvordan afstemningsområderne, havde været og alt efter, hvem der var stemmeberettigede. Også Lorenz var skuffet, hvilket ikke betyder, at han ikke har forståelse for selvbestemmelsesretten. Men selvom han så aldrig blev dansk statsborger, forblev han dansker i egen opfattelse. Han argumenterer også for, at man på engang kan være dansk og tysk, hvad jo også siden blev officiel politik både i Tyskland og Danmark – når lige bortses fra statsborgerskabet.

Men når statsministeren vælger at tale om danskerne – så mener hun vist ikke det danske mindretal syd for grænsen. Vist lidt tvært i mod med tanke på de restriktioner, som grænselukningen har medført.


%d bloggers like this: