Archive for the ‘boghistorie’ Category

Per Nielsen: Sommerfuglestøj 2016

juli 2, 2017

sommerfuglestoej

Per Nielsen: Sommerfuglestøj 2016

Forlaget Rasmus

ISBN 978-87-93319-04-2

Sommerfugle støjer kun, når de møder modstand – flagrer mod et vindue. Ellers skal man vist have forstærker på for at høre dem.

Jeg vil skrive om Per Nielsens bog, men jeg må begynde med mig selv: Engang lavede jeg mange collager, i årevis faktisk. Samlede et udvalg af dem og beskrev dem i digte. Det hedder ekfraser. Min ide var ike, at læseren skulle hefte ordene på billedet, ordene skulle have deres eget liv, læseren skulle skabe billeder selv ud fra ordenene.

Per Nielsens bog er digte og billeder, digte om billederne eller billeder om digtene. Det er haiku – ekfraser med vedheftet billede-collage. Hvad kom først – ægget eller hønen? Collagen eller haiku? Vist mest og som flest gange er begyndelsen nok collagen. Nutid og fortidens kunst blandes, døden og livet og kvinden og sommerfuglen – ord der giver lidt af denne bogs univers. Haiku er små, så bogen kunne være hurtigt ’læst’. Jeg foreslår den indtages med pipette – få dråber hver dag. Sådan har jeg selv gjort og gør. Til sidst vil de hver for sig stå prægnant i egen ret.

De halve timer

der føles som hele døgn

fylder for meget

  • måske den collage ikke siger mig så meget mere, men

Angstens ensomhed

Det som ikke kan deles

men altid huskes

– understreges af en eller anden grund af collagens hvide felt.

Natmørke øjner

ser ud på universet

og evigheden

– og collagen følges eller følger fint, hvem der så ellers kom først!

Så egentlig er citering uden billede meningsløst! Kender man Per Nielsen fra oplæsninger, er der en dimension yderligere til bogen. Man forstår altid hans digte bedre, når man har hørt ham læse dem op. Eller dog forestiller sig oplæsningen.

Hvis haiku og billede hist og her skurrer mod hinanden, er det måske blot sommerfuglestøj, som næste gang er helt fraværende.

Tiden har det svært

i sit eget univers

hvor alt går for stærkt

De mange urskiver er påmindelser, der går hen over hovedet på mig gang på gang, til jeg fatter: De går jo ikke 🙂

Og så: En smuk bog, oplagt gaveobjekt.

 

scan0003

Reklamer

Farvegengivelse af L.A.Ring eftersøges

juni 30, 2017
Pige med spånkurv 1883

L.A.Ring: Tiggerbørn udenfor en bondegård.1883. Gengivet fra Projekt Runeberg: Karl Madsen: Dansk Malerkunst.

Fordelen ved at eftersøge noget åbent på Internettet såsom i en blog er åbenbar: man når længere ud. Jeg har oplevet, at jeg har fået reaktioner både 10 og og helt op til 13 år efter, jeg satte en hjemmeside på nettet.

I de mange år jeg har samlet på fotos, malerier og skulpturer med spånkurv, har jeg ikke kunnet finde en farvegengivelse af dette maleri fra 1883 af L.A.Ring af to tiggerbørn. Denne sort/hvide gengivelse er fundet i Runeberg-projektet i Karl Madsens bog Dansk malerkunnst.   Billedet angives som ‘Privateje’, og jeg mindes at have set det gengivet i et auktionskatalog af ældre årgang. Jeg havde ventet at finde billedet på den store Ring-udstilling på Ordrupgaard, men blev skuffet. Nu prøver jeg så at spørge her i min blog.

Jeg har en stor samling af den slags billeder. Spånkurvene selv er jo forsvundet, og museerne har ikke haft øje for omfanget af brugen af spånkurve, fra tiden før papkasser og plasticposer. Med de trods alt talrige billeder, hvor spånkurven indgår, mener jeg at kunne dokumentere omfanget. Selve kurven er sjældent i fokus og nævnes derfor sjældent i beskrivelserne af billederne. Jeg har skrevet en længere artikel om dette på engelsk med mange referencer, men har endnu ikke fundet det rette sted at få den optaget.

Vagn Steen udstilling

marts 4, 2017

Udstillingen i Forfatterforeningen lokaler 2.-6.marts 2017, viser konkretist-digteren og forfatteren Vagn Steens værker, plakater, installationer, art-books, digtsamlinger, børnebøger, romaner, finurlige ordlege og debatterende kulturessays, men først og fremmest Vagn Steens originale værker fra især 1960’erne og de tidlige halvfjerdsere.

Fredag 3.3.17:

Tania Ørum og Lars Bukdahl fortalte om hhv. forfatterskabets optakt i 60’erne og hans børnebøger. Helge Slaatto opførte Rudiger Meyers værk over et af Vagns digte. Rudiger Meyer fortalte om samarbejdet med Vagn og afspillede lydoptagelser med ham. 

Naturligvis sjovt at se, at egen deltagelse i Digte for en Daler nr. 1 er med på udstillingen.

Alle udgivne numre af  tidsskriftet kan ses her. http://www.avantgardenet.eu/dfed/daleret.html

Min deltagelse har jeg fortalt om her http://per-olof.dk/cdt/livstegn.htm . I og med jeg kaldte det Livstegn faldt jeg lidt ved siden af hovedretningen ‘konkretisme’! 🙂 

Da Vagn Steen blev udnævnt til hædersmedlem i Dansk-Svensk forfatterselskab 13.4.2013

http://www.dansk-svensk.com/vagnsteen.html


Bagsiden af Digte for en Daler og midteropslaget i nr. 1 (ikke at forveksle med nr. 0!) stod jeg for!

https://bibliotek.kk.dk/ting/object/870976-anmeld%3A30824407/fulltext

 

René Sandberg byder velkommen – læser tekst af Vagn Steen,

Komponist, professor og violinist Helge Slaatto opfører Rudiger Meyers værk ‘Fuglens flugt’ lavet over  Vagn Steens digt ‘Digt med ikke’.

Komponisten Rudiger Meyer fortæller om sit værk og om bekendtskabet med Vagn Steen, og afspiller oplæsning af Vagn Steen.

Litteraturforsker Tania Ørum fortæller om Vagn Steens brud med traditionen gennem 60’erne. Med bagtæppet: ‘3 vrang treret’.

Lars Bukdahl  fortalte om Vagns børnebøger, som Vagns datter kunne bekræfte nærmest var autobiografiske!  Inspirerede til læsning. Deres indhold lyder nærmest som det, man altid har sagt om H.C.Andersen: henvendt både til børn og voksne.

Julehistorie med 80 års perspektiv.

december 21, 2016
scan0005

Forside almanak ‘Danmark 1937’ udgivet af ‘Den Danske Presse’.

Indlægget som PDF

Almanakkerne for 2017 er trykt, de ligger parat til at komme på boghandlernes hylder. De handler på en vis måde om fremtiden – og dog ikke. Almanakken ved hvilken mandag falder hvonår – men hvad der sker – ved ingen.

Jeg faldt over denne almanak fra 1936 – gældende for 1937. Interessant at se i det lys – for hvad ved den almanak om den fremtid, den ikke kender, men som vi gør.

Der er firs års tilbage til 1936. Jeg har en bror, der lige fyldte firs – og så virker det antal år ikke så kolossalt, hvad det jo er. Han var tre da krigen brød ud og ni, da den sluttede. Svært at forestille sig for unge mennesker omkring de tyve, tror jeg. Jeg var tyve i 1962 og firs år tilbage var altså 1882 og jeg er helt bevidst om, at det var en fortid uden direkte betydning for mig i 1962.

Så hvad mening kan der være at finde i en almanak fra 1936. Jo for mig er der en del at hente. I 1962 var 1936 med verdenskrigen imellem langt væk. Nu synes jeg den er krøbet nærmere, og endnu nærmere ved at læse i denne almanak.

Forsiden er jo ren Matador. Christian X og dronning Aleksandrine besøger vagten på Amalienborg juleaften. Tegneren Axel Mathiesen har forestillet sig den aften med almanakker til alle – på bordet. I nutidig form kan vi også forstille os det – det går nok for sig også i år med dronning Margrthe og Henrik. Så her er intet mærkværdigt, sjovt at gense Axel Mathiesen, som lavede forsider til så mange børnebøger, jeg har læst.

Men med digtet Nytårsbøn er vi tæt på nutiden på en helt anden måde. Tegningen af Sikker Hansen må være en af hans mindst inspirerende. Og digtet er ikke et af Tom Kristensens bedste. Men indholdet tvinger tankerne hen på, hvad siden skete, man mærker at det er den angst som fylder digtet.

Lad Danmark vælte Mørket
fra Jyllands brede Ryg,
befrie de frie Øer
fra sidste Dages Tryk,
befri, befri os alle
fra Angst for Sult og Nød,
fra Borgerkrig, for anden krig,
For Mord og Massedød.

 

Borgerkrig kan heftet let referere til, eftersom det indeholder en artikel af Erik Seidenfaden om at være korrespondent for en avis i den spanske borgerkrig, som jo slet ikke er slut på dette tidspunkt, kun lige begyndt. Tom Kristensen udgav siden en del af sine avisdigte i en samling ’Digte i Døgnet’ og et af de bedste digte der er digtet om Gustaf Munch-Petersens død 1938 i den spanske borgerkrig.

Erik Seidenfadens artikel giver os en beretning om hans egne oplevelser som ’verdenskorrespondent’ men ikke mange fakta om krigen, som han kalder et blodbad. Status for borgerkrigen i 1936 kan jeg heller ikke finde.

Selvfølgelig er der den morsomme artikel om årets gang, og her er der ingen hentydninger til trusler mod Danmark. Dagligt liv i Norden 1936: ”Hvad skete der herhjemme i disse tolv Måneder? Ikke synderligt. Ikke noget at skrige op om!” Det bliver dog til fire sider, som sagtens kan fremstå morsomme den dag i dag. Om ananas dyrket på Fyn, om giftelån i Sverige på 1000 kr. for at fremme ungersvende i at sætte bo. ”Af politiske Begivenheder vil man mindes, at Vejrhanen paa Raadhuset blev hentet ned. Dette sket på Foranledning af Rigsdagen. Vejrhanen var nemlig rustet fast, saa det ikke var muligt for vore Politikere at finde ud af, fra hvilken Kant Vinden blæste.” ”Mægtigt røre blev der i byen, da Robert Neiiendam fandt et gammelt Brev, hvori Fru Johanne Louise Heiberg afslørede sin Mands graverende Mangler som Ægtefælle. Neiiendam fik et mægtigt Vrøvl, men oprigtigt talt falder Historien tilbage paa Heiberg, som kunde have sørget for, at hans Kones Breve ikke laa og flød. I de Dage der fulgt, kom de fleste Ægtemænd for sent pa Kontoret, og der lugtede af brændt Papir i alle københavnske Lejligheder.” Olympiaden 1936 har siden givet vældig politisk genlyd, men her nævnes kun at resultatet for Danmarks vedkommende ikke var så blændende. At den sorte amerikaner Owens med fire guldmedaljer ydmygede Nazi-Tysklands racepolitik var vel værd at nævne. Med Tom Kristensens indledning in mente skriger teksterne lidt til hinanden.

Indledningsartiklen af Mogens Lorentzen lyder meget nutidig: ” Hvad vil det sige: at være dansk?” ”Men nu Børnene i en Araberfamilie, som er vokset op her fra den første Dag, indtil de bliver ansat rundt om som Biograf-Schweitsere…kan de kaldes danske?” Det bliver et gennemløb af på den ene side og på den anden side, der i forbløffende grad ligner læsning fra nutiden om danske egenskaber, som slutter med: ”Fornuft og Naturlighed er de to inderste danske Grundegenskaber. Fornuften, som i sig selv har et Stænk af Snusfornuft; og Naturligheden, som let bliver formløs, nonchalant, ja endog koket.” Jo udlandet forekommer: ”Det svulstige Galimatias, som man for Eksempel i disse Aar tuder Diktaturlandenes Befolkning Ørerne fulde af, vilde vi Danske ikke tage for gode Varer…En stille og stabil Mand har flere Chancer for at rive med, end en hujende Bavian.” Vi ved hvem han tænker på.

Som et nutidigt julehefte nok også vil skygge for fremtiden, skønt ikke helt på samme måde: Noveller og praktiske artikler om ’Kvælningsulykker i Brønde’ og ’Forebyggelse af Brand’. Og til slut en håndbog med praktiske oplysninger om kongehus og posttakster og kalender for 1937. Månedsnavnene suppleret med de gamle danske fra Bonde-Practica – Glugmåne, Blidemåned, Tordmåned osv. Regering, Folketing og antal indbyggere fører os naturligvis tilbage til tiden, 80 år fra nu. Normal lokalporto for post under 50 gram: ti øre.

Der er ting, der peger frem – mest naturligvis tilbage. Globaliseringen prøvede man på at stå imod med – med foreningen ’Dansk Arbejde’: ”Codan Gummistøvler. HOLD PAA DET DANSKE.”

Verdenskrigen kun 2½ år fremme.

 

 

 

 

Verdenskrigen kun 2½ år fremme.

Om religiøse spor i min slægt

juli 14, 2016
KONICA MINOLTA DIGITAL CAMERA

Örkened Kyrka, Lönsboda, lidt af udgangspunktet..

Religiøse spor i en slægt –

Per-Olof Johansson (1999/2016)

Örkened kirke, Lönsboda.

Min bror Kurt E. Johansson optrådte ikke sjældent i de lokale aviser eller med artikler i Kristeligt Dagblad i egenskab af præst i Sandby, provst en periode, politiker en periode, opstillet af det radikale venstre. Efter hans død 1.9.15, faldt jeg blandt hans papirer over et interview, hvorefter han skulle have udtalt, at han ikke var religiøst opdraget. Hvis han virkelig har sagt det og ikke det modsatte, vil det virkelig undre mig. Jeg er af den diamentralt modsatte opfattelse om vor opvækst!

Jeg vil sige med bestemthed, at vi er vokset i en familie, hvor værdierne var religiøst funderet – men som den yngste i en søskendeflok på fem nød jeg godt af, at denne værdisætning ikke oplevedes som tvang – så vidt jeg forstår ikke et ukendt fænomen for de yngste.

Jeg har tit undret mig over den modsætning der er mellem min oplevelse af det religiøse miljø jeg voksede op i og så omverdens syn på selvsamme. De to syn kunne kun sporadisk bringes til at dække hinanden. Omverdens syn er det som på udmærket vis kommer til udtryk i skikkelsen “faster Anna” i TV-serien Matador. Og selv om vi i familien virkelig havde en faste Anna, som repræsenterede ortodoksien, så stemmer billedet alligevel ikke…

….læs videre i denne PDF (9 sider) Religiøse spor i en slægt

Artikel ikke uden forbindelse med det forgående:

Guds straf og slægtstræet

En artikel som beretter om et sammenstød i forfatterens hoved af religion, slægtsforskning og folkeminder. 
Carl von Linnés berømte bog Nemesis Devina knyttes sammen med den lokale brug af et straffesagn i grænseegnen mellem Skåne og Småland. Sagnets oprindelse kan eftervises i slægtsforskning, og der afdækkes slægtskab mellem sagnets personer og personer hvis liv  kunne være blevet sagn af lignende årsager – men reddedes på stregen. Slægtskabet gøres op og de strafværdige led afdækkes 🙂

Digte ikke uden forbindelse med det forgående:

Kurt E. Johansson: Digte – Udsyn fra Femø

Boghylden

Nogle af kildeteksterne…

Dansk/Svensk kulturmøde

juni 30, 2016

Plakat til relancering af 'En tid med spånkurve'

Kulturmøde i det små som PDF, let at udskrive og læse. men alligevel følger hele artiklen her i bloggen, da mange har modvilje mod downloade PDF’er…

Kulturmøde i det små

Per-Olof Johansson 27.6.2016

Jeg lovede en redaktion et haiku om to kulturer, om kulturmøde og forstod det som kultursammenstød, men jeg kunne ikke rigtig komme på sporet. For selvom familien tæt på har sin oprindelse i nordøstre Skåne – er det så ligefrem et kultursammenstød at være født og opvokset på Sjælland med den baggrund? Det er sådan et stort ord – kultursammenstød. Nu er deadline passeret og så kan jeg måske causere lidt over emnet – for selvfølgelig er det et sammenstød, men jeg har bare været dårlig til at registrere det, tror jeg. For det lyder jo til at skulle være noget negativt, og for mig har de to kulturer nok bare været noget positivt, noget der supplerede hinanden.

Jeg har ikke et forfatterskab, jeg har levet af, et forfatterskab er det jo alligevel blevet til. Her burde dette kultursammnestød vel give sig udtryk. Når det kommer til de ti digtsamlinger, så er det noget andre må dømme om, men der er da udgivelser, hvor det kommer til udtryk. Først og fremmest i bogen ‘En tid med spånkurve’. I Danmark er spånkurve ikke noget man beskæftiger sig med. Det var for en stor dels vedkommende en importvare – og så var der vor virksomhed i Lillerød, hvor der gennem70 år og lidt mere blev fremstillet spånkurve. Den historie fik jeg lyst til at fastholde, og fra koncipering til udgivelse gik der 30 år. En udgiver kunne jeg ikke finde, og så måtte jeg selv til slanterne. Inden den kom til verden, var emnet altid svært at tale om, og det blev sværere og sværere som 1970 gled bag ud, nye generationer anede slet ikke hvad jeg talte om. En spånkurv – hvad er det? sagde de. ’Jeg kender en spånplade’ – sagde en! Det var der før 70 ikke tvivl om – for det var jo simpelthen kurven. Selvfølgelig var der mange andre kurve selvom spånkurven var den almindelige, den der ikke kostede meget, og fandtes i mange størrelser.

Det er og var noget andet i Sverige. Dels kan der i Sverige hist og her stadig laves en spånkurv, fordi materialet, fyrretræ af en vis ælde stadig findes, dels fordi traditionen med en spånkurv stadig er levende, takket være Hemslöjd-organisationen. Her blev spånkurven accepteret som en del af kunsthåndværkstraditionen. Desuden blev en tradition fra Hälsingland med at male spånkurve genoptaget og indgår nu som et led i hobbyaktiviteter. Man kan se det bevidnet af museernes beholdninger af spånkurve. således som enhver kan slå det op på nettet. Man kan også se det på Instagram ved at se forskellen i antal på respons på #spånkorg og det danske #spånkurv. Mængder på svensk – på dansk er det overvejende billeder, som jeg har sat på! Så her har jeg da mærket kulturforskellen og følt, at jeg arbejdede i modvind.

Så er der en anden udgivelse, hvor det slår mig, at forskellen ligner den med spånkurvene. Jeg udgav i 1975/76 en bog om Bonde-Practica, en bog tiltænkt folkelig læsning, udviklet i Tyskland i begyndelsen af 1500-tallet, første gang trykt i Danmark 1597 og siden i mange oplag til og med 1804. Min bog udkom i en mappe sammen med et faksimiletryk af udgaven fra 1744 som årets nytårshilsen fra Dansk Kliché Fabrik og Fihl-Jensens Bogtrykkeri. Den del af oplaget, som tilfaldt mig, solgte jeg gennem Foreningen Danmarks Folkeminder, jeg havde jo haft Iørn Piø som konsulent på projektet. Der skrives tit at bogen er udgivet af foreningen, men sådan var det altså ikke. Med almanakkens reformering i 1832, hvorefter det ikke mere var muligt i almanakken at se månens gang i dyrekredsen, og måske især på grund af H.C.Ørsteds kamp mod overtro, døde bogen så at sige i Danmark. En almindelig viden om bogen må dog have eksisteret siden man i 1884 kunne udgive en satire over bogen som tillæg til et julehefte (Oldfux 1885)!

I Sverige gik det anderledes. Der udkom en svensk version oversat fra dansk først i 1662 og uden det rige billedmateriale som gennem 200 år fulgte de danske udgaver. Den holdt imidlertid længere. Almanakken reformeredes senere end i Danmark og sikkert derfor kunne den lettere fortsætte et liv som kuriositet og minde om gamle dage i Sverige.

Så kunne man tro, at det skyldtes en viden om bogen fra min opvækst, som havde fået mig til at kaste mig over den lille bog, sådan er det slet ikke. Da jeg fik den i hånden i begyndelsen af 70’erne havde jeg aldrig hørt om den, og det var det, som udgjorde udfordringen, for jeg kunne ikke vurdere om det eksemplar, jeg fandt, var fra 1500-tallet eller senere! I dag er bogen i Danmark kendt af særlige interesserede på grund af min udgivelse, mens det er ganske almindeligt bekendtskab i Sverige, jeg har slet ikke tal på de udgaver, der er kommet igennem det tyvende århundrede, jeg har adskillige, og enkelte er kommet i store gentagne oplag. Jeg har da en opdateret dansk version på beddingen, uden det er lykkedes til dato at få skabt interesse for den hos en udgiver.

Her var da på et par punkter helt tydelige kulturforskelle mellem dansk og svensk, som jeg har erfaret. Når det kommer til et skel mellem svenskere og danskere i almindelighed må jeg melde pas, jeg har svært ved at skelne mellem, hvad der blot er forskel mellem mennesker i almindelighed og så på det nationale område. Jeg siger aldrig, at jeg føler mig dansk eller at jeg føler mig svensk. Jeg er dansker med en svensk historie og undrer mig over den snak om at føle sig som….hvilket måske er min måde at værge mig mod ‘kultursammenstøddet’.

En tid med spånkurve

Bonde-Practica eller Veyr-Bog

 

 

KONICA MINOLTA DIGITAL CAMERA

Per-Olof Johansson: Bonde-Practica eller Veyr-Bog 1975. Bonde-Practica eller Veyr-Bog 1744 i faksimile, mappe til begge.

Til rette vedkommende

februar 11, 2016
treforfattere

Tre varme omslag

Per-Olof Johansson
Klaus Rifbjerg, Henning Mankell og Kurt E. Johansson døde
alle i 2015, og tilfældet ville, at jeg læste bøger af dem tæt efter
hinanden. Det gav anledning til de følgende overvejelser.

Artiklen som PDF
Det er naturligvis en lidt mærkelig titel, Klaus Rifbjerg har givet den bog, som først så lyset efter hans død: ’Til rette vedkommende’. Man må tro, det er hans eget forslag. Da jeg havde læst indtil flere anmeldelser, forstod jeg titlen. Der kunne i anmeldelserne aflæses et større og mindre ubehag ved bogen, den var under niveau, for meget af det samme som tidligere, for privat. Men jeg læste den jo med fornøjelse, følte mig oplyst på adskillige punkter, både om forfatteren selv og hans rolle som forfatter, han passerer adskillige selvopgør med sit liv som snob, men så fortællingerne om forfatterkolleger. Ikke fordi jeg tager disse glimt af portrætter for mere, end de er, glimt, så er de dog som Rifbjerg så dem i erindringens lys. Altså rette vedkommende, det er jo mig! Det er forfattere, jeg kender fra ganske andre vinkler, de bliver alle en smule mere menneskelige.
Fan af Klaus Rifbjerg har jeg aldrig været. Det ligger særlig tungt med romanforfatteren, betydeligt bedre med digteren, men det er nok spinatfuglen, debattøren, kronikskriveren jeg har læst mest. Man behøver da slet ikke være enig, for at læse en forfatter af den slags med en vis fornøjelse, og det har jeg altid gjort, når det var Klaus Rifbjerg.
Kirke og religion lå ham uendeligt fjernt, erfaringssiden af religionen kan man være mistænksom overfor med god grund, men slet ikke at have sans for dens realitet forekommer mig naivt og underligt. Derfor kunne han jo godt sige mange fornuftige ting om mange andre tings tilstand. Som erindringer fungerer bogen ikke på noget stort plan, selvom den går fra fødsel til ja altså næsten død. Den får lidt karakter af samtale med læseren, rette vedkommende. Anmelderne husker eller foregiver det i hvert fald at have en tidligere erindringsbog ’Sådan!’ present, og synes så ikke denne udfylder noget. Han kommenterer allerede i forordet dette forbehold, men mener han går tættere på i denne version. Jeg har ikke læst den forrige, så det generede mig ikke.
Jeg har netop været optaget af tre forfattere, som døde for nylig. Henning Mankell, Klaus Rifbjerg og min bror Kurt E. Johansson. Kurt er der kun en begrænset kreds, der kender, i hvert fald i egenskab af digter, trods hans 49 digtsamlinger – aldrig udgivet. En gendigtning af Johannes Evangeliet. Da han døde, blev det nødvendigt med at få et hurtigt overblik over det hele, hvad skal ud, hvad skal bevares. Jeg har nu lavet en et ganske lille udvalg af digtene, som jeg håber snart ser dagens lys. Tænker over hvor mange udvalg han i tidens løb har sendt til Gyldendal. Er de havnet på Rifbjergs bord uden at vinde gehør? Mankell har jeg aldrig læst, jo en føljeton i Dagens Nyheter, den kunne ikke kaldes en krimi, men spændende var den, scenen var det Afrika, han kendte så godt. Wallander i TV-version har jeg jo set, men aner ikke hvordan det forholder sig til bøgerne. Hans sidste bog hedder Kvicksand, om klodens krise og den personlige, på vej mod at dø af kræft 67 år gammel. Rifbjerg verdensberømt i Danmark, Mankell oversat til 48 sprog nåede ud i en helt anden skala. Kvicksand 67 små essays egnet til at sætte eget liv i relief.
Antalsmæssigt kan Rifbjerg konkurrere med både Kurt og Mankell om værker. I dag er der måske nogen der har læst det hele, men det sker næppe igen. Nogle fans burde sætte sig ned og dele opgaven imellem sig: lave det annotere katalog med Rifbjergs værker. Hans bøger slutter altid med hele værkfortegnelsen, en ret kedsommelig opremsning. Hvis der blot var nogle få linjer med referat og reception om bogen, ville det være en spændende bog i sig selv og noget at vælge ud fra. En opgave for det Klaus Rifbjerg Selskab, som en dag må komme.
Hos alle tre døde slår barndom og ungdom igennem med prægende oplevelser. Mankell som den yngre, Rifbjerg som den ældste, Kurt imellem. Jeg opfatter dem alligevel som samme generation, med et kraftigt stempel af 2. verdenskrig og det løft, det var at overleve den.
Videnskaben kunne dog ikke redde Mankell. Hans bog gør netop et særlig indtryk på mig af den grund. Han var seks år yngre end mig. For 14 år siden blev jeg opereret for kræft og overlevede det. Så forskellige vilkår. Hvordan Rifbjerg døde, ved jeg slet ikke. Kurt faldt om på gaden i Nakskov med en hjerneblødning og døde samme nat. Når man læser meget, er det jo tit de døde forfattere, man læser, uden det er det, at de er døde, der gør specielt indtryk. At læse disse tre døde på stribe gav mig anledning til en egen intens læsning – af min egen tid. Det var det jeg ville fortælle om, ikke anmelde.

Fremførelsens historie – hvor bliver den af?

november 13, 2014
Poesiens dag 9. september 1979 på Louisiana Museet. Foto: © per-olof johansson, DK i Splints & Co 19/2009

Poesiens dag 9. september 1979 på Louisiana Museet.  Foto: © per-olof johansson, DK i Splints & Co 19/2009

 

Fremførelsens historie – hvor bliver den af?  PDF

Apropos til Torben Brostrøms ’Litterære memoirer’ ’Mens dansen den går-‘  fra 1994. Torben Brostrøm fortæller om de omkringfarende digtere til alskens oplæsninger og siger så:
”Det må vel høre til ’fremførelsens’ historie at skildre, hvordan digtningen i nyere tid er formidlet mundtligt fra diverse tribuner og ordtelte, med andagt, lystighed, propaganda, show, til sang og musik, kammer, jazz, rock – via opsøgende grupper frem til nutidens scener på bogmesser eller til skumle cafeers kultus af messende poeter.”

Meget præcist sagt – men vel en ufortalt historie? Hvem skulle fortælle den? Det kræver jo, at man har været til stede tilstrækkeligt mange steder, skrevet navne ned osv. En del af historien kan sikkert fortælles – med de navne, som har fået succes. Men selv om scenen også er Louisiana, er det dog ikke den, som kan tages for at være den dækkende. Det karakteristiske for de scener, jeg nu igennem 12-13 år har oplevet på nært hold som deltager, har været, at det netop ikke er pingerne, som fylder, skønt de også har været der og trukket feltet op…..Læs hele artiklen…. PDF

Læs! Læs!

november 5, 2014

 

Begyndelsen på den kronik, som følger med linket her på siden...

Begyndelsen på den kronik, som følger med linket her på siden…

 

Om nu kronikken står i avisen eller her, er vel det samme? Hvis læseren vil læse?

 

Følg i så fald dette link til PDF: Læs! Læs!

 

 

 

Forfatter – erhverv, rolle, tilfældighed

oktober 21, 2014
Artiklen

Med alderen kommer en trang til at se tilbage…

Forfatter – erhverv, rolle, tilfældighed - som PDF
Per-Olof Johansson october 2014
Kriterierne for at kunne kaldes forfatter er mange.
Forfatterforeningen har en formulering, for at ikke enhver skal 
kunne melde sig ind. I hvert fald faldt jeg i 1978 ind under den 
dengang eksisterende definition – hvad den så end måtte være, og 
jeg har været medlem siden. Hvis jeg husker rigtigt, så var det 
Peter Freuchen, som fik mig til at melde mig ind. En slags 
solidaritetserklæring efter at jeg havde skrevet en kronik om hans 
indsats for bibliotekspenge til forfatterne. Det var Politikens 
debatredaktion, der havde fundet på titlen i mangel af andet. Men 
helt løgn var det jo ikke – jeg skrev meget, skønt udgivelserne var 
få. Siden er det blevet til meget mere – men at kalde det erhverv 
vil være overdrevet. Kulturhistorie, lokalhistorie, digte – hvad 
lader sig se på nettet http://læsmig.dk .
Læs videre her:
Forfatter – erhverv, rolle, tilfældighed - som PDF


eller her, hvis man ikke kan vælge at dreje PDF på skærmen eller hvsi man ikke vil udskrive PDF:

Kriterierne for at kunne kaldes forfatter er mange. Forfatterforeningen har en formulering, for at ikke enhver skal kunne melde sig ind. I hvert fald faldt jeg i 1978 ind under den dengang eksisterende definition – hvad den så end måtte være, og jeg har været medlem siden. Hvis jeg husker rigtigt, så var det Peter Freuchen, som fik mig til at melde mig ind. En slags solidaritetserklæring efter at jeg havde skrevet en kronik om hans indsats for bibliotekspenge til forfatterne. Det var Politikens debatredaktion, der havde fundet på titlen i mangel af andet. Men helt løgn var det jo ikke – jeg skrev meget, skønt udgivelserne var få. Siden er det blevet til meget mere – men at kalde det erhverv vil være overdrevet.

Kulturhistorie, lokalhistorie, digte – hvad lader sig se på nettet http://læsmig.dk . Det er ikke mange håndører jeg har tjent i den rolle. Det er vist et godt folkeligt kriterium for at være forfatter: At man tjener penge på det. Eller at man er kendt. Nu er det begrænset, hvor mange der kan være kendte på landsplan og i længere tid, så det er et rigtig dårligt kriterium. Man kan være forfatter af bøger om dyr eller andet fagligt, men i almindelighed betyder forfatter, at man er forfatter af skønlitterære bøger, i særdeleshed romaner. Tom Buk-Swienty er nok forfatter men hovedoverskriften er, at han er historiker. Ved lidt af en tilfældighed havnede jeg uden uddannelse i skolevæsenet, hvor jeg tjente til dagen og vejen i 37 år. Det havde jeg ikke forestillet mig, og alligevel har jeg det helt godt med det. Hvad jeg der imod forestillede mig midt i 60’erne da jeg droppede ud af mit studium – året før ungdomsoprøret, blev ret hurtigt noget med det at være forfatter, en periode også billedkunstner. Jeg skrev jo, jeg sendte manuskripter til det ene forlag efter det andet. Jeg erkendte hurtigt, at romanforfatter blev http://www.per-olof.dk | mailto:mail@per-olof.dk | Blog: https://perolofdk.wordpress.com/jeg aldrig, jeg brød mig simpelthen ikke om at forsvinde ind i romanens fiktive univers, det skræmte mig. Jeg lærte trods mange køretimer aldrig at køre bil, erkendte blot fakta. På samme måde erkendte jeg, at jeg manglede evner og talent for at skrive romaner og har ikke prøvet på det siden. Hensigten med at studere statskundskab var nok at stile mod at blive journalist. Det viste sig ganske urealistisk, at jeg nogensinde skulle kunne gennemføre uddannelsen. En ældre bror var langtidsstudent, det ønskede jeg ikke at gentage. Han blev færdig, det troede jeg ikke på at jeg nogensinde ville blive, så lige så godt holde op.

I tilbageblik har jeg udgivet flere bøger, end jeg lige har tal på, deltaget som initiativtager og aktiv deltager i flere fælles bogprojekter med andre, skrevet utallige artikler, mange trykt, mange ikke men så offentliggjort på nettet. Så nu kan jeg da selv finde på at skrive forfatter, når der skal titel på, det siger alligevel mere om, hvad jeg foretager mig, end når jeg svarer pensionist. Selv om det så mange gange har været de fysisk tynde bøger, som Klaus Rifbjerg så ironisk foragtende og morsomt udtaler sig om i Alea: ” Jeg kan jo ikke gøre en skid ved alt det andet alligevel, og det er faktisk synd – ikke at jeg ikke kan gøre noget ved det, men fordi det er så synd for mig. Jeg er jo talentfuld, jeg har skrevet flere bøger, mange af dem er på over firs sider, jeg skriver ikke for nogen andre end mig selv, sådan er det, og det er ikke min skyld, at ingen gider læse det.” Erhverv blev det altså ikke, om det er en rolle, jeg spiller, er dernæst spørgsmålet. Jeg blev aldrig uddannet pædagog, men jeg spillede rollen, uddannet på stedet ved gode kollegers hjælp. Forfatter har jeg heller ikke været i et tomrum. Det er dog ikke det, som dominerer en, rollen – men den opgave, jeg har påtaget mig – nu den, nu den. Sidder ikke og stirrer ind i spejlet og siger ’forfatter forfatter forfatter’. At der virkelig kom et forfatterskab ud af det, er ikke det rene tilfælde, men at det blev, som det blev, havde jeg nok ikke forestillet mig. Havde jeg fundet partnere i forlagsverdenen, er det tænkeligt, at forfatterskabet havde set ganske anderledes ud, i hvert fald haft andre dimensioner. Jeg vil ikke skjule, at jeg har været vred – men ikke tilstrækkeligt frustreret til at holde op eller gå på druk. Dengang fik man jo lange responsaer – nogle gange to – hvis ikke fjendtlige, så nedladende – undskyldende på en sær måde ’Håber ikke dette svar vil skade Dem psykisk’. Jørgen Sonne skrev for mange år siden en kronik i Jyllandsposten om sin digtervirksomhed, hvor han lod falde et ord om de mord, der i forlagsverdenen skete bag lukkede døre. Elsa Gress skrev til mig, at mine digte hverken var værre eller bedre end de digte, som blev udgivet, så måske var jeg i vejen for nogen. Jeg vidste ikke noget om nogen – så der var ikke rigtig basis for at udvikle konspirationsteorier eller paranoia. Jeg fandt åbenbart uden større planlægning nogle nicher, hvor jeg kunne skrive. Digte er jo altid en niche – lige meget hvor højt medieverdenen buldrer. Når jeg i medierne og Forfatteren følger debat om forfatterrollen, forstår jeg den som regel godt, jeg føler bare ikke den angår mig personligt.. Mit løb er kørt. Jeg skal ikke kæmpe for bedre forlagskontrakter, legater, kunststøtte etc. Jeg tager af den art, det som falder af. Ved mit medlemskab af foreningen mener jeg at have bakket de aktive op, selvom jeg ikke selv, som det nu faldt sig, har haft synlige resultater ud heraf.. Jeg har set lidt anderledes ud end det forventes af en forfatter, men jeg har haft glæde af at være det, selvom anerkendelsen ikke har vist sig i større omfang. Kollegers anerkendelse er ikke at foragte.


%d bloggers like this: