Archive for the ‘dokumentation’ Category

Hurtige skift i slægtstræerne

august 5, 2019

I 2009 tur til Urshult Kyrka, hvor min farfars forældre var blevet gift 21.10.1860.

Hurtige slægtsskift

Slægtsforskning er udbredt – men dog ikke alle dyrker den interesse. De kan gøres på mange måder, og efter opdagelsen af mulighederne med genteknik, har det skiftet karakter. Før gik man i gang med studier af kirkebøger og mange slags dokumenter, nu kan ens historie vikles ud af en gentest. Sådan en skrev den svenske videnskabsjournalist Karin Bojs med sin ’Min europeiska familj de senaste 54000 år.’. Hun får derved ikke blot fortalt egen historie men også vi andres.

Som jeg skrev forleden her i bloggen, lader det ikke til at Halfdan Rasmussen gik op i sin slægtshistorie. Hvordan kunne han lade være, når han hver dag i barndommen blev konfronteret med sin mors svenske oprindelse. Fra Rösmåla i Urshult sogn.

Jeg spørger naturligvis med baggrund i min egen opvækst i Danmark med svensk mor og svenske far-forældre. Jeg synes, jeg med bogen ’En tid med spånkurve’ har fået fortalt den historie. De andre med familie, som også arbejdede på Lillerød Spånkurvefabrik og som kom fra Sverige, har også der kunnet hente oplysninger om deres familiebaggrund.

En fætter, en grandkusine og en bror har dyrket slægtsforskning på traditionel vis, og ud fra det står det klart, at min families oprindelse kan placeres indenfor et meget snævert område, Sydøstre Småland, nordøstre Skåne og nordvestlige Blekinge. Bagud fra 1700 er der store huller, men man kan nå helt til 1300-tallet i det område, uden gentest altså! Min farfars forældre blev faktisk gift i Urshult kirke. Min faster blev gift med en fynbo, så for fætter Knud ser netværket helt anderledes ud.

Ser jeg på mine barnebørns slægtsforgreninger, er de allerede endnu mere spredte. Vi skal til Thy, Sønderjylland, Sydslesvig, Tyskland, Schweiz og altså Østdanmark og Sverige. Referencerne ved historielæsning må naturligt nok kunne blive meget forskellige. Først sent er det gået op for mig, at jeg ikke er delagtig i 1864, jeg skal tilbage til 1658 før min historie igen bliver Danmarks historien. Min Danmarkshistorie begynder år 1900, da min fars svenske forældre flytter til Danmark efter 10 år i Tyskland.

Som barn var jeg nysgerrig nok og stærkt utilfreds med de fragmenter af slægtshistorien, som jeg fik fat i. Jeg er derfor glad for de familiemedlemmer, der har redt trådene ud, så jeg nogenlunde har kunnet følge med. Nej, jeg er ikke blev svensker ved at kende slægtens forhistorie. Men jeg har svært ved at forestille mig ’mig selv’ uden den lille viden om slægten.

 

PS

Når man er i Urshult må man se bonadsmålninger på Lunnabcken, på Biblioteket og på Hembygdsgården. Her nogle eksempler. Maleren for alle nok Clemet Håkansson 1729 – 1795 eller hans sønner:

 

Urshult bonad: Brylluppet i Kana

 

Urshult bonad: Goliath og Kong Salomon og dronningen af Saba

 

Urshult bonad: Alderstrappen

 

Urshult bonad: Adam og Eva, Jesu indtog i Jerusalem, Elias’ himmelfart mm

Reklamer

Frilandsmuseets haver

juli 23, 2019

Mit første indlæg om Frilandsmuseets haver..Politiken 1.7.1985

I dag 23.7.2019 bringer Politiken nyt indlæg af mig om haverne. Desværre er sidste sætning redigeret væk. jeg synes det er vigtigt at pege på de frivilliges store indsats!

De seneste 40 år har jeg med interesse fulgt med i Frilandsmuseets haver omkring gårdene. Hovedopgaven for museet er naturligvis bygningerne, men omgivelserne tjener et vigtigt formål, når man vil forstå livet i og omkring dem.

Den daværende havevejleder på museet Erik V. Jensen har i den henseende nok skrevet den vigtigste programerklæring herom i Nationalmuseets Arbejdsmark 1978. Når man da, som jeg, har set i hvilken grad museet gennem årene har kæmpet med programmet, fik det mig til i 2006 at foreslå, at haveafdelingen simpelthen blev en selvstændig økonomisk enhed under Frilandsmuseet. Det er indtrykket, at det første sted sparekniven rammer er det hjørne af museet, hvorefter der igen igen skal rejses midler til genopretning fra de skader, som haverne har lidt under sparerunderne, det rene ressourcespild. Det lider haverne under nu. Der er ingen tvivl om, at Frilandsmuseet har sat turbo på det begreb, som vist Hjerl Hede opfandt: ‘levendegørelsen’ (og som i mange år ganske uberettiget var udsat for museumsfolks hån og spot) for at det skal tjene som publikumsmagnet. Men kære Rane Willerslev, et museum kan ikke drives som en købmandsbutik, der bør derfor sikres museumshaverne midler, der ikke kan bruges til at finansiere andre hjørner af virksomheden.

Med køkkenhaven ved Fjellerup Herregaard er det en ganske anden sag. Den drives eksemplarisk – ved frivillig arbejdskraft.

*****

Nogle illustrationer til indlægget kunne være de følgende!

Lur og sang

juli 15, 2019

Bronzealderlur på forsiden

 

Hvorfor en lur på forsiden af en sangbog? Jo, stammer nok fra Grundtvigs sang ‘Sol er oppe’ hvor det hedder:

Højt det gjalder,
luren kalder
kæmper op fra morgenblund,
stolper knage,
luer brage,
blusse over grønne lund.
Vågner! ej til gammens tale,
vin og smil i kongesale!
Hildurs leg er nu for hånd.

På den ældste sangbog fra 1918 anes endnu luren på forsiden. På forsiden står med håndskrift: Arvid Johansson, Lillerød, Danmark – min far. Min musikalske storebror Stig har noteret adskilligt i den. I Sangbogen Danmark, 10. oplag 1943 dominerer luren på anden vis i Aage Jørgensens streg – han har også lavet bogens vignetter hans signatur ses på et enkelt af billederne s. 241. De er ikke så grovkornede som luren! Hans tegninger i Danske Landsbykirker fra 1953 holder den dag i dag. Lurtegningen fandt så vej til Klaus Rifbjergs digtbog ‘Fædrelandssange’ 1967 uden tegneren nævnes, kun sangbogens forlag krediteres. Sangbogen fra 1918 har små notet med her: Gammens tale= elskovstale, lystig tale, Hildurs leg= Kampen,(Hildur=kampgudinde). Rifbjerg burde naturligvis have haft stedet Brudevælte med blandt de behandlede lokaliteter.Lurblæserne på Rådhuspladsen i det mindste, han passerer jo Rådhuspladsen et par gange i ‘Drømmen om København’. Sangbogen har han sikkert kendt, så forslaget til omslaget er nok hans eget. :

 

Om digtoplæsninger

juli 6, 2019

Kladdebogen 4. juli 2019

1:

Lad os starte med et dagbogsblad:

FOURTH OF JULY 2019

Han stiger ud i opgangen
for at hente aviserne
og der finder han den røde tråd
fra gårsdagens oplæsning
faldet ud af hans
‘Henvendelser som digte’
fra digtet med linjen
‘stop produktionsprocessen,
gå nye veje’ fra 1974.
Helt almindelige så de ud
som et strøg på Strøget,
femogtyve i rollen som digtere
spraglede, fyrværkerier, heksebryg,
helt forvandlede ordmagneter
klar til verdens køleskabe
“Så hør dog efter” nye generationer
i Karens Minde Kulturhus med
extra extra sommerdigtaften.
I postkassen brev fra Gyldendal
som han fik dem i halvfjerdserne
afslag på afslag på afslag.
Han lader det ligge lidt
ovenpå Politiken, Københavneravisen,
leger med tanken: GYLDENDAL,
bliver sin egen Hassan
inden han åbner tilbuddet om fire bøger
til de udmeldte af Bogklubben:
“Få det bedste ud af ferien”.
Helt glemt er han ikke.

 

2. Lignende overvejelser en anden dag

Om digtoplæsninger

Jeg vil se om de to ting om digtoplæsninger, som ligger mig på sinde, kan finde sammen i en enkelttekst.

Det handler dels om den manglende medieopmærksomhed, der er om digtoplæsningsscnenerne. Dels handler det om, hvad der bliver præsenteret på oplæsningerne.

Det første først. Jeg er gammel, men har ikke været med på de tidlige oplæsninger i Huset i København eller andetsteds. For mig begyndte det nok, da jeg blev inviteret til at være med i en oplæsningsgruppe, som kaldte sig Poesitur 2000. ’Vi’ var Birgit Filskov. Per Nielsen, Bert Blom Lena Krogh Bertram, Benny Pedersen, Jørgen Rasmussen, Viggo Madsen, Anni Broue og jeg selv.Vi indspillede en CD, fik teksterne udgivet i bogform og drog landet rundt og læste op. Derfra var springet ikke langt til Underskoven i Huset og mange andre steder. Jeg ved, der findes mange steder, jeg ikke har været. Men hvad der karakteriserer stederne, hvor jeg har været, er nok, at jeg ikke erindrer nogensinde at have mødt kendte anmeldere ved disse arrangementer. Man kunne tænke sig, de stak næsen ind, for at se, hvad der foregik. Selvfølgelig har man været tilhører ved oplæsninger med ’kendte digtere’, men de ansigter har heller ikke vist sig til ’åbne scener’, bortset fra Benny Andersen som inviteret gæst. Jo og en enkelt mindeværdig undtagelse Vagn Steen. Og et rykind fra Forfatterskolen mindes jeg heller ikke.

Hvad vi præsenteres for ved de åbne scenearrangementer er næppe noget der bør udråbes til den store litteratur. Men det er ærlige udtryk for digteriske bestræbelser, som prøver sig frem i mødet med et publikum. Og så er det åbenbart sådan, at træder man et trin op ad kendistrappen, vender man ryggen til de åbne scener. Ja der er undtagelser, Viggo Madsen f.eks.

Jeg ved ikke, hvad vi skal lægge i det, synes bare det skal nævnes, stå et sted: at sådan var og er det.

Som oplæser af digte går man mange faser igennem, fra det nervøse til det mere bevidst afprøvende. Den mest udfordrende scene jeg har læst op på, det er standen for Foreningen for Danske Kulturtidsskrifter, hvor jeg i mange år som medlem med mit nettidsskrift Splints & Co. havde anledning til at optræde sammen med Poesitur-digterne. Man måtte virkelig her tænke på omstændighederne, når man læste op på standen midt i menneskemylderet.

Jeg valgte tit at have noget nyskrevet, inspireret af de omstændigheder, jeg forventede at møde. Det gav en særlig art tekster, som ellers ikke var blevet skrevet. Her to eksempler, Takkedigtet og Gå videre digtet.

Takkedigtet (synges på melodien til ’Sur sur sur, lille bi omkring’)

Tak tak tak.

Mange mange tak.

Tak tak tak tak.

Tak tak tak tak.

Tak tak tak tak.

Tak tak tak tak.

Mange tak.

Mange mange tak.

Tusind tak.

Tusind tusind tak.

Tak tak tak tak.

Tak tak tak tak.

Tak tak tak tak.

Tak tak tak tak.

Tusind tak.

Tusind tusind tak.

Gå videre digtet

Gå videre

Gå videre

Der kommer et nyt digt om lidt

Der er flere digte undervejs

Nye digte

Anderledes digte

Mere spændende digte

Mere vedkommende digte

Gå videre videre

Gå videre

De synger længere fremme

De er lettere at forstå længere fremme

Mere på bølgelængde med dig selv

Det næste er hele tiden det bedste

Forventningens glæde

Hele tiden til stede

Gå videre videre

Gå videre

Det bliver meget bedre hen ad vejen

Mange gange har jeg læst op i Karens Mindekulturhus og senest tænkte jeg meget på de mange jeg’er, vi der præsenterer hinanden for. Disse overvejelser mødtes med tanken om, at det ville være godt at kunne sine digte udenad. Det kan jeg ikke for ret manges vedkommende. Tænkte jeg måtte kunne skrive noget, som jeg dog kunne uden ad. Det skrev jeg og brugte jeg. Lad det slutte denne lille opsang. Som en hilsen til de digte, jeg kaldte Livstegn, men som nogle kaldte konkretistiske.

JEG

Jeg jeg jeg jeg jeg jeg Jeg jeg jeg jeg jeg jeg

Jeg jeg jeg jeg jeg jeg Jeg jeg jeg jeg jeg jeg

Jeg jeg jeg jeg jeg jeg Jeg jeg jeg jeg jeg jeg

Jeg jeg jeg jeg jeg jeg Jeg jeg jeg jeg jeg jeg

Jeg jeg jeg jeg jeg jeg Jeg jeg jeg jeg jeg jeg

Jeg jeg jeg jeg jeg jeg Jeg jeg jeg jeg jeg jeg

Jeg jeg jeg jeg jeg jeg

Sagde han.

 

 

 

3. og slutte af med en tegning.

 

Oplæsningssituation

Både by og land og ikke enten-eller

juni 30, 2019

Grøn kile ind til Lillerød

Et land er både by og land og ikke enten eller

Redaktør på Politiken Marcus Rubin går i et synspunkt på Politiken ind for, at vi dropper idylliseringen af landet udenfor byerne.

  • Det rigtige Danmark ligger på stenbroen.
  • Til dette synspunkt fik han mange gode reaktioner på nettet. I avisen blev der plads til ,at det socialdemokratiske folketingsmedlem Rasmus Stoklund fik ordet (28.6.2019)  til et særdeles fornuftigt svar. Jeg sendte også et svar, men klart at Stoklunds blev det udvalgte. Jeg får imidlertid formuleret mig ud fra min egen situation, og mener, mine argumenter bør få en vis vægt i den lokale debat i Allerød, så derfor sætter jeg mit refuserede indlæg her i min blog.

Politikens nej til land?

Marcus Rubin skriver om by og land. (23.6.2019). Han lever som inkarneret bymenneske i den forestilling, at by er by og land er land, og by vinder over land og opfordrer til, at vi opgiver lovprisningen af livet på landet. Det kan være han får ret, selvom præmisserne er gale. By og land behøver ikke nødvendigvis at være modsætninger i den grad, som han beskriver det, det afhænger helt af planlægningen.

Marcus Rubin bruger sig selv som eksempel, lad så også mig bruge mig selv. Jeg bor midt i Lillerød, men udsigten er land, fordi Statens Seruminstitut indtil for nylig ejede to gårde i Lillerød. Endnu en gård mere ligger her sammen med de to andre tæt på Lillerød Kirke og gør det relevant at kalde området Lillerød Landsby. Planlægningsmæssigt er de sidste rester af gårdenes marker udlagt som bevaringsværdig grøn kile ind i byen. Men hvordan måler man kulturhistorisk værdifuld og rekreativ værdifuld op mod et politisk flertals ønske om flere beboere i kommunen for at sikre kommunens overlevelse som kommune? Lillerød blev hovedbyen i den nydannede Allerød Kommune i 1970, som dannedes sammen med Blovstrød og Lynge-Uggeløse., en meget grøn kommune, landbrug, skove og med store militære arealer som buffer mod Storkøbenhavn. Befolkningsforøgelsen siden har været enorm, så der er sket store indskrænkninger i det grønne på vej mod målet – Marcus Rubins storby?

Allerede i 1943 kunne civilingeniør Henrik Halberg, som da udarbejdede en dispositionsplan for Lillerød Kommune, se det, og som jeg refererede til i heftet ’Drømmen om Allerød’ i 1991. Han så det som det store held, at Staten havde erhvervet gården Hvidesten: ”således, at der ikke i overskueligt fremtid kan blive tale om, at Hvidesten bliver inddraget til bebyggelse”, ..”Dette giver en naturlig begrænsning af byen mod vest til stort held for byen, der på denne måde vil beholde åbent landbrugsareal så godt som lige ind i sin midte, der hvor kirken og den gamle landsby findes.” 1943!

Men nu har Statens Seruminstitut solgt den ene gård, Hvidesten til en svensk kapitalfond, og efterladt den anden gård, Toftehavegåd og den væsentligste del af jorden – til hvilken skæbne?

Vi lever nu i den uoverskuelige fremtid, hvor den overordnede planlægning er løs i fugerne og med et tilflytterflertal, som måske er offer for samme by-fascination som Marcus Rubin. Toftehavegård lader Staten og kommunen forfalde, og den økonomiske nødvendigheds-filosofi skal nok få sat tænderne i græsmarken.

Men nej, den hårde grænse mellem by og land er ingen nødvendighed, kun en grænse i hovedet på folk med begrænset fantasi.

 

 

Lillerøds grønne kile

Facebookgruppe: Lillerød Landsby

Grøn kile til Lillerød Landsby og Lillerød Kirke.

Erik Hagens i Skovlunde Kirke

juni 3, 2019

 

Erik Hagens: Den barmhjertige samaritaner

Erik Hagens i Skovlunde Kirke

Per-Olof Johansson

Jeg kan ikke forestille mig, at en lignende kirkeudsmykning skulle være at finde noget andet sted i verden, som den Erik Hagens har udført i Skovlunde Kirke.

Vist er referencerne til Biblens nye testamente utallige, men de er så anderledes end man er vant til. I Ribe Domkirke har Carl Henning Pedersen malet en udsmykning, som da vist slet ikke refererer til noget kristent. I Lillerød Kirke har Mogens Koch med en altervæg refereret til et skriftsted, som kun er synligt en halv meter fra og med et stort kors, som beskueren nærmest skal tænke sig til. Hvis man skal sammenligne udsmykningen i Skovlunde Kirke med noget, må det være med de middelalderlige kalkmalerier, hvor motivernes tid er tilblivelsestidens ’her og nu’,

Jo i Skovlunde er der bibelhenvisninger og skabe, der skal åbnes ved de kirkelige højtider, der er altertavle, i den forstand er der linket til historien. Men når vi går til billedsiden er det illustrationer af vor tid, vort tøj, vore omgivelser sådan som vi kender det fra Erik Hagens’ Esbjergevangelium. Det er ikke ’troen’ som fremstilles eller evalueres, det er tidens dilemmaer mellem godt og ondt. Det er ikke apostlene, som er samlet om bespisningen, men vor samtids etiske fyrtårne. Pinseunderet er ikke noget magi, men bøgerne og mediernes verden, som bærer budskaberne frem i alle tungemål.

Kristendommen er i dag i modsætning til, som den fremstilles på kalkmaleriene, funderet i historien, verdenshistorien som starter i år nul. Men det turde i dag stå klart, at denne historiske reference er gal. Den fungerer ikke mere. I den svenske forfatter Hjalmar Söderbergs bog ’Den forvandlede Messias’ fra 1938 blev konklusionen, at man ud fra de fire evangelier næsten ingenting kunne sige om den historiske Jesus’ lære. Dødehavsrullerne har vendt op og ned på dette, hvis det holder stik, hvad den amerikanske forsker i Dødehavsrullerne Robert Eisenman har fundet frem til. Hans datering af Dødehavsrullerne er omstridt. Han placerer dem i den tid, som evangelierne foregår, og historien bliver derved en ganske anden. Jesus bror Jakob har en hel anden central rolle i den første menighed i Jerusalem, end vi har vidst. Paulus forvandler budskabet fra rent jødisk til at gælde ’alle’, og lægger dermed kølen til det, vi i dag forstår som ’Kristendom’. Er da det hele en fiktion, den vesterlandske kultur har taget udgangspunkt i, er religionen et stort bedrag, som ateisterne mener?

Her ser jeg de anfægtelser komme ind, som Erik Hagens byder på, Han kender sin bibel og hefter sig ved de historier og udsagn som stadig taler til os som aktuelle problematiseringer i vort valg mellem godt og ondt, begreber vi ikke vil fraskrive os. Flugten til Egypten er stadig et aktuelt tema også uden æsel, men i løb, barnemordet i Betlehem bliver mere forståeligt ved at anskue et skoleskyderi i USA, barnet fødes ikke i en stald men under motorvejsbroen.

Hvor blev troen af, begrebet tro? Jeg ved det ikke, men jeg har den mening, at religionen i dag kræver at dækkes ind af et andet begreb, der ikke på sammen måde som ’tro’ lyder som noget, enhver kan bilde sig selv og andre hvad som helst ind med. Meningen med det ord tro er langsomt blevet nedbrudt siden naturvidenskaberne blev vores forståelsesramme, der ikke levner plads for religion. Selvom man ikke har svaret, mener jeg, man har lov til at rejse spørgsmålet.

Der er dog et af de klassiske motiver, som overlever i den traditionelle form hos Erik Hagens: Den barmhjertige samaritan. Behov for barmhjertighed uden bagtanker er stadig aktuelt og den røde tråd i kristendommen, vi bør holde fast i!

PS: Jeg har slet ikke set det hele, for der var ikke rundvisning den dag, vi var der, men til pinse vil jeg se et skab mere bliver åbnet.

Som PDF med flere billeder

Det ord tro

Altertavle Lillerød Kirke

Fra en tid med spånkurve

april 21, 2019

En tid med spånkurve

Jeg plejer at gøre meget ud af, at jeg ikke er kurvemager, når jeg fortæller om spånkurve, (hvad jeg snart skal gøre igen, dog fra en lidt anden vinkel, nemlig med vægten på en udvandrerhistorie): at jeg ikke fletter en bund, ikke fletter en kurv op og ikke river hanke og jourer.Nu får jeg lyst til at fortælle hvad jeg gjorde: jeg trak kævler op af vandhullet, jeg slog med køllen, når træet skulle flækkes, jeg barkede af, jeg kørte høvletræet ind, jeg satte inderjouren i, jeg kringskar, jeg satte hank på, jeg sømmede kurven, jeg hang kurvene til tørre og tog dem ned igen, jeg bundtede dem, jeg kørte kurvene på stationen, jeg skrev fakturaerne og opgørelser og hentede penge fra dårlige betalere i Nordsjælland, jeg udfærdigede breve, jeg ryddede op på værkstedet, jeg fyrede i det store forfyr, som naboen, ingeniør Hagens havde tegnet, jeg kørte brænde rundt i byen, jeg savede små metalrør til spanskrørshankeenderne, jeg hentede papkasser rundt om i byen. Jeg byggede et redskabsskur. Jeg rev mure ned. Jeg samlede en kurverække, da produktionen holdt op. Jeg skrev historien, jeg udgav den:

En tid med spånkurve

Hans livs eventyr

april 2, 2019

HejP2 fejrer H.C.Andersens fødselsdag ved at opfordrer lytterne til at fortælle om deres bedste eventyr. Her er mit input med udgangspunkt i en side fra Illustreret Tidende fra 5.1.1868:

Det bedste eventyr – en dag det ene, en anden dag et andet. Hvad med hans livs eventyr, det kender alle. Han skrev om spådommen, at Odense skulle illumineres til hans ære – en spådom let at opfylde. For at fejre med, bragte Illustreret Tidende et billede af barndomshjemmet, og skriver i referatet fra fejringen på Rådhuset: “Det var som et Eventyr, men det havde lært ham, at Livet selv var det deiligste Eventyr.”

“Et stort Fakkeltog bragte ham paa Festaftenen en hilsen fra samtlige Haandværkere. Der lød i Sangen disse Ord:

Skjøndt Du drog fattig ud,

Da først herfra Du vandred,

Du blev dog rig i Gud

Og deri har din Fryd Du sat

At dele ud til Andre

Dit Hjertes rige Skat.”

Den sang har vi næppe indspillet?

.

Historien om denne udklipsbog: På Vinkelvej i Lillerød var forretningen Varehuset blevet til Peters marskandiserbutik. Vi var mange, der tit lagde vejen forbi. Der fandt jeg som løsblade sider fra Illustreret Tidende, dels artiklen om fejringen af H.C.Andersen i Odense, dels hans Gudfaders Billedbog. Dem købte jeg for 10 kroner, hvad et par piger ovre i hjørnet var ved at dø af grin over: 10 kroner for nogle ulæselige sider papir! ..Nu har de et fast men primitivt omslag med ryg af gedeskind.

..

Tillægsfund da mit klip fra Illustreret Tidende kom frem: Anne-Marie Steen Petersen s portræt af føsselaren fra Politiken 1.5.2004.

.

Også tillægsfund: Litografi af ‘ Digteren H.C.Andersens Föde Sted i Odense’, tak til denne foræring fra Karen Rasmussen 😉

Vi profiterer af historien

marts 13, 2019

1939

(til dels en gentagelse fra i sommer) Anders Fogh Rasmussen : “Hvis resten af verden havde tænkt som de danske samarbejdspolitikere, ville Hitler have vundet krigen og Europa.” Let sagt – som om Danmark havde de samme ressourcer at stå imod med. Historien er noget misk mask, som ikke kan skrues tilbage. Havde nu Danmark forberedt sig bedre – så havde Hitler nok osv osv. Havde der været en Anders Fogh Rasmussen idag, hvis bomberne var faldet tæt nok? Vi profiterer alle dagligt af Danmarks dobbeltliv 40-45, men kan hygge os med at holde med modstandsbevægelsen. At Foghs synspunkter var naturlige under og mange år efter Besættelsen, forstår jeg. Har dog ikke hørt om, at Anders Fogh Rasmussen som statsminister gjorde en tøddel for at afdække kendsgerninger bag begivenhederne den 9. april 1940.
Han taler om samarbejspolitikken, som om den kan adskilles fra den politik, som gik forud for Besættelsen og som resulterede i at 9.april forløb, som den nu gjorde, som om alt var aftalt. Det var misbrug af historien, som egentlig ikke som sådan interesserede ham et hak, for så ville han så have sat en kommission på sagen!
Hvis man læser Joachim Joesten: Denmarks Day of Doom fra 1939, kan man forstå, hvis man ikke har gjort det før, at det der skete den 9. april 1940 var en helt logisk konsekvens af den politik, som var ført forud. Han forudså simpelthen, hvad der ville ske. Kun få men ikke befolkningen en masse reagerede med beskyldninger mod regeringen i starten. Heldigt at de gjorde det senere, men bestemt også heldigt, de ikke gjorde det før! Det er den dobbelthed vi må leve med. Værd at tænke på den 29.august, før man helt går over gevind af jubel over bruddet med regeringens politik.

Danmark mangler kurvemuseum

marts 11, 2019
Collage 2019-03-11 13_41_41

To bøger om virksomheder på samme vej som forsvandt

Danmark har vi flere museer, med vægt på keramik, Designmuseum Danmark, Käehler, Ehlers Samling, Clay. Ikke et eneste kurvemuseum. Har lige været med om udgivelse af bog om Lillerød Lervarefabrik, så stikker det i øjnene..

Der kan godt samles et lille bibliotek om kurvefremstilling, men historien om kurve mangler. Mange museer har kurve et sted i deres samlinger men et helhedsbillede lader sig vanskeligt samle. Det kunne måske fremstå digitalt, når alle genstande fra museerne er på nettet, men fysisk bør kurve også være tilgængelige som keramikken.

Der er også blevet lavet historiske udstillinger bl.a. denne på Moesgaard i Aarhus 2009, som jeg gennemfotograferede og satte på nettet.

Om spånkurvene har jeg sat en hel del billeder på nettet, jeg regner nok min udstilling i Glimåkra 2012 i Sverige for den vigtigste,

samt udstillingen på Pileforeningens festival 2009 i Vingsted, som ikke er at kimse af!


%d bloggers like this: