Archive for the ‘dokumentation’ Category

Lokal identitet – hvordan?

december 12, 2019

Journalen 2019

Per-Olof Johansson, Allerød

Sjællandske Mediers køb af Politikens lokalaviser set i sammenhæng med Sjællandske Mediers dækning i øvrigt af lokalstof i dagbladene, fik mig til at tænke på, hvor vigtig denne dækning er for hvor opfattelse af vor lokale identitet. Især for os, der bor udenfor København. Trods kommunesammenlægningerne i 1970 og kommunesammenlægningerne i 2007 er der vist ikke foretaget en evaluering af disse epokegørende administrative ændringer af Danmarkskortet. En sådan undersøgelse måtte naturligvis også inddrage lokalavisernes betydning. Vor opfattelse af kommunerne ville uden dem, deres forskelle til trods, netop være det administrative – økonomien, institutioner og planlægning – mens kommunernes indre kultur og dagligdag ikke ville blive samlet op. En ikke uvæsentlig faktor, som også burde indgå, er arbejdet i det lokale foreningsliv og menighederne. Arbejdet i de lokale historiske foreninger og arkiver endda særligt, da deres fokus netop er identitet, både den fælles og den individuelle. Skulle man være i tvivl herom, kan man tage det fælles tidsskrift for adskillige af disse foreninger i hånden, f.eks. Journalen nr. 2 fra i år, hvor de mange af de lokalhistoriske publikationer udkommet i 2018 får omtale. Oven i dette må man tænke sig til de gennem året udgivne medlemsblade.

Nu sidder jeg i Allerød og skriver og tænker naturligvis på de udgivelser som LAFAK, Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød Kommune har stået for siden starten i 1978. Det kan vel gå an som eksempel! LAFAK har altid loyalt forsøgt at dele sol og vind lige mellem de tre oprindelige kommuner Blovstrød, Lillerød og Lynge-Uggeløse i respekt for sammenlægningstanken. Og her er endda et ikke ubetydeligt link til Lokalaviserne – idet billederne i bogen ’Allerødbilleder 1’ netop stammer fra fotograf Jan F. Stephans donation fra tiden som fotograf på Allerødposten. Avisen gik ind i 1986, efter at være blevet overtaget af Frederiksborg Amts Avis. Nu er Sjællandske Medier som blandt så meget andet ejer Frederiksborg Amts Avis altså gået skridtet videre og har opkøbt Politikens Lokalaviser og dermed også Allerød Nyt, som udkonkurrerede Allerødposten.

LAFAK har i sine 41 år udover medlemsbladet Nøglehullet tre gange om året, udgivet otte bøger, to billedlotterier og sat to af bøgerne gratis på nettet samt opretholdt en hjemmeside. Desuden holdt tre til fire offentlige møder eller ture. Dette bygger på samarbejde med kommunen om et tilholdssted for arkivet samt en foreningsansat arkivar. Et arbejde som slet ikke kunne udføres uden bidrag fra en lille skare frivillige og en stor skare medlemmer.

Internettet får mere og mere betydning for opfattelsen af den lokale identitet og må naturligvis også inddrages i undersøgelsen. Aviserne, foreningerne og kommunen er på nettet, men der til kommer de sociale medier, hvor måske især facebook har en bred vifte af grupper med lokalt fokus.

Selvom der altså ikke eksisterer en undersøgelse af lokal identitet efter disse retningslinjer, synes jeg det er vigtigt, at vi holder os denne ramme for øje og hver i sær vedkender os et medansvar for den lokale identitet i videre bemærkelse end som skattebetalere og forbrugere af kommunal service.

 

perolofdk Instagrammer

december 11, 2019

…sig ti gange efter mig: Der er ingen snobber i Danmark.

3. indlæg med et udvalg af mine Instagrammer.

 

 

 

 

perolofdk Instagrammer

december 10, 2019

..og hvor mange indlæg om dagen? Dette er det andet, med Instagrammer..

 

perolofdk Instagrammer

december 10, 2019

Poesi i småt format – ikke haiku, men tilpasset Instagrams kvadrater. Får trang til at samle nogle sammen i bloggen, som er mere alment tilgængelig. Men hvor mange af gangen? Prøver med fire i hvert indlæg –

Tre år med Ole Bundgaard

december 3, 2019

Ole Bundgaard, separatudstilling i Gallery North. Poul Høllund Jensen i midten ser på, mens Ejler Nyhavn tv og Ole Bundgaard th underholder..

..samme som PDF

Per-Olof Johansson

Ole Bundgaard planlagde på et eller andet tidspunkt, at hans HAIKU skulle være en trilogi, og nu er så III udkommet. Hvert bind rummer et haiku til hver af et års dage – så det blive tre år med Ole Bundgaard, hvis man vælger at læse et haiku om dagen.

Det vil være en god læsemulighed – en mulighed blandt mange. Læser tit sådan. Jeg har læst de andre to bind – og efter det program, ville jeg altså kunne skrive noget om bogen om et år.

Jeg vælger noget andet. Først læser jeg epilogen, det synes jeg man skal gøre, selvom den står sidst. Det er en meget fin anmeldelse af bogen, et godt læseredskab undervejs, hvis man har behov for kasser at placere haiku’ene i.

Så læser jeg fra starten på trods af kalenderen. Nej jeg læser nok først på den dag, jeg var på, så diverse familiefødselsdage og lidt rundt omkring – men altså, fordi jeg vil vide, hvad min gode ven har skrevet – begynder jeg så fra begyndelsen. Det går der lidt tid med, inden det ringer. Det gør det så, og så glider jeg igen ned i en bølgedal inden det ringer igen og sådan et par gange. Det kunne jo være en måde at læse på – fra bølgetop til bølgetop. Men en anden dag sker der så noget mærkeligt – jeg begynder at høre Ole læse op. Han anbefaler højtlæsning, men jeg kan jo ikke læse som ham – men inde i hovedet kan jeg godt, sådan som man kan høre et symfoniorkester med både Mozart og Beethoven. Og selvom man aldrig har hørt Ole læse op, tror jeg, man vil kunne fange melodien, hvis man snor sit hoved lidt i retning af det jyske.

Så sker der noget – så kan jeg slet ikke holde op, og ideen med bølgetoppe forsvinder helt, og jeg begynder forfra. Han siger i epilogen, at formen med 5-7-5 stavelser er den som tvinger ham fremad – de andre regler for haiku tager han ikke så meget hensyn til. Hvordan digte bliver til, er vel egentlig ikke læserens sag. Det som her bliver vigtigt er, at disse kortdigte i al deres mangfoldighed og hjemhørende i mange forskellige kasser – følger en rød tråd. Skulle jeg kunne trække denne tråd frem – andre vil sikkert se noget andet. Hvad jeg læste i går – vil læst i dag være noget helt andet. Det traditionelle ville jo være at citere, nogle karakteristiske, typiske – og så nogle fejlskud.

26. Juni
Sangfuglens rede
er hos mig hos naboen
holder kragen til

27. Juni
Du lovede mig guld
og grønne skove behold
bare skovene

Ja de er da karakteristiske. Som dagens

3. December
Man siger troen
kan flytte bjerge men vi
tror ikke på det

De er hver for sig karakteristiske for Ole Bundgaard – men ens er de da ikke. Jeg kan finde et, jeg bilder mig ind at have inspireret til. Men hvem ved – det kan jo være ham, der engang har inspireret mig?

30. Juli
Hvis alt står mellem
linjerne er der kun to
at gøre godt med

Selvfølgelig sætter nogle haiku større mærke i en, som dette

31. Juli
I det øjeblik
jeg går forbi træerne
bevæger de sig

Dem er der da flere af, og jeg får den tanke, at Ole Bundgaard er sandt religiøs.
Nok med citater. Fejlskud anser jeg for at være min fejllæsning – i morgen er jeg en anden og læser anderledes.
Kalenderen har nok været drivkraften og det organiserende princip, men du kan læse hvor du vil og hvornår du vil og få noget ud af HAIKU III.

 

Ole Bundgaard: HAIKU III, 2019

Hvor er krukken?

november 18, 2019

Albert Hansen 1942

Frederiksborg Amts Avis 16. nov. 2019

 

Hvor er krukken?

I bogen om Lillerød Lervarefabrik 1870’erne til 2006, udgivet af Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød Kommuneer der faktisk ud over alle de ting, der gives forklaring på, også fortællingen om en krukke, som endnu ikke er dukket op. Det er ikke en serieproduktion, men en unika-krukke af et vist format. Krukken er i 1942 blevet drejet af pottemager Albert Hansen på Lillerød Lervarefabrik og skulle udstilles på Den Frie på Landsforeningen Dansk Kunsthaandværks forårsudstilling. Der fandtes en avisnotits om krukken og en dårlig fotokopi af et billede – men tilfældigvis dukkede originalfotoet op og nåede at komme med i bogen, så nu er vi ikke i tvivl om, hvordan den 1 meter høje krukke så ud – før den blev dekoreret af designeren og keramikeren Ville Christensen. ”Danmarks største vase lavet i Lillerød” stod der i Frederiksborg Amts Avis 25.3.1942. Albert Hansens niece omtalte billedet til en bror af en af redaktionens medlemmer – uden at vide, at en bog var undervejs, men det vidste han – og bingo! fik vi billedet i hånden!

I udstillingens katalog er afbildet en af Ville Christensens krukker – men ikke denne. Hvis den nogensinde blev klar til udstillingen, er den formentlig dekoreret på samme måde som den afbildede – med ophøjede figurer. Som museumsleder fra Vejen Museum Teresa Nielsen fortæller i bogen, kan Ville Christensen være en vigtig brik i dansk keramiks historie, i egen ret men også i kraft af, at nogle af hendes ting blev udført hos den kendte keramiker Patrick Nordström. Hendes mand var kunsthistorikeren Victor P. Christensen, som nok var den første til at udpege ting fra Lillerød Lervarefabrik som folkekunst.

Men hvor er krukken? Har nogen den, er den gået i stykker, findes der et foto af den færdige krukke før den evt. gik i stykker? Hvem ved det?

 

Ville Christensen krukke

Allt för Sverige!

oktober 28, 2019

 

Örkened Kyrka, Lönsboda

 

Per-Olof Johansson….artiklen som PDF

For niende år løber serien ’Allt för Sverige’ i SVT videre –. Ti USA-amerikanere inviteres til at deltage i en konkurrence om at være den, der kommer til at hilse på familien i Sverige. Konkurrencerne er jævnt hen tåbelige og matcher ikke den store seriøse ting, det er, at få lov til at hilsen på den svenske familie.

Jeg har før skrevet om dette, men da det hver gang trigger mig, prøver jeg igen, måske kommer andre vinkler med.

Det er på sin vis rørende at opleve disse svensk-amerikaneres begejstring ved at møde Sverige og især når de bliver bekendte med familiens historie.

Svenskere har udvandret til mange forskellige lande, så hvorfor det lige er svensk-USAamerikanere, som udvælges hvert år, kan da undre, men sådan er det altså.

Når jeg i den grad engagerer mig i den serie, er det selvfølgelig fordi jeg selv er i samme situation, som dem, bortset fra altså, at jeg bor i Danmark. Hverken i Sverige eller Danmark anerkendes indvandring fra Sverige som rigtig indvandring. Måske bilder man sig ind, at det kan sammenlignes med at flytte fra Jylland til Sjælland. Hvis der her er en lighed, er det måske snarere, at man undervurderer, at jyden er en indvandrer i København?

Hvis en kurder har en mor, der er kommet hertil som 17-årig og hans bedsteforældre i øvrigt også er kommet her fra Tyrkiet, så regnes vedkommende som indvandrer i almindelig omtale, selv om han er født her, opvokset her, uddannet her men er lidt mørk i huden.

Jeg er ikke mørk i huden, men ellers er det min situation. Jo min mor kom hertil fra Sverige og min bedsteforældre også, efter dog først at have arbejdet ti år i Pommeren. Det har jeg endda skrevet en bog om, selvom få har læst den som den indvandrerhistorie, det også er. Jeg burde, når jeg ser ’Allt för Sverige’ føle som deltagerne, måske endda være misundelig på deres gratis Sveriges-tur. Sådan har jeg det ikke. Tvært imod så undrer det mig, i hvilken grad de formår at ’føle’ sig som svenske, trods de mange andre slægtstråde, de i øvrigt er rundet af.

Jeg kender stadig til familien i Sverige, jeg har venner i Sverige, jeg kommer i Sverige, jeg ser svenske tv-programmer, jeg skriver ikke svensk, men taler det, jeg læser det. Jeg har ikke den mindste fornemmelse af at ’være’ svensk. Andre kunne måske fortælle mig om, at min sprogbrug er præget af det svenske. Jeg ved godt, at der er visse følelsesmæssige ting, som har rod i det svenske, især når det gælder mit forhold til religion. Jeg kan være usikker på at skelne mellem brug af p og b. Det er bare ikke noget, som udelukker mig fra det danske, det snarere supplerer det. Selvfølgelig stejler jeg, når der tales om ’etnisk dansker’, et begreb som tankeløst udelukker mig fra fællesskabet. selvfølgelig må jeg le, når en danskdansker debattere med en mørk dansker og mener, at hans egen oprindelse giver ham et særligt ejerskab til det danske, på grund ’hans’ tilstedeværelse her i tusinder af år, det er så at sige hans slægt, som har opbygget landet. Hvordan kan nogen bilde sig sådan noget ind, som om nogen kan føre sine slægtstråde tilbage til istiden. At udelukke danskere fra deres tilhørsforhold til Danmark, opnået ved opvæksten her, synes jeg er absurd og en plet på det Danmark, de påstår at repræsentere.

Udsendelsen er naturligvis ud over så meget andet også en veritabel Sveriges-historie, gensyn med noget jeg ved og meget, jeg intet ved om. Jeg måtte slukke ved konkurrencen i det første afsnit, hvor det gik ud på at lære at tælle på svensk med reference til, sådan som skåningerne var udsatte for efter 1658. Forsvenskningen såvel med sprog og love var bestemt ingen leg. Mine slægtstråde den gang deler sig ligeligt mellem Småland, Skåne og Blekinge, så end ikke der kan jeg påstå klarhed mht til oprindelsen dansk eller svensk.

Apropos Halfdan Rasmussen 

Apropos tidligere indlæg

OFFER 2117

oktober 17, 2019

Jussi Adler-Olsen: Offer 2117

Offer 2117

Jussi Adler-Olsens bog Offer 2117 er uhyggelig på mange måde. Den er nok mere aktuel, end lige tænkt. Man kan godt have fornemmelsen af, at det er en udvidet avisreportage, man sidder og læser.

Hvad er efterhånden usandsynligt? Flere gange stopper jeg op og tænker: Nej det er da for usandsynligt? Indtil det går op for mig, at romanen nok meget godt afspejler virkeligheden, men også bevæger sig som i et tegneserieunivers. Ihukommende Jussis tidligere liv som direktør for en tegneserieforretning. Usandynlighederne ville overhovedet ikke forekomme usandsynlige i en tegneserie.

Jo historien handler om de flygtninge, som skyller i land ved Middelhavet, men ikke som gruppe men enkeltindivider. Og om hele baggrundshistorien. Som der står på den stander, der har givet bogen sit navn: Ingen er kun et tal. At alle tilfældighederne nogen sinde kan blive en sammenhængende historie, kan læseren så sidde og undre sig over, men jeg synes den lille historie og den store historie, verdenshistorien nu, flettes dygtigt sammen. Der efterlades nogle løse ender –som de to sidste bind i serien nok vil få flettet ind.

Det er lykkedes at gøre de sidste 100 sider til de mest spændende med mange overraskelser. Som jeg ikke kan fortælle om. Som man kun kan tale om med andre, som har læst bogen. Og som måske har lagt mærke til ting, man selv er droppet forbi for at nå til slutningen. Men det vil jeg sige, som boende i Allerød, der jævnligt passerer Rønneholteparken, hvor Carl Mørcks bolig er, uden han pt bor der – dér flytter han næppe hjem til igen. Men hvem ved?

Lokalhistorie for hele landet

oktober 16, 2019

Journalen 2019 – Denne artikel som PDF

 

Mange forfattervenner beklager sig over manglende anmeldelser. Jeg stiller mig gerne op i køen. Men jeg vil også gerne gøre dem opmærksomme på, at manglen på anmeldelser ikke kun gælder skønlitteraturen, det samme gælder for faglitteratur af enhver art.For lokalhistoriens vedkommende kan man sige, at nogen har gjort noget ved det. Lokalarkiverne har samlet sig om et fælles projekt, nemlig at udgive et blad kaldet ’Journalen’, og her anmeldes lokalhistoriske publikationer fra hele landet. Jeg sidder netop med ’Journalen 2019’s nr. 2 som er spækket med anmeldelser. Jeg har talt 65! Ja tænkt lokalt, men i mange tilfælde af gode grunde interessant for resten af landet. Meget er årsskrifter med hver flere artikler, det er en skøn rundtur i det ganske land.

Da Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød Kommune, LAFAK i 1991 udgav et lille hefte ’Drømmen om Allerød’, som jeg havde skrevet, var det jo primært henvendt til borgerne i Allerød Kommune. Kommunen er en af de nye fra 1970, så jeg syntes det var vigtigt at vi fik historien med os fra de tre gamle kommuner, Blovstrød, Lillerød og Lynge-Uggeløse, samlet under én hat. Det var jo selve programmet for vor forening og har været det siden. Basis for heftets artikler, var artikler jeg havde skrevet til Allerød Posten i årene 1984-86 som freelancemedarbejder.

Den blev omtalt lokalt, men jeg sendte den også til Foreningen Danmarks Folkeminders årsskrift ’Folk og Kultur’, fordi jeg allerede dengang syntes, at man fra delen også må have udblik til helheden. Jeg var heldig – George Nellemann påtog sig at anmelde den. Han var meget positiv og sluttede vist med, at nu forstod han, at Allerød var landets centrum!

LAFAK har udsendt adskillige bøger som henvender sig til de lokale, og som en tilflytterkommune er det vigtigt med denne mulighed for tilflytteren at lære sin kommunes fortid at kende. Næste år bliver kommunen 50 år, så det er jo spændende at se, om historien skal samles op, det vides i skrivende stund ikke. Noteringen af de 25 år blev et storstilet projekt, som nok desværre er gået i glemmebogen. En redaktionskommite indkaldte beretninger fra borgerne inden for politik og

foreningsliv, og så kunne man tro det endte med en bog. Nogen fik en bedre ide, nemlig at lave et tillæg til den lokal annonceavis, som på sin side lovede at bringe de overskydende beretninger løbende i avisen. Vi sikrede os samtidig, at forfatterne gav deres minde til, at beretningerne måtte bruges elektronisk, i hvilken form de så findes i dag, dog uden at være udnyttet, men de findes på arkivet og på biblioteket. I jubilæumsåret kunne ingen altså undgå at stifte kontakt med projektet, men i hvilken grad nogen har bevaret det, ved ingen noget om. LAFAK, bibliotek og jeg har det, men ellers skal det nok betragtes som en sunken skat, som det kun er for de stædige at stifte bekendtskab med. Efter min mening er dets eksistens værdifuld.

LAFAK udsendte i 2005 en bog om Brudevæltelurerne, fordi de er fundet i nuværende Allerød Kommune i 1797, vi fejrede i 1997 de 200 år siden fundet og det blev anledningen til bogen. I kraft af emnet en bog der bør interessere hele landet. Lokalt med stor omtale, men få anmeldelser på landsplan. LAFAKS seneste udgivelse hedder ’Lillerød Lervarefabrik, 1870’erne -2006’ fra 2018. Også den er naturligvis henvendt til lokale interessenter, men da fabrikken solgte sine varer over hele landet, bør den også kunne interessere keramikinteresserede over hele landet. Der er tale om, hvad man kalder lervarer og ikke kunstkeramik, men der er en tråd til den også, i det museumsleder Teresa Nielsen fra Vejen Kunstmuseum indvilgede at skrive et oplæg til den videre forskning i kunstneres forbindelse med Lillerød Lervarefabriks.

Bogen har siden fået en anmeldelse i et nyhedsbrev for foreningen ’Keramikkens Venner’, og en omtale på Politikens bagside. LAFAK omtaler naturligvis bogen på sin hjemmeside, og som flittig bruger af facebook, Instagram, twitter og en blog har jeg naturligvis advokeret for bogen. Men altså kun én anmeldelse er det blevet til.

Lokalhistorie for hele landet

 

Den svenske fortid

oktober 5, 2019

 

Forleden præsenterede Arne Herløv Petersen sin roman Hvede i Det Poetiske Bureau. En bog om om digterne omkring Hvedekorn under Besættelsen. Jeg plejer at være der til hans udgivelser, men da sad jeg i Urshult, Småland, så den ved jeg ikke meget om. Men jeg havde netop læst Susanne V. Knudsens bog ‘På knæ for livet’ om Halfdan Rasmussen og Ester Nagel. Den er smækfuld med mange detaljer om dem og deres familie, derfor undrer det mig, at den går så let hen over Halfdans familie i Sverige. Hans mor og hendes søskende kom med deres mor til Danmark, det er hvad vi får at vide. Mon han aldrig selv har interesseret sig for den rejse? Ester og han havde sommerhus ikke langt fra selvsamme sogn Urshult, hvor Rössmåla er en af de mange ‘byer’. Mange spørgsmål dukker op.

 

Jf. udklip fra Urshult Krönika 1991 er man på stedet godt klar over forbindelsen.

 

Jeg er selv gået meget op i, hvorfor min familie landede her i Danmark fra Örkened sogn i Skåne, og med den sproginteresse, vi forventer hos Halfdan Rasmussen, må hans mors svenske diktion være blevet husket, sådan som jeg selv husker min egen mors sprog. Jo – et enkelt vers fra ‘ -og det var det -‘: “Og mor blev varm og svensk i mælet/ og talte smålandsk til min far/ der gav et vers om Gubben Noa / og sang tenor og var til nar.”

At min farfars forældre blev gift i Urshults kirke er så – ganske kuriøst! Tre af deres fire børn udvandrede til Danmark, og der led de ingen nød i kraft af et håndværk, de havde lært i barndommen (at lave spånkurve, den tids plasticpose!)

 

Kort og godt: Det gav anledning til dette.

 

**********************

 

RÖSMÅLA, Urshult, Småland

 

Stilheden

som end ikke

espeløvs raslen

kan afbryde,

stilheden som når

gennem hele kroppen,

gennemtrænger til tæerne

blodbaner og vejrtrækning

i sync med køerne

som tygger drøv

under skyggetræer,

en dag med guldkant,

her fra Urshult, Småland

flygtede Halfdan Rasmussens mor

med tre søstre og mor

fra Fattigsverige

til håb i Danmark,

nyt sprog for dem

og de børn som kom,

nyt sprog for barnet

med rim og tosserier,

Besættelsen og alvor,

jeg ser kontrasten for mig

her i Urshult, Småland

i stilheden

som end ikke

espeløvs raslen

kan afbryde.

*****

 

På knæ for livet https://perolofdk.wordpress.com/2019/08/04/5298/

https://perolofdk.wordpress.com/2019/08/05/hurtige-skift-i-slaegtstraeerne/


%d bloggers like this: