Archive for the ‘Folklore’ Category

Sort kat over vejen –

december 5, 2018
IMG_20181117_072507_369

En kat, jeg tegnede…

En ældre tekst som jeg finder, har samme aktualitet, som da den blev skrevet 2005!
Vi passerer en sort kat, den går over vejen bag os. Selvom den var kommet foran os, kunne man med sikkerhed sige, siger han, at det ikke er den sorte kats skyld, – da den jo først kom efter han blev erklæret syg. Men den sorte kat får ham til at tænke. Og da han har så svært ved at sætte ord på papiret, vil han bruge mig. Det er det folk siger når de lykkeligt er undsluppet stor fare, ulykker eller sygdom eller hvad det nu kan være, siger han. Du ved den kræftsyge som fortæller at uden grøn te, konens opofrende indstilling og hans egen stædighed, var han ikke blevet rask. Er det ikke at fælde en hård dom over dem, der ikke bliver raske? Tænk alle de tusind faktorer som indgår og som kunne have standset ham helt uanset hans jernvilje og familiens backup? De døde kan jo ikke fortælle os, hvilken storartet indsats de selv, lægevidenskaben og familien gjorde for dem, Jeg synes, siger han, at taknemmeligheden over at være sluppet igennem godt kunne tage et andet udtryk, for jeg tror det er det, det handler om. Tænk på en overlevende fra en skibskatastrofe, som føler han har brugt alle, alle kræfter og som bliver reddet: Han siger, at han havde kræfter, han ikke kendte til. Måske har de hundreder, som alligevel druknede også haft den følelse, men har mødt tilfælde og kræfter der bare var endnu stærkere? Eller koncentrationslejrfanger, de kan også sige sådan, men de kan også sige det modsatte, de kan føle sig skyldige over at have overlevet, fordi de stærkt oplever, at overlevelsen var en tilfældighed, eller at deres indsats for at overleve faktisk havde medført at andre ikke overlevede. “Gud holdt sin hånd over mig og min familie” siger nogle, som overlevede Tsunamien. Hvor tør de – fortolke Gud på den måde? Altså blev alle de andre straffede eller hvad?
På den anden side kan man jo ikke afvise egenindsatsens betydning . Jeg tror bare man kan overdrive den, siger han. Måske gør man det, for at kunne sætte ord på det store, som er sket og ordene afslører deres fattigdom eller vores fantasiløshed. Tænk hvis alle, der overlevede kritisk sygdom i taknemlighed satte livet ind på at bedre verden for de sultende ved at forlange relevante systemændringer – så kunne det blive til noget. Det er utopi, men så lad os blive fri for de selvforherligende lovprisninger over, hvordan jeg reddede livet, slutter han. Jeg kan kun finde på at ønske ham held og lykke, da vi skilles, det er vist lige på grænsen af, hvad han kan tåle at høre -.
per-olof.dk
Politikens rubrik Dag til Dag 20.9.2005
Røde Erik på langfart 2007
Reklamer

En bog om Lillerød Lervarefabrik

november 29, 2018
forside18

Omslaget til bogen viser eksempler på varer gennem tiden og og på menneskene bag,

Efter tre års arbejde, har redaktionskomiteen bestående af Arkivledren Birthe Skovholm, Formanden for Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød Kommune, LAFAK Ole Høegh Post, sekretær i LAFAK Marianne Petersen og ‘communications manager’ Per-Olof Johansson kunne sende bogen ‘Lillerød Lervarefabrik,1870’erne – 2006’ til bogtrykkeren.

Bogen ‘Lillerød Lervarefabrik,1870’erne – 2006’ udkommer medio december 2018.
Pris for medlemmer kr. 160,-
Vejledende pris i boghandlen kr. 190,-
Forudbestillinger modtages på lafak@lafak.dk

Lillerød Lervarefabriks historie rækker tilbage til 1870’erne, men er kun kendt i store træk indtil 1955, kun undtagelsesvis var produkterne indtil 1955 mærkede, så identifikationen af den enkelte genstand kan være vanskelig.Efter 1955, hvor virksomheden blev overtaget af Ejner Petersen og hans kone Tut, blev alle varer stemplet LILLERØD i bunden, og så går identifikationen meget lettere. Både før og efter 1955 blev lertøj fra Lillerød solgt over hele landet og endog i udlandet, så der er mange muligheder for at møde en Lillerød-ting, hvor man end bor i landet.

I denne bog gøres rede for historien og vises eksempler på produktionen. Ejner Petersen fortæller selv sin historie og døtrene og tidligere lærlinge giver deres besyv med. Men bogen er helt overvejende en billedbog. Vareudbuddet var bredt, så det kan kun blive eksempler alt efter samleres smag, og efter hvad der er indleveret til arkivet. Arkivet er ikke et museum, men tager meget gerne imod supplementer, som eventuelt sendes videre til Museum Nordsjælland.Museumsleder Teresa Nielsen fra Vejen Kunstmuseum giver et oplæg til den videre forskning i forbindelsen mellem Lillerød Lervarefabrik og keramikken, repræsenteret ved navne som Jais Nielsen, Karl Schrøder, Johannes Bjerg, Felix Møhl og mange flere.

Vi håber med denne bog at give historien om Lillerød Lervarefabrik en fast forankring i fakta for lokalhistorisk interesserede, samlere og keramikinteresserede.

 

To bøger om virksomheder på Tokkekøbvej i Lillerød

Sagt af børn

november 4, 2018

Dag til Dag i Politiken 8.4.2006 -et par måneder inden rubrikken blev nedlagt, fordi Tøger Seidenfaden syntes den var for pjattet.

Ikke så tit, som man kunne ønske sig, får man skrevet ned, hvad børn siger i SFO’en. Her er en lille samling. Tidlig morgen og kun få børn. To børn fra 1. klasse dukker op, og jeg møder dem i vores prægtige rotunde, så høj som en anden riddersal og jeg hilser dem chevaleresk med et langstrakt godmorgen og slår ud med armen. Hvor til drengen med et ironisk smil om læberne spørger: “Hvad skal den skide høflighed til for?” – og det skal man lægge øre til, i disse for vort land så alvorlige tider, hvor høflighed påny er blevet en dyd ! Nogle drenge fra 1.klasse har været uden for hegnet og modtager de nødvendige formaninger – påstår ikke noget om “at det vidste vi ikke” osv. Et par dage efter synes jeg, jeg bør komme ind på sagen igen – der har været opstrammer på børnemøder – og jeg udpeger hegnet, som nok er nedtrådt, men markeringen er da ikke til at misforstå. Det påstår de heller ikke, tvært imod. Muhammed siger: “Vi har trods alt gået i skole halvandet år!” Jakob fra børnehaveklassen har spist to af sine madder og jeg prøver at motivere til at spise én mere. Det viser sig at være en med frugtpålæg og jeg siger: Det er jo den rene dessert – om han ikke plejer at kaste sig over desserten. ”Hvis det er pandekager, så kaster jeg mig over desserten, men ikke over en rugbrødsdessert!” Tidlig morgen. Jeg sidder ned. Emma på 7 år står og ser indgående på mig og tegner på min pande og siger: Du har sådan en glad mund i panden! Ja så er der noget ved rynker! Kollega Margrethe går forbi på gangen, og jeg råber ud: ‘Godmorgen Margrethe!’. Robert fra børnehaveklassen siger med blink i øjet:’ Sig mig – er hun dronning?’ ‘Nej’ siger jeg, ‘dronning Margrethe arbejder ikke her.’ ‘Det vil ellers være sejt’, siger Sebastian fra første, ‘-så kom hun med toget fra København’. Dreng trykker sig op ad børnehaveklasselæreren og siger: ‘Ih hvor du dufter dejligt Else’. Else kror sig lidt og siger, at det lyder godt. ‘Ja’ siger knægten, ‘ du lugter så dejligt af sprinklervædske.’
per-olof.dk

Med hudfarven til forskel

september 3, 2018

 

Indvandrere_1902_lille

Indvandrere og sæsonarbejdere, alle fra Sverige i Lillerød/Allerød 1902. Carl Johansson th. forestod salget og kaldte sig derfor Johansen – for at kunne anprise sine varer som langt bedre end de importerede svenske – selvom ingen dansker på hans tid var involverede i fremstillingen – alle var svenskere!

Hun er mørk, hun er fem år, hun står med hovedet inde i ribsbusken på fællesarealet, og jeg spørger hende om noget, og hendes svar får mig til at tænke på min egen situation som indvandrebarn.

Vi var jo ikke mørke, og som voksen har jeg tit fået breve adresseret til Per Johansen – den ultimative anerkendelse som DANSKER. Farfar og farmor kom fra Sverige, mamma også og farfars bror og hans kone også. For at farbror Carl, som vi kaldte farfars bror, skulle kunne reklamere for varerne som DANSKE, kaldte han firmaet for C. Johansen og anpriste sine varer som langt bedre end de importerede svenske – selvom ingen dansker på hans tid var involverede i fremstillingen – alle var svenske indvandrere!

Det har altid været morsomt at fortælle anekdoter om to af mine ældre brødre, som skønt født her talte svensk og af nabobørnene derfor blev drillet med at blive kaldt svenske djævle. Var det egentlig morsomt? De talte svensk – men forstod åbenbart også at skelne mellem miljøets göingedialekt og det högsvenska, for da farbror August sagde ”Jasau ni mauler” (nå I maler) så svarede purken ”Nej vi målar!”

På mine skuldre som den yngste faldt så det lod, at blive opkaldt både efter farfar Per og morfar Olof og med en bindestreg skulle ligestillingen understreges. Men den danske præst i dobbeltsognet Blovstrød-Lillerød nægtede mig bindestregen, det var ikke DANSK, og derved blev det, så Per-Olof er kun mit nom de guerre! En dag gik det op for mig, at nok er mit navn mit, men at det også repræsenterer slægstræet – Johan er jo farfars far!

Måske derfor har jeg altid haft et godt øje til indvandrersnakken – at være en del af gruppen, men på grund af hudfarven dog ikke. En del af mit liv er gået med at fortælle et aspekt af vores historie, nemlig om hvorfor vi er havnet i Danmark, hvilket man kan læse om i bogen ”En tid med spånkurve”. Indvandreraspektet er dog måske ikke kommet så tydeligt frem, som jeg i dag kunne have ønsket.

Hvordan beskrive, hvor hurtigt indvandrerhistorier fortyndes, når familien ikke er mørk for ikke at sige ikke sort? Min børnebørn har naturligvis været tvangsindlagt til at hører historien, men i deres slægtstræ er der allerede mangfoldige andre ”oprindelser” at skrive historier ud fra, Thy, Sønderjylland nord og syd for nuværende grænse, og længere tilbage Sydtyskland, Schweiz.

Og så spørger jeg hende den lille mørke pige i ribsbusken, om hun ikke synes ribsene er sure, og hun svarer rapt uden at værdige mig et blik: ”De er eddermame ikke sure!” Lige der kunne jeg altså ikke høre hudfarven! Men i modsætning til mig skal den pige resten af sine dage på grund af Pia Kjærsgaard og konsorters snak om indvandrere føle sig udpeget og udskammet som indvandrer. Mod det var betegnelsen svenske djævle nok for småting at regne.

 

 

Billeder af spånkurv dokumentation

juli 13, 2018

    

Mange detaljer drukner, når historien fortælles, så kan samtidens billeder afsløre, hvad der også var en del af tiden..det var en tid med spånkurve..plasticposen opfundet i 1960 tog i løbet af årtiet over..

Oprydning har sin pris – men også fordele. Her tre af mange billeder med spånkurv. Det ved dengang bare en kurv, fordi det var den mest almindelige. Nutidens børn må man måske forklare, at bogens titel ikke betyder ‘anti jul’ men bare: ‘På vej mod jul’! Tegneren hedder Ingeborg Hyldahl. Fra hhv. 1946, 1941 og 1948. #spånkurv

Dansk OG svensk

juni 16, 2018

Kirken i Lönsboda, Örkened sogn i Osby, Sverige

This church and its parish Örkened means a lot to me. From here my father’s family came to Denmark 1900 to make splintbaskets and since my mother 1920.

Until 1658, it was part of Denmark, but had to go to Sweden as part of the peace agreement. The locals protested and in 1678 the Swedish king Karl XI burned the parish as a punishment for their opposition.

Jeg administrerer en gruppe på Facebook for Dansk Svensk Forfatterselskab sammen med Jonas Rasmussen. Med min specielle relation til Sverige har jeg ikke vanskeligt ved at supplere diverse informationer om møder mv med links og egne input.
Dette er så et indlæg med links til nogle af de artikler, jeg i tidens løb, har sat på nettet med relation til forholdet dansk svensk.

Historien Sverige kryber udenom
https://perolofdk.wordpress.com/category/goinge/

Den glemte indvandring
http://per-olof.dk/glemt_indvandring.pdf

Roman eller forskningsprojekt
https://perolofdk.wordpress.com/2014/06/11/roman-eller-forskningsprojekt/

Den usynliggjorte indvandrer
https://perolofdk.wordpress.com/2010/03/25/den-usynliggjorte-indvandrer/

Her i Øresundsregionens litteraturhistorie
http://per-olof.dk/poesi4.pdf

Danske i Sverige
http://per-olof.dk/isverige.pdf

Forsvensket til forvansket historie
https://www.academia.edu/24739025/Forsvensket_til_forvansket_historie

Om religiøse spor i en slægt
https://perolofdk.wordpress.com/2016/07/14/om-religioese-spor-i-min-slaegt/

En tid med spånkurve
http://per-olof.dk/spaanbog.htm

En postsag – som ‘Dag til Dag’-sag

marts 23, 2018
FrederikIX

Et frimærke som vækker en erindring..

En postsag – som ‘Dag til Dag’-sag

En mærkelig historie kom der ud af at bestille en elektronisk dims over nettet.

Da jeg var knajt, havde jeg en patruljeassistent, der altid lå i badekarret, når jeg ringede til ham. Så hvis Muddi skulle have en besked, skrev jeg et brev til ham i blå kuvert og med 15 øres frimærke og postede det, når jeg gik i skole, så havde han det om eftermiddagen.

I 15 år skrev jeg fakturaer for mine forældres firma, også de otte år jeg boede i Jylland, posten gik jo fra dag til dag.

Der i Randers fandt jeg på at abonnere på Dagens Nyheter og fik i den anledning en postboks, for så kom avisen samme dag, bare om eftermiddagen. Da jeg flyttede til Lillerød gentog jeg det med postboksen, men efter nogle år kom den svenske avis først næste dag. Men nu var jeg blevet vant til postboks, og det fortsatte 30-40 år. Jeg ventede jo altid på et eller andet forlagsafslag, eller på at se efter om mit indlæg var i avisen, så utålmodigheden kunne tøjles med postboksen.

For nogle år siden fandt postvæsenet så på at de ville have penge for leje af postboks, og så hørte jeg op med den. Det var besværligt, man skulle ændre adresseangivelser mange steder. Box 58 optræder nok et eller andet sted på nettet stadigvæk. Den nye lejer var flink til en overgangsperiode at omadressere og postvæsenet kendte mig, så tit omadresserede de selv endog flere år efter, byen hedder jo Lillerød.

Nu er tiderne virkelig blevet andre. Vi taler lige så tit om posten som om vejret, begge lige usikre. Om fem dage kan brevet være fremme – hvis vi er heldige. To -tre dage om ugen uddeles der slet ikke post. Posthuset er nedlagt og flyttet til supermarked udenfor byen.

Jeg surfer på nettet for at finde en powerpointpointer til en rimelig pris. Havner på en hjemmeside med både dyre og billige versioner og finder en i mellemprisklasse og en lille tekst fanger min opmærksomhed: ”hvis du bestiller en vare indenfor 24½ minut bliver den sendt i dag.” Klokken var lidt over halvfire om eftermiddagen. Hvis det ikke var for den oplysning, var det ikke sikkert, jeg havde taget mig sammen til at bestille, men det lød så fristende og usandsynligt, at jeg besluttede mig og bestilte den der hvad-den-nu-hedder. Kort efter fik jeg mail om, at varen var sendt, og her til morgen en sms om, at varen nu kan hentes i pakkeboksen nede ved Kvickly. Voila!

Dalmåleri: Tafla från Floda

oktober 29, 2017

aangfartyg

Et Dalmåleri fra 1843 som jeg købte i et antikvariat i Stockholm i 1979. Det var første gang jeg var i Stockholm, og jeg måtte nødvendigvis have en souvenir med mig hjem. Jeg har siden set dalmåleri på stederne og museer i Sverige og har haft et udvalg i en bog, men dette ångfartyg er aldrig dukket tilfældigt op. Det har så siden henlevet et liv i anonymitet i min samling.

Nu ved jeg så dette: Billedet er malet af Sämskar Lars LarsSon fra Leksand (1824-1905) i 1843. Det blev gengivet Ernst Bosæus: Nytt tafvelgalleri från stugor i Dalom, bind 2 fra 1882. Mit blad er fra udgaven fra 1905. Det går for at være en troværdig gengivelse af originalen på grundlag af tegning af Bosæus. I 1949 fandtes originalen endnu, så mon ikke den stadig eksisterer et sted.

Vejen til denne afklaring forløb således:

Forleden købte jeg Svante Svärdströms bog om Dalmålningar fra 1944, pænt indbundet kr. 100,- og den gamle interesse flammede op. Hidtil havde jeg fundet hans udvalg af billeder fra 1957 fuldt tilstrækkeligt for mit behov, skønt uden gengivelse af ångfartyget. Søgning på nettet gav så et resultat – en sort/hvid gengivelse, hvor der stod, hvor billedet var gengivet, nemlig i en bog af Bosæus fra 1870. Lidt unøjagtigt, som det skulle vise sig. Af yderlige søgning på nettet fremgik det, at Svärdström havde fået en nyere efterfølger fra 2007, ’Dalmåleri’, en moppedreng på 608 sider, som endnu kan købes til overkommelig pris. I første omgang kunne jeg ikke finde ångfartyget hverken gengivet eller omtalt. I Svärdströms doktorafhandling om forlæggene til dalmålningar fra 1949 fandt jeg så en længere omtale af Bosæus. Bogen var udkommet i tre omgange med fælles billeder i et vist omfang, men også med særindhold. Her er billederne også beskrevet ved titel, og ångfartyget optræder først i udgaven 1882. Der fremgår, at det også er med i udgaven 1905. Også fremgår det, at originalen endnu eksisterer i 1949– men ikke hvor. Med hvad jeg så ved om billedet, giver det mig mulighed for at slå op i bogen om Dalmåleri fra 2007 og komme billedet nærmere. Lars Larsson får en længere omtale, jeg får endda et portræt af ham, et foto af hans bolig og gengivelse af flere af hans malerier. Han signerer billederne LLS og kaldes Sämskar Lars Larsson. I listen hos Svärdsström 1949 nævnes, at Bosæus i de tre udgaver i alt gengiver 60 dalmålningar. Den første udgave kan findes digitalt gengivet, den yngste er tilgængelig antikvarisk. Udgave to har altså et antal gengivelser som vi ikke kender, fem af dem kun kendt derfra. At Bosæus ikke er genudgivet med samtlige 60 billeder kan derfor undre.

Men jeg fandt altså mange svar på mine spørgsmål om min gamle souvenir, uden dog at komme selve originalen nærmere.

Fragmenteret historie

august 28, 2017
Dronning Alexandrine

Dronning Alexandrine malet til Frederiksborg Slot af G.F.Clement

Jeg ved en del om familiens historie. Og dog. Mine bedsteforældre kom fra Sverige til Wolgast i Pommern o. 1889 og flytter til Danmark 1900. Farfar dør 1942, det år jeg bliver født. Farmor dør 1946 hvor jeg er 4 ½ år. Jeg kan huske hende. Kun et brev til min mor er bevaret, Og det handler om hvilke blomster, der skal vandes mens hun besøger sin datter.
.
.
På Frederiksborg Slot hænger billeder af den kongelige familie, men Margrethes farmor mangler, hvorfor? Hun kom fra Mecklenburg, blev gift som 18-årig med prins Christian af Danmark 1898. 1912 bliver hun dronning. Pommern og Mecklenburg ligger tæt på hinanden, hvad mente min farmor om den dronning? Hun har meget troende, det ved jeg, om hun har royalist ved jeg ikke. Oplevede hun som indvandret til Danmark fra samme hjørne af Tyskland nogen form for skæbnefællesskab? Så lidt jeg ved om Alexandrine. Hendes nevø blev adjudant for Werner Best under Besættelsen? Hvordan blev det håndteret? En periode i min barndom havde jeg et portræt af hende hængende. Nu hænger hun ikke engang på Frederiksborg Slot.
.
.
Min bror Kurt, som døde 2015, var royalist som mange danskere, så mødet med dronningen på Femø, mens han var formand for beboerforeningen, var en stor dag i hans liv. Hans samtale med dronningen havde blandt andet drejet sig om deres familiære forbindelser til Sverige. Dronningen tog en serviet og tegnede en spånkurv, sådan som hun huskede dem fra somrene på Gråsten, for Kurt fortalte om det produkt, som havde bragt vore bedsteforældre til Danmark. Vi, også jeg så lidt royalist jeg er, bebrejdede ham, at han ikke havde sikret sig servietten!
.
.
I modsætningen til dronningen, hvor hver eneste ny generation har bragt en ny nation ind i familien, så er alt, vi ved om vor familie, at den har rødder i Blekinge,Småland og Göinge indenfor en radius af højst 100 km. flere hundrede år tilbage. Når den svenske del af familien kom på besøg, var Frederiksborg Slot et af de steder, de skulle se. Så så de det billede af Alexandrine, og min farmor tænkte måske ved det billede på sin tid i Tyskland, og jeg tænker ved synet af det billede af Margrethes farmor på familiens tid i Tyskland, som jeg ved så lidt om.
.
.
[startet som note på facebook]

Farvegengivelse af L.A.Ring eftersøges

juni 30, 2017
Pige med spånkurv 1883

L.A.Ring: Tiggerbørn udenfor en bondegård.1883. Gengivet fra Projekt Runeberg: Karl Madsen: Dansk Malerkunst.

Fordelen ved at eftersøge noget åbent på Internettet såsom i en blog er åbenbar: man når længere ud. Jeg har oplevet, at jeg har fået reaktioner både 10 og og helt op til 13 år efter, jeg satte en hjemmeside på nettet.

I de mange år jeg har samlet på fotos, malerier og skulpturer med spånkurv, har jeg ikke kunnet finde en farvegengivelse af dette maleri fra 1883 af L.A.Ring af to tiggerbørn. Denne sort/hvide gengivelse er fundet i Runeberg-projektet i Karl Madsens bog Dansk malerkunnst.   Billedet angives som ‘Privateje’, og jeg mindes at have set det gengivet i et auktionskatalog af ældre årgang. Jeg havde ventet at finde billedet på den store Ring-udstilling på Ordrupgaard, men blev skuffet. Nu prøver jeg så at spørge her i min blog.

Jeg har en stor samling af den slags billeder. Spånkurvene selv er jo forsvundet, og museerne har ikke haft øje for omfanget af brugen af spånkurve, fra tiden før papkasser og plasticposer. Med de trods alt talrige billeder, hvor spånkurven indgår, mener jeg at kunne dokumentere omfanget. Selve kurven er sjældent i fokus og nævnes derfor sjældent i beskrivelserne af billederne. Jeg har skrevet en længere artikel om dette på engelsk med mange referencer, men har endnu ikke fundet det rette sted at få den optaget.


%d bloggers like this: