Archive for the ‘Ikke trykt’ Category

Lur og sang

juli 15, 2019

Bronzealderlur på forsiden

 

Hvorfor en lur på forsiden af en sangbog? Jo, stammer nok fra Grundtvigs sang ‘Sol er oppe’ hvor det hedder:

Højt det gjalder,
luren kalder
kæmper op fra morgenblund,
stolper knage,
luer brage,
blusse over grønne lund.
Vågner! ej til gammens tale,
vin og smil i kongesale!
Hildurs leg er nu for hånd.

På den ældste sangbog fra 1918 anes endnu luren på forsiden. På forsiden står med håndskrift: Arvid Johansson, Lillerød, Danmark – min far. Min musikalske storebror Stig har noteret adskilligt i den. I Sangbogen Danmark, 10. oplag 1943 dominerer luren på anden vis i Aage Jørgensens streg – han har også lavet bogens vignetter hans signatur ses på et enkelt af billederne s. 241. De er ikke så grovkornede som luren! Hans tegninger i Danske Landsbykirker fra 1953 holder den dag i dag. Lurtegningen fandt så vej til Klaus Rifbjergs digtbog ‘Fædrelandssange’ 1967 uden tegneren nævnes, kun sangbogens forlag krediteres. Sangbogen fra 1918 har små notet med her: Gammens tale= elskovstale, lystig tale, Hildurs leg= Kampen,(Hildur=kampgudinde). Rifbjerg burde naturligvis have haft stedet Brudevælte med blandt de behandlede lokaliteter.Lurblæserne på Rådhuspladsen i det mindste, han passerer jo Rådhuspladsen et par gange i ‘Drømmen om København’. Sangbogen har han sikkert kendt, så forslaget til omslaget er nok hans eget. :

 

Reklamer

Om digtoplæsninger

juli 6, 2019

Kladdebogen 4. juli 2019

1:

Lad os starte med et dagbogsblad:

FOURTH OF JULY 2019

Han stiger ud i opgangen
for at hente aviserne
og der finder han den røde tråd
fra gårsdagens oplæsning
faldet ud af hans
‘Henvendelser som digte’
fra digtet med linjen
‘stop produktionsprocessen,
gå nye veje’ fra 1974.
Helt almindelige så de ud
som et strøg på Strøget,
femogtyve i rollen som digtere
spraglede, fyrværkerier, heksebryg,
helt forvandlede ordmagneter
klar til verdens køleskabe
“Så hør dog efter” nye generationer
i Karens Minde Kulturhus med
extra extra sommerdigtaften.
I postkassen brev fra Gyldendal
som han fik dem i halvfjerdserne
afslag på afslag på afslag.
Han lader det ligge lidt
ovenpå Politiken, Københavneravisen,
leger med tanken: GYLDENDAL,
bliver sin egen Hassan
inden han åbner tilbuddet om fire bøger
til de udmeldte af Bogklubben:
“Få det bedste ud af ferien”.
Helt glemt er han ikke.

 

2. Lignende overvejelser en anden dag

Om digtoplæsninger

Jeg vil se om de to ting om digtoplæsninger, som ligger mig på sinde, kan finde sammen i en enkelttekst.

Det handler dels om den manglende medieopmærksomhed, der er om digtoplæsningsscnenerne. Dels handler det om, hvad der bliver præsenteret på oplæsningerne.

Det første først. Jeg er gammel, men har ikke været med på de tidlige oplæsninger i Huset i København eller andetsteds. For mig begyndte det nok, da jeg blev inviteret til at være med i en oplæsningsgruppe, som kaldte sig Poesitur 2000. ’Vi’ var Birgit Filskov. Per Nielsen, Bert Blom Lena Krogh Bertram, Benny Pedersen, Jørgen Rasmussen, Viggo Madsen, Anni Broue og jeg selv.Vi indspillede en CD, fik teksterne udgivet i bogform og drog landet rundt og læste op. Derfra var springet ikke langt til Underskoven i Huset og mange andre steder. Jeg ved, der findes mange steder, jeg ikke har været. Men hvad der karakteriserer stederne, hvor jeg har været, er nok, at jeg ikke erindrer nogensinde at have mødt kendte anmeldere ved disse arrangementer. Man kunne tænke sig, de stak næsen ind, for at se, hvad der foregik. Selvfølgelig har man været tilhører ved oplæsninger med ’kendte digtere’, men de ansigter har heller ikke vist sig til ’åbne scener’, bortset fra Benny Andersen som inviteret gæst. Jo og en enkelt mindeværdig undtagelse Vagn Steen. Og et rykind fra Forfatterskolen mindes jeg heller ikke.

Hvad vi præsenteres for ved de åbne scenearrangementer er næppe noget der bør udråbes til den store litteratur. Men det er ærlige udtryk for digteriske bestræbelser, som prøver sig frem i mødet med et publikum. Og så er det åbenbart sådan, at træder man et trin op ad kendistrappen, vender man ryggen til de åbne scener. Ja der er undtagelser, Viggo Madsen f.eks.

Jeg ved ikke, hvad vi skal lægge i det, synes bare det skal nævnes, stå et sted: at sådan var og er det.

Som oplæser af digte går man mange faser igennem, fra det nervøse til det mere bevidst afprøvende. Den mest udfordrende scene jeg har læst op på, det er standen for Foreningen for Danske Kulturtidsskrifter, hvor jeg i mange år som medlem med mit nettidsskrift Splints & Co. havde anledning til at optræde sammen med Poesitur-digterne. Man måtte virkelig her tænke på omstændighederne, når man læste op på standen midt i menneskemylderet.

Jeg valgte tit at have noget nyskrevet, inspireret af de omstændigheder, jeg forventede at møde. Det gav en særlig art tekster, som ellers ikke var blevet skrevet. Her to eksempler, Takkedigtet og Gå videre digtet.

Takkedigtet (synges på melodien til ’Sur sur sur, lille bi omkring’)

Tak tak tak.

Mange mange tak.

Tak tak tak tak.

Tak tak tak tak.

Tak tak tak tak.

Tak tak tak tak.

Mange tak.

Mange mange tak.

Tusind tak.

Tusind tusind tak.

Tak tak tak tak.

Tak tak tak tak.

Tak tak tak tak.

Tak tak tak tak.

Tusind tak.

Tusind tusind tak.

Gå videre digtet

Gå videre

Gå videre

Der kommer et nyt digt om lidt

Der er flere digte undervejs

Nye digte

Anderledes digte

Mere spændende digte

Mere vedkommende digte

Gå videre videre

Gå videre

De synger længere fremme

De er lettere at forstå længere fremme

Mere på bølgelængde med dig selv

Det næste er hele tiden det bedste

Forventningens glæde

Hele tiden til stede

Gå videre videre

Gå videre

Det bliver meget bedre hen ad vejen

Mange gange har jeg læst op i Karens Mindekulturhus og senest tænkte jeg meget på de mange jeg’er, vi der præsenterer hinanden for. Disse overvejelser mødtes med tanken om, at det ville være godt at kunne sine digte udenad. Det kan jeg ikke for ret manges vedkommende. Tænkte jeg måtte kunne skrive noget, som jeg dog kunne uden ad. Det skrev jeg og brugte jeg. Lad det slutte denne lille opsang. Som en hilsen til de digte, jeg kaldte Livstegn, men som nogle kaldte konkretistiske.

JEG

Jeg jeg jeg jeg jeg jeg Jeg jeg jeg jeg jeg jeg

Jeg jeg jeg jeg jeg jeg Jeg jeg jeg jeg jeg jeg

Jeg jeg jeg jeg jeg jeg Jeg jeg jeg jeg jeg jeg

Jeg jeg jeg jeg jeg jeg Jeg jeg jeg jeg jeg jeg

Jeg jeg jeg jeg jeg jeg Jeg jeg jeg jeg jeg jeg

Jeg jeg jeg jeg jeg jeg Jeg jeg jeg jeg jeg jeg

Jeg jeg jeg jeg jeg jeg

Sagde han.

 

 

 

3. og slutte af med en tegning.

 

Oplæsningssituation

Både by og land og ikke enten-eller

juni 30, 2019

Grøn kile ind til Lillerød

Et land er både by og land og ikke enten eller

Redaktør på Politiken Marcus Rubin går i et synspunkt på Politiken ind for, at vi dropper idylliseringen af landet udenfor byerne.

  • Det rigtige Danmark ligger på stenbroen.
  • Til dette synspunkt fik han mange gode reaktioner på nettet. I avisen blev der plads til ,at det socialdemokratiske folketingsmedlem Rasmus Stoklund fik ordet (28.6.2019)  til et særdeles fornuftigt svar. Jeg sendte også et svar, men klart at Stoklunds blev det udvalgte. Jeg får imidlertid formuleret mig ud fra min egen situation, og mener, mine argumenter bør få en vis vægt i den lokale debat i Allerød, så derfor sætter jeg mit refuserede indlæg her i min blog.

Politikens nej til land?

Marcus Rubin skriver om by og land. (23.6.2019). Han lever som inkarneret bymenneske i den forestilling, at by er by og land er land, og by vinder over land og opfordrer til, at vi opgiver lovprisningen af livet på landet. Det kan være han får ret, selvom præmisserne er gale. By og land behøver ikke nødvendigvis at være modsætninger i den grad, som han beskriver det, det afhænger helt af planlægningen.

Marcus Rubin bruger sig selv som eksempel, lad så også mig bruge mig selv. Jeg bor midt i Lillerød, men udsigten er land, fordi Statens Seruminstitut indtil for nylig ejede to gårde i Lillerød. Endnu en gård mere ligger her sammen med de to andre tæt på Lillerød Kirke og gør det relevant at kalde området Lillerød Landsby. Planlægningsmæssigt er de sidste rester af gårdenes marker udlagt som bevaringsværdig grøn kile ind i byen. Men hvordan måler man kulturhistorisk værdifuld og rekreativ værdifuld op mod et politisk flertals ønske om flere beboere i kommunen for at sikre kommunens overlevelse som kommune? Lillerød blev hovedbyen i den nydannede Allerød Kommune i 1970, som dannedes sammen med Blovstrød og Lynge-Uggeløse., en meget grøn kommune, landbrug, skove og med store militære arealer som buffer mod Storkøbenhavn. Befolkningsforøgelsen siden har været enorm, så der er sket store indskrænkninger i det grønne på vej mod målet – Marcus Rubins storby?

Allerede i 1943 kunne civilingeniør Henrik Halberg, som da udarbejdede en dispositionsplan for Lillerød Kommune, se det, og som jeg refererede til i heftet ’Drømmen om Allerød’ i 1991. Han så det som det store held, at Staten havde erhvervet gården Hvidesten: ”således, at der ikke i overskueligt fremtid kan blive tale om, at Hvidesten bliver inddraget til bebyggelse”, ..”Dette giver en naturlig begrænsning af byen mod vest til stort held for byen, der på denne måde vil beholde åbent landbrugsareal så godt som lige ind i sin midte, der hvor kirken og den gamle landsby findes.” 1943!

Men nu har Statens Seruminstitut solgt den ene gård, Hvidesten til en svensk kapitalfond, og efterladt den anden gård, Toftehavegåd og den væsentligste del af jorden – til hvilken skæbne?

Vi lever nu i den uoverskuelige fremtid, hvor den overordnede planlægning er løs i fugerne og med et tilflytterflertal, som måske er offer for samme by-fascination som Marcus Rubin. Toftehavegård lader Staten og kommunen forfalde, og den økonomiske nødvendigheds-filosofi skal nok få sat tænderne i græsmarken.

Men nej, den hårde grænse mellem by og land er ingen nødvendighed, kun en grænse i hovedet på folk med begrænset fantasi.

 

 

Lillerøds grønne kile

Facebookgruppe: Lillerød Landsby

Grøn kile til Lillerød Landsby og Lillerød Kirke.

Erik Hagens i Skovlunde Kirke

juni 3, 2019

 

Erik Hagens: Den barmhjertige samaritaner

Erik Hagens i Skovlunde Kirke

Per-Olof Johansson

Jeg kan ikke forestille mig, at en lignende kirkeudsmykning skulle være at finde noget andet sted i verden, som den Erik Hagens har udført i Skovlunde Kirke.

Vist er referencerne til Biblens nye testamente utallige, men de er så anderledes end man er vant til. I Ribe Domkirke har Carl Henning Pedersen malet en udsmykning, som da vist slet ikke refererer til noget kristent. I Lillerød Kirke har Mogens Koch med en altervæg refereret til et skriftsted, som kun er synligt en halv meter fra og med et stort kors, som beskueren nærmest skal tænke sig til. Hvis man skal sammenligne udsmykningen i Skovlunde Kirke med noget, må det være med de middelalderlige kalkmalerier, hvor motivernes tid er tilblivelsestidens ’her og nu’,

Jo i Skovlunde er der bibelhenvisninger og skabe, der skal åbnes ved de kirkelige højtider, der er altertavle, i den forstand er der linket til historien. Men når vi går til billedsiden er det illustrationer af vor tid, vort tøj, vore omgivelser sådan som vi kender det fra Erik Hagens’ Esbjergevangelium. Det er ikke ’troen’ som fremstilles eller evalueres, det er tidens dilemmaer mellem godt og ondt. Det er ikke apostlene, som er samlet om bespisningen, men vor samtids etiske fyrtårne. Pinseunderet er ikke noget magi, men bøgerne og mediernes verden, som bærer budskaberne frem i alle tungemål.

Kristendommen er i dag i modsætning til, som den fremstilles på kalkmaleriene, funderet i historien, verdenshistorien som starter i år nul. Men det turde i dag stå klart, at denne historiske reference er gal. Den fungerer ikke mere. I den svenske forfatter Hjalmar Söderbergs bog ’Den forvandlede Messias’ fra 1938 blev konklusionen, at man ud fra de fire evangelier næsten ingenting kunne sige om den historiske Jesus’ lære. Dødehavsrullerne har vendt op og ned på dette, hvis det holder stik, hvad den amerikanske forsker i Dødehavsrullerne Robert Eisenman har fundet frem til. Hans datering af Dødehavsrullerne er omstridt. Han placerer dem i den tid, som evangelierne foregår, og historien bliver derved en ganske anden. Jesus bror Jakob har en hel anden central rolle i den første menighed i Jerusalem, end vi har vidst. Paulus forvandler budskabet fra rent jødisk til at gælde ’alle’, og lægger dermed kølen til det, vi i dag forstår som ’Kristendom’. Er da det hele en fiktion, den vesterlandske kultur har taget udgangspunkt i, er religionen et stort bedrag, som ateisterne mener?

Her ser jeg de anfægtelser komme ind, som Erik Hagens byder på, Han kender sin bibel og hefter sig ved de historier og udsagn som stadig taler til os som aktuelle problematiseringer i vort valg mellem godt og ondt, begreber vi ikke vil fraskrive os. Flugten til Egypten er stadig et aktuelt tema også uden æsel, men i løb, barnemordet i Betlehem bliver mere forståeligt ved at anskue et skoleskyderi i USA, barnet fødes ikke i en stald men under motorvejsbroen.

Hvor blev troen af, begrebet tro? Jeg ved det ikke, men jeg har den mening, at religionen i dag kræver at dækkes ind af et andet begreb, der ikke på sammen måde som ’tro’ lyder som noget, enhver kan bilde sig selv og andre hvad som helst ind med. Meningen med det ord tro er langsomt blevet nedbrudt siden naturvidenskaberne blev vores forståelsesramme, der ikke levner plads for religion. Selvom man ikke har svaret, mener jeg, man har lov til at rejse spørgsmålet.

Der er dog et af de klassiske motiver, som overlever i den traditionelle form hos Erik Hagens: Den barmhjertige samaritan. Behov for barmhjertighed uden bagtanker er stadig aktuelt og den røde tråd i kristendommen, vi bør holde fast i!

PS: Jeg har slet ikke set det hele, for der var ikke rundvisning den dag, vi var der, men til pinse vil jeg se et skab mere bliver åbnet.

Som PDF med flere billeder

Det ord tro

Altertavle Lillerød Kirke

Fra en tid med spånkurve

april 21, 2019

En tid med spånkurve

Jeg plejer at gøre meget ud af, at jeg ikke er kurvemager, når jeg fortæller om spånkurve, (hvad jeg snart skal gøre igen, dog fra en lidt anden vinkel, nemlig med vægten på en udvandrerhistorie): at jeg ikke fletter en bund, ikke fletter en kurv op og ikke river hanke og jourer.Nu får jeg lyst til at fortælle hvad jeg gjorde: jeg trak kævler op af vandhullet, jeg slog med køllen, når træet skulle flækkes, jeg barkede af, jeg kørte høvletræet ind, jeg satte inderjouren i, jeg kringskar, jeg satte hank på, jeg sømmede kurven, jeg hang kurvene til tørre og tog dem ned igen, jeg bundtede dem, jeg kørte kurvene på stationen, jeg skrev fakturaerne og opgørelser og hentede penge fra dårlige betalere i Nordsjælland, jeg udfærdigede breve, jeg ryddede op på værkstedet, jeg fyrede i det store forfyr, som naboen, ingeniør Hagens havde tegnet, jeg kørte brænde rundt i byen, jeg savede små metalrør til spanskrørshankeenderne, jeg hentede papkasser rundt om i byen. Jeg byggede et redskabsskur. Jeg rev mure ned. Jeg samlede en kurverække, da produktionen holdt op. Jeg skrev historien, jeg udgav den:

En tid med spånkurve

Ny videnskab:Regelvidenskab

januar 26, 2019

Ny?  videnskab: Regelvidenskab

Definitionen: Regelvidenskab er videnskaben om reglers opståen, udformning, brug og afdøen.

Regler ligger naturligvis i traditioner, implicit i jura og teologi – men i min neutrale formulering nok ukendt land.

I betragtning af reglers betydning for samfund i dag og i fortiden, mærkeligt jeg ikke lige kan google mig til den videnskab. Den må da findes?

Moses fik reglerne udleveret af Gud selv, det forsøgte Muhammed at eftergøre med en mellemmand, men reglers opståen er jo en pågående proces.

I dag ville det være oplagt at analysere regel-formulerings-praksis i ministerier, styrelser, ledelser. Når regler søsættes er det med en baggrund i kompetencer og vedtagelser, men det er jo ikke der formuleringerne sker. Det er det jeg især ønsker fokus på. Det sker jo på et lavere niveau hvor de formulerende er anonyme og ansvarsfri. Hvis reglerne vil stride med deres moral, vil de formentlig skifte job. Whistleblowere er en sjældenhed i den branche.

PDF-artikler på per-olof.dk

januar 5, 2019
foto avisartikel

Forkortet version trykt i Flensborg Avis 29. marts 2017

Jeg har gennem årene lavet mange hjemmesider med artikler, jeg har skrevet artikler her i bloggen og i min anden blog, og i en blog om Bonde-Practica eller som Noter på facebook. Der kan man rulle ned gennem siderne og se hvad de går ud på

Vist for anden gang har jeg lavet et liste med de PDF’er som er udgivet på domænet

per-olof.dk. Foreløbig er det artikler, som er set januar 2019 1.-5. januar. Vil blive suppleret hen ad vejen. Tit artikler som har været trykt, måske forkortet, men som så er genopstået i deres helhed som PDF.

Artikler som PDF af Per-Olof Johansson

Den runde spånkurv – ‘dansk’

november 22, 2018

 

Hilding Persson hanker den runde kurv på Lillerød Spånkurvefabrik. Foto: poj 1958

Den runde kurv, ‘Dansken’.

I årbogen for 1973 for Kulturen i Lunds medlemmer er der en artikel af Elisabeth Ehrnst-Bäckstrand om ‘Spånkorgar i Örkened’. På et af de gode farvebilleder ses en rund kurv, om hvilken det siges at den kaldes ”dansk” eller ”hög” kurv. Hun gør ikke meget ud af dette åbenbart ulogiske navn, siden artiklen påpeger, hvordan spånkurvene af høvlede fyrrespåner udgik fra sognet Örkened i Skåne.

At nogle fra sognet slog sig ned som grossister i Danmark nævnes, men den lokale produktion i Danmark af spånkurve end ikke strejfes i den ellers udmærkede artikel!

Spånkurvens vej til Danmark påtog jeg mig så at fortælle i bogen ‘En tid med spånkurve’ 2009. Om den runde kurv, som i Lönsboda åbenbart blev kaldt ‘dansk’, er historien denne:

En bekendt af familien forestillede sig i midten af 1950’erne, at en foret spånkurv kunne bruges som thehætte. Min far lavede derfor som eksperiment den runde kurv. Den hed siden ‘thepottekurv’, selv om den blev brugt til alt muligt andet, den blev jo solgt med og uden hank, som regel en bambushank med en metalforstærkning i hankens ender, så hanken ikke skulle flække. En kurvegrossist på Københavns Grøntorv Persson ønskede at købe kurvene af os, men Pappa ville ikke sælge – til dels fordi han ikke ville have noget at gøre med vedkommende, som var firmaets værste konkurrent. Han gav derfor Persson en kurv i bogstaveligste forstand og sagde, at han jo kunne få sine leverandører i Lönsboda til at lave den. Burde han ikke i stedet have stået på patentet? Persson gjorde da som foreslået af Pappa, og da kurvemagerne i Lönsboda godt vidste, hvorfra ideen kom, kaldte de altså kurven for ‘dansk!

Anders Zorn har malet et billedet, hvori optræder en rund spånkurv, lavere og bredere. En spånkurv bliver naturlig rund, hvis man ikke bøjer hjørner på den.

 

Denne runde kurv fundet på loppemarked forleden har givet anledning til dette indlæg.

Jytte Johansen udstillede kurve på Holte Bibliotek januar 2018, der i blandt mange spånkurve og altså også den runde!..

Lars Thoning (1949-1996) udstillede denne runde kurv 1987…

Seneste skud på stammen – runde kurve fra firmaet LILLERØD https://www.lillerod.com/da/

xxx

xx

x

************************

En fundhistorie

november 8, 2018

En fund-historie – i billeder – vil du med? Fotohistorie er et af mine bi-områder, sådan i øjenkrogen. Engang har jeg brugt et fotografisk portræt af Grundtvig til at supplere med egne strøg af guldbronze – et af de få billeder det lykkedes mig at sælge, så det ved jeg ikke, hvor er. Jeg tror, at det Grundtvigfoto, jeg har, har jeg nok arvet efter min bror, provsten. Da jeg hos Vangsgaard finder et bind IV af Grundtvigs salmer fra 1875 med, som jeg tror, det foto foran, er jeg vaklende – jeg har jo den berømte udgivelse 1837 som begyndelsen til Grundtvigs ‘sangværk’ – og så et bind 4? Og billedet har jeg jo? Nogen tid efter ligger bogen der stadigvæk og nu billigere og bliver købt, salmerne her er jo nærmest ‘efterladte’ skrifter. Det viser sig så, at salmebogens billede er en face, mens det i rammen nærmest er profil. Så måtte Povl Ellers bog om Grundtvig Portrætter frem. Og her nævnes så begge, men ikke at portrættet en face er brugt i salmebogen, hm det kan jo være en privatinbinding. Det foto er brugt af Niels Skovgaard i 1908 til Grundtvigsbusten i keramik i Grundtvigs Hus. Et foto af gipsmodellen angives at være ‘samme’ i et lille hefte fra 1938, som dukker op på samme hylde, en samlet fortegnelse over Niels Skovgaards billedhuggerværker. Da billedet er taget fra siden tror jeg et øjeblik, det er inspireret af profil billedet. Povl Ellers bog står godt nok på hylden, men bag forreste række af bøger og kom kun frem, da jeg stædigt tømte hylden. Skovgaardfortegnelsen kom også derfor frem. I Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød Kommune LAFAK arbejder vi for tiden med en bog om Lillerød Lervarefabrik. Mange kunstnere har en relation til stedet, herunder keramiker, maler og tegner Knud Kyhn. Og på hylden dukker så ‘Bogen om Lasse og Dyrene’ også op. Med et væld af tegninger af Knud Kyhn! Hvor sjovt, her er en tegning rådyr med et diende kid – og jeg løfter blikket og ser ud på fire rådyr på marken…Og hermed slutter turen.

Med hudfarven til forskel

september 3, 2018

 

Indvandrere_1902_lille

Indvandrere og sæsonarbejdere, alle fra Sverige i Lillerød/Allerød 1902. Carl Johansson th. forestod salget og kaldte sig derfor Johansen – for at kunne anprise sine varer som langt bedre end de importerede svenske – selvom ingen dansker på hans tid var involverede i fremstillingen – alle var svenskere!

Hun er mørk, hun er fem år, hun står med hovedet inde i ribsbusken på fællesarealet, og jeg spørger hende om noget, og hendes svar får mig til at tænke på min egen situation som indvandrebarn.

Vi var jo ikke mørke, og som voksen har jeg tit fået breve adresseret til Per Johansen – den ultimative anerkendelse som DANSKER. Farfar og farmor kom fra Sverige, mamma også og farfars bror og hans kone også. For at farbror Carl, som vi kaldte farfars bror, skulle kunne reklamere for varerne som DANSKE, kaldte han firmaet for C. Johansen og anpriste sine varer som langt bedre end de importerede svenske – selvom ingen dansker på hans tid var involverede i fremstillingen – alle var svenske indvandrere!

Det har altid været morsomt at fortælle anekdoter om to af mine ældre brødre, som skønt født her talte svensk og af nabobørnene derfor blev drillet med at blive kaldt svenske djævle. Var det egentlig morsomt? De talte svensk – men forstod åbenbart også at skelne mellem miljøets göingedialekt og det högsvenska, for da farbror August sagde ”Jasau ni mauler” (nå I maler) så svarede purken ”Nej vi målar!”

På mine skuldre som den yngste faldt så det lod, at blive opkaldt både efter farfar Per og morfar Olof og med en bindestreg skulle ligestillingen understreges. Men den danske præst i dobbeltsognet Blovstrød-Lillerød nægtede mig bindestregen, det var ikke DANSK, og derved blev det, så Per-Olof er kun mit nom de guerre! En dag gik det op for mig, at nok er mit navn mit, men at det også repræsenterer slægstræet – Johan er jo farfars far!

Måske derfor har jeg altid haft et godt øje til indvandrersnakken – at være en del af gruppen, men på grund af hudfarven dog ikke. En del af mit liv er gået med at fortælle et aspekt af vores historie, nemlig om hvorfor vi er havnet i Danmark, hvilket man kan læse om i bogen ”En tid med spånkurve”. Indvandreraspektet er dog måske ikke kommet så tydeligt frem, som jeg i dag kunne have ønsket.

Hvordan beskrive, hvor hurtigt indvandrerhistorier fortyndes, når familien ikke er mørk for ikke at sige ikke sort? Min børnebørn har naturligvis været tvangsindlagt til at hører historien, men i deres slægtstræ er der allerede mangfoldige andre ”oprindelser” at skrive historier ud fra, Thy, Sønderjylland nord og syd for nuværende grænse, og længere tilbage Sydtyskland, Schweiz.

Og så spørger jeg hende den lille mørke pige i ribsbusken, om hun ikke synes ribsene er sure, og hun svarer rapt uden at værdige mig et blik: ”De er eddermame ikke sure!” Lige der kunne jeg altså ikke høre hudfarven! Men i modsætning til mig skal den pige resten af sine dage på grund af Pia Kjærsgaard og konsorters snak om indvandrere føle sig udpeget og udskammet som indvandrer. Mod det var betegnelsen svenske djævle nok for småting at regne.

 

 


%d bloggers like this: