Archive for the ‘Ikke trykt’ Category

Den runde spånkurv – ‘dansk’

november 22, 2018

 

Hilding Persson hanker den runde kurv på Lillerød Spånkurvefabrik. Foto: poj 1958

Den runde kurv, ‘Dansken’.

I årbogen for 1973 for Kulturen i Lunds medlemmer er der en artikel af Elisabeth Ehrnst-Bäckstrand om ‘Spånkorgar i Örkened’. På et af de gode farvebilleder ses en rund kurv, om hvilken det siges at den kaldes ”dansk” eller ”hög” kurv. Hun gør ikke meget ud af dette åbenbart ulogiske navn, siden artiklen påpeger, hvordan spånkurvene af høvlede fyrrespåner udgik fra sognet Örkened i Skåne.

At nogle fra sognet slog sig ned som grossister i Danmark nævnes, men den lokale produktion i Danmark af spånkurve end ikke strejfes i den ellers udmærkede artikel!

Spånkurvens vej til Danmark påtog jeg mig så at fortælle i bogen ‘En tid med spånkurve’ 2009. Om den runde kurv, som i Lönsboda åbenbart blev kaldt ‘dansk’, er historien denne:

En bekendt af familien forestillede sig i midten af 1950’erne, at en foret spånkurv kunne bruges som thehætte. Min far lavede derfor som eksperiment den runde kurv. Den hed siden ‘thepottekurv’, selv om den blev brugt til alt muligt andet, den blev jo solgt med og uden hank, som regel en bambushank med en metalforstærkning i hankens ender, så hanken ikke skulle flække. En kurvegrossist på Københavns Grøntorv Persson ønskede at købe kurvene af os, men Pappa ville ikke sælge – til dels fordi han ikke ville have noget at gøre med vedkommende, som var firmaets værste konkurrent. Han gav derfor Persson en kurv i bogstaveligste forstand og sagde, at han jo kunne få sine leverandører i Lönsboda til at lave den. Burde han ikke i stedet have stået på patentet? Persson gjorde da som foreslået af Pappa, og da kurvemagerne i Lönsboda godt vidste, hvorfra ideen kom, kaldte de altså kurven for ‘dansk!

Anders Zorn har malet et billedet, hvori optræder en rund spånkurv, lavere og bredere. En spånkurv bliver naturlig rund, hvis man ikke bøjer hjørner på den.

 

Denne runde kurv fundet på loppemarked forleden har givet anledning til dette indlæg.

Jytte Johansen udstillede kurve på Holte Bibliotek januar 2018, der i blandt mange spånkurve og altså også den runde!..

Lars Thoning (1949-1996) udstillede denne runde kurv 1987…

Seneste skud på stammen – runde kurve fra firmaet LILLERØD https://www.lillerod.com/da/

xxx

xx

x

************************

Reklamer

En fundhistorie

november 8, 2018

En fund-historie – i billeder – vil du med? Fotohistorie er et af mine bi-områder, sådan i øjenkrogen. Engang har jeg brugt et fotografisk portræt af Grundtvig til at supplere med egne strøg af guldbronze – et af de få billeder det lykkedes mig at sælge, så det ved jeg ikke, hvor er. Jeg tror, at det Grundtvigfoto, jeg har, har jeg nok arvet efter min bror, provsten. Da jeg hos Vangsgaard finder et bind IV af Grundtvigs salmer fra 1875 med, som jeg tror, det foto foran, er jeg vaklende – jeg har jo den berømte udgivelse 1837 som begyndelsen til Grundtvigs ‘sangværk’ – og så et bind 4? Og billedet har jeg jo? Nogen tid efter ligger bogen der stadigvæk og nu billigere og bliver købt, salmerne her er jo nærmest ‘efterladte’ skrifter. Det viser sig så, at salmebogens billede er en face, mens det i rammen nærmest er profil. Så måtte Povl Ellers bog om Grundtvig Portrætter frem. Og her nævnes så begge, men ikke at portrættet en face er brugt i salmebogen, hm det kan jo være en privatinbinding. Det foto er brugt af Niels Skovgaard i 1908 til Grundtvigsbusten i keramik i Grundtvigs Hus. Et foto af gipsmodellen angives at være ‘samme’ i et lille hefte fra 1938, som dukker op på samme hylde, en samlet fortegnelse over Niels Skovgaards billedhuggerværker. Da billedet er taget fra siden tror jeg et øjeblik, det er inspireret af profil billedet. Povl Ellers bog står godt nok på hylden, men bag forreste række af bøger og kom kun frem, da jeg stædigt tømte hylden. Skovgaardfortegnelsen kom også derfor frem. I Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød Kommune LAFAK arbejder vi for tiden med en bog om Lillerød Lervarefabrik. Mange kunstnere har en relation til stedet, herunder keramiker, maler og tegner Knud Kyhn. Og på hylden dukker så ‘Bogen om Lasse og Dyrene’ også op. Med et væld af tegninger af Knud Kyhn! Hvor sjovt, her er en tegning rådyr med et diende kid – og jeg løfter blikket og ser ud på fire rådyr på marken…Og hermed slutter turen.

Med hudfarven til forskel

september 3, 2018

 

Indvandrere_1902_lille

Indvandrere og sæsonarbejdere, alle fra Sverige i Lillerød/Allerød 1902. Carl Johansson th. forestod salget og kaldte sig derfor Johansen – for at kunne anprise sine varer som langt bedre end de importerede svenske – selvom ingen dansker på hans tid var involverede i fremstillingen – alle var svenskere!

Hun er mørk, hun er fem år, hun står med hovedet inde i ribsbusken på fællesarealet, og jeg spørger hende om noget, og hendes svar får mig til at tænke på min egen situation som indvandrebarn.

Vi var jo ikke mørke, og som voksen har jeg tit fået breve adresseret til Per Johansen – den ultimative anerkendelse som DANSKER. Farfar og farmor kom fra Sverige, mamma også og farfars bror og hans kone også. For at farbror Carl, som vi kaldte farfars bror, skulle kunne reklamere for varerne som DANSKE, kaldte han firmaet for C. Johansen og anpriste sine varer som langt bedre end de importerede svenske – selvom ingen dansker på hans tid var involverede i fremstillingen – alle var svenske indvandrere!

Det har altid været morsomt at fortælle anekdoter om to af mine ældre brødre, som skønt født her talte svensk og af nabobørnene derfor blev drillet med at blive kaldt svenske djævle. Var det egentlig morsomt? De talte svensk – men forstod åbenbart også at skelne mellem miljøets göingedialekt og det högsvenska, for da farbror August sagde ”Jasau ni mauler” (nå I maler) så svarede purken ”Nej vi målar!”

På mine skuldre som den yngste faldt så det lod, at blive opkaldt både efter farfar Per og morfar Olof og med en bindestreg skulle ligestillingen understreges. Men den danske præst i dobbeltsognet Blovstrød-Lillerød nægtede mig bindestregen, det var ikke DANSK, og derved blev det, så Per-Olof er kun mit nom de guerre! En dag gik det op for mig, at nok er mit navn mit, men at det også repræsenterer slægstræet – Johan er jo farfars far!

Måske derfor har jeg altid haft et godt øje til indvandrersnakken – at være en del af gruppen, men på grund af hudfarven dog ikke. En del af mit liv er gået med at fortælle et aspekt af vores historie, nemlig om hvorfor vi er havnet i Danmark, hvilket man kan læse om i bogen ”En tid med spånkurve”. Indvandreraspektet er dog måske ikke kommet så tydeligt frem, som jeg i dag kunne have ønsket.

Hvordan beskrive, hvor hurtigt indvandrerhistorier fortyndes, når familien ikke er mørk for ikke at sige ikke sort? Min børnebørn har naturligvis været tvangsindlagt til at hører historien, men i deres slægtstræ er der allerede mangfoldige andre ”oprindelser” at skrive historier ud fra, Thy, Sønderjylland nord og syd for nuværende grænse, og længere tilbage Sydtyskland, Schweiz.

Og så spørger jeg hende den lille mørke pige i ribsbusken, om hun ikke synes ribsene er sure, og hun svarer rapt uden at værdige mig et blik: ”De er eddermame ikke sure!” Lige der kunne jeg altså ikke høre hudfarven! Men i modsætning til mig skal den pige resten af sine dage på grund af Pia Kjærsgaard og konsorters snak om indvandrere føle sig udpeget og udskammet som indvandrer. Mod det var betegnelsen svenske djævle nok for småting at regne.

 

 

Arkivdigte

august 12, 2018

IMAG4205

Pludselig

Mens jeg læste

Udklip med

Gamle digte

Greb en potteplante

Ud efter mig

Og faldt på gulvet

 

Så øser det endelig ned, Og jeg får lyst til at genlæse et regnvejrsdigt af Carl Stuhr. Jeg er heldig og finder mappen med udklip fra 60’erne. Digtet finder jeg også. Det er en stor fornøjelse at bladre frem til det, for her er stort og småt, de kendte og de-aldrig-kendte, læserbrevsdigte, skoleeleverdigte. Det sidste digt i mappen er udklip fra Information 9.12.1961, rettere tre digte af Ivo Andric dagen før han skulle modtage nobelprisen. Så mindes jeg anmeldelsen i Weekendavisen denne uge af antologien ‘Ny lyrik fra Bosnien-Hercegovina’, hvor anmelderen kunne have ønsket sig færre digtere, fordi han ikke synes alle lever op til standarden, og så ville det blive mere plads til dem, der kan. Nu har jeg ved læsningen af antologien slet ikke selv tænkt i de baner, og efter bladringen i denne mappe, forstår jeg godt hvorfor. Tænk hvor fattigt et indtryk, den ville gøre, hvis den var sorteret efter det princip om absolut digtkvalitetsværdi. Men her altså et kvalitetsdigt af Ivo Andric oversat af ‘Toni Madsen’ der senere hed Toni Liversage.

IMAG4203

Jeg har før skrevet forsvar for avisdigte i al deres brogethed

Her er link til ‘Ny lyrik fra Bosnien-Hercegovina’

 

Om bog om Tidehverv

juli 25, 2018

Collage 2018-07-25 13_11_43

Henrik Bach: Konfrontationskurs -Tidehverv og den guddommelige komedie. 2018. Gyldendal

Per-Olof Johansson

Denne artikel som PDF

For mig en oplagt bog at læse. Det er jo et stykke Danmarks-historie, man er en del af. På den måde vældigt oplysende. Og så er der det med troen – ordet jeg er meget optaget af. For de troende dækker ordet en indlysende realitet – for andre må det være en mærkværdighed. Jeg har undsagt ordet, det dækker ikke, tiden er løbet fra det. Tiden er ikke løbet fra religion, men et nyt begreb for den religiøse erfaring trænger sig på. Det har jeg skrevet en kronik om, uden nogen har reageret.

Det ord tro.

Jeg hverken vil eller kan skrive en anmeldelse. Min tid ja og den nærmest foregående – men at kunne vurdere det hav af oplysninger, man her præsenteres for må der andre til. Jeg vil alligevel have lov at fortælle om mit indtryk af bogen.

Indtil Søren Krarup for alvor tog over, forbandt jeg noget positivt med Tidehverv. En diskussionsklub værd at lytte til. Tidsskriftet selv har jeg vist aldrig haft i hænderne, det var den genlyd dets artikler gav. Kronikker og bøger af de tilknyttede personer, interviews med dem, omtale af dem. Kan jeg så i kort begreb indfange dem? Søren Kierkegaard en guru og så forkastelsen af diverse tricks på religionens vegne, du står selv til ansvar.

Med Søren Krarups indtog var det ham og ikke Tidehverv, der tog opmærksomheden. Hans kamp mod menneskerettighederne, hans kamp mod indvandrere.

Introduktionen giver i et par linjer læseren færten af, hvor vi er på vej hen; ”Tidehvervsfolkene er ikke uenige, hvis man frem for alt kalder dem for Luthers og Kierkegaards arvtagere i kampen for en uforfalsket kristendom, hvor evangeliet lyder til den enkelte, ufortyndet og uparfumeret, rent og purt.”

At forfatteren har været længe om bogen, er fuldt forståeligt med de mange kilder, der har skullet opsøges og citater udvælges. Henrik Bach er præst, men har også arbejdet journalistisk og i den egenskab fulgt Tidehverv i mange år. Det er ikke en teoretisk udredning men en person-og argumenter udredning, med små personbiografier af hovedpersonerne, så man tror at kende dem ved afslutningen. Hans egne meninger kommer til udtryk, selvfølgelig, men det er ikke det, der er hovedstrømmen, det er det Tidehvervske, som slår mange krøller undervejs og med mange udblik til samfundet i øvrigt. Der kommer sammenhæng i meget, man kun svagt har hørt eller haft fornemmelsen af. Utroligt som citaterne afdækker trosvisheden hos deltagerne. De ved nok, hvad der er vigtigt at sige. Her argumenteres som ud fra en logik, som om det hele er logik, men lyder mere som om, det er profeter, der krydser klinge!

’Nyere tid’ har været sværest at holde sammen på. Da Islam træder ind på scenen er det svært at vurdere, om Bach rammer rigtigt, ikke i referatet af Krarup og co. men i resumeet af vægten af Islam i samfundet nu. Hvis en stor procentdel af muslimer foretrækker sharia frem for dansk lov, som en undersøgelse, der henvises til, viser – hvad betyder så det? Vil de ikke rette sig efter dansk lov? Hvad er sharia overhovedet – osv

Midt i læsningen blev jeg afbrudt af henvisningen til en pjece fra efteråret 1945. ’Opgørets nødvendighed’ af Vilhelm Krarup, K.E.Løgstrup og H. Østergaard Nielsen. For den har jeg og har kun sporadisk læst, nu blev det gjort. Udgivet på Tidehvervs forlag og med en dedikation fra forfatteren Valentin Filskov, en af de forfattere, der i øvrigt henvises til i Henrik Bachs bog. Den må jeg sige mere om en anden dag, her blot nævne, at den fremstår for mig som typisk for Tidehverv, selvom det her ikke er religionen, men det politiske liv, der er i fokus. Samarbejdspolitikerne hedder endnu ikke det, men Eftergivenhedspolitikken. Ikke megen opmærksomhed gives der politikken før Besættelsen, opmærksomheden er på eftergivenheden for tyske krav og hvornår bruddet med tyskerne burde være sket. Konsekvenser måtte blive, hvad de ville – det kunne ingen andre end tyskerne tage ansvaret for! For mig fremstår samarbejdspolitikken som en umiddelbar konsekvens af den politik, der blev ført i årene før Besættelsen med befolkningens opbakning.

Men dette, skrevet af Vilhelm Krarup, lyder som en slags programerklæring for Tidehverv:

”Nu lægges grunden for de kommende års folkeliv. Nu har vi – mere end vi har haft det i mange generationer – en mulighed for at nå frem til en ærligere og virkeligere grund at leve på i vort fællesliv….Den danske selvglæde og provinsialisme er nok en myte, men den skulle dog være til at ryste.”

PS til Hans Hauges ellers fremragende anmeldelse i Berlingske Tidende 16.6.18:

I anmeldelsen får vi, der er uenige med Søren Krarup, dette generelle dask over næsen:

Den er behageligt fri for den rituelle forargelse over Søren Krarup og tonen i debatten, sådan som det er gængs blandt de dannede og de fleste præster.”

Hvad Henrik Bach mener eller ikke mener om Søren Krarup er det jo ikke bogens opgave at fortælle – men at beskrive ham og hans synspunkter i sammenhængen, sådan som han også gør. Men at dynge al modstand mod Søren Krarup sammen som ’rituel forargelse’ er frækt. Er der noget Søren Krarup fra første færd selv har været en mester i, så er det rituel forargelse. Jeg måtte, første gang jeg modte et eksempel, reagere med et læserbrev i Jyllands Posten (8.9.1969), fordi han i en klumme havde skruet op for sin forargelse over, hvad han mente var et fotobevis for, at Mogens Fog havde hilst de nye studenter velkommen med hånden i lommen! Fog kunne nogle dage efter afvise, at der var hold i Søren Krarups forargelse og situationens Danmarkshistoriske betydning!

Dansk OG svensk

juni 16, 2018

Kirken i Lönsboda, Örkened sogn i Osby, Sverige

This church and its parish Örkened means a lot to me. From here my father’s family came to Denmark 1900 to make splintbaskets and since my mother 1920.

Until 1658, it was part of Denmark, but had to go to Sweden as part of the peace agreement. The locals protested and in 1678 the Swedish king Karl XI burned the parish as a punishment for their opposition.

Jeg administrerer en gruppe på Facebook for Dansk Svensk Forfatterselskab sammen med Jonas Rasmussen. Med min specielle relation til Sverige har jeg ikke vanskeligt ved at supplere diverse informationer om møder mv med links og egne input.
Dette er så et indlæg med links til nogle af de artikler, jeg i tidens løb, har sat på nettet med relation til forholdet dansk svensk.

Historien Sverige kryber udenom
https://perolofdk.wordpress.com/category/goinge/

Den glemte indvandring
http://per-olof.dk/glemt_indvandring.pdf

Roman eller forskningsprojekt
https://perolofdk.wordpress.com/2014/06/11/roman-eller-forskningsprojekt/

Den usynliggjorte indvandrer
https://perolofdk.wordpress.com/2010/03/25/den-usynliggjorte-indvandrer/

Her i Øresundsregionens litteraturhistorie
http://per-olof.dk/poesi4.pdf

Danske i Sverige
http://per-olof.dk/isverige.pdf

Forsvensket til forvansket historie
https://www.academia.edu/24739025/Forsvensket_til_forvansket_historie

Om religiøse spor i en slægt
https://perolofdk.wordpress.com/2016/07/14/om-religioese-spor-i-min-slaegt/

En tid med spånkurve
http://per-olof.dk/spaanbog.htm

Tilflytterkommune – Allerød

maj 8, 2018

IMAG0120~2

Politik i Allerød – det er enkeltsager OG det overordnede, samlende. Og det overordnede, samlende er først og fremmest at vi bor her sammen. Da Lillerød Øst blev bygget fik børn af  byen priviligeret adgang til at købe grunde og var altså på forhånd kendt med det fællesskab, de indgik i. Hvordan med de nye kvarterets beboere, lægger de vægt på den nye tilknytning andet end rent praktisk, prioriterer de overhovedet fællesskabet? Hvordan indfanger vi dem?  

I heftet ‘Drømmen om Allerød’ fra 1991 citerede jeg etnologen Lauritz Bødker for i 1971 at have sagt:”I dag er Danmark et udpræget emigrationsland indenfor landets grænser.” Og for at have rejst spørgsmålet, hvordan de gamle og nye småsamfund engang i fremtiden kan smelte sammen til et homogent samfund i form af en kulturel enhed. I 2018 lever vi den fremtid, og selv er jeg i hvert fald skeptisk, hvad angår resultatet her i Allerød. Den byraukratiske enhed fungerer, men respekten for stedet og dets fortid har det svært. Vil tilflytterne den eller rager det dem en høstblomst?

Når de yngre flytter til landsbyerne har man indtryk af en forståelse for at skulle bidrage til stedets identitet. Hos os er det mere som om fællesskabet mere opfattes som en afdeling af et supermarked, ikke noget som kræver engagement, for nu at trække det lidt skarpt op.

  • Da Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød Kommune for 40 år siden startede, var initiativtagerne både unge og ældre, ældre vil her sige begyndelsen af 50’erne! Den yngste i begyndelsen af 20’erne! Et vellykket samarbejde med kommunen og diverse fonde og et stort og stigende medlemstal, en fremragende formand og en fremragende arkivar har skabt basis for de resultater, der hidtil er nået. Men vil yngre ikke tage over på deltagerniveau, ser det sort ud.
  • Nej jeg sidder ikke i bestyrelsen og har aldrig gjort det. I starten fandt jeg det for uforeneligt med mit politiske engagement. Siden kunne jeg se, det var muligt at bidrage uden at sidde i bestyrelsen, på linje med de mange andre frivillige, som har lagt en indsats på arkivet. Min optimisme hænger jeg op på den afstemning, hvor vi afgjorde, at Allerød fortsat skal være en selvstændig kommune.

 

 

Ødipus, Antigone og trappen

maj 7, 2018

IMAG3396~2

Improvisationsteater

afsted afsted ..ord fra Inge-Margrethe Madsen inspirerede til dette, som øvrigt er inspireret af Rudolf Tegners skulptur: Antigone og Ødipus, Thor Langes oversættelse og et gammelt fotografi. I går fotograferede jeg selv ved besøg på Rudolph Tegner Museet. Offentliggjort på nettet 2000 i digtstafet med Kenneth Krabat og Inge-Margrethe Madsen

Som regel går trappen op,
måske er målet skjult om hjørnet, men op.
Hos Rudolph Tegner går den ned, med Ødipus og datter.
Ødipus er kongen, som ramt af skæbnen
stikker sine egne øjne ud.
Helt i modstrid med Freud som misbruger hans navn,
Freuds “Ødipus” går med åbne øjne til moderen,
fortrænger siden, men ved dog hvad han ved.
Ødipus hos Sofokles handler ikke som denne falske “Ødipus”
men fortæller, at ingen undgår sin skæbne.
Ramt af skæbnen følger han den op, fuldgør den,
ligner noget amorft, flyder med nødvendighed ned
og datteren (en hedder Ismene, denne Antigone)
ser vi nøgen for at fatte modsætningen –
hvad hendes liv kunne være og nu bliver,
langt fra denne skjønne ungdom: at dele nedværdigelsen,  
flygtningens kår, indadvendt liv i stedet for udfoldelsen.
Hvor skulpturen står i bronze højt i det grønne landskab
fatter jeg ikke trappens betydning som på det gamle fotografi,
de kommer ned imod mig,
trin for trin ned imod mig og videre,
ud i landskabet mod Kattegat, i Thor Langes oversættelse
“styrt mig ud i Havet, lad dets Afgrund sluge mig.
Kom før mig bort, tag mig ved Haanden “
Den replik er skyld i en trappe.

 

Per-Olof Johansson

IMAG3405~2

Religion er erfaring

februar 17, 2018

Herergud_eng2

Religion er erfaring

Jens-André P. Herbener kæmper i sine søndagsklummer mod religion. Han har ret i meget – hvis religion er og var det, han opfatter det som. ”Da dogmer er skabt af mennesker, kan de også laves om af mennesker.” – skriver han i Politiken 11.2.2018. Det lyder enkelt, men som påpeget af kronikørerne 10.2. allerede i overskriften, har ”Religionen været afgørende for udviklingen”. De synes dog ikke at være uenige med Herbener om, at religion ikke bygger på erfaring. Jeg der imod fristes til at konkludere, at det er ved religion, vi kan erkende os som mennesker.

Man må forstå religion som udsprunget af virkelighed og erfaring. Man kan skyde dogmerne ned, for de er næppe mere virkelige end ænderne i skydeteltet. Det ændrer ikke virkeligheden og giver ingen forståelse for, hvad religion er. Vi mangler i den moderne verden simpelthen begreb om og begreb for den virkelighed og for, at det er en virkelighed, som er tilgængelig for enhver. Ikke ligetil men på betingelse af – hvad det nu er. Der er masser af mennesker, som gør i at vejlede i dette, tit dog blot ved at erstatte gamle dogmer med nye – men det er der, det virkelige arbejde foregår, ikke i vitaminfattige projekter som Politikens ”intet er helligt”.

 

Lignende tidligere indlæg

ER intet helligt?

februar 6, 2018
regnbue

Fosiljæger for foden af  Hanklit Mors 2011 med regnbue

(more…)


%d bloggers like this: