Archive for the ‘Ikke trykt’ Category

Jesper Christiansen maler

september 16, 2020

Plakaten…er et maleri!

Vi nåede det! Så Jesper Christiansens mangefacetterede udstilling ‘De fire årstider’ på Odsherreds Kunstmuseum.

Det var en stor oplevelse, en af dem, der smitter af på oplevelsen af verden. Jeg kan jo se, hvordan Jesper Christiansen ville male den murstensmur, det træ, den brolægning.

Kom til at tænke på tiden efter jeg nærsynede havde fået briller 1959. Træerne fik blade, jordvejen fik småsten.

Der følger naturligvis en landskabstur med på besøg på Odsherreds Kunstmuseum. Vi besteg Esterhøj fra den stejle side. Vi var i Asnæs Kirke. Vi havnede i Rørvig og sejlede hjem i smult vande – som på en sommerdag!

Der ligger links til to gode film med Jesper Christiansen på museets hjemmeside.

Jeg gendigtede en gang for længe siden (engang sidst i 60’erne) teksterne til Vivaldi.

EFTERÅR

Folk på landet fejrer det med dans og sang,
for høsten er heldigt i hus og alle er glade,
en guddommelig rus sætter ting i gang
som lå gemt under søvnens overflade.

Og så holder alle inde med at synge og danse,
for den klare og skarpe efterårs luft giver ro.
Årstiden indbyder enhver til at standse
ved musikkens tærskel, alene to.

I morgenens tusmørke går jagten ind,
med hornmusik, riffel og knækkende kviste.
Hundene gør og vilddyret såret i sind og skind

jages til at lade sig overliste.
På flugt for klapperne går det trin for trin
ind i døden, forfulgt til det sidste.

 

Link til alle fire årstider finder du her på min blog for Bonde-Practica https://bondepractica.wordpress.com/2009/09/28/de-fire-arstider/

Værd at nævne om Allerød

september 16, 2020

Billedtekst: Dyssebygden i Tokkekøb Hegn, Brudevæltelurerne, Bastrup tårnruin, Lynge Kirkes kalkmalerier.

Værd at nævne om Allerød

Jeg kan være enig med Lars Frost i, (Allerød Nyt 19.8.) at en bevaring af Dæmpegård kan komme til at blive et velvalgt vartegn og udflugtsmål for Allerød Kommune. (Adgangen kunne ske ved færd på et genskabt tipvognspor fra Stumpedyssevej til gården, har jeg hørt foreslået!) Jeg er da også enig med Bille Thøgersen (Allerød Nyt 26.8.) i, at der er andet værd at nævne som især Brudevæltelurerne. Men der er da også adskilligt andet at nævne. Dyssebygden med Kongedyssen som det fornemste, Bastruptårnet, hvor der kunne afholdes egnsspil (jeg har lavet en synopsis), kalkmalerierne i Lynge Kirke. Skal det være noget moderne, kan vi vel fortsat fremhæve Fritz Hansen, selvom produktionen er flyttet udenlands, og PP-Møbler er her endnu, Mungo Park rager da også op – som vartegn, hvis vi skal bruge det ord.

Lars Frost siger, at Allerød mangler noget at være kendt for. Det har vel to sider. Hvad omgivelserne ved om Allerød Kommune – og hvad vi selv vil kendes ved og vil gøre noget ud af. Der har Lokalhistorisk Arkiv og Forening siden 1978 gjort et stort arbejde ved indsamling af billeder og beretninger, offentlige møder, udgivelse af bladet Nøglehullet, hjemmesider, mange bogudgivelser. Hvad ville der kunne fortælles om Allerød Kommune uden denne virksomhed?

Jeg synes, det er ærgerligt, at Bille Thøgersen kalder skiltet ved Brudevælte sølle. Selvfølgelig kan der gøres meget mere ud af lurernes findested, men personligt måler jeg skiltet med, dengang der intet var. Hvis der er behov for oplysning på engelsk kan det hurtigt fikses med en QR-kode, teksten er parat.

Hvad en moderne støbning af lurer angår, er den ganske rigtigt udført 2013 af den danske bronzestøber Peter Jensen for norske penge, og han vil gerne gentage det, fortæller han i den dokumentar om støbningen som DR-TV udførte. Dokumentaren har siden ligget gemt i DR’s arkiv, men på min høflige opfordring er den nu at gense på danskkulturarv.dk! Så tak til Bille Thøgersen for inspiration til at få den opfordring af sted. Find udsendelsen ved på domænet danskkulturarv.dk f.eks at søge med ordet ’Brudevælte’!

perolofdkdigt

juli 22, 2020

Made with Square InstaPic

Danmark før 9. april 1940

juli 11, 2020

tidligere brugt illustration kan også passe her. Indlægget er skrevet 2015, men åbenbart ikke brugt.

Før 9. april 1940

Der er gode grunde til, at Danmark på baggrund af den nærmeste fortid blev medlemmer af NATO og stadig er det. Skal vi endelig fantasere, kunne vi have ønsket et forsvarssamarbejde før 1940, men det var ikke en mulighed, så derfor kan man ikke snakke om 30’ernes politik, som om der var en reel forsvarsmulighed dengang. Danmark var alene. Der var end ikke samarbejdsaftaler med hverken Norge eller Sverige.

Når der derfor tales om, hvad Danmark kunne have gjort for at forhindre eller i det mindste forsinke besættelsen af hensyn til Norges forsvar, er det en gratis omgang. Begivenhederne kunne naturligvis ikke have afspillet sig, som de gjorde, hvis den førte politik ikke havde været, som den var. Men det var en politik, som flertallet stod bag.

Det er vanskeligt at skrue tiden tilbage, men selvfølgeligt er det tilladt at overveje et andet scenarie end det, som blev resultatet af denne politik. Det har været en populær sportsgren lige siden, og ved hver mærkedag popper den op. Men der er da ingen grund til ikke at tro, at den valgte politik byggede på en overbevisning om, at en mere militaristisk politik ville få katastrofale følger for landet. Nu afspillede der sig noget andet. Jævnfør gode gamle normer var samarbejdspolitikken lidet ærefuld i modsætning til modstandsbevægelsen. Men nøgternt betragtet, så var det denne dobbelthed, som blev forudsætningen var vor overlevelse. Det blev resultatet af helt modsatrettede planer. Hvorfor er det kun destruktion som kan få navn af eksistenskamp?

Så hvis man vil overveje de positive resultater af en anden politik 1933-40, må man også inddrage mere detaljerede overvejelser af de mulige negative konsekvenser af en sådan politik. Hvor mange menneskeliv ville det have kostet i værste fald, hvilke bygninger, historiske mindesmærker, kunst osv ville vi i dag være foruden hvis og hvis. Det kan ingen vide, men om alle de andre øvrige hvis’er, som Jørgen Bro 4.5.2015i Frederiksborg Amts Avis er så overbevist om at kende svaret på, ved vi noget som helst. Jeg kan ikke se andet end, at det eneste, der begrunder den megen snak, er at få en behagelig baggrund at profilere sig selv på.

Interessant er Jørgen Bros forslag til hvordan konfrontationen ved grænsen burde være forløbet med ”en parlamentærgruppe, som nok skulle protestere over folkeretsbruddet, men i øvrigt tilsagde de tyske styrker den fornødne støtte til en gnidningsfri besættelse af landet, som det jo faktisk skete et par timer og 16 faldne senere.” At det ikke skete på den måde, som vel alle i dag synes måtte være den rimelige måde, fortæller os måske noget om den usikkerhed beslutningstagerne stod i. Måske var de rent uheld? Forslaget er ikke nyt, det kan læses i den mere eller mindre nazistiske Bent Holsteins bog fra 1941 ”Demokratiets vildfarelse. Dansk udenrigspolitik 1864 -1940”:

”Hvis vore Troppeafdelinger om Morgenen d. 9. April havde haft Ordre til at modtage Tyskerne passivt, men i behørig Orden, med Gevær ved Fod, fuldkommen forberedte og klare paa Situationen, saa vilde dette ikke alene have været i Overensstemmelse med Regeringens af den Egne forroste Militærpolitik, men det vilde ogsaa under de givne Forhold og Vilkaar fra den nationale Værdigheds Synspunkt have været uangribeligt. I Stedet for fik vi paa Grund af Regeringens intellektuelle og moralske Begrebforvirring en Række Scener af national Forsmædelse, der i det danske Folks Historie, Gud ske Lov ikke har sin Lige.”

Han mener som Anders Fogh Rasmussen og Jørgen Bro, at det var vanærende. Godt var det ikke, men hvem eller hvad der forhindrede, at beskeden nåede frem om at stoppe kampen, ved vi endnu ikke, og får det måske aldrig at vide. Hvorfor virkede den telefon ikke? Uheld er ikke nødvendigvis vanærende.

Fra glemmebogen –

juni 7, 2020

Huset med skråben – bygget 1931 af min far.

FRA GLEMMEBOGEN

Erindringer der videregives er en uendelig lille del af de samlede erindringer. Pludselig kommer de flyvende, Vi fortæller dem ikke videre. Pludselig er man et sted i sin barndom bag en dør ind til ‘skråben’, som vi kaldte skunken for. Her lå bøger, vaser og andet som ellers får plads i et kælderrum. Storebror Stig blev ingeniør, og den keramik han havde eksperimenteret med at lave glasur på, var havnet der. Hans lærer på Polyteknisk Læreanstalt Berg boede også i Lillerød. Det er længe siden. Bergs søn Rolf bliver i dag 75 står der i avisen, derfor sendes jeg på besøg i skråben. Den plet på gulvet skyldtes, at en af Stigs flasker med kemikalier havde lækket. Derfor var der også en plet på loftet i stuen nedenunder, som ikke lod sig fjerne, trods sølvpapir og andet overmalet, den kom igen.

Dansk kulturarv – fra Sverige

maj 27, 2020

Lillerød Spånkurvefabrik 1902

(pressemeddelelse om Stedsans-udsendelse Stedsans-udsendelse fra 2012 nu tilgængelig på danskkulturarv.dk)

Dansk kulturarv

I 1902 samledes to svenske brødre med deres familier på Prins Valdemars Allé for at lave spånkurve der, hvor Allerød Vinhandel i dag ligger. Siden flyttede den ene bror til Tokkekøbvej ved en lille sø, og her produceredes kurvene. Den anden bror flyttede til M.D.Madsensvej og stod for salget af kurvene. Spånkurve var før plasticposerne en stor artikel, som fandtes i de fleste hjem. Foruden produktion på fabrikken i Lillerød importeredes spånkurve til Danmark fra Sverige af grossister i København, Odense og Aarhus. I Lillerød blev produktionen overtaget af næste generation, men ophørte 1970. Arne Johansson overtog stedet efter sin far og spånkurven blev fra masseproduktion til kunsthåndværk.Plasticposerne vandt, men Netto-hunden beholdt spånkurven i munden. Per-Olof Johansson er et andet barnebarn af en af brødrene, der slog sig ned i Lillerød, og han har fortalt historien i bogen ‘En tid med spånkurve’ i 2009. I DR1s serie ‘Stedsans’ tog Susanna Sommer emnet op i en samtale med Per-Olof Johansson i november 2012, og nu har danskkulturarv.dk taget initiativ til, at udsendelsen igen kan høres. Man kan finde udsendelsen ved på hjemmesiden danskkulturarv.dk at søge på ordet ‘spånkurve’ eller ‘stedsans’.

Hjemmeside: En tid med spånkurve

1920-Anekdote

maj 25, 2020

Så sang vi med Philip Faber ‘Det haver så nyeligen regnet’ – og mindes dette: Vi besøgte morbror Arvid og Agda i Vilshult og talte selvfølgelig om gamle dage, da han arbejdede på kurvefabrikken i Danmark, i Lillerød i begyndelsen af tyverne. Jeg fortalte om faster Sigrid, hun som blev lærerinde og organist og han begyndte at nynne ‘Det haver så nyeligen regnet’ og ordene “og de träer de drypper ännu” mens han så medvidende på os. Agda spurgte, hvad det var, og fik et afværgende svar a la “nå ingenting”. Men det efterfølgende besøg hos da demente Sigrid, som vi bragte en hilsen fra Arvid, afslørede de varme følelser, der havde været dem imellem, hvor glad hun blev ved den hilsen!
Her sidder han yderst til venstre på billedet i forreste række, sammen med de øvrige svenskere, som arbejdede på Lillerød Spånkurvefabrik 1921. Sigrid er ikke med, men hendes lillebror Arvid, min far, pappa yderst til højre på billedet, morbror Arvids søster, mamma med hånden på Mark-Olofs skulder. Pappa 15 år, står sammen med sin nästkusin Anna, yderst til venste på billedet pappas kæreste Linnea.

(fra min facebookprofil 24.5.2020)

Romanomtale Klinte

maj 16, 2020

Arne Herløv Petersen: Klinte.

Det Poetiske Bureaus Forlag

 

Først forlagets introduktion: “Arne Herløv Petersens nye roman Klinte er opkaldt efter det tidsskrift, der i dag kendes som Hvedekorn, og som blev grundlagt i starten af 1920’erne. Der er måske ikke nogen tid, der er mere omgærdet af mystik

end 1920’erne, hvor en bølge af modernitet og dekadence skyllede gennem det europæiske kulturliv,

brat afbrudt af børskrakket i Wall Street i 1929 og den økonomiske depression i 1930’erne. I Danmark er især Tom Kristensens delvis selvbiografiske roman Hærværk, om en fordrukken dagbladsjournalist, kendt som en milepæl i 

litteraturen om perioden. I Klinte kommer vi tæt på den – ganske rigtigt fordrukne – dagligdag der inspirerede Tom Kristensen til sin roman.

Vi møder desuden bl.a. den avantgardistiske digter Emil Bønnelycke, kendt som Bønne, den kommunistiske ekspressionist og idealist Rudolf Broby-Johansen, arbejderdigteren Nis Petersen, den gæve jyske digter Jeppe Aakjær, forskellige forhutlede evighedsstudenter og foretagsomme forlagsfolk og såmænd også Lars Bukdahls bedstefar. For den, der vil vide mere om de historiske skikkelser, der for de fleste blot er navne, og om en helt særlig epoke i dansk litteratur, er Klinte en guldgrube af viden og stemninger og litterære hændelser.”

 

Jeg er gennem årene blevet mindre og mindre tiltalt af ideen ‘historiske romaner’, hvor fakta kendes i et vist omfang og hullerne udfyldes med fiktion. Arne

Herløv Petersens måde at løse opgaven på, får mig dog til at læse bogen til ende. Med den alder, jeg har, er persongalleriet bekendt med få undtagelser, og jeg bilder let mig selv ind, at jeg får nyt at vide, hvor en klassisk litteraturhistorie måtte give op. Der ligger megen reseach til grund, når dagligdagen beskrives. Men bogen er uden plot, og standser derfor lidt brat.Jeg savner et afsluttende ‘fakta uden fiktion’-essay om “hvad der videre hændte”.

Det er en stor fejl, at bogen ikke får en kvalificeret anmeldelse, dermed mener jeg en anmeldelse af en person, der er kendt med perioden og dens digtere. At bedømme bogen som roman behøver jeg ikke i samme grad hjælp til. Bogen er flettet sammen af episoder, som ubesværet finder hinanden.

Påstået overraskelse over Besættelsen

maj 4, 2020

Overraskelsen 9. april – som hykleri

Per-Olof Johansson 4. maj 2020

Lad mig begynde med slutningen: Efter at have læst Chritster Bergström: Vägen till Andra Världskriget, ser det sådan ud: Christer Bergström tager slet ikke spørgsmålet om lille Danmark op, og alligevel synes jeg den understøtter Joestens bog ‘Denmark’s Day of Doom’, fordi den anbringer læseren i den tid før Besættelsen. Efter Besættelsen er det, vi fik forklaret om tiden før, at de truede demokratier med England som foregangsland forsvarede sig mod den umenneskelige nazisme. Min nye forståelse er, at det Frankrig og England var optaget af, ikke så meget var demokratiet hos andre som deres europæiske magtposition. De greb først til våben, da det viste sig, at NaziTyskland ikke var et bolværk mod Sovjetunionen. Og Sovjetunionen selv havde virkelig bildt sig ind, at kunne holde Nazityskland stangen med aftaler, helt uinteresserede i hvad ideologien var bag og var ganske uforberedt på tysk angreb

Nu har jeg i nogen tid beskæftiget mig med Besættelsens før og efter. Mange bøger er blevet trukket ud af reolen. Jeg har skrevet en bemærkning hist og her, bøgerne må igen ind på deres plads. Da jeg er færdig med Christer Bergström og klar til at stille den som ny i reolen sammen med den lille stabel, falder mit blik på Kronikas bog:’Kronika fortæller’ fra 1968 med erindringer fra tiden som korrespondent i Berlin. Et af kapitlerne handler netop om, hvad der kan findes af ting, der er sagt og gjort om den 9.april – FØR den niende april – om muligheden for en tysk besættelse af Danmark.

Sporene er mange – det begynder med at tyskerne, som gennem 1800-tallet var i gang med at samle et tysk land, også har øje for Danmark, som den yderste ende af det kommende Stortyskland. For nogle handler det ikke om erobring, det fremstår bare så selvfølgeligt med den indlemmelse. Den danske version af denne trussel er naturligvis en besættelse, som man efter nederlaget i 1864 ikke har haft så svært ved at forestille sig. Mest overraskende er selvfølgelig den anonymt udgivne bog Dommens dag. Der er så mange momenter i den bog, der virker som parafraser over det, som netop hændte i 1940, at man tror det er løgn. Den er imidlertid udgivet 1908, så det var den trussel man kunne forvente realiseret i 1914 som spøgte, og som Danmark kun med held og Erik Scavenius lykkedes med at undgå.

Det slår mig, at blandt det meget Kronika kan nævne, og det er ikke småting, er ikke Joachim Joestens bog fra 1939 ’Denmark’s Day of Doom’, som vel netop henter sin titel fra ’Dommens Dag’, måske nævner Joesten den et sted. Han skriver i kapitlet Arms and the Dane: “What exactly the Danish Government propose to do once the long-dreaded Nazi ultimatum has to come smack on their heads, the Lord alone knows. But the odds, let there be no doubt about that, are on complete surrender.” Han konkluderer, at meget kunne gøres, men at viljen helt åbenbart ikke er tilstede. Forsvarsbudgetterne er udhulede bevidst i årevis efter de radikales devise *Hvad skal det nytte’, kraftigt ført igennem af udenrigsminister P.Munch uden modspil fra socialdemokratiet, som har fokus på indenrigspolitikken.

At bogen ikke optræder hos Kronika kunne tyde på, at der ingen dansk fokus har været på den. Under Besættelsen udkommer den i oversættelse i dublikeret form og solgtes til fordel for modstandsbevægelsen, har jeg for nylig erfaret. Før jeg læste Jon Galster: ’Den 9. april – en sand myte’, har jeg aldrig hørt om Joestens bog. Den er så vigtig, fordi den viser, hvad der udmærket kunne erfares før den 9. april 1940. Vi er jo tudet ørene fulde med, at den danske regering og befolkningen blev overraskede. Datoen var indtil få dage før måske en overraskelse, men ellers skal man da både have været blind og døv for ikke at kunne se, at det ville ske.

Christer Bergström tager slet ikke spørgsmålet om lille Danmark op, og alligevel synes jeg den understøtter Joestens bog, fordi den anbringer læseren i den tid før Besættelsen. Efter Besættelsen er det, vi fik forklaret om tiden før, at de truede demokratier med England som foregangsland forsvarede sig mod den umenneskelige nazisme. Min nye forståelse er, at det Frankrig og England var optaget af, ikke så meget var demokratiet men deres magtposition. De greb først til våben, da det viste sig, at NaziTyskland ikke var et bolværk mod Sovjetunionen. Og Sovjetunionen selv havde virkelig bildt sig ind, at kunne holde Nazityskland stangen med aftaler, helt uinteresserede i hvad ideologien var bag og var ganske uforberedt på tysk angreb, Ja groft forkortet, men i hvert fald forstået sådan, at jeg har projiceret forståelsen af Nazitysklands modstandere fra, hvordan de fremstilledes efter 1945 til også at omfatte politikken i mellemkrigstiden.

Med denne forståelse i bagagen, må jeg hellere læse Christer Bergström en gång till!

.

 

 

 

Om at samle – og tænke

april 6, 2020
Forside

De i artiklen omtalte reieffer

Årets tur går til Danmark – og hvad finder man så…

Nogle samler på kuglepenne, andre på ølåbnere. En historie,
som gjorde stort indtryk på mig, var beretningen om en
gammel dame, hvis hus ved hendes død viste sig at være
fyldt med små bundter af snore. Vel fra den tid, hvor enhver
pakke var omviklet med snor og ikke med tape som i dag.
Men altså, samlinger som går helt hinsides anvendeligheden
af det indsamlede og som endog kan få et skær af tragik.
Nogle samlere hæves til skyerne, folk som har samlet på
noget, ingen andre fandt af værdi og hvis værdi siden er
blevet åbenbar for alle. Nogle kunstsamlinger ender på
museum eller bliver endog museum selv.
Dette er bare en artikel om nogle relieffer, og hvilke tanker de satte igang.

Artikel som PDF

Artikel i bladreformat hos ISSUU

 


%d bloggers like this: