Archive for the ‘Ikke trykt’ Category

Julehistorie med 80 års perspektiv.

december 21, 2016
scan0005

Forside almanak ‘Danmark 1937’ udgivet af ‘Den Danske Presse’.

Indlægget som PDF

Almanakkerne for 2017 er trykt, de ligger parat til at komme på boghandlernes hylder. De handler på en vis måde om fremtiden – og dog ikke. Almanakken ved hvilken mandag falder hvonår – men hvad der sker – ved ingen.

Jeg faldt over denne almanak fra 1936 – gældende for 1937. Interessant at se i det lys – for hvad ved den almanak om den fremtid, den ikke kender, men som vi gør.

Der er firs års tilbage til 1936. Jeg har en bror, der lige fyldte firs – og så virker det antal år ikke så kolossalt, hvad det jo er. Han var tre da krigen brød ud og ni, da den sluttede. Svært at forestille sig for unge mennesker omkring de tyve, tror jeg. Jeg var tyve i 1962 og firs år tilbage var altså 1882 og jeg er helt bevidst om, at det var en fortid uden direkte betydning for mig i 1962.

Så hvad mening kan der være at finde i en almanak fra 1936. Jo for mig er der en del at hente. I 1962 var 1936 med verdenskrigen imellem langt væk. Nu synes jeg den er krøbet nærmere, og endnu nærmere ved at læse i denne almanak.

Forsiden er jo ren Matador. Christian X og dronning Aleksandrine besøger vagten på Amalienborg juleaften. Tegneren Axel Mathiesen har forestillet sig den aften med almanakker til alle – på bordet. I nutidig form kan vi også forstille os det – det går nok for sig også i år med dronning Margrthe og Henrik. Så her er intet mærkværdigt, sjovt at gense Axel Mathiesen, som lavede forsider til så mange børnebøger, jeg har læst.

Men med digtet Nytårsbøn er vi tæt på nutiden på en helt anden måde. Tegningen af Sikker Hansen må være en af hans mindst inspirerende. Og digtet er ikke et af Tom Kristensens bedste. Men indholdet tvinger tankerne hen på, hvad siden skete, man mærker at det er den angst som fylder digtet.

Lad Danmark vælte Mørket
fra Jyllands brede Ryg,
befrie de frie Øer
fra sidste Dages Tryk,
befri, befri os alle
fra Angst for Sult og Nød,
fra Borgerkrig, for anden krig,
For Mord og Massedød.

 

Borgerkrig kan heftet let referere til, eftersom det indeholder en artikel af Erik Seidenfaden om at være korrespondent for en avis i den spanske borgerkrig, som jo slet ikke er slut på dette tidspunkt, kun lige begyndt. Tom Kristensen udgav siden en del af sine avisdigte i en samling ’Digte i Døgnet’ og et af de bedste digte der er digtet om Gustaf Munch-Petersens død 1938 i den spanske borgerkrig.

Erik Seidenfadens artikel giver os en beretning om hans egne oplevelser som ’verdenskorrespondent’ men ikke mange fakta om krigen, som han kalder et blodbad. Status for borgerkrigen i 1936 kan jeg heller ikke finde.

Selvfølgelig er der den morsomme artikel om årets gang, og her er der ingen hentydninger til trusler mod Danmark. Dagligt liv i Norden 1936: ”Hvad skete der herhjemme i disse tolv Måneder? Ikke synderligt. Ikke noget at skrige op om!” Det bliver dog til fire sider, som sagtens kan fremstå morsomme den dag i dag. Om ananas dyrket på Fyn, om giftelån i Sverige på 1000 kr. for at fremme ungersvende i at sætte bo. ”Af politiske Begivenheder vil man mindes, at Vejrhanen paa Raadhuset blev hentet ned. Dette sket på Foranledning af Rigsdagen. Vejrhanen var nemlig rustet fast, saa det ikke var muligt for vore Politikere at finde ud af, fra hvilken Kant Vinden blæste.” ”Mægtigt røre blev der i byen, da Robert Neiiendam fandt et gammelt Brev, hvori Fru Johanne Louise Heiberg afslørede sin Mands graverende Mangler som Ægtefælle. Neiiendam fik et mægtigt Vrøvl, men oprigtigt talt falder Historien tilbage paa Heiberg, som kunde have sørget for, at hans Kones Breve ikke laa og flød. I de Dage der fulgt, kom de fleste Ægtemænd for sent pa Kontoret, og der lugtede af brændt Papir i alle københavnske Lejligheder.” Olympiaden 1936 har siden givet vældig politisk genlyd, men her nævnes kun at resultatet for Danmarks vedkommende ikke var så blændende. At den sorte amerikaner Owens med fire guldmedaljer ydmygede Nazi-Tysklands racepolitik var vel værd at nævne. Med Tom Kristensens indledning in mente skriger teksterne lidt til hinanden.

Indledningsartiklen af Mogens Lorentzen lyder meget nutidig: ” Hvad vil det sige: at være dansk?” ”Men nu Børnene i en Araberfamilie, som er vokset op her fra den første Dag, indtil de bliver ansat rundt om som Biograf-Schweitsere…kan de kaldes danske?” Det bliver et gennemløb af på den ene side og på den anden side, der i forbløffende grad ligner læsning fra nutiden om danske egenskaber, som slutter med: ”Fornuft og Naturlighed er de to inderste danske Grundegenskaber. Fornuften, som i sig selv har et Stænk af Snusfornuft; og Naturligheden, som let bliver formløs, nonchalant, ja endog koket.” Jo udlandet forekommer: ”Det svulstige Galimatias, som man for Eksempel i disse Aar tuder Diktaturlandenes Befolkning Ørerne fulde af, vilde vi Danske ikke tage for gode Varer…En stille og stabil Mand har flere Chancer for at rive med, end en hujende Bavian.” Vi ved hvem han tænker på.

Som et nutidigt julehefte nok også vil skygge for fremtiden, skønt ikke helt på samme måde: Noveller og praktiske artikler om ’Kvælningsulykker i Brønde’ og ’Forebyggelse af Brand’. Og til slut en håndbog med praktiske oplysninger om kongehus og posttakster og kalender for 1937. Månedsnavnene suppleret med de gamle danske fra Bonde-Practica – Glugmåne, Blidemåned, Tordmåned osv. Regering, Folketing og antal indbyggere fører os naturligvis tilbage til tiden, 80 år fra nu. Normal lokalporto for post under 50 gram: ti øre.

Der er ting, der peger frem – mest naturligvis tilbage. Globaliseringen prøvede man på at stå imod med – med foreningen ’Dansk Arbejde’: ”Codan Gummistøvler. HOLD PAA DET DANSKE.”

Verdenskrigen kun 2½ år fremme.

 

 

 

 

Verdenskrigen kun 2½ år fremme.

Historien Sverige kryber udenom

november 24, 2016
brochure33

Svenske kurvemagere i Lillerød 1933: Fra venstre: Carl E. Johansson, Sigvardt Olofsson, Esther Johansson, Alma Nilsson, Hildur Gustafsson, Per Martin Johansson, Hilding Persson

Historien Sverige kryber uden om -….

(som PDF)

Per-Olof Johansson, DK

Vi diskuterer danskhed – er jeg ny- eller gammeldansk? Er Margrethe II nydansker? Tænk dig hende komme til Sverige og blive mødt med et ”Välkommen hem”. Mon ikke hun ville blive temmelig pikeret og nærmest fornærmet. Hendes hjem er Danmark. Men er det ikke sådan, vi tænker om de mange, hvis forældre og bedsteforældre kommer fra et andet land: Deres sande hjem er et andet sted. Selvfølgelig skal historien skrives. Men det skal ikke medføre, at vi påduttes en nationalitet, slægten netop har givet afkald på. På den anden side altså: Vor historie skal ikke glemmes.

Min mor blev født i Sverige 1903, indvandret til Danmark 1920.

Min fars forældre, født i Sverige midt i 1800-tallet, kom til Danmark 1902 efter ti år i Wolgast i Pommern.

Mine slægtsbånd til Sverige er noget tættere, end hvad der gælder de USA-borgere, som deltager i SVT’s serie ’Allt för Sverige’. Disse bliver hilst med et muntert ’Welcome home’ af Anders Lundin. Nok lidt morsomt ment, men når man overværer deltagernes känslosvall, forstår man, at de tager det ganske alvorligt. Der er ikke noget i vejen med de slægtshistorier, redaktionen har forberedt, de er spændende, selvom deltagernes tårer over de henfarnes slægters genvordigheder virker lidt overspændt, dog ægte nok. De har nok nogle festlige dage i øvrigt – konkurrencerne var jeg gerne foruden.

Jeg sætter mig selv i rollen – for også jeg har interesseret mig for min slægts fortid i Sverige. Danmark er nærmere, kontakten har aldrig været helt afbrudt, jeg taler en slags svensk, jeg mangler simpelthen at være blevet udsat for samme chokeffekt som deltagerne i ’Allt för Sverige’.

En af min brødre, Kurt har et sted skrevet, at han mere og mere følte sig som svensker. Han døde sidste år, jeg ville gerne have spurgt ham, hvad han kunne mene med det. Rent statistisk har min kontakt med Sverige nok været tættere end hans, men jeg kunne da ikke finde på af den grund at ’føle’ mig som svensk. Jeg er dansker, det ved jeg, uden jeg dog ved, hvad det er, at ’føle’ det. I hvert fald: jeg ville føle det højst malplaceret, hvis nogen i Sverige skulle finde på at byde mig velkommen med noget der ligner ’Welcome home”. At jeg er barn af indvandrere kan intet ændre, men gør mig ikke svensk. Kurt ændrede måske standpunkt med tiden, for fra at gøre lidt grin med at jeg kaldte os indvandrere, blev det altså til, at han selv mere og mere følte sig som – svensker.

Dansk litteratur om svensk indvandring til Danmark er ikke stor, selvom indvandringen var det i forhold til landets størrelse, men den findes. Richard Willerslevs arbejde fra 1983 ’Den glemte indvandring’ danner i så henseende skel. Lokalhistoriske arkiver i Storkøbenhavn har udgivet bogen om svenskere på Københavnsegnen i 300 år ’Over Øresund før Broen’ i 2000. Selv har jeg i al beskedenhed bidraget ved at skrive om ’En tid med spånkurve’ 2009 om det prægnante – skønt lille – svenske miljø, der opstod her i Lillerød nord for København omkring fremstillingen af spånkurve efter svensk/skånsk mønster.

Men hvor er svenskernes indsats? Er det kun udvandring til USA og Canada, der er interessant? Hvorfor går de udenom vores historie? Er det lidt for pinligt for 08’erne, at Sverige har været i en situation, hvor svenskerne i stort tal måtte rejse til Danmark for at finde til føden, da hjemlandet ikke kunne løse opgaven?

Javist –  Immigrantmuseet Växjö havde en udstilling om emnet for flere år siden – men en svale gør ingen sommer.

 

Tre generationer i Lillerød

juli 19, 2016

scan0001 scan0002

Ill35

Farfar Per Martin Johansson 1905, Arvid Johansson 1963, Per-Olof Johansson 1963. Jeg tog mit billede med selvudløser, altså en tidlig selfie..

Hvis du ikke lige kender en spånkurv: Definition af en spånkurv

Fjerde og femte generation bor også her i Lillerød, endnu da og så kom jeg i tanker om, at jeg i 1963 tænkte i tre generationer med disse tre billeder…

I 1902 kom mine bedsteforældre til Allerød, fordi de skulle medvirke i farbror Carls spånkurvevirksomhed. Det har jeg skrevet om i bogen En tid med spånkurve (2009). ‘En tid’ – for fra omkring 1970 var behovet for spånkurve erstattet af plasticposer og papkasser. men i den mellemliggende tid blev brødrenes virksomhed den eneste danske som over en længere årrække fremstillede spånkurve i Danmark. Både farfar og hans bror Carl var født i Sverige i Örkened sogn i nordøstre Skåne, hvor fremstilling af spånkurve var blevet et hovederhverv.

Der er rygter om, at andre forsøgte sig, men noget faktuelt ved jeg ikke. Hvad jeg ved er, at der var mindst tre større grossister af spånkurve i Danmark – i København, Odense og Aarhus, så det var ikke uden konkurrence at fremstille kurvene i Danmark. Problemet ved fremstillingen og grunden til, at der kun opstod den ene fabrik var, at materialet – fyrretræer af en vis alder og kvalificeret personale skulle hentes fra Sverige.

Måske i kraft af det navn, jeg fik, synes jeg, jeg altid har beskæftiget sig med vor historie. Per var min farfar, Olof var min morfar og Johan var farfars far, og alle tre var kurvemagere.

Så da jeg fik mig et eget fotoapparat gav det anledning til, at jeg tog en del billeder på værkstedet. Jeg lånte gamle billeder til affotografering hos Elisabeth, min fars kusine. I mit fotoalbum lavede jeg en side, hvor farfar, pappa og jeg selv var igang med det samme moment i fremstillingen – at bukke hjørne på kurven. Jeg blev aldrig kurvemager, men jeg havde selvfølgelig mange opgaver. Men flette lærte jeg ikke, og så må jeg holde min plads som kurvearbejdsmand og kontorist (skrev fakturaer og breve 1956-70). Der skulle flækkes træ, barkes af, sætte indre bånd i og kringskæres, sættes hank på. Sådant kunne jeg.

Her er det billede, hvor farfar sidder sammen med de øvrige kurvemagere på stedet som jeg har lavet udsnittet med ham fra.

ILL14

Allerød, Danmark 1905 hos Per Martin Johansson. Per Martin, min farfar ses lave hjørner på kurven. Pontus Nilsson, farmors fætter (søn af hendes moster) er ved at sætte den ydre gjord på, han er manden tættest ved bordet. Midt for bordet sidder hans kommende kone Hanna, til venstre for hende søsteren Betty, begge kusiner til min farmor (døtre til hendes faster). Først i 1940’erne begyndt man på at ansætte danskere, tvunget af omstændighederne. Børnene er min fars søskende Anna, Sigrid og August. Yderst til højre Tå-Hilda. Mellem farfar og Pontus en Olof, ingen huskede efternavnet.

Benny Pedersen har lavet en video med min oplæsning af tre digte med spånkurv: Et stykke fra Kaleva, et digt af Harry Martinson og en tekst af mig selv:

Per-Olof Johansson læser tre digte med spånkurv

kurve_logo

Dansk/Svensk kulturmøde

juni 30, 2016

Plakat til relancering af 'En tid med spånkurve'

Kulturmøde i det små som PDF, let at udskrive og læse. men alligevel følger hele artiklen her i bloggen, da mange har modvilje mod downloade PDF’er…

Kulturmøde i det små

Per-Olof Johansson 27.6.2016

Jeg lovede en redaktion et haiku om to kulturer, om kulturmøde og forstod det som kultursammenstød, men jeg kunne ikke rigtig komme på sporet. For selvom familien tæt på har sin oprindelse i nordøstre Skåne – er det så ligefrem et kultursammenstød at være født og opvokset på Sjælland med den baggrund? Det er sådan et stort ord – kultursammenstød. Nu er deadline passeret og så kan jeg måske causere lidt over emnet – for selvfølgelig er det et sammenstød, men jeg har bare været dårlig til at registrere det, tror jeg. For det lyder jo til at skulle være noget negativt, og for mig har de to kulturer nok bare været noget positivt, noget der supplerede hinanden.

Jeg har ikke et forfatterskab, jeg har levet af, et forfatterskab er det jo alligevel blevet til. Her burde dette kultursammnestød vel give sig udtryk. Når det kommer til de ti digtsamlinger, så er det noget andre må dømme om, men der er da udgivelser, hvor det kommer til udtryk. Først og fremmest i bogen ‘En tid med spånkurve’. I Danmark er spånkurve ikke noget man beskæftiger sig med. Det var for en stor dels vedkommende en importvare – og så var der vor virksomhed i Lillerød, hvor der gennem70 år og lidt mere blev fremstillet spånkurve. Den historie fik jeg lyst til at fastholde, og fra koncipering til udgivelse gik der 30 år. En udgiver kunne jeg ikke finde, og så måtte jeg selv til slanterne. Inden den kom til verden, var emnet altid svært at tale om, og det blev sværere og sværere som 1970 gled bag ud, nye generationer anede slet ikke hvad jeg talte om. En spånkurv – hvad er det? sagde de. ’Jeg kender en spånplade’ – sagde en! Det var der før 70 ikke tvivl om – for det var jo simpelthen kurven. Selvfølgelig var der mange andre kurve selvom spånkurven var den almindelige, den der ikke kostede meget, og fandtes i mange størrelser.

Det er og var noget andet i Sverige. Dels kan der i Sverige hist og her stadig laves en spånkurv, fordi materialet, fyrretræ af en vis ælde stadig findes, dels fordi traditionen med en spånkurv stadig er levende, takket være Hemslöjd-organisationen. Her blev spånkurven accepteret som en del af kunsthåndværkstraditionen. Desuden blev en tradition fra Hälsingland med at male spånkurve genoptaget og indgår nu som et led i hobbyaktiviteter. Man kan se det bevidnet af museernes beholdninger af spånkurve. således som enhver kan slå det op på nettet. Man kan også se det på Instagram ved at se forskellen i antal på respons på #spånkorg og det danske #spånkurv. Mængder på svensk – på dansk er det overvejende billeder, som jeg har sat på! Så her har jeg da mærket kulturforskellen og følt, at jeg arbejdede i modvind.

Så er der en anden udgivelse, hvor det slår mig, at forskellen ligner den med spånkurvene. Jeg udgav i 1975/76 en bog om Bonde-Practica, en bog tiltænkt folkelig læsning, udviklet i Tyskland i begyndelsen af 1500-tallet, første gang trykt i Danmark 1597 og siden i mange oplag til og med 1804. Min bog udkom i en mappe sammen med et faksimiletryk af udgaven fra 1744 som årets nytårshilsen fra Dansk Kliché Fabrik og Fihl-Jensens Bogtrykkeri. Den del af oplaget, som tilfaldt mig, solgte jeg gennem Foreningen Danmarks Folkeminder, jeg havde jo haft Iørn Piø som konsulent på projektet. Der skrives tit at bogen er udgivet af foreningen, men sådan var det altså ikke. Med almanakkens reformering i 1832, hvorefter det ikke mere var muligt i almanakken at se månens gang i dyrekredsen, og måske især på grund af H.C.Ørsteds kamp mod overtro, døde bogen så at sige i Danmark. En almindelig viden om bogen må dog have eksisteret siden man i 1884 kunne udgive en satire over bogen som tillæg til et julehefte (Oldfux 1885)!

I Sverige gik det anderledes. Der udkom en svensk version oversat fra dansk først i 1662 og uden det rige billedmateriale som gennem 200 år fulgte de danske udgaver. Den holdt imidlertid længere. Almanakken reformeredes senere end i Danmark og sikkert derfor kunne den lettere fortsætte et liv som kuriositet og minde om gamle dage i Sverige.

Så kunne man tro, at det skyldtes en viden om bogen fra min opvækst, som havde fået mig til at kaste mig over den lille bog, sådan er det slet ikke. Da jeg fik den i hånden i begyndelsen af 70’erne havde jeg aldrig hørt om den, og det var det, som udgjorde udfordringen, for jeg kunne ikke vurdere om det eksemplar, jeg fandt, var fra 1500-tallet eller senere! I dag er bogen i Danmark kendt af særlige interesserede på grund af min udgivelse, mens det er ganske almindeligt bekendtskab i Sverige, jeg har slet ikke tal på de udgaver, der er kommet igennem det tyvende århundrede, jeg har adskillige, og enkelte er kommet i store gentagne oplag. Jeg har da en opdateret dansk version på beddingen, uden det er lykkedes til dato at få skabt interesse for den hos en udgiver.

Her var da på et par punkter helt tydelige kulturforskelle mellem dansk og svensk, som jeg har erfaret. Når det kommer til et skel mellem svenskere og danskere i almindelighed må jeg melde pas, jeg har svært ved at skelne mellem, hvad der blot er forskel mellem mennesker i almindelighed og så på det nationale område. Jeg siger aldrig, at jeg føler mig dansk eller at jeg føler mig svensk. Jeg er dansker med en svensk historie og undrer mig over den snak om at føle sig som….hvilket måske er min måde at værge mig mod ‘kultursammenstøddet’.

En tid med spånkurve

Bonde-Practica eller Veyr-Bog

 

 

KONICA MINOLTA DIGITAL CAMERA

Per-Olof Johansson: Bonde-Practica eller Veyr-Bog 1975. Bonde-Practica eller Veyr-Bog 1744 i faksimile, mappe til begge.

Flere måder at blive rask på

juni 22, 2016

Bogens forsideBilledet: Forsiden til en lille bog, hvor denne tekst ville have fundet plads .

Flere måder at blive rask på

..artikel som PDF..

Det handler om kræft. Kræft er så mange ting, men i samtalens løb hedder det kræft. Nogle dør af det, andre overlever. Selv om du overlevede, skal du ikke være sikker. Den kan komme igen. Kan komme igen som en anden kræftform. Der er flere måder at blive rask på. Dette er enkelttilfælde, jeg har hørt om. Dem tænker jeg på, når nogen kloger sig på kræft.

1.

Kræften opdages, patienten følger det af læger fastlagte forløb, helbredes efter kortere eller længere tid.

2.

Kræften opdages, patienten følger det af læger fastlagte forløb, patient og eller nærmeste følger intenst med og griber ind ved fejltagelser, supplerer systemet med ideer, patienten helbredes efter kortere eller længere tid.

3.

Kræften opdages, patienten følger lægens råd, men bedringen udebliver. Patienten søger til udlandet, andre læger og bliver helbredt.

4.

Kræften opdages, patienten følger lægens råd, men bedringen udebliver. Patienten opsøger alternative behandlere og bliver helbredt.

5.

Kræften opdages, patienten følger det af læger fastlagte forløb, men bedringen udebliver og erklæres uhelbredelig. Patienten afbryder behandlingen og fastlægger selv et program for overlevelse og overlever.

6.

Kræften opdages, patienten følger det af læger fastlagte forløb, men bedringen udebliver og erklæres uhelbredelig. Patienten afbryder behandlingen og gør ingenting, lever som før, men erklæres to år efter for helbredt.

7.

Kræften opdages, patienten følger det af læger fastlagte forløb, men bedringen udebliver og erklæres uhelbredelig. Patienten overlever betydeligt længere end lægerne forudsatte.

8.

Kræften opdages, patienten følger det af læger fastlagte forløb men bedringen udebliver og erklæres uhelbredelig. Patienten er eller bliver intenst religiøs og oplever efterfølgende helbredelse som resultat af bøn, som mirakel.

Mål tilpasset det målbare

maj 14, 2016

tårn

Note på facebook

Læserbrev til Politiken som der ikke er plads til i avisen.
Det er ikke en let kronik, Nikolaj Ejler har skrevet i Politiken 10.5. om måling af resultater i sociale og sundhedsmæssige indsatser. Den er skrevet ind i en sammenhæng, som de færreste vil have indsigt i. De indvendinger, han rejser mod Kora-rapporten, vil Kora heldigvis nok selv svare på. Men selv om man i øvrigt ikke har styr på cykelløb, kan man da få øje på, når kæden hopper af. Et citat er desværre nødvendigt.
”Kvalitet og effekt kommer af stadigt bedre daglige beslutninger i praksis. Her er fagprofessionelle nøglen, for de er trænet i en faglig refleksion over den konkrete situation med det konkrete menneske. Refleksioner skal være vidensfunderet, datadrevet, for vi har en udvikling- og læringskultur, hvor progression for den enkelte i målgruppen hen imod de intenderede mål for ham eller hende er i centrum for praksis. En fagligt funderet kultur med kerneydelsen i fokus, ikke en ansvarsfri kultur med alt ansvar placeret hos den enkelte fagprofessionelle.”
Fagprofessionelle er et ord, der lyder godt. Intet i artiklen lader dog ane, at Nikolaj Ejler andet end teoretisk har mødt den målgruppe. I hans argumentation indgår ikke noget om ressourcer. Hvis hjemmehjælperen har kerneydelsen i fokus, er der stor forskel på om kerneydelsen er at hjælpe den ældre eller at støvsuge. Kerneydelsen er selvfølgelig at hjælpe den ældre, men det vil der i dag være meget få muligheder for at leve op til, fordi kommunen har sat et skema op, der ser bort fra den egentlige kerneydelse og satser på noget, der kan gøres op i minutter. Sådan kunne tidsstudieteknikeren fastsætte arbejdet i en maskinelproduktion, men det er en teknik, som er totalt misforstået i en menneskelig relation. Det er lægen, der i den givne situation afgør operationens varighed, ikke et gennemsnit af tidligere lignede operationers varighed.
Og så skal vi måle, om vi er på rette vej mod indfrielse af disse mål. Måling med mening for såvel politisk, administrativ ledelse og fagprofessionelle.”
Har ledelsen i stat, region, kommune, skole, hospital ikke afsat ressourcer til noget ud over gennemsnittet, er det ikke hverken lægen eller hjemmehjælperen, som skal betale prisen med stress. Hvad vi alle, der har været flue på en væg, når måleriet kolliderer med målet kan konstatere helt uden rapporter er – at tidsstudieteknikeren har vundet over den fagprofessionelles ad hoc vurdering.

Danmark er ikke en forretning

maj 9, 2016
Forside til utrykt manuskrip 1973

Jeg røber mig..Forside til utrykt manuskript 1973

Danmark er ikke en forretning – denne titel fra en tekst af mig fra for længe siden randt mig i hu – men hvad stod der? jeg fandt den frem – den var fra 1970 – og var for mig selv at se så interessant, at andre burde kunne læse med. Så her er den – i form af en novelle.

Hovedpersonen siger om fremtiden:” Nej, kun i den grad det lykkes os at omskabe Danmark fra at være forretning til at være et samfund vil det lykkes os at bevare noget vi kalder frihed, bevare det på trods af storkoncerner, markedsdannelser, og fremmede magters strategiske  interesse i vort land.”

Link til Danmark er ikke en forretning

De usynlige døde

maj 4, 2016
Kurt taler

Kurt E. Johansson holder tale for sin bror Stig F. Johansson ved 50-årsdagen 1982

Artiklen med flere billeder som PDF

Esben Kjær har skrevet en bog om sin afdøde søn: Min usynlige søn. Hvad der sætter sig som det faste for de nærmeste, fortoner sig hurtigt hos omgivelserne. Det er kun tre år siden sønnen døde, og hvis omgivelserne ikke mere synes det er vigtigt, ’det må han se at komme over’ – er det klart, der skal protesteres – for lige dét kommer vi aldrig over.

Men der er jo mange nære, som er døde, og som ikke fremstår særligt synlige – heller ikke for de nærmeste, eller kun for de aller nærmeste.

Mon ikke det er en svær opgave at ville tale i generelle vendinger herom?

De kommende generationer vil sidde tilbage med de forrige generationers fotoalbummer uden at kunne afkode ret mange af dem. Kun de færreste har skrevet oplysninger om motiverne. Og selv da – måske ikke så oplysende, som de var engang ”Onkel Erik på besøg”. Hvilken onkel Erik, besøg hvor? Glæden ved billederne var samtidens, kun i sjældne tilfælde eftertidens.

Lige nu skulle en bunke papirer flyttes, og jeg møder et fotoalbum. En ældre bror Kurt er død i efteråret, og dette album er altså havnet hos mig. Der var ark med billeder fra hans kones barndom, som var lette at få placeret hos hendes søn. Først nu tager jeg stilling til resten. Det går op for mig, at det ikke er hans eget album, men et arvestykke fra vor ældste bror, som døde for fem år siden. Det er fra en fødselsdag jeg ikke var med til. Har set et par af billederne før, af fødselaren og hans kone. Men her er – 75 fotos, hele selskabet fra den ene ende af festen til slutningen med mange for mig ukendte ansigter.

Albummet starter med en smuk håndskreven hilsen på rim fra Erik, som har taget billederne eller fået nogen til det. Mon det ikke er ham, der sidder til højbords med Stig, Stigs kone Vally og vor bror Kurt. Brevet:

 

19.8.1982 Kære Vally og Stig
Vi takker for en dejlig fest
på kro ved Feggesund
og glade det var hver en gæst
ved fødselsdagen rund
og taler blev der holdt for dig
og du fortjente dem
et rim det får du her fra mig
Skamol’s Metusalem

…og 12 linjer mere i samme genre samt ’Fotos kan beholdes!’

Hvor mange tusinder af den slags albummer finder man ikke – og hvor mange vil snart forsvinde. For skønt alle som her er fuldt synlige på billederne, er de for mig usynlige bortset fra de fire: Stig, Vally, Kurt – og måske – Erik. Dem kunne jeg tage ud og kaste resten – de usynlige. Jeg vælger nu at lægge den i stablen med andre fotobøger, for hvem ved, en dag møder jeg måske en morsingbo, som kan få glæde af dem. Jeg lukker albummet, FOTO står der med forgyldte bogstaver på det blå bind, og hidtil uopdaget også: ’1982 50 ÅR STIG’. Jo sådan så en 50-års dag ud for 34 år siden. Det er et familieminde, men også værd at erindre for nationen, selv om mange af personerne må forblive ’usynlige’.

per-olof.dk

Kurt E. Johansson: Udsyn fra Femø

Stig F. Johansson: Mindeside

Kan tro blive til viden

april 7, 2016
bagside

Bagside og undertitel – siger mere end forsiden om bogen ‘Historien om det hele’.

Tro som viden ?

Artikel som PDF

’Historien om det hele’ af Kristian Leth og Eske Willerslev har givet mig anledning til disse overvejelser. Helt umiddelbare overvejelser uden genlæsning af bogen. Jeg vil helt sikkert genlæse den og er åben overfor, at bogen faktisk imødekommer flere af mine reservationer, og så skal jeg nok vende tilbage, med positive ting, som bør fremhæves. Lige nu er det vigtigt for mig, at formulere dette.

Vi har dagligt glæde af naturvidenskabeligt funderede opfindelser uden at ane andet end overfladisk, hvordan tingene hænger sammen. Det er blevet værre med relation mellem tingenes funktion og brugeren, viden om hvordan. Hvor mange kan i dag selv lave småreparationer på bilen osv! Det har Anders And engang gjort op med: hvordan Microsoftstifteren i en nødsituation må have hjælp af den sidste primitive indfødte i verden!
Vi bruger teknikken med samme tillidsfuldhed, som fortiden mødte religionen med. Når magien virker – så hvorfor ikke blot inkorporere den i vor verdensopfattelse. Hvorfor skal den reserveres til virkelighed blandt oprindelige folk og utilgængelig for os andre?

For ikke længe siden ville denne bog med undertitlen ’Fortællinger om magi og videnskab’ have heddet ’Tro og viden’ – i en eller anden variant om de to tilsyneladende uforenelige størrelser. Kan tro få plads i naturvidenskabelig sammenhæng?
Det er en let bog at læse, skønt den fører læseren vidt omkring både hvad angår synspunkter og geografisk. Det mest uforståelige er vist omslagets forside! De efterfølgende overvejelser er knap så lette at håndtere.
Eske Willerslev er verdensberømt for sin forskning i gener. Han fortæller på underholdende måde om sine opdagelser. Blandt hans forudsætninger for at have kunnet gøre dem, regner han de muligheder, han ekstraordinært har haft for at få adgang til forskningmaterialet, nemlig skeletdele fra såkaldte oprindelige folk, indianere i Amerika og aborignials i Australien. Denne adgang har han opnået, fordi han har vist dem tillid, en tillid der bygger på hans egne erfaringer med den verden, hvor intet kan måles og vejes. Det er ikke enkelt at bekende for en moderne videnskabsmand, og det er processen frem til den erkendelse, han fortæller om. Kristian Leths rolle som medforfatter er ikke helt let at gennemskue, men udover han står for sammendrag af Eske Willerslevs og hans samtaler, har han ved sine besøg i andre kulturer og religioner gjort lignende erfaringer, som Eske Willerslev om end knapt så dramatiske.

Bogens konklusion, at videnskaben ikke skal betragtes som afsluttet, men holde sig åben overfor de erfaringer, der ligger til grund for religioner i alle deres former fra animisme og fremad, kan ingen vel være uenig i. Selvom naturvidenskab bygger på måle og veje, har den ikke helt afskåret sig fra erfaringsverdenen. Det er imidlertid vanskeligt at se, hvordan koblingen magi og videnskab skal kunne ske, bortset fra, som den sker i den enkelte – som her redegjort for af Eske Willerslev.
Hvad skal jeg som læser gøre? Jeg kan læse bogen med interesse, jeg kan da have tillid til, at Eske Willerslev har erfaret, hvad han nu siger, han har. Men hvor går grænsen? Moses havde sin erfaring med tornebusken, Muhammed med englen Gabriel. Skal vi tro på jer profeter, eller skal vi holde os til egne erfaringer – ’prøv ånderne’, som der står hos apostlen Johannes?

Naturvidenskaberne holder sig til, hvad der kan måles og vejes – selvom betydningen heraf i dag går langt ud over, hvad vi i dagligdagen mener hermed. Så meget må da stå klart, at her spiller matematikken en hovedrolle. Kan man virkelig lade være med at kaste et blik på dette – redskab. Er det virkelig så fejlfrit, som det antages. Jeg tvivler, men i denne bog eksisterer det problem ikke, så også derfor anser jeg titlen for noget af en overdrivelse. Vi holder os på fortællerplanet og en appel om åbenhed overfor en magisk tilgang til verden.

Når nu bogens kritik går på, at videnskaben unddrager sig viden ved kun at holde sig til, hvad der kan måles og vejes, må man nødvendigvis inddrage historien i denne kritik i større omfang end sket er. Hvor i historien gik det galt – hvor skiltes viden og den såkaldte tro ad? Skal vi gå tilbage, eller er det muligt at man i videnskaben kan implementere åbenheden for det, som ikke kan måles og vejes?
Mig forekommer det, at det er et nyt sprog, der skal til, for vi kan ikke skrue tiden tilbage. Eske Willerslevs og Kristian Leths erfaringer fra andre kulturer er gode til at udpege problemet, men har ikke vingefang til at løse det, hvad de da heller ikke selv påstår! Med en anden metafor: ingen af de to spor kan bare kobles på det andet, fremtiden ligger i et helt nyt spor.
Den hollandske matematiker Brouwer har sagt, at matematikken skal bygge på erfaringen: ”Der gives ikke sandheder, som ikke bygger på erfaringen”. Hvad vil ’erfaringer’ så sige? Enhver erfaring kommer ikke videre fra menneske til menneske uden begreber. Det er den mur, vi støder ind i. Hele vor begrebsdannelse må til debat, og ikke mindst talbegrebet! Er det begrebserfaring eller begrebskonstruktioner, vi omgives af i det sociale rum?

Her stopper jeg, jeg har mindre end nogen svaret, men hvis nogen skulle være interesseret i at få uddybet min udgangsreplik, kan man finde mine overvejelser i min ganske oversete bog: ’Samtale med tiden’. Det er beretningen om et kuldsejlet projekt, som er forsøgt omsat til en slags skønlitteratur, mere digt end afhandling, ikke let at referere: om symboler, begreber, bevidsthed. Et par citater at slutte med:
”Begrebet åbner en dør, hvor der før var en mur, åbner et hav, hvor der før var en afgrund.”
”Katastroferne rydder så mange borde, men jeg synes det må være muligt i betragtning af alt, der hvirvler rundt, at der er plads til, at noget andet vokser sig stærkt inden. Det er et spinkelt håb.”
Det er vist det håb, denne bog deler!

Per-Olof Johansson

Royal Danish

marts 23, 2016
ugeblad
Royal Danish eller Hold tand for tunge.
En anmeldelse af den nye TV-serie
At det virkelig lykkedes holdet bag TV-serien ‘Royal Danish eller Hold tand for tunge’ selv at holde tand for tunge under optagelserne er yderst imponerende. Når nu sidste afsnit er rullet over skærmen, kan det undre, at den ikke har vakt større opstandelse, end tilfældet er? Det er imponerende at kunne lave et stykke TV-dramatik om kongefamilien, der har så mange andre hovedpersoner udover kongefamilien. Først og fremmest er der ugebladenes og tabloidpressens publikum – så er der alle dem i den side af medieverdenen, som lever af den interesse, redaktører, journalister, fotografer Så er der selvfølgelig kongefamilien selv, men også de to fløje – dem, der betjener dem i det daglige, og dem de er deres venner og bekendte i alle grader. Det politiske og det kulturelle Danmark forsvinder som støv mellem disse kværnsten.
Plottet, at foregive at dronningen har en søster ingen kender, som lever et almindeligt liv og udvikle historien derfra og kun lade seeren kende sandheden – end ikke søsteren selv nåede at lære den at kende – det er ret genialt. Når vi normalt taler om disse segmenter af Danmark, fremstår deres mennesker totalt skabelonagtige, men her får serien rettet op på kulturelitens misopfattelse: vi ser rigtige mennesker, der lever rigtige liv. Det er vist det, der er det lykkelige Danmark – selv når det vælter ud af skabene med problemer, så er der alligevel noget at holde fast i. Til daglig kan vi opfatte de deltagende segmenter som adskilte, men hvad serien formår at vise er, at der er et uendeligt antal forbindelseskanaler, vi aldrig ellers hører om – fordi de implicerede er så dygtige til at holde ‘tand for tunge’.
Sønnen til dronningens søster ender med at få en mistanke om familieskabet, hvilket han naturligvis ikke kan bevise, og som han selv må afvise som hjernespin, mens vi seere sidder som i den gamle biograf og råber til ham: Du har jo fuldstændig ret. Der er ikke plads til i dag at gå ind på de enkelte skuespilpræstationer, ingen faldt igennem, så det må blive seks stjerner herfra!
per-olof.dk

%d bloggers like this: