Archive for the ‘Indlæg trykt’ Category

Lokal identitet og kommunevalg

februar 6, 2021

Udgivelser fra Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød Kommune

Lokal identitet og kommunevalg

Trykt 1.2.2021 Frederiksborg Amts Avis.

Med Sjællandske Mediers køb af Politikens lokalaviser i 2019 set i sammenhæng med Sjællandske Mediers dækning i øvrigt af lokalstof i dagbladene kunne man tro, at den hellige grav er velforvaret. I Allerød stemte 70% af vælgerne 2004 for, at kommunen ikke skulle sammenlægges med andre, så man må formode, at der er en stærk tro på den lokale identitet. Så vi med støtte af Allerød Nyt og Frederiksborg Amts Avis’ lokalstof ikke behøver at være urolige for fremtiden som selvstændig kommune.

Trods kommunesammenlægningerne i 1970 og kommunesammenlægningerne i 2007 er der dog vist ikke foretaget en evaluering af disse epokegørende administrative ændringer af Danmarkskortet. En sådan undersøgelse måtte naturligvis også inddrage lokalavisernes betydning. Ifølge en netop offentliggjort undersøgelse, er lokalaviser og lokale ugeblade ved at forsvinde – 4 ud af ti er forsvundet indenfor få år. Vor opfattelse af kommunerne ville uden dem, deres forskelle til trods, netop være det administrative – økonomien, institutioner og planlægning – mens kommunernes indre kultur og dagligdag ikke ville blive samlet op. Så lad os ikke være for sikre. En ikke uvæsentlig faktor, som også burde indgå i en sådan undersøgelse, er arbejdet i det lokale foreningsliv og menighederne. Arbejdet i de lokale historiske foreninger og arkiver endda særligt, da deres fokus netop er identitet, både den fælles og den individuelle. Skulle man være i tvivl herom, kan man tage det fælles tidsskrift for adskillige af disse foreninger i hånden, Journalen nr. 2 fra 2019, hvor de mange af de lokalhistoriske publikationer udkommet i 2018 får omtale. Oven i dette må man tænke sig til de gennem året udgivne medlemsblade.

Nu sidder jeg i Allerød og skriver og tænker naturligvis på de udgivelser som LAFAK, Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød Kommune har stået for siden starten i 1978. Det kan vel gå an som eksempel! LAFAK har altid loyalt forsøgt at dele sol og vind lige mellem de tre oprindelige kommuner Blovstrød, Lillerød og Lynge-Uggeløse i respekt for sammenlægningstanken. Og her er endda et ikke ubetydeligt link til Lokalaviserne – idet billederne i bogen ’Allerødbilleder 1’ netop stammer fra fotograf Jan F. Stephans donation fra tiden som fotograf på Allerødposten. Avisen gik ind i 1986, efter at være blevet overtaget af Frederiksborg Amts Avis. Nu er Sjællandske Medier som blandt så meget andet ejer Frederiksborg Amts Avis altså gået skridtet videre og har opkøbt Politikens Lokalaviser og dermed også Allerød Nyt, som udkonkurrerede Allerødposten.

LAFAK har i sine snart 43 år udover medlemsbladet Nøglehullet tre gange om året, udgivet ni bøger, to billedlotterier og sat to af bøgerne gratis på nettet samt opretholdt en hjemmeside. Desuden hvert år holdt tre til fire offentlige møder eller ture. Dette bygger på samarbejde med kommunen om et tilholdssted for arkivet samt en foreningsansat arkivar. Et arbejde som slet ikke kunne udføres uden bidrag fra en lille skare frivillige og en stor skare medlemmer.

Internettet får mere og mere betydning for opfattelsen af den lokale identitet og må naturligvis også inddrages i undersøgelsen, og der er det da vigtigt, at også den trykte presse har sine netsider. Aviserne, foreningerne og kommunen er på nettet, men der til kommer de sociale medier, hvor måske især facebook har en bred vifte af grupper med lokalt fokus.

Selvom der altså ikke eksisterer en undersøgelse af lokal identitet efter disse retningslinjer, synes jeg, det er vigtigt, at vi hver for sig holder os denne ramme for øje. At vi hver i sær vedkender os et medansvar for den lokale identitet i videre bemærkelse end som skattebetalere og forbrugere af kommunal service. Ikke kun i et valgår, men da især nu, da valgåret rulles ud og gerne vil forvirre vores kompas med alskens misvisninger!

Auschwitz-dagen

januar 27, 2021

 

ERINDRING OG DRØM

Jeg vidste det ikke

for i 1946

lå farmor i kisten

i Villa Birkely

hele familien stod langs væggene

eller sad der og græd

og faster Sigrid lagde et tørklæde

hen over farmors ansigt

vi gik bag ligvognen

hele vejen til kirken

jeg var fire og et halvt år

stod bagved og så kisten

blive sænket i jorden

græd alene i spisestuen

da farfars lommeur

gik til en onkel

tog et lilla skohorn af bakelit

som en erstatning

jeg vidste det ikke

at Primo Levi var på vej

gennem Rumænien i en godsvogn

efter et års ophold i Auschwitz

samt et år i Rusland, ja hvor

jeg vidste det ikke

Primo Levi levede i en ond drøm

jeg levede som et i andet århundrede

som på en anden planet

nu er jeg en drøm

går i bad, et varmt bad

i et varmt badeværelse

på vej gennem Rumænien

i en godsvogn

i 1946, en drøm i kød og blod.

 

Per-Olof Johansson

(trykt i Politiken 26. januar 2010, i anledning af Auschwitz-dagen.

Siden i Splints & Co sammen med andre digte om ‘Krigen’

http://per-olof.dk/splints_20_10.pdf

 

Hannibal på Broholm

august 21, 2020

Min Hannibal, erhvervet i begyndelsen af 70’erne.
Øvrige fotos i indlægget er fra Broholm Gods.OM EN TRYKPLADE:

Om Hannibal Sehested (1609-1666), dansk statsmand, gift med Christian IV’s datter Christiane er der skrevet både store tykke bøger og mindre skrifter. Han har selv skrevet en del, men ikke med en folkelig appel og direkthed som svigerinden Leonora Christina. Han kom ikke i Blåtårn, men hans fald var stort nok.

På min væg har siden 1973 hængt et anseeligt kobberstik af denne spændende person. Skønt trykpladen angiveligt var lavet i 1650 af kobberstikkeren Albert Haelwegh efter maleri af Karel van Mander, har jeg ikke haft klare forestillinger om, hvornår trykket var fra. Endelig en dag fik jeg taget mig sammen til at få det til konservator. Det første han siger er, at billedet er fra denne side af 1850, fordi det er trykt på maskinpapir. Da han siden har haft det i hånden, kan han også sige, at papiret er fra før 1900. Altså nogen har påtaget sig at trykke dette billede i den periode – og pladen var da tilgængelig. Ja måske fandtes den endnu.

På Frederiksborg Slot opbevares flere godsregistreringer, dog ikke for Broholm på Fyn. En email der til resulterede i positivt og venligt svar. I ferien gik så turen om Broholm og blandt det meget andet spændende, som her er at se, er altså den kobberplade, hvormed min Hannibal er trykt. Det mest sandsynlige er vel, at Thyra Sehested, som i 1886 udsendte to bind om Hannibal Sehested, en beretningsdel og en dokumentationsdel, også har fundet anledning til at få et antal tryk bragt til verden. Anna Grethe Amkær på museet kunne fortælle, at der findes en mængde dagbøger fra Thyras hånd, som ingen har overblik over indholdet af. Så er det hende, som har ansvaret, kan det komme for en dag. Hendes skarpe profil, som ses på maleri på stedet, kunne tyde på, at dagbøgerne ikke kan være kedelig læsning.

Fra bogen ‘Røde Erik på langfart’ 2007, mine bidrag til rubrikken ‘Dag til Dag’ 17.8.2004 i Politiken dengang

Den kobberplade der er trykt med.

 

 

Karel van Mander portrætmaleri af Hannibal Sehested på Broholm. Forlægget til stikket vistnok på Wedellsborg, en kopi heraf i Oslo.

 

Broholms version af kobberstikket.

En beskåret version af trykket,

Nu mindes vi Balkan

juli 11, 2020

I disse dage mindes vi krigene på Balkan. Tænker på, hvad der afgør om og hvordan jeg reagerer på min indignation. Burde der ikke dagligt reageres?

Digt i Politiken 24.april 1994 

 

  • Digt i Politiken 18.juli 1995

 

Danskerne – syd for grænsen

juni 15, 2020

(trykt Frederiksborg Amts Avis 13.6.2020)

Danskerne – syd for grænsen

Aldrig er der blevet talt så meget om danskerne som i år. Regeringen svælger i brugen af begrebet. Andre forgruer sig ved at høre beretninger om dem, der vil men ikke kan blive dansker pga et bureaukrati, der ikke giver preussisk forbilleder noget efter. 

Indfødsretsprøven indførtes 2005 – i 156 år efter Grundlovens indførelse kunne man altså blive dansk statsborger uden en sådan formaliseret prøve. For at se, hvad prøven indeholdt, prøvede mange af os den, og fandt den latterlig.

I 1920 blev Nordslesvig dansk (igen), hvilket indebar, at et par hundrede tusinde personer, som før havde tysk statsborgerskab, blev danskere. NB ikke efter individuelle ansøgninger, men fordi et flertal i området havde stemt for det. Det var et flertal, der bestemte, at det mindretal, der ønskede at forblive tyskere, nu blev danskere. 

Jeg har endelig for alvor fået læst A. Lorenz Bücherts bog fra 1945, nok skrevet før 1940: ”En sydslesvigers genforening med det danske folk i løbet af et halvt hundrede år.” Titlen burde sige det hele. Det er dog først ved seneste læsning her i hundredåret for Genforeningen, at jeg forstår den.

Hans tipoldefar kom til Danmark i 1700-tallet efter invitation fra den danske konge og bosatte sig i den tildelte gård syd for Flensborg. De inviterede, der havnede længere nord på i Jylland, fik navn af kartoffeltyskere. Hvad sprog de end talte, tysk, plattysk eller dansk, så var familien dansk fra da af, for hans tipoldefar blev dansk ved at aflægge en hyldningsed til kongen.

Lorenz blev født 1883 og siger ”..skønt jeg som lille dreng endnu ikke havde anelse om, at der var forskel på dansk og tysk”. Det handler så bogen om – hvordan han ud fra historien, ud fra mentalitetsforskellen bliver bevidst om forskellen og når til den overbevisning, at hans tyskhed er ham noget påført ved historieforfalskning fra Tyskland. Som barn er hans talesprog plattysk og derefter tysk. Dansk må han lære sig selv, først at læse dansk, så at skrive det og til sidst at tale dansk – det bogen handler om, er den personlige tilegnelse af det danske. Hans genforening består ikke i at flyttet til Danmark i 1920, han bliver ikke dansk statsborger, det er en helt personlig genforening.

Det danske mindretal syd for 1920-grænsen følte sig naturligvis fravalgte, de var jo i egen opfattelse ikke mindre danske end landsmændene nord for den nye grænse. Udfaldet kunne have været et andet alt efter hvordan afstemningsområderne, havde været og alt efter, hvem der var stemmeberettigede. Også Lorenz var skuffet, hvilket ikke betyder, at han ikke har forståelse for selvbestemmelsesretten. Men selvom han så aldrig blev dansk statsborger, forblev han dansker i egen opfattelse. Han argumenterer også for, at man på engang kan være dansk og tysk, hvad jo også siden blev officiel politik både i Tyskland og Danmark – når lige bortses fra statsborgerskabet.

Men når statsministeren vælger at tale om danskerne – så mener hun vist ikke det danske mindretal syd for grænsen. Vist lidt tvært i mod med tanke på de restriktioner, som grænselukningen har medført.

Hvor er krukken?

november 18, 2019

Albert Hansen 1942

Frederiksborg Amts Avis 16. nov. 2019

 

Hvor er krukken?

I bogen om Lillerød Lervarefabrik 1870’erne til 2006, udgivet af Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød Kommuneer der faktisk ud over alle de ting, der gives forklaring på, også fortællingen om en krukke, som endnu ikke er dukket op. Det er ikke en serieproduktion, men en unika-krukke af et vist format. Krukken er i 1942 blevet drejet af pottemager Albert Hansen på Lillerød Lervarefabrik og skulle udstilles på Den Frie på Landsforeningen Dansk Kunsthaandværks forårsudstilling. Der fandtes en avisnotits om krukken og en dårlig fotokopi af et billede – men tilfældigvis dukkede originalfotoet op og nåede at komme med i bogen, så nu er vi ikke i tvivl om, hvordan den 1 meter høje krukke så ud – før den blev dekoreret af designeren og keramikeren Ville Christensen. ”Danmarks største vase lavet i Lillerød” stod der i Frederiksborg Amts Avis 25.3.1942. Albert Hansens niece omtalte billedet til en bror af en af redaktionens medlemmer – uden at vide, at en bog var undervejs, men det vidste han – og bingo! fik vi billedet i hånden!

I udstillingens katalog er afbildet en af Ville Christensens krukker – men ikke denne. Hvis den nogensinde blev klar til udstillingen, er den formentlig dekoreret på samme måde som den afbildede – med ophøjede figurer. Som museumsleder fra Vejen Museum Teresa Nielsen fortæller i bogen, kan Ville Christensen være en vigtig brik i dansk keramiks historie, i egen ret men også i kraft af, at nogle af hendes ting blev udført hos den kendte keramiker Patrick Nordström. Hendes mand var kunsthistorikeren Victor P. Christensen, som nok var den første til at udpege ting fra Lillerød Lervarefabrik som folkekunst.

Men hvor er krukken? Har nogen den, er den gået i stykker, findes der et foto af den færdige krukke før den evt. gik i stykker? Hvem ved det?

 

Ville Christensen krukke

PDF-artikler på per-olof.dk

januar 5, 2019

foto avisartikel

Forkortet version trykt i Flensborg Avis 29. marts 2017

Jeg har gennem årene lavet mange hjemmesider med artikler, jeg har skrevet artikler her i bloggen og i min anden blog, og i en blog om Bonde-Practica eller som Noter på facebook. Der kan man rulle ned gennem siderne og se hvad de går ud på

Vist for anden gang har jeg lavet et liste med de PDF’er som er udgivet på domænet

per-olof.dk. Foreløbig er det artikler, som er set januar 2019 1.-5. januar. Vil blive suppleret hen ad vejen. Tit artikler som har været trykt, måske forkortet, men som så er genopstået i deres helhed som PDF.

Artikler som PDF af Per-Olof Johansson

Sort kat over vejen –

december 5, 2018

IMG_20181117_072507_369

En kat, jeg tegnede…

En ældre tekst som jeg finder, har samme aktualitet, som da den blev skrevet 2005!
Vi passerer en sort kat, den går over vejen bag os. Selvom den var kommet foran os, kunne man med sikkerhed sige, siger han, at det ikke er den sorte kats skyld, – da den jo først kom efter han blev erklæret syg. Men den sorte kat får ham til at tænke. Og da han har så svært ved at sætte ord på papiret, vil han bruge mig. Det er det folk siger når de lykkeligt er undsluppet stor fare, ulykker eller sygdom eller hvad det nu kan være, siger han. Du ved den kræftsyge som fortæller at uden grøn te, konens opofrende indstilling og hans egen stædighed, var han ikke blevet rask. Er det ikke at fælde en hård dom over dem, der ikke bliver raske? Tænk alle de tusind faktorer som indgår og som kunne have standset ham helt uanset hans jernvilje og familiens backup? De døde kan jo ikke fortælle os, hvilken storartet indsats de selv, lægevidenskaben og familien gjorde for dem, Jeg synes, siger han, at taknemmeligheden over at være sluppet igennem godt kunne tage et andet udtryk, for jeg tror det er det, det handler om. Tænk på en overlevende fra en skibskatastrofe, som føler han har brugt alle, alle kræfter og som bliver reddet: Han siger, at han havde kræfter, han ikke kendte til. Måske har de hundreder, som alligevel druknede også haft den følelse, men har mødt tilfælde og kræfter der bare var endnu stærkere? Eller koncentrationslejrfanger, de kan også sige sådan, men de kan også sige det modsatte, de kan føle sig skyldige over at have overlevet, fordi de stærkt oplever, at overlevelsen var en tilfældighed, eller at deres indsats for at overleve faktisk havde medført at andre ikke overlevede. “Gud holdt sin hånd over mig og min familie” siger nogle, som overlevede Tsunamien. Hvor tør de – fortolke Gud på den måde? Altså blev alle de andre straffede eller hvad?
På den anden side kan man jo ikke afvise egenindsatsens betydning . Jeg tror bare man kan overdrive den, siger han. Måske gør man det, for at kunne sætte ord på det store, som er sket og ordene afslører deres fattigdom eller vores fantasiløshed. Tænk hvis alle, der overlevede kritisk sygdom i taknemlighed satte livet ind på at bedre verden for de sultende ved at forlange relevante systemændringer – så kunne det blive til noget. Det er utopi, men så lad os blive fri for de selvforherligende lovprisninger over, hvordan jeg reddede livet, slutter han. Jeg kan kun finde på at ønske ham held og lykke, da vi skilles, det er vist lige på grænsen af, hvad han kan tåle at høre -.
per-olof.dk
Politikens rubrik Dag til Dag 20.9.2005
Røde Erik på langfart 2007

Sagt af børn

november 4, 2018

Dag til Dag i Politiken 8.4.2006 -et par måneder inden rubrikken blev nedlagt, fordi Tøger Seidenfaden syntes den var for pjattet.

Ikke så tit, som man kunne ønske sig, får man skrevet ned, hvad børn siger i SFO’en. Her er en lille samling. Tidlig morgen og kun få børn. To børn fra 1. klasse dukker op, og jeg møder dem i vores prægtige rotunde, så høj som en anden riddersal og jeg hilser dem chevaleresk med et langstrakt godmorgen og slår ud med armen. Hvor til drengen med et ironisk smil om læberne spørger: “Hvad skal den skide høflighed til for?” – og det skal man lægge øre til, i disse for vort land så alvorlige tider, hvor høflighed påny er blevet en dyd ! Nogle drenge fra 1.klasse har været uden for hegnet og modtager de nødvendige formaninger – påstår ikke noget om “at det vidste vi ikke” osv. Et par dage efter synes jeg, jeg bør komme ind på sagen igen – der har været opstrammer på børnemøder – og jeg udpeger hegnet, som nok er nedtrådt, men markeringen er da ikke til at misforstå. Det påstår de heller ikke, tvært imod. Muhammed siger: “Vi har trods alt gået i skole halvandet år!” Jakob fra børnehaveklassen har spist to af sine madder og jeg prøver at motivere til at spise én mere. Det viser sig at være en med frugtpålæg og jeg siger: Det er jo den rene dessert – om han ikke plejer at kaste sig over desserten. ”Hvis det er pandekager, så kaster jeg mig over desserten, men ikke over en rugbrødsdessert!” Tidlig morgen. Jeg sidder ned. Emma på 7 år står og ser indgående på mig og tegner på min pande og siger: Du har sådan en glad mund i panden! Ja så er der noget ved rynker! Kollega Margrethe går forbi på gangen, og jeg råber ud: ‘Godmorgen Margrethe!’. Robert fra børnehaveklassen siger med blink i øjet:’ Sig mig – er hun dronning?’ ‘Nej’ siger jeg, ‘dronning Margrethe arbejder ikke her.’ ‘Det vil ellers være sejt’, siger Sebastian fra første, ‘-så kom hun med toget fra København’. Dreng trykker sig op ad børnehaveklasselæreren og siger: ‘Ih hvor du dufter dejligt Else’. Else kror sig lidt og siger, at det lyder godt. ‘Ja’ siger knægten, ‘ du lugter så dejligt af sprinklervædske.’
per-olof.dk

Gud er det dig

august 30, 2018

Benny Andersen i Dansk forfatterforening 13.10.2017.                            Foto: Per-Olof Johansson

Her kommer så en Benny Andersen-anekdote:

Gud er det dig

Det er nogle år siden, sad i bussen og filosoferede over det at kunne sidde der i bussen sammen med andre og dog ugenert, ikke distraheret af den gensidige opmærksomhed. Stakkels Margrethe osv.
Ud for Christiansborg kommer en kendt tv-journalist cyklende, han ser frisk ud trods aviserne kort før havde erklæret ham død. Det falder jeg i snak om med en ældre dame overfor – at vi “glor” og om medieoverdrivelserne.
Og så kan hun fortælle om Otto Leisner, som boede -, ja hun sagde vist et sted på Amager. Hun havde kendt nogle i nærheden, og der var det sådan, at da han var allermest populær kom en mængde mennesker trillende forbi for måske at få et glimt af ham eller i hvert fald have set, hvor han boede. En gyselig konsekvens af popularitet. Den enkelte nysgerrige overvejer jo ikke, at andre gør det samme, bunket sammen udstiller vi det pinlige ved nysgerrigheden.
For hvem kan sige sig fri? Benny Andersen og Povl Dissing skulle optræde her i byen med Svantes Viser. Og selvfølgelig skulle vi høre dem. Men vi skulle også hilse på dem, dvs på Polle, for ham kendte vi jo. Og så står også Benny der, og åbenbart syntes min store søn, at Benny var mindre end han havde troet og udbrød “Gud! er det dig!” – hvor pinligt kan det være? – men Benny reddede den naturligvis med en af hverdagens vendinger og derfor så Bennysk: “Nej jeg er bare Benny”.

per-olof.dk

Politikens rubrik Dag til Dag 29.2.2004

Røde Erik på langfart 2007


%d bloggers like this: