Archive for the ‘Indlæg trykt’ Category

Hannibal på Broholm

august 21, 2020

Min Hannibal, erhvervet i begyndelsen af 70’erne.
Øvrige fotos i indlægget er fra Broholm Gods.OM EN TRYKPLADE:

Om Hannibal Sehested (1609-1666), dansk statsmand, gift med Christian IV’s datter Christiane er der skrevet både store tykke bøger og mindre skrifter. Han har selv skrevet en del, men ikke med en folkelig appel og direkthed som svigerinden Leonora Christina. Han kom ikke i Blåtårn, men hans fald var stort nok.

På min væg har siden 1973 hængt et anseeligt kobberstik af denne spændende person. Skønt trykpladen angiveligt var lavet i 1650 af kobberstikkeren Albert Haelwegh efter maleri af Karel van Mander, har jeg ikke haft klare forestillinger om, hvornår trykket var fra. Endelig en dag fik jeg taget mig sammen til at få det til konservator. Det første han siger er, at billedet er fra denne side af 1850, fordi det er trykt på maskinpapir. Da han siden har haft det i hånden, kan han også sige, at papiret er fra før 1900. Altså nogen har påtaget sig at trykke dette billede i den periode – og pladen var da tilgængelig. Ja måske fandtes den endnu.

På Frederiksborg Slot opbevares flere godsregistreringer, dog ikke for Broholm på Fyn. En email der til resulterede i positivt og venligt svar. I ferien gik så turen om Broholm og blandt det meget andet spændende, som her er at se, er altså den kobberplade, hvormed min Hannibal er trykt. Det mest sandsynlige er vel, at Thyra Sehested, som i 1886 udsendte to bind om Hannibal Sehested, en beretningsdel og en dokumentationsdel, også har fundet anledning til at få et antal tryk bragt til verden. Anna Grethe Amkær på museet kunne fortælle, at der findes en mængde dagbøger fra Thyras hånd, som ingen har overblik over indholdet af. Så er det hende, som har ansvaret, kan det komme for en dag. Hendes skarpe profil, som ses på maleri på stedet, kunne tyde på, at dagbøgerne ikke kan være kedelig læsning.

Fra bogen ‘Røde Erik på langfart’ 2007, mine bidrag til rubrikken ‘Dag til Dag’ 17.8.2004 i Politiken dengang

Den kobberplade der er trykt med.

 

 

Karel van Mander portrætmaleri af Hannibal Sehested på Broholm. Forlægget til stikket vistnok på Wedellsborg, en kopi heraf i Oslo.

 

Broholms version af kobberstikket.

En beskåret version af trykket,

Nu mindes vi Balkan

juli 11, 2020

I disse dage mindes vi krigene på Balkan. Tænker på, hvad der afgør om og hvordan jeg reagerer på min indignation. Burde der ikke dagligt reageres?

Digt i Politiken 24.april 1994 

 

  • Digt i Politiken 18.juli 1995

 

Danskerne – syd for grænsen

juni 15, 2020

(trykt Frederiksborg Amts Avis 13.6.2020)

Danskerne – syd for grænsen

Aldrig er der blevet talt så meget om danskerne som i år. Regeringen svælger i brugen af begrebet. Andre forgruer sig ved at høre beretninger om dem, der vil men ikke kan blive dansker pga et bureaukrati, der ikke giver preussisk forbilleder noget efter. 

Indfødsretsprøven indførtes 2005 – i 156 år efter Grundlovens indførelse kunne man altså blive dansk statsborger uden en sådan formaliseret prøve. For at se, hvad prøven indeholdt, prøvede mange af os den, og fandt den latterlig.

I 1920 blev Nordslesvig dansk (igen), hvilket indebar, at et par hundrede tusinde personer, som før havde tysk statsborgerskab, blev danskere. NB ikke efter individuelle ansøgninger, men fordi et flertal i området havde stemt for det. Det var et flertal, der bestemte, at det mindretal, der ønskede at forblive tyskere, nu blev danskere. 

Jeg har endelig for alvor fået læst A. Lorenz Bücherts bog fra 1945, nok skrevet før 1940: ”En sydslesvigers genforening med det danske folk i løbet af et halvt hundrede år.” Titlen burde sige det hele. Det er dog først ved seneste læsning her i hundredåret for Genforeningen, at jeg forstår den.

Hans tipoldefar kom til Danmark i 1700-tallet efter invitation fra den danske konge og bosatte sig i den tildelte gård syd for Flensborg. De inviterede, der havnede længere nord på i Jylland, fik navn af kartoffeltyskere. Hvad sprog de end talte, tysk, plattysk eller dansk, så var familien dansk fra da af, for hans tipoldefar blev dansk ved at aflægge en hyldningsed til kongen.

Lorenz blev født 1883 og siger ”..skønt jeg som lille dreng endnu ikke havde anelse om, at der var forskel på dansk og tysk”. Det handler så bogen om – hvordan han ud fra historien, ud fra mentalitetsforskellen bliver bevidst om forskellen og når til den overbevisning, at hans tyskhed er ham noget påført ved historieforfalskning fra Tyskland. Som barn er hans talesprog plattysk og derefter tysk. Dansk må han lære sig selv, først at læse dansk, så at skrive det og til sidst at tale dansk – det bogen handler om, er den personlige tilegnelse af det danske. Hans genforening består ikke i at flyttet til Danmark i 1920, han bliver ikke dansk statsborger, det er en helt personlig genforening.

Det danske mindretal syd for 1920-grænsen følte sig naturligvis fravalgte, de var jo i egen opfattelse ikke mindre danske end landsmændene nord for den nye grænse. Udfaldet kunne have været et andet alt efter hvordan afstemningsområderne, havde været og alt efter, hvem der var stemmeberettigede. Også Lorenz var skuffet, hvilket ikke betyder, at han ikke har forståelse for selvbestemmelsesretten. Men selvom han så aldrig blev dansk statsborger, forblev han dansker i egen opfattelse. Han argumenterer også for, at man på engang kan være dansk og tysk, hvad jo også siden blev officiel politik både i Tyskland og Danmark – når lige bortses fra statsborgerskabet.

Men når statsministeren vælger at tale om danskerne – så mener hun vist ikke det danske mindretal syd for grænsen. Vist lidt tvært i mod med tanke på de restriktioner, som grænselukningen har medført.

Hvor er krukken?

november 18, 2019

Albert Hansen 1942

Frederiksborg Amts Avis 16. nov. 2019

 

Hvor er krukken?

I bogen om Lillerød Lervarefabrik 1870’erne til 2006, udgivet af Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød Kommuneer der faktisk ud over alle de ting, der gives forklaring på, også fortællingen om en krukke, som endnu ikke er dukket op. Det er ikke en serieproduktion, men en unika-krukke af et vist format. Krukken er i 1942 blevet drejet af pottemager Albert Hansen på Lillerød Lervarefabrik og skulle udstilles på Den Frie på Landsforeningen Dansk Kunsthaandværks forårsudstilling. Der fandtes en avisnotits om krukken og en dårlig fotokopi af et billede – men tilfældigvis dukkede originalfotoet op og nåede at komme med i bogen, så nu er vi ikke i tvivl om, hvordan den 1 meter høje krukke så ud – før den blev dekoreret af designeren og keramikeren Ville Christensen. ”Danmarks største vase lavet i Lillerød” stod der i Frederiksborg Amts Avis 25.3.1942. Albert Hansens niece omtalte billedet til en bror af en af redaktionens medlemmer – uden at vide, at en bog var undervejs, men det vidste han – og bingo! fik vi billedet i hånden!

I udstillingens katalog er afbildet en af Ville Christensens krukker – men ikke denne. Hvis den nogensinde blev klar til udstillingen, er den formentlig dekoreret på samme måde som den afbildede – med ophøjede figurer. Som museumsleder fra Vejen Museum Teresa Nielsen fortæller i bogen, kan Ville Christensen være en vigtig brik i dansk keramiks historie, i egen ret men også i kraft af, at nogle af hendes ting blev udført hos den kendte keramiker Patrick Nordström. Hendes mand var kunsthistorikeren Victor P. Christensen, som nok var den første til at udpege ting fra Lillerød Lervarefabrik som folkekunst.

Men hvor er krukken? Har nogen den, er den gået i stykker, findes der et foto af den færdige krukke før den evt. gik i stykker? Hvem ved det?

 

Ville Christensen krukke

PDF-artikler på per-olof.dk

januar 5, 2019

foto avisartikel

Forkortet version trykt i Flensborg Avis 29. marts 2017

Jeg har gennem årene lavet mange hjemmesider med artikler, jeg har skrevet artikler her i bloggen og i min anden blog, og i en blog om Bonde-Practica eller som Noter på facebook. Der kan man rulle ned gennem siderne og se hvad de går ud på

Vist for anden gang har jeg lavet et liste med de PDF’er som er udgivet på domænet

per-olof.dk. Foreløbig er det artikler, som er set januar 2019 1.-5. januar. Vil blive suppleret hen ad vejen. Tit artikler som har været trykt, måske forkortet, men som så er genopstået i deres helhed som PDF.

Artikler som PDF af Per-Olof Johansson

Sort kat over vejen –

december 5, 2018

IMG_20181117_072507_369

En kat, jeg tegnede…

En ældre tekst som jeg finder, har samme aktualitet, som da den blev skrevet 2005!
Vi passerer en sort kat, den går over vejen bag os. Selvom den var kommet foran os, kunne man med sikkerhed sige, siger han, at det ikke er den sorte kats skyld, – da den jo først kom efter han blev erklæret syg. Men den sorte kat får ham til at tænke. Og da han har så svært ved at sætte ord på papiret, vil han bruge mig. Det er det folk siger når de lykkeligt er undsluppet stor fare, ulykker eller sygdom eller hvad det nu kan være, siger han. Du ved den kræftsyge som fortæller at uden grøn te, konens opofrende indstilling og hans egen stædighed, var han ikke blevet rask. Er det ikke at fælde en hård dom over dem, der ikke bliver raske? Tænk alle de tusind faktorer som indgår og som kunne have standset ham helt uanset hans jernvilje og familiens backup? De døde kan jo ikke fortælle os, hvilken storartet indsats de selv, lægevidenskaben og familien gjorde for dem, Jeg synes, siger han, at taknemmeligheden over at være sluppet igennem godt kunne tage et andet udtryk, for jeg tror det er det, det handler om. Tænk på en overlevende fra en skibskatastrofe, som føler han har brugt alle, alle kræfter og som bliver reddet: Han siger, at han havde kræfter, han ikke kendte til. Måske har de hundreder, som alligevel druknede også haft den følelse, men har mødt tilfælde og kræfter der bare var endnu stærkere? Eller koncentrationslejrfanger, de kan også sige sådan, men de kan også sige det modsatte, de kan føle sig skyldige over at have overlevet, fordi de stærkt oplever, at overlevelsen var en tilfældighed, eller at deres indsats for at overleve faktisk havde medført at andre ikke overlevede. “Gud holdt sin hånd over mig og min familie” siger nogle, som overlevede Tsunamien. Hvor tør de – fortolke Gud på den måde? Altså blev alle de andre straffede eller hvad?
På den anden side kan man jo ikke afvise egenindsatsens betydning . Jeg tror bare man kan overdrive den, siger han. Måske gør man det, for at kunne sætte ord på det store, som er sket og ordene afslører deres fattigdom eller vores fantasiløshed. Tænk hvis alle, der overlevede kritisk sygdom i taknemlighed satte livet ind på at bedre verden for de sultende ved at forlange relevante systemændringer – så kunne det blive til noget. Det er utopi, men så lad os blive fri for de selvforherligende lovprisninger over, hvordan jeg reddede livet, slutter han. Jeg kan kun finde på at ønske ham held og lykke, da vi skilles, det er vist lige på grænsen af, hvad han kan tåle at høre -.
per-olof.dk
Politikens rubrik Dag til Dag 20.9.2005
Røde Erik på langfart 2007

Sagt af børn

november 4, 2018

Dag til Dag i Politiken 8.4.2006 -et par måneder inden rubrikken blev nedlagt, fordi Tøger Seidenfaden syntes den var for pjattet.

Ikke så tit, som man kunne ønske sig, får man skrevet ned, hvad børn siger i SFO’en. Her er en lille samling. Tidlig morgen og kun få børn. To børn fra 1. klasse dukker op, og jeg møder dem i vores prægtige rotunde, så høj som en anden riddersal og jeg hilser dem chevaleresk med et langstrakt godmorgen og slår ud med armen. Hvor til drengen med et ironisk smil om læberne spørger: “Hvad skal den skide høflighed til for?” – og det skal man lægge øre til, i disse for vort land så alvorlige tider, hvor høflighed påny er blevet en dyd ! Nogle drenge fra 1.klasse har været uden for hegnet og modtager de nødvendige formaninger – påstår ikke noget om “at det vidste vi ikke” osv. Et par dage efter synes jeg, jeg bør komme ind på sagen igen – der har været opstrammer på børnemøder – og jeg udpeger hegnet, som nok er nedtrådt, men markeringen er da ikke til at misforstå. Det påstår de heller ikke, tvært imod. Muhammed siger: “Vi har trods alt gået i skole halvandet år!” Jakob fra børnehaveklassen har spist to af sine madder og jeg prøver at motivere til at spise én mere. Det viser sig at være en med frugtpålæg og jeg siger: Det er jo den rene dessert – om han ikke plejer at kaste sig over desserten. ”Hvis det er pandekager, så kaster jeg mig over desserten, men ikke over en rugbrødsdessert!” Tidlig morgen. Jeg sidder ned. Emma på 7 år står og ser indgående på mig og tegner på min pande og siger: Du har sådan en glad mund i panden! Ja så er der noget ved rynker! Kollega Margrethe går forbi på gangen, og jeg råber ud: ‘Godmorgen Margrethe!’. Robert fra børnehaveklassen siger med blink i øjet:’ Sig mig – er hun dronning?’ ‘Nej’ siger jeg, ‘dronning Margrethe arbejder ikke her.’ ‘Det vil ellers være sejt’, siger Sebastian fra første, ‘-så kom hun med toget fra København’. Dreng trykker sig op ad børnehaveklasselæreren og siger: ‘Ih hvor du dufter dejligt Else’. Else kror sig lidt og siger, at det lyder godt. ‘Ja’ siger knægten, ‘ du lugter så dejligt af sprinklervædske.’
per-olof.dk

Gud er det dig

august 30, 2018

Benny Andersen i Dansk forfatterforening 13.10.2017.                            Foto: Per-Olof Johansson

Her kommer så en Benny Andersen-anekdote:

Gud er det dig

Det er nogle år siden, sad i bussen og filosoferede over det at kunne sidde der i bussen sammen med andre og dog ugenert, ikke distraheret af den gensidige opmærksomhed. Stakkels Margrethe osv.
Ud for Christiansborg kommer en kendt tv-journalist cyklende, han ser frisk ud trods aviserne kort før havde erklæret ham død. Det falder jeg i snak om med en ældre dame overfor – at vi “glor” og om medieoverdrivelserne.
Og så kan hun fortælle om Otto Leisner, som boede -, ja hun sagde vist et sted på Amager. Hun havde kendt nogle i nærheden, og der var det sådan, at da han var allermest populær kom en mængde mennesker trillende forbi for måske at få et glimt af ham eller i hvert fald have set, hvor han boede. En gyselig konsekvens af popularitet. Den enkelte nysgerrige overvejer jo ikke, at andre gør det samme, bunket sammen udstiller vi det pinlige ved nysgerrigheden.
For hvem kan sige sig fri? Benny Andersen og Povl Dissing skulle optræde her i byen med Svantes Viser. Og selvfølgelig skulle vi høre dem. Men vi skulle også hilse på dem, dvs på Polle, for ham kendte vi jo. Og så står også Benny der, og åbenbart syntes min store søn, at Benny var mindre end han havde troet og udbrød “Gud! er det dig!” – hvor pinligt kan det være? – men Benny reddede den naturligvis med en af hverdagens vendinger og derfor så Bennysk: “Nej jeg er bare Benny”.

per-olof.dk

Politikens rubrik Dag til Dag 29.2.2004

Røde Erik på langfart 2007

Kultur med plads til sorgen

juni 17, 2018

Henvendelser som digte

‘Henvendelser som digte’ ..Genlæst ..Med den titel, jeg nu ville give bogen.

Vi har en kultur med plads til sorgen

Skal vi være forberedte på sorgen? Ja og nej. Hvis det tager glæden fra livet, er svaret nej. Rammer sorgen os, er det godt at være forberedt. Sorgen bliver ikke mindre, men vi ved så, vi må dele den med andre og må give den tid. Forsvinde gør den ikke!

I Synne Rifbjergs interview 17.3.2017 i Weekendavisen med Naja Marie Aidt i anledning af Aidts bog om sønnens død, siger Aidt:” Den måde sorgen kan udfolde sig på, når den man elsker, er død, er i sorgen. Sorgen bliver kærligheden. Derfor er det rigtig ærgerligt, at vi har en kultur, som ikke kan iscenesætte sorgen, nogle rum, hvor man kan sørge og hylde den, man elsker.” Esben Kjær sagde noget lignende i sin bog ’Min usynlige søn’. Har vores kultur den mangel? Jeg synes ikke, det er helt rigtigt. At det kan opleves sådan, er jeg med på, men det kommer altså an på, i hvilke hjørner af den danske kultur, man færdes.

Et flertal af befolkningen er stadig medlem af Folkekirken, og da er det ikke retfærdigt at sige, at der ikke er rum for sorgen der. Men det er klart, at hvis medlemskabet kun er en formel ting for os, og vi ikke er vokset op med kirken trods medlemskabet, så kan vi naturligvis ikke forvente, at vor forståelse af de muligheder, kirken tilbyde os i sorgen, pludselig skal være åbenbare.

Jeg forstår heller ikke, hvordan man i samme ombæring kan beklage, at de unge ved en kammerats død blive delagtige i denne erfaring. ”Man tager hele udødelighedstanken fra dem, som man skal have lov til at have, når man er ung” siger Aidt. Hvis kulturen skal have det efterspurgte rum for iscenesættelse af sorgen, må det da nødvendigvis være rum, hvori også såvel børn som unge er inddraget. Det kunne være gennem kirken.

Men her siger Aidt, at troen, den manglende tro, har været en forhindring for hende. Jeg vil så pege på, at det kan være godt, også uden stort engagement dog at være vokset op med kirken og dens plads for sorgen, at have mærket at rummet var og er der. Man kunne illustrere det med den gamle Niels Bohr anekdote. Han havde over døren en hestesko og en udenlandsk gæst spurgte hvorfor, og Niels Bohr forklarede, at det bragte lykke. Det tror De vel ikke på, mente gæsten. ”Nej”, sagde Niels Bohr, ”men de siger det virker alligevel.” Nej jeg advokerer ikke for hykleri, men nok for lidt mådehold med klogskaben.

Måske kan litteraturen gøre noget for at skabe det ønskede rum i et andet hjørne end kirkens, og så er Aidts bog selv og andre lignende dér, hvor nogle vil søge hen i situationen.

(Delvist fra mit læserindlæg fra Weekendavisen 24.3.2017)

Politikens Kronik

 

 

Dansk OG svensk

juni 16, 2018

Kirken i Lönsboda, Örkened sogn i Osby, Sverige

This church and its parish Örkened means a lot to me. From here my father’s family came to Denmark 1900 to make splintbaskets and since my mother 1920.

Until 1658, it was part of Denmark, but had to go to Sweden as part of the peace agreement. The locals protested and in 1678 the Swedish king Karl XI burned the parish as a punishment for their opposition.

Jeg administrerer en gruppe på Facebook for Dansk Svensk Forfatterselskab sammen med Jonas Rasmussen. Med min specielle relation til Sverige har jeg ikke vanskeligt ved at supplere diverse informationer om møder mv med links og egne input.
Dette er så et indlæg med links til nogle af de artikler, jeg i tidens løb, har sat på nettet med relation til forholdet dansk svensk.

Historien Sverige kryber udenom
https://perolofdk.wordpress.com/category/goinge/

Den glemte indvandring

Click to access glemt_indvandring.pdf

Roman eller forskningsprojekt
https://perolofdk.wordpress.com/2014/06/11/roman-eller-forskningsprojekt/

Den usynliggjorte indvandrer
https://perolofdk.wordpress.com/2010/03/25/den-usynliggjorte-indvandrer/

Her i Øresundsregionens litteraturhistorie

Click to access poesi4.pdf

Danske i Sverige

Click to access isverige.pdf

Forsvensket til forvansket historie
https://www.academia.edu/24739025/Forsvensket_til_forvansket_historie

Om religiøse spor i en slægt
https://perolofdk.wordpress.com/2016/07/14/om-religioese-spor-i-min-slaegt/

En tid med spånkurve
http://per-olof.dk/spaanbog.htm


%d bloggers like this: