Archive for the ‘Indlæg trykt’ Category

Den røde hue

april 10, 2018
Rød hue

Norsk garn, model Dala Floda, mp-strik, baggrund mp-vævning

Den røde hue.

En multiknage faldt ned og dermed den hele samling af vinterens overtøj. Derved afsløredes, at reolen ved siden af hældte faretruende. Ved næste uforsigtige tilføjelse til dens stabler af mapper vil den måske vælte og lukke ejeren inde på toilettet! Altså måtte den tømmes og fæstnes og en ny knage sættes op. Enkelt at sige, men en lang proces med indkøb i Silvan og Ikea, som affødte et impulskøb af en trappestol til at nå øverst op med. Den hed sikkert ‘Bekväm’, for der kan en skammel ikke bare hedde en skammel. Godt det er vinterferiedage til samlingen. Historien kan fortælles flere gange, når der spørges til et stort hul i hånden efter en vabel efter alt skrueriet. Det er en tidlig morgen mens børn og kollega må lægge øre til den langt udspundne historie om fortrædelighederne. Og så siger Sine med anelsen af et smil: “Du glemte den røde hue!” Tableau! Hun var allerede blevet udsat for historien, og jeg havde glemt den oprindelige pointe! Som var historien om de forsvundne huer. Forrige vinter var huen efter model fra Dala Floda forsvundet, og naboen strikkede en ny dog kraprød med garn fra Norge. Ved denne vinters begyndelse var også den væk. Alt blev gennemrodet og bragte den første for dagen – men den røde var og blev væk. Indtil – knagen faldt ned og åbenbarede den skæve reol. Fra knagen var den røde hue faldet ned bag reolen, hurra! Børnene fastslog, at det var forklaringen på det hele. Huen havde aftalt med højere magter, at nu ville den findes, og at det nok ville ske, når de lod knagen falde ned. “Du kan jo skrive det ned, så du husker det med huen,” siger Alberte fra første. Og som sagt, så gjort.

per-olof.dk

trykt i Politikens rubrik Dag til Dag 26.3.2005

siden i ‘Røde Erik på langfart’ 2007

Reklamer

Livet i dødt sprog

april 10, 2018
Kurverække

Spånkurve til Danmark, et sprog hang ved…

Livet i dødt sprog

Jeg læser en bog om elleve døde sprog. Der er en masse jeg ikke forstår, men også kik ned i verdens mangfoldighed, hvor man mere end aner, at vores livsopfattelse i mangt og meget er sprogafhængig. Først da jeg når til gotisk og Wulfilas bibeloversættelse dertil fra trehundretallet, mindes jeg om, at jeg selv bærer på brokker af – hvis ikke et døende sprog, så en døende dialekt. En dansk-svensk afart, vi kalder göingska. Vi er i det nordøstlige hjørne af Skåne.

Moster Anna var dyrker af det rigssvenske, men præsten fik overtalt hende til at skrive en verificeret skildring af livet på landet i gamle dage på barndommens sprog. Hun havde i sit lange liv skrevet et utal af festsange, mindevers osv, som for mit øje kun var form uden indhold. Digtet om livet på landet i hendes barndom blev anderledes levende. Oven i købet eksercerede hun mig gennem dets lyd og forståelse, for at jeg kunne bringe det videre. Altså sendte jeg det en dag til den historisk interesserede, sprogligt optagede grandfætter til viderebefordring i et af de lokalhistoriske skrifter, jeg så ham optræde i. Da fik moster Anna rumpen på komedie! For hendes sprog var helt forkert! Og han sendte mig sin forbedrede version, helt uden originalens energi. Sprog er en masse regler og grammatik, som de færreste af os kan redegøre for, men lyden, melodien, travet kan sidde i hovedet på os, og dér havde Anna ikke digtet! Med Annas lyd i øret opdagede jeg, da jeg første gang sad med Wulfilas nye testamente på gotisk, at jeg her og der i det komplet uforståelige, pludselig gled igennem en linje ved at høre/læse den som göingska. Så noget overlever. I et forfængeligt håb om at give vores døende sprog et nyt liv, sidder der i dag i Lönsboda, midt under danskerinvasionen, nogle flittige folk og indlæser barndommens ord til en CD-ROM-lydordbog. Et ord jeg husker fra Wulfila og barndom er ”liugnavaurds” (løgnagtig). Her er det livsopfattelsen kommer ind. Det var, som jeg husker det, ikke et neutralt ord, men protest og en dom over usandhed. Men det aspekt følger næppe med lyden ind i ordbogen.

per-olof.dk

i Politikens rubrik Dag til Dag 2.5.2006

siden i ‘Røde Erik på langfart’ 2007

Flirt contra overgreb

januar 25, 2018
udklip

Frederiksborg Amts Avis 22.1.2018

Flirt contra overgreb?

#metoo handler selvfølgelig i sit udgangspunkt om overgreb, som også før var forbudt, men som ofrene ikke vovede sig frem med. Så er der handlinger, der mere er udtryk for diskriminerende adfærd end direkte overgreb, feltet er stort.

I den sidste ende, der hvor mænd har forsøgt at latterliggøre de klagende kommer så det, som nogle mænd opfatter som en del af den naturlige tilnærmelse mellem kønnene kaldet flirt. Et stjålet kys,, et klap i røven, et pift eller tilråb. Kvinder har også advaret mod at tage den slags alvorligt som overgreb. Skal der helt specifikt kræves forudgående ja til det hele, er spørgsmålet. Må der ikke blinkes, smiles, gøres håndtegn. Hvem kan forbyde den fra romanerne så kendte afklædning med øjnene, hvordan man forresten så dokumenterer, at den fandt sted?

Litteraturen har nok i forvejen taget stilling til det hele, både det store og det mindre. Filmen Babettes gæstebud får mig til at gribe fat i Karen Blixens lille bog, hvor de to kvinder Martine og Filippa har en far, der har afskærmet dem mod giftermål uden oprør fra deres side. Martines bejler Lorens Loewenhielm indser hurtigt det umulige i en forbindelse, han er vist denne sag uvedkommende. Men med Filippas bejler franskmanden, kunstneren og sangeren Papin er det en anden sag. Hans kunstneriske passion er død – da den vækkes til live ved mødet med Filippa og hendes sang. Han får lov til at undervise hende og hun gør store fremskridt, han ser hende som en kommende verdensstjerne på Paris’ himmel. Han synger sammen med hende duetten fra Mozarts opera Don Juan, Forførelsesduetten og så ”fik den himmelske musik og de himmelske stemmer ham til at miste herredømmet over sig selv. Da den sidste smeltende tone døde bort, greb han Filippas hænder, trak hende ind til sig og kyssede hende højtideligt – som en brudgom kan kysse sin brud foran alteret, og så lod han hende gå. Thi øjeblikket var for sublimt til yderligere ord eller handlinger. Mozart selv så ned på de to fra sin himmel.” Han går begejstret til sit logi, begejstret indtil han fra Filippas far modtager hendes brev om, at hun ikke ønsker yderligere undervisning af ham. Han er knust og forbløffet, for hvad har stukket hende? ”Kom jeg mon til at kysse hende?” tænker han.

Her ryger læseren jo lige ind i argumenterne fra dagens debat: I teater og filmverdenen er følelserne i den grad i spil, at det kan være svært at trække grænsen.

Men så kommer det! Søsteren Martine undrer sig over, hvad der er sket, hvorfor Filippa ikke længere ønskede undervisning. Hun gætter sig frem til kysset. ” I provstens hus følte Martine, at sagen stak dybere, end den overfladisk så ud til, og ransagede sin søsters ansigt. Et øjeblik forestillede også hun sig med en let gysen, at den papistiske herre kunne have forsøgt at kysse Filippa. Det faldt hende ikke ind at forestille sig, at søsteren kunne være blevet overrasket og skræmt af noget i sin egen natur.”

UPS! Skræmt af noget i sin egen natur? Her åbner Karen Blixen, nej Isak Dinesen er det jo, noget af en ladeport i det hjørne af debatten. Isak Dinesen er jo en mand, så han mener altså som mange i debatten, at Filippa frygter sig selv og egne tanker, da Papin stjæler det kys, som han selv som en anden Aalbæk knapt husker. ER Isak Dinesen derfor under anklage for denne fremstilling, eller er der noget her, som kan inddrages i debatten uden at pege nogen ud som overtræder?

Kriminaliserer vi de hjemløse?

januar 24, 2018
politiken debat

Bettina Post i Politiken: Kriminaliserer vi de hjemløse?

25. december 2017 argumenterer Bettina Post i Politiken mod, at vi kriminaliserer de hjemløse, hvilket hun mener, regeringen gør. 27.12 svarer Søren Pind på regeringens vegne, at det gør man aldeles ikke. Bettina Post svarer med at påpege hvor mange hjemløse, der er. Dette svar får mig til at skrive dette læserbrev til Politiken, trykt 6.1.18:

“Søren Pind skrev 27.12, at der ingen grund var til betleri i Danmark. Der er ingen, der i Danmark er tvunget til at leve på gaden:”  Kommuner skal udstyre subsistensløse med tag over hovedet, og derudover har vi en lang række ydelser, der sikrer eksistens.” Men 3.1. skriver Bettina Post, at der i 2017 var 6.635 hjemløse i Danmark, hvoraf 70 er krigsveteraner, og at 5. pct. af de hjemløse er helt uden indtægt. Er Søren Pind bare Danmarks svar på Donald Trump?”

11.1.18 svarer Søren Pind – Bettina Post, dog ikke ved at tage stilling til det anførte antal, men ved at henvise til Grundloven igen igen. Til dette sende Bettina Post et svar til Politiken som den ikke vil trykke, da de anser sagen for uddebatteret! Her er jeg så ikke enig med Politiken og har af Bettina Post fået lov til at bringe hendes var her:

“Afmagt fører til tiggeri Af: Bettina Post, socialrådgiver

Søren Pind spørger 11. januar i Politiken, om jeg mener, at der sker brud på Grundloven, når jeg fastholder, at der er mennesker i Danmark, som er nødt til at tigge. Det kan jeg ikke svare på. Jeg ved dog, at det ikke blot handler om, at disse mennesker fravælger at underkaste sig de forpligtelser, som retten til offentlig forsørgelse er betinget af. De magter dem ikke. Eksempelvis kan nogle af krigsveteranerne ikke leve op til systemets krav, og vender derfor ryggen til det. Det samme gælder andre med svære psykiske lidelser og/eller massivt misbrug, som opgiver kontanthjælpen, fordi de krav, der stilles, er urealistiske og måden, der arbejdes på, er for ufleksibel i forhold til deres problemer. Det er de barske realiteter, Søren.”

Set fra min horisont, må det enten være kommunerne der ikke lever op til Grundloven, eller også skal konklusionen være, at de hjemløses problemer ene og alene skyldes deres egen uvillighed til at tilpasse sig? Grundloven i sig selv stiller ingen krav- det gør en almindelig lov. Grundloven kan siges at forudsætte, at kravene er rimelige og mulige at opfylde, for hensigten er at hjælpe. Hvordan kan avisen så sige, at sagen er uddebatteret, ingen kan jo benægte, at de hjemløses findes og ikke en bloc kan beskyldes for at leve i selvforskyldt armod.

pol_debat

Kriminaliserer vi de hjemløse – debat i Politiken

Indkig til Lillerød landsby

november 14, 2016
dsc00096

Indkig til Lillerød landsby fra Enghaven

Per-Olof Johansson, Lillerød  Indkig til Lillerød Landsby som PDF

Trykt Frederiksborg Amts Avis 11.11.2016

Lillerød Landsby er endnu bevaret med kirke og tre gårde og en del ældre huse. Som noget helt enestående så tæt på Hovedstaden er der et landskabeligt kig ude fra Enghaven ind over marker til Lillerød kirke og gårdene. Markerne nærmest gården Hvidesten er byzone, udlagt til seruminstituttets aktiviteter, mens markerne på den anden side af ‘hestestien’ er landzone – endnu. Fordi Hvidesten var sat til salg, oprettede jeg en gruppe ‘Lillerød Landsby’ på Facebook for at gøre opmærksom på området og for de farer, som i kraft af salget truer det hidtidige planmål.

Hvidesten blev, da Seruminstituttet satte sin afdeling SSI Diagnostica i Hillerød til salg nemlig også til salg, da den er leverandør af det serummateriale, som virksomheden bygger på. Salgsprocessen har været langstrakt, men endelig er det lykkedes mig at få et svar fra Statens Seruminstitut på, hvad handlen med Hvidesten omfatter.

For mere end et år siden blev den røde, stråtækte Toftehavegaard udmatrikuleret med henblik på et forestående salg. Området bebos således i dag af 2 separate ejere, hvor:

– Det frasolgte SSI Diagnostica ejer Frederiksborgvej 71, matrikel nr. 4a (Hvidesten)

– Statens Serum Institut fortsat ejer Frederiksborgvej 67, matrikel nr. 3a (Toftehavegaard). Foruden denne matrikel indgår en række øvrige matrikler i Statens Serum Instituts ejerskab, nemlig et udvalg af markerne vest for Frederiksborgvej.

Det var nok det jeg anede! Statens Seruminstitut ejer nu noget, de næppe ved, hvad de skal bruge til. Det mest logiske vil være at sælge det til Allerød Kommune, planforholdene taget i betragtning. Statens Seruminstitut ville selvfølgelig gerne have mest muligt for jord og gård, på den anden side slap de for en administrativ byrde ved at sælge. Jorden er landzone og prisen må så være der efter. Langsigtet kan Allerød Kommune satse på at kunne ændre planerne, således at jorden kan bebygges, og kommunen derved få en betragtelig indtægt. Derfor er det vigtigt med en tilkendegivelse fra borgerne overfor kommunen af, at JA vi synes kommunen skal overtage både Toftehave og tilhørende arealer, MEN med henblik på at bevare området, som det, det er udlagt til i planerne NU, nemlig bevaringsværdigt kulturmiljø i tilknytning til Lillerød Landsby i overenstemmelse med region- og kommuneplan. Markerne kan sikkert med fordel bortforpagtes til landbrugsformål, mens gården Toftehavegård kan indgå i brug til kulturelle formål i kommunen. 

Link til Kommuneplanen

Leder i Information om farerne ved planlægning uden regler

Hvis man besøger hjemmesiden https://www.ois.dk/ og indtaster de respektive adresser, skulle du kunne se de forskellige ejerforhold, samt kort over området.

Den nye ejer er

Adelis Equity Partners

Lillerød Landsby, gruppe på facebook

 

 

Foran indfødsretstribunalet

september 11, 2016

I dagens anledning. bemærk sat til public domain.

satire

I anledning af at den danske regering har besluttet at undlade at modtage kvote-flygtninge, i modsætning til, hvad der hidtil har været dansk praksis

Sønnetabet

april 25, 2016

 

kollwitz

Kaethe Kollwitz 1909

Jeg har flere steder i digtsamlinger skrevet om tabet af min søn Hjalmar ( 1970 – 1987). Senest skete det i lidt større omfang i ‘Henvendelser som digte’, hvor jeg bl.a. genskrev en stil fra hans gymnasietid. Jeg har også haft hans billede på facebook til erindring. Hvert af den slags skridt sker med en vis tøven – hvad er meningen med det, det overgår alle osv. På den anden side – når det bliver, som om det ikke skete, føler man trang til et lille pip.

Politiken sagde ja til at trykke en kronik herom – en passende dag, dvs et halvt år efter Langfredag 2016. Det blev under titlen ‘Jeg kommer mig aldrig over tabet af min søn’  – hvilket er rigtig nok, mit titelforslag var dog ‘Sønnetabet’.

Jeg fik et overvældende antal positive reaktioner, hvilket føltes rigtig godt og stadig føles godt. Nu sætter jeg linket her i min blog, tilgængeligt for hver den, der hverken holder Politiken eller er ven med mig på facebook.

Kaethe Kolwitz-billedet havde jeg købt mange år før. Hun mistede sin søn i 1. verdenskrig, og hendes selvportræt fra 1909 virkede jo som en sorg ‘på forhånd’. For mig har det naturligvis fået en ikonisk karakter. Det er et lithografi eller lystryk, hvoraf der ikke er mange som overlevede krigen, originalen kendes ikke. Det kan dukke op. Da jeg så et andet eksemplar af lithografiet på en udstilling på Øregaard Museum, virkede det på mig, som om det var hentet ned fra min egen væg!

Kan et brand flytte

februar 29, 2016

branding

Allerød brands 2016

Artikel som PDF Kan et brand flytte?

Kan et brand flytte?

Per-Olof Johansson, Lillerød

Frederiksborg Amts Avis 19. februat 2016

Hørsholm blev brandet af Jagt og Skovbrugsmuseet – nu skal det flyttes.

Frederiksborg Slot brander Hillerød og flytter ingen steder. Men havde brygger Jacobsen ikke lagt penge og energi i genopførelsen, havde vi haft en ruin i dag. Kolding kunne godt være kendt for sin ruin, men det hjalp betydeligt på branding-værdien, at den blev restaureret. Nu er så Kolding også kendt for at huse en gren af Mungo Park. Mungo Park brander Allerød, så længe teatret ligger her, og hvis Allerød ikke bliver nedlagt som kommune. Mungo Parks eksistens har sin oprindelse i Dr. Dante, som opstod med indsats af lokale personer og kommunal opbakning – i den rækkefølge. Får Mungo Park i dag et godt tilbud, kan det så let som ingenting forsvinde fra Allerød. Det er et brand i sig selv – i Kolding eller i Birkerød.

Engang kunne Lillerød senere Allerød brande sig med Fritz Hansens møbelfabrik. Firmaet ville godt understrege den lokale forankring ved at forære os Geddemosen, og kommunen kvitterede mange år efter med en mindesten, som derfor naturligt nok skal blive stående ved Geddemosen.

Firmaet er ude af familiens hænder, men navnet, brandet, var og er så stærkt, at det fortsat hedder Fritz Hansen. Måske er det for at løsgøre sig både fra lokal og national forankring, at det kalder sig ’Republic of Fritz Hansen’. I hvert fald er produktionen i Allerød reduceret til et minimum, og før vi ved af det, er firmaet ude af kommunen og brandingen for kommunen fortid. Selv om vi stadig vil huske, at det var i Lillerød, det tog fart.

Der er det ved branding, at det har to sider – til den store verden og vendt indad mod lokalsamfundet. Allerød er ikke en by men en kommune, og har som sammenbragt af tre gamle bysamfund haft brug for branding indadtil. Det er jo med en vis effekt sket alene med oprettelsen af den kommunale administration med et byråd i spidsen. Men også her er der brug for det private initiativ, som bl.a. er blevet varetaget af LAFAK, Lokalhistorisk Arkiv og Forening for Allerød Kommune, godt bakket op af en kommunal konstruktion, hvor arkivlederen som bibeskæftigelse varetager en for kommunen lovpligtig arkiveringsopgave, som ellers ville koste kassen, hvis den skulle varetages af Landsarkivet.

Denne branding indadtil burde måske have mere opmærksomhed som sådan, end den har fået. Man bør også være opmærksom på, at denne branding indadtil kan have en side vendt udad – mod den store verden. F.eks.: Her er fundet af de seks Brudevæltelurer fra bronzealderen gjort, og det er i LAFAKs regi, at dette er kommet op til overfladen. Denne brandingsmulighed er slet ikke udnyttet til bunds. For i modsætning til FH, Mungo Park og Jussi Adler-Olsen, så flytter Brudevælte aldrig nogen steder hen.

Borgerne i Allerød Kommune har vedtaget, at Allerød Kommune ikke skal sammenlægges med andre kommuner, selvom det ville være til økonomisk fordel for os. Politikerne burde få øjnene op for værdien af denne høje vurdering af det lokalsamfund, de administrerer. Det bør da være et brand i sig selv!

 

Forslag til Allerød Symposier

Glemt folkelitteratur?

januar 29, 2016

 

forside

Hvis du har brug for den positive historie, så køb denne bog.. http://www.hanstholmasylcenter.dk/mad-og-fortellinger-fra-et-asylcenter.html

Per-Olof Johansson, Lillerød, svarede i Weekendavisen 8.1.16 på en klumme – man kan ikke linke til Weekendavisen, så man må rundt om papiravisen for at se klummen. Den dag mit svar blev trykt, var der et indlæg yderligere med samme mening af Knud Holch Andersen i Hillerslev:

Søren E. Jensen mener i en klumme i Weekendavisen 23.12.15, at have identificeret en glemt folkelitteratur. Som udgangspunkt lyder det positivt. Klummen viser sig dog at være ganske nedladende: ”Der er noget rørende ved…at der findes et enormt litterært marked helt uden for branchens og mediernes søgelys.” Hans research lader ikke til at have været omfattende, alligevel tillader han sig at konkludere, at  ”lokalbøgerne bemærker sig sjældent ved nogen fremragende, litterær kvalitet”. ”Tvært imod må man typisk leve med, at skribenten kun med nød og næppe er i stand til at overholde syntaksen..” ”Typisk” siger han, så må vi tro, at han har været ganske meget igennem. Jeg tvivler.
For hvilke bøger taler han egentlig om? Han interesserer sig ikke for bøger om Silkeborg f.eks, men ”hvis bøgerne handler om barndomsbyen Esbjerg, var det straks noget andet.” Det lader til at det er ham og ikke de mange forfattere, som har et indsnævret syn. Han nævner som eksempel ”Silkeborg under Besættelsen”. Hvorfor skulle jeg boende i Allerød ikke interesserer mig for tyskernes millitærhovedkvarter under Besættelsen, bare fordi jeg ikke har boet i Silkeborg? Hvorfor kan det ikke interessere resten af landet, at man i ”Folk og Minder fra Nordsjælland” kan læse en artikel om Grevinde Danners forhold til Nordsjælland, eller artiklen om maleren og grafikeren Hans Nikolaj Hansen? Hanstholm Asylcenters udgivelse ”Mad og fortællinger” er udgivet lokalt, men har da både med sit indhold og som initiativ interesse ud over lokalområdet. Megen af lokallitteraturen er i øvrigt ikke skrevet af enkeltstående, uformående forfattere, men er lavet af mange i samarbejde. De lokalhistoriske arkiver og foreninger er rigt repræsenteret med årbøger, som man kan læse anmeldt i Journalen nr. 2/2015, et lokalhistorisk og kulturhistorisk tidsskrift udgivet af Dansk Lokalhistorisk Forening og Sammenslutningen af Lokalarkiver. Ud fra klummen kan man tro, at den litteratur Søren E. Jensen taler om, er skønlitterær, men mest er det vel at betegne som historisk faglitteratur? Når forlagene ikke har interesse for disse udgivelser, er det naturligvis, fordi der ikke er penge at tjene, oplagene er for små. Men dette burde ikke være en grund til for medierne til ikke at beskæftige sig med bøgerne og opsøge det, der kunne have interesse for en større kreds. I disse udflytnings – og centraliseringstider, kan det udmærket have interesse uden for Nordsjælland, at f.eks. det nyoprettede Museum Nordsjælland er kommet med sin første årbog ”Alle tiders Nordsjælland”.
Hvem er al denne litteratur glemt af? Nok af dem der lever af statsstøtte som public service organer, hovedstadspressen og tv. Det mener Søren E. Jensen vi skal affinde os med. Jeg mener tværtimod, de burde være forpligtede på at rette søgelyset mod den, omtale og deltage i vurderingen af den.

Apropos http://perolofdk.blogspot.dk/ 29.1.16 :

Public service – skal ikke være den forlængede pr for det etablerede..

Grundloven udsat for baghold

november 28, 2015

..åh nej! ikke igen!..

Grundloven udsat for baghold

Der er mange svære spørgsmål oppe at vende i forbindelse med folkeafstemningen den 3.12.. Afstemningen holdes, fordi konsekvensen er afgivelse af suverænitet. § 20 i Grundloven er den sikkerhedsventil, man i sin tid følte det nødvendigt at få med i Grundloven for at få den vedtaget. Et almindelig folketingsflertal skulle ikke være nok til afgivelse af suverænitet, dansk overøvrighed indenfor landets grænser. Enten et fem sjettedeles flertal i folketinget eller et folkeafstemningsflertal skulle være betingelsen. Og så skal forudsætningen endog være ‘i nærmere bestemt omfang’.
Disse krav er det, som den kommende afstemning ønsker at krybe udenom ved med ‘tilvalgsordning’ give et almindeligt folketingsflertal adgang til suverænitetsafgivelser på retsområdet uden folkeafstemninger og uden at præcisere omfanget.
Skal Grundloven laves om, er der rigide regler for dette, som denne folkeafstemning ikke lever op til. Afstemningen er et simpelt baghold på Grundlovens § 20. Derfor er det enkelt at stemme nej. Jamen alle de svære spørgsmål der diskuteres? Jeg siger ikke, de ikke er vigtige – men de er ikke vigtige nok til at sætte Grundloven ud af kraft.

Ole Stig Andersen: Man beder os udstede en blankocheck

Mit indlæg i let redigeret læserbrev i Information 28.11.2015


%d bloggers like this: