Archive for the ‘journalistik’ Category

Julehistorie med 80 års perspektiv.

december 21, 2016
scan0005

Forside almanak ‘Danmark 1937’ udgivet af ‘Den Danske Presse’.

Indlægget som PDF

Almanakkerne for 2017 er trykt, de ligger parat til at komme på boghandlernes hylder. De handler på en vis måde om fremtiden – og dog ikke. Almanakken ved hvilken mandag falder hvonår – men hvad der sker – ved ingen.

Jeg faldt over denne almanak fra 1936 – gældende for 1937. Interessant at se i det lys – for hvad ved den almanak om den fremtid, den ikke kender, men som vi gør.

Der er firs års tilbage til 1936. Jeg har en bror, der lige fyldte firs – og så virker det antal år ikke så kolossalt, hvad det jo er. Han var tre da krigen brød ud og ni, da den sluttede. Svært at forestille sig for unge mennesker omkring de tyve, tror jeg. Jeg var tyve i 1962 og firs år tilbage var altså 1882 og jeg er helt bevidst om, at det var en fortid uden direkte betydning for mig i 1962.

Så hvad mening kan der være at finde i en almanak fra 1936. Jo for mig er der en del at hente. I 1962 var 1936 med verdenskrigen imellem langt væk. Nu synes jeg den er krøbet nærmere, og endnu nærmere ved at læse i denne almanak.

Forsiden er jo ren Matador. Christian X og dronning Aleksandrine besøger vagten på Amalienborg juleaften. Tegneren Axel Mathiesen har forestillet sig den aften med almanakker til alle – på bordet. I nutidig form kan vi også forstille os det – det går nok for sig også i år med dronning Margrthe og Henrik. Så her er intet mærkværdigt, sjovt at gense Axel Mathiesen, som lavede forsider til så mange børnebøger, jeg har læst.

Men med digtet Nytårsbøn er vi tæt på nutiden på en helt anden måde. Tegningen af Sikker Hansen må være en af hans mindst inspirerende. Og digtet er ikke et af Tom Kristensens bedste. Men indholdet tvinger tankerne hen på, hvad siden skete, man mærker at det er den angst som fylder digtet.

Lad Danmark vælte Mørket
fra Jyllands brede Ryg,
befrie de frie Øer
fra sidste Dages Tryk,
befri, befri os alle
fra Angst for Sult og Nød,
fra Borgerkrig, for anden krig,
For Mord og Massedød.

 

Borgerkrig kan heftet let referere til, eftersom det indeholder en artikel af Erik Seidenfaden om at være korrespondent for en avis i den spanske borgerkrig, som jo slet ikke er slut på dette tidspunkt, kun lige begyndt. Tom Kristensen udgav siden en del af sine avisdigte i en samling ’Digte i Døgnet’ og et af de bedste digte der er digtet om Gustaf Munch-Petersens død 1938 i den spanske borgerkrig.

Erik Seidenfadens artikel giver os en beretning om hans egne oplevelser som ’verdenskorrespondent’ men ikke mange fakta om krigen, som han kalder et blodbad. Status for borgerkrigen i 1936 kan jeg heller ikke finde.

Selvfølgelig er der den morsomme artikel om årets gang, og her er der ingen hentydninger til trusler mod Danmark. Dagligt liv i Norden 1936: ”Hvad skete der herhjemme i disse tolv Måneder? Ikke synderligt. Ikke noget at skrige op om!” Det bliver dog til fire sider, som sagtens kan fremstå morsomme den dag i dag. Om ananas dyrket på Fyn, om giftelån i Sverige på 1000 kr. for at fremme ungersvende i at sætte bo. ”Af politiske Begivenheder vil man mindes, at Vejrhanen paa Raadhuset blev hentet ned. Dette sket på Foranledning af Rigsdagen. Vejrhanen var nemlig rustet fast, saa det ikke var muligt for vore Politikere at finde ud af, fra hvilken Kant Vinden blæste.” ”Mægtigt røre blev der i byen, da Robert Neiiendam fandt et gammelt Brev, hvori Fru Johanne Louise Heiberg afslørede sin Mands graverende Mangler som Ægtefælle. Neiiendam fik et mægtigt Vrøvl, men oprigtigt talt falder Historien tilbage paa Heiberg, som kunde have sørget for, at hans Kones Breve ikke laa og flød. I de Dage der fulgt, kom de fleste Ægtemænd for sent pa Kontoret, og der lugtede af brændt Papir i alle københavnske Lejligheder.” Olympiaden 1936 har siden givet vældig politisk genlyd, men her nævnes kun at resultatet for Danmarks vedkommende ikke var så blændende. At den sorte amerikaner Owens med fire guldmedaljer ydmygede Nazi-Tysklands racepolitik var vel værd at nævne. Med Tom Kristensens indledning in mente skriger teksterne lidt til hinanden.

Indledningsartiklen af Mogens Lorentzen lyder meget nutidig: ” Hvad vil det sige: at være dansk?” ”Men nu Børnene i en Araberfamilie, som er vokset op her fra den første Dag, indtil de bliver ansat rundt om som Biograf-Schweitsere…kan de kaldes danske?” Det bliver et gennemløb af på den ene side og på den anden side, der i forbløffende grad ligner læsning fra nutiden om danske egenskaber, som slutter med: ”Fornuft og Naturlighed er de to inderste danske Grundegenskaber. Fornuften, som i sig selv har et Stænk af Snusfornuft; og Naturligheden, som let bliver formløs, nonchalant, ja endog koket.” Jo udlandet forekommer: ”Det svulstige Galimatias, som man for Eksempel i disse Aar tuder Diktaturlandenes Befolkning Ørerne fulde af, vilde vi Danske ikke tage for gode Varer…En stille og stabil Mand har flere Chancer for at rive med, end en hujende Bavian.” Vi ved hvem han tænker på.

Som et nutidigt julehefte nok også vil skygge for fremtiden, skønt ikke helt på samme måde: Noveller og praktiske artikler om ’Kvælningsulykker i Brønde’ og ’Forebyggelse af Brand’. Og til slut en håndbog med praktiske oplysninger om kongehus og posttakster og kalender for 1937. Månedsnavnene suppleret med de gamle danske fra Bonde-Practica – Glugmåne, Blidemåned, Tordmåned osv. Regering, Folketing og antal indbyggere fører os naturligvis tilbage til tiden, 80 år fra nu. Normal lokalporto for post under 50 gram: ti øre.

Der er ting, der peger frem – mest naturligvis tilbage. Globaliseringen prøvede man på at stå imod med – med foreningen ’Dansk Arbejde’: ”Codan Gummistøvler. HOLD PAA DET DANSKE.”

Verdenskrigen kun 2½ år fremme.

 

 

 

 

Verdenskrigen kun 2½ år fremme.

Reklamer

Mål tilpasset det målbare

maj 14, 2016

tårn

Note på facebook

Læserbrev til Politiken som der ikke er plads til i avisen.
Det er ikke en let kronik, Nikolaj Ejler har skrevet i Politiken 10.5. om måling af resultater i sociale og sundhedsmæssige indsatser. Den er skrevet ind i en sammenhæng, som de færreste vil have indsigt i. De indvendinger, han rejser mod Kora-rapporten, vil Kora heldigvis nok selv svare på. Men selv om man i øvrigt ikke har styr på cykelløb, kan man da få øje på, når kæden hopper af. Et citat er desværre nødvendigt.
”Kvalitet og effekt kommer af stadigt bedre daglige beslutninger i praksis. Her er fagprofessionelle nøglen, for de er trænet i en faglig refleksion over den konkrete situation med det konkrete menneske. Refleksioner skal være vidensfunderet, datadrevet, for vi har en udvikling- og læringskultur, hvor progression for den enkelte i målgruppen hen imod de intenderede mål for ham eller hende er i centrum for praksis. En fagligt funderet kultur med kerneydelsen i fokus, ikke en ansvarsfri kultur med alt ansvar placeret hos den enkelte fagprofessionelle.”
Fagprofessionelle er et ord, der lyder godt. Intet i artiklen lader dog ane, at Nikolaj Ejler andet end teoretisk har mødt den målgruppe. I hans argumentation indgår ikke noget om ressourcer. Hvis hjemmehjælperen har kerneydelsen i fokus, er der stor forskel på om kerneydelsen er at hjælpe den ældre eller at støvsuge. Kerneydelsen er selvfølgelig at hjælpe den ældre, men det vil der i dag være meget få muligheder for at leve op til, fordi kommunen har sat et skema op, der ser bort fra den egentlige kerneydelse og satser på noget, der kan gøres op i minutter. Sådan kunne tidsstudieteknikeren fastsætte arbejdet i en maskinelproduktion, men det er en teknik, som er totalt misforstået i en menneskelig relation. Det er lægen, der i den givne situation afgør operationens varighed, ikke et gennemsnit af tidligere lignede operationers varighed.
Og så skal vi måle, om vi er på rette vej mod indfrielse af disse mål. Måling med mening for såvel politisk, administrativ ledelse og fagprofessionelle.”
Har ledelsen i stat, region, kommune, skole, hospital ikke afsat ressourcer til noget ud over gennemsnittet, er det ikke hverken lægen eller hjemmehjælperen, som skal betale prisen med stress. Hvad vi alle, der har været flue på en væg, når måleriet kolliderer med målet kan konstatere helt uden rapporter er – at tidsstudieteknikeren har vundet over den fagprofessionelles ad hoc vurdering.

Mit samliv med facebook

januar 26, 2015
p.t. indgang til  min side på facebook

p.t. indgang til min side på facebook

Politikens tillæg ‘LørdagsLiv’ havde en forside og to sider indenbords om facebook som det nye medie for jalousi.

Det er den vinkel, der vælges på facebook i medierne – at det er noget forfærdeligt noget. Det må så enhver, som ikke er på facebook tro. Jeg har prøvet at fortælle en anden historie, som man kan læse i denne PDF

Mit samliv med facebook

Læs! Læs!

november 5, 2014

 

Begyndelsen på den kronik, som følger med linket her på siden...

Begyndelsen på den kronik, som følger med linket her på siden…

 

Om nu kronikken står i avisen eller her, er vel det samme? Hvis læseren vil læse?

 

Følg i så fald dette link til PDF: Læs! Læs!

 

 

 

En udklipsbogs historie

august 24, 2014

 

forside

Den primitive forside

Jeg har klippet meget i aviser, og efter nogen tid har der måske samlet sig så meget inden for et emne, at det kunne bruges til noget. I 1981 samlede jeg en del udklip sammen, som jeg forestillede mig kunne have lokalhistorisk interesse i lidt længere tid. De stammede fra den lokale annonceavis Allerød Posten, fra Frederiksborg Amts Avis, Folkebladet og diverse andet, både Politiken og Land og Folk! Desuden fandt jeg nogle ting med lokal tilknytning i Dansk Folkeminde-samling. En litteraturliste kom også med, hvis man ville gå videre i emnet ’Allerød’. Det var jo ti år før vi begyndte med hjemmesider! Jeg var vikar på en af kommunens skoler, og jeg fik en medvikar Geert Egger, som var studerende og som havde været med til at starte vores lokalhistoriske arkiv og forening op nogle år før, og som jeg derfor nok har regnet for lidt mere velanskreven end mig selv, til at skrive forordet. Hvordan der kom en aftale i stand med kommunen om at trykke eller rettere kopiere heftet, som blev på 70 sider, det husker jeg ikke. Men sagen var, at kommunen på det tidspunkt havde en trykker ansat, der stod for kommunens mangfoldiggørelse af rapporter, dagsordener osv. Det var med kopi-maskiner i større format, vil jeg tro. Heftet blev trykt i et antal til skolerne og bibliotekerne, så det har nok været et sted mellem 30 og 50 eksemplarer.
For et par år siden, altså mange år senere, blev jeg spurgt af en bibliotekar på kommunens hovedbibliotek, om jeg selv havde et eksemplar af heftet, som hun kun havde hørt om. Hver af bibliotekets afdelinger i kommunen havde den gang vist fået tildelt 5 eksemplarer, men de var alle borte. På min egen skole havde jeg også oplevet konsekvenserne af ’oprydningen’ efter ansættelsen af en ny skolebibliotekar. De kasserede bøger blev sat til salg for en slik og der i mellem også mine hefter, og det samme var nok sket på hovedbiblioteket og dets afdelinger. Det kan godt være de efter flittig brug ikke så aldeles friske ud, men indholdet modsvares jo ikke af andet lokalhistorisk materiale, så at smide dem ud forekom mig både uforståeligt og tåbeligt. Forklaringen skal nok søges i, at det er de færreste ansatte som har en lokal forankring.
Nå men selvfølgelig købte jeg selv de eksemplarer, der lå til salg, og har gavmildt delt ud af dem. Selvfølgelig havde jeg et eksemplar selv, og det lånte jeg så hovedbiblioteket, som fik kopieret et antal eksemplarer til, hvad de kaldte ’lokalsam-lingen’. Det viste sig, at biblioteket selv havde en ældre udklipssamling til rådig-hed, med hver artikel samlet i en kuvert. Lokalsamlingen er der vel endnu, jeg tør ikke være sikker, der sker meget på det område, og det kræver personaletimer at vedligeholde en sådan samling.
Jeg kaldte det ’Første hefte’ – andre kunne jo følge efter, men det er nu ikke sket. Vores lokalhistoriske arkiv og forening, LAFAK sørger for jævnligt at gå aviserne igennem og har en fornem organisering af materialet, så enhver har mulighed for at finde frem til oplysninger om ’steder, begivenheder, folk’ som var heftets undertitel. Ved at gå på biblioteket kan man desuden gå på nettet og finde alt i dan-ske aviser, så nu er det meget begrænset, hvad jeg klipper ud af den slags, det er mere til at støtte hukommelsen med.
Det gamle hefte er nu altså selv i sig selv en slags historie.

Per-Olof Johansson 24-08-2014

Send dem på sproglig efteruddannelse!

juli 12, 2014

 

Må jeg lige få ordet....

Må jeg lige få ordet….

Politikerne og journalisterne må undervejs på vejen til magten have været ude for nogen, der har forklaret dem forskellen på at tale om alle og om nogle. At der er forskel på at sige ‘muslimerne’ og ‘nogle muslimer’ – og for den sags skyld ‘danskerne’ og ‘nogle danskere’ – og for den sags skyld ‘journalisterne’ og ‘nogle journalister’ – ‘politikerne’ og ‘nogle politikere’.

Ti points til den politiker og den journalist, der i sit arbejde og sin argumentation viser forståelse for denne skelnen. Lige nu er det den debat om madvanerne, som er blevet rejst af fødevareminister Dan Jørgensen, som gør spørgsmålet aktuelt. Han lægger åbenbart selv ud med at sige ‘danskerne’, som om han taler om alle. Det ved vi jo alle sammen, at det er ikke alle, der rummes i den mængde. Journalisterne følger trop i stedet for at konfrontere ham med, at hans generalisering i sig selv modarbejder det angivelige gode formål, han kæmper for.

Det er jo bare et eksempel – næste debatemne, der omhandler grupper i det danske samfund, vil lide af samme skavank. En sproglig forurening der forpester samfundsdebatten. Derfor bruger jeg anledningen til at stille dette forslag: Send politikere og journalister, der begår den fejl ikke at skelne mellem ‘alle’ og ‘nogle’ på sproglig efteruddannelse. Da de jo allerede mindst en gang i deres fortid må have lært denne skelnen at kende, behøver kurset vel ikke at være så langt. Måske skulle det afvikles som et reality show, så enhver kunne lære med, vi er nok nogle stykker, som selv plumper i fælden!

Hvad bruger jeg facebook til

juli 1, 2014

 

Udsigt kl. 12 den 30. juni 2014

Udsigt kl. 12 den 30. juni 2014

 

Per-Olof Johansson

 

Hvis nogen engang – måske er det allerede sket – vil prøve at beskrive, hvad der foregår på facebook, vil de få store vanskeligheder på grund af mangfoldigheden. Det almindelige er, at der tales nedladende om facebook, gerne af nogen, der slet ikke kender det, men ser, at mange andre er optaget af det.

Jeg vil gerne fortælle, hvad facebook er for mig. Selv det er ikke nogen enkel opgave, og der skal nok være aspekter, der ikke kommer med.

Jo jeg sætter også billeder med solnedgang på facebook, jo jeg skriver om noget,, jeg har oplevet, jo jeg liker andre familiemedlemmers input af samme art. Men det er jo en uendelig lille del af tiden, som går med det. Beskedfunktionen som ligner mail er kombineret med en chatmulighed, og den griber jeg også til at anvende.

Jeg har tæt på 600 såkaldte facebook venner. Det betyder bare kontakter. Hvis jeg skal beskrive dem gruppevis, så er der en stor gruppe med familie, en stor gruppe med forfattere, en stor gruppe med kurvemagere. Der er også en del andre, som ikke sådan lige kan komme i en gruppe. Men når jeg går dem igennem, kan jeg næsten altid fortælle, hvad kontakten er startet med.

Fødselsdagslykønskninger er det mindste. Med familien udveksles det, som enhver må læse med på – måske billeder fra besøg, måske en tak, måske et link med potentielt fællesstof. Dette sidste er også hvad kontakten med forfattere og kunstnere ofte går ud på. At sende eller modtage invitationer til begivenheder, udstillinger, oplæsninger. Blandt kontakterne er selvfølgelig også diverse institutioner, hvorfra man modtager opdateringer om aktiviteter og giver tilbagemeldinger fra besøg. Eller kommer med gode ideer!

Så er der en mængde grupper omkring emner, hvor alle gruppemedlemmer kan bidrage. Det er ikke hver dag, man hører noget derfra, men muligheden er der. Grupper administreres af facebook-medlemmerne selv. Det er ikke nødvendigvis et større arbejde, du bestemmer jo selv aktivitetsniveauet. Jeg administrerer følgende grupper: ’Kurve i Danmark’, ’Folk og kultur’, ’Dansk-Svensk Forfattterselskab’, ’Keramik relæet’, ’Oddershede’. Den sidste oprettede jeg for en mig nærtstående familie på baggrund af nogle hjemmesider om samme, som jeg havde lavet. En gren af den familie, som var havnet i Chile, inviterede mig til facebook, og der skete det, og så lavede jeg gruppen, selvom jeg ikke selv er med i familieskabet direkte. Ad denne vej er familiemedlemmer verden rundt blevet bevidstgjorte om familieskabet og en gren med samme navn men med anden oprindelse er dukket op.

Nu det med at sætte billeder i facebook – så kan man samle dem i albums, så den, der holder af billeder, har en mulighed for at finde emner, som interesserer vedkommende. Jeg har en mappe til billeder, jeg kalder ’I øjenkrogen’, jeg har et album med forsiderne til de bøger, jeg har eller har været med til at udgive – og mange flere emner.

Jeg laver mange ting på Internet, har et domæne om de bøger, jeg har udgivet, jeg har en blog, hvor jeg skriver om alt muligt, jeg har billeder på flere domæner som flickr eller Picasa, YouTube med dokumentation for diverse sammenkomster, oplæsninger, udstillinger jeg har deltaget i eller bare været til. Facebook er en platform, hvor disse forskellige aktiviteter kan videregives. Ikke alle facebookvennerne holder lige det tidsskrift eller den avis eller andet, hvor jeg får trykt et eller andet – men et vink på facebook kan få nogen til at opsøge papiret for at læse, hvad jeg har skrevet. Der var en kendis, som var træt af facebook netop af den grund, at hendes facebookvenner fortalte alt muligt om, hvad de foretog sig. Hun har let adgang til medierne, så hun behøver jo heller ikke i samme grad som mindre succesrige forfattere som jeg at anvende den funktion. For mig har det været en fordel. Den, der ikke vil lege med, kan jo uden al brask og bram stå af og finde andre venner end mig.

Som sagt laver jeg en blog, men på facebook er der faktisk en form, der ligner bloggen med noget som kaldes ’noter’. En længere status er velplaceret der, fordi den bliver let at genfinde, hvad der kan være svært i den øvrige sammenhæng, da der ikke kan søges internt på facebookprofilerne. I øvrigt kan facebookprofilerne holdes mere eller mindre skjult. Grupper som ’Kurve i Danmark’ kan enhver på nettet kigge til, men bidrag kræver medlemskab af facebook og gruppen, hvilket jo kun koster tilmeldingen. Jeg deltager ikke selv i lukkede grupper, men ved da, at muligheden eksisterer.

Jeg har lavet hjemmesider siden 1995, et hjørne af det med digte af mig selv og andre under navn af Splints & Co. har mere eller mindre fungeret siden 1996. Engang lavede jeg hjemmesider med de længere artikler, og dem kan du stadig læse i den form. Men i dag bruger jeg gerne PDF-formatet, fordi der har læseren en acceptabel mulighed for at udskrive. Jeg annoncerer så artiklens eksistens i bloggen med et forskræp og et billede, og så kan du afgøre, om det skulle være noget for dig. [Idag altså en undtagelse: hele artiklen står her på bloggen!] Jeg linker til dette i facebook, og der linkes helt automatisk også til Twitter og LinkedIn.

Alt i alt en tilgængelighed der ligger milevidt fra, hvad en forfatter kunne drømme om før 1990. Var teksten ikke trykt i bog eller tidsskrift, var den død og blev liggende i skrivebordsskuffen. Det er så en almindelig anke: At så har der ikke været redaktør og korrekturlæser ind over. Nej, men i kraft af udbygningen af Google kan læseren finde alternative muligheder at veje ordene op i mod, hvis det føles nødvendigt. Min opgave er hvad den hele tiden har været, at så klart som muligt udtrykke det, jeg ønsker at bringe videre.

 

At der så slipper et billede med af udsigten – er det så farligt?

Se dette som PDF til udskrift: Klik her

 

Dagbladet Information omskrev et læserbrev

juni 27, 2014
Hårrejsende eksempel på på journalismens overmod!

Hårrejsende eksempel på på journalismens overmod!

Opgang ikke krisecenter

Per-Olof Johansson, Lillerød

Skrevet 24. juni 2014.

Trykt 25. juni i Information med helt uacceptable ‘forbedringer’, som jeg kommenterer udførligt i denne PDF [klik] som eksempel og lærestykke på journalistisk indblanding. For mig og sagen gik vigtige pointer tabt! Her er den originale tekst.

Dette er en opfordring til kommunerne om ikke at opfatte en opgang i socialt boligbyggeri, som om det er et krisecenter.

En ting er, at socialt boligbyggeri er sat i verden for at skaffe boliger, ikke kun til socialt udsatte, men også til dem naturligvis, noget andet er, at det gør da ikke beboerne i almindelighed mere kvalificerede eller forpligtede end andre til at tage sig af andres sociale problemer. Men i og med kommunernes anvisningsret til hver fjerde ledige bolig, er denne forventning blevet udbredt hos kommunerne.

De andre beboere har ikke kendskab til, hvad tildelingskriteriet har været, og er derfor henvist til ved egen bitter erfaring at opdage, at her er da vist ankommet lejere med behov for – særlig opmærksomhed. Det er historier om besvær, som slet ikke kan fortælles offentligt. Ofte giver det også anledning til ekstraordinære udgifter såsom tab ved fraflytning.

Diagnoser med udadreagerende effekter skaber utryghed, når de andre beboere først ved oplevelser på egen krop skal erfare tingenes tilstand, mens kommunen dækker sig ind bag tavshedspligten. Når det er politiets ankomst, der sætter navn på problemet, er den efterfølgende rygteflora skidt for alle parter og underminerende for alle gode hensigter. 

Öresundsfestival 2014

juni 7, 2014

Per-Olof Johansson skrev dette til Information, men fik indlægget afvist med henvisning til pladsmangel:

Debatsession

Debatsession

En anmelder vil gerne give indtryk af at møde opgaven med stort overblik over fortid & nutid. Altså skal jeg tro, at Anna Ullman (Inf. 2.6.14) har styr på de sidste 15 års musikalske begivenheder på begge sider af sundet. Öresundsfestivalen er sat i scene af Malmö Stad for tredje gang, og de skal helt tydeligt ikke tro, de er noget. På to dage og hver af dagene på otte spillesteder afvikles jeg ikke hvor mange koncerter – det melder anmeldelsen ikke noget om, man må se i programmet. Men noget tyder på, at vurderingerne i anmeldelsen bygger på få indkig hist og her – lidt ros der og mest nedsættende bemærkninger, gode til at stille anmelderens overblik i relief – skønt alligevel utroværdigt. En koncert kan jo ikke vurderes efter indkig, og ingen kan overkomme otte scener på en dag med fra tre til seks grupper optrædende på hver scene.
Anna Ullman siger ganske rigtigt, at Øresundsintegrationen har sine mangler, trods forsøgene fra oven har været utallige. Men for pokker: Det er da ikke det samme som, at forsøgene ikke har været prisværdige, og at de mulige udbytter kunne have været positive for alle i regionen? Man aner en hån mod de velmente forsøg.
Anna Ullman kunne have deltaget i Öresundskommiteens indledende session om netop det emne med repræsentanter for både eventmagerne, politikere og endog medier. Alle kan se, at mulighederne for noget større er til stede, men som kulturborgmesteren fra København Carl Christian Ebbesen formulerede det: Den overordnede fortælling mangler! Delene er der, men ingen har formået at binde dem sammen. Så langt er der enighed, så Anna Ullman kan sikkert mange år endnu hygge sig på sin elitære platform af selvtilfredshed, i stedet for ved en positiv tilgang til opgaven at arbejde med. Er det også Informations vinkel på den sag?
Jeg tilhører vist i ingen henseender målgruppen for festivalen. I kraft af at jeg er optaget af virkeliggørelsen af ’Öresundsfællesskabet’ deltog jeg alligevel i den indledende koncert i Moriskan. Her akkompagnerede Vindla String Quartet tre svenske og fire danske solister, som siden skulle optræde i andre sammenhænge på festivalen. Fra Sverige Feivel, Nicole Sabouné og Linnea Henriksson og fra Danmark Gregersen, Mads Langer, Lisa Alma og Kill J. Til min store overraskelse hang det fint sammen. Ikke et eneste af navnene sagde mig noget, det hele lød bare godt og veloplagt og mere end det i min uforberedte ører. Så den anmeldelse tror jeg ikke meget på.

 

Snapshots fra den indledende koncert..

 

Tre hilsener 2000 – 2001

maj 8, 2014

 

Pilgrimsrute i Lillerød

Pilgrimsrute i Lillerød

Tre manuskripter dukkede op:

[År 2015 set fra år] 2000: som PDF

08-05-2014: En udskrift af en aldrig anvendt kommentar med de

manende ord: ” Sådan vil ‘vi’ 15 år fremme se på verden med

forbløffelse, se at andre kræfter råder, end dem vi kender nu eller

som vi er opmærksomme på nu.”

 

Mening eller ej med navnet: som PDF

Kunne det tænkes, at nogen som efternavn bar navnet Begravelsesplads?

Straks ved alle voksne i Danmark nok hvem jeg tænker på.

 

 

I en nation af digtere: som PDF

Kommentar 08-05-2014: Dette indlæg fra 2001 kom vist

hverken i avisen eller på nettet. Der er sket noget siden: Politiken

bringer hver tirsdag et digt sat flot op, Weekendavisens tillæg

BØGER bringer hver uge et digt fra en netop udkommet digtsamling,

fattigt sat op – men dog trykt. Men ellers ligner det meget noget,

jeg kunne have skrevet i dag.

 

 

 


%d bloggers like this: