Archive for the ‘journalistik’ Category

Öresundsfestival 2014

juni 7, 2014

Per-Olof Johansson skrev dette til Information, men fik indlægget afvist med henvisning til pladsmangel:

Debatsession

Debatsession

En anmelder vil gerne give indtryk af at møde opgaven med stort overblik over fortid & nutid. Altså skal jeg tro, at Anna Ullman (Inf. 2.6.14) har styr på de sidste 15 års musikalske begivenheder på begge sider af sundet. Öresundsfestivalen er sat i scene af Malmö Stad for tredje gang, og de skal helt tydeligt ikke tro, de er noget. På to dage og hver af dagene på otte spillesteder afvikles jeg ikke hvor mange koncerter – det melder anmeldelsen ikke noget om, man må se i programmet. Men noget tyder på, at vurderingerne i anmeldelsen bygger på få indkig hist og her – lidt ros der og mest nedsættende bemærkninger, gode til at stille anmelderens overblik i relief – skønt alligevel utroværdigt. En koncert kan jo ikke vurderes efter indkig, og ingen kan overkomme otte scener på en dag med fra tre til seks grupper optrædende på hver scene.
Anna Ullman siger ganske rigtigt, at Øresundsintegrationen har sine mangler, trods forsøgene fra oven har været utallige. Men for pokker: Det er da ikke det samme som, at forsøgene ikke har været prisværdige, og at de mulige udbytter kunne have været positive for alle i regionen? Man aner en hån mod de velmente forsøg.
Anna Ullman kunne have deltaget i Öresundskommiteens indledende session om netop det emne med repræsentanter for både eventmagerne, politikere og endog medier. Alle kan se, at mulighederne for noget større er til stede, men som kulturborgmesteren fra København Carl Christian Ebbesen formulerede det: Den overordnede fortælling mangler! Delene er der, men ingen har formået at binde dem sammen. Så langt er der enighed, så Anna Ullman kan sikkert mange år endnu hygge sig på sin elitære platform af selvtilfredshed, i stedet for ved en positiv tilgang til opgaven at arbejde med. Er det også Informations vinkel på den sag?
Jeg tilhører vist i ingen henseender målgruppen for festivalen. I kraft af at jeg er optaget af virkeliggørelsen af ’Öresundsfællesskabet’ deltog jeg alligevel i den indledende koncert i Moriskan. Her akkompagnerede Vindla String Quartet tre svenske og fire danske solister, som siden skulle optræde i andre sammenhænge på festivalen. Fra Sverige Feivel, Nicole Sabouné og Linnea Henriksson og fra Danmark Gregersen, Mads Langer, Lisa Alma og Kill J. Til min store overraskelse hang det fint sammen. Ikke et eneste af navnene sagde mig noget, det hele lød bare godt og veloplagt og mere end det i min uforberedte ører. Så den anmeldelse tror jeg ikke meget på.

 

Snapshots fra den indledende koncert..

 

Tre hilsener 2000 – 2001

maj 8, 2014

 

Pilgrimsrute i Lillerød

Pilgrimsrute i Lillerød

Tre manuskripter dukkede op:

[År 2015 set fra år] 2000: som PDF

08-05-2014: En udskrift af en aldrig anvendt kommentar med de

manende ord: ” Sådan vil ‘vi’ 15 år fremme se på verden med

forbløffelse, se at andre kræfter råder, end dem vi kender nu eller

som vi er opmærksomme på nu.”

 

Mening eller ej med navnet: som PDF

Kunne det tænkes, at nogen som efternavn bar navnet Begravelsesplads?

Straks ved alle voksne i Danmark nok hvem jeg tænker på.

 

 

I en nation af digtere: som PDF

Kommentar 08-05-2014: Dette indlæg fra 2001 kom vist

hverken i avisen eller på nettet. Der er sket noget siden: Politiken

bringer hver tirsdag et digt sat flot op, Weekendavisens tillæg

BØGER bringer hver uge et digt fra en netop udkommet digtsamling,

fattigt sat op – men dog trykt. Men ellers ligner det meget noget,

jeg kunne have skrevet i dag.

 

 

 

Arne Herløv Petersen: Grænseløs

april 1, 2014

Skilt

Arne Herløv Petersen har som en kraftpræstation den 28. marts 2014 udsendt en erindringsroman i fire bind: Grænseløs.

 

GRÆNSELØS 2014

Jeg har dels sat nogle billeder ind i et picasawebalbum fra receptionen.

 

Jeg fik inspiration til at optage et stykke video med mobiltelefonen, det kan man se og høre i en video på YouTube

Bliver Allerød Kommune – 50 år?

februar 24, 2014
Forsiden af Allerød Nyt tillæg 13/ 1995

Forsiden af Allerød Nyt tillæg 13/ 1995

Per-Olof Johansson

Læs indlæg/download som PDF: Allerød Kommune – 50 år?

I 2014 ser vi frem mod kommunens 50 år i 2020 – hvis kommunen altså består til den tid. Gør den, håber jeg det bliver fejret. Jeg synes, det er en kommune det er værd at holde sammen på. Jeg synes ikke, man skal lade det afhænge af, om man for at opnå den rette administrative størrelse kan sælge ud af kommunens herlighedsværdier, hvilket der jo er fare for bliver oplevet som en ’nødvendighed’. Der er seks år at løbe på, jubilæet falder midt i næste valgperiode – spændende lokale udsigter!
I 2007 undgik Allerød Kommune med nød og næppe at indgå i kommunesammenlægningerne. Allerød Kommune er et resultat af kommunesammenlægningerne i 1970, hvilket var afslutningen på en lang proces, i modsætning til sam-menlægningerne i 2007, som blev hastet igennem.
Om kommunen bliver bestående afhænger nok af to ting. Dels i hvilket omfang kommunens størrelse matcher vurderinger fra statslig side af det administrativt rationelle, dels i hvilket omfang borgerne i Allerød ønsker at fastholde fælles-skabet. Det sidste afhænger dernæst vel af, om borgerne oplever fællesskabet som værdifuldt, ja overhovedet oplever, at der er et fællesskab.
For kommunen lader det til, at være brandingen udadtil, som er vigtigst – at Allerød udadtil virker som et sted, hvor man gerne vil bo, og hvor erhvervsvirk-somheder har lyst til at slå sig ned.
Jeg mener, at den interne branding ikke har en mindre betydning – at vi fortæller hinanden om de fælles fortræffeligheder, som vor kommune repræsenterer. Og her gælder det for mig at se om at få historien med.
Det er et projekt, som Lokalhistorisk Arkiv og Forening for Allerød Kommune har arbejdet på siden 1978. Dette sker med afholdelse af møder, udgivelse af et medlemsblad og udgivelser af bøger, og med en hjemmeside, til at binde aktivi-teterne sammen. Bogen ’Allerødbilleder 1’ var således foreningens tribut til Allerød Kommunes første 40 år.
Da Allerød Kommune fyldte 25 år gav dette sig udtryk i en ret så storstilet fejring gennem året. Det jeg her har lyst til at minde om, er de erindringer om Allerød Kommune gennem de femogtyve år, som det lykkedes at få samlet og til dels udgivet.
Allerød Nyt gav mulighed for udgivelsen af et tillæg, som skulle nå ud til alle i kommunen, i modsætning til de traditionelle jubilæumsbøger, der kun når et fåtal. Oven i købet lykkedes det redaktionskomiteen at få Allerød Nyt med på ideen at trykke en stor del af de indkomne bidrag, som der ikke blev plads til i tillægget, som led i en føljeton året igennem. 18 bidrag blev trykt i tillægget og 20 bidrag kom derefter på samlebånd året igennem, som oftest helsider. En herlig skat at gå igennem. Det er en god ting, at det lykkedes at få alle manuskripter digitaliseret med tilladelse til brug til digital udgivelse. Realiseringen af den del af projektet lader vente på sig, det vigtigste er jo, at de digitale versioner er til rådighed.

Kommunernes Landsråd

december 7, 2013
KL ikke forening

1974-2013 tog det at få slået hul på KL som foreningskonstruktion

Det er der vist ikke noget som hedder endnu – men jeg foreslår det som nyt navn til den såkaldte Kommunernes Landsforening. Det var min overskrift til et læserindlæg i Frederiksborg Amts Avis 6.12.3013, men avisen syntes bedre om er anden overskrift, som jeg ikke kunne være utilfreds med!

Hvordan kan det være en forening?

Kommunernes Landsforening er en vigtig faktor i dansk politik, men det kan være svært at gennemskue, hvordan den fungerer. Alene navnet kan være med til misvisningen. Forening? Hvordan kan dette offentlige, politiske organ være en ’forening’?

I 1974 rejste jeg sammen med Ole Pedersen fra Oles Liste i Allerød kritikken af, at KL ikke var omfattet af Lov om offentlighed i forvaltningen – et spørgsmål vi har taget op igen og igen, når lejlighed gaves.

Da loven blev revideret denne sommer, var der stor kritik af den nye lov på flere punkter. Men vi kunne kun med tilfredshed konstatere, at KL nu ENDELIG blev omfattet af loven i lighed med mange offentligt ejede virksomheder.

De seneste begivenheder, som fritager 58 offentligt ejede virksomheder fra at være omfattet af loven, har dog givet anledning til, at jeg tror, det blot er et spørgsmål om tid, før heller ikke KL er omfattet, trods lovens klare tekst. For KL konkurrerer jo på nogle områder med private virksomheder i en konkurrencesituation, hvilket netop er begrundelsen for at fritage de 58 virksomheder for at være omfattet af loven.

En mængde af KL’s virksomheder er overgået i privatisering, og det kan være, at der stadig er funktioner, som må overlades til det private – det må så være prisen for at være det organ for kommunerne, som KL er. Jeg foreslår, man dropper ordet ’forening’ og benævner KL, som det, det er: Kommunernes Landsråd.  Hvis indtægtsdækket virksomhed bruges som begrundelse for at undgå at være omfattet af Lov om offentlighed i forvaltningen – så er det den art virksomhed, man må lade fare – ikke offentlighedens adgang til KL.

*****************

Min omtale af en bog om KL som den fjerde statsmagtklik her

Forfatteren som ‘ikke blev til noget’

december 4, 2013
Forfatterskygge

Skyggen af en selvudgiverforfatter

Klaus Rothstein har til Information sagt, at selvudgivere ikke skal tro, at det er litteratur, de udgiver. Da der udkommer utroligt mange bøger som selvudgivelser, er det jo en noget flot bemærkning. Den kan være sand om nogle udgivelser og usand om andre. Og dårlig litteratur er vel stadig litteratur.
Da jeg er en af de formastelige, der selv rask væk udgiver, må jeg selvfølgelig tage Klaus Rothsteins udtalelse til alvorlig overvejelse. Det afsluttende essay
i hans nye bog ’Ord og handling’, som handler om en forfatter, der ”ikke blev til noget”, læser jeg altså i den sammenhæng. Han udgav 13-14 små hefter, kan man forstå, havde artikler og digte i en del tidsskrifter og antologier – men efter Klaus Rothsteins mening, var han kun en person, som havde forsøgt ”at overbevise sig selv om sin litterære status, men blot gjort sig til offer for et gennemført selvbedrag”.

Hvis jeg har hørt om forfatteren før eller læst noget af ham, har jeg i hvert fald glemt ham. Til sidst hører vi om hans navn – og det kan lige så godt være hans far eller hans bror med samme efternavn, jeg har hørt om – Bent Værge.

Det er en hård dom, og vi må tro at den er afsagt af en person, der har været forfatterskabet igennem.

Det er der dog intet der tyder på. Dommen fælles på baggrund af, at vedkommende på ingen måde fik status og var ubehagelig at omgås. Klaus Rothstein har kendt ham, og skal man tro hans beretning, gik forfatteren selv på samme måde meget op i sin status og den manglende anerkendelse. Klaus Rothstein er i tvivl om, hvor vidt han skal offentliggøre sit essay, og det kan jeg godt forstå. Bent Værges familie siger dog god for det, og forsyner ham med yderligere oplysninger. Så det ender i moralsk forstand ikke så galt, som det var begyndt. For det, der begynder som en nedvurdering af en falleret forfatter, ender som en sygdomshistorie.

Det kunne for andre naturligt have ført til, at essayet blev skrevet om. Ved at fastholde den oprindelige version, bliver essayet et afslørende indblik i forfatteren Klaus Rothsteins tankegang – hvad vist også er meningen.  Han vinder selv anerkendelse i sin gode ret i kraft af sin indsats, mens hans overbo med lignende ambitioner ikke kan leve op til standard og oven i købet prøver at nasse sig ind på personer og receptioner, hvor han burde have holdt sig væk. Klaus Rothstein bryder sig heller ikke selv om den første del af essayet, fordi han kan se, at det afslører hans manglende empati. Jeg synes ikke, han får rådet bod på det i den afsluttende del. Måske skal publiceringen af første del fungere som en advarsel til os alle sammen, det tror jeg dog ikke helt på, når han ikke tager konsekvenser af sin nyvundne viden om overboen og faktisk læser hans bøger og vrager dem ud fra læsningen og ikke ud fra, at de aldrig vandt anerkendelse og at manden var ubehagelig at omgås..

Men – ikke så få af Bent Værges udgivelser var selvudgivelser.  Så derfor er de næppe værd at beskæftige sig med som litteratur? ”Pointen er: Han fik aldrig sat et kunstnerisk aftryk, aldrig skrevet en linje, som man vil huske ham for.” Det ved vi jo ikke, så sandt som vi ikke ved, hvad eftertiden mener. I hvert fald mener jeg, det er tarveligt at forkaste hans kunstneriske ambition, selv om den var fyldt op med en borgerlig ambition om anerkendelse. Der kan jeg meget bedre lide Asger Jorns konklusion om lignende personer. For selvfølgelig gives der fejltagelser, også fejltagelser der fylder et helt liv. Et sted skriver Asger Jorn: ”Alle disse utallige, der drømte store drømme, de aldrig nåede, bliver derved grundstammen i den kunstneriske fornyelse, vel at mærke om de gik de første skridt, ligegyldigt hvor dette fejltrin førte dem hen, og hvor meget de fortrød det bagefter.”

Måske var Bent Værges litterære bestræbelser at benævne et fejltrin. ”Hans bror fortalte, at der var tale om en psykisk lidelse, hvor grov selvovervurdering og tilsvarende selvfornedrelse gik hånd i hånd”, skriver Klaus Rothstein. Det må da først og fremmest påkalde sig vor medfølelse, og så må den litterære bedømmelse træde i baggrunden. Men skal de litterære udfoldelser forkastes, må det blive på baggrund af genlæsning og ikke på baggrund af, hvilket indtryk vedkommende gjorde på medierne i sin samtid

LÆS HER i PDF..let at udskrive

Politiken får nyt magasin på nettet –

december 3, 2013

Visit my friend Angry

Visit my friend Angry http://per-olof.dk/cartoons/first.htm

Ifølge Lars Grarup (Politiken 1.12.2013)  er Politikens nye magasin på nettet målrettet ‘fordybelse’. Al ære værd. Men der er et eller andet her, der skurrer i mine ører. Jo journalisten kan selvfølgelig fordybe sig i et emne, men i bund og grund er journalistikkens basis ‘nyheden’, den daglige nyhedsstrøm. Men journalistikken er fra denne basis rykket op i en anden vægtklasse ifølge sin selvforståelse, en vægtklasse som jeg kalder journalisme, som mener sig berettiget til at sætte målestokken for alt, der skal videreformidles, det er pisken over nakken på al kunst, al litteratur. I stedet for at formidle litteraturen lægges der en norm for hvilken litteratur som er det – og sådan med kulturen i det hele taget. Men men – det er da ikke journalistikken, som skal stå for fordybelsen, det er filosofferne, digterne, kunstnerne, artisterne, ja også spinatfuglene, som vel knapt eksisterer mere – lad så journalisterne være deres ydmyge tjenere.

(min kommentar på facebook d.d.)

En ting kan jeg love jer

november 25, 2013
En belæring fra Allerød Kommune

En belæring fra Allerød Kommune

Jeg leger med tanken: Fra et nyligt afholdt forberedende gruppearbejde til et Allerrød-Symposion over emnet lokalpolitik dette citat:”En ting kan jeg love jer, at jeg ikke altid holder, hvad jeg lover.”

Jeg har nemlig for længe siden foreslået, at vi skulle institutionalisere et  Allerød Symposium, til branding af Allerød.  Hvad kunne et Allerød Symposium være? http://per-olof.dk/allsym.htm

Billedet er fra det rådhus, der aldrig nåede at blive gammelt..

Ja hvor ender det i Allerød – helt sikkert med en beslutning, som skal holde i fire år, hvad angår borgmesterposten. Alt det øvrige kan hele tiden være til forhandling…

Men jeg havde dette læserbrev i avisen lige før valget….

Om at skifte parti

november 13, 2013
En stribe lys

Lys trænger ind

I Allerød Nyt igår / i forkortet version i Frederiksborg Amts Avis idag:

I Danmark er valg primært personvalg – partistemmer er til for at udjævne – jeg mener derfor ikke, at den valgte skal gå ud af et råd, hvis vedkommende melder sig ud af partiet.  Vist kan det være lusket – men det kan jo også være partiet, det er galt med – og den enkelte kan jo ikke fyre partiet! Kravet på partidisciplin genkalder en østtysk sang: Die Partei, die Partei hat immer recht! En skriftlig aftale eller håndslag de valgte imellem om at ville gå ud af byrådet, hvis de ønsker at skifte parti, får næppe den virkning – giver blot anledning til en ny art ballade. At fremsætte forslagetvidner  for mig mere om manglende fantasi. Fra virkelighedens verden kan jeg fortælle, at den slags håndfæstninger, selv hvis de er pænt underskrevet, er helt uden værdi. Det oplevede jeg efter at have haft en aftale med Venstre om at have en formandspost i et udvalg. Pænt underskrevet af de pågældende personer, hvoraf en så efter nogle måneder sprang fra. Først ville han slet ikke skrive under, for ‘et ord er vel et ord’ – og pludselig var en underskrift ikke en underskrift, der bandt. Aftalen sikrede Venstre borgmesterposten, og der sker valget for fire år i modsætning til udvalgsformandsposterne, som afhænger at et aktuelt flertal. Ja, det er mange år siden, men hvad skulle forhindre det i at ske igen? Prøv at forestille jer, at i en partigruppe på fire er de tre uenige med den ene, som imidlertid har partiet med sig, de tre smides ud af partiet – skal de så gå ud af byrådet? Selvfølgelig ikke, det er valget, der tæller, ikke en bestyrelse udenfor rådet. Blot et af mange mulige eksempler, der taler imod forslaget om at binde de valgte til de partilister, de er valgt ind på. At partierne så skulle love ikke at optage et medlem, der skifter parti, er ren symbolsnak – vedkommende stemmer jo med hvem han vil, og taler i telefon med hvem han vil osv osv.

Er der bagatelgrænse for digte?

november 11, 2013
Rønnebærbilled

Rønnebærene er faldet til jorden i frosten

Som så mange andre har jeg selvfølgelig læst ’Yahya Hassan’ i et rap, godt skrevet, hårdt at læse!

Det faldt mig så ind, at jeg måtte bringe dette 20 år gamle digt på banen. Det blev første gang offentliggjort på nettet i det som hed ’PolOnline’ i 93 eller 94 – anledningen til at det blev skrevet, mindes jeg ikke, men sikkert under indtryk af, at poesien har to hjørner – det hårde og det bløde. Jeg prøver vel her at få de to ender til at mødes. Og jeg synes, mit digt kan tjene som et svar til Jes Stein Pedersens udtalelse i lederen i ugens tillæg BØGER til Politiken (2.11.2013):

”Men Hassans succes er ikke kun en opmuntring. Den er også en målestok for, hvad det nu lige er for bagateller, så mange andre danske udgivelser handler om.”

Et digt bliver da ikke en bagatel, fordi det ikke omhandler livets katastrofer– det kan ikke være katastroferne, som er livets mål. Den anden side af spektret har vel også sin betydning og sin egen vægt. I øvrigt er et tema i min seneste udgivelse ’Henvendelser som digte’ min yngste søns død. Skal det nu kaldes en bagatel, fordi digtsamlingen ikke vinder anerkendelse og sorteres fra ved anmeldelse?

HER ELLER NU

Det var et mærkeligt digt,

digt uden den 3. verdenskrig,

digt uden tortur og voldtægt,

digt uden selvmord, transplantationer, kunstige fødsler,

uden blodtransfusioner, scanninger,

hjertestop, digt uden flugt, fald fra 4. sal,

digt uden mafiamord, uden butiksplyndringer,

digt uden 3. grads forbrændinger,

et digt uden incest eller børnerov,

digt uden politikermord, færdselsuheld,

ingen vulkanudbrud, oversvømmelser,

terrorbombninger, sneskred, jordskælv,

ingen børn der myrder børn,

et digt uden et skud, uden en pisk,

et digt uden nøgne sønderrevne lemmer,

et digt uden AIDS og HIV,

et digt uden et svineslagteri,

et digt uden bekendelser om rovmord,

hustruvold, druk, narkomisbrug,

ligskænding,

et digt uden angreb på offentlige

myndigheder, naboer, forældre, børn,

gamle legekammerater,

et digt uden skrig om hjælp,

uden antydning af appel,

et digt uden allergi, kravlende orme,

savlende monstre,

et digt uden afsløring af den elskedes intimeste

dele og tanker, et digt uden modløshed,

et digt uden overhængende livsfare.

Et mærkeligt digt af en virkelighedsfjern person.

Per-Olof Johansson


%d bloggers like this: