Archive for the ‘Kunst’ Category

Skovlunde Evangeliet

september 30, 2019
..Erik Hagens: højtidsskabe

Erik Hagens: Højtidsskabe i Skovlunde Kirke 2019

Fik i går endelig set alle højtidsskabene i Skovlunde Kirke åbnede – og endda intruduceret af Erik Hagens selv. Stor oplevelse. Jeg har i et tidligere indlæg skrevet om mit indtryk, som kun blev forstærket. Her vil jeg derfor blot citere invitationen og opfordre til, at man anskaffer det lille hefte om skabene og ideerne bag, som menighedsrådet har udgivet og Erik Hagens skrevet.

HØJTIDSSKABENE I SKOVLUNDE KIRKE udført af maleren Erik Hagens fra 2012-2019 blev i dag vist frem og forklaret af kunstneren selv.
Citat fra invitationen skrevet af Morten Skriver:
Erik Hagens alterbillede, udgangsbillede og højtidsskabe – advent, jul, fastelavn, påske, pinse – i Skovlunde Kirke er en milepæl i dansk kirkekunst.
Værket udgør i sin form og med sit billedsprog en nyskabelse, der samtidigt er i slægtskab med den ældste kirkekunsts folkelige, fortællende billeder.
Ved at indskrive evangeliernes budskaber i en nutidig og lokal sammenhæng er det lykkedes Erik Hagens, at tilføje en relevant og tiltrængt funktionel dimension, til det man kunne kalde kirkerummets liturgi. Udover at bidrage med væsentlige æstetiske kvaliteter til kirkens rum indbyder værket med sin åbne moderne flertydighed, fri for klicheer og føleri, til fortolkning, eftertanke og samtale, på en måde der gør det mulig for alle at deltage – både børn og voksne, kyndige og ukyndige.

Morten Skriver, billedkunstner
Medlem af Akademiraadets Udvalg for Kirkekunst
Initiativtager og dirigent var Gunvor Auken

Hurtige skift i slægtstræerne

august 5, 2019

I 2009 tur til Urshult Kyrka, hvor min farfars forældre var blevet gift 21.10.1860.

Hurtige slægtsskift

Slægtsforskning er udbredt – men dog ikke alle dyrker den interesse. De kan gøres på mange måder, og efter opdagelsen af mulighederne med genteknik, har det skiftet karakter. Før gik man i gang med studier af kirkebøger og mange slags dokumenter, nu kan ens historie vikles ud af en gentest. Sådan en skrev den svenske videnskabsjournalist Karin Bojs med sin ’Min europeiska familj de senaste 54000 år.’. Hun får derved ikke blot fortalt egen historie men også vi andres.

Som jeg skrev forleden her i bloggen, lader det ikke til at Halfdan Rasmussen gik op i sin slægtshistorie. Hvordan kunne han lade være, når han hver dag i barndommen blev konfronteret med sin mors svenske oprindelse. Fra Rösmåla i Urshult sogn.

Jeg spørger naturligvis med baggrund i min egen opvækst i Danmark med svensk mor og svenske far-forældre. Jeg synes, jeg med bogen ’En tid med spånkurve’ har fået fortalt den historie. De andre med familie, som også arbejdede på Lillerød Spånkurvefabrik og som kom fra Sverige, har også der kunnet hente oplysninger om deres familiebaggrund.

En fætter, en grandkusine og en bror har dyrket slægtsforskning på traditionel vis, og ud fra det står det klart, at min families oprindelse kan placeres indenfor et meget snævert område, Sydøstre Småland, nordøstre Skåne og nordvestlige Blekinge. Bagud fra 1700 er der store huller, men man kan nå helt til 1300-tallet i det område, uden gentest altså! Min farfars forældre blev faktisk gift i Urshult kirke. Min faster blev gift med en fynbo, så for fætter Knud ser netværket helt anderledes ud.

Ser jeg på mine barnebørns slægtsforgreninger, er de allerede endnu mere spredte. Vi skal til Thy, Sønderjylland, Sydslesvig, Tyskland, Schweiz og altså Østdanmark og Sverige. Referencerne ved historielæsning må naturligt nok kunne blive meget forskellige. Først sent er det gået op for mig, at jeg ikke er delagtig i 1864, jeg skal tilbage til 1658 før min historie igen bliver Danmarks historien. Min Danmarkshistorie begynder år 1900, da min fars svenske forældre flytter til Danmark efter 10 år i Tyskland.

Som barn var jeg nysgerrig nok og stærkt utilfreds med de fragmenter af slægtshistorien, som jeg fik fat i. Jeg er derfor glad for de familiemedlemmer, der har redt trådene ud, så jeg nogenlunde har kunnet følge med. Nej, jeg er ikke blev svensker ved at kende slægtens forhistorie. Men jeg har svært ved at forestille mig ’mig selv’ uden den lille viden om slægten.

 

PS

Når man er i Urshult må man se bonadsmålninger på Lunnabcken, på Biblioteket og på Hembygdsgården. Her nogle eksempler. Maleren for alle nok Clemet Håkansson 1729 – 1795 eller hans sønner:

 

Urshult bonad: Brylluppet i Kana

 

Urshult bonad: Goliath og Kong Salomon og dronningen af Saba

 

Urshult bonad: Alderstrappen

 

Urshult bonad: Adam og Eva, Jesu indtog i Jerusalem, Elias’ himmelfart mm

Erik Hagens i Skovlunde Kirke

juni 3, 2019

 

Erik Hagens: Den barmhjertige samaritaner

Erik Hagens i Skovlunde Kirke

Per-Olof Johansson

Jeg kan ikke forestille mig, at en lignende kirkeudsmykning skulle være at finde noget andet sted i verden, som den Erik Hagens har udført i Skovlunde Kirke.

Vist er referencerne til Biblens nye testamente utallige, men de er så anderledes end man er vant til. I Ribe Domkirke har Carl Henning Pedersen malet en udsmykning, som da vist slet ikke refererer til noget kristent. I Lillerød Kirke har Mogens Koch med en altervæg refereret til et skriftsted, som kun er synligt en halv meter fra og med et stort kors, som beskueren nærmest skal tænke sig til. Hvis man skal sammenligne udsmykningen i Skovlunde Kirke med noget, må det være med de middelalderlige kalkmalerier, hvor motivernes tid er tilblivelsestidens ’her og nu’,

Jo i Skovlunde er der bibelhenvisninger og skabe, der skal åbnes ved de kirkelige højtider, der er altertavle, i den forstand er der linket til historien. Men når vi går til billedsiden er det illustrationer af vor tid, vort tøj, vore omgivelser sådan som vi kender det fra Erik Hagens’ Esbjergevangelium. Det er ikke ’troen’ som fremstilles eller evalueres, det er tidens dilemmaer mellem godt og ondt. Det er ikke apostlene, som er samlet om bespisningen, men vor samtids etiske fyrtårne. Pinseunderet er ikke noget magi, men bøgerne og mediernes verden, som bærer budskaberne frem i alle tungemål.

Kristendommen er i dag i modsætning til, som den fremstilles på kalkmaleriene, funderet i historien, verdenshistorien som starter i år nul. Men det turde i dag stå klart, at denne historiske reference er gal. Den fungerer ikke mere. I den svenske forfatter Hjalmar Söderbergs bog ’Den forvandlede Messias’ fra 1938 blev konklusionen, at man ud fra de fire evangelier næsten ingenting kunne sige om den historiske Jesus’ lære. Dødehavsrullerne har vendt op og ned på dette, hvis det holder stik, hvad den amerikanske forsker i Dødehavsrullerne Robert Eisenman har fundet frem til. Hans datering af Dødehavsrullerne er omstridt. Han placerer dem i den tid, som evangelierne foregår, og historien bliver derved en ganske anden. Jesus bror Jakob har en hel anden central rolle i den første menighed i Jerusalem, end vi har vidst. Paulus forvandler budskabet fra rent jødisk til at gælde ’alle’, og lægger dermed kølen til det, vi i dag forstår som ’Kristendom’. Er da det hele en fiktion, den vesterlandske kultur har taget udgangspunkt i, er religionen et stort bedrag, som ateisterne mener?

Her ser jeg de anfægtelser komme ind, som Erik Hagens byder på, Han kender sin bibel og hefter sig ved de historier og udsagn som stadig taler til os som aktuelle problematiseringer i vort valg mellem godt og ondt, begreber vi ikke vil fraskrive os. Flugten til Egypten er stadig et aktuelt tema også uden æsel, men i løb, barnemordet i Betlehem bliver mere forståeligt ved at anskue et skoleskyderi i USA, barnet fødes ikke i en stald men under motorvejsbroen.

Hvor blev troen af, begrebet tro? Jeg ved det ikke, men jeg har den mening, at religionen i dag kræver at dækkes ind af et andet begreb, der ikke på sammen måde som ’tro’ lyder som noget, enhver kan bilde sig selv og andre hvad som helst ind med. Meningen med det ord tro er langsomt blevet nedbrudt siden naturvidenskaberne blev vores forståelsesramme, der ikke levner plads for religion. Selvom man ikke har svaret, mener jeg, man har lov til at rejse spørgsmålet.

Der er dog et af de klassiske motiver, som overlever i den traditionelle form hos Erik Hagens: Den barmhjertige samaritan. Behov for barmhjertighed uden bagtanker er stadig aktuelt og den røde tråd i kristendommen, vi bør holde fast i!

PS: Jeg har slet ikke set det hele, for der var ikke rundvisning den dag, vi var der, men til pinse vil jeg se et skab mere bliver åbnet.

Som PDF med flere billeder

Det ord tro

Altertavle Lillerød Kirke

PDF-artikler på per-olof.dk

januar 5, 2019
foto avisartikel

Forkortet version trykt i Flensborg Avis 29. marts 2017

Jeg har gennem årene lavet mange hjemmesider med artikler, jeg har skrevet artikler her i bloggen og i min anden blog, og i en blog om Bonde-Practica eller som Noter på facebook. Der kan man rulle ned gennem siderne og se hvad de går ud på

Vist for anden gang har jeg lavet et liste med de PDF’er som er udgivet på domænet

per-olof.dk. Foreløbig er det artikler, som er set januar 2019 1.-5. januar. Vil blive suppleret hen ad vejen. Tit artikler som har været trykt, måske forkortet, men som så er genopstået i deres helhed som PDF.

Artikler som PDF af Per-Olof Johansson

Seen and unseen

januar 3, 2019

Many years ago I got a serving tray from my youngest son Hjalmar. .The motif is a kitchen image by the Swedish painter Carl Larsson, whom Hjalmar knew I liked.Now the motif is soon worn off and the colors distorted.The tray stood up at the cabinet, on the vertical and a face faded. Once I made many collages with such a starting point. Sometimes without actually doing anything, just purely ready-made. Otherwise with small interventions. Here I can easily show how.

.

For mange år siden fik jeg en servingsbakke af min yngste søn Hjalmar.Motivet et køkkenbillede af den svenske maler Carl Larsson, som Hjalmar vidste jeg dyrkede.Nu er motivet snart slidt helt af og farverne forvrængede. Bakken stod op ad skabet, på lodret og et ansigt tonede frem. Engang lavede jeg mange collager netop med et sådant udgangspunkt. Sommetider uden at egentlig gøre noget, rent ready made. Ellers med små indgreb. Her kan jeg så let vise hvordan.

 

 

 

Ødipus, Antigone og trappen

maj 7, 2018

IMAG3396~2

Improvisationsteater

afsted afsted ..ord fra Inge-Margrethe Madsen inspirerede til dette, som øvrigt er inspireret af Rudolf Tegners skulptur: Antigone og Ødipus, Thor Langes oversættelse og et gammelt fotografi. I går fotograferede jeg selv ved besøg på Rudolph Tegner Museet. Offentliggjort på nettet 2000 i digtstafet med Kenneth Krabat og Inge-Margrethe Madsen

Som regel går trappen op,
måske er målet skjult om hjørnet, men op.
Hos Rudolph Tegner går den ned, med Ødipus og datter.
Ødipus er kongen, som ramt af skæbnen
stikker sine egne øjne ud.
Helt i modstrid med Freud som misbruger hans navn,
Freuds “Ødipus” går med åbne øjne til moderen,
fortrænger siden, men ved dog hvad han ved.
Ødipus hos Sofokles handler ikke som denne falske “Ødipus”
men fortæller, at ingen undgår sin skæbne.
Ramt af skæbnen følger han den op, fuldgør den,
ligner noget amorft, flyder med nødvendighed ned
og datteren (en hedder Ismene, denne Antigone)
ser vi nøgen for at fatte modsætningen –
hvad hendes liv kunne være og nu bliver,
langt fra denne skjønne ungdom: at dele nedværdigelsen,  
flygtningens kår, indadvendt liv i stedet for udfoldelsen.
Hvor skulpturen står i bronze højt i det grønne landskab
fatter jeg ikke trappens betydning som på det gamle fotografi,
de kommer ned imod mig,
trin for trin ned imod mig og videre,
ud i landskabet mod Kattegat, i Thor Langes oversættelse
“styrt mig ud i Havet, lad dets Afgrund sluge mig.
Kom før mig bort, tag mig ved Haanden “
Den replik er skyld i en trappe.

 

Per-Olof Johansson

IMAG3405~2

En maler fra Bagenkop

februar 20, 2018
Karl Brücher Henriksen: Figur ved havet.

Karl Brücher Henriksen: Figur ved havet.

En maler fra Bagenkop

Per-Olof Johansson, Lillerød

Vi har et genbrugsmarked i Allerød – drevet af frivillige, men stedet er ejet af kommunen. Pengene, der kommer ind, går til de deltagende foreninger og sparer derfor kommunen for ikke så lidt, samtidigt med at der bliver ryddet op rundt omkring.

Jeg har tit fundet noget værdifuldt – måske ikke at måle i kroner og ører, men der er jo andre værdier i verden. Tit sker det ved, at Marianne gør mig opmærksom på noget interessant – og så køber jeg det. Hun må jo åbenbart have nok i at have bemærket det. Denne dag var det så et maleri af en dreng på en sten. KBH stod der i hjørnet. Kendte ham ikke, pyt 50 kr. var den da værd for nærmere inspektion.

Efter at have hængt nogen tid blev det tydeligt, at lærredet trængte til afvaskning og det tog en konservator sig af og en ny blændramme kom på.

Men hvem var maleren. Karl Brücher Henriksen stod der på et mærkat, billedet havde åbenbart været med på en udstilling på Den Frie engang.

Stod han i Weilbach også dengang eller så jeg ikke efter? I hvert fald i mange år kom jeg det ikke nærmere end navnet. På Fyns Stifts Kunstmuseum i Odense øverst oppe mødte vi en lille grøn keramikfigur med hans navn aha.

I år gik der så hul på bylden, da jeg fik kopi af en artikel i ’Fynske Minder 1978’ hjem fra biblioteket. Tove Lund Larsen har skrevet om ham og fortalt om de billeder som Odense har erhvervet fra nogen efter hans død i 1976. Det er konkret maleri, helt anderledes end billedet af drengen på en sten ved vandet. I et udstillingskatalog fra 1971 siger han selv om disse billeder: ”Mine billeder refererer ikke til den ydre fysiske verden, men er symboler for en flerdimensional tilværelse. Jeg tilstræber dynamisk ro og harmoni og betragter mine billeder og skulpturer på samme måde som Jean Arp, der kaldte sine arbejder for ”Stilhedens kunst”. ” KBH er født i 1891 og debuterede først på den Frie i 1948 med to billeder, hvoraf det ene hedder ’Figur ved havet’, og som jeg formoder netop er mit billede. I Weilbach på nettet står, at der 18 af hans værker i offentligt eje.

Undervejs i søgningen på nettet fremgår det, at han havde en broderifabrik og han var gårdejer. Stednavnet Bagenkop dukker op og i dag får jeg ringet op til det lokale arkiv.

Jo det er rigtigt, han havde en broderifabrik. På første etage i den 2 etagers bungalow han byggede, lå ’fabrikken’. Huset ser jeg på nettet. Her sad damer og syede en begyndelse på de fremstillede fortryk til broderier, som blev solgt sammen med det nødvendige garn. Billederne var nærmest noget med blomster, rokoko-stil. Måske nogle af dem, min egen mor syede på, det var da tit med blomster. Jeg har vist gemt et pudebetræk af den art et sted.

Han lavede også skulpturer, af beton, stod vist i haven endnu. Han havde åbenbart både en gård og en frugtplantage. Hans første kone døde ung, hendes urne stod i vindueskarmen ved et tændt lys. Han blev gift igen, men efterlod sig ingen børn.

Da Lokalarkivet har forskelligt om ham, lyder det som et sommerferiemål for at komme lidt nærmere til denne maler fra Bagenkop. ’Figur ved havet’ skulle da nok hedde ’Drengen på molen ved Bagenkop Havn’! Det kan det jo så hedde for fremtiden.

Holsøe eller Hilsøe

januar 15, 2018
hil_hol

Fra Charlottenborg Udstillingens katalog 1928

Øjeblikskunst

På et møde falder min koncentration et øjeblik, og blikket falder på en plakat fra Ordrupgaard – et Hammershøibillede fra den kendte stue i Strandgade. Støvets dans i det indfaldende sollys i en tom stue. Det er hjemligt at se på – ikke fordi jeg har boet sådan, men fordi vi hjemme havde et billede hængende, som spillede på dette motiv. Bevares der var gardiner, et møbel, et spejl – men det fælles er det lidt høje vindue og sollyset på gulvet. Tidligt blev jeg klar over, hvor inspirationen stammede fra. Maleren var ikke et genkendt navn. Det gav tit anledning til debat med gæster – var det nu dette billede af H. Hilsøe, som var kunst, eller det fra Virum gamle smedje af Aug Dencker. Ingen af dem har siden givet genlyd i nogen kunstdiskussion, men den slags debatter føres tit på andre planer, end medierne afspejler. Hilsøes efterromantiske stue kan ikke kaldes stor kunst, men hans hilsen til Hammershøj har i hvert fald forsonet mig med ham. Imidlertid tror jeg en dag at se en version af Hilsøes billede afbildet i et udstillingskatalog fra Charlottenborg 1928, men der var det aber dabei, at billedet var angivet som værende af Carl Holsøe. I billedets ene side var der lidt af en dør med. Hvad nu? Har Hilsøe købt et billede af Holsøe, skåret en stribe af og selv signeret det? Eller var Hilsøe et dæknavn for Holsøe, når han skulle sælge nogle hurtigt lavede billeder? For Holsøe var at se til en bedre maler end Hilsøe. Fra Holsøe til Hammershøj er der i hvert fald en forbindelse – Holsøe sidder med sine flade konvolutter op i synet på tilskueren på Hammershøis billede “Fem portrætter” – nu på Göteborg Museum. Thorvald Bindesbøll, Svend Hammershøi, Karl Madsen, J.F. Willumsen, Carl Holsøe. Så han må have været een af Hammershøis venner……

Fra dette øjeblik i en anden verden – barndomshjemmet og kunsten – vender jeg tilbage til mødets realiteter om kroner og øres sammenhæng med pædagogik med et kommunalt budget i opbrud og giver mit besyv med.

per-olof.dk

Politikens rubrik Dag til Dag 3.3.2006

katalogforside 1928

Katalogforside 1928

 

hilsoe

På væggen maleriet af H. Hilsøe. Stig F. Johansson sammen med mamma Esther Johansson efter afsluttet eksamen som kemiingeniør 1958

Dalmåleri: Tafla från Floda

oktober 29, 2017

aangfartyg

Et Dalmåleri fra 1843 som jeg købte i et antikvariat i Stockholm i 1979. Det var første gang jeg var i Stockholm, og jeg måtte nødvendigvis have en souvenir med mig hjem. Jeg har siden set dalmåleri på stederne og museer i Sverige og har haft et udvalg i en bog, men dette ångfartyg er aldrig dukket tilfældigt op. Det har så siden henlevet et liv i anonymitet i min samling.

Nu ved jeg så dette: Billedet er malet af Sämskar Lars LarsSon fra Leksand (1824-1905) i 1843. Det blev gengivet Ernst Bosæus: Nytt tafvelgalleri från stugor i Dalom, bind 2 fra 1882. Mit blad er fra udgaven fra 1905. Det går for at være en troværdig gengivelse af originalen på grundlag af tegning af Bosæus. I 1949 fandtes originalen endnu, så mon ikke den stadig eksisterer et sted.

Vejen til denne afklaring forløb således:

Forleden købte jeg Svante Svärdströms bog om Dalmålningar fra 1944, pænt indbundet kr. 100,- og den gamle interesse flammede op. Hidtil havde jeg fundet hans udvalg af billeder fra 1957 fuldt tilstrækkeligt for mit behov, skønt uden gengivelse af ångfartyget. Søgning på nettet gav så et resultat – en sort/hvid gengivelse, hvor der stod, hvor billedet var gengivet, nemlig i en bog af Bosæus fra 1870. Lidt unøjagtigt, som det skulle vise sig. Af yderlige søgning på nettet fremgik det, at Svärdström havde fået en nyere efterfølger fra 2007, ’Dalmåleri’, en moppedreng på 608 sider, som endnu kan købes til overkommelig pris. I første omgang kunne jeg ikke finde ångfartyget hverken gengivet eller omtalt. I Svärdströms doktorafhandling om forlæggene til dalmålningar fra 1949 fandt jeg så en længere omtale af Bosæus. Bogen var udkommet i tre omgange med fælles billeder i et vist omfang, men også med særindhold. Her er billederne også beskrevet ved titel, og ångfartyget optræder først i udgaven 1882. Der fremgår, at det også er med i udgaven 1905. Også fremgår det, at originalen endnu eksisterer i 1949– men ikke hvor. Med hvad jeg så ved om billedet, giver det mig mulighed for at slå op i bogen om Dalmåleri fra 2007 og komme billedet nærmere. Lars Larsson får en længere omtale, jeg får endda et portræt af ham, et foto af hans bolig og gengivelse af flere af hans malerier. Han signerer billederne LLS og kaldes Sämskar Lars Larsson. I listen hos Svärdsström 1949 nævnes, at Bosæus i de tre udgaver i alt gengiver 60 dalmålningar. Den første udgave kan findes digitalt gengivet, den yngste er tilgængelig antikvarisk. Udgave to har altså et antal gengivelser som vi ikke kender, fem af dem kun kendt derfra. At Bosæus ikke er genudgivet med samtlige 60 billeder kan derfor undre.

Men jeg fandt altså mange svar på mine spørgsmål om min gamle souvenir, uden dog at komme selve originalen nærmere.

Stenøksen og Emil Krause

oktober 29, 2017

 

EmilKrause

Forside til Emil Krause: Byen på Kryds og Tværs. 1928

Jeg har aldrig set den stenøkse, men her spiller den en rolle. Jeg skrev i et par år små tekster til rubrikken Dag til Dag i Politiken. 2000 anslag var max. Det var mere om småt end om stort, rubrikken havde 100 år eller mere på bagen, og så en dag syntes Seidenfaden det kunne være nok og stoppede den. Det gav lidt ballade, så den begyndte igen, nu på bagsiden, men uden de faktuelle oplysninger om dagen som ellers var dens egentlige begrundelse: dagens navn, vejr og en og anden begivenhed. Nu skulle ‘professionelle’ skrive de små tekstindslag. Det holdt ikke længe. I dag ville jeg have skrevet om ‘stenøksen’. Hele nedlægninsballaden havde nemlig givet mig kontakt med en af de andre bidragydere, Tomas Mandel. Undervejs i samtalen fortalte han om sin morfar Emil Krause, som havde været kunstmaler og boet i Farum. Ham havde jeg hørt om fra Marie, fordi hun i unge dage havde været i huset hos ham og passet et sygt barn. Hun havde haft en meget fin stenøkse fundet på marken til familiens gård i Strø her i Nordsjælland. Den forærede hun drengen til trøst: Det var mig! Siger mandel så, den stenøkse har jeg! Hvor mærkeligt. Iøvrigt tegnede han selv, hvilket kan ses i den bog med Dag til Dag-bidrag han udgav om Møn. Og grøntsager, hvilket jeg bringer et eksempel på på den hjemmeside jeg lavede om hans bog.hjemmeside jeg lavede om hans bog.

Hans morfars bog med tegninger fra København har jeg siden fundet. Det indre er velbeholdent, en dag kræver bagsiden et gazebind og klister for at holde det hele sammen. Her kan så konstateres, at han udover maler også var en habil versemager af den gamle skole. Store og små versifikationer af livet i København til at ledsage billederne med. Det flyder let afsted og er slet ikke blot og bar idyllisering, selvom hovedtrækket er – idyl. Året er 1928 – til efter krigen, ti år før den næste, der er fred og ingen fare i det København. Mange gader og huse, men også mange illustrationer med mennesker, jævnt folk og piger i modetøj. 1960 anslag så langt, mer en anden dag!

 

IMAG1353

IMAG1354


%d bloggers like this: