Bøger kan få følger

2021; Sidst på året 2009 udgav jeg bogen ‘En tid med spånkurve’ i 300 eksemplarer. Det tog et par år at få dem solgt. Virkningen har været ekstraordinær. Inspireret af bogen har Lisbeth Kamstrup Holm udviklet en serie kurve med samme look og oven i købet kaldt sit firma Lillerød. I 2018 var jeg med i redaktionen af en bog om Lillerød Lervarefabrik for Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød Kommune, LAFAK. Lillerød Lervarefabrik lå på samme vej som Lillerød Spånkurvefabrik, de lå nogle få husnumre fra hinanden. Den bog har allerede solgt mere end 300 eksemplarer. Mon den hen ad vejen kan afføde en lignende eller anderledes ekstraordinær virkning, som bogen om spånkurvene?
2020 fejrede Allerød Kommune 50 år. Med corona i bagagen blev der ikke meget fejring, men Lokalhistorisk Arkiv og Forening benyttede anledningen til at udgive bog om Allerødfrisen, som jeg fotograferede i 2007. Så det var sjovt at det kunne blive en bog. Det var som at afslutte keramikkernes arbejde, at lave et katalog over deres relieffer, deres arbejde. I Vejen har de gang i at lave et reliefprojekt med skolebørnene. Måske kunne vores katalog inspirere til det samme – historien er ikke afsluttet.

Lasse Birk og Allerødfrisen

Allerød Kommune blev oprettet 1.april 1970.  Bogen om Allerødfrisen blev udgivet i anledning af 50-årsjubilæet, som altså kan siges at løbe et par måneder endnu!

Lasse Birk (1944-2020) nåede ikke at se sit bidrag fra 1976 til Allerødfrisen i bogen som udkom i december. “Børnerige familier flytter til Allerød” .  http://lafak.dk/index.asp?DocumentID=449&Action=

Lasse Birk var med I gruppen Ni Liv  http://niliv.dk 

Fra udstillingen 2018 på Kirkehavegaard i Lillerød

Min flettehistorie

Fra Arne Johanssons katalog med spånlamper

Min flette-historie

Apropros Lillerød Spånkurvefabrik.

Oldefar var kurvemager, farfar, farmor,morfar og mormor,  pappa og mamma var kurvemagere. Men af os fem brødre var der kun to som lærte at flette. Hverken pappa eller mamma havde åbenbart tålmodighed til at lære fra sig, så jeg lærte det aldrig.

Den første, som lærte det, Lennart arbejdede på fabrikken i sin ungdom i flere kortere og længere perioder, fordi han havde svært ved at finde ud af, hvad han ville. Efter flere krøller endte han som skolelærer. 

Arne var tømrer, så han har nok med sit medfødte håndelag kunnet flette helt fra barndommen af, men kurvemager blev han nok først, da han overtog værkstedet fra pappa. Fra tømrer sprang han tidligt ud som kunsthåndværker med spånlamper som speciale, hvilket han levede af i mange år. Lampeproduktionen blev efter overtagelsen af værkstedet suppleret med produktion og import af spånkurve.

En dag præsenterede nabofruen ham for en flettet fisk, hun havde med hjem fra Østen. Om han ikke kunne lave sådan nogle. Da han ikke lige kunne gennemskue fletningen, udsatte han en dusør på 100 kroner til den af brødrene, der kunne lære ham det. Det har været o. 1960, så 100 kr. var ikke småpenge. Jeg var spejder og opfattede fisken som et knob og gik igang med to knobbånd, og det lykkedes mig virkelig at løse knuden og lære det videre. Jeg flettede også nogle stykker med spån, men indså mit manglende talent og opgav, for Arne kunne straks flette dem smukt. Siden har han lavet dem fra bitte små til ½ m størrelse, hvor der kom fatning i, og en sådan måtte lillebror selvfølgelig have som lampe for den førstefødte. Så det var blandt de første ord, barnet hørte ‘fisk’.

Vi boede i Randers og der gik jeg i 69 rundt med barnevogn i byens parker, sad og læste mens barnet sov. Han vågnede og sagde noget som ‘isch’, igen og igen. Han lå jo og stirrede op i luften, hvor vinden viftede med grene og blade, og det lignede vel, når forældrene skubbede til fiskelampen og sagde ‘fisk, fisk’.

Arne startede  med at flette fisk af spåner, men siden flettede han med meget andet materiale såsom pakkebånd, brede og smalle.

Ok, jeg fortæller gerne, at det var mig, der løste knuden, men længere blev min flettekarriere ikke.

EN TID MED spånkurve

Arne Bernhard Johansson med på udstilling på Johannes Larsen Museet

Arne Bernhard Johansson udstilling i Hallebyore

Arne Bernhard Johansson – Retrospektiv

Lertøj / keramik til daglig brug

 

Keramik kan vel over en bank i dag anskues enten som ren kunst eller brugsting med mer eller mindre kunstnerisk anstrøg.

Selvom det meste lertøj gennem tiden har været til daglig brug uden dekoration, så viser historien jo, at der lige fra oldtiden har været trangen til dekoration som et raffinement oven i brugsværdien. Man kaldte det måske ikke kunst. Håndværket var at fremstille fadet, kruset, krukken og så kom dekorationen som et ekstra plus og om ikke andet som salgsargument.

I Danmark sker der det, at kunstnere kaster sig over lertøjet fra 1880’erne og frem. Det er der skrevet meget om. Kunstnerne går i lære på diverse lervarefabrikker, en historie som drypper firmanavne ud på firmaer, som lever af at fremstille tusindvis af brugsting, måske 300.000 om året.

Så kan man da blive nysgerrig – hvordan så de brugsting ud? Det melder historien ikke noget om. Måske har jeg ikke fundet det, fordi det bare er så underbelyst.

I bøger og artikler om keramikere kan der dukke en henvisning til en pottemager/lervarefabrik op. Som nu med Lillerød Lervarefabrik. Navne som Karl Schrøder, Knud Kyhn, Jais Nielsen, Felix Møhl, Gutte Eriksen, Buller Hermansen, Ville Christensen har været der. Men på spørgsmålet om, hvad var så Lillerød Lervarefabrik, som åbenbart havde spillet den rolle som fødselshjælper eller arbejdsplads, bliver teksten os svar skyldig. Det kan man først nu siden 2018 læse om i LAFAKs bog om fabrikken.

Men produkterne fra 1800-tallets slutning fra de firmaer som altid nævnes, når oprindelsen til kunstkeramikken skal fortælles – dem kender museumsfolk måske, men vi andre dødelige lever i uvidenhed. Når de nu var så vigtige, kan det da ikke være uden interesse

Lertøj er skrøbeligt – der af fødtes den store produktion. Jeg vil gerne se en bog som LAFAKs om de dagligdags produkter fra Johan Wallmann, fra Tauber Jensens Københavns Lervarefabrik, fra G. Eifrig og fra Nielsens Eftf. i Valby. Og hvilken inspiration hentede de firmaer i deres videre produktion fra kunstnerne

Omslaget til bogen viser eksempler på varer gennem tiden og og på menneskene bag,

•  

To Brudevæltelurer genskabt 2013

I 2005 da Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød Kommune udgav bogen om de seks Brudevæltelurer, der 1797 var fundet i Lynge Sogn, nuv. Allerød Kommune, var det hidtil ikke lykkedes for nogen at eftergøre lurerne med samme teknik, som var anvendt 3000 år før. Dette lykkedes imidlertid 8 år efter i 2013 af den danske bronzestøber Peter Jensen efter bestilling af de norske musikere Gaute Vikdal og Jens Christian Kloster.
Efter først at have præsenteret dem hjemme i Norge, blev de nystøbte Brudevæltelurkopier præsenteret på dansk grund i Nationalmuseets forhal 8.november 2014.

Dokumentarfilmen om støbeprocessen er nu lagt op på

danskkulturarv.dk

Billedserie fra præsentationen i Nationalmuseets forhal 8.november 2014

Peter Jensen bronzestøberi

Bogen om Brudevæltelurerne

Dansk kulturarv – fra Sverige

Lillerød Spånkurvefabrik 1902

(pressemeddelelse om Stedsans-udsendelse Stedsans-udsendelse fra 2012 nu tilgængelig på danskkulturarv.dk)

Dansk kulturarv

I 1902 samledes to svenske brødre med deres familier på Prins Valdemars Allé for at lave spånkurve der, hvor Allerød Vinhandel i dag ligger. Siden flyttede den ene bror til Tokkekøbvej ved en lille sø, og her produceredes kurvene. Den anden bror flyttede til M.D.Madsensvej og stod for salget af kurvene. Spånkurve var før plasticposerne en stor artikel, som fandtes i de fleste hjem. Foruden produktion på fabrikken i Lillerød importeredes spånkurve til Danmark fra Sverige af grossister i København, Odense og Aarhus. I Lillerød blev produktionen overtaget af næste generation, men ophørte 1970. Arne Johansson overtog stedet efter sin far og spånkurven blev fra masseproduktion til kunsthåndværk.Plasticposerne vandt, men Netto-hunden beholdt spånkurven i munden. Per-Olof Johansson er et andet barnebarn af en af brødrene, der slog sig ned i Lillerød, og han har fortalt historien i bogen ‘En tid med spånkurve’ i 2009. I DR1s serie ‘Stedsans’ tog Susanna Sommer emnet op i en samtale med Per-Olof Johansson i november 2012, og nu har danskkulturarv.dk taget initiativ til, at udsendelsen igen kan høres. Man kan finde udsendelsen ved på hjemmesiden danskkulturarv.dk at søge på ordet ‘spånkurve’ eller ‘stedsans’.

Hjemmeside: En tid med spånkurve

Om at samle – og tænke

De i artiklen omtalte reieffer

Årets tur går til Danmark – og hvad finder man så…

Nogle samler på kuglepenne, andre på ølåbnere. En historie,
som gjorde stort indtryk på mig, var beretningen om en
gammel dame, hvis hus ved hendes død viste sig at være
fyldt med små bundter af snore. Vel fra den tid, hvor enhver
pakke var omviklet med snor og ikke med tape som i dag.
Men altså, samlinger som går helt hinsides anvendeligheden
af det indsamlede og som endog kan få et skær af tragik.
Nogle samlere hæves til skyerne, folk som har samlet på
noget, ingen andre fandt af værdi og hvis værdi siden er
blevet åbenbar for alle. Nogle kunstsamlinger ender på
museum eller bliver endog museum selv.
Dette er bare en artikel om nogle relieffer, og hvilke tanker de satte igang.

Artikel som PDF

Artikel i bladreformat hos ISSUU

 

Danmark mangler kurvemuseum

To bøger om virksomheder på samme vej som forsvandt

Danmark har vi flere museer, med vægt på keramik, Designmuseum Danmark, Käehler, Ehlers Samling, Clay. Ikke et eneste kurvemuseum. Har lige været med om udgivelse af bog om Lillerød Lervarefabrik, så stikker det i øjnene..

Der kan godt samles et lille bibliotek om kurvefremstilling, men historien om kurve mangler. Mange museer har kurve et sted i deres samlinger men et helhedsbillede lader sig vanskeligt samle. Det kunne måske fremstå digitalt, når alle genstande fra museerne er på nettet, men fysisk bør kurve også være tilgængelige som keramikken.

Der er også blevet lavet historiske udstillinger bl.a. denne på Moesgaard i Aarhus 2009, som jeg gennemfotograferede og satte på nettet.

Om spånkurvene har jeg sat en hel del billeder på nettet, jeg regner nok min udstilling i Glimåkra 2012 i Sverige for den vigtigste,

samt udstillingen på Pileforeningens festival 2009 i Vingsted, som ikke er at kimse af!

LILLERØD Pottery

The cover of the book shows examples of goods over time and on the people behind,

Danish 190,00 DKR + shipping

Place your order here. lafak@lafak.dk 

Summary

The history of Lillerød Lervarefabrik (The Pottery in Lillerød) dates back to the 1870s, but its history is only known in broad strokes until 1955. Only in rare occasions, the products were labeled with the brand name before 1955. Thus the identification of individual objects from the period before 1955 can be difficult. After 1955 the company was taken over by Ejner Petersen and his wife Tut and all items were labeled LILLERØD in the bottom. This made the identification of the objects a lot easier. Both before and after 1955, Lillerød ceramics was sold throughout the country and even abroad, so there are many opportunities to bumb into a piece from Lillerød where ever you live.

This book tells the story and shows examples of the production. Ejner Petersen even tells his own story. The daughters and former apprentices give theirs memories. But the book is basically an illustrative book.

The product range was extensive, so what is presented in this book are only examples depending on the collector’s tastes, and on what is submitted to the local archives. The local archive is not a museum, but welcome supplements which will be forwarded to The Museum Nordsjælland.

The director of  Vejen Art Museum, Teresa Nielsen gives a presentation of the future research into the connection between Lillerød Pottery and artists such as Jais Nielsen, Karl Schrøder, Johannes Bjerg, Felix Møhl and many more.

We hope with this book, to give the story of Lillerød Pottery a firm foundation based on the facts to be enjoyed by local historically interested, collectors and ceramic enthusiasts.

Lillerød is the main town in Allerød Municipality, and since the railway station is placed in Lillerød and is called Allerød it is easy to forget Lillerød.

From exibition 2006, when the firm was finally closed

Flowers from LILLERØD

More potters in Lillerød:

Beate Andersen

Anette Nørregaard Christiansen

Rikke Fjalland

Lasse Birk

Palle and Margrethe Dybdahl

En bog om Lillerød Lervarefabrik

Omslaget til bogen viser eksempler på varer gennem tiden og og på menneskene bag,

Efter tre års arbejde, har redaktionskomiteen bestående af Arkivledren Birthe Skovholm, Formanden for Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød Kommune, LAFAK Ole Høegh Post, sekretær i LAFAK Marianne Petersen og ‘communications manager’ Per-Olof Johansson kunne sende bogen ‘Lillerød Lervarefabrik,1870’erne – 2006’ til bogtrykkeren.

Bogen ‘Lillerød Lervarefabrik,1870’erne – 2006’ udkommer medio december 2018.
Pris for medlemmer kr. 160,-
Vejledende pris i boghandlen kr. 190,-
Forudbestillinger modtages på lafak@lafak.dk

Lillerød Lervarefabriks historie rækker tilbage til 1870’erne, men er kun kendt i store træk indtil 1955, kun undtagelsesvis var produkterne indtil 1955 mærkede, så identifikationen af den enkelte genstand kan være vanskelig.Efter 1955, hvor virksomheden blev overtaget af Ejner Petersen og hans kone Tut, blev alle varer stemplet LILLERØD i bunden, og så går identifikationen meget lettere. Både før og efter 1955 blev lertøj fra Lillerød solgt over hele landet og endog i udlandet, så der er mange muligheder for at møde en Lillerød-ting, hvor man end bor i landet.

I denne bog gøres rede for historien og vises eksempler på produktionen. Ejner Petersen fortæller selv sin historie og døtrene og tidligere lærlinge giver deres besyv med. Men bogen er helt overvejende en billedbog. Vareudbuddet var bredt, så det kan kun blive eksempler alt efter samleres smag, og efter hvad der er indleveret til arkivet. Arkivet er ikke et museum, men tager meget gerne imod supplementer, som eventuelt sendes videre til Museum Nordsjælland.Museumsleder Teresa Nielsen fra Vejen Kunstmuseum giver et oplæg til den videre forskning i forbindelsen mellem Lillerød Lervarefabrik og keramikken, repræsenteret ved navne som Jais Nielsen, Karl Schrøder, Johannes Bjerg, Felix Møhl og mange flere.

Vi håber med denne bog at give historien om Lillerød Lervarefabrik en fast forankring i fakta for lokalhistorisk interesserede, samlere og keramikinteresserede.

 

To bøger om virksomheder på Tokkekøbvej i Lillerød