Nu mindes vi Balkan

I disse dage mindes vi krigene på Balkan. Tænker på, hvad der afgør om og hvordan jeg reagerer på min indignation. Burde der ikke dagligt reageres?

Digt i Politiken 24.april 1994 

 

• 

  Digt i Politiken 18.juli 1995

 

Fra glemmebogen –

Huset med skråben – bygget 1931 af min far.

FRA GLEMMEBOGEN

Erindringer der videregives er en uendelig lille del af de samlede erindringer. Pludselig kommer de flyvende, Vi fortæller dem ikke videre. Pludselig er man et sted i sin barndom bag en dør ind til ‘skråben’, som vi kaldte skunken for. Her lå bøger, vaser og andet som ellers får plads i et kælderrum. Storebror Stig blev ingeniør, og den keramik han havde eksperimenteret med at lave glasur på, var havnet der. Hans lærer på Polyteknisk Læreanstalt Berg boede også i Lillerød. Det er længe siden. Bergs søn Rolf bliver i dag 75 står der i avisen, derfor sendes jeg på besøg i skråben. Den plet på gulvet skyldtes, at en af Stigs flasker med kemikalier havde lækket. Derfor var der også en plet på loftet i stuen nedenunder, som ikke lod sig fjerne, trods sølvpapir og andet overmalet, den kom igen.

Dansk kulturarv – fra Sverige

Lillerød Spånkurvefabrik 1902

(pressemeddelelse om Stedsans-udsendelse Stedsans-udsendelse fra 2012 nu tilgængelig på danskkulturarv.dk)

Dansk kulturarv

I 1902 samledes to svenske brødre med deres familier på Prins Valdemars Allé for at lave spånkurve der, hvor Allerød Vinhandel i dag ligger. Siden flyttede den ene bror til Tokkekøbvej ved en lille sø, og her produceredes kurvene. Den anden bror flyttede til M.D.Madsensvej og stod for salget af kurvene. Spånkurve var før plasticposerne en stor artikel, som fandtes i de fleste hjem. Foruden produktion på fabrikken i Lillerød importeredes spånkurve til Danmark fra Sverige af grossister i København, Odense og Aarhus. I Lillerød blev produktionen overtaget af næste generation, men ophørte 1970. Arne Johansson overtog stedet efter sin far og spånkurven blev fra masseproduktion til kunsthåndværk.Plasticposerne vandt, men Netto-hunden beholdt spånkurven i munden. Per-Olof Johansson er et andet barnebarn af en af brødrene, der slog sig ned i Lillerød, og han har fortalt historien i bogen ‘En tid med spånkurve’ i 2009. I DR1s serie ‘Stedsans’ tog Susanna Sommer emnet op i en samtale med Per-Olof Johansson i november 2012, og nu har danskkulturarv.dk taget initiativ til, at udsendelsen igen kan høres. Man kan finde udsendelsen ved på hjemmesiden danskkulturarv.dk at søge på ordet ‘spånkurve’ eller ‘stedsans’.

Hjemmeside: En tid med spånkurve

1920-Anekdote

Så sang vi med Philip Faber ‘Det haver så nyeligen regnet’ – og mindes dette: Vi besøgte morbror Arvid og Agda i Vilshult og talte selvfølgelig om gamle dage, da han arbejdede på kurvefabrikken i Danmark, i Lillerød i begyndelsen af tyverne. Jeg fortalte om faster Sigrid, hun som blev lærerinde og organist og han begyndte at nynne ‘Det haver så nyeligen regnet’ og ordene “og de träer de drypper ännu” mens han så medvidende på os. Agda spurgte, hvad det var, og fik et afværgende svar a la “nå ingenting”. Men det efterfølgende besøg hos da demente Sigrid, som vi bragte en hilsen fra Arvid, afslørede de varme følelser, der havde været dem imellem, hvor glad hun blev ved den hilsen!
Her sidder han yderst til venstre på billedet i forreste række, sammen med de øvrige svenskere, som arbejdede på Lillerød Spånkurvefabrik 1921. Sigrid er ikke med, men hendes lillebror Arvid, min far, pappa yderst til højre på billedet, morbror Arvids søster, mamma med hånden på Mark-Olofs skulder. Pappa 15 år, står sammen med sin nästkusin Anna, yderst til venste på billedet pappas kæreste Linnea.

(fra min facebookprofil 24.5.2020)

Stedsans – om spånkurve

November 2012 sendte DR1 en udsendelse i serien Stedsans, hvor Susanna Sommer talte  med Per-Olof Johansson om spånkurve i Danmark. Nu kan den takket være danskkulturarv.dk igen høres. Lyt her!

En udvandrerhistorie

Jeg har med min bog ‘En tid med spånkurve’ skrevet om de svenskere som drog til Danmark for at lave spånkurve. Set det som en indvandrehistorie. Kom forleden på at se det som en udvandrehistorie og talte op, hvor mange det drejede sig om bare til dette lille sogn Lillerød. Jeg kom hurtigt frem til ti personer, som blev bofaste her, fire der udover som efter nogen tid flyttede, men dog blev i Danmark. Sæsonarbejdere har jeg ikke overblik over, men det er væsentlig flere. De ti bofaste gav anledning til 27 børn, der idag regnes for danske, at kalde dem 2. generationsindvandrere er mest som vits. Teglværksarbejdere var der mange af, tit sæsonarbejdere men også en del som bosatte sig. Det kræver forskning at udrede. De ti kurvemagere som slog sig ned, har jeg vist foto af allesammen, så dem vil jeg samle sammen og skrive lidt om til Örkeneds Hembygdsförening – for de kom allesammen fra samme sogn! Det var også derfra sæsonarbejderne blev hentet, når der var behov for det. Der er både børn og børnebørn og oldebørn af de udvandrede, som stadig bor her i byen. I gymnasiet gik i klasse med Jan hvis farfar kom fra Blekinge og som arbejdede på Hammersholt Teglværk. Historien om navnet Lille Sverige har jeg fra ham. Jans farfar var sæsonarbejder, men hans far blev og bosatte sig i Hillerød. For en del år siden var vi i Sydnytt med den historie og jeg kom på et hjørne med om spånkurvene. Lasse Holmquist lavede i 1962 en udsendelse om spånkurven og dens vej udover Europa, og da måtte Lillerød optræde som repræsentant for de internationale forbindelser. Mamma og Pappa og to andre fra værkstedet blev interviewet. Men siden har ingen fra Sverige vist vist interesse for skæbnen i Danmark for disse eller andre, der udvandrede hertil. Et sammendrag af min historie kom i Norra Skåne, siden gentaget i hembygdsföreningens årsskrift, og i 2012 åbnede Sveriges Vävstols Museum i Glimåkra for en udstilling af spånkurve fra min samling. Richard Willerslev udgav i 1983 en bog om den svenske indvandring til Danmark i perioden 1850 – 1914. En slags begyndelse. Kunne være interessant med svensk bog om ‘den glemte udvandring’.

Hilsen fra fremtiden

Hilsen fra fremtiden

Hallo, jeg fik en hilsen fra fremtiden
der kom klager, de havde boet der nogen tid
området blev hærget, der kom klager fra flere
en vældig flok, ja flere flokke af måger
fløj ikke blot over, men landede og sked overalt
rågeflokke slog sig ned, kom mange steder fra
gik ind i stuerne, hvis døre var åbne.
Om natten vågnede beboerne badende i sved
en flok heste hærgede kvarteret ved nattetid
om dagen truede musvåger tre af gangen
og der var også så mange mus alle vegne
det var ikke hvad de havde betalt for
der var mange katte, der ikke var deres egne.
Det var så let at svare, hør lige efter
I bor jo på en mark, en mark I har købt,
men de dyr der plager jer ejede marken
nu er de blevet til drømmedyr
jeres onde drømme, dagdrømme
det er løgn med de heste, måger, råger og musvåger
de er væk, musene er væk, de er forvandlet
til rotter I aldrig ser, I er deres.
Rotterne holder mennesker.

Per-Olof Johansson 14.12.2013

Indkig til Lillerød landsby fra Enghaven

Snedigt snedigt

SNEDIGT MED SNESYN

Jeg står og venter på sne,
jeg er fuldstændig sneforberedt,
jeg er meget snevillig
og ved ikke hvorfor det ikke er en snefuld dag.
Jeg er fuld af snesyner, ser snehimmel.
Jeg har snesmag i munden.
Jeg spiller med snebolde op af muren
Jeg ser snebiler allevegne.
Min dyne er en snedrive,
min bolig en snehule.
Jeg har i drømme hånden fuld af sne.
Alle Hvidestens sneheste er ude på marken
og puster sneskyer ud af mulen.
Kender du sneen når den fylder himmelrummet
med snedrys og snekrystaller og snestilhed
og alle gadelygterne sner inde.
Der går en snemand og klipper snehække,
og vi sidder på en snebænk og spiser snefrokost,
og alle børnene har snetøj på og
man kan høre dem på en bestemt måde.
Snefodspor er særligt efterspurgte,
særligt i skoven en særlig snehilsen
fra andre snemennesker.
Om morgenen går jeg ned til min snecykel.
Det er hjul, det er hjul synger den.
Og er der nogen der ved, hvad jul er,
så er det en julecykel i ønskesne.
Gid det nu må blive en god snejul,
god jul alle I snemennesker.
Jeg ønsker jer alle et godt snesyn
når juletræet er tændt.

.

per-olof johansson, 2003

Indkig til Lillerød landsby fra Enghaven

Hvor er krukken?

Frederiksborg Amts Avis 16. nov. 2019

 

Hvor er krukken?

I bogen om Lillerød Lervarefabrik 1870’erne til 2006, udgivet af Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød Kommuneer der faktisk ud over alle de ting, der gives forklaring på, også fortællingen om en krukke, som endnu ikke er dukket op. Det er ikke en serieproduktion, men en unika-krukke af et vist format. Krukken er i 1942 blevet drejet af pottemager Albert Hansen på Lillerød Lervarefabrik og skulle udstilles på Den Frie på Landsforeningen Dansk Kunsthaandværks forårsudstilling. Der fandtes en avisnotits om krukken og en dårlig fotokopi af et billede – men tilfældigvis dukkede originalfotoet op og nåede at komme med i bogen, så nu er vi ikke i tvivl om, hvordan den 1 meter høje krukke så ud – før den blev dekoreret af designeren og keramikeren Ville Christensen. ”Danmarks største vase lavet i Lillerød” stod der i Frederiksborg Amts Avis 25.3.1942. Albert Hansens niece omtalte billedet til en bror af en af redaktionens medlemmer – uden at vide, at en bog var undervejs, men det vidste han – og bingo! fik vi billedet i hånden!

I udstillingens katalog er afbildet en af Ville Christensens krukker – men ikke denne. Hvis den nogensinde blev klar til udstillingen, er den formentlig dekoreret på samme måde som den afbildede – med ophøjede figurer. Som museumsleder fra Vejen Museum Teresa Nielsen fortæller i bogen, kan Ville Christensen være en vigtig brik i dansk keramiks historie, i egen ret men også i kraft af, at nogle af hendes ting blev udført hos den kendte keramiker Patrick Nordström. Hendes mand var kunsthistorikeren Victor P. Christensen, som nok var den første til at udpege ting fra Lillerød Lervarefabrik som folkekunst.

Men hvor er krukken? Har nogen den, er den gået i stykker, findes der et foto af den færdige krukke før den evt. gik i stykker? Hvem ved det?

 

Lokalhistorie for hele landet

Journalen 2019 – Denne artikel som PDF

 

Mange forfattervenner beklager sig over manglende anmeldelser. Jeg stiller mig gerne op i køen. Men jeg vil også gerne gøre dem opmærksomme på, at manglen på anmeldelser ikke kun gælder skønlitteraturen, det samme gælder for faglitteratur af enhver art.For lokalhistoriens vedkommende kan man sige, at nogen har gjort noget ved det. Lokalarkiverne har samlet sig om et fælles projekt, nemlig at udgive et blad kaldet ’Journalen’, og her anmeldes lokalhistoriske publikationer fra hele landet. Jeg sidder netop med ’Journalen 2019’s nr. 2 som er spækket med anmeldelser. Jeg har talt 65! Ja tænkt lokalt, men i mange tilfælde af gode grunde interessant for resten af landet. Meget er årsskrifter med hver flere artikler, det er en skøn rundtur i det ganske land.

Da Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød Kommune, LAFAK i 1991 udgav et lille hefte ’Drømmen om Allerød’, som jeg havde skrevet, var det jo primært henvendt til borgerne i Allerød Kommune. Kommunen er en af de nye fra 1970, så jeg syntes det var vigtigt at vi fik historien med os fra de tre gamle kommuner, Blovstrød, Lillerød og Lynge-Uggeløse, samlet under én hat. Det var jo selve programmet for vor forening og har været det siden. Basis for heftets artikler, var artikler jeg havde skrevet til Allerød Posten i årene 1984-86 som freelancemedarbejder.

Den blev omtalt lokalt, men jeg sendte den også til Foreningen Danmarks Folkeminders årsskrift ’Folk og Kultur’, fordi jeg allerede dengang syntes, at man fra delen også må have udblik til helheden. Jeg var heldig – George Nellemann påtog sig at anmelde den. Han var meget positiv og sluttede vist med, at nu forstod han, at Allerød var landets centrum!

LAFAK har udsendt adskillige bøger som henvender sig til de lokale, og som en tilflytterkommune er det vigtigt med denne mulighed for tilflytteren at lære sin kommunes fortid at kende. Næste år bliver kommunen 50 år, så det er jo spændende at se, om historien skal samles op, det vides i skrivende stund ikke. Noteringen af de 25 år blev et storstilet projekt, som nok desværre er gået i glemmebogen. En redaktionskommite indkaldte beretninger fra borgerne inden for politik og

foreningsliv, og så kunne man tro det endte med en bog. Nogen fik en bedre ide, nemlig at lave et tillæg til den lokal annonceavis, som på sin side lovede at bringe de overskydende beretninger løbende i avisen. Vi sikrede os samtidig, at forfatterne gav deres minde til, at beretningerne måtte bruges elektronisk, i hvilken form de så findes i dag, dog uden at være udnyttet, men de findes på arkivet og på biblioteket. I jubilæumsåret kunne ingen altså undgå at stifte kontakt med projektet, men i hvilken grad nogen har bevaret det, ved ingen noget om. LAFAK, bibliotek og jeg har det, men ellers skal det nok betragtes som en sunken skat, som det kun er for de stædige at stifte bekendtskab med. Efter min mening er dets eksistens værdifuld.

LAFAK udsendte i 2005 en bog om Brudevæltelurerne, fordi de er fundet i nuværende Allerød Kommune i 1797, vi fejrede i 1997 de 200 år siden fundet og det blev anledningen til bogen. I kraft af emnet en bog der bør interessere hele landet. Lokalt med stor omtale, men få anmeldelser på landsplan. LAFAKS seneste udgivelse hedder ’Lillerød Lervarefabrik, 1870’erne -2006’ fra 2018. Også den er naturligvis henvendt til lokale interessenter, men da fabrikken solgte sine varer over hele landet, bør den også kunne interessere keramikinteresserede over hele landet. Der er tale om, hvad man kalder lervarer og ikke kunstkeramik, men der er en tråd til den også, i det museumsleder Teresa Nielsen fra Vejen Kunstmuseum indvilgede at skrive et oplæg til den videre forskning i kunstneres forbindelse med Lillerød Lervarefabriks.

Bogen har siden fået en anmeldelse i et nyhedsbrev for foreningen ’Keramikkens Venner’, og en omtale på Politikens bagside. LAFAK omtaler naturligvis bogen på sin hjemmeside, og som flittig bruger af facebook, Instagram, twitter og en blog har jeg naturligvis advokeret for bogen. Men altså kun én anmeldelse er det blevet til.

Lokalhistorie for hele landet