Bøger kan få følger

2021; Sidst på året 2009 udgav jeg bogen ‘En tid med spånkurve’ i 300 eksemplarer. Det tog et par år at få dem solgt. Virkningen har været ekstraordinær. Inspireret af bogen har Lisbeth Kamstrup Holm udviklet en serie kurve med samme look og oven i købet kaldt sit firma Lillerød. I 2018 var jeg med i redaktionen af en bog om Lillerød Lervarefabrik for Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød Kommune, LAFAK. Lillerød Lervarefabrik lå på samme vej som Lillerød Spånkurvefabrik, de lå nogle få husnumre fra hinanden. Den bog har allerede solgt mere end 300 eksemplarer. Mon den hen ad vejen kan afføde en lignende eller anderledes ekstraordinær virkning, som bogen om spånkurvene?
2020 fejrede Allerød Kommune 50 år. Med corona i bagagen blev der ikke meget fejring, men Lokalhistorisk Arkiv og Forening benyttede anledningen til at udgive bog om Allerødfrisen, som jeg fotograferede i 2007. Så det var sjovt at det kunne blive en bog. Det var som at afslutte keramikkernes arbejde, at lave et katalog over deres relieffer, deres arbejde. I Vejen har de gang i at lave et reliefprojekt med skolebørnene. Måske kunne vores katalog inspirere til det samme – historien er ikke afsluttet.

Min flettehistorie

Fra Arne Johanssons katalog med spånlamper

Min flette-historie

Apropros Lillerød Spånkurvefabrik.

Oldefar var kurvemager, farfar, farmor,morfar og mormor,  pappa og mamma var kurvemagere. Men af os fem brødre var der kun to som lærte at flette. Hverken pappa eller mamma havde åbenbart tålmodighed til at lære fra sig, så jeg lærte det aldrig.

Den første, som lærte det, Lennart arbejdede på fabrikken i sin ungdom i flere kortere og længere perioder, fordi han havde svært ved at finde ud af, hvad han ville. Efter flere krøller endte han som skolelærer. 

Arne var tømrer, så han har nok med sit medfødte håndelag kunnet flette helt fra barndommen af, men kurvemager blev han nok først, da han overtog værkstedet fra pappa. Fra tømrer sprang han tidligt ud som kunsthåndværker med spånlamper som speciale, hvilket han levede af i mange år. Lampeproduktionen blev efter overtagelsen af værkstedet suppleret med produktion og import af spånkurve.

En dag præsenterede nabofruen ham for en flettet fisk, hun havde med hjem fra Østen. Om han ikke kunne lave sådan nogle. Da han ikke lige kunne gennemskue fletningen, udsatte han en dusør på 100 kroner til den af brødrene, der kunne lære ham det. Det har været o. 1960, så 100 kr. var ikke småpenge. Jeg var spejder og opfattede fisken som et knob og gik igang med to knobbånd, og det lykkedes mig virkelig at løse knuden og lære det videre. Jeg flettede også nogle stykker med spån, men indså mit manglende talent og opgav, for Arne kunne straks flette dem smukt. Siden har han lavet dem fra bitte små til ½ m størrelse, hvor der kom fatning i, og en sådan måtte lillebror selvfølgelig have som lampe for den førstefødte. Så det var blandt de første ord, barnet hørte ‘fisk’.

Vi boede i Randers og der gik jeg i 69 rundt med barnevogn i byens parker, sad og læste mens barnet sov. Han vågnede og sagde noget som ‘isch’, igen og igen. Han lå jo og stirrede op i luften, hvor vinden viftede med grene og blade, og det lignede vel, når forældrene skubbede til fiskelampen og sagde ‘fisk, fisk’.

Arne startede  med at flette fisk af spåner, men siden flettede han med meget andet materiale såsom pakkebånd, brede og smalle.

Ok, jeg fortæller gerne, at det var mig, der løste knuden, men længere blev min flettekarriere ikke.

EN TID MED spånkurve

Arne Bernhard Johansson med på udstilling på Johannes Larsen Museet

Arne Bernhard Johansson udstilling i Hallebyore

Arne Bernhard Johansson – Retrospektiv

Allerødfrisen – et stykke danmarkshistorie

Allerødfrisen

I anledning af at Allerød Kommune i 2020 kunne fejre 50 år har LAFAK udgivet

‘Allerødfrisen – Allerød Kommunes lokalhistorie i 31 keramiske relieffer’

Bogen sælges på Arkivet. Pris for medlemmer kr. 100,-
Pris for andre kr. 110,-
Hvis bogen skal sendes, koster det yderligere kr. 70,- i porto og forsendelse i Danmark.
Vejledende pris i boghandlen kr. 110,-

Bestillinger modtages på lafak@lafak.dk

Nej det er ikke Bayeuxtapetet, ikke Dansefrisen i Ørslev – men en frise med 31 keramikrelieffer på Allerød Rådhus.

Bornholm er alment kendt for sin keramik. Keramikeren Palle Dybdahl i Allerød syntes Nordsjælland med sine mange keramikere burde være kendt for det samme, og tog derfor initiativ til at stifte Foreningen Nordsjællandske Keramikere i 1971. Udstillinger ville man holde hvert femte år i Allerød, og derfor foreslog Dybdahl til den anden udstilling i 1976, at hvert medlem udførte et relief med motiv fra Allerøds lokalhistorie for at fejre kommunesammenlægningen i 1970. Han vidste nemlig, at der skulle meget mere til at binde en ny kommune sammen end fælles økonomi – det krævede også, at man fik historien med. I 1978 dannede man en lokalhistorisk forening i Allerød, som helt og fuldt har bakket om dette synspunkt med medlemsblad, møder og bøger. Da nu kommunen i året 2020 kan fejre sine 50 år, har foreningen taget initiativ til at udgive en bog med Allerødfrisen, og deri fortælle historierne bag de enkelte relieffer. Foreningens målgruppe har naturligvis altid været kommunens borgere, men flere gange har man grebet bredere ud – med en bog om nationalklenodierne Brudevæltelurerne, og senest med en bog om Lillerød Lervarefabrik, som sendte sine varer ud over hele landet. 30 nordsjællandske keramikere står bag reliefferne og leverer en kavalkade af indgange ikke blot til Allerøds historie, men også til, hvordan man løser opgaven ’keramisk relief’ – da ikke noget der bør forbeholdes borgerne i Allerød Kommune alene.

Lokalhistorisk Arkiv og Forening for Allerød Kommune 

Nordsjællandske Keramikere 2007

 

Nu mindes vi Balkan

I disse dage mindes vi krigene på Balkan. Tænker på, hvad der afgør om og hvordan jeg reagerer på min indignation. Burde der ikke dagligt reageres?

Digt i Politiken 24.april 1994 

 

• 

  Digt i Politiken 18.juli 1995

 

Fra glemmebogen –

Huset med skråben – bygget 1931 af min far.

FRA GLEMMEBOGEN

Erindringer der videregives er en uendelig lille del af de samlede erindringer. Pludselig kommer de flyvende, Vi fortæller dem ikke videre. Pludselig er man et sted i sin barndom bag en dør ind til ‘skråben’, som vi kaldte skunken for. Her lå bøger, vaser og andet som ellers får plads i et kælderrum. Storebror Stig blev ingeniør, og den keramik han havde eksperimenteret med at lave glasur på, var havnet der. Hans lærer på Polyteknisk Læreanstalt Berg boede også i Lillerød. Det er længe siden. Bergs søn Rolf bliver i dag 75 står der i avisen, derfor sendes jeg på besøg i skråben. Den plet på gulvet skyldtes, at en af Stigs flasker med kemikalier havde lækket. Derfor var der også en plet på loftet i stuen nedenunder, som ikke lod sig fjerne, trods sølvpapir og andet overmalet, den kom igen.

Dansk kulturarv – fra Sverige

Lillerød Spånkurvefabrik 1902

(pressemeddelelse om Stedsans-udsendelse Stedsans-udsendelse fra 2012 nu tilgængelig på danskkulturarv.dk)

Dansk kulturarv

I 1902 samledes to svenske brødre med deres familier på Prins Valdemars Allé for at lave spånkurve der, hvor Allerød Vinhandel i dag ligger. Siden flyttede den ene bror til Tokkekøbvej ved en lille sø, og her produceredes kurvene. Den anden bror flyttede til M.D.Madsensvej og stod for salget af kurvene. Spånkurve var før plasticposerne en stor artikel, som fandtes i de fleste hjem. Foruden produktion på fabrikken i Lillerød importeredes spånkurve til Danmark fra Sverige af grossister i København, Odense og Aarhus. I Lillerød blev produktionen overtaget af næste generation, men ophørte 1970. Arne Johansson overtog stedet efter sin far og spånkurven blev fra masseproduktion til kunsthåndværk.Plasticposerne vandt, men Netto-hunden beholdt spånkurven i munden. Per-Olof Johansson er et andet barnebarn af en af brødrene, der slog sig ned i Lillerød, og han har fortalt historien i bogen ‘En tid med spånkurve’ i 2009. I DR1s serie ‘Stedsans’ tog Susanna Sommer emnet op i en samtale med Per-Olof Johansson i november 2012, og nu har danskkulturarv.dk taget initiativ til, at udsendelsen igen kan høres. Man kan finde udsendelsen ved på hjemmesiden danskkulturarv.dk at søge på ordet ‘spånkurve’ eller ‘stedsans’.

Hjemmeside: En tid med spånkurve

1920-Anekdote

Så sang vi med Philip Faber ‘Det haver så nyeligen regnet’ – og mindes dette: Vi besøgte morbror Arvid og Agda i Vilshult og talte selvfølgelig om gamle dage, da han arbejdede på kurvefabrikken i Danmark, i Lillerød i begyndelsen af tyverne. Jeg fortalte om faster Sigrid, hun som blev lærerinde og organist og han begyndte at nynne ‘Det haver så nyeligen regnet’ og ordene “og de träer de drypper ännu” mens han så medvidende på os. Agda spurgte, hvad det var, og fik et afværgende svar a la “nå ingenting”. Men det efterfølgende besøg hos da demente Sigrid, som vi bragte en hilsen fra Arvid, afslørede de varme følelser, der havde været dem imellem, hvor glad hun blev ved den hilsen!
Her sidder han yderst til venstre på billedet i forreste række, sammen med de øvrige svenskere, som arbejdede på Lillerød Spånkurvefabrik 1921. Sigrid er ikke med, men hendes lillebror Arvid, min far, pappa yderst til højre på billedet, morbror Arvids søster, mamma med hånden på Mark-Olofs skulder. Pappa 15 år, står sammen med sin nästkusin Anna, yderst til venste på billedet pappas kæreste Linnea.

(fra min facebookprofil 24.5.2020)

Stedsans – om spånkurve

November 2012 sendte DR1 en udsendelse i serien Stedsans, hvor Susanna Sommer talte  med Per-Olof Johansson om spånkurve i Danmark. Nu kan den takket være danskkulturarv.dk igen høres. Lyt her!

En udvandrerhistorie

Jeg har med min bog ‘En tid med spånkurve’ skrevet om de svenskere som drog til Danmark for at lave spånkurve. Set det som en indvandrehistorie. Kom forleden på at se det som en udvandrehistorie og talte op, hvor mange det drejede sig om bare til dette lille sogn Lillerød. Jeg kom hurtigt frem til ti personer, som blev bofaste her, fire der udover som efter nogen tid flyttede, men dog blev i Danmark. Sæsonarbejdere har jeg ikke overblik over, men det er væsentlig flere. De ti bofaste gav anledning til 27 børn, der idag regnes for danske, at kalde dem 2. generationsindvandrere er mest som vits. Teglværksarbejdere var der mange af, tit sæsonarbejdere men også en del som bosatte sig. Det kræver forskning at udrede. De ti kurvemagere som slog sig ned, har jeg vist foto af allesammen, så dem vil jeg samle sammen og skrive lidt om til Örkeneds Hembygdsförening – for de kom allesammen fra samme sogn! Det var også derfra sæsonarbejderne blev hentet, når der var behov for det. Der er både børn og børnebørn og oldebørn af de udvandrede, som stadig bor her i byen. I gymnasiet gik i klasse med Jan hvis farfar kom fra Blekinge og som arbejdede på Hammersholt Teglværk. Historien om navnet Lille Sverige har jeg fra ham. Jans farfar var sæsonarbejder, men hans far blev og bosatte sig i Hillerød. For en del år siden var vi i Sydnytt med den historie og jeg kom på et hjørne med om spånkurvene. Lasse Holmquist lavede i 1962 en udsendelse om spånkurven og dens vej udover Europa, og da måtte Lillerød optræde som repræsentant for de internationale forbindelser. Mamma og Pappa og to andre fra værkstedet blev interviewet. Men siden har ingen fra Sverige vist vist interesse for skæbnen i Danmark for disse eller andre, der udvandrede hertil. Et sammendrag af min historie kom i Norra Skåne, siden gentaget i hembygdsföreningens årsskrift, og i 2012 åbnede Sveriges Vävstols Museum i Glimåkra for en udstilling af spånkurve fra min samling. Richard Willerslev udgav i 1983 en bog om den svenske indvandring til Danmark i perioden 1850 – 1914. En slags begyndelse. Kunne være interessant med svensk bog om ‘den glemte udvandring’.

Hilsen fra fremtiden

Hilsen fra fremtiden

Hallo, jeg fik en hilsen fra fremtiden
der kom klager, de havde boet der nogen tid
området blev hærget, der kom klager fra flere
en vældig flok, ja flere flokke af måger
fløj ikke blot over, men landede og sked overalt
rågeflokke slog sig ned, kom mange steder fra
gik ind i stuerne, hvis døre var åbne.
Om natten vågnede beboerne badende i sved
en flok heste hærgede kvarteret ved nattetid
om dagen truede musvåger tre af gangen
og der var også så mange mus alle vegne
det var ikke hvad de havde betalt for
der var mange katte, der ikke var deres egne.
Det var så let at svare, hør lige efter
I bor jo på en mark, en mark I har købt,
men de dyr der plager jer ejede marken
nu er de blevet til drømmedyr
jeres onde drømme, dagdrømme
det er løgn med de heste, måger, råger og musvåger
de er væk, musene er væk, de er forvandlet
til rotter I aldrig ser, I er deres.
Rotterne holder mennesker.

Per-Olof Johansson 14.12.2013

Indkig til Lillerød landsby fra Enghaven