En fundhistorie

En fund-historie – i billeder – vil du med? Fotohistorie er et af mine bi-områder, sådan i øjenkrogen. Engang har jeg brugt et fotografisk portræt af Grundtvig til at supplere med egne strøg af guldbronze – et af de få billeder det lykkedes mig at sælge, så det ved jeg ikke, hvor er. Jeg tror, at det Grundtvigfoto, jeg har, har jeg nok arvet efter min bror, provsten. Da jeg hos Vangsgaard finder et bind IV af Grundtvigs salmer fra 1875 med, som jeg tror, det foto foran, er jeg vaklende – jeg har jo den berømte udgivelse 1837 som begyndelsen til Grundtvigs ‘sangværk’ – og så et bind 4? Og billedet har jeg jo? Nogen tid efter ligger bogen der stadigvæk og nu billigere og bliver købt, salmerne her er jo nærmest ‘efterladte’ skrifter. Det viser sig så, at salmebogens billede er en face, mens det i rammen nærmest er profil. Så måtte Povl Ellers bog om Grundtvig Portrætter frem. Og her nævnes så begge, men ikke at portrættet en face er brugt i salmebogen, hm det kan jo være en privatinbinding. Det foto er brugt af Niels Skovgaard i 1908 til Grundtvigsbusten i keramik i Grundtvigs Hus. Et foto af gipsmodellen angives at være ‘samme’ i et lille hefte fra 1938, som dukker op på samme hylde, en samlet fortegnelse over Niels Skovgaards billedhuggerværker. Da billedet er taget fra siden tror jeg et øjeblik, det er inspireret af profil billedet. Povl Ellers bog står godt nok på hylden, men bag forreste række af bøger og kom kun frem, da jeg stædigt tømte hylden. Skovgaardfortegnelsen kom også derfor frem. I Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød Kommune LAFAK arbejder vi for tiden med en bog om Lillerød Lervarefabrik. Mange kunstnere har en relation til stedet, herunder keramiker, maler og tegner Knud Kyhn. Og på hylden dukker så ‘Bogen om Lasse og Dyrene’ også op. Med et væld af tegninger af Knud Kyhn! Hvor sjovt, her er en tegning rådyr med et diende kid – og jeg løfter blikket og ser ud på fire rådyr på marken…Og hermed slutter turen.

Reklamer

Sagt af børn

Dag til Dag i Politiken 8.4.2006 -et par måneder inden rubrikken blev nedlagt, fordi Tøger Seidenfaden syntes den var for pjattet.

Ikke så tit, som man kunne ønske sig, får man skrevet ned, hvad børn siger i SFO’en. Her er en lille samling. Tidlig morgen og kun få børn. To børn fra 1. klasse dukker op, og jeg møder dem i vores prægtige rotunde, så høj som en anden riddersal og jeg hilser dem chevaleresk med et langstrakt godmorgen og slår ud med armen. Hvor til drengen med et ironisk smil om læberne spørger: “Hvad skal den skide høflighed til for?” – og det skal man lægge øre til, i disse for vort land så alvorlige tider, hvor høflighed påny er blevet en dyd ! Nogle drenge fra 1.klasse har været uden for hegnet og modtager de nødvendige formaninger – påstår ikke noget om “at det vidste vi ikke” osv. Et par dage efter synes jeg, jeg bør komme ind på sagen igen – der har været opstrammer på børnemøder – og jeg udpeger hegnet, som nok er nedtrådt, men markeringen er da ikke til at misforstå. Det påstår de heller ikke, tvært imod. Muhammed siger: “Vi har trods alt gået i skole halvandet år!” Jakob fra børnehaveklassen har spist to af sine madder og jeg prøver at motivere til at spise én mere. Det viser sig at være en med frugtpålæg og jeg siger: Det er jo den rene dessert – om han ikke plejer at kaste sig over desserten. ”Hvis det er pandekager, så kaster jeg mig over desserten, men ikke over en rugbrødsdessert!” Tidlig morgen. Jeg sidder ned. Emma på 7 år står og ser indgående på mig og tegner på min pande og siger: Du har sådan en glad mund i panden! Ja så er der noget ved rynker! Kollega Margrethe går forbi på gangen, og jeg råber ud: ‘Godmorgen Margrethe!’. Robert fra børnehaveklassen siger med blink i øjet:’ Sig mig – er hun dronning?’ ‘Nej’ siger jeg, ‘dronning Margrethe arbejder ikke her.’ ‘Det vil ellers være sejt’, siger Sebastian fra første, ‘-så kom hun med toget fra København’. Dreng trykker sig op ad børnehaveklasselæreren og siger: ‘Ih hvor du dufter dejligt Else’. Else kror sig lidt og siger, at det lyder godt. ‘Ja’ siger knægten, ‘ du lugter så dejligt af sprinklervædske.’
per-olof.dk

Med hudfarven til forskel

 

Indvandrere og sæsonarbejdere, alle fra Sverige i Lillerød/Allerød 1902. Carl Johansson th. forestod salget og kaldte sig derfor Johansen – for at kunne anprise sine varer som langt bedre end de importerede svenske – selvom ingen dansker på hans tid var involverede i fremstillingen – alle var svenskere!

Hun er mørk, hun er fem år, hun står med hovedet inde i ribsbusken på fællesarealet, og jeg spørger hende om noget, og hendes svar får mig til at tænke på min egen situation som indvandrebarn.

Vi var jo ikke mørke, og som voksen har jeg tit fået breve adresseret til Per Johansen – den ultimative anerkendelse som DANSKER. Farfar og farmor kom fra Sverige, mamma også og farfars bror og hans kone også. For at farbror Carl, som vi kaldte farfars bror, skulle kunne reklamere for varerne som DANSKE, kaldte han firmaet for C. Johansen og anpriste sine varer som langt bedre end de importerede svenske – selvom ingen dansker på hans tid var involverede i fremstillingen – alle var svenske indvandrere!

Det har altid været morsomt at fortælle anekdoter om to af mine ældre brødre, som skønt født her talte svensk og af nabobørnene derfor blev drillet med at blive kaldt svenske djævle. Var det egentlig morsomt? De talte svensk – men forstod åbenbart også at skelne mellem miljøets göingedialekt og det högsvenska, for da farbror August sagde ”Jasau ni mauler” (nå I maler) så svarede purken ”Nej vi målar!”

På mine skuldre som den yngste faldt så det lod, at blive opkaldt både efter farfar Per og morfar Olof og med en bindestreg skulle ligestillingen understreges. Men den danske præst i dobbeltsognet Blovstrød-Lillerød nægtede mig bindestregen, det var ikke DANSK, og derved blev det, så Per-Olof er kun mit nom de guerre! En dag gik det op for mig, at nok er mit navn mit, men at det også repræsenterer slægstræet – Johan er jo farfars far!

Måske derfor har jeg altid haft et godt øje til indvandrersnakken – at være en del af gruppen, men på grund af hudfarven dog ikke. En del af mit liv er gået med at fortælle et aspekt af vores historie, nemlig om hvorfor vi er havnet i Danmark, hvilket man kan læse om i bogen ”En tid med spånkurve”. Indvandreraspektet er dog måske ikke kommet så tydeligt frem, som jeg i dag kunne have ønsket.

Hvordan beskrive, hvor hurtigt indvandrerhistorier fortyndes, når familien ikke er mørk for ikke at sige ikke sort? Min børnebørn har naturligvis været tvangsindlagt til at hører historien, men i deres slægtstræ er der allerede mangfoldige andre ”oprindelser” at skrive historier ud fra, Thy, Sønderjylland nord og syd for nuværende grænse, og længere tilbage Sydtyskland, Schweiz.

Og så spørger jeg hende den lille mørke pige i ribsbusken, om hun ikke synes ribsene er sure, og hun svarer rapt uden at værdige mig et blik: ”De er eddermame ikke sure!” Lige der kunne jeg altså ikke høre hudfarven! Men i modsætning til mig skal den pige resten af sine dage på grund af Pia Kjærsgaard og konsorters snak om indvandrere føle sig udpeget og udskammet som indvandrer. Mod det var betegnelsen svenske djævle nok for småting at regne.

 

 

Gud er det dig

Benny Andersen i Dansk forfatterforening 13.10.2017.                            Foto: Per-Olof Johansson

Her kommer så en Benny Andersen-anekdote:

Gud er det dig

Det er nogle år siden, sad i bussen og filosoferede over det at kunne sidde der i bussen sammen med andre og dog ugenert, ikke distraheret af den gensidige opmærksomhed. Stakkels Margrethe osv.
Ud for Christiansborg kommer en kendt tv-journalist cyklende, han ser frisk ud trods aviserne kort før havde erklæret ham død. Det falder jeg i snak om med en ældre dame overfor – at vi “glor” og om medieoverdrivelserne.
Og så kan hun fortælle om Otto Leisner, som boede -, ja hun sagde vist et sted på Amager. Hun havde kendt nogle i nærheden, og der var det sådan, at da han var allermest populær kom en mængde mennesker trillende forbi for måske at få et glimt af ham eller i hvert fald have set, hvor han boede. En gyselig konsekvens af popularitet. Den enkelte nysgerrige overvejer jo ikke, at andre gør det samme, bunket sammen udstiller vi det pinlige ved nysgerrigheden.
For hvem kan sige sig fri? Benny Andersen og Povl Dissing skulle optræde her i byen med Svantes Viser. Og selvfølgelig skulle vi høre dem. Men vi skulle også hilse på dem, dvs på Polle, for ham kendte vi jo. Og så står også Benny der, og åbenbart syntes min store søn, at Benny var mindre end han havde troet og udbrød “Gud! er det dig!” – hvor pinligt kan det være? – men Benny reddede den naturligvis med en af hverdagens vendinger og derfor så Bennysk: “Nej jeg er bare Benny”.

per-olof.dk

Politikens rubrik Dag til Dag 29.2.2004

Røde Erik på langfart 2007

Livet i dødt sprog

Spånkurve til Danmark, et sprog hang ved…

Livet i dødt sprog

Jeg læser en bog om elleve døde sprog. Der er en masse jeg ikke forstår, men også kik ned i verdens mangfoldighed, hvor man mere end aner, at vores livsopfattelse i mangt og meget er sprogafhængig. Først da jeg når til gotisk og Wulfilas bibeloversættelse dertil fra trehundretallet, mindes jeg om, at jeg selv bærer på brokker af – hvis ikke et døende sprog, så en døende dialekt. En dansk-svensk afart, vi kalder göingska. Vi er i det nordøstlige hjørne af Skåne.

Moster Anna var dyrker af det rigssvenske, men præsten fik overtalt hende til at skrive en verificeret skildring af livet på landet i gamle dage på barndommens sprog. Hun havde i sit lange liv skrevet et utal af festsange, mindevers osv, som for mit øje kun var form uden indhold. Digtet om livet på landet i hendes barndom blev anderledes levende. Oven i købet eksercerede hun mig gennem dets lyd og forståelse, for at jeg kunne bringe det videre. Altså sendte jeg det en dag til den historisk interesserede, sprogligt optagede grandfætter til viderebefordring i et af de lokalhistoriske skrifter, jeg så ham optræde i. Da fik moster Anna rumpen på komedie! For hendes sprog var helt forkert! Og han sendte mig sin forbedrede version, helt uden originalens energi. Sprog er en masse regler og grammatik, som de færreste af os kan redegøre for, men lyden, melodien, travet kan sidde i hovedet på os, og dér havde Anna ikke digtet! Med Annas lyd i øret opdagede jeg, da jeg første gang sad med Wulfilas nye testamente på gotisk, at jeg her og der i det komplet uforståelige, pludselig gled igennem en linje ved at høre/læse den som göingska. Så noget overlever. I et forfængeligt håb om at give vores døende sprog et nyt liv, sidder der i dag i Lönsboda, midt under danskerinvasionen, nogle flittige folk og indlæser barndommens ord til en CD-ROM-lydordbog. Et ord jeg husker fra Wulfila og barndom er ”liugnavaurds” (løgnagtig). Her er det livsopfattelsen kommer ind. Det var, som jeg husker det, ikke et neutralt ord, men protest og en dom over usandhed. Men det aspekt følger næppe med lyden ind i ordbogen.

per-olof.dk

i Politikens rubrik Dag til Dag 2.5.2006

siden i ‘Røde Erik på langfart’ 2007

Historien Sverige kryber udenom

Svenske kurvemagere i Lillerød 1933: Fra venstre: Carl E. Johansson, Sigvardt Olofsson, Esther Johansson, Alma Nilsson, Hildur Gustafsson, Per Martin Johansson, Hilding Persson

Historien Sverige kryber uden om -….

(som PDF)

Per-Olof Johansson, DK

Vi diskuterer danskhed – er jeg ny- eller gammeldansk? Er Margrethe II nydansker? Tænk dig hende komme til Sverige og blive mødt med et ”Välkommen hem”. Mon ikke hun ville blive temmelig pikeret og nærmest fornærmet. Hendes hjem er Danmark. Men er det ikke sådan, vi tænker om de mange, hvis forældre og bedsteforældre kommer fra et andet land: Deres sande hjem er et andet sted. Selvfølgelig skal historien skrives. Men det skal ikke medføre, at vi påduttes en nationalitet, slægten netop har givet afkald på. På den anden side altså: Vor historie skal ikke glemmes.

Min mor blev født i Sverige 1903, indvandret til Danmark 1920.

Min fars forældre, født i Sverige midt i 1800-tallet, kom til Danmark 1902 efter ti år i Wolgast i Pommern.

Mine slægtsbånd til Sverige er noget tættere, end hvad der gælder de USA-borgere, som deltager i SVT’s serie ’Allt för Sverige’. Disse bliver hilst med et muntert ’Welcome home’ af Anders Lundin. Nok lidt morsomt ment, men når man overværer deltagernes känslosvall, forstår man, at de tager det ganske alvorligt. Der er ikke noget i vejen med de slægtshistorier, redaktionen har forberedt, de er spændende, selvom deltagernes tårer over de henfarnes slægters genvordigheder virker lidt overspændt, dog ægte nok. De har nok nogle festlige dage i øvrigt – konkurrencerne var jeg gerne foruden.

Jeg sætter mig selv i rollen – for også jeg har interesseret mig for min slægts fortid i Sverige. Danmark er nærmere, kontakten har aldrig været helt afbrudt, jeg taler en slags svensk, jeg mangler simpelthen at være blevet udsat for samme chokeffekt som deltagerne i ’Allt för Sverige’.

En af min brødre, Kurt har et sted skrevet, at han mere og mere følte sig som svensker. Han døde sidste år, jeg ville gerne have spurgt ham, hvad han kunne mene med det. Rent statistisk har min kontakt med Sverige nok været tættere end hans, men jeg kunne da ikke finde på af den grund at ’føle’ mig som svensk. Jeg er dansker, det ved jeg, uden jeg dog ved, hvad det er, at ’føle’ det. I hvert fald: jeg ville føle det højst malplaceret, hvis nogen i Sverige skulle finde på at byde mig velkommen med noget der ligner ’Welcome home”. At jeg er barn af indvandrere kan intet ændre, men gør mig ikke svensk. Kurt ændrede måske standpunkt med tiden, for fra at gøre lidt grin med at jeg kaldte os indvandrere, blev det altså til, at han selv mere og mere følte sig som – svensker.

Dansk litteratur om svensk indvandring til Danmark er ikke stor, selvom indvandringen var det i forhold til landets størrelse, men den findes. Richard Willerslevs arbejde fra 1983 ’Den glemte indvandring’ danner i så henseende skel. Lokalhistoriske arkiver i Storkøbenhavn har udgivet bogen om svenskere på Københavnsegnen i 300 år ’Over Øresund før Broen’ i 2000. Selv har jeg i al beskedenhed bidraget ved at skrive om ’En tid med spånkurve’ 2009 om det prægnante – skønt lille – svenske miljø, der opstod her i Lillerød nord for København omkring fremstillingen af spånkurve efter svensk/skånsk mønster.

Men hvor er svenskernes indsats? Er det kun udvandring til USA og Canada, der er interessant? Hvorfor går de udenom vores historie? Er det lidt for pinligt for 08’erne, at Sverige har været i en situation, hvor svenskerne i stort tal måtte rejse til Danmark for at finde til føden, da hjemlandet ikke kunne løse opgaven?

Javist –  Immigrantmuseet Växjö havde en udstilling om emnet for flere år siden – men en svale gør ingen sommer.

 

Tre generationer i Lillerød

 

Farfar Per Martin Johansson 1905, Arvid Johansson 1963, Per-Olof Johansson 1963. Jeg tog mit billede med selvudløser, altså en tidlig selfie..

Hvis du ikke lige kender en spånkurv: Definition af en spånkurv

Fjerde og femte generation bor også her i Lillerød, endnu da og så kom jeg i tanker om, at jeg i 1963 tænkte i tre generationer med disse tre billeder…

I 1902 kom mine bedsteforældre til Allerød, fordi de skulle medvirke i farbror Carls spånkurvevirksomhed. Det har jeg skrevet om i bogen En tid med spånkurve (2009). ‘En tid’ – for fra omkring 1970 var behovet for spånkurve erstattet af plasticposer og papkasser. men i den mellemliggende tid blev brødrenes virksomhed den eneste danske som over en længere årrække fremstillede spånkurve i Danmark. Både farfar og hans bror Carl var født i Sverige i Örkened sogn i nordøstre Skåne, hvor fremstilling af spånkurve var blevet et hovederhverv.

Der er rygter om, at andre forsøgte sig, men noget faktuelt ved jeg ikke. Hvad jeg ved er, at der var mindst tre større grossister af spånkurve i Danmark – i København, Odense og Aarhus, så det var ikke uden konkurrence at fremstille kurvene i Danmark. Problemet ved fremstillingen og grunden til, at der kun opstod den ene fabrik var, at materialet – fyrretræer af en vis alder og kvalificeret personale skulle hentes fra Sverige.

Måske i kraft af det navn, jeg fik, synes jeg, jeg altid har beskæftiget sig med vor historie. Per var min farfar, Olof var min morfar og Johan var farfars far, og alle tre var kurvemagere.

Så da jeg fik mig et eget fotoapparat gav det anledning til, at jeg tog en del billeder på værkstedet. Jeg lånte gamle billeder til affotografering hos Elisabeth, min fars kusine. I mit fotoalbum lavede jeg en side, hvor farfar, pappa og jeg selv var igang med det samme moment i fremstillingen – at bukke hjørne på kurven. Jeg blev aldrig kurvemager, men jeg havde selvfølgelig mange opgaver. Men flette lærte jeg ikke, og så må jeg holde min plads som kurvearbejdsmand og kontorist (skrev fakturaer og breve 1956-70). Der skulle flækkes træ, barkes af, sætte indre bånd i og kringskæres, sættes hank på. Sådant kunne jeg.

Her er det billede, hvor farfar sidder sammen med de øvrige kurvemagere på stedet som jeg har lavet udsnittet med ham fra.

Allerød, Danmark 1905 hos Per Martin Johansson. Per Martin, min farfar ses lave hjørner på kurven. Pontus Nilsson, farmors fætter (søn af hendes moster) er ved at sætte den ydre gjord på, han er manden tættest ved bordet. Midt for bordet sidder hans kommende kone Hanna, til venstre for hende søsteren Betty, begge kusiner til min farmor (døtre til hendes faster). Først i 1940’erne begyndt man på at ansætte danskere, tvunget af omstændighederne. Børnene er min fars søskende Anna, Sigrid og August. Yderst til højre Tå-Hilda. Mellem farfar og Pontus en Olof, ingen huskede efternavnet.

Benny Pedersen har lavet en video med min oplæsning af tre digte med spånkurv: Et stykke fra Kaleva, et digt af Harry Martinson og en tekst af mig selv:

Per-Olof Johansson læser tre digte med spånkurv

De usynlige døde

Kurt E. Johansson holder tale for sin bror Stig F. Johansson ved 50-årsdagen 1982

Artiklen med flere billeder som PDF

Esben Kjær har skrevet en bog om sin afdøde søn: Min usynlige søn. Hvad der sætter sig som det faste for de nærmeste, fortoner sig hurtigt hos omgivelserne. Det er kun tre år siden sønnen døde, og hvis omgivelserne ikke mere synes det er vigtigt, ’det må han se at komme over’ – er det klart, der skal protesteres – for lige dét kommer vi aldrig over.

Men der er jo mange nære, som er døde, og som ikke fremstår særligt synlige – heller ikke for de nærmeste, eller kun for de aller nærmeste.

Mon ikke det er en svær opgave at ville tale i generelle vendinger herom?

De kommende generationer vil sidde tilbage med de forrige generationers fotoalbummer uden at kunne afkode ret mange af dem. Kun de færreste har skrevet oplysninger om motiverne. Og selv da – måske ikke så oplysende, som de var engang ”Onkel Erik på besøg”. Hvilken onkel Erik, besøg hvor? Glæden ved billederne var samtidens, kun i sjældne tilfælde eftertidens.

Lige nu skulle en bunke papirer flyttes, og jeg møder et fotoalbum. En ældre bror Kurt er død i efteråret, og dette album er altså havnet hos mig. Der var ark med billeder fra hans kones barndom, som var lette at få placeret hos hendes søn. Først nu tager jeg stilling til resten. Det går op for mig, at det ikke er hans eget album, men et arvestykke fra vor ældste bror, som døde for fem år siden. Det er fra en fødselsdag jeg ikke var med til. Har set et par af billederne før, af fødselaren og hans kone. Men her er – 75 fotos, hele selskabet fra den ene ende af festen til slutningen med mange for mig ukendte ansigter.

Albummet starter med en smuk håndskreven hilsen på rim fra Erik, som har taget billederne eller fået nogen til det. Mon det ikke er ham, der sidder til højbords med Stig, Stigs kone Vally og vor bror Kurt. Brevet:

 

19.8.1982 Kære Vally og Stig
Vi takker for en dejlig fest
på kro ved Feggesund
og glade det var hver en gæst
ved fødselsdagen rund
og taler blev der holdt for dig
og du fortjente dem
et rim det får du her fra mig
Skamol’s Metusalem

…og 12 linjer mere i samme genre samt ’Fotos kan beholdes!’

Hvor mange tusinder af den slags albummer finder man ikke – og hvor mange vil snart forsvinde. For skønt alle som her er fuldt synlige på billederne, er de for mig usynlige bortset fra de fire: Stig, Vally, Kurt – og måske – Erik. Dem kunne jeg tage ud og kaste resten – de usynlige. Jeg vælger nu at lægge den i stablen med andre fotobøger, for hvem ved, en dag møder jeg måske en morsingbo, som kan få glæde af dem. Jeg lukker albummet, FOTO står der med forgyldte bogstaver på det blå bind, og hidtil uopdaget også: ’1982 50 ÅR STIG’. Jo sådan så en 50-års dag ud for 34 år siden. Det er et familieminde, men også værd at erindre for nationen, selv om mange af personerne må forblive ’usynlige’.

per-olof.dk

Kurt E. Johansson: Udsyn fra Femø

Stig F. Johansson: Mindeside

Hvorfor skrive digte

Forside YouTube

Hvorfor skriver du digte?

Per-Olof Johansson svarer

.tidlig morgen…jeg læser aviser, Politiken og her spørges en række digtere om, hvorfor de digter. Ingen svarer, som jeg ville have svaret, jeg giver mig til at skrive et svar selv, og laver så en selfie med oplæsning af den tekst og satte den på facebook. Jeg nåede ikke osv – men har jeg sat udsigten ind som baggrund

De fyrretræer

Fyrretræer som pappa såede

På mobilen dette foto af fyrretræer,som pappa har sået. Foran kakkelovnen i spisestuen lagde pappa fyrrekogler, han havde haft med fra Sverige. Frøene sprang ud og lå som sorte myrer med vinger rundt om koglerne lidt efter, som varmen havde gjort sin virkning og fået koglernes flige til at åbne sig. Så blev frøene sået og stod i potter i vindueskarmen, og små grønne miniaturetræer dukkede langsomt frem. En rende blev lavet i græsplænen ved at vende et par græstørv, som fik lov at ligge som læ langs kanten, og fyrretræerne blev plantet ud. Efterhånden som de blev større, blev de omplantet end en gang. Endnu står nogle af resultaterne rundt om det, som engang var det vandhul, hvor fyrrestammer hentet i Sverige lå og ventede på at blive hentet op, savet op, flækket, høvlet og blive til spånkurve, som siden spredtes ud over Dannevang. Pappa har næppe forestillet sig, at også hans egne træer skulle blive til spånkurve engang, men hvem ved. De skal til det formål helst have 100 år eller mere på bagen. Han kunne simpelthen bare godt lide fyrretræer, hvilket sommerhusgrunden i Liseleje også bar præg af. Deroppe står måske også endnu nogle af hans træer, uden at ejerne kender forhistorien. En ‘østrigsk fyr’ var hans favorit..