Lokalhistorie for hele landet

Journalen 2019 – Denne artikel som PDF

 

Mange forfattervenner beklager sig over manglende anmeldelser. Jeg stiller mig gerne op i køen. Men jeg vil også gerne gøre dem opmærksomme på, at manglen på anmeldelser ikke kun gælder skønlitteraturen, det samme gælder for faglitteratur af enhver art.For lokalhistoriens vedkommende kan man sige, at nogen har gjort noget ved det. Lokalarkiverne har samlet sig om et fælles projekt, nemlig at udgive et blad kaldet ’Journalen’, og her anmeldes lokalhistoriske publikationer fra hele landet. Jeg sidder netop med ’Journalen 2019’s nr. 2 som er spækket med anmeldelser. Jeg har talt 65! Ja tænkt lokalt, men i mange tilfælde af gode grunde interessant for resten af landet. Meget er årsskrifter med hver flere artikler, det er en skøn rundtur i det ganske land.

Da Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød Kommune, LAFAK i 1991 udgav et lille hefte ’Drømmen om Allerød’, som jeg havde skrevet, var det jo primært henvendt til borgerne i Allerød Kommune. Kommunen er en af de nye fra 1970, så jeg syntes det var vigtigt at vi fik historien med os fra de tre gamle kommuner, Blovstrød, Lillerød og Lynge-Uggeløse, samlet under én hat. Det var jo selve programmet for vor forening og har været det siden. Basis for heftets artikler, var artikler jeg havde skrevet til Allerød Posten i årene 1984-86 som freelancemedarbejder.

Den blev omtalt lokalt, men jeg sendte den også til Foreningen Danmarks Folkeminders årsskrift ’Folk og Kultur’, fordi jeg allerede dengang syntes, at man fra delen også må have udblik til helheden. Jeg var heldig – George Nellemann påtog sig at anmelde den. Han var meget positiv og sluttede vist med, at nu forstod han, at Allerød var landets centrum!

LAFAK har udsendt adskillige bøger som henvender sig til de lokale, og som en tilflytterkommune er det vigtigt med denne mulighed for tilflytteren at lære sin kommunes fortid at kende. Næste år bliver kommunen 50 år, så det er jo spændende at se, om historien skal samles op, det vides i skrivende stund ikke. Noteringen af de 25 år blev et storstilet projekt, som nok desværre er gået i glemmebogen. En redaktionskommite indkaldte beretninger fra borgerne inden for politik og

foreningsliv, og så kunne man tro det endte med en bog. Nogen fik en bedre ide, nemlig at lave et tillæg til den lokal annonceavis, som på sin side lovede at bringe de overskydende beretninger løbende i avisen. Vi sikrede os samtidig, at forfatterne gav deres minde til, at beretningerne måtte bruges elektronisk, i hvilken form de så findes i dag, dog uden at være udnyttet, men de findes på arkivet og på biblioteket. I jubilæumsåret kunne ingen altså undgå at stifte kontakt med projektet, men i hvilken grad nogen har bevaret det, ved ingen noget om. LAFAK, bibliotek og jeg har det, men ellers skal det nok betragtes som en sunken skat, som det kun er for de stædige at stifte bekendtskab med. Efter min mening er dets eksistens værdifuld.

LAFAK udsendte i 2005 en bog om Brudevæltelurerne, fordi de er fundet i nuværende Allerød Kommune i 1797, vi fejrede i 1997 de 200 år siden fundet og det blev anledningen til bogen. I kraft af emnet en bog der bør interessere hele landet. Lokalt med stor omtale, men få anmeldelser på landsplan. LAFAKS seneste udgivelse hedder ’Lillerød Lervarefabrik, 1870’erne -2006’ fra 2018. Også den er naturligvis henvendt til lokale interessenter, men da fabrikken solgte sine varer over hele landet, bør den også kunne interessere keramikinteresserede over hele landet. Der er tale om, hvad man kalder lervarer og ikke kunstkeramik, men der er en tråd til den også, i det museumsleder Teresa Nielsen fra Vejen Kunstmuseum indvilgede at skrive et oplæg til den videre forskning i kunstneres forbindelse med Lillerød Lervarefabriks.

Bogen har siden fået en anmeldelse i et nyhedsbrev for foreningen ’Keramikkens Venner’, og en omtale på Politikens bagside. LAFAK omtaler naturligvis bogen på sin hjemmeside, og som flittig bruger af facebook, Instagram, twitter og en blog har jeg naturligvis advokeret for bogen. Men altså kun én anmeldelse er det blevet til.

Lokalhistorie for hele landet

 

Både by og land og ikke enten-eller

Grøn kile ind til Lillerød

Et land er både by og land og ikke enten eller

Redaktør på Politiken Marcus Rubin går i et synspunkt på Politiken ind for, at vi dropper idylliseringen af landet udenfor byerne.

• Det rigtige Danmark ligger på stenbroen.
• Til dette synspunkt fik han mange gode reaktioner på nettet. I avisen blev der plads til ,at det socialdemokratiske folketingsmedlem Rasmus Stoklund fik ordet (28.6.2019)  til et særdeles fornuftigt svar. Jeg sendte også et svar, men klart at Stoklunds blev det udvalgte. Jeg får imidlertid formuleret mig ud fra min egen situation, og mener, mine argumenter bør få en vis vægt i den lokale debat i Allerød, så derfor sætter jeg mit refuserede indlæg her i min blog.

Politikens nej til land?

Marcus Rubin skriver om by og land. (23.6.2019). Han lever som inkarneret bymenneske i den forestilling, at by er by og land er land, og by vinder over land og opfordrer til, at vi opgiver lovprisningen af livet på landet. Det kan være han får ret, selvom præmisserne er gale. By og land behøver ikke nødvendigvis at være modsætninger i den grad, som han beskriver det, det afhænger helt af planlægningen.

Marcus Rubin bruger sig selv som eksempel, lad så også mig bruge mig selv. Jeg bor midt i Lillerød, men udsigten er land, fordi Statens Seruminstitut indtil for nylig ejede to gårde i Lillerød. Endnu en gård mere ligger her sammen med de to andre tæt på Lillerød Kirke og gør det relevant at kalde området Lillerød Landsby. Planlægningsmæssigt er de sidste rester af gårdenes marker udlagt som bevaringsværdig grøn kile ind i byen. Men hvordan måler man kulturhistorisk værdifuld og rekreativ værdifuld op mod et politisk flertals ønske om flere beboere i kommunen for at sikre kommunens overlevelse som kommune? Lillerød blev hovedbyen i den nydannede Allerød Kommune i 1970, som dannedes sammen med Blovstrød og Lynge-Uggeløse., en meget grøn kommune, landbrug, skove og med store militære arealer som buffer mod Storkøbenhavn. Befolkningsforøgelsen siden har været enorm, så der er sket store indskrænkninger i det grønne på vej mod målet – Marcus Rubins storby?

Allerede i 1943 kunne civilingeniør Henrik Halberg, som da udarbejdede en dispositionsplan for Lillerød Kommune, se det, og som jeg refererede til i heftet ’Drømmen om Allerød’ i 1991. Han så det som det store held, at Staten havde erhvervet gården Hvidesten: ”således, at der ikke i overskueligt fremtid kan blive tale om, at Hvidesten bliver inddraget til bebyggelse”, ..”Dette giver en naturlig begrænsning af byen mod vest til stort held for byen, der på denne måde vil beholde åbent landbrugsareal så godt som lige ind i sin midte, der hvor kirken og den gamle landsby findes.” 1943!

Men nu har Statens Seruminstitut solgt den ene gård, Hvidesten til en svensk kapitalfond, og efterladt den anden gård, Toftehavegåd og den væsentligste del af jorden – til hvilken skæbne?

Vi lever nu i den uoverskuelige fremtid, hvor den overordnede planlægning er løs i fugerne og med et tilflytterflertal, som måske er offer for samme by-fascination som Marcus Rubin. Toftehavegård lader Staten og kommunen forfalde, og den økonomiske nødvendigheds-filosofi skal nok få sat tænderne i græsmarken.

Men nej, den hårde grænse mellem by og land er ingen nødvendighed, kun en grænse i hovedet på folk med begrænset fantasi.

 

 

Lillerøds grønne kile

Facebookgruppe: Lillerød Landsby

Grøn kile til Lillerød Landsby og Lillerød Kirke.

Erik Hagens i Skovlunde Kirke

 

Erik Hagens: Den barmhjertige samaritaner

Erik Hagens i Skovlunde Kirke

Per-Olof Johansson

Jeg kan ikke forestille mig, at en lignende kirkeudsmykning skulle være at finde noget andet sted i verden, som den Erik Hagens har udført i Skovlunde Kirke.

Vist er referencerne til Biblens nye testamente utallige, men de er så anderledes end man er vant til. I Ribe Domkirke har Carl Henning Pedersen malet en udsmykning, som da vist slet ikke refererer til noget kristent. I Lillerød Kirke har Mogens Koch med en altervæg refereret til et skriftsted, som kun er synligt en halv meter fra og med et stort kors, som beskueren nærmest skal tænke sig til. Hvis man skal sammenligne udsmykningen i Skovlunde Kirke med noget, må det være med de middelalderlige kalkmalerier, hvor motivernes tid er tilblivelsestidens ’her og nu’,

Jo i Skovlunde er der bibelhenvisninger og skabe, der skal åbnes ved de kirkelige højtider, der er altertavle, i den forstand er der linket til historien. Men når vi går til billedsiden er det illustrationer af vor tid, vort tøj, vore omgivelser sådan som vi kender det fra Erik Hagens’ Esbjergevangelium. Det er ikke ’troen’ som fremstilles eller evalueres, det er tidens dilemmaer mellem godt og ondt. Det er ikke apostlene, som er samlet om bespisningen, men vor samtids etiske fyrtårne. Pinseunderet er ikke noget magi, men bøgerne og mediernes verden, som bærer budskaberne frem i alle tungemål.

Kristendommen er i dag i modsætning til, som den fremstilles på kalkmaleriene, funderet i historien, verdenshistorien som starter i år nul. Men det turde i dag stå klart, at denne historiske reference er gal. Den fungerer ikke mere. I den svenske forfatter Hjalmar Söderbergs bog ’Den forvandlede Messias’ fra 1938 blev konklusionen, at man ud fra de fire evangelier næsten ingenting kunne sige om den historiske Jesus’ lære. Dødehavsrullerne har vendt op og ned på dette, hvis det holder stik, hvad den amerikanske forsker i Dødehavsrullerne Robert Eisenman har fundet frem til. Hans datering af Dødehavsrullerne er omstridt. Han placerer dem i den tid, som evangelierne foregår, og historien bliver derved en ganske anden. Jesus bror Jakob har en hel anden central rolle i den første menighed i Jerusalem, end vi har vidst. Paulus forvandler budskabet fra rent jødisk til at gælde ’alle’, og lægger dermed kølen til det, vi i dag forstår som ’Kristendom’. Er da det hele en fiktion, den vesterlandske kultur har taget udgangspunkt i, er religionen et stort bedrag, som ateisterne mener?

Her ser jeg de anfægtelser komme ind, som Erik Hagens byder på, Han kender sin bibel og hefter sig ved de historier og udsagn som stadig taler til os som aktuelle problematiseringer i vort valg mellem godt og ondt, begreber vi ikke vil fraskrive os. Flugten til Egypten er stadig et aktuelt tema også uden æsel, men i løb, barnemordet i Betlehem bliver mere forståeligt ved at anskue et skoleskyderi i USA, barnet fødes ikke i en stald men under motorvejsbroen.

Hvor blev troen af, begrebet tro? Jeg ved det ikke, men jeg har den mening, at religionen i dag kræver at dækkes ind af et andet begreb, der ikke på sammen måde som ’tro’ lyder som noget, enhver kan bilde sig selv og andre hvad som helst ind med. Meningen med det ord tro er langsomt blevet nedbrudt siden naturvidenskaberne blev vores forståelsesramme, der ikke levner plads for religion. Selvom man ikke har svaret, mener jeg, man har lov til at rejse spørgsmålet.

Der er dog et af de klassiske motiver, som overlever i den traditionelle form hos Erik Hagens: Den barmhjertige samaritan. Behov for barmhjertighed uden bagtanker er stadig aktuelt og den røde tråd i kristendommen, vi bør holde fast i!

PS: Jeg har slet ikke set det hele, for der var ikke rundvisning den dag, vi var der, men til pinse vil jeg se et skab mere bliver åbnet.

Som PDF med flere billeder

Det ord tro

Altertavle Lillerød Kirke

Fra en tid med spånkurve

Jeg plejer at gøre meget ud af, at jeg ikke er kurvemager, når jeg fortæller om spånkurve, (hvad jeg snart skal gøre igen, dog fra en lidt anden vinkel, nemlig med vægten på en udvandrerhistorie): at jeg ikke fletter en bund, ikke fletter en kurv op og ikke river hanke og jourer.Nu får jeg lyst til at fortælle hvad jeg gjorde: jeg trak kævler op af vandhullet, jeg slog med køllen, når træet skulle flækkes, jeg barkede af, jeg kørte høvletræet ind, jeg satte inderjouren i, jeg kringskar, jeg satte hank på, jeg sømmede kurven, jeg hang kurvene til tørre og tog dem ned igen, jeg bundtede dem, jeg kørte kurvene på stationen, jeg skrev fakturaerne og opgørelser og hentede penge fra dårlige betalere i Nordsjælland, jeg udfærdigede breve, jeg ryddede op på værkstedet, jeg fyrede i det store forfyr, som naboen, ingeniør Hagens havde tegnet, jeg kørte brænde rundt i byen, jeg savede små metalrør til spanskrørshankeenderne, jeg hentede papkasser rundt om i byen. Jeg byggede et redskabsskur. Jeg rev mure ned. Jeg samlede en kurverække, da produktionen holdt op. Jeg skrev historien, jeg udgav den:

En tid med spånkurve

Danmark mangler kurvemuseum

To bøger om virksomheder på samme vej som forsvandt

Danmark har vi flere museer, med vægt på keramik, Designmuseum Danmark, Käehler, Ehlers Samling, Clay. Ikke et eneste kurvemuseum. Har lige været med om udgivelse af bog om Lillerød Lervarefabrik, så stikker det i øjnene..

Der kan godt samles et lille bibliotek om kurvefremstilling, men historien om kurve mangler. Mange museer har kurve et sted i deres samlinger men et helhedsbillede lader sig vanskeligt samle. Det kunne måske fremstå digitalt, når alle genstande fra museerne er på nettet, men fysisk bør kurve også være tilgængelige som keramikken.

Der er også blevet lavet historiske udstillinger bl.a. denne på Moesgaard i Aarhus 2009, som jeg gennemfotograferede og satte på nettet.

Om spånkurvene har jeg sat en hel del billeder på nettet, jeg regner nok min udstilling i Glimåkra 2012 i Sverige for den vigtigste,

samt udstillingen på Pileforeningens festival 2009 i Vingsted, som ikke er at kimse af!

Allerødvisionen 2031

Kort over Allerød Kommune

Allerødvisionen

Som aktivt medlem af Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød Kommune – foredrag, andel i udgivelser, artikler i Nøglehullet og lokalaviserne siden foreningens start for 40 år siden, og som aktiv i lokalpoltik 1974-1994, erindrer jeg adskillige kommunale visionsprocesser, hvis resultater ikke var bemærkelsesværdige. But try, try and try again!

Jeg skrev 19.3.2018 i FAA bl.a:

“Allerød Kommune fylder snart 50 år, og Allerød Byråd vil sætte en proces i gang for at udvikle en vision for kommunen for de næste 12 år med en konsulent som medhjælp. I de forløbne 50 år er vi mange, der har forsøgt at bidrage til en sådan vision, så lad os håbe, at konsulenten får øje på os.”

Lidt tænkte jeg der måtte gøres der udover. Så jeg stillede det følgende som et forslag til ‘Pejlemærke’ til det udsendte forslag:

Der er mange fine tanker i det fremlagte forslag, blot synes jeg noget i denne stil mangler blandt
PEJLEMÆRKERNE
Kulturen
Allerød kommune har en historie før kommunesammenlægningen. Historien er vigtig for fremtiden.
Naturen er et af aspekterne, kulturen et andet. Allerød Kommune blev en modtagerkommune for tilflyttere, der naturligvis ikke er opvokset med områdets kulturbaggrund. Naturen er en kulturnatur, skabt af menneskers aktiviteter på stedet gennem årene. Kulturens udtryk på dette og andre områder kræver, at der lyttes til fortællingerne om fortiden. Noget består såsom stendysser, Bastruptårnet, kirkerne, jernbanestationen i Lillerød og ganske få bygninger i øvrigt. Både dette og meget, som nu er forsvundet, kræver formidling. Vi tager ansvar for at bringe disse fortællinger frem og drage nytte af dem, når fremtiden skal formes.

Der kom faktisk et helt fornuftigt resultat ud af dette i den vedtagne plan, skønt lidt kort:, side 3 spalte 1-2  i Allerød Vision 2031Allerød Vision 2031:

“Vores forskellige bysamfund har hver deres historie og identitet med baggrund i skovbrug, naturressourcer, håndværk og landbrug. De tilbyder varierende rammer for det gode liv med nærhed til fortiden og stedets historie og nærheden til hinanden. Vi tager vores historie med os ind i fremtiden.”

Det kan forblive tomme ord, men hvorfor sprede misstemning med mistro på forhånd. Jeg er i hvert fald glad for denne formulering, som byrådet allerede igang med at realisere med den igangsatte registrering af bevaringsværdige bygninger i kommunen.

LILLERØD Pottery

The cover of the book shows examples of goods over time and on the people behind,

Danish 190,00 DKR + shipping

Place your order here. lafak@lafak.dk 

Summary

The history of Lillerød Lervarefabrik (The Pottery in Lillerød) dates back to the 1870s, but its history is only known in broad strokes until 1955. Only in rare occasions, the products were labeled with the brand name before 1955. Thus the identification of individual objects from the period before 1955 can be difficult. After 1955 the company was taken over by Ejner Petersen and his wife Tut and all items were labeled LILLERØD in the bottom. This made the identification of the objects a lot easier. Both before and after 1955, Lillerød ceramics was sold throughout the country and even abroad, so there are many opportunities to bumb into a piece from Lillerød where ever you live.

This book tells the story and shows examples of the production. Ejner Petersen even tells his own story. The daughters and former apprentices give theirs memories. But the book is basically an illustrative book.

The product range was extensive, so what is presented in this book are only examples depending on the collector’s tastes, and on what is submitted to the local archives. The local archive is not a museum, but welcome supplements which will be forwarded to The Museum Nordsjælland.

The director of  Vejen Art Museum, Teresa Nielsen gives a presentation of the future research into the connection between Lillerød Pottery and artists such as Jais Nielsen, Karl Schrøder, Johannes Bjerg, Felix Møhl and many more.

We hope with this book, to give the story of Lillerød Pottery a firm foundation based on the facts to be enjoyed by local historically interested, collectors and ceramic enthusiasts.

Lillerød is the main town in Allerød Municipality, and since the railway station is placed in Lillerød and is called Allerød it is easy to forget Lillerød.

From exibition 2006, when the firm was finally closed

Flowers from LILLERØD

More potters in Lillerød:

Beate Andersen

Anette Nørregaard Christiansen

Rikke Fjalland

Lasse Birk

Palle and Margrethe Dybdahl

En bog om Lillerød Lervarefabrik

Omslaget til bogen viser eksempler på varer gennem tiden og og på menneskene bag,

Efter tre års arbejde, har redaktionskomiteen bestående af Arkivledren Birthe Skovholm, Formanden for Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød Kommune, LAFAK Ole Høegh Post, sekretær i LAFAK Marianne Petersen og ‘communications manager’ Per-Olof Johansson kunne sende bogen ‘Lillerød Lervarefabrik,1870’erne – 2006’ til bogtrykkeren.

Bogen ‘Lillerød Lervarefabrik,1870’erne – 2006’ udkommer medio december 2018.
Pris for medlemmer kr. 160,-
Vejledende pris i boghandlen kr. 190,-
Forudbestillinger modtages på lafak@lafak.dk

Lillerød Lervarefabriks historie rækker tilbage til 1870’erne, men er kun kendt i store træk indtil 1955, kun undtagelsesvis var produkterne indtil 1955 mærkede, så identifikationen af den enkelte genstand kan være vanskelig.Efter 1955, hvor virksomheden blev overtaget af Ejner Petersen og hans kone Tut, blev alle varer stemplet LILLERØD i bunden, og så går identifikationen meget lettere. Både før og efter 1955 blev lertøj fra Lillerød solgt over hele landet og endog i udlandet, så der er mange muligheder for at møde en Lillerød-ting, hvor man end bor i landet.

I denne bog gøres rede for historien og vises eksempler på produktionen. Ejner Petersen fortæller selv sin historie og døtrene og tidligere lærlinge giver deres besyv med. Men bogen er helt overvejende en billedbog. Vareudbuddet var bredt, så det kan kun blive eksempler alt efter samleres smag, og efter hvad der er indleveret til arkivet. Arkivet er ikke et museum, men tager meget gerne imod supplementer, som eventuelt sendes videre til Museum Nordsjælland.Museumsleder Teresa Nielsen fra Vejen Kunstmuseum giver et oplæg til den videre forskning i forbindelsen mellem Lillerød Lervarefabrik og keramikken, repræsenteret ved navne som Jais Nielsen, Karl Schrøder, Johannes Bjerg, Felix Møhl og mange flere.

Vi håber med denne bog at give historien om Lillerød Lervarefabrik en fast forankring i fakta for lokalhistorisk interesserede, samlere og keramikinteresserede.

 

To bøger om virksomheder på Tokkekøbvej i Lillerød

Den runde spånkurv – ‘dansk’

 

Hilding Persson hanker den runde kurv på Lillerød Spånkurvefabrik. Foto: poj 1958

Den runde kurv, ‘Dansken’.

I årbogen for 1973 for Kulturen i Lunds medlemmer er der en artikel af Elisabeth Ehrnst-Bäckstrand om ‘Spånkorgar i Örkened’. På et af de gode farvebilleder ses en rund kurv, om hvilken det siges at den kaldes ”dansk” eller ”hög” kurv. Hun gør ikke meget ud af dette åbenbart ulogiske navn, siden artiklen påpeger, hvordan spånkurvene af høvlede fyrrespåner udgik fra sognet Örkened i Skåne.

At nogle fra sognet slog sig ned som grossister i Danmark nævnes, men den lokale produktion i Danmark af spånkurve end ikke strejfes i den ellers udmærkede artikel!

Spånkurvens vej til Danmark påtog jeg mig så at fortælle i bogen ‘En tid med spånkurve’ 2009. Om den runde kurv, som i Lönsboda åbenbart blev kaldt ‘dansk’, er historien denne:

En bekendt af familien forestillede sig i midten af 1950’erne, at en foret spånkurv kunne bruges som thehætte. Min far lavede derfor som eksperiment den runde kurv. Den hed siden ‘thepottekurv’, selv om den blev brugt til alt muligt andet, den blev jo solgt med og uden hank, som regel en bambushank med en metalforstærkning i hankens ender, så hanken ikke skulle flække. En kurvegrossist på Københavns Grøntorv Persson ønskede at købe kurvene af os, men Pappa ville ikke sælge – til dels fordi han ikke ville have noget at gøre med vedkommende, som var firmaets værste konkurrent. Han gav derfor Persson en kurv i bogstaveligste forstand og sagde, at han jo kunne få sine leverandører i Lönsboda til at lave den. Burde han ikke i stedet have stået på patentet? Persson gjorde da som foreslået af Pappa, og da kurvemagerne i Lönsboda godt vidste, hvorfra ideen kom, kaldte de altså kurven for ‘dansk!

Anders Zorn har malet et billedet, hvori optræder en rund spånkurv, lavere og bredere. En spånkurv bliver naturlig rund, hvis man ikke bøjer hjørner på den.

 

Denne runde kurv fundet på loppemarked forleden har givet anledning til dette indlæg.

Jytte Johansen udstillede kurve på Holte Bibliotek januar 2018, der i blandt mange spånkurve og altså også den runde!..

Lars Thoning (1949-1996) udstillede denne runde kurv 1987…

Seneste skud på stammen – runde kurve fra firmaet LILLERØD https://www.lillerod.com/da/

xxx

xx

x

************************

En fundhistorie

En fund-historie – i billeder – vil du med? Fotohistorie er et af mine bi-områder, sådan i øjenkrogen. Engang har jeg brugt et fotografisk portræt af Grundtvig til at supplere med egne strøg af guldbronze – et af de få billeder det lykkedes mig at sælge, så det ved jeg ikke, hvor er. Jeg tror, at det Grundtvigfoto, jeg har, har jeg nok arvet efter min bror, provsten. Da jeg hos Vangsgaard finder et bind IV af Grundtvigs salmer fra 1875 med, som jeg tror, det foto foran, er jeg vaklende – jeg har jo den berømte udgivelse 1837 som begyndelsen til Grundtvigs ‘sangværk’ – og så et bind 4? Og billedet har jeg jo? Nogen tid efter ligger bogen der stadigvæk og nu billigere og bliver købt, salmerne her er jo nærmest ‘efterladte’ skrifter. Det viser sig så, at salmebogens billede er en face, mens det i rammen nærmest er profil. Så måtte Povl Ellers bog om Grundtvig Portrætter frem. Og her nævnes så begge, men ikke at portrættet en face er brugt i salmebogen, hm det kan jo være en privatinbinding. Det foto er brugt af Niels Skovgaard i 1908 til Grundtvigsbusten i keramik i Grundtvigs Hus. Et foto af gipsmodellen angives at være ‘samme’ i et lille hefte fra 1938, som dukker op på samme hylde, en samlet fortegnelse over Niels Skovgaards billedhuggerværker. Da billedet er taget fra siden tror jeg et øjeblik, det er inspireret af profil billedet. Povl Ellers bog står godt nok på hylden, men bag forreste række af bøger og kom kun frem, da jeg stædigt tømte hylden. Skovgaardfortegnelsen kom også derfor frem. I Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød Kommune LAFAK arbejder vi for tiden med en bog om Lillerød Lervarefabrik. Mange kunstnere har en relation til stedet, herunder keramiker, maler og tegner Knud Kyhn. Og på hylden dukker så ‘Bogen om Lasse og Dyrene’ også op. Med et væld af tegninger af Knud Kyhn! Hvor sjovt, her er en tegning rådyr med et diende kid – og jeg løfter blikket og ser ud på fire rådyr på marken…Og hermed slutter turen.