Archive for the ‘menneskerrettigheder’ Category

Dommens dag 1945

februar 26, 2020

Nogle af de omtalte bøger

Dommens dag 1945

Per Stig Møller:

Sommeren ’45

Fra overmod til mismod

2019

Hele artiklen som PDF

Maj 45 følges nærmest dag for dag, de følgende måneder mere og mere summarisk på grundlag af dels pressereferater, dels alle mulige andre kilder lige fra erindringer til egen hukommelsen. Per Stig Møller har den unikke position, at han har kendt indtil flere af de rollehavende personligt, han er forsker, han har været folketingsmedlem og minister, han har forudsætninger for at følge dette forløb som ingen senere forsker vil kunne påberåbe sig. Han har haft følgeskab af en dygtig researcher, men gennem hele bogen er man ikke i tvivl om, at det er Per Stig Møller, der skriver, der udvælger referater, der kommenterer. Mange kan sikkert uddrage en anden rød tråd fra perioden, men næppe nogen så fuldstændigt, som her er gjort. Det er et stativ, som de efterfølgende forskere må referere til.

Der er naturligvis ting jeg studser over. Diplomaten Peter Skov blev fyret af Scavenius, fordi han var uenig med den førte politik. Der refereres ganske kort til forløbet, men den bog, som Peter Skov er medforfatter af, hvor han med egne ord redegør for historien, kunne passende som mindstemål være med i litteraturlisten. P.Skov og Johannes Hohlenberg: ’Ansigtet bag masken. Hvad Den Parlamentariske Kommission ikke ville vide’. 1955.

I mange tilfælde kan Per Stig Møller selvfølgelig ikke kun holde sig til sommeren 45, men må hente oplysninger fra tiden både før og efter. Og der synes jeg han gør sig sagen for let, når han udelader Den Parlamentariske Kommission. Det nævnes dog, at den allerede sommeren 45 har taget sagen om forløbet af den 9. april op og frikendt alle de involverede. Hist og her er bemærkninger til kommissionen, som gør det klart, at han ironisk ser den som en kommission, hvis opgave var at frikende parlamentarikerne, de skulle jo selv træffe afgørelsen.

Men dermed var sagen jo ikke slut, og er for så vidt ikke slut endnu. At lukke sagen som om der i et og alt var tale om en konspirationsteori, at der forelå en forhåndsaftale om besættelsen, er for let. I det mindste må man da fortælle at debatten om konspirationsteorien forløb over mange år med mange faser. Hvis man tager ordet ’forræderi’ ud af sagen, blev det måske muligt at diskutere forløbet nøgternt. En central figur i den debat blev Jon Galster, hvis bog ’Den 9. april 1940 – en sande myte’ fra 1990 kan anvendes som katalog over sagen, og den skulle naturligvis være med i litteraturlisten og have en bemærkning med på vejen.

’Den skæve våbenfordeling’ mellem modstandsbevægelsen og militærets ventetropper får en eller to linjer, og det er måske nok – hvis ellers Erik Nørgaards bøger herom var at finde i litteraturlisten. Henvisningen til et interview med Ninka er da underligt, når der findes bøger om sagens afdækning. Erik Nørgaard: ’Generalens fald – forræderiet mod sabotørerne’. 1972/74.

Per-Olof Johansson

En anmeldelse i Berlingske

Om bog om Tidehverv

juli 25, 2018

Collage 2018-07-25 13_11_43

Henrik Bach: Konfrontationskurs -Tidehverv og den guddommelige komedie. 2018. Gyldendal

Per-Olof Johansson

Denne artikel som PDF

For mig en oplagt bog at læse. Det er jo et stykke Danmarks-historie, man er en del af. På den måde vældigt oplysende. Og så er der det med troen – ordet jeg er meget optaget af. For de troende dækker ordet en indlysende realitet – for andre må det være en mærkværdighed. Jeg har undsagt ordet, det dækker ikke, tiden er løbet fra det. Tiden er ikke løbet fra religion, men et nyt begreb for den religiøse erfaring trænger sig på. Det har jeg skrevet en kronik om, uden nogen har reageret.

Det ord tro.

Jeg hverken vil eller kan skrive en anmeldelse. Min tid ja og den nærmest foregående – men at kunne vurdere det hav af oplysninger, man her præsenteres for må der andre til. Jeg vil alligevel have lov at fortælle om mit indtryk af bogen.

Indtil Søren Krarup for alvor tog over, forbandt jeg noget positivt med Tidehverv. En diskussionsklub værd at lytte til. Tidsskriftet selv har jeg vist aldrig haft i hænderne, det var den genlyd dets artikler gav. Kronikker og bøger af de tilknyttede personer, interviews med dem, omtale af dem. Kan jeg så i kort begreb indfange dem? Søren Kierkegaard en guru og så forkastelsen af diverse tricks på religionens vegne, du står selv til ansvar.

Med Søren Krarups indtog var det ham og ikke Tidehverv, der tog opmærksomheden. Hans kamp mod menneskerettighederne, hans kamp mod indvandrere.

Introduktionen giver i et par linjer læseren færten af, hvor vi er på vej hen; ”Tidehvervsfolkene er ikke uenige, hvis man frem for alt kalder dem for Luthers og Kierkegaards arvtagere i kampen for en uforfalsket kristendom, hvor evangeliet lyder til den enkelte, ufortyndet og uparfumeret, rent og purt.”

At forfatteren har været længe om bogen, er fuldt forståeligt med de mange kilder, der har skullet opsøges og citater udvælges. Henrik Bach er præst, men har også arbejdet journalistisk og i den egenskab fulgt Tidehverv i mange år. Det er ikke en teoretisk udredning men en person-og argumenter udredning, med små personbiografier af hovedpersonerne, så man tror at kende dem ved afslutningen. Hans egne meninger kommer til udtryk, selvfølgelig, men det er ikke det, der er hovedstrømmen, det er det Tidehvervske, som slår mange krøller undervejs og med mange udblik til samfundet i øvrigt. Der kommer sammenhæng i meget, man kun svagt har hørt eller haft fornemmelsen af. Utroligt som citaterne afdækker trosvisheden hos deltagerne. De ved nok, hvad der er vigtigt at sige. Her argumenteres som ud fra en logik, som om det hele er logik, men lyder mere som om, det er profeter, der krydser klinge!

’Nyere tid’ har været sværest at holde sammen på. Da Islam træder ind på scenen er det svært at vurdere, om Bach rammer rigtigt, ikke i referatet af Krarup og co. men i resumeet af vægten af Islam i samfundet nu. Hvis en stor procentdel af muslimer foretrækker sharia frem for dansk lov, som en undersøgelse, der henvises til, viser – hvad betyder så det? Vil de ikke rette sig efter dansk lov? Hvad er sharia overhovedet – osv

Midt i læsningen blev jeg afbrudt af henvisningen til en pjece fra efteråret 1945. ’Opgørets nødvendighed’ af Vilhelm Krarup, K.E.Løgstrup og H. Østergaard Nielsen. For den har jeg og har kun sporadisk læst, nu blev det gjort. Udgivet på Tidehvervs forlag og med en dedikation fra forfatteren Valentin Filskov, en af de forfattere, der i øvrigt henvises til i Henrik Bachs bog. Den må jeg sige mere om en anden dag, her blot nævne, at den fremstår for mig som typisk for Tidehverv, selvom det her ikke er religionen, men det politiske liv, der er i fokus. Samarbejdspolitikerne hedder endnu ikke det, men Eftergivenhedspolitikken. Ikke megen opmærksomhed gives der politikken før Besættelsen, opmærksomheden er på eftergivenheden for tyske krav og hvornår bruddet med tyskerne burde være sket. Konsekvenser måtte blive, hvad de ville – det kunne ingen andre end tyskerne tage ansvaret for! For mig fremstår samarbejdspolitikken som en umiddelbar konsekvens af den politik, der blev ført i årene før Besættelsen med befolkningens opbakning.

Men dette, skrevet af Vilhelm Krarup, lyder som en slags programerklæring for Tidehverv:

”Nu lægges grunden for de kommende års folkeliv. Nu har vi – mere end vi har haft det i mange generationer – en mulighed for at nå frem til en ærligere og virkeligere grund at leve på i vort fællesliv….Den danske selvglæde og provinsialisme er nok en myte, men den skulle dog være til at ryste.”

PS til Hans Hauges ellers fremragende anmeldelse i Berlingske Tidende 16.6.18:

I anmeldelsen får vi, der er uenige med Søren Krarup, dette generelle dask over næsen:

Den er behageligt fri for den rituelle forargelse over Søren Krarup og tonen i debatten, sådan som det er gængs blandt de dannede og de fleste præster.”

Hvad Henrik Bach mener eller ikke mener om Søren Krarup er det jo ikke bogens opgave at fortælle – men at beskrive ham og hans synspunkter i sammenhængen, sådan som han også gør. Men at dynge al modstand mod Søren Krarup sammen som ’rituel forargelse’ er frækt. Er der noget Søren Krarup fra første færd selv har været en mester i, så er det rituel forargelse. Jeg måtte, første gang jeg modte et eksempel, reagere med et læserbrev i Jyllands Posten (8.9.1969), fordi han i en klumme havde skruet op for sin forargelse over, hvad han mente var et fotobevis for, at Mogens Fog havde hilst de nye studenter velkommen med hånden i lommen! Fog kunne nogle dage efter afvise, at der var hold i Søren Krarups forargelse og situationens Danmarkshistoriske betydning!

Nej til ghetto – ja til sluse

april 6, 2014

ghetto contra sluse

Der er meget fokus på ghettoen og dermed på indvandring som noget negativt. Måske er dette fokus i sig selv noget, som er negativt, og som måske slet ikke kan danne udgangspunkt for en dækkende beskrivelse.
Når man flytter til et andet land, kan det sikkert være meget godt at kunne sluse sig ind i landet, sammen med andre fra hjemlandet, som allerede kender omstændighederne i det nye land. Det har så fået en negativ klang af ’ghetto’, selvom denne koncentration er både forståelig og logisk.
Hvis man vendte blikket mod funktionen som sluse i stedet, ville det måske være muligt at opdage andet og andre end Yahya Hassan. Miljøer omkring kinesiske restauranter og andre gruppers pizzariaer kunne være eksempler – og der er sikkert andre, som jeg/vi ikke umiddelbart har fokus på. Hvis en stor del af de EU-håndværkere, som finder jobs i Danmark, har været her mere end fem år, hvornår skal vi så kalde dem indvandrere – og befinder de sig i sluser eller ghettoer?
Jeg skriver dette i bevidstheden om, at min egen danskhed er resultatet af eksistensen af en sådan sluse. Bevares, ikke noget eksotisk, blot svenskere, men indvandrere var de med en ganske lille virksomhed i centrum, karakteriseret ved at mange vendte hjem igen, mens ikke så få slog sig ned, fandt nyt erhverv og blev glemt som indvandrere. Måske ikke glemt på det individuelle plan, men glemt og forsvundet som problem for samfundet. Denne glemthed kan måske så gå lidt for langt, når Danmark synes det er lidt latterligt og nørdet at optegne historien om en indslusning, som lykkedes. Ghettosnakken der imod forstærker forhindringerne for en fornuftig indslusning, derfor bør den snak nedtones mest muligt.

Anelse redigeret i Information 3.4.2012

1. maj siden 1889

maj 1, 2012
Forside ASK 13 1990

Forside ASK 13 1990

ASK 13 – Tidsskrift for Dansk Folkekultur 1990

havde som hovedtema ’1. maj’.

På 1. maj 2012 tager jeg anledning af dagen til at bringe en smagsprøve. Da jeg ikke har nogen aftale med øvrige bidragydere om at kunne bringe tidsskriftet på nettet, holder jeg mig hvad tekster angår til mine egne og må henvise interesserede til at opsøge bladet på biblioteket eller antikvariater. Jeg har dog aldrig mødt bladet i noget antikvariat eller på noget loppemarked! Oplaget var jo beskedent, jeg tror på 600.

Se som PDF et udvalg fra

ASK 13 – Tidsskrift for Dansk Folkekultur 1990

Da Immigrantmuseet åbnede 2012

januar 29, 2012
Immigrantmuseet åbner

Immigrantmuseet åbner med musik

Her er billeder fra dagen, hvor Immigrantmuseet åbnede – dvs genåbnede sin udstilling, det har jo været særdeles levende på nettet i flere år – gå til hjemmesiden – men det er også vigtigt med en forankring i det fysiske og geografien!

Billeder fra dagen

Democracy-handbook.org

februar 2, 2011

Democracy need all help in the world - help!

Democracy-handbook.org

is a free and simple, multilingual handbook for all who are interested in developing, maintaining, and spreading democracy.

Digt foran Sandholm

oktober 11, 2010


Jeg tog ud til Sandholm for at deltage i markeringen af, at det var tre år siden ‘Bedsteforældre for asyl’ startede deres aktivitet.
Derved mindedes jeg om en stump video, som Benny Pedersen optog med mig, mens jeg i 2009 læste et digt – fra 1995 – op foran Sandholm.

Jeg tog nogle billeder den 10.10.2010 foran Sandholm – de sidder i et facebook album, som alle kan se  – uanset om man ‘er på facebook’ eller ej!

Peter Øvig Knudsen og de røde lejesvende

oktober 1, 2010

I helvedsgabet - Femø Kirke

Læste Peter Øvig Knudsens indlæg i Politiken i dag  [01-10-2010] med interesse. Jeg har ikke set de omtalte udsendelser, tilfældigvis, men som vi gør, har jeg alligevel fulgt debatten. Det diskvalificerer mig naturligvis til direkte at deltage – så dette er bare sådan en tanke i forbifarten jeg ville have sendt ham som besked over facebook – men jeg må respektere hans ønske om ad den vej kun at modtage beskeder fra folk som kender ham personligt, hvad jeg jo ikke gør!

Var de venstreorienterede i 70’erne upåvirkede af kendsgerningerne om de negative udemokratiske tilstande østpå? Det kræver nok noget mere end deres egne refleksioner at få afdækket, selvom de er værd at tage med! Ingen tvivl om, at marxister havde en art forspring i medierne – men ikke i og for sig kommunister -. Kom de til at gå kommunisterne ærinde – ikke med nogen effekt i virkeligheden, men måske i det tågede begreb ’mediebilledet’.

Hvis man havde et mellemstandpunkt, var det ikke let at komme til orde med det. Jeg blev tit kaldt kommunist og følte et behov for at præcisere mit standpunkt. Jeg forsøgte 1974-76 med en kronik om det kommunistiske manifest – jeg var enig med en del og er den dag i dag – men ikke i den måde, hvorpå manifestet kaster vrag på frihedsrettigheder. Jeg fandt dette signifikant for kommunismen og en god grund til at forkaste den – helt fra begyndelsen! Ingen ville have kronikken, men for at det skulle stå et sted fik jeg mærkeligt nok det lokale annonceorgan Allerød Posten til at trykke den! Jeg fik da et svar fra en kommunist, men det rokkede mig ikke i mit standpunkt. Siden har vi så med nettet ikke være at stoppe – Jeg læser manisfestet  http://per-olof.dk/cdt/debatfo3.htm

og næste link må forstås som en opfølgning :Internationales sejr  http://www.per-olof.dk/debjan08.htm#hilsen

Anonymitet på nettet – og på ’per-olof.dk skriver…’

august 29, 2010

Den ukendte debattør- af hvilken rod?

På min blog stod i marginen:

“Om anonymitet i debatten:Jeg forstår ikke den udbredte anonymitet, som åbenbart er accepteret i debat på nettet. Jeg accepterer under protest anonymiteten, hvis indlæg ellers holder sig inden for, hvad jeg anser for rimelige grænser. Men det er ikke en debat på lige vilkår. Anonymiteten på internettet er parallellen til burkaen på gaden.”

 Hertil skriver Harning:

“Jeg opdagede pludseligt at du har lavet en boks med din opfattelse omkring anonymitet i kommentarer, og jeg bliver bare nødt til at sige at jeg er helt uenig. Jeg synes for det første ikke at ytringsfrihed er betinget af navn og adresse – og for det andet at muligheden for at være anonym netop kan give os muligheder for at høre fra mennesker som ellers ikke ville turde komme frem offentligt. For at citere mig selv: “Jeg kan komme i tanker om en hel række med årsager til hvorfor nogen skulle ønske at optræde anonymt – her blot nogen: Alt fra en cancerpatient der vil fortælle sit syn på sin sygdom og/eller behandling uden derved at skulle informere sine børn og sit arbejde om sygdommen,  til forældre som har synspunkter på den nye forældreansvarslov og af  hensyn til deres børn ikke ønsker at deres personlige konflikt blusser op pga offentlige udtalelser. Eller hvad med vidnet som har gjort sin medborgerlige pligt i retten og efter retssagen er flyttet pga angst for repressalier og kvinden på krisecenteret der lever skjult med sine børn efter et mordforsøg – skal de ikke have ret til at deltage i en offentlig debat uden at skulle frygte at blive fundet? Har de måske ikke den samme grundlovssikrede ret til ytringsfrihed som alle andre?” – fra:  kvæler de danske nyhedskoncerner ytringsfriheden.”

 Og Per-Olof svarer:

“Jeg kunne naturligvis ikke ordret huske hvad jeg skrev, så i første omgang tænkte jeg bare, at jeg havde udtalt mig noget generelt, hvor jeg burde have holdt mig til principperne for min blog. Da jeg genlæser min bemærkning, synes jeg, at det er netop, hvad jeg har gjort. For selvfølgelig har du ret i, at anonymitet på Internet er en  enestående chance for at komme til orde med ting, som det ellers ville være umuligt at  få frem, eller for at komme til orde, selvom man har grunde til at leve  eller deltage  under dække. Nu tager min blog udgangspunkt i, hvad jeg mener, så det er måske ikke så  oplagt, at der optræder de situationer, du nævner, men jeg har da åbnet en dør, når jeg skriver: “Jeg accepterer under protest anonymiteten, hvis indlæg ellers holder sig inden for, hvad jeg anser for rimelige grænser.”  Dvs man har mulighed for, når man skriver  indlægget, at argumentere for sin anonymitet, uden at jeg skulle behøve også at  offentliggøre den del af indlægget. Sætningen:”Anonymiteten på internettet er  parallellen til burkaen på gaden.” – synes jeg ikke er relevant og vil blive fjernet.

Når det handler om selve indlægget i en debat, er spørgsmålet, på hvis ansvar offentliggørelse skal ske. Først og fremmest må det være vedkommende, der selv står til ansvar. Nu kan indlæg jo i sig selv, være ganske uproblematisk uden beskyldninger hid og did, så er det jo ikke så svært at være redaktør. Det er en anden situation, når det er et indlægs holdninger, fakta som ikke kan efterkontrolleres eller som er tvivlsomme af andre grunde. Så er næste trin, at nogen påtager sig den noget specielle opgave, at  stå til ansvar for noget og nogen, de ikke kender nok til. Som Wikileaks. Det er så deres projekt og deres sag, om det altid og i enhver situation er godt må vurderes fra tilfælde til tilfælde.

Men det man ofte møder i debatten på nettet er jo nedladende perfide beskyldninger af alskens art – jeg kan ikke se hvilken form for beskyttelse de fortjener i  ytringsfrihedens navn.  Eller rettere: Jeg føler mig ikke forpligtet til at viderebringe deres udgydelser. Slemt er jo, at det had, de udstråler, ikke kun når de personer, der jagtes, men også udtaleren selv. Det virker som dyrkere af had for hadets egen skyld  – had som en art narko, en mur som ingen argumenter nogensinde ville kunne nå igennem.

Engang i 90’erne lavede jeg en hjemmeside kaldet ‘Debatforum WWW’  http://per-olof.dk/cdt/debatfor.htm, hvor jeg tænkte at samle mine debatindlæg. Min ide var, at hvis nogen ville debattere med mig, lagde de deres indlæg på egen side, som jeg  så linkede til og vice versa. Der kom vist aldrig særlig mange links, men man kan da sige, at det var en slags blog i sin vorden. Ideen med den gensidige linkning var, at derved havde den enkelte hver sit ansvar og muligheden for at rette og slette.  Sommetider kan man slette egne indlæg på en og andens blog, men jeg synes ikke det er almindeligt.”

Naomi Klein interview i Ordfront

juni 30, 2008

c regnbue af poj

For længe siden skrev jeg om naomi Kleins bog Chokdoktrinen  (30.9.07) og forudså, at en dansk debat ikke kunne begynde, før bogen var oversat. Ganske rigtigt, trods den megen tale om, hvor godt danskerne forstår engelsk, så hviler debatten i en så alvorlig sag, til der foreligger en oversættelse. Jeg kunne da nok se, at bogen var vigitg, men jeg mener ikke jeg har saglig ballast nok til at føre an i den debat. Så kommer bogen – og det som giver debat, at der er et hundehoved som skriver af efter en anden, der er uening med Naomi Klein.Hvad modargumenterne gik ud på bliver et mindre spørgsmål, skønt det er jo ganske vigtigt – også for os der måske må konkludere, at det er Naomi Klein, der har ret! Christopher Arzrouni indledte sin anmeldelse med denne svada:”Hvis der fandtes en nobelpris for intellektuel uhæderlighed, ville den tilfalde den canadiske journalist Naomi Klein.* Og så går han ud og demonstrerer for os, hvordan uhæderligheden ser ud. Ikke blot skriver han af – det han skriver af er forkert. Naomi Klein siger i et interview med det svenske tidsskrift ‘Ordfront’: ‘Men jeg har aldrig påstått, att han (Milton Friedman) har beordret eller varit for något krig. Bare att hans lärljunge Rumsfeld startade ett, och sedan földje hans rekommendationer för hur man bygger upp ett land”.
Interview i Ordfront med Naomi Klein”
TV optagelser fra Sverige med Naomi Klein interview
Hjemmeside for Naomi Klein: Chok-doktrinen

Diverse video klip med Naomi Klein

Dansk debat

1. juli 08: Hørte lige på DR P1 et godt interview med Naomi Klein: Kaoskapitalisternes værste fjende.


%d bloggers like this: