Archive for the ‘Oles Liste’ Category

Erindring – eller drøm

januar 10, 2018
perolofdk-tegning

Var det ham?

Erindring – eller drøm

Drømmene er en verden for sig, som sædvanligvis ikke indgår i vor beskrivelse af set og sket. Avisen er ikke fuld af nattens drømme men af dagens nyheder. Hvis vi bruger drømmen til noget “fortolker” vi den, så den kan sige noget om – fortiden, fremtiden, nutiden. Den er ikke noget i sig selv.

Drømme kan være kaotiske, fulde af folk man ikke kender “i virkeligheden”. Folk som i drømme er særdeles velbekendte. Vort livs sammenhæng er “virkeligheden”. Drømmenes alternative virkelighed regnes ikke for sammenhængende. Drømme kan også rumme et bekendtskab med kendte personer, levende eller døde, som vi kun i drømme har et nært forhold til. Nu forleden billedhuggeren Robert Jacobsen. Jeg er kommet til en art seminar, hvor han er hovedkraften. Vi sidder og spiser og det er noget med ske. Han har fikseret mig, og mens jeg spiser tænker jeg, at han er en sådan person der gennemskuer folk, ser hvad de laver og den slags. Han spørger mig, om jeg sidder i byrådet og jeg siger at det har jeg gjort for længe siden. Og jeg siger, at jeg netop tænkte, at han var en sådan person, der havde den slags syn af andre. Det bekræftede han, sådan havde han det. Og så fortalte han, at der ved et lignende seminar, som dette var mødt en person op, som i den grad var ham i mod, at han ikke kunne udholde tanken om, at skulle være sammen med vedkommende hele dagen. Han havde derfor kaldt ham til sig og bedt ham sætte sig ind i bilen, hvorefter Robert havde kørt ham til stationen, åbnet døren og sagt: “Tak for i dag og farvel”. Den historie morede jeg mig meget over, da jeg vågnede. Erindringen er sand – om drømmen. Det var en begivenhed at have drømmen. Men tænk, hvis man udgav den for et virkeligt møde, som mange i fortiden har gjort med den slags oplevelser?

per-olof.dk

Politiken Dag til Dag 4.1.2006

siden i Per-Olof Johansson: Røde Erik på langfart 2007

Reklamer

Formidling af det oversete

oktober 7, 2014
..det oversete Per-Olof har taget sig af..

..det oversete Per-Olof har taget sig af..

Se og udskriv: Formidling af det oversete – en detail og med links – som PDF .

Intro:

Af et dagbogsnotat ser jeg, at jeg tidligt kom ind på tanken at gøre op med konventionelle sandheder. Set bagud kan jeg så se, at det har været en vigtig del af min skriftlige virksomhed, forstået som et forsøg på at formidle noget overset. Det er ved denne alder, man kan trække den røde tråd helt tydeligt op, så andre måske også kan få øje på den.
Hvis jeg lægger vægten på mine digte, er det nok ikke så enkelt at argumentere for, at det hos mig skulle være foregået på anden vis, end hos andre. Det er da en vinkel som er meget almindelig i digtningens verden. Så det er anden aktivitet, jeg tænker på.
Jeg kunne naturligvis brede mig vældigt over hvert emne, det er jo, hvad jeg har gjort andre steder, som det fremgår af linkene. Her efterstræber jeg en sammenfatning. Den føles nødvendig, fordi der er så langt imellem de enkelte områder, at man kunne overse, at fra min side har beskæftigelse med dem været drevet af samme trang.

Emner:

Spånkurve

Bonde-Practica

Kommunernes Landsforening

Høvding Seattle

Brudevæltelurerne

Allerød

ASK Tidsskrift for Dansk Folkekultur

Se og udskriv: Formidling af det oversete – en detail og med links – som PDF .

Kommunernes Landsråd

december 7, 2013
KL ikke forening

1974-2013 tog det at få slået hul på KL som foreningskonstruktion

Det er der vist ikke noget som hedder endnu – men jeg foreslår det som nyt navn til den såkaldte Kommunernes Landsforening. Det var min overskrift til et læserindlæg i Frederiksborg Amts Avis 6.12.3013, men avisen syntes bedre om er anden overskrift, som jeg ikke kunne være utilfreds med!

Hvordan kan det være en forening?

Kommunernes Landsforening er en vigtig faktor i dansk politik, men det kan være svært at gennemskue, hvordan den fungerer. Alene navnet kan være med til misvisningen. Forening? Hvordan kan dette offentlige, politiske organ være en ’forening’?

I 1974 rejste jeg sammen med Ole Pedersen fra Oles Liste i Allerød kritikken af, at KL ikke var omfattet af Lov om offentlighed i forvaltningen – et spørgsmål vi har taget op igen og igen, når lejlighed gaves.

Da loven blev revideret denne sommer, var der stor kritik af den nye lov på flere punkter. Men vi kunne kun med tilfredshed konstatere, at KL nu ENDELIG blev omfattet af loven i lighed med mange offentligt ejede virksomheder.

De seneste begivenheder, som fritager 58 offentligt ejede virksomheder fra at være omfattet af loven, har dog givet anledning til, at jeg tror, det blot er et spørgsmål om tid, før heller ikke KL er omfattet, trods lovens klare tekst. For KL konkurrerer jo på nogle områder med private virksomheder i en konkurrencesituation, hvilket netop er begrundelsen for at fritage de 58 virksomheder for at være omfattet af loven.

En mængde af KL’s virksomheder er overgået i privatisering, og det kan være, at der stadig er funktioner, som må overlades til det private – det må så være prisen for at være det organ for kommunerne, som KL er. Jeg foreslår, man dropper ordet ’forening’ og benævner KL, som det, det er: Kommunernes Landsråd.  Hvis indtægtsdækket virksomhed bruges som begrundelse for at undgå at være omfattet af Lov om offentlighed i forvaltningen – så er det den art virksomhed, man må lade fare – ikke offentlighedens adgang til KL.

*****************

Min omtale af en bog om KL som den fjerde statsmagtklik her

En ting kan jeg love jer

november 25, 2013
En belæring fra Allerød Kommune

En belæring fra Allerød Kommune

Jeg leger med tanken: Fra et nyligt afholdt forberedende gruppearbejde til et Allerrød-Symposion over emnet lokalpolitik dette citat:”En ting kan jeg love jer, at jeg ikke altid holder, hvad jeg lover.”

Jeg har nemlig for længe siden foreslået, at vi skulle institutionalisere et  Allerød Symposium, til branding af Allerød.  Hvad kunne et Allerød Symposium være? http://per-olof.dk/allsym.htm

Billedet er fra det rådhus, der aldrig nåede at blive gammelt..

Ja hvor ender det i Allerød – helt sikkert med en beslutning, som skal holde i fire år, hvad angår borgmesterposten. Alt det øvrige kan hele tiden være til forhandling…

Men jeg havde dette læserbrev i avisen lige før valget….

Om at skifte parti

november 13, 2013
En stribe lys

Lys trænger ind

I Allerød Nyt igår / i forkortet version i Frederiksborg Amts Avis idag:

I Danmark er valg primært personvalg – partistemmer er til for at udjævne – jeg mener derfor ikke, at den valgte skal gå ud af et råd, hvis vedkommende melder sig ud af partiet.  Vist kan det være lusket – men det kan jo også være partiet, det er galt med – og den enkelte kan jo ikke fyre partiet! Kravet på partidisciplin genkalder en østtysk sang: Die Partei, die Partei hat immer recht! En skriftlig aftale eller håndslag de valgte imellem om at ville gå ud af byrådet, hvis de ønsker at skifte parti, får næppe den virkning – giver blot anledning til en ny art ballade. At fremsætte forslagetvidner  for mig mere om manglende fantasi. Fra virkelighedens verden kan jeg fortælle, at den slags håndfæstninger, selv hvis de er pænt underskrevet, er helt uden værdi. Det oplevede jeg efter at have haft en aftale med Venstre om at have en formandspost i et udvalg. Pænt underskrevet af de pågældende personer, hvoraf en så efter nogle måneder sprang fra. Først ville han slet ikke skrive under, for ‘et ord er vel et ord’ – og pludselig var en underskrift ikke en underskrift, der bandt. Aftalen sikrede Venstre borgmesterposten, og der sker valget for fire år i modsætning til udvalgsformandsposterne, som afhænger at et aktuelt flertal. Ja, det er mange år siden, men hvad skulle forhindre det i at ske igen? Prøv at forestille jer, at i en partigruppe på fire er de tre uenige med den ene, som imidlertid har partiet med sig, de tre smides ud af partiet – skal de så gå ud af byrådet? Selvfølgelig ikke, det er valget, der tæller, ikke en bestyrelse udenfor rådet. Blot et af mange mulige eksempler, der taler imod forslaget om at binde de valgte til de partilister, de er valgt ind på. At partierne så skulle love ikke at optage et medlem, der skifter parti, er ren symbolsnak – vedkommende stemmer jo med hvem han vil, og taler i telefon med hvem han vil osv osv.

Grundlovsdag 2013

juni 5, 2013

Billede

På en grundlovsdag: Det er jo fantastisk – Lov om offentlighed i forvaltningen er vedtaget. Ja under megen larm og modstand pga paragrafferne, som lukker for offentlighed!

Men hvad man så kan glæde sig over er, at der er slået et hul i Kommunernes Landsforenings eksistens som eksisterende under privatretten – for lov om offentlighed i forvaltningen gælder nu også KL! I kommentarerne til den paragraf bør der henvises til Ole Pedersens og mit arbejde for denne sag siden 1974 – tak for ordet!

Forhistorien om vores indblanding kan man læse her

 http://per-olof.dk/kls_magt.htm

Kommunestyrets bibel er rød!

juni 27, 2010

Forsiden kommenterede udgave af lov om kommunernes styrelse..

Det er mange år siden jeg sidst havde fat i den kommenterede udgave af ’Lov om kommunernes styrelse’.  Fra 1974 til 1994 var jeg aktiv deltager i kommunalpolitik, endog valgt i to perioder, men måtte af helbredsgrunde afbryde i anden runde.  Men da ændringen af kommunestyret ved kommunalreformen af 2007 har været omfattende, syntes jeg, det var min borgerpligt at opdatere min uvidenhed om emnet og anskaffede den netop udkomne nye version af kommunestyrets bibel…. Læs videre her Kommunestyrets bibel er rød …….. 1,4 MB

I demokratiets tjeneste

november 3, 2009

Forside: I demokratiets tjeneste

En bog af Kristine Andersen: I Demokratiets tjeneste – Fortællinger om kommunalpolitikernes drivkraft , 2009, bringer mig uvilkårligt tilbage i tiden. Jeg deltog i den lokale politik i Allerød i en 20-årig periode, hvoraf seks år i byrådet, men helbredet sagde stop. Det var i 1991, med efterslæb som vandbærer til 1994. Det som slår mig er, at på den måde hun har lavet bogen, hvor ’sagerne’ forsvinder, er der ikke den store forskel på dengang og nu, holdningerne og problemerne er fuldt genkendelige. Jeg mindes meget vel, at jeg tit forsøgte at formidle tanker som dem, hendes interviewofre kommer med, om systemets funktion og om den irriterende ad-hoc deltagelse vælgerne tror er nok for at påvirke! Kommunalpolitik er ikke et område, hvorfra der kommer megen af den oplevede historie. Jeg har for mange år siden lagt vor listes historie ud på nettet Lokallisten i Allerød 1974 – 1994, Oles Liste: http://perolofdk.com/lok2vers.pdf , måske kunne den være til oplysning og en eller anden gavn en dag for nogen! Måske kunne nogen også have nogen fornøjelse af at læse min beretning om borgmesterens mangesidige job fra 1975, Hvad vejer borgmesteren? http://per-olof.dk/demokrat.pdf Karakteristisk for pressens indgang til kommunalpolitik er avisens blikfang fra forsiden: ’Borgmesteren får læst og påskrevet’. Jeg syntes selv, at man kunne misforstå mine hensigter ved, hvad jeg nu ellers havde skrevet i selvsamme avis – og derfor lavede jeg sådan en neutral artikel om borgmesterrollen – men denne neutralitet var ikke nær så spændende, som den kritiske indgang! Årene til trods synes jeg ikke den ligger langt fra den beretning borgmesteren giver i Kirstine Andersens bog.. En væsentlig afvigelse fra dengang er nok, at der vist ikke i dag er meget håb for den politisk interesserede borger for at få en artikel af den længde i lokalavisen!

marts 18, 2007

P.t. er der en lokalliste i Allerød, som kalder sig Lokallisten, opstået ved seneste valg.
I årene 1974-1994 havde vi en anden lokalliste, som først hed Oles Liste og siden døbtes om til Lokallisten i Allerød. Da listen gjorde klar til at lukke og slukke, skrev jeg historien. Det var noget af det første jeg lavede på pc’eren og noget af det første jeg satte på nettet – som ZIP-fil. Da jeg var inde og kigge til den en dag, opdagede jeg, at ZIP filen ikke mere var sagen – æ ø og å osv blev ikke konverteret korrekt. Endelig har jeg fået lavet en PDF-fil af den i stedet for – den kan hentes her

Kommunalpolitik: – Fra Oles Liste til Lokallisten i Allerød – Kommunernes Landsforening til debat


%d bloggers like this: