Archive for the ‘politik’ Category

Danmark før 9. april 1940

juli 11, 2020

tidligere brugt illustration kan også passe her. Indlægget er skrevet 2015, men åbenbart ikke brugt.

Før 9. april 1940

Der er gode grunde til, at Danmark på baggrund af den nærmeste fortid blev medlemmer af NATO og stadig er det. Skal vi endelig fantasere, kunne vi have ønsket et forsvarssamarbejde før 1940, men det var ikke en mulighed, så derfor kan man ikke snakke om 30’ernes politik, som om der var en reel forsvarsmulighed dengang. Danmark var alene. Der var end ikke samarbejdsaftaler med hverken Norge eller Sverige.

Når der derfor tales om, hvad Danmark kunne have gjort for at forhindre eller i det mindste forsinke besættelsen af hensyn til Norges forsvar, er det en gratis omgang. Begivenhederne kunne naturligvis ikke have afspillet sig, som de gjorde, hvis den førte politik ikke havde været, som den var. Men det var en politik, som flertallet stod bag.

Det er vanskeligt at skrue tiden tilbage, men selvfølgeligt er det tilladt at overveje et andet scenarie end det, som blev resultatet af denne politik. Det har været en populær sportsgren lige siden, og ved hver mærkedag popper den op. Men der er da ingen grund til ikke at tro, at den valgte politik byggede på en overbevisning om, at en mere militaristisk politik ville få katastrofale følger for landet. Nu afspillede der sig noget andet. Jævnfør gode gamle normer var samarbejdspolitikken lidet ærefuld i modsætning til modstandsbevægelsen. Men nøgternt betragtet, så var det denne dobbelthed, som blev forudsætningen var vor overlevelse. Det blev resultatet af helt modsatrettede planer. Hvorfor er det kun destruktion som kan få navn af eksistenskamp?

Så hvis man vil overveje de positive resultater af en anden politik 1933-40, må man også inddrage mere detaljerede overvejelser af de mulige negative konsekvenser af en sådan politik. Hvor mange menneskeliv ville det have kostet i værste fald, hvilke bygninger, historiske mindesmærker, kunst osv ville vi i dag være foruden hvis og hvis. Det kan ingen vide, men om alle de andre øvrige hvis’er, som Jørgen Bro 4.5.2015i Frederiksborg Amts Avis er så overbevist om at kende svaret på, ved vi noget som helst. Jeg kan ikke se andet end, at det eneste, der begrunder den megen snak, er at få en behagelig baggrund at profilere sig selv på.

Interessant er Jørgen Bros forslag til hvordan konfrontationen ved grænsen burde være forløbet med ”en parlamentærgruppe, som nok skulle protestere over folkeretsbruddet, men i øvrigt tilsagde de tyske styrker den fornødne støtte til en gnidningsfri besættelse af landet, som det jo faktisk skete et par timer og 16 faldne senere.” At det ikke skete på den måde, som vel alle i dag synes måtte være den rimelige måde, fortæller os måske noget om den usikkerhed beslutningstagerne stod i. Måske var de rent uheld? Forslaget er ikke nyt, det kan læses i den mere eller mindre nazistiske Bent Holsteins bog fra 1941 ”Demokratiets vildfarelse. Dansk udenrigspolitik 1864 -1940”:

”Hvis vore Troppeafdelinger om Morgenen d. 9. April havde haft Ordre til at modtage Tyskerne passivt, men i behørig Orden, med Gevær ved Fod, fuldkommen forberedte og klare paa Situationen, saa vilde dette ikke alene have været i Overensstemmelse med Regeringens af den Egne forroste Militærpolitik, men det vilde ogsaa under de givne Forhold og Vilkaar fra den nationale Værdigheds Synspunkt have været uangribeligt. I Stedet for fik vi paa Grund af Regeringens intellektuelle og moralske Begrebforvirring en Række Scener af national Forsmædelse, der i det danske Folks Historie, Gud ske Lov ikke har sin Lige.”

Han mener som Anders Fogh Rasmussen og Jørgen Bro, at det var vanærende. Godt var det ikke, men hvem eller hvad der forhindrede, at beskeden nåede frem om at stoppe kampen, ved vi endnu ikke, og får det måske aldrig at vide. Hvorfor virkede den telefon ikke? Uheld er ikke nødvendigvis vanærende.

Nu mindes vi Balkan

juli 11, 2020

I disse dage mindes vi krigene på Balkan. Tænker på, hvad der afgør om og hvordan jeg reagerer på min indignation. Burde der ikke dagligt reageres?

Digt i Politiken 24.april 1994 

 

  • Digt i Politiken 18.juli 1995

 

Påstået overraskelse over Besættelsen

maj 4, 2020

Overraskelsen 9. april – som hykleri

Per-Olof Johansson 4. maj 2020

Lad mig begynde med slutningen: Efter at have læst Chritster Bergström: Vägen till Andra Världskriget, ser det sådan ud: Christer Bergström tager slet ikke spørgsmålet om lille Danmark op, og alligevel synes jeg den understøtter Joestens bog ‘Denmark’s Day of Doom’, fordi den anbringer læseren i den tid før Besættelsen. Efter Besættelsen er det, vi fik forklaret om tiden før, at de truede demokratier med England som foregangsland forsvarede sig mod den umenneskelige nazisme. Min nye forståelse er, at det Frankrig og England var optaget af, ikke så meget var demokratiet hos andre som deres europæiske magtposition. De greb først til våben, da det viste sig, at NaziTyskland ikke var et bolværk mod Sovjetunionen. Og Sovjetunionen selv havde virkelig bildt sig ind, at kunne holde Nazityskland stangen med aftaler, helt uinteresserede i hvad ideologien var bag og var ganske uforberedt på tysk angreb

Nu har jeg i nogen tid beskæftiget mig med Besættelsens før og efter. Mange bøger er blevet trukket ud af reolen. Jeg har skrevet en bemærkning hist og her, bøgerne må igen ind på deres plads. Da jeg er færdig med Christer Bergström og klar til at stille den som ny i reolen sammen med den lille stabel, falder mit blik på Kronikas bog:’Kronika fortæller’ fra 1968 med erindringer fra tiden som korrespondent i Berlin. Et af kapitlerne handler netop om, hvad der kan findes af ting, der er sagt og gjort om den 9.april – FØR den niende april – om muligheden for en tysk besættelse af Danmark.

Sporene er mange – det begynder med at tyskerne, som gennem 1800-tallet var i gang med at samle et tysk land, også har øje for Danmark, som den yderste ende af det kommende Stortyskland. For nogle handler det ikke om erobring, det fremstår bare så selvfølgeligt med den indlemmelse. Den danske version af denne trussel er naturligvis en besættelse, som man efter nederlaget i 1864 ikke har haft så svært ved at forestille sig. Mest overraskende er selvfølgelig den anonymt udgivne bog Dommens dag. Der er så mange momenter i den bog, der virker som parafraser over det, som netop hændte i 1940, at man tror det er løgn. Den er imidlertid udgivet 1908, så det var den trussel man kunne forvente realiseret i 1914 som spøgte, og som Danmark kun med held og Erik Scavenius lykkedes med at undgå.

Det slår mig, at blandt det meget Kronika kan nævne, og det er ikke småting, er ikke Joachim Joestens bog fra 1939 ’Denmark’s Day of Doom’, som vel netop henter sin titel fra ’Dommens Dag’, måske nævner Joesten den et sted. Han skriver i kapitlet Arms and the Dane: “What exactly the Danish Government propose to do once the long-dreaded Nazi ultimatum has to come smack on their heads, the Lord alone knows. But the odds, let there be no doubt about that, are on complete surrender.” Han konkluderer, at meget kunne gøres, men at viljen helt åbenbart ikke er tilstede. Forsvarsbudgetterne er udhulede bevidst i årevis efter de radikales devise *Hvad skal det nytte’, kraftigt ført igennem af udenrigsminister P.Munch uden modspil fra socialdemokratiet, som har fokus på indenrigspolitikken.

At bogen ikke optræder hos Kronika kunne tyde på, at der ingen dansk fokus har været på den. Under Besættelsen udkommer den i oversættelse i dublikeret form og solgtes til fordel for modstandsbevægelsen, har jeg for nylig erfaret. Før jeg læste Jon Galster: ’Den 9. april – en sand myte’, har jeg aldrig hørt om Joestens bog. Den er så vigtig, fordi den viser, hvad der udmærket kunne erfares før den 9. april 1940. Vi er jo tudet ørene fulde med, at den danske regering og befolkningen blev overraskede. Datoen var indtil få dage før måske en overraskelse, men ellers skal man da både have været blind og døv for ikke at kunne se, at det ville ske.

Christer Bergström tager slet ikke spørgsmålet om lille Danmark op, og alligevel synes jeg den understøtter Joestens bog, fordi den anbringer læseren i den tid før Besættelsen. Efter Besættelsen er det, vi fik forklaret om tiden før, at de truede demokratier med England som foregangsland forsvarede sig mod den umenneskelige nazisme. Min nye forståelse er, at det Frankrig og England var optaget af, ikke så meget var demokratiet men deres magtposition. De greb først til våben, da det viste sig, at NaziTyskland ikke var et bolværk mod Sovjetunionen. Og Sovjetunionen selv havde virkelig bildt sig ind, at kunne holde Nazityskland stangen med aftaler, helt uinteresserede i hvad ideologien var bag og var ganske uforberedt på tysk angreb, Ja groft forkortet, men i hvert fald forstået sådan, at jeg har projiceret forståelsen af Nazitysklands modstandere fra, hvordan de fremstilledes efter 1945 til også at omfatte politikken i mellemkrigstiden.

Med denne forståelse i bagagen, må jeg hellere læse Christer Bergström en gång till!

.

 

 

 

Dommens dag 1945

februar 26, 2020

Nogle af de omtalte bøger

Dommens dag 1945

Per Stig Møller:

Sommeren ’45

Fra overmod til mismod

2019

Hele artiklen som PDF

Maj 45 følges nærmest dag for dag, de følgende måneder mere og mere summarisk på grundlag af dels pressereferater, dels alle mulige andre kilder lige fra erindringer til egen hukommelsen. Per Stig Møller har den unikke position, at han har kendt indtil flere af de rollehavende personligt, han er forsker, han har været folketingsmedlem og minister, han har forudsætninger for at følge dette forløb som ingen senere forsker vil kunne påberåbe sig. Han har haft følgeskab af en dygtig researcher, men gennem hele bogen er man ikke i tvivl om, at det er Per Stig Møller, der skriver, der udvælger referater, der kommenterer. Mange kan sikkert uddrage en anden rød tråd fra perioden, men næppe nogen så fuldstændigt, som her er gjort. Det er et stativ, som de efterfølgende forskere må referere til.

Der er naturligvis ting jeg studser over. Diplomaten Peter Skov blev fyret af Scavenius, fordi han var uenig med den førte politik. Der refereres ganske kort til forløbet, men den bog, som Peter Skov er medforfatter af, hvor han med egne ord redegør for historien, kunne passende som mindstemål være med i litteraturlisten. P.Skov og Johannes Hohlenberg: ’Ansigtet bag masken. Hvad Den Parlamentariske Kommission ikke ville vide’. 1955.

I mange tilfælde kan Per Stig Møller selvfølgelig ikke kun holde sig til sommeren 45, men må hente oplysninger fra tiden både før og efter. Og der synes jeg han gør sig sagen for let, når han udelader Den Parlamentariske Kommission. Det nævnes dog, at den allerede sommeren 45 har taget sagen om forløbet af den 9. april op og frikendt alle de involverede. Hist og her er bemærkninger til kommissionen, som gør det klart, at han ironisk ser den som en kommission, hvis opgave var at frikende parlamentarikerne, de skulle jo selv træffe afgørelsen.

Men dermed var sagen jo ikke slut, og er for så vidt ikke slut endnu. At lukke sagen som om der i et og alt var tale om en konspirationsteori, at der forelå en forhåndsaftale om besættelsen, er for let. I det mindste må man da fortælle at debatten om konspirationsteorien forløb over mange år med mange faser. Hvis man tager ordet ’forræderi’ ud af sagen, blev det måske muligt at diskutere forløbet nøgternt. En central figur i den debat blev Jon Galster, hvis bog ’Den 9. april 1940 – en sande myte’ fra 1990 kan anvendes som katalog over sagen, og den skulle naturligvis være med i litteraturlisten og have en bemærkning med på vejen.

’Den skæve våbenfordeling’ mellem modstandsbevægelsen og militærets ventetropper får en eller to linjer, og det er måske nok – hvis ellers Erik Nørgaards bøger herom var at finde i litteraturlisten. Henvisningen til et interview med Ninka er da underligt, når der findes bøger om sagens afdækning. Erik Nørgaard: ’Generalens fald – forræderiet mod sabotørerne’. 1972/74.

Per-Olof Johansson

En anmeldelse i Berlingske

Lokal identitet – hvordan?

december 12, 2019

Journalen 2019

Per-Olof Johansson, Allerød

Sjællandske Mediers køb af Politikens lokalaviser set i sammenhæng med Sjællandske Mediers dækning i øvrigt af lokalstof i dagbladene, fik mig til at tænke på, hvor vigtig denne dækning er for hvor opfattelse af vor lokale identitet. Især for os, der bor udenfor København. Trods kommunesammenlægningerne i 1970 og kommunesammenlægningerne i 2007 er der vist ikke foretaget en evaluering af disse epokegørende administrative ændringer af Danmarkskortet. En sådan undersøgelse måtte naturligvis også inddrage lokalavisernes betydning. Vor opfattelse af kommunerne ville uden dem, deres forskelle til trods, netop være det administrative – økonomien, institutioner og planlægning – mens kommunernes indre kultur og dagligdag ikke ville blive samlet op. En ikke uvæsentlig faktor, som også burde indgå, er arbejdet i det lokale foreningsliv og menighederne. Arbejdet i de lokale historiske foreninger og arkiver endda særligt, da deres fokus netop er identitet, både den fælles og den individuelle. Skulle man være i tvivl herom, kan man tage det fælles tidsskrift for adskillige af disse foreninger i hånden, f.eks. Journalen nr. 2 fra i år, hvor de mange af de lokalhistoriske publikationer udkommet i 2018 får omtale. Oven i dette må man tænke sig til de gennem året udgivne medlemsblade.

Nu sidder jeg i Allerød og skriver og tænker naturligvis på de udgivelser som LAFAK, Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød Kommune har stået for siden starten i 1978. Det kan vel gå an som eksempel! LAFAK har altid loyalt forsøgt at dele sol og vind lige mellem de tre oprindelige kommuner Blovstrød, Lillerød og Lynge-Uggeløse i respekt for sammenlægningstanken. Og her er endda et ikke ubetydeligt link til Lokalaviserne – idet billederne i bogen ’Allerødbilleder 1’ netop stammer fra fotograf Jan F. Stephans donation fra tiden som fotograf på Allerødposten. Avisen gik ind i 1986, efter at være blevet overtaget af Frederiksborg Amts Avis. Nu er Sjællandske Medier som blandt så meget andet ejer Frederiksborg Amts Avis altså gået skridtet videre og har opkøbt Politikens Lokalaviser og dermed også Allerød Nyt, som udkonkurrerede Allerødposten.

LAFAK har i sine 41 år udover medlemsbladet Nøglehullet tre gange om året, udgivet otte bøger, to billedlotterier og sat to af bøgerne gratis på nettet samt opretholdt en hjemmeside. Desuden holdt tre til fire offentlige møder eller ture. Dette bygger på samarbejde med kommunen om et tilholdssted for arkivet samt en foreningsansat arkivar. Et arbejde som slet ikke kunne udføres uden bidrag fra en lille skare frivillige og en stor skare medlemmer.

Internettet får mere og mere betydning for opfattelsen af den lokale identitet og må naturligvis også inddrages i undersøgelsen. Aviserne, foreningerne og kommunen er på nettet, men der til kommer de sociale medier, hvor måske især facebook har en bred vifte af grupper med lokalt fokus.

Selvom der altså ikke eksisterer en undersøgelse af lokal identitet efter disse retningslinjer, synes jeg det er vigtigt, at vi holder os denne ramme for øje og hver i sær vedkender os et medansvar for den lokale identitet i videre bemærkelse end som skattebetalere og forbrugere af kommunal service.

 

Allt för Sverige!

oktober 28, 2019

 

Örkened Kyrka, Lönsboda

 

Per-Olof Johansson….artiklen som PDF

For niende år løber serien ’Allt för Sverige’ i SVT videre –. Ti USA-amerikanere inviteres til at deltage i en konkurrence om at være den, der kommer til at hilse på familien i Sverige. Konkurrencerne er jævnt hen tåbelige og matcher ikke den store seriøse ting, det er, at få lov til at hilsen på den svenske familie.

Jeg har før skrevet om dette, men da det hver gang trigger mig, prøver jeg igen, måske kommer andre vinkler med.

Det er på sin vis rørende at opleve disse svensk-amerikaneres begejstring ved at møde Sverige og især når de bliver bekendte med familiens historie.

Svenskere har udvandret til mange forskellige lande, så hvorfor det lige er svensk-USAamerikanere, som udvælges hvert år, kan da undre, men sådan er det altså.

Når jeg i den grad engagerer mig i den serie, er det selvfølgelig fordi jeg selv er i samme situation, som dem, bortset fra altså, at jeg bor i Danmark. Hverken i Sverige eller Danmark anerkendes indvandring fra Sverige som rigtig indvandring. Måske bilder man sig ind, at det kan sammenlignes med at flytte fra Jylland til Sjælland. Hvis der her er en lighed, er det måske snarere, at man undervurderer, at jyden er en indvandrer i København?

Hvis en kurder har en mor, der er kommet hertil som 17-årig og hans bedsteforældre i øvrigt også er kommet her fra Tyrkiet, så regnes vedkommende som indvandrer i almindelig omtale, selv om han er født her, opvokset her, uddannet her men er lidt mørk i huden.

Jeg er ikke mørk i huden, men ellers er det min situation. Jo min mor kom hertil fra Sverige og min bedsteforældre også, efter dog først at have arbejdet ti år i Pommeren. Det har jeg endda skrevet en bog om, selvom få har læst den som den indvandrerhistorie, det også er. Jeg burde, når jeg ser ’Allt för Sverige’ føle som deltagerne, måske endda være misundelig på deres gratis Sveriges-tur. Sådan har jeg det ikke. Tvært imod så undrer det mig, i hvilken grad de formår at ’føle’ sig som svenske, trods de mange andre slægtstråde, de i øvrigt er rundet af.

Jeg kender stadig til familien i Sverige, jeg har venner i Sverige, jeg kommer i Sverige, jeg ser svenske tv-programmer, jeg skriver ikke svensk, men taler det, jeg læser det. Jeg har ikke den mindste fornemmelse af at ’være’ svensk. Andre kunne måske fortælle mig om, at min sprogbrug er præget af det svenske. Jeg ved godt, at der er visse følelsesmæssige ting, som har rod i det svenske, især når det gælder mit forhold til religion. Jeg kan være usikker på at skelne mellem brug af p og b. Det er bare ikke noget, som udelukker mig fra det danske, det snarere supplerer det. Selvfølgelig stejler jeg, når der tales om ’etnisk dansker’, et begreb som tankeløst udelukker mig fra fællesskabet. selvfølgelig må jeg le, når en danskdansker debattere med en mørk dansker og mener, at hans egen oprindelse giver ham et særligt ejerskab til det danske, på grund ’hans’ tilstedeværelse her i tusinder af år, det er så at sige hans slægt, som har opbygget landet. Hvordan kan nogen bilde sig sådan noget ind, som om nogen kan føre sine slægtstråde tilbage til istiden. At udelukke danskere fra deres tilhørsforhold til Danmark, opnået ved opvæksten her, synes jeg er absurd og en plet på det Danmark, de påstår at repræsentere.

Udsendelsen er naturligvis ud over så meget andet også en veritabel Sveriges-historie, gensyn med noget jeg ved og meget, jeg intet ved om. Jeg måtte slukke ved konkurrencen i det første afsnit, hvor det gik ud på at lære at tælle på svensk med reference til, sådan som skåningerne var udsatte for efter 1658. Forsvenskningen såvel med sprog og love var bestemt ingen leg. Mine slægtstråde den gang deler sig ligeligt mellem Småland, Skåne og Blekinge, så end ikke der kan jeg påstå klarhed mht til oprindelsen dansk eller svensk.

Apropos Halfdan Rasmussen 

Apropos tidligere indlæg

OFFER 2117

oktober 17, 2019

Jussi Adler-Olsen: Offer 2117

Offer 2117

Jussi Adler-Olsens bog Offer 2117 er uhyggelig på mange måde. Den er nok mere aktuel, end lige tænkt. Man kan godt have fornemmelsen af, at det er en udvidet avisreportage, man sidder og læser.

Hvad er efterhånden usandsynligt? Flere gange stopper jeg op og tænker: Nej det er da for usandsynligt? Indtil det går op for mig, at romanen nok meget godt afspejler virkeligheden, men også bevæger sig som i et tegneserieunivers. Ihukommende Jussis tidligere liv som direktør for en tegneserieforretning. Usandynlighederne ville overhovedet ikke forekomme usandsynlige i en tegneserie.

Jo historien handler om de flygtninge, som skyller i land ved Middelhavet, men ikke som gruppe men enkeltindivider. Og om hele baggrundshistorien. Som der står på den stander, der har givet bogen sit navn: Ingen er kun et tal. At alle tilfældighederne nogen sinde kan blive en sammenhængende historie, kan læseren så sidde og undre sig over, men jeg synes den lille historie og den store historie, verdenshistorien nu, flettes dygtigt sammen. Der efterlades nogle løse ender –som de to sidste bind i serien nok vil få flettet ind.

Det er lykkedes at gøre de sidste 100 sider til de mest spændende med mange overraskelser. Som jeg ikke kan fortælle om. Som man kun kan tale om med andre, som har læst bogen. Og som måske har lagt mærke til ting, man selv er droppet forbi for at nå til slutningen. Men det vil jeg sige, som boende i Allerød, der jævnligt passerer Rønneholteparken, hvor Carl Mørcks bolig er, uden han pt bor der – dér flytter han næppe hjem til igen. Men hvem ved?

Allerødvisionen 2031

februar 6, 2019

Allerødvisionen

Som aktivt medlem af Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød Kommune – foredrag, andel i udgivelser, artikler i Nøglehullet og lokalaviserne siden foreningens start for 40 år siden, og som aktiv i lokalpoltik 1974-1994, erindrer jeg adskillige kommunale visionsprocesser, hvis resultater ikke var bemærkelsesværdige. But try, try and try again!

Jeg skrev 19.3.2018 i FAA bl.a:

“Allerød Kommune fylder snart 50 år, og Allerød Byråd vil sætte en proces i gang for at udvikle en vision for kommunen for de næste 12 år med en konsulent som medhjælp. I de forløbne 50 år er vi mange, der har forsøgt at bidrage til en sådan vision, så lad os håbe, at konsulenten får øje på os.”

Lidt tænkte jeg der måtte gøres der udover. Så jeg stillede det følgende som et forslag til ‘Pejlemærke’ til det udsendte forslag:

Der er mange fine tanker i det fremlagte forslag, blot synes jeg noget i denne stil mangler blandt
PEJLEMÆRKERNE
Kulturen
Allerød kommune har en historie før kommunesammenlægningen. Historien er vigtig for fremtiden.
Naturen er et af aspekterne, kulturen et andet. Allerød Kommune blev en modtagerkommune for tilflyttere, der naturligvis ikke er opvokset med områdets kulturbaggrund. Naturen er en kulturnatur, skabt af menneskers aktiviteter på stedet gennem årene. Kulturens udtryk på dette og andre områder kræver, at der lyttes til fortællingerne om fortiden. Noget består såsom stendysser, Bastruptårnet, kirkerne, jernbanestationen i Lillerød og ganske få bygninger i øvrigt. Både dette og meget, som nu er forsvundet, kræver formidling. Vi tager ansvar for at bringe disse fortællinger frem og drage nytte af dem, når fremtiden skal formes.

Der kom faktisk et helt fornuftigt resultat ud af dette i den vedtagne plan, skønt lidt kort:, side 3 spalte 1-2  i Allerød Vision 2031Allerød Vision 2031:

“Vores forskellige bysamfund har hver deres historie og identitet med baggrund i skovbrug, naturressourcer, håndværk og landbrug. De tilbyder varierende rammer for det gode liv med nærhed til fortiden og stedets historie og nærheden til hinanden. Vi tager vores historie med os ind i fremtiden.”

Det kan forblive tomme ord, men hvorfor sprede misstemning med mistro på forhånd. Jeg er i hvert fald glad for denne formulering, som byrådet allerede igang med at realisere med den igangsatte registrering af bevaringsværdige bygninger i kommunen.

PDF-artikler på per-olof.dk

januar 5, 2019

foto avisartikel

Forkortet version trykt i Flensborg Avis 29. marts 2017

Jeg har gennem årene lavet mange hjemmesider med artikler, jeg har skrevet artikler her i bloggen og i min anden blog, og i en blog om Bonde-Practica eller som Noter på facebook. Der kan man rulle ned gennem siderne og se hvad de går ud på

Vist for anden gang har jeg lavet et liste med de PDF’er som er udgivet på domænet

per-olof.dk. Foreløbig er det artikler, som er set januar 2019 1.-5. januar. Vil blive suppleret hen ad vejen. Tit artikler som har været trykt, måske forkortet, men som så er genopstået i deres helhed som PDF.

Artikler som PDF af Per-Olof Johansson

Om bog om Tidehverv

juli 25, 2018

Collage 2018-07-25 13_11_43

Henrik Bach: Konfrontationskurs -Tidehverv og den guddommelige komedie. 2018. Gyldendal

Per-Olof Johansson

Denne artikel som PDF

For mig en oplagt bog at læse. Det er jo et stykke Danmarks-historie, man er en del af. På den måde vældigt oplysende. Og så er der det med troen – ordet jeg er meget optaget af. For de troende dækker ordet en indlysende realitet – for andre må det være en mærkværdighed. Jeg har undsagt ordet, det dækker ikke, tiden er løbet fra det. Tiden er ikke løbet fra religion, men et nyt begreb for den religiøse erfaring trænger sig på. Det har jeg skrevet en kronik om, uden nogen har reageret.

Det ord tro.

Jeg hverken vil eller kan skrive en anmeldelse. Min tid ja og den nærmest foregående – men at kunne vurdere det hav af oplysninger, man her præsenteres for må der andre til. Jeg vil alligevel have lov at fortælle om mit indtryk af bogen.

Indtil Søren Krarup for alvor tog over, forbandt jeg noget positivt med Tidehverv. En diskussionsklub værd at lytte til. Tidsskriftet selv har jeg vist aldrig haft i hænderne, det var den genlyd dets artikler gav. Kronikker og bøger af de tilknyttede personer, interviews med dem, omtale af dem. Kan jeg så i kort begreb indfange dem? Søren Kierkegaard en guru og så forkastelsen af diverse tricks på religionens vegne, du står selv til ansvar.

Med Søren Krarups indtog var det ham og ikke Tidehverv, der tog opmærksomheden. Hans kamp mod menneskerettighederne, hans kamp mod indvandrere.

Introduktionen giver i et par linjer læseren færten af, hvor vi er på vej hen; ”Tidehvervsfolkene er ikke uenige, hvis man frem for alt kalder dem for Luthers og Kierkegaards arvtagere i kampen for en uforfalsket kristendom, hvor evangeliet lyder til den enkelte, ufortyndet og uparfumeret, rent og purt.”

At forfatteren har været længe om bogen, er fuldt forståeligt med de mange kilder, der har skullet opsøges og citater udvælges. Henrik Bach er præst, men har også arbejdet journalistisk og i den egenskab fulgt Tidehverv i mange år. Det er ikke en teoretisk udredning men en person-og argumenter udredning, med små personbiografier af hovedpersonerne, så man tror at kende dem ved afslutningen. Hans egne meninger kommer til udtryk, selvfølgelig, men det er ikke det, der er hovedstrømmen, det er det Tidehvervske, som slår mange krøller undervejs og med mange udblik til samfundet i øvrigt. Der kommer sammenhæng i meget, man kun svagt har hørt eller haft fornemmelsen af. Utroligt som citaterne afdækker trosvisheden hos deltagerne. De ved nok, hvad der er vigtigt at sige. Her argumenteres som ud fra en logik, som om det hele er logik, men lyder mere som om, det er profeter, der krydser klinge!

’Nyere tid’ har været sværest at holde sammen på. Da Islam træder ind på scenen er det svært at vurdere, om Bach rammer rigtigt, ikke i referatet af Krarup og co. men i resumeet af vægten af Islam i samfundet nu. Hvis en stor procentdel af muslimer foretrækker sharia frem for dansk lov, som en undersøgelse, der henvises til, viser – hvad betyder så det? Vil de ikke rette sig efter dansk lov? Hvad er sharia overhovedet – osv

Midt i læsningen blev jeg afbrudt af henvisningen til en pjece fra efteråret 1945. ’Opgørets nødvendighed’ af Vilhelm Krarup, K.E.Løgstrup og H. Østergaard Nielsen. For den har jeg og har kun sporadisk læst, nu blev det gjort. Udgivet på Tidehvervs forlag og med en dedikation fra forfatteren Valentin Filskov, en af de forfattere, der i øvrigt henvises til i Henrik Bachs bog. Den må jeg sige mere om en anden dag, her blot nævne, at den fremstår for mig som typisk for Tidehverv, selvom det her ikke er religionen, men det politiske liv, der er i fokus. Samarbejdspolitikerne hedder endnu ikke det, men Eftergivenhedspolitikken. Ikke megen opmærksomhed gives der politikken før Besættelsen, opmærksomheden er på eftergivenheden for tyske krav og hvornår bruddet med tyskerne burde være sket. Konsekvenser måtte blive, hvad de ville – det kunne ingen andre end tyskerne tage ansvaret for! For mig fremstår samarbejdspolitikken som en umiddelbar konsekvens af den politik, der blev ført i årene før Besættelsen med befolkningens opbakning.

Men dette, skrevet af Vilhelm Krarup, lyder som en slags programerklæring for Tidehverv:

”Nu lægges grunden for de kommende års folkeliv. Nu har vi – mere end vi har haft det i mange generationer – en mulighed for at nå frem til en ærligere og virkeligere grund at leve på i vort fællesliv….Den danske selvglæde og provinsialisme er nok en myte, men den skulle dog være til at ryste.”

PS til Hans Hauges ellers fremragende anmeldelse i Berlingske Tidende 16.6.18:

I anmeldelsen får vi, der er uenige med Søren Krarup, dette generelle dask over næsen:

Den er behageligt fri for den rituelle forargelse over Søren Krarup og tonen i debatten, sådan som det er gængs blandt de dannede og de fleste præster.”

Hvad Henrik Bach mener eller ikke mener om Søren Krarup er det jo ikke bogens opgave at fortælle – men at beskrive ham og hans synspunkter i sammenhængen, sådan som han også gør. Men at dynge al modstand mod Søren Krarup sammen som ’rituel forargelse’ er frækt. Er der noget Søren Krarup fra første færd selv har været en mester i, så er det rituel forargelse. Jeg måtte, første gang jeg modte et eksempel, reagere med et læserbrev i Jyllands Posten (8.9.1969), fordi han i en klumme havde skruet op for sin forargelse over, hvad han mente var et fotobevis for, at Mogens Fog havde hilst de nye studenter velkommen med hånden i lommen! Fog kunne nogle dage efter afvise, at der var hold i Søren Krarups forargelse og situationens Danmarkshistoriske betydning!


%d bloggers like this: