Archive for the ‘Politiken’ Category

Frilandsmuseets haver

juli 23, 2019

Mit første indlæg om Frilandsmuseets haver..Politiken 1.7.1985

I dag 23.7.2019 bringer Politiken nyt indlæg af mig om haverne. Desværre er sidste sætning redigeret væk. jeg synes det er vigtigt at pege på de frivilliges store indsats!

De seneste 40 år har jeg med interesse fulgt med i Frilandsmuseets haver omkring gårdene. Hovedopgaven for museet er naturligvis bygningerne, men omgivelserne tjener et vigtigt formål, når man vil forstå livet i og omkring dem.

Den daværende havevejleder på museet Erik V. Jensen har i den henseende nok skrevet den vigtigste programerklæring herom i Nationalmuseets Arbejdsmark 1978. Når man da, som jeg, har set i hvilken grad museet gennem årene har kæmpet med programmet, fik det mig til i 2006 at foreslå, at haveafdelingen simpelthen blev en selvstændig økonomisk enhed under Frilandsmuseet. Det er indtrykket, at det første sted sparekniven rammer er det hjørne af museet, hvorefter der igen igen skal rejses midler til genopretning fra de skader, som haverne har lidt under sparerunderne, det rene ressourcespild. Det lider haverne under nu. Der er ingen tvivl om, at Frilandsmuseet har sat turbo på det begreb, som vist Hjerl Hede opfandt: ‘levendegørelsen’ (og som i mange år ganske uberettiget var udsat for museumsfolks hån og spot) for at det skal tjene som publikumsmagnet. Men kære Rane Willerslev, et museum kan ikke drives som en købmandsbutik, der bør derfor sikres museumshaverne midler, der ikke kan bruges til at finansiere andre hjørner af virksomheden.

Med køkkenhaven ved Fjellerup Herregaard er det en ganske anden sag. Den drives eksemplarisk – ved frivillig arbejdskraft.

*****

Nogle illustrationer til indlægget kunne være de følgende!

Både by og land og ikke enten-eller

juni 30, 2019

Grøn kile ind til Lillerød

Et land er både by og land og ikke enten eller

Redaktør på Politiken Marcus Rubin går i et synspunkt på Politiken ind for, at vi dropper idylliseringen af landet udenfor byerne.

  • Det rigtige Danmark ligger på stenbroen.
  • Til dette synspunkt fik han mange gode reaktioner på nettet. I avisen blev der plads til ,at det socialdemokratiske folketingsmedlem Rasmus Stoklund fik ordet (28.6.2019)  til et særdeles fornuftigt svar. Jeg sendte også et svar, men klart at Stoklunds blev det udvalgte. Jeg får imidlertid formuleret mig ud fra min egen situation, og mener, mine argumenter bør få en vis vægt i den lokale debat i Allerød, så derfor sætter jeg mit refuserede indlæg her i min blog.

Politikens nej til land?

Marcus Rubin skriver om by og land. (23.6.2019). Han lever som inkarneret bymenneske i den forestilling, at by er by og land er land, og by vinder over land og opfordrer til, at vi opgiver lovprisningen af livet på landet. Det kan være han får ret, selvom præmisserne er gale. By og land behøver ikke nødvendigvis at være modsætninger i den grad, som han beskriver det, det afhænger helt af planlægningen.

Marcus Rubin bruger sig selv som eksempel, lad så også mig bruge mig selv. Jeg bor midt i Lillerød, men udsigten er land, fordi Statens Seruminstitut indtil for nylig ejede to gårde i Lillerød. Endnu en gård mere ligger her sammen med de to andre tæt på Lillerød Kirke og gør det relevant at kalde området Lillerød Landsby. Planlægningsmæssigt er de sidste rester af gårdenes marker udlagt som bevaringsværdig grøn kile ind i byen. Men hvordan måler man kulturhistorisk værdifuld og rekreativ værdifuld op mod et politisk flertals ønske om flere beboere i kommunen for at sikre kommunens overlevelse som kommune? Lillerød blev hovedbyen i den nydannede Allerød Kommune i 1970, som dannedes sammen med Blovstrød og Lynge-Uggeløse., en meget grøn kommune, landbrug, skove og med store militære arealer som buffer mod Storkøbenhavn. Befolkningsforøgelsen siden har været enorm, så der er sket store indskrænkninger i det grønne på vej mod målet – Marcus Rubins storby?

Allerede i 1943 kunne civilingeniør Henrik Halberg, som da udarbejdede en dispositionsplan for Lillerød Kommune, se det, og som jeg refererede til i heftet ’Drømmen om Allerød’ i 1991. Han så det som det store held, at Staten havde erhvervet gården Hvidesten: ”således, at der ikke i overskueligt fremtid kan blive tale om, at Hvidesten bliver inddraget til bebyggelse”, ..”Dette giver en naturlig begrænsning af byen mod vest til stort held for byen, der på denne måde vil beholde åbent landbrugsareal så godt som lige ind i sin midte, der hvor kirken og den gamle landsby findes.” 1943!

Men nu har Statens Seruminstitut solgt den ene gård, Hvidesten til en svensk kapitalfond, og efterladt den anden gård, Toftehavegåd og den væsentligste del af jorden – til hvilken skæbne?

Vi lever nu i den uoverskuelige fremtid, hvor den overordnede planlægning er løs i fugerne og med et tilflytterflertal, som måske er offer for samme by-fascination som Marcus Rubin. Toftehavegård lader Staten og kommunen forfalde, og den økonomiske nødvendigheds-filosofi skal nok få sat tænderne i græsmarken.

Men nej, den hårde grænse mellem by og land er ingen nødvendighed, kun en grænse i hovedet på folk med begrænset fantasi.

 

 

Lillerøds grønne kile

Facebookgruppe: Lillerød Landsby

Grøn kile til Lillerød Landsby og Lillerød Kirke.

Kanonkuglen

november 3, 2018

Kanonkuglen er der endnu

 

Kanonkuglen  

En dreng fra de nye børnehaveklasser kommer farende gennem SFO’en mens han med den ene hånd bagud klemmer ballerne sammen. Hvad sker der? ‘Jeg skal lave pøller’ og jeg aner han er usikker på hvor toilettet nu er. Selvfølgelig kan det en af de første dage være lidt usikkert, hvor den nærmeste af hele ti toiletdøre er. Min anvisning er ved at blive saboteret af en kender af stedet som argumenter med at ‘det er handicaptoilettet’. Nå ind kom han.

Så er det jeg hjemme opdager kanonkuglen på gulvet. Den kan midt i det andet som ligger måske nok kun overraske mig selv. Engang opbevarede jeg den indrullet i papir i et skab, men syntes en dag den skulle frem i lyset. Da den så var fremme blev jeg betænkelig. Den er af jern og tung. Ligger den stille er den fredelig, men den kan rulle og børn vil elske at tage den i hånden og hvad kan der så ikke ske? Min fantasi kan hele repertoiret. Så den lå fremme et sted, hvor den ikke var altfor synlig. Nu er den så havnet på gulvet i afventen af en holder. En kanon står på en lavet, hvad hedder en ‘kanonkugleholder’?

Jeg har arvet kanonkuglen hjemmefra for så længe siden at omstændighederne er glemt. Ingen andre var vel interesseret i den tunge sorte sag. Rust ses dog ikke på den.

Måske skyldes det, at den i mange år tjente som sennepsruller, hvilket er årsagen til at jeg holder hånden over den. Hvor tit den blev brugt, kan jeg ikke huske, men den lejlighed, som gør, at jeg husker den, er anledningen til at den høre hjemme i denne historie.

For 60 år siden sad min farmor i køkkenet og kværnede sennep i en stor lerskål mens Mamma lavede mad på komfuret. Det er længe siden, men wc var dog indført før min tid. Det lå ganske upraktisk nede i kælderen. Ned ad en trappe gennem to rum og så ind på toilettet. At det var senere tilkommet fremgik af, at væggene var bræddevægge og opvarmningen et elapparat. For et barn på fire år var der lang vej til toilettet og denne dag nåede jeg kun indenfor døren og at få bukserne ned før hele herligheden lå gulvet. Brødebetynget og formentlig grædende måtte jeg op ad trappen og gå til bekendelse. Farmors bebrejdende bemærkning ramte som en pisk og gjorde hende næsten fremmed for mig.

Denne lærdom har man gennem mange år blandt børn prøvet at omsætte i egen optræden, sørgeligt bevidst om hvor tit man har måttet modtage samme dom som farmor.

per-olof.dk

Dag til Dag, Politiken 19.8.2005

Per-Olof Johansson: Røde Erik på langtur. 2007

Gud er det dig

august 30, 2018

Benny Andersen i Dansk forfatterforening 13.10.2017.                            Foto: Per-Olof Johansson

Her kommer så en Benny Andersen-anekdote:

Gud er det dig

Det er nogle år siden, sad i bussen og filosoferede over det at kunne sidde der i bussen sammen med andre og dog ugenert, ikke distraheret af den gensidige opmærksomhed. Stakkels Margrethe osv.
Ud for Christiansborg kommer en kendt tv-journalist cyklende, han ser frisk ud trods aviserne kort før havde erklæret ham død. Det falder jeg i snak om med en ældre dame overfor – at vi “glor” og om medieoverdrivelserne.
Og så kan hun fortælle om Otto Leisner, som boede -, ja hun sagde vist et sted på Amager. Hun havde kendt nogle i nærheden, og der var det sådan, at da han var allermest populær kom en mængde mennesker trillende forbi for måske at få et glimt af ham eller i hvert fald have set, hvor han boede. En gyselig konsekvens af popularitet. Den enkelte nysgerrige overvejer jo ikke, at andre gør det samme, bunket sammen udstiller vi det pinlige ved nysgerrigheden.
For hvem kan sige sig fri? Benny Andersen og Povl Dissing skulle optræde her i byen med Svantes Viser. Og selvfølgelig skulle vi høre dem. Men vi skulle også hilse på dem, dvs på Polle, for ham kendte vi jo. Og så står også Benny der, og åbenbart syntes min store søn, at Benny var mindre end han havde troet og udbrød “Gud! er det dig!” – hvor pinligt kan det være? – men Benny reddede den naturligvis med en af hverdagens vendinger og derfor så Bennysk: “Nej jeg er bare Benny”.

per-olof.dk

Politikens rubrik Dag til Dag 29.2.2004

Røde Erik på langfart 2007

Kulturbevaring 1991 – 2018

juni 11, 2018

Havde indlæg i Politiken 10.6.18 om det at levere samlinger til museerne, på baggrund af artikel i samme 29.5. om opbevaring af samlingerne. Faldt så over artikel fra 1991, hvor problematikken er den samme og hvilket også havde givet mig anledning til et indlæg! Det lader ikke til, at politikerne hører efter. Allerede i 1991 kunne forfaldet konstateres.

Den røde hue

april 10, 2018
Rød hue

Norsk garn, model Dala Floda, mp-strik, baggrund mp-vævning

Den røde hue.

En multiknage faldt ned og dermed den hele samling af vinterens overtøj. Derved afsløredes, at reolen ved siden af hældte faretruende. Ved næste uforsigtige tilføjelse til dens stabler af mapper vil den måske vælte og lukke ejeren inde på toilettet! Altså måtte den tømmes og fæstnes og en ny knage sættes op. Enkelt at sige, men en lang proces med indkøb i Silvan og Ikea, som affødte et impulskøb af en trappestol til at nå øverst op med. Den hed sikkert ‘Bekväm’, for der kan en skammel ikke bare hedde en skammel. Godt det er vinterferiedage til samlingen. Historien kan fortælles flere gange, når der spørges til et stort hul i hånden efter en vabel efter alt skrueriet. Det er en tidlig morgen mens børn og kollega må lægge øre til den langt udspundne historie om fortrædelighederne. Og så siger Sine med anelsen af et smil: “Du glemte den røde hue!” Tableau! Hun var allerede blevet udsat for historien, og jeg havde glemt den oprindelige pointe! Som var historien om de forsvundne huer. Forrige vinter var huen efter model fra Dala Floda forsvundet, og naboen strikkede en ny dog kraprød med garn fra Norge. Ved denne vinters begyndelse var også den væk. Alt blev gennemrodet og bragte den første for dagen – men den røde var og blev væk. Indtil – knagen faldt ned og åbenbarede den skæve reol. Fra knagen var den røde hue faldet ned bag reolen, hurra! Børnene fastslog, at det var forklaringen på det hele. Huen havde aftalt med højere magter, at nu ville den findes, og at det nok ville ske, når de lod knagen falde ned. “Du kan jo skrive det ned, så du husker det med huen,” siger Alberte fra første. Og som sagt, så gjort.

per-olof.dk

trykt i Politikens rubrik Dag til Dag 26.3.2005

siden i ‘Røde Erik på langfart’ 2007

Religion er erfaring

februar 17, 2018

Herergud_eng2

Religion er erfaring

Jens-André P. Herbener kæmper i sine søndagsklummer mod religion. Han har ret i meget – hvis religion er og var det, han opfatter det som. ”Da dogmer er skabt af mennesker, kan de også laves om af mennesker.” – skriver han i Politiken 11.2.2018. Det lyder enkelt, men som påpeget af kronikørerne 10.2. allerede i overskriften, har ”Religionen været afgørende for udviklingen”. De synes dog ikke at være uenige med Herbener om, at religion ikke bygger på erfaring. Jeg der imod fristes til at konkludere, at det er ved religion, vi kan erkende os som mennesker.

Man må forstå religion som udsprunget af virkelighed og erfaring. Man kan skyde dogmerne ned, for de er næppe mere virkelige end ænderne i skydeteltet. Det ændrer ikke virkeligheden og giver ingen forståelse for, hvad religion er. Vi mangler i den moderne verden simpelthen begreb om og begreb for den virkelighed og for, at det er en virkelighed, som er tilgængelig for enhver. Ikke ligetil men på betingelse af – hvad det nu er. Der er masser af mennesker, som gør i at vejlede i dette, tit dog blot ved at erstatte gamle dogmer med nye – men det er der, det virkelige arbejde foregår, ikke i vitaminfattige projekter som Politikens ”intet er helligt”.

 

Lignende tidligere indlæg

Kriminaliserer vi de hjemløse?

januar 24, 2018
politiken debat

Bettina Post i Politiken: Kriminaliserer vi de hjemløse?

25. december 2017 argumenterer Bettina Post i Politiken mod, at vi kriminaliserer de hjemløse, hvilket hun mener, regeringen gør. 27.12 svarer Søren Pind på regeringens vegne, at det gør man aldeles ikke. Bettina Post svarer med at påpege hvor mange hjemløse, der er. Dette svar får mig til at skrive dette læserbrev til Politiken, trykt 6.1.18:

“Søren Pind skrev 27.12, at der ingen grund var til betleri i Danmark. Der er ingen, der i Danmark er tvunget til at leve på gaden:”  Kommuner skal udstyre subsistensløse med tag over hovedet, og derudover har vi en lang række ydelser, der sikrer eksistens.” Men 3.1. skriver Bettina Post, at der i 2017 var 6.635 hjemløse i Danmark, hvoraf 70 er krigsveteraner, og at 5. pct. af de hjemløse er helt uden indtægt. Er Søren Pind bare Danmarks svar på Donald Trump?”

11.1.18 svarer Søren Pind – Bettina Post, dog ikke ved at tage stilling til det anførte antal, men ved at henvise til Grundloven igen igen. Til dette sende Bettina Post et svar til Politiken som den ikke vil trykke, da de anser sagen for uddebatteret! Her er jeg så ikke enig med Politiken og har af Bettina Post fået lov til at bringe hendes var her:

“Afmagt fører til tiggeri Af: Bettina Post, socialrådgiver

Søren Pind spørger 11. januar i Politiken, om jeg mener, at der sker brud på Grundloven, når jeg fastholder, at der er mennesker i Danmark, som er nødt til at tigge. Det kan jeg ikke svare på. Jeg ved dog, at det ikke blot handler om, at disse mennesker fravælger at underkaste sig de forpligtelser, som retten til offentlig forsørgelse er betinget af. De magter dem ikke. Eksempelvis kan nogle af krigsveteranerne ikke leve op til systemets krav, og vender derfor ryggen til det. Det samme gælder andre med svære psykiske lidelser og/eller massivt misbrug, som opgiver kontanthjælpen, fordi de krav, der stilles, er urealistiske og måden, der arbejdes på, er for ufleksibel i forhold til deres problemer. Det er de barske realiteter, Søren.”

Set fra min horisont, må det enten være kommunerne der ikke lever op til Grundloven, eller også skal konklusionen være, at de hjemløses problemer ene og alene skyldes deres egen uvillighed til at tilpasse sig? Grundloven i sig selv stiller ingen krav- det gør en almindelig lov. Grundloven kan siges at forudsætte, at kravene er rimelige og mulige at opfylde, for hensigten er at hjælpe. Hvordan kan avisen så sige, at sagen er uddebatteret, ingen kan jo benægte, at de hjemløses findes og ikke en bloc kan beskyldes for at leve i selvforskyldt armod.

pol_debat

Kriminaliserer vi de hjemløse – debat i Politiken

Sønnetabet

april 25, 2016

 

kollwitz

Kaethe Kollwitz 1909

Jeg har flere steder i digtsamlinger skrevet om tabet af min søn Hjalmar ( 1970 – 1987). Senest skete det i lidt større omfang i ‘Henvendelser som digte’, hvor jeg bl.a. genskrev en stil fra hans gymnasietid. Jeg har også haft hans billede på facebook til erindring. Hvert af den slags skridt sker med en vis tøven – hvad er meningen med det, det overgår alle osv. På den anden side – når det bliver, som om det ikke skete, føler man trang til et lille pip.

Politiken sagde ja til at trykke en kronik herom – en passende dag, dvs et halvt år efter Langfredag 2016. Det blev under titlen ‘Jeg kommer mig aldrig over tabet af min søn’  – hvilket er rigtig nok, mit titelforslag var dog ‘Sønnetabet’.

Jeg fik et overvældende antal positive reaktioner, hvilket føltes rigtig godt og stadig føles godt. Nu sætter jeg linket her i min blog, tilgængeligt for hver den, der hverken holder Politiken eller er ven med mig på facebook.

Kaethe Kolwitz-billedet havde jeg købt mange år før. Hun mistede sin søn i 1. verdenskrig, og hendes selvportræt fra 1909 virkede jo som en sorg ‘på forhånd’. For mig har det naturligvis fået en ikonisk karakter. Det er et lithografi eller lystryk, hvoraf der ikke er mange som overlevede krigen, originalen kendes ikke. Det kan dukke op. Da jeg så et andet eksemplar af lithografiet på en udstilling på Øregaard Museum, virkede det på mig, som om det var hentet ned fra min egen væg!

Afstemningsresultatet fortolket

december 4, 2015

tårn

Jeg har på facebook efterlyst i hvilket hoved ideen er udklækket, at vi skulle overlade beslutningsretten vedr. afgivelse af suverænitet til et simpelt flertal i Folketinget? Måske er det i statsministerens eget – han er trods alt jurist. I hvert fald satte han straks fingeren på dette ømme punkt, endnu før afstemningen var slut.

Det lader til, at statsministeren er bedre til at fortolke afstemningsresultatet end selveste Politiken. For i Politiken står den 4.12: ” Ja-partierne med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i spidsen, tilbød vælgerne at udskifte retsforbeholdet med en tilvalgsordning, der ville betyde, at Danmark helt frit kunne afgøre på hvilke områder af den europæiske retspolitik landet skulle være med.”

På pressekonferencen ved afstemningens slutning gav statsministeren udtryk for, at han opfattede nej’et som et nej mod, at Folketinget skulle kunne bestemme tilvalget.

Grundloven § 20 stiller krav om en massiv tilslutning enten i Folketinget eller befolkningen til afgivelse af suverænitet. Dette søgte forslagsstillerne at komme uden om ved at slette kravet om folkeafstemning vedr. retspolitik og overlade afgørelser til et simpelt flertal i Folketinget.

Statsministeren har indset, at dette var et vigtigt element i, at afvisningen blev så massiv.

Politiken taler der i mod stadig, som ja-tilhængerne argumenterede: ”..at Danmark frit kunne vælge…”

§ 20 må imidlertid forstås, som den undtagelse det er fra, at “Danmark”  og “Folketinget” er et og det samme. Der er sikkert mange lodder på vægtskålen, men netop denne undtagelse fra reglen er det, vi er mange, som har heftet os ved. Og det er åbenbart den forståelse, som statsministeren har set som en mulighed for at komme videre.


%d bloggers like this: