Archive for the ‘Politiken’ Category

Den røde hue

april 10, 2018
Rød hue

Norsk garn, model Dala Floda, mp-strik, baggrund mp-vævning

Den røde hue.

En multiknage faldt ned og dermed den hele samling af vinterens overtøj. Derved afsløredes, at reolen ved siden af hældte faretruende. Ved næste uforsigtige tilføjelse til dens stabler af mapper vil den måske vælte og lukke ejeren inde på toilettet! Altså måtte den tømmes og fæstnes og en ny knage sættes op. Enkelt at sige, men en lang proces med indkøb i Silvan og Ikea, som affødte et impulskøb af en trappestol til at nå øverst op med. Den hed sikkert ‘Bekväm’, for der kan en skammel ikke bare hedde en skammel. Godt det er vinterferiedage til samlingen. Historien kan fortælles flere gange, når der spørges til et stort hul i hånden efter en vabel efter alt skrueriet. Det er en tidlig morgen mens børn og kollega må lægge øre til den langt udspundne historie om fortrædelighederne. Og så siger Sine med anelsen af et smil: “Du glemte den røde hue!” Tableau! Hun var allerede blevet udsat for historien, og jeg havde glemt den oprindelige pointe! Som var historien om de forsvundne huer. Forrige vinter var huen efter model fra Dala Floda forsvundet, og naboen strikkede en ny dog kraprød med garn fra Norge. Ved denne vinters begyndelse var også den væk. Alt blev gennemrodet og bragte den første for dagen – men den røde var og blev væk. Indtil – knagen faldt ned og åbenbarede den skæve reol. Fra knagen var den røde hue faldet ned bag reolen, hurra! Børnene fastslog, at det var forklaringen på det hele. Huen havde aftalt med højere magter, at nu ville den findes, og at det nok ville ske, når de lod knagen falde ned. “Du kan jo skrive det ned, så du husker det med huen,” siger Alberte fra første. Og som sagt, så gjort.

per-olof.dk

trykt i Politikens rubrik Dag til Dag 26.3.2005

siden i ‘Røde Erik på langfart’ 2007

Reklamer

Religion er erfaring

februar 17, 2018

Herergud_eng2

Religion er erfaring

Jens-André P. Herbener kæmper i sine søndagsklummer mod religion. Han har ret i meget – hvis religion er og var det, han opfatter det som. ”Da dogmer er skabt af mennesker, kan de også laves om af mennesker.” – skriver han i Politiken 11.2.2018. Det lyder enkelt, men som påpeget af kronikørerne 10.2. allerede i overskriften, har ”Religionen været afgørende for udviklingen”. De synes dog ikke at være uenige med Herbener om, at religion ikke bygger på erfaring. Jeg der imod fristes til at konkludere, at det er ved religion, vi kan erkende os som mennesker.

Man må forstå religion som udsprunget af virkelighed og erfaring. Man kan skyde dogmerne ned, for de er næppe mere virkelige end ænderne i skydeteltet. Det ændrer ikke virkeligheden og giver ingen forståelse for, hvad religion er. Vi mangler i den moderne verden simpelthen begreb om og begreb for den virkelighed og for, at det er en virkelighed, som er tilgængelig for enhver. Ikke ligetil men på betingelse af – hvad det nu er. Der er masser af mennesker, som gør i at vejlede i dette, tit dog blot ved at erstatte gamle dogmer med nye – men det er der, det virkelige arbejde foregår, ikke i vitaminfattige projekter som Politikens ”intet er helligt”.

 

Lignende tidligere indlæg

Kriminaliserer vi de hjemløse?

januar 24, 2018
politiken debat

Bettina Post i Politiken: Kriminaliserer vi de hjemløse?

25. december 2017 argumenterer Bettina Post i Politiken mod, at vi kriminaliserer de hjemløse, hvilket hun mener, regeringen gør. 27.12 svarer Søren Pind på regeringens vegne, at det gør man aldeles ikke. Bettina Post svarer med at påpege hvor mange hjemløse, der er. Dette svar får mig til at skrive dette læserbrev til Politiken, trykt 6.1.18:

“Søren Pind skrev 27.12, at der ingen grund var til betleri i Danmark. Der er ingen, der i Danmark er tvunget til at leve på gaden:”  Kommuner skal udstyre subsistensløse med tag over hovedet, og derudover har vi en lang række ydelser, der sikrer eksistens.” Men 3.1. skriver Bettina Post, at der i 2017 var 6.635 hjemløse i Danmark, hvoraf 70 er krigsveteraner, og at 5. pct. af de hjemløse er helt uden indtægt. Er Søren Pind bare Danmarks svar på Donald Trump?”

11.1.18 svarer Søren Pind – Bettina Post, dog ikke ved at tage stilling til det anførte antal, men ved at henvise til Grundloven igen igen. Til dette sende Bettina Post et svar til Politiken som den ikke vil trykke, da de anser sagen for uddebatteret! Her er jeg så ikke enig med Politiken og har af Bettina Post fået lov til at bringe hendes var her:

“Afmagt fører til tiggeri Af: Bettina Post, socialrådgiver

Søren Pind spørger 11. januar i Politiken, om jeg mener, at der sker brud på Grundloven, når jeg fastholder, at der er mennesker i Danmark, som er nødt til at tigge. Det kan jeg ikke svare på. Jeg ved dog, at det ikke blot handler om, at disse mennesker fravælger at underkaste sig de forpligtelser, som retten til offentlig forsørgelse er betinget af. De magter dem ikke. Eksempelvis kan nogle af krigsveteranerne ikke leve op til systemets krav, og vender derfor ryggen til det. Det samme gælder andre med svære psykiske lidelser og/eller massivt misbrug, som opgiver kontanthjælpen, fordi de krav, der stilles, er urealistiske og måden, der arbejdes på, er for ufleksibel i forhold til deres problemer. Det er de barske realiteter, Søren.”

Set fra min horisont, må det enten være kommunerne der ikke lever op til Grundloven, eller også skal konklusionen være, at de hjemløses problemer ene og alene skyldes deres egen uvillighed til at tilpasse sig? Grundloven i sig selv stiller ingen krav- det gør en almindelig lov. Grundloven kan siges at forudsætte, at kravene er rimelige og mulige at opfylde, for hensigten er at hjælpe. Hvordan kan avisen så sige, at sagen er uddebatteret, ingen kan jo benægte, at de hjemløses findes og ikke en bloc kan beskyldes for at leve i selvforskyldt armod.

pol_debat

Kriminaliserer vi de hjemløse – debat i Politiken

Sønnetabet

april 25, 2016

 

kollwitz

Kaethe Kollwitz 1909

Jeg har flere steder i digtsamlinger skrevet om tabet af min søn Hjalmar ( 1970 – 1987). Senest skete det i lidt større omfang i ‘Henvendelser som digte’, hvor jeg bl.a. genskrev en stil fra hans gymnasietid. Jeg har også haft hans billede på facebook til erindring. Hvert af den slags skridt sker med en vis tøven – hvad er meningen med det, det overgår alle osv. På den anden side – når det bliver, som om det ikke skete, føler man trang til et lille pip.

Politiken sagde ja til at trykke en kronik herom – en passende dag, dvs et halvt år efter Langfredag 2016. Det blev under titlen ‘Jeg kommer mig aldrig over tabet af min søn’  – hvilket er rigtig nok, mit titelforslag var dog ‘Sønnetabet’.

Jeg fik et overvældende antal positive reaktioner, hvilket føltes rigtig godt og stadig føles godt. Nu sætter jeg linket her i min blog, tilgængeligt for hver den, der hverken holder Politiken eller er ven med mig på facebook.

Kaethe Kolwitz-billedet havde jeg købt mange år før. Hun mistede sin søn i 1. verdenskrig, og hendes selvportræt fra 1909 virkede jo som en sorg ‘på forhånd’. For mig har det naturligvis fået en ikonisk karakter. Det er et lithografi eller lystryk, hvoraf der ikke er mange som overlevede krigen, originalen kendes ikke. Det kan dukke op. Da jeg så et andet eksemplar af lithografiet på en udstilling på Øregaard Museum, virkede det på mig, som om det var hentet ned fra min egen væg!

Afstemningsresultatet fortolket

december 4, 2015

tårn

Jeg har på facebook efterlyst i hvilket hoved ideen er udklækket, at vi skulle overlade beslutningsretten vedr. afgivelse af suverænitet til et simpelt flertal i Folketinget? Måske er det i statsministerens eget – han er trods alt jurist. I hvert fald satte han straks fingeren på dette ømme punkt, endnu før afstemningen var slut.

Det lader til, at statsministeren er bedre til at fortolke afstemningsresultatet end selveste Politiken. For i Politiken står den 4.12: ” Ja-partierne med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i spidsen, tilbød vælgerne at udskifte retsforbeholdet med en tilvalgsordning, der ville betyde, at Danmark helt frit kunne afgøre på hvilke områder af den europæiske retspolitik landet skulle være med.”

På pressekonferencen ved afstemningens slutning gav statsministeren udtryk for, at han opfattede nej’et som et nej mod, at Folketinget skulle kunne bestemme tilvalget.

Grundloven § 20 stiller krav om en massiv tilslutning enten i Folketinget eller befolkningen til afgivelse af suverænitet. Dette søgte forslagsstillerne at komme uden om ved at slette kravet om folkeafstemning vedr. retspolitik og overlade afgørelser til et simpelt flertal i Folketinget.

Statsministeren har indset, at dette var et vigtigt element i, at afvisningen blev så massiv.

Politiken taler der i mod stadig, som ja-tilhængerne argumenterede: ”..at Danmark frit kunne vælge…”

§ 20 må imidlertid forstås, som den undtagelse det er fra, at “Danmark”  og “Folketinget” er et og det samme. Der er sikkert mange lodder på vægtskålen, men netop denne undtagelse fra reglen er det, vi er mange, som har heftet os ved. Og det er åbenbart den forståelse, som statsministeren har set som en mulighed for at komme videre.

Nedlæg kommunerne

april 30, 2015
Konklusionen på overvejelser fra 1972...

Konklusionen på overvejelser fra 1972…

Ønskes: Kreativ kommission med henblik på at nedlægge kommunerne

En statskundskabsstuderende beklagede sig i Politiken over den almindelige nedvurdering, som hans fagfæller er udsat for. Når nu deres sande mål er at forbedre samfundet.

Hvis det er målet, så spørger jeg mig selv om, hvorfor de ikke har øje for den opgave der ligger i at udkaste forslag til, hvordan vi får administrationerne i lokalsamfundene til at behandle borgere ens i modsætning til nu, hvor vi gang på gang præsenteres for himmelråbende forskelle fra kommune til kommune?

Vi har behov for en kreativ kommission, der sætter sig som mål at få nedlagt kommunerne i den nuværende form med henblik på at sikre, at alle i Danmark behandles lige, når det gælder undervisning, sygdom og social understøttelse.

Skat har man allerede trukket ud af kommunerne, men det er jo ikke gået alt for godt og heraf kan man måske lære, hvad det er, der skal blive på lokalt plan.

Kommunerne har sin oprindelse i den århundregamle sogneinddeling, og det er faktisk denne gamle form, som nu slås med den brogede centralisering udsprunget af økonomiske overvejelser. Tag dog tyren ved hornene og tænk forfra med udgangspunkt i det, som er lokalt fællesliv, sådan som sognet engang var det, og lav en central økonomisk ordning med et menneskeligt ansigt.

Vi behøver ikke en statsligt aflønnet kommission, men vidende mennesker som sætter karrierer på stand by for at løse den opgave. Tænketanke, der mest tænker i at finansiere sine aktiviteter ved at være politiske lobbyister, har vi nok af. Det er på et intellektuelt niveau over, vi godt kunne have brug for statskundskab.

ps: Læserbrev afvist af Politiken

Skal drømmen om Allerød briste?

Skal drømmen om Allerød briste?

 

Bøger – er ikke kun NYE bøger

januar 2, 2015

 

BØGER er ikke kun NYE bøger....

BØGER er ikke kun NYE bøger….

BØGER – ikke kun nyudgivelser

Læserindlæg i Politikens tillæg BØGER s.14 21.12.2014

Lillian Munk Rösing skriver i Politiken 14.12.14 om en genudgivelse fra 60’erne, Charlotte Strandgaards ’Indimellem holder de af hinanden’, som altså udkom for 45 år siden og siden blev glemt af litteraturhistorien.

Anmeldere anmelder nyudgivne bøger. Som læser kan jeg få det indtryk, at ’bøger’ simpelthen er identisk med nyudgivne bøger, eller som om nogen vil have mig til at tro, at det forholder sig sådan.

Det er nok, fordi anmelderen fungerer som bogudgivernes forlængede arm, når det ellers går godt. Men selv en dårlig anmeldelse er bedre for udgiverne end ingen anmeldelse. Som boglæser kan jeg ikke beklage dette – hvad jeg beklager er, at det dominerer, hvad der skrives og omtales, når det gælder bøger. Charlotte Strandgaard er jo ikke noget ubeskrevet blad, og det skal da ikke afhænge af en genudgivelse, om en forsker i litteratur får øjnene op for en af hendes bøger. Hvad Lillian Munk Rösing her skriver i anmeldelsen kunne være skrevet for et halvt år siden, og det kunne have haft samme interesse for mig dengang, som det har nu. For udgiveren har det der imod naturligvis stor betydning, at artiklen er en anmeldelse nu, det nægter jeg ikke. Og for mig hvis jeg ønsker at købe bogen. For et halvt år siden kunne jeg have lånt den på biblioteket, eller burde have kunnet.

Måske er der læsere, som overvejende læser nye bøger efter køb-og-smid-væk-princippet. Bognedsættelserne få år efter udgivelsen kan give indtryk af bøgerne som værende ’næsten nye’. Der må dog stadig være en stor del af os, som søger bøger efter et andet og måske mange andre principper.

Vangsgaards Boghandel på hjørnet af Fiolstræde i København repræsenterer nærmest det ideelle i den henseende med sin afdeling for nye bøger, nedsatte bøger, restoplag og så hollandsk auktion på gamle bøger, som ikke var vigtige nok til at indgå i antikvariatet længere nede ad gaden.

Måske har køb-læs-smid-væk-læserne en eminent hukommelse eller deres bogvalg gælder slet ikke noget, der er værd at huske – jeg har svært ved at sætte mig ind i det. Og det er jo heller ikke den slags bøger, som anmeldelserne synes at angå – hvorfor så i den grad være nyheds og udgivelsesfikserede i sin bogomtale – dét er, hvad der undrer mig.

Giv anmeldere plads til at skrive andet end bundne opgaver fra redaktionens bog-fordeler, så vil tillægget BØGER kunne leve op til sit navn og sine versaler!

 

post scriptum: Jeg ved da godt, at der udkommer flere bøger, end der kan anmeldes. Når jeg vil have nævnt ældre bøger og ikke kun ved genudgivelse, handler det om proportionerne…

Tre hilsener 2000 – 2001

maj 8, 2014

 

Pilgrimsrute i Lillerød

Pilgrimsrute i Lillerød

Tre manuskripter dukkede op:

[År 2015 set fra år] 2000: som PDF

08-05-2014: En udskrift af en aldrig anvendt kommentar med de

manende ord: ” Sådan vil ‘vi’ 15 år fremme se på verden med

forbløffelse, se at andre kræfter råder, end dem vi kender nu eller

som vi er opmærksomme på nu.”

 

Mening eller ej med navnet: som PDF

Kunne det tænkes, at nogen som efternavn bar navnet Begravelsesplads?

Straks ved alle voksne i Danmark nok hvem jeg tænker på.

 

 

I en nation af digtere: som PDF

Kommentar 08-05-2014: Dette indlæg fra 2001 kom vist

hverken i avisen eller på nettet. Der er sket noget siden: Politiken

bringer hver tirsdag et digt sat flot op, Weekendavisens tillæg

BØGER bringer hver uge et digt fra en netop udkommet digtsamling,

fattigt sat op – men dog trykt. Men ellers ligner det meget noget,

jeg kunne have skrevet i dag.

 

 

 

De er uddannede – men ikke nødvendigvis også kloge

marts 27, 2014
My friend Angry...

My friend Angry…

[..indlæg afvist af Politiken pga pladsmangel...]

Nick Hækkerup vil skære alle uddannede over en kam, idet han tror, at de bedre kan tage vare på sig selv end uudannede. Et mærkeligt standpunkt af en socialdemokrat: Vil han genindføre klassesamfundet?

Forslaget kommer som følge af en rapport fra Sundhedsministeriet, der mener at kunne dokumentere, at højtuddannede konsekvent er mindre kronisk syge og bliver hurtigere raske end kortuddannede. Det er en kendsgerning, at der spildes en masse penge på at lave undersøgelser og rapporter, der ikke siger andet end, hvad enhver kan tænke sig til. At uddannede i gennemsnit er bedre til både det ene og det andet, som nu at følge sundhedsregler, siger da sig selv. Men at få sat tal på, tjener ikke desto mindre til at befordre en misvisning. For hvad de kloge og uddannede burde have fået ind med uddannelsen er, at det statistiske gennemsnit ikke siger noget om det enkelte tilfælde!

Nick Hækkerup bruger et eksempel fra sit eget liv: Han mener, han ved et fjerde barn ikke behøvede slet så mange besøg af en sundhedsplejerske, som han fik, så uddannet har er. Der er bare den hage ved det eksempel, at ingen sundhedsplejerske vil kunne fortælle os, at besøgene blev aflagt med god grund. Det lader ikke til, at Nick Hækkerup har blik for, at der er ganske kloge uudannede og ganske ukloge uddannede. Kender han f.eks. slet ikke eksempler på nogle ganske veluddannede alkoholikere?

My friend Angry

Politiken får nyt magasin på nettet –

december 3, 2013

Visit my friend Angry

Visit my friend Angry http://per-olof.dk/cartoons/first.htm

Ifølge Lars Grarup (Politiken 1.12.2013)  er Politikens nye magasin på nettet målrettet ‘fordybelse’. Al ære værd. Men der er et eller andet her, der skurrer i mine ører. Jo journalisten kan selvfølgelig fordybe sig i et emne, men i bund og grund er journalistikkens basis ‘nyheden’, den daglige nyhedsstrøm. Men journalistikken er fra denne basis rykket op i en anden vægtklasse ifølge sin selvforståelse, en vægtklasse som jeg kalder journalisme, som mener sig berettiget til at sætte målestokken for alt, der skal videreformidles, det er pisken over nakken på al kunst, al litteratur. I stedet for at formidle litteraturen lægges der en norm for hvilken litteratur som er det – og sådan med kulturen i det hele taget. Men men – det er da ikke journalistikken, som skal stå for fordybelsen, det er filosofferne, digterne, kunstnerne, artisterne, ja også spinatfuglene, som vel knapt eksisterer mere – lad så journalisterne være deres ydmyge tjenere.

(min kommentar på facebook d.d.)


%d bloggers like this: