Archive for the ‘Søren Kierkegaard’ Category

Om bog om Tidehverv

juli 25, 2018

Collage 2018-07-25 13_11_43

Henrik Bach: Konfrontationskurs -Tidehverv og den guddommelige komedie. 2018. Gyldendal

Per-Olof Johansson

Denne artikel som PDF

For mig en oplagt bog at læse. Det er jo et stykke Danmarks-historie, man er en del af. På den måde vældigt oplysende. Og så er der det med troen – ordet jeg er meget optaget af. For de troende dækker ordet en indlysende realitet – for andre må det være en mærkværdighed. Jeg har undsagt ordet, det dækker ikke, tiden er løbet fra det. Tiden er ikke løbet fra religion, men et nyt begreb for den religiøse erfaring trænger sig på. Det har jeg skrevet en kronik om, uden nogen har reageret.

Det ord tro.

Jeg hverken vil eller kan skrive en anmeldelse. Min tid ja og den nærmest foregående – men at kunne vurdere det hav af oplysninger, man her præsenteres for må der andre til. Jeg vil alligevel have lov at fortælle om mit indtryk af bogen.

Indtil Søren Krarup for alvor tog over, forbandt jeg noget positivt med Tidehverv. En diskussionsklub værd at lytte til. Tidsskriftet selv har jeg vist aldrig haft i hænderne, det var den genlyd dets artikler gav. Kronikker og bøger af de tilknyttede personer, interviews med dem, omtale af dem. Kan jeg så i kort begreb indfange dem? Søren Kierkegaard en guru og så forkastelsen af diverse tricks på religionens vegne, du står selv til ansvar.

Med Søren Krarups indtog var det ham og ikke Tidehverv, der tog opmærksomheden. Hans kamp mod menneskerettighederne, hans kamp mod indvandrere.

Introduktionen giver i et par linjer læseren færten af, hvor vi er på vej hen; ”Tidehvervsfolkene er ikke uenige, hvis man frem for alt kalder dem for Luthers og Kierkegaards arvtagere i kampen for en uforfalsket kristendom, hvor evangeliet lyder til den enkelte, ufortyndet og uparfumeret, rent og purt.”

At forfatteren har været længe om bogen, er fuldt forståeligt med de mange kilder, der har skullet opsøges og citater udvælges. Henrik Bach er præst, men har også arbejdet journalistisk og i den egenskab fulgt Tidehverv i mange år. Det er ikke en teoretisk udredning men en person-og argumenter udredning, med små personbiografier af hovedpersonerne, så man tror at kende dem ved afslutningen. Hans egne meninger kommer til udtryk, selvfølgelig, men det er ikke det, der er hovedstrømmen, det er det Tidehvervske, som slår mange krøller undervejs og med mange udblik til samfundet i øvrigt. Der kommer sammenhæng i meget, man kun svagt har hørt eller haft fornemmelsen af. Utroligt som citaterne afdækker trosvisheden hos deltagerne. De ved nok, hvad der er vigtigt at sige. Her argumenteres som ud fra en logik, som om det hele er logik, men lyder mere som om, det er profeter, der krydser klinge!

’Nyere tid’ har været sværest at holde sammen på. Da Islam træder ind på scenen er det svært at vurdere, om Bach rammer rigtigt, ikke i referatet af Krarup og co. men i resumeet af vægten af Islam i samfundet nu. Hvis en stor procentdel af muslimer foretrækker sharia frem for dansk lov, som en undersøgelse, der henvises til, viser – hvad betyder så det? Vil de ikke rette sig efter dansk lov? Hvad er sharia overhovedet – osv

Midt i læsningen blev jeg afbrudt af henvisningen til en pjece fra efteråret 1945. ’Opgørets nødvendighed’ af Vilhelm Krarup, K.E.Løgstrup og H. Østergaard Nielsen. For den har jeg og har kun sporadisk læst, nu blev det gjort. Udgivet på Tidehvervs forlag og med en dedikation fra forfatteren Valentin Filskov, en af de forfattere, der i øvrigt henvises til i Henrik Bachs bog. Den må jeg sige mere om en anden dag, her blot nævne, at den fremstår for mig som typisk for Tidehverv, selvom det her ikke er religionen, men det politiske liv, der er i fokus. Samarbejdspolitikerne hedder endnu ikke det, men Eftergivenhedspolitikken. Ikke megen opmærksomhed gives der politikken før Besættelsen, opmærksomheden er på eftergivenheden for tyske krav og hvornår bruddet med tyskerne burde være sket. Konsekvenser måtte blive, hvad de ville – det kunne ingen andre end tyskerne tage ansvaret for! For mig fremstår samarbejdspolitikken som en umiddelbar konsekvens af den politik, der blev ført i årene før Besættelsen med befolkningens opbakning.

Men dette, skrevet af Vilhelm Krarup, lyder som en slags programerklæring for Tidehverv:

”Nu lægges grunden for de kommende års folkeliv. Nu har vi – mere end vi har haft det i mange generationer – en mulighed for at nå frem til en ærligere og virkeligere grund at leve på i vort fællesliv….Den danske selvglæde og provinsialisme er nok en myte, men den skulle dog være til at ryste.”

PS til Hans Hauges ellers fremragende anmeldelse i Berlingske Tidende 16.6.18:

I anmeldelsen får vi, der er uenige med Søren Krarup, dette generelle dask over næsen:

Den er behageligt fri for den rituelle forargelse over Søren Krarup og tonen i debatten, sådan som det er gængs blandt de dannede og de fleste præster.”

Hvad Henrik Bach mener eller ikke mener om Søren Krarup er det jo ikke bogens opgave at fortælle – men at beskrive ham og hans synspunkter i sammenhængen, sådan som han også gør. Men at dynge al modstand mod Søren Krarup sammen som ’rituel forargelse’ er frækt. Er der noget Søren Krarup fra første færd selv har været en mester i, så er det rituel forargelse. Jeg måtte, første gang jeg modte et eksempel, reagere med et læserbrev i Jyllands Posten (8.9.1969), fordi han i en klumme havde skruet op for sin forargelse over, hvad han mente var et fotobevis for, at Mogens Fog havde hilst de nye studenter velkommen med hånden i lommen! Fog kunne nogle dage efter afvise, at der var hold i Søren Krarups forargelse og situationens Danmarkshistoriske betydning!

Reklamer

Tre hilsener 2000 – 2001

maj 8, 2014

 

Pilgrimsrute i Lillerød

Pilgrimsrute i Lillerød

Tre manuskripter dukkede op:

[År 2015 set fra år] 2000: som PDF

08-05-2014: En udskrift af en aldrig anvendt kommentar med de

manende ord: ” Sådan vil ‘vi’ 15 år fremme se på verden med

forbløffelse, se at andre kræfter råder, end dem vi kender nu eller

som vi er opmærksomme på nu.”

 

Mening eller ej med navnet: som PDF

Kunne det tænkes, at nogen som efternavn bar navnet Begravelsesplads?

Straks ved alle voksne i Danmark nok hvem jeg tænker på.

 

 

I en nation af digtere: som PDF

Kommentar 08-05-2014: Dette indlæg fra 2001 kom vist

hverken i avisen eller på nettet. Der er sket noget siden: Politiken

bringer hver tirsdag et digt sat flot op, Weekendavisens tillæg

BØGER bringer hver uge et digt fra en netop udkommet digtsamling,

fattigt sat op – men dog trykt. Men ellers ligner det meget noget,

jeg kunne have skrevet i dag.

 

 

 

Kierkegaard? om journalister

maj 21, 2013

Billede

Jeg tænkte det godt kunne være direkte citat, men søgning i Kierkegaards Skrifter http://sks.dk/forside/indhold.asp  har ikke givet resultat – bortset fra mange udsagn der ligner, så helt forkert på den, har skuespilforfatteren vist ikke været:

 “Der sidder disse hjul- og skævbenede, klatfingrede, halv­fjantede subjekter som kalder sig journalister, som ingen­ting forstaar og ingenting ved og lader som om det var dem der vidste besked. Tanker som en forfatter maaske har beskæftiget sig med i aarevis, de affærdiges af disse fyre paa et øjeblik! Hvem gider læse, hvad forfatteren har skre­vet? Nej, hans betydning er den at en journalist kan faa anledning til at skrive noget sludder om ham, som saa læses af alle. Og saa bukker og skraber de for ignoranten og takker ham, fordi han har sparet dem for den anstrengelse selv at maatte læse og danne sig en mening.”

 Johannes Hohlenberg:To Skuespil om Søren Kierkegaard, II Frygt og Bæven.København1946 s. 49: Kierkegaard i samtale med Fædrelandets redaktør Giødwad.

 

Dansk Læsebog og fraktur

april 1, 2013

Fraktur for 3. klasse 1952

Hans I. Hansen, Th. Heltoft og A.M.Sunesen: Dansk Læsebog for 3. skoleår. 1952

Hvad jeg ville frem til var at beklage, hvis indlæringen af at læse, fraktur, gotiske bogstaver, ’krøllede bogstaver’ helt er blevet tabt på vejen. Ganske vist er en stor del af den gamle danske litteratur genoptrykt med latinske bogstaver – men trods alt kun en mindre del. Ved ikke at kunne læse fraktur selv, har man afskåret sig fra selv at dømme, om det nu er det vigtigste, som er genoptrykt. Desuden er det en nem genvej til at opleve fortiden at læse den, som dens samtid har læst den, bøgerne er trods alt mere end det abstrakte indhold.

For at få et nøjere begreb om min egen vej til at læse krøllede bogstaver, tog jeg fat i min samling af gamle læsebøger.

Læs videre her i PDF-fil

Digt frit efter P.L.Møller

marts 17, 2008

J.Th.Lundbye: En Jordefærd

Til et billede af J. Th. Lundbye, teksten af Per-Olof Johansson 2008, frit efter P. L . Møller, i Tidsskriftet Gæa 1845, p. 350-51 ,
P.L..Møllers tekst, dels scannet, dels revskrevet, plus poj-version, pdf-fil.


De gik hjem alene, uden at mæle et ord

Op ad den møgbeskidte trappe i baghuset, hvor de bor

Næste dag i skolen er der kun skæld ud
Men hun havde jo ikke kunne læse for gråd, ved gud

Hun havde tygget på en sølle skorpe, så ikke det hun læste
Far tømte en flaske ovre fra krogen og blæste – på alt

Han havde selv måtte velsigne de tre skovlfulde jord
Ingen var mødt med et trøstende ord.

Drengen kom til at hvile sammen med mor
Hedder det, i samme kolde seng så uendelig stor

Far på billedet i sin tyndslidte frakke, en dag med tåge
Med kisten under armen, ind ad kirkegårdens låge

Et stykke tøj om kisten og op om halsen afhjælper vægten
Af  kisten, så er han klædt på til begravelsesakten

Lille grædende pige klynger sig til hans frie hånd
Det  fedtede tjavsede hår har ikke set kam eller bånd

Hendes kind er bleg, indfalden af sorg og elendig kost
I træsko, grå grå kjole og hænder røde af frost

Far går med store hurtige skridt
Hun kæmper for at følge med, tørrer kinden tit

De er hele følget på vejen, ingen fjern eller nær
Vil kendes ved den fattige mand og hans barn, du ser
På billedet af Lundbye, som selv så dem der.

*******************

 De direkthed, som præger P.L.Møllers prosa i debat med Søren Kierkegaard, fik han ikke med over i sine digte. Så min version er et forsøg på engang at rive digtet løs af fortidens digtkonvention og fastholde det i dets egen tid, dog med nogle versfriheder, som vel ingen dengang ville tage sig.

Søren Kierkegaard og tegningerne

marts 2, 2008

Udsyn fra legeplads på Møn

Jeg husker ikke, at jeg som barn forbandt noget negativt med ordet neger – selvom jeg meget vel forstod, at måden det blev sagt på kunne være negativ. Det var noget helt andet med ordet nigger. Det må være tilflyttede amerikanere, som forstår ordet neger, som om der blev sagt nigger. Skulle jeg da overfor vedkommende fastholde at sige neger? Det gør jeg ikke.

Noget lignende er det vel med den famøse tegning i Jyllands Posten, som går under navn af Muhammed. Vi er mange som ved, at det ikke er Muhammed. Da tegningen taler om misbrug af Muhammed i terroristernes terminologi, forstår jeg først ikke det ramaskrig, den rejser. Men når jeg nu ved, at den opleves ganske anderledes af muslimer, vil jeg da ikke bruge den. Vil jeg udtrykke, at jeg synes terrorister tager Islam som gidsel, må jeg finde på noget andet. Bedst er det jo, når det siges af muslimer.

Så læser jeg et stykke af Søren Kierkegard, som jo måtte løbe spidsrod i København på grund af Corsarens tegninger, hån og spot:

“Den Omstændighed at Frækheden har tilhold i et Blad gjør at de Frække mene aldeles at være i Retten, ja at være Udøvere af den offentlige Mening. Og det forstaar sig, jeg har dog  i en vis Forstand taget feil af Danmark, jeg troede dog ikke at Pøbelagtighed var den egentlige offentlige Mening i Danmark, men jeg skal med Fornøielse bevidne, hvad der faktisk let sig sig bevise, at det er Tilfældet.”

( Citat fra PAP VIII 1,A 99, her efter Børge Andersen: Et vendepunkt i Søren Kierkegaards liv, 1997, p. 72, foresten købt i C.A.Reitzels Boghandel for kr. 25,-, da de har deres helt egen variant af bogudsalget.)


%d bloggers like this: