Archive for the ‘Som Dag til Dag’ Category

At besøge en samler

november 4, 2017

 

Boghylden

Nogle af kildeteksterne til artikel om religionens spor i en slægt…..

At besøge en samler

Du er den naive besøger hos en samler. Entré. stue – du har endnu ingen mistanke, du bænkes til kaffe, snakken går. Du får øje på en interessant genstand på hylden – for selv om fruen måske forsøger at holde det fra døren i stuen, så er der alligevel det særlige ved denne genstand, at den er exceptionel værdifuld og hun har fået den forærende. Samleren har den for resten på en video, for den har været udstillet på det lokale museum. Nej hvor interessant – vi kan lige se det afsnit. Du er benovet og lader dig invitere ind ved siden af, og så er du i fælden. For her er så pakket, at du ikke kan komme udenom samleren, som naturligvis går ”after you”. Genstande suppleres med opslag i bøger, mapper, kartoteker, ind på en hjemmeside. Du siger i panik, at du har ladet dine briller ligge derhjemme. ”No problem”, samleren kender udmærket dette trick og har da købt et par gennemsnitslæsebriller hos boghandleren, to forskellige styrker, design af –.

Men samlere er der nok også flere typer af. Den store bogtyv har måske været både og. Den besøgende har set på stensamlingen og frimærkesamlingen. Bøgerne til 100 millioner kroner har kun de allerallernærmeste hørt om og de har haft tavshedspligt. Andre samlere gyser ved tanken – at samle uden at måtte vise frem – det ville i sig selv allerede være en straf.

per-olof.dk

Politikens rubrik Dag til Dag 18.06.2004

Røde Erik på langfart 2007

Reklamer

Så dansk, så dansk…

november 3, 2017
Billedhefte1943

Billedhefter 1943 fra Frederiksborg Slot

Så dansk, så dansk –

Når svenske gæster altid skulle trækkes med til Nordsjællands slotte, særlig Frederiksborg Slot, så var det vores slot, som skulle vises frem. Jeg kan ikke huske, om jeg plagede for at få noget med hjem, men det blev gerne til en af de små mapper med billeder, enten løse eller som hang i en lang bane til senere studium. Måske i Helligåndshuset til Hollandsk Auktion står jeg en dag med en kedelig brun sag i hånden fra Frederiksborg Slot. I dag har et katalog jo ingen vægt hvis der ikke er farver på hver eneste side. Sådan var det altså ikke for 50-60 år siden. Sådan et katalog havde jeg haft megen fornøjelse af. Men jeg havde rent glemt det, skønt det ville have været naturligt for mig at gemme det. Selve indholdet havde jeg da langtfra glemt, for det var åbenbart blevet tilladt at klippe i kataloget. Måske var det anset for forældet, da det faldt i mine hænder. I hvert fald, jeg klippede det sønder og sammen. Og mens man klipper, ser man.

Hvad der gjorde et særligt indtryk var helt klart tiden Frederik II til Frederik III med Christian firtal som absolut favorit. Det var ikke det krigeriske eller det fornemme udstyr, det var ansigterne. Faktisk var der jo ikke så stor forskel på de sort/hvide reproduktioner og fotografier, så det tror jeg ikke har tillagt betydning. Jeg fik øjnene op for disse mennesker. Opstillingerne er jo ret stereotype ved dagens gensyn, men ansigterne netop ikke. Det var et indtryk fra gamle Danmark.

Det som slår mig i dag er dog ikke det danske, men det udenlandske islæt. At jeg slet ikke ville have haft adgang til det Danmark, hvis det ikke var for et helt hold af udlændinge. Nogle måske kun på gennemtræk, andre som blev. Jeg nævner bare i flæng malerne Peter Isaacsz, Jacob van Doort, Abraham Wuchters, Gerrit van Honthorst og over dem alle i mængde Karel van Mander. Der er flere endnu. Alle disse fremmede øjne har skabt en billedverden, som vi regner for at være så dansk, så dansk. Sådan kan det gå.

per-olof.dk

Politiken Dag til Dag 22.10.2005

Røde Erik på langfart 2007

 

Dalmåleri: Tafla från Floda

oktober 29, 2017

aangfartyg

Et Dalmåleri fra 1843 som jeg købte i et antikvariat i Stockholm i 1979. Det var første gang jeg var i Stockholm, og jeg måtte nødvendigvis have en souvenir med mig hjem. Jeg har siden set dalmåleri på stederne og museer i Sverige og har haft et udvalg i en bog, men dette ångfartyg er aldrig dukket tilfældigt op. Det har så siden henlevet et liv i anonymitet i min samling.

Nu ved jeg så dette: Billedet er malet af Sämskar Lars LarsSon fra Leksand (1824-1905) i 1843. Det blev gengivet Ernst Bosæus: Nytt tafvelgalleri från stugor i Dalom, bind 2 fra 1882. Mit blad er fra udgaven fra 1905. Det går for at være en troværdig gengivelse af originalen på grundlag af tegning af Bosæus. I 1949 fandtes originalen endnu, så mon ikke den stadig eksisterer et sted.

Vejen til denne afklaring forløb således:

Forleden købte jeg Svante Svärdströms bog om Dalmålningar fra 1944, pænt indbundet kr. 100,- og den gamle interesse flammede op. Hidtil havde jeg fundet hans udvalg af billeder fra 1957 fuldt tilstrækkeligt for mit behov, skønt uden gengivelse af ångfartyget. Søgning på nettet gav så et resultat – en sort/hvid gengivelse, hvor der stod, hvor billedet var gengivet, nemlig i en bog af Bosæus fra 1870. Lidt unøjagtigt, som det skulle vise sig. Af yderlige søgning på nettet fremgik det, at Svärdström havde fået en nyere efterfølger fra 2007, ’Dalmåleri’, en moppedreng på 608 sider, som endnu kan købes til overkommelig pris. I første omgang kunne jeg ikke finde ångfartyget hverken gengivet eller omtalt. I Svärdströms doktorafhandling om forlæggene til dalmålningar fra 1949 fandt jeg så en længere omtale af Bosæus. Bogen var udkommet i tre omgange med fælles billeder i et vist omfang, men også med særindhold. Her er billederne også beskrevet ved titel, og ångfartyget optræder først i udgaven 1882. Der fremgår, at det også er med i udgaven 1905. Også fremgår det, at originalen endnu eksisterer i 1949– men ikke hvor. Med hvad jeg så ved om billedet, giver det mig mulighed for at slå op i bogen om Dalmåleri fra 2007 og komme billedet nærmere. Lars Larsson får en længere omtale, jeg får endda et portræt af ham, et foto af hans bolig og gengivelse af flere af hans malerier. Han signerer billederne LLS og kaldes Sämskar Lars Larsson. I listen hos Svärdsström 1949 nævnes, at Bosæus i de tre udgaver i alt gengiver 60 dalmålningar. Den første udgave kan findes digitalt gengivet, den yngste er tilgængelig antikvarisk. Udgave to har altså et antal gengivelser som vi ikke kender, fem af dem kun kendt derfra. At Bosæus ikke er genudgivet med samtlige 60 billeder kan derfor undre.

Men jeg fandt altså mange svar på mine spørgsmål om min gamle souvenir, uden dog at komme selve originalen nærmere.

Stenøksen og Emil Krause

oktober 29, 2017

 

EmilKrause

Forside til Emil Krause: Byen på Kryds og Tværs. 1928

Jeg har aldrig set den stenøkse, men her spiller den en rolle. Jeg skrev i et par år små tekster til rubrikken Dag til Dag i Politiken. 2000 anslag var max. Det var mere om småt end om stort, rubrikken havde 100 år eller mere på bagen, og så en dag syntes Seidenfaden det kunne være nok og stoppede den. Det gav lidt ballade, så den begyndte igen, nu på bagsiden, men uden de faktuelle oplysninger om dagen som ellers var dens egentlige begrundelse: dagens navn, vejr og en og anden begivenhed. Nu skulle ‘professionelle’ skrive de små tekstindslag. Det holdt ikke længe. I dag ville jeg have skrevet om ‘stenøksen’. Hele nedlægninsballaden havde nemlig givet mig kontakt med en af de andre bidragydere, Tomas Mandel. Undervejs i samtalen fortalte han om sin morfar Emil Krause, som havde været kunstmaler og boet i Farum. Ham havde jeg hørt om fra Marie, fordi hun i unge dage havde været i huset hos ham og passet et sygt barn. Hun havde haft en meget fin stenøkse fundet på marken til familiens gård i Strø her i Nordsjælland. Den forærede hun drengen til trøst: Det var mig! Siger mandel så, den stenøkse har jeg! Hvor mærkeligt. Iøvrigt tegnede han selv, hvilket kan ses i den bog med Dag til Dag-bidrag han udgav om Møn. Og grøntsager, hvilket jeg bringer et eksempel på på den hjemmeside jeg lavede om hans bog.hjemmeside jeg lavede om hans bog.

Hans morfars bog med tegninger fra København har jeg siden fundet. Det indre er velbeholdent, en dag kræver bagsiden et gazebind og klister for at holde det hele sammen. Her kan så konstateres, at han udover maler også var en habil versemager af den gamle skole. Store og små versifikationer af livet i København til at ledsage billederne med. Det flyder let afsted og er slet ikke blot og bar idyllisering, selvom hovedtrækket er – idyl. Året er 1928 – til efter krigen, ti år før den næste, der er fred og ingen fare i det København. Mange gader og huse, men også mange illustrationer med mennesker, jævnt folk og piger i modetøj. 1960 anslag så langt, mer en anden dag!

 

IMAG1353

IMAG1354

Historien Sverige kryber udenom

november 24, 2016
brochure33

Svenske kurvemagere i Lillerød 1933: Fra venstre: Carl E. Johansson, Sigvardt Olofsson, Esther Johansson, Alma Nilsson, Hildur Gustafsson, Per Martin Johansson, Hilding Persson

Historien Sverige kryber uden om -….

(som PDF)

Per-Olof Johansson, DK

Vi diskuterer danskhed – er jeg ny- eller gammeldansk? Er Margrethe II nydansker? Tænk dig hende komme til Sverige og blive mødt med et ”Välkommen hem”. Mon ikke hun ville blive temmelig pikeret og nærmest fornærmet. Hendes hjem er Danmark. Men er det ikke sådan, vi tænker om de mange, hvis forældre og bedsteforældre kommer fra et andet land: Deres sande hjem er et andet sted. Selvfølgelig skal historien skrives. Men det skal ikke medføre, at vi påduttes en nationalitet, slægten netop har givet afkald på. På den anden side altså: Vor historie skal ikke glemmes.

Min mor blev født i Sverige 1903, indvandret til Danmark 1920.

Min fars forældre, født i Sverige midt i 1800-tallet, kom til Danmark 1902 efter ti år i Wolgast i Pommern.

Mine slægtsbånd til Sverige er noget tættere, end hvad der gælder de USA-borgere, som deltager i SVT’s serie ’Allt för Sverige’. Disse bliver hilst med et muntert ’Welcome home’ af Anders Lundin. Nok lidt morsomt ment, men når man overværer deltagernes känslosvall, forstår man, at de tager det ganske alvorligt. Der er ikke noget i vejen med de slægtshistorier, redaktionen har forberedt, de er spændende, selvom deltagernes tårer over de henfarnes slægters genvordigheder virker lidt overspændt, dog ægte nok. De har nok nogle festlige dage i øvrigt – konkurrencerne var jeg gerne foruden.

Jeg sætter mig selv i rollen – for også jeg har interesseret mig for min slægts fortid i Sverige. Danmark er nærmere, kontakten har aldrig været helt afbrudt, jeg taler en slags svensk, jeg mangler simpelthen at være blevet udsat for samme chokeffekt som deltagerne i ’Allt för Sverige’.

En af min brødre, Kurt har et sted skrevet, at han mere og mere følte sig som svensker. Han døde sidste år, jeg ville gerne have spurgt ham, hvad han kunne mene med det. Rent statistisk har min kontakt med Sverige nok været tættere end hans, men jeg kunne da ikke finde på af den grund at ’føle’ mig som svensk. Jeg er dansker, det ved jeg, uden jeg dog ved, hvad det er, at ’føle’ det. I hvert fald: jeg ville føle det højst malplaceret, hvis nogen i Sverige skulle finde på at byde mig velkommen med noget der ligner ’Welcome home”. At jeg er barn af indvandrere kan intet ændre, men gør mig ikke svensk. Kurt ændrede måske standpunkt med tiden, for fra at gøre lidt grin med at jeg kaldte os indvandrere, blev det altså til, at han selv mere og mere følte sig som – svensker.

Dansk litteratur om svensk indvandring til Danmark er ikke stor, selvom indvandringen var det i forhold til landets størrelse, men den findes. Richard Willerslevs arbejde fra 1983 ’Den glemte indvandring’ danner i så henseende skel. Lokalhistoriske arkiver i Storkøbenhavn har udgivet bogen om svenskere på Københavnsegnen i 300 år ’Over Øresund før Broen’ i 2000. Selv har jeg i al beskedenhed bidraget ved at skrive om ’En tid med spånkurve’ 2009 om det prægnante – skønt lille – svenske miljø, der opstod her i Lillerød nord for København omkring fremstillingen af spånkurve efter svensk/skånsk mønster.

Men hvor er svenskernes indsats? Er det kun udvandring til USA og Canada, der er interessant? Hvorfor går de udenom vores historie? Er det lidt for pinligt for 08’erne, at Sverige har været i en situation, hvor svenskerne i stort tal måtte rejse til Danmark for at finde til føden, da hjemlandet ikke kunne løse opgaven?

Javist –  Immigrantmuseet Växjö havde en udstilling om emnet for flere år siden – men en svale gør ingen sommer.

 

Dansk/Svensk kulturmøde

juni 30, 2016

Plakat til relancering af 'En tid med spånkurve'

Kulturmøde i det små som PDF, let at udskrive og læse. men alligevel følger hele artiklen her i bloggen, da mange har modvilje mod downloade PDF’er…

Kulturmøde i det små

Per-Olof Johansson 27.6.2016

Jeg lovede en redaktion et haiku om to kulturer, om kulturmøde og forstod det som kultursammenstød, men jeg kunne ikke rigtig komme på sporet. For selvom familien tæt på har sin oprindelse i nordøstre Skåne – er det så ligefrem et kultursammenstød at være født og opvokset på Sjælland med den baggrund? Det er sådan et stort ord – kultursammenstød. Nu er deadline passeret og så kan jeg måske causere lidt over emnet – for selvfølgelig er det et sammenstød, men jeg har bare været dårlig til at registrere det, tror jeg. For det lyder jo til at skulle være noget negativt, og for mig har de to kulturer nok bare været noget positivt, noget der supplerede hinanden.

Jeg har ikke et forfatterskab, jeg har levet af, et forfatterskab er det jo alligevel blevet til. Her burde dette kultursammnestød vel give sig udtryk. Når det kommer til de ti digtsamlinger, så er det noget andre må dømme om, men der er da udgivelser, hvor det kommer til udtryk. Først og fremmest i bogen ‘En tid med spånkurve’. I Danmark er spånkurve ikke noget man beskæftiger sig med. Det var for en stor dels vedkommende en importvare – og så var der vor virksomhed i Lillerød, hvor der gennem70 år og lidt mere blev fremstillet spånkurve. Den historie fik jeg lyst til at fastholde, og fra koncipering til udgivelse gik der 30 år. En udgiver kunne jeg ikke finde, og så måtte jeg selv til slanterne. Inden den kom til verden, var emnet altid svært at tale om, og det blev sværere og sværere som 1970 gled bag ud, nye generationer anede slet ikke hvad jeg talte om. En spånkurv – hvad er det? sagde de. ’Jeg kender en spånplade’ – sagde en! Det var der før 70 ikke tvivl om – for det var jo simpelthen kurven. Selvfølgelig var der mange andre kurve selvom spånkurven var den almindelige, den der ikke kostede meget, og fandtes i mange størrelser.

Det er og var noget andet i Sverige. Dels kan der i Sverige hist og her stadig laves en spånkurv, fordi materialet, fyrretræ af en vis ælde stadig findes, dels fordi traditionen med en spånkurv stadig er levende, takket være Hemslöjd-organisationen. Her blev spånkurven accepteret som en del af kunsthåndværkstraditionen. Desuden blev en tradition fra Hälsingland med at male spånkurve genoptaget og indgår nu som et led i hobbyaktiviteter. Man kan se det bevidnet af museernes beholdninger af spånkurve. således som enhver kan slå det op på nettet. Man kan også se det på Instagram ved at se forskellen i antal på respons på #spånkorg og det danske #spånkurv. Mængder på svensk – på dansk er det overvejende billeder, som jeg har sat på! Så her har jeg da mærket kulturforskellen og følt, at jeg arbejdede i modvind.

Så er der en anden udgivelse, hvor det slår mig, at forskellen ligner den med spånkurvene. Jeg udgav i 1975/76 en bog om Bonde-Practica, en bog tiltænkt folkelig læsning, udviklet i Tyskland i begyndelsen af 1500-tallet, første gang trykt i Danmark 1597 og siden i mange oplag til og med 1804. Min bog udkom i en mappe sammen med et faksimiletryk af udgaven fra 1744 som årets nytårshilsen fra Dansk Kliché Fabrik og Fihl-Jensens Bogtrykkeri. Den del af oplaget, som tilfaldt mig, solgte jeg gennem Foreningen Danmarks Folkeminder, jeg havde jo haft Iørn Piø som konsulent på projektet. Der skrives tit at bogen er udgivet af foreningen, men sådan var det altså ikke. Med almanakkens reformering i 1832, hvorefter det ikke mere var muligt i almanakken at se månens gang i dyrekredsen, og måske især på grund af H.C.Ørsteds kamp mod overtro, døde bogen så at sige i Danmark. En almindelig viden om bogen må dog have eksisteret siden man i 1884 kunne udgive en satire over bogen som tillæg til et julehefte (Oldfux 1885)!

I Sverige gik det anderledes. Der udkom en svensk version oversat fra dansk først i 1662 og uden det rige billedmateriale som gennem 200 år fulgte de danske udgaver. Den holdt imidlertid længere. Almanakken reformeredes senere end i Danmark og sikkert derfor kunne den lettere fortsætte et liv som kuriositet og minde om gamle dage i Sverige.

Så kunne man tro, at det skyldtes en viden om bogen fra min opvækst, som havde fået mig til at kaste mig over den lille bog, sådan er det slet ikke. Da jeg fik den i hånden i begyndelsen af 70’erne havde jeg aldrig hørt om den, og det var det, som udgjorde udfordringen, for jeg kunne ikke vurdere om det eksemplar, jeg fandt, var fra 1500-tallet eller senere! I dag er bogen i Danmark kendt af særlige interesserede på grund af min udgivelse, mens det er ganske almindeligt bekendtskab i Sverige, jeg har slet ikke tal på de udgaver, der er kommet igennem det tyvende århundrede, jeg har adskillige, og enkelte er kommet i store gentagne oplag. Jeg har da en opdateret dansk version på beddingen, uden det er lykkedes til dato at få skabt interesse for den hos en udgiver.

Her var da på et par punkter helt tydelige kulturforskelle mellem dansk og svensk, som jeg har erfaret. Når det kommer til et skel mellem svenskere og danskere i almindelighed må jeg melde pas, jeg har svært ved at skelne mellem, hvad der blot er forskel mellem mennesker i almindelighed og så på det nationale område. Jeg siger aldrig, at jeg føler mig dansk eller at jeg føler mig svensk. Jeg er dansker med en svensk historie og undrer mig over den snak om at føle sig som….hvilket måske er min måde at værge mig mod ‘kultursammenstøddet’.

En tid med spånkurve

Bonde-Practica eller Veyr-Bog

 

 

KONICA MINOLTA DIGITAL CAMERA

Per-Olof Johansson: Bonde-Practica eller Veyr-Bog 1975. Bonde-Practica eller Veyr-Bog 1744 i faksimile, mappe til begge.

Flere måder at blive rask på

juni 22, 2016

Bogens forsideBilledet: Forsiden til en lille bog, hvor denne tekst ville have fundet plads .

Flere måder at blive rask på

..artikel som PDF..

Det handler om kræft. Kræft er så mange ting, men i samtalens løb hedder det kræft. Nogle dør af det, andre overlever. Selv om du overlevede, skal du ikke være sikker. Den kan komme igen. Kan komme igen som en anden kræftform. Der er flere måder at blive rask på. Dette er enkelttilfælde, jeg har hørt om. Dem tænker jeg på, når nogen kloger sig på kræft.

1.

Kræften opdages, patienten følger det af læger fastlagte forløb, helbredes efter kortere eller længere tid.

2.

Kræften opdages, patienten følger det af læger fastlagte forløb, patient og eller nærmeste følger intenst med og griber ind ved fejltagelser, supplerer systemet med ideer, patienten helbredes efter kortere eller længere tid.

3.

Kræften opdages, patienten følger lægens råd, men bedringen udebliver. Patienten søger til udlandet, andre læger og bliver helbredt.

4.

Kræften opdages, patienten følger lægens råd, men bedringen udebliver. Patienten opsøger alternative behandlere og bliver helbredt.

5.

Kræften opdages, patienten følger det af læger fastlagte forløb, men bedringen udebliver og erklæres uhelbredelig. Patienten afbryder behandlingen og fastlægger selv et program for overlevelse og overlever.

6.

Kræften opdages, patienten følger det af læger fastlagte forløb, men bedringen udebliver og erklæres uhelbredelig. Patienten afbryder behandlingen og gør ingenting, lever som før, men erklæres to år efter for helbredt.

7.

Kræften opdages, patienten følger det af læger fastlagte forløb, men bedringen udebliver og erklæres uhelbredelig. Patienten overlever betydeligt længere end lægerne forudsatte.

8.

Kræften opdages, patienten følger det af læger fastlagte forløb men bedringen udebliver og erklæres uhelbredelig. Patienten er eller bliver intenst religiøs og oplever efterfølgende helbredelse som resultat af bøn, som mirakel.

De usynlige døde

maj 4, 2016
Kurt taler

Kurt E. Johansson holder tale for sin bror Stig F. Johansson ved 50-årsdagen 1982

Artiklen med flere billeder som PDF

Esben Kjær har skrevet en bog om sin afdøde søn: Min usynlige søn. Hvad der sætter sig som det faste for de nærmeste, fortoner sig hurtigt hos omgivelserne. Det er kun tre år siden sønnen døde, og hvis omgivelserne ikke mere synes det er vigtigt, ’det må han se at komme over’ – er det klart, der skal protesteres – for lige dét kommer vi aldrig over.

Men der er jo mange nære, som er døde, og som ikke fremstår særligt synlige – heller ikke for de nærmeste, eller kun for de aller nærmeste.

Mon ikke det er en svær opgave at ville tale i generelle vendinger herom?

De kommende generationer vil sidde tilbage med de forrige generationers fotoalbummer uden at kunne afkode ret mange af dem. Kun de færreste har skrevet oplysninger om motiverne. Og selv da – måske ikke så oplysende, som de var engang ”Onkel Erik på besøg”. Hvilken onkel Erik, besøg hvor? Glæden ved billederne var samtidens, kun i sjældne tilfælde eftertidens.

Lige nu skulle en bunke papirer flyttes, og jeg møder et fotoalbum. En ældre bror Kurt er død i efteråret, og dette album er altså havnet hos mig. Der var ark med billeder fra hans kones barndom, som var lette at få placeret hos hendes søn. Først nu tager jeg stilling til resten. Det går op for mig, at det ikke er hans eget album, men et arvestykke fra vor ældste bror, som døde for fem år siden. Det er fra en fødselsdag jeg ikke var med til. Har set et par af billederne før, af fødselaren og hans kone. Men her er – 75 fotos, hele selskabet fra den ene ende af festen til slutningen med mange for mig ukendte ansigter.

Albummet starter med en smuk håndskreven hilsen på rim fra Erik, som har taget billederne eller fået nogen til det. Mon det ikke er ham, der sidder til højbords med Stig, Stigs kone Vally og vor bror Kurt. Brevet:

 

19.8.1982 Kære Vally og Stig
Vi takker for en dejlig fest
på kro ved Feggesund
og glade det var hver en gæst
ved fødselsdagen rund
og taler blev der holdt for dig
og du fortjente dem
et rim det får du her fra mig
Skamol’s Metusalem

…og 12 linjer mere i samme genre samt ’Fotos kan beholdes!’

Hvor mange tusinder af den slags albummer finder man ikke – og hvor mange vil snart forsvinde. For skønt alle som her er fuldt synlige på billederne, er de for mig usynlige bortset fra de fire: Stig, Vally, Kurt – og måske – Erik. Dem kunne jeg tage ud og kaste resten – de usynlige. Jeg vælger nu at lægge den i stablen med andre fotobøger, for hvem ved, en dag møder jeg måske en morsingbo, som kan få glæde af dem. Jeg lukker albummet, FOTO står der med forgyldte bogstaver på det blå bind, og hidtil uopdaget også: ’1982 50 ÅR STIG’. Jo sådan så en 50-års dag ud for 34 år siden. Det er et familieminde, men også værd at erindre for nationen, selv om mange af personerne må forblive ’usynlige’.

per-olof.dk

Kurt E. Johansson: Udsyn fra Femø

Stig F. Johansson: Mindeside

Sønnetabet

april 25, 2016

 

kollwitz

Kaethe Kollwitz 1909

Jeg har flere steder i digtsamlinger skrevet om tabet af min søn Hjalmar ( 1970 – 1987). Senest skete det i lidt større omfang i ‘Henvendelser som digte’, hvor jeg bl.a. genskrev en stil fra hans gymnasietid. Jeg har også haft hans billede på facebook til erindring. Hvert af den slags skridt sker med en vis tøven – hvad er meningen med det, det overgår alle osv. På den anden side – når det bliver, som om det ikke skete, føler man trang til et lille pip.

Politiken sagde ja til at trykke en kronik herom – en passende dag, dvs et halvt år efter Langfredag 2016. Det blev under titlen ‘Jeg kommer mig aldrig over tabet af min søn’  – hvilket er rigtig nok, mit titelforslag var dog ‘Sønnetabet’.

Jeg fik et overvældende antal positive reaktioner, hvilket føltes rigtig godt og stadig føles godt. Nu sætter jeg linket her i min blog, tilgængeligt for hver den, der hverken holder Politiken eller er ven med mig på facebook.

Kaethe Kolwitz-billedet havde jeg købt mange år før. Hun mistede sin søn i 1. verdenskrig, og hendes selvportræt fra 1909 virkede jo som en sorg ‘på forhånd’. For mig har det naturligvis fået en ikonisk karakter. Det er et lithografi eller lystryk, hvoraf der ikke er mange som overlevede krigen, originalen kendes ikke. Det kan dukke op. Da jeg så et andet eksemplar af lithografiet på en udstilling på Øregaard Museum, virkede det på mig, som om det var hentet ned fra min egen væg!

Royal Danish

marts 23, 2016
ugeblad
Royal Danish eller Hold tand for tunge.
En anmeldelse af den nye TV-serie
At det virkelig lykkedes holdet bag TV-serien ‘Royal Danish eller Hold tand for tunge’ selv at holde tand for tunge under optagelserne er yderst imponerende. Når nu sidste afsnit er rullet over skærmen, kan det undre, at den ikke har vakt større opstandelse, end tilfældet er? Det er imponerende at kunne lave et stykke TV-dramatik om kongefamilien, der har så mange andre hovedpersoner udover kongefamilien. Først og fremmest er der ugebladenes og tabloidpressens publikum – så er der alle dem i den side af medieverdenen, som lever af den interesse, redaktører, journalister, fotografer Så er der selvfølgelig kongefamilien selv, men også de to fløje – dem, der betjener dem i det daglige, og dem de er deres venner og bekendte i alle grader. Det politiske og det kulturelle Danmark forsvinder som støv mellem disse kværnsten.
Plottet, at foregive at dronningen har en søster ingen kender, som lever et almindeligt liv og udvikle historien derfra og kun lade seeren kende sandheden – end ikke søsteren selv nåede at lære den at kende – det er ret genialt. Når vi normalt taler om disse segmenter af Danmark, fremstår deres mennesker totalt skabelonagtige, men her får serien rettet op på kulturelitens misopfattelse: vi ser rigtige mennesker, der lever rigtige liv. Det er vist det, der er det lykkelige Danmark – selv når det vælter ud af skabene med problemer, så er der alligevel noget at holde fast i. Til daglig kan vi opfatte de deltagende segmenter som adskilte, men hvad serien formår at vise er, at der er et uendeligt antal forbindelseskanaler, vi aldrig ellers hører om – fordi de implicerede er så dygtige til at holde ‘tand for tunge’.
Sønnen til dronningens søster ender med at få en mistanke om familieskabet, hvilket han naturligvis ikke kan bevise, og som han selv må afvise som hjernespin, mens vi seere sidder som i den gamle biograf og råber til ham: Du har jo fuldstændig ret. Der er ikke plads til i dag at gå ind på de enkelte skuespilpræstationer, ingen faldt igennem, så det må blive seks stjerner herfra!
per-olof.dk

%d bloggers like this: