Archive for the ‘Som Dag til Dag’ Category

På knæ for livet?

august 4, 2019

 

Henrik Stangerups morfar var den kendte svenske forfatter Hjalmar Söderberg. Det er almindelig kendt, Henrik Stangerup har talt om det, endda skrevet forord til et udvalg af hans artikler.
Halfdan Rasmussen er jo ikke mindre kendt end Henrik Stangerup, hans mor var svensker fra Rösmåla, Urshult i Småland. Det har han selv fortalt i det indledende erindringsdigt om hende i bogen ‘..og det var det’ fra 1977.
At det var så det, stiller nu ikke mig tilfreds.
Jeg har netop læst en biografi af Susanne V. Knudsen om Halfdan Rasmussen og Ester Nagel og deres 30 år lange ægteskab. Når man har læst færdig, og blevet indviet i detaljer, man måske helst var foruden, studser jeg over, hvor lidt jeg får at vide om Halfdans mor og betydningen af den svenske baggrund. Hans mor har talt med svensk accent, hun har sunget svenske salmer og sange – henvises jeg til at gætte mig til. Hvis Halfdan ikke selv har fortalt mere om den baggrund, hvorfor har så ingen spurgt ham? De tekster, der har gjort ham så berømt, er i den grad danske, at de vel stort set er uoversættelige, så det er måske ikke så mærkeligt, hvis ingen svensker har opdaget ham, men halvsvensker var han dog. Så lille at han blev kaldt Halvan. Der må være noget at fortælle om hans svenske forhistorie.
Så købte ham og Ester et torp i Slagesnäs mellem Vilshult og Kyrkhult, lidt over 40 km fra Urshult. Synes ikke jeg læste et eneste ord om, at dette var så tæt hans mors barndomshjem. Faldt det ham slet ikke ind?
Halfdans morforældre tilhørte, så vidt jeg har hørt mig til, ikke proletariatet – før efter morfarens død. Hvad skete der, der bragte familien i så trange kår, at døtrene rejste til Danmark og siden fik moren til at følge efter?
Var det en historie, der blev tiet ihjel? Lad os høre!
Danmark mister ikke noget ved, at vi lærer den indvandrehistorie at kende lidt mere i dybden.

Reklamer

Frilandsmuseets haver

juli 23, 2019

Mit første indlæg om Frilandsmuseets haver..Politiken 1.7.1985

I dag 23.7.2019 bringer Politiken nyt indlæg af mig om haverne. Desværre er sidste sætning redigeret væk. jeg synes det er vigtigt at pege på de frivilliges store indsats!

De seneste 40 år har jeg med interesse fulgt med i Frilandsmuseets haver omkring gårdene. Hovedopgaven for museet er naturligvis bygningerne, men omgivelserne tjener et vigtigt formål, når man vil forstå livet i og omkring dem.

Den daværende havevejleder på museet Erik V. Jensen har i den henseende nok skrevet den vigtigste programerklæring herom i Nationalmuseets Arbejdsmark 1978. Når man da, som jeg, har set i hvilken grad museet gennem årene har kæmpet med programmet, fik det mig til i 2006 at foreslå, at haveafdelingen simpelthen blev en selvstændig økonomisk enhed under Frilandsmuseet. Det er indtrykket, at det første sted sparekniven rammer er det hjørne af museet, hvorefter der igen igen skal rejses midler til genopretning fra de skader, som haverne har lidt under sparerunderne, det rene ressourcespild. Det lider haverne under nu. Der er ingen tvivl om, at Frilandsmuseet har sat turbo på det begreb, som vist Hjerl Hede opfandt: ‘levendegørelsen’ (og som i mange år ganske uberettiget var udsat for museumsfolks hån og spot) for at det skal tjene som publikumsmagnet. Men kære Rane Willerslev, et museum kan ikke drives som en købmandsbutik, der bør derfor sikres museumshaverne midler, der ikke kan bruges til at finansiere andre hjørner af virksomheden.

Med køkkenhaven ved Fjellerup Herregaard er det en ganske anden sag. Den drives eksemplarisk – ved frivillig arbejdskraft.

*****

Nogle illustrationer til indlægget kunne være de følgende!

Lur og sang

juli 15, 2019

Bronzealderlur på forsiden

 

Hvorfor en lur på forsiden af en sangbog? Jo, stammer nok fra Grundtvigs sang ‘Sol er oppe’ hvor det hedder:

Højt det gjalder,
luren kalder
kæmper op fra morgenblund,
stolper knage,
luer brage,
blusse over grønne lund.
Vågner! ej til gammens tale,
vin og smil i kongesale!
Hildurs leg er nu for hånd.

På den ældste sangbog fra 1918 anes endnu luren på forsiden. På forsiden står med håndskrift: Arvid Johansson, Lillerød, Danmark – min far. Min musikalske storebror Stig har noteret adskilligt i den. I Sangbogen Danmark, 10. oplag 1943 dominerer luren på anden vis i Aage Jørgensens streg – han har også lavet bogens vignetter hans signatur ses på et enkelt af billederne s. 241. De er ikke så grovkornede som luren! Hans tegninger i Danske Landsbykirker fra 1953 holder den dag i dag. Lurtegningen fandt så vej til Klaus Rifbjergs digtbog ‘Fædrelandssange’ 1967 uden tegneren nævnes, kun sangbogens forlag krediteres. Sangbogen fra 1918 har små notet med her: Gammens tale= elskovstale, lystig tale, Hildurs leg= Kampen,(Hildur=kampgudinde). Rifbjerg burde naturligvis have haft stedet Brudevælte med blandt de behandlede lokaliteter.Lurblæserne på Rådhuspladsen i det mindste, han passerer jo Rådhuspladsen et par gange i ‘Drømmen om København’. Sangbogen har han sikkert kendt, så forslaget til omslaget er nok hans eget. :

 

Om digtoplæsninger

juli 6, 2019

Kladdebogen 4. juli 2019

1:

Lad os starte med et dagbogsblad:

FOURTH OF JULY 2019

Han stiger ud i opgangen
for at hente aviserne
og der finder han den røde tråd
fra gårsdagens oplæsning
faldet ud af hans
‘Henvendelser som digte’
fra digtet med linjen
‘stop produktionsprocessen,
gå nye veje’ fra 1974.
Helt almindelige så de ud
som et strøg på Strøget,
femogtyve i rollen som digtere
spraglede, fyrværkerier, heksebryg,
helt forvandlede ordmagneter
klar til verdens køleskabe
“Så hør dog efter” nye generationer
i Karens Minde Kulturhus med
extra extra sommerdigtaften.
I postkassen brev fra Gyldendal
som han fik dem i halvfjerdserne
afslag på afslag på afslag.
Han lader det ligge lidt
ovenpå Politiken, Københavneravisen,
leger med tanken: GYLDENDAL,
bliver sin egen Hassan
inden han åbner tilbuddet om fire bøger
til de udmeldte af Bogklubben:
“Få det bedste ud af ferien”.
Helt glemt er han ikke.

 

2. Lignende overvejelser en anden dag

Om digtoplæsninger

Jeg vil se om de to ting om digtoplæsninger, som ligger mig på sinde, kan finde sammen i en enkelttekst.

Det handler dels om den manglende medieopmærksomhed, der er om digtoplæsningsscnenerne. Dels handler det om, hvad der bliver præsenteret på oplæsningerne.

Det første først. Jeg er gammel, men har ikke været med på de tidlige oplæsninger i Huset i København eller andetsteds. For mig begyndte det nok, da jeg blev inviteret til at være med i en oplæsningsgruppe, som kaldte sig Poesitur 2000. ’Vi’ var Birgit Filskov. Per Nielsen, Bert Blom Lena Krogh Bertram, Benny Pedersen, Jørgen Rasmussen, Viggo Madsen, Anni Broue og jeg selv.Vi indspillede en CD, fik teksterne udgivet i bogform og drog landet rundt og læste op. Derfra var springet ikke langt til Underskoven i Huset og mange andre steder. Jeg ved, der findes mange steder, jeg ikke har været. Men hvad der karakteriserer stederne, hvor jeg har været, er nok, at jeg ikke erindrer nogensinde at have mødt kendte anmeldere ved disse arrangementer. Man kunne tænke sig, de stak næsen ind, for at se, hvad der foregik. Selvfølgelig har man været tilhører ved oplæsninger med ’kendte digtere’, men de ansigter har heller ikke vist sig til ’åbne scener’, bortset fra Benny Andersen som inviteret gæst. Jo og en enkelt mindeværdig undtagelse Vagn Steen. Og et rykind fra Forfatterskolen mindes jeg heller ikke.

Hvad vi præsenteres for ved de åbne scenearrangementer er næppe noget der bør udråbes til den store litteratur. Men det er ærlige udtryk for digteriske bestræbelser, som prøver sig frem i mødet med et publikum. Og så er det åbenbart sådan, at træder man et trin op ad kendistrappen, vender man ryggen til de åbne scener. Ja der er undtagelser, Viggo Madsen f.eks.

Jeg ved ikke, hvad vi skal lægge i det, synes bare det skal nævnes, stå et sted: at sådan var og er det.

Som oplæser af digte går man mange faser igennem, fra det nervøse til det mere bevidst afprøvende. Den mest udfordrende scene jeg har læst op på, det er standen for Foreningen for Danske Kulturtidsskrifter, hvor jeg i mange år som medlem med mit nettidsskrift Splints & Co. havde anledning til at optræde sammen med Poesitur-digterne. Man måtte virkelig her tænke på omstændighederne, når man læste op på standen midt i menneskemylderet.

Jeg valgte tit at have noget nyskrevet, inspireret af de omstændigheder, jeg forventede at møde. Det gav en særlig art tekster, som ellers ikke var blevet skrevet. Her to eksempler, Takkedigtet og Gå videre digtet.

Takkedigtet (synges på melodien til ’Sur sur sur, lille bi omkring’)

Tak tak tak.

Mange mange tak.

Tak tak tak tak.

Tak tak tak tak.

Tak tak tak tak.

Tak tak tak tak.

Mange tak.

Mange mange tak.

Tusind tak.

Tusind tusind tak.

Tak tak tak tak.

Tak tak tak tak.

Tak tak tak tak.

Tak tak tak tak.

Tusind tak.

Tusind tusind tak.

Gå videre digtet

Gå videre

Gå videre

Der kommer et nyt digt om lidt

Der er flere digte undervejs

Nye digte

Anderledes digte

Mere spændende digte

Mere vedkommende digte

Gå videre videre

Gå videre

De synger længere fremme

De er lettere at forstå længere fremme

Mere på bølgelængde med dig selv

Det næste er hele tiden det bedste

Forventningens glæde

Hele tiden til stede

Gå videre videre

Gå videre

Det bliver meget bedre hen ad vejen

Mange gange har jeg læst op i Karens Mindekulturhus og senest tænkte jeg meget på de mange jeg’er, vi der præsenterer hinanden for. Disse overvejelser mødtes med tanken om, at det ville være godt at kunne sine digte udenad. Det kan jeg ikke for ret manges vedkommende. Tænkte jeg måtte kunne skrive noget, som jeg dog kunne uden ad. Det skrev jeg og brugte jeg. Lad det slutte denne lille opsang. Som en hilsen til de digte, jeg kaldte Livstegn, men som nogle kaldte konkretistiske.

JEG

Jeg jeg jeg jeg jeg jeg Jeg jeg jeg jeg jeg jeg

Jeg jeg jeg jeg jeg jeg Jeg jeg jeg jeg jeg jeg

Jeg jeg jeg jeg jeg jeg Jeg jeg jeg jeg jeg jeg

Jeg jeg jeg jeg jeg jeg Jeg jeg jeg jeg jeg jeg

Jeg jeg jeg jeg jeg jeg Jeg jeg jeg jeg jeg jeg

Jeg jeg jeg jeg jeg jeg Jeg jeg jeg jeg jeg jeg

Jeg jeg jeg jeg jeg jeg

Sagde han.

 

 

 

3. og slutte af med en tegning.

 

Oplæsningssituation

Erik Hagens i Skovlunde Kirke

juni 3, 2019

 

Erik Hagens: Den barmhjertige samaritaner

Erik Hagens i Skovlunde Kirke

Per-Olof Johansson

Jeg kan ikke forestille mig, at en lignende kirkeudsmykning skulle være at finde noget andet sted i verden, som den Erik Hagens har udført i Skovlunde Kirke.

Vist er referencerne til Biblens nye testamente utallige, men de er så anderledes end man er vant til. I Ribe Domkirke har Carl Henning Pedersen malet en udsmykning, som da vist slet ikke refererer til noget kristent. I Lillerød Kirke har Mogens Koch med en altervæg refereret til et skriftsted, som kun er synligt en halv meter fra og med et stort kors, som beskueren nærmest skal tænke sig til. Hvis man skal sammenligne udsmykningen i Skovlunde Kirke med noget, må det være med de middelalderlige kalkmalerier, hvor motivernes tid er tilblivelsestidens ’her og nu’,

Jo i Skovlunde er der bibelhenvisninger og skabe, der skal åbnes ved de kirkelige højtider, der er altertavle, i den forstand er der linket til historien. Men når vi går til billedsiden er det illustrationer af vor tid, vort tøj, vore omgivelser sådan som vi kender det fra Erik Hagens’ Esbjergevangelium. Det er ikke ’troen’ som fremstilles eller evalueres, det er tidens dilemmaer mellem godt og ondt. Det er ikke apostlene, som er samlet om bespisningen, men vor samtids etiske fyrtårne. Pinseunderet er ikke noget magi, men bøgerne og mediernes verden, som bærer budskaberne frem i alle tungemål.

Kristendommen er i dag i modsætning til, som den fremstilles på kalkmaleriene, funderet i historien, verdenshistorien som starter i år nul. Men det turde i dag stå klart, at denne historiske reference er gal. Den fungerer ikke mere. I den svenske forfatter Hjalmar Söderbergs bog ’Den forvandlede Messias’ fra 1938 blev konklusionen, at man ud fra de fire evangelier næsten ingenting kunne sige om den historiske Jesus’ lære. Dødehavsrullerne har vendt op og ned på dette, hvis det holder stik, hvad den amerikanske forsker i Dødehavsrullerne Robert Eisenman har fundet frem til. Hans datering af Dødehavsrullerne er omstridt. Han placerer dem i den tid, som evangelierne foregår, og historien bliver derved en ganske anden. Jesus bror Jakob har en hel anden central rolle i den første menighed i Jerusalem, end vi har vidst. Paulus forvandler budskabet fra rent jødisk til at gælde ’alle’, og lægger dermed kølen til det, vi i dag forstår som ’Kristendom’. Er da det hele en fiktion, den vesterlandske kultur har taget udgangspunkt i, er religionen et stort bedrag, som ateisterne mener?

Her ser jeg de anfægtelser komme ind, som Erik Hagens byder på, Han kender sin bibel og hefter sig ved de historier og udsagn som stadig taler til os som aktuelle problematiseringer i vort valg mellem godt og ondt, begreber vi ikke vil fraskrive os. Flugten til Egypten er stadig et aktuelt tema også uden æsel, men i løb, barnemordet i Betlehem bliver mere forståeligt ved at anskue et skoleskyderi i USA, barnet fødes ikke i en stald men under motorvejsbroen.

Hvor blev troen af, begrebet tro? Jeg ved det ikke, men jeg har den mening, at religionen i dag kræver at dækkes ind af et andet begreb, der ikke på sammen måde som ’tro’ lyder som noget, enhver kan bilde sig selv og andre hvad som helst ind med. Meningen med det ord tro er langsomt blevet nedbrudt siden naturvidenskaberne blev vores forståelsesramme, der ikke levner plads for religion. Selvom man ikke har svaret, mener jeg, man har lov til at rejse spørgsmålet.

Der er dog et af de klassiske motiver, som overlever i den traditionelle form hos Erik Hagens: Den barmhjertige samaritan. Behov for barmhjertighed uden bagtanker er stadig aktuelt og den røde tråd i kristendommen, vi bør holde fast i!

PS: Jeg har slet ikke set det hele, for der var ikke rundvisning den dag, vi var der, men til pinse vil jeg se et skab mere bliver åbnet.

Som PDF med flere billeder

Det ord tro

Altertavle Lillerød Kirke

Fra en tid med spånkurve

april 21, 2019

En tid med spånkurve

Jeg plejer at gøre meget ud af, at jeg ikke er kurvemager, når jeg fortæller om spånkurve, (hvad jeg snart skal gøre igen, dog fra en lidt anden vinkel, nemlig med vægten på en udvandrerhistorie): at jeg ikke fletter en bund, ikke fletter en kurv op og ikke river hanke og jourer.Nu får jeg lyst til at fortælle hvad jeg gjorde: jeg trak kævler op af vandhullet, jeg slog med køllen, når træet skulle flækkes, jeg barkede af, jeg kørte høvletræet ind, jeg satte inderjouren i, jeg kringskar, jeg satte hank på, jeg sømmede kurven, jeg hang kurvene til tørre og tog dem ned igen, jeg bundtede dem, jeg kørte kurvene på stationen, jeg skrev fakturaerne og opgørelser og hentede penge fra dårlige betalere i Nordsjælland, jeg udfærdigede breve, jeg ryddede op på værkstedet, jeg fyrede i det store forfyr, som naboen, ingeniør Hagens havde tegnet, jeg kørte brænde rundt i byen, jeg savede små metalrør til spanskrørshankeenderne, jeg hentede papkasser rundt om i byen. Jeg byggede et redskabsskur. Jeg rev mure ned. Jeg samlede en kurverække, da produktionen holdt op. Jeg skrev historien, jeg udgav den:

En tid med spånkurve

Ny videnskab:Regelvidenskab

januar 26, 2019

Ny?  videnskab: Regelvidenskab

Definitionen: Regelvidenskab er videnskaben om reglers opståen, udformning, brug og afdøen.

Regler ligger naturligvis i traditioner, implicit i jura og teologi – men i min neutrale formulering nok ukendt land.

I betragtning af reglers betydning for samfund i dag og i fortiden, mærkeligt jeg ikke lige kan google mig til den videnskab. Den må da findes?

Moses fik reglerne udleveret af Gud selv, det forsøgte Muhammed at eftergøre med en mellemmand, men reglers opståen er jo en pågående proces.

I dag ville det være oplagt at analysere regel-formulerings-praksis i ministerier, styrelser, ledelser. Når regler søsættes er det med en baggrund i kompetencer og vedtagelser, men det er jo ikke der formuleringerne sker. Det er det jeg især ønsker fokus på. Det sker jo på et lavere niveau hvor de formulerende er anonyme og ansvarsfri. Hvis reglerne vil stride med deres moral, vil de formentlig skifte job. Whistleblowere er en sjældenhed i den branche.

Seen and unseen

januar 3, 2019

Many years ago I got a serving tray from my youngest son Hjalmar. .The motif is a kitchen image by the Swedish painter Carl Larsson, whom Hjalmar knew I liked.Now the motif is soon worn off and the colors distorted.The tray stood up at the cabinet, on the vertical and a face faded. Once I made many collages with such a starting point. Sometimes without actually doing anything, just purely ready-made. Otherwise with small interventions. Here I can easily show how.

.

For mange år siden fik jeg en servingsbakke af min yngste søn Hjalmar.Motivet et køkkenbillede af den svenske maler Carl Larsson, som Hjalmar vidste jeg dyrkede.Nu er motivet snart slidt helt af og farverne forvrængede. Bakken stod op ad skabet, på lodret og et ansigt tonede frem. Engang lavede jeg mange collager netop med et sådant udgangspunkt. Sommetider uden at egentlig gøre noget, rent ready made. Ellers med små indgreb. Her kan jeg så let vise hvordan.

 

 

 

Fem veteraner

december 8, 2018
veteraner2

Forside: Fem veteraner – Digtere på DVD

Fem veteraner  – Digtere på DVD 2018

Det var 1972. Han siger, han var 18 år, jeg syntes, han var yngre, kom på knallert. Jeg syntes han var meget ung, jeg var jo gift og havde to børn, gammel mand på 30 år. Jeg havde lige fået udgivet min første undergrundsdigtsamling, som hed ‘Alice er min veninde’. En dublikeret udgivelse, som bror Arne stod som udgiver af med Forlaget Lampen. Jeg kendte ikke Benny Pedersen, men han havde læst om min digtsamling i Frederiksborg Amts Avis, og han samlede stof til et tidsskrift, han havde til hensigt at udgive ‘Lyriklegionæren’. Jeg blev legionær nr. 11. Han siger, han er fra Uvelse, men siden har han vist boet mange forskellige steder, f.eks. Jægerspris, hvor han har siddet i byrådet for SF. Vi har været venner siden. Siden projektet Poesitur 2000 har vi deltaget i utallige oplæsninger sammen. Blandt hans projekter har været at interviewe digterkolleger landet over. Det er blevet til en stor samling, der nu får sin faste plads på Litteraturcentret Hald ved Viborg.

Så gik han han i gang med et tilsvarende projekt, hvor han stilede mod udgivelse af optagelserne sammen med en lille bog med digtene, vi har læst op. Nu er den første høst af denne indsats her, udgivet på Forlaget Ravnerock

Fem veteraner Digtere på DVD 2018
64 sider 150 kr. ISBN: 978-87-93272-60-6
Udkommer 12. december

Fem poetiske veteraner
I årene 1973-74 udgav digteren Benny Pedersen lyriktidsskriftet LEGIONÆREN, hvor i alt 53 digtere blev indrulleret i en hær af digtere.
Benny Pedersen har opsøgt fem af dem med et videokamera, og optagelserne foreligger nu på DVD. Per-Olof Johansson, Ann Mari Urwald, Viggo Madsen, Jack Thimm og Karsten Bjarnholt fortæller om deres forfatterskaber og læser egne digte. De oplæste digte er samlet i en lille antologi FEM VETERANER, og DVDen er vedlagt i bogen.

Per-Olof Johansson (født 1942)
Se per.olof.dk
Alle digte fra “Henvendelser som digte” per-olof.dk 2013

Ann Mari Urwald (født 1939)
Digte fra “Nervesanatoriet” Jorinde & Joringel 1974, “Farvel Madonna” Hønsetryk 1974, “Toget standser ikke mellem Østerport og Holte” Jorinde & Joringel 1980, “I mørket hviler lyset” Ravnerock 2012 samt ikke tidligere udgivne digte

Viggo Madsen (født 1943)
Digte/tekster fra “Tanketorsk” Hovedland 2018, “Brandmand på to hjul” Arena 1966, “Haiku for enhver” Mellemgaard 2016, løbeseddeldigt og ikke tidligere publicerede digte

Jack Thimm (født 1945)
Digte fra “Undervejs” Attika 2008 + endnu ikke udgivne digte.

Karsten Bjarnholt (født 1944)
Alle digte fra “I min alder ligner skyerne en forklaring” Werkstatt 2017

 

De fem veteraner: Per-Olof Johansson, Karsten Bjarnholt, Viggo Madsen, Ann Mari Urwald, Jack Thim fotograferet under forskellige oplæsningslejligheder:

 

Sort kat over vejen –

december 5, 2018
IMG_20181117_072507_369

En kat, jeg tegnede…

En ældre tekst som jeg finder, har samme aktualitet, som da den blev skrevet 2005!
Vi passerer en sort kat, den går over vejen bag os. Selvom den var kommet foran os, kunne man med sikkerhed sige, siger han, at det ikke er den sorte kats skyld, – da den jo først kom efter han blev erklæret syg. Men den sorte kat får ham til at tænke. Og da han har så svært ved at sætte ord på papiret, vil han bruge mig. Det er det folk siger når de lykkeligt er undsluppet stor fare, ulykker eller sygdom eller hvad det nu kan være, siger han. Du ved den kræftsyge som fortæller at uden grøn te, konens opofrende indstilling og hans egen stædighed, var han ikke blevet rask. Er det ikke at fælde en hård dom over dem, der ikke bliver raske? Tænk alle de tusind faktorer som indgår og som kunne have standset ham helt uanset hans jernvilje og familiens backup? De døde kan jo ikke fortælle os, hvilken storartet indsats de selv, lægevidenskaben og familien gjorde for dem, Jeg synes, siger han, at taknemmeligheden over at være sluppet igennem godt kunne tage et andet udtryk, for jeg tror det er det, det handler om. Tænk på en overlevende fra en skibskatastrofe, som føler han har brugt alle, alle kræfter og som bliver reddet: Han siger, at han havde kræfter, han ikke kendte til. Måske har de hundreder, som alligevel druknede også haft den følelse, men har mødt tilfælde og kræfter der bare var endnu stærkere? Eller koncentrationslejrfanger, de kan også sige sådan, men de kan også sige det modsatte, de kan føle sig skyldige over at have overlevet, fordi de stærkt oplever, at overlevelsen var en tilfældighed, eller at deres indsats for at overleve faktisk havde medført at andre ikke overlevede. “Gud holdt sin hånd over mig og min familie” siger nogle, som overlevede Tsunamien. Hvor tør de – fortolke Gud på den måde? Altså blev alle de andre straffede eller hvad?
På den anden side kan man jo ikke afvise egenindsatsens betydning . Jeg tror bare man kan overdrive den, siger han. Måske gør man det, for at kunne sætte ord på det store, som er sket og ordene afslører deres fattigdom eller vores fantasiløshed. Tænk hvis alle, der overlevede kritisk sygdom i taknemlighed satte livet ind på at bedre verden for de sultende ved at forlange relevante systemændringer – så kunne det blive til noget. Det er utopi, men så lad os blive fri for de selvforherligende lovprisninger over, hvordan jeg reddede livet, slutter han. Jeg kan kun finde på at ønske ham held og lykke, da vi skilles, det er vist lige på grænsen af, hvad han kan tåle at høre -.
per-olof.dk
Politikens rubrik Dag til Dag 20.9.2005
Røde Erik på langfart 2007

%d bloggers like this: