Archive for the ‘Som Dag til Dag’ Category

Arkivdigte

august 12, 2018

IMAG4205

Pludselig

Mens jeg læste

Udklip med

Gamle digte

Greb en potteplante

Ud efter mig

Og faldt på gulvet

 

Så øser det endelig ned, Og jeg får lyst til at genlæse et regnvejrsdigt af Carl Stuhr. Jeg er heldig og finder mappen med udklip fra 60’erne. Digtet finder jeg også. Det er en stor fornøjelse at bladre frem til det, for her er stort og småt, de kendte og de-aldrig-kendte, læserbrevsdigte, skoleeleverdigte. Det sidste digt i mappen er udklip fra Information 9.12.1961, rettere tre digte af Ivo Andric dagen før han skulle modtage nobelprisen. Så mindes jeg anmeldelsen i Weekendavisen denne uge af antologien ‘Ny lyrik fra Bosnien-Hercegovina’, hvor anmelderen kunne have ønsket sig færre digtere, fordi han ikke synes alle lever op til standarden, og så ville det blive mere plads til dem, der kan. Nu har jeg ved læsningen af antologien slet ikke selv tænkt i de baner, og efter bladringen i denne mappe, forstår jeg godt hvorfor. Tænk hvor fattigt et indtryk, den ville gøre, hvis den var sorteret efter det princip om absolut digtkvalitetsværdi. Men her altså et kvalitetsdigt af Ivo Andric oversat af ‘Toni Madsen’ der senere hed Toni Liversage.

IMAG4203

Jeg har før skrevet forsvar for avisdigte i al deres brogethed

Her er link til ‘Ny lyrik fra Bosnien-Hercegovina’

 

Reklamer

Den røde hue

april 10, 2018
Rød hue

Norsk garn, model Dala Floda, mp-strik, baggrund mp-vævning

Den røde hue.

En multiknage faldt ned og dermed den hele samling af vinterens overtøj. Derved afsløredes, at reolen ved siden af hældte faretruende. Ved næste uforsigtige tilføjelse til dens stabler af mapper vil den måske vælte og lukke ejeren inde på toilettet! Altså måtte den tømmes og fæstnes og en ny knage sættes op. Enkelt at sige, men en lang proces med indkøb i Silvan og Ikea, som affødte et impulskøb af en trappestol til at nå øverst op med. Den hed sikkert ‘Bekväm’, for der kan en skammel ikke bare hedde en skammel. Godt det er vinterferiedage til samlingen. Historien kan fortælles flere gange, når der spørges til et stort hul i hånden efter en vabel efter alt skrueriet. Det er en tidlig morgen mens børn og kollega må lægge øre til den langt udspundne historie om fortrædelighederne. Og så siger Sine med anelsen af et smil: “Du glemte den røde hue!” Tableau! Hun var allerede blevet udsat for historien, og jeg havde glemt den oprindelige pointe! Som var historien om de forsvundne huer. Forrige vinter var huen efter model fra Dala Floda forsvundet, og naboen strikkede en ny dog kraprød med garn fra Norge. Ved denne vinters begyndelse var også den væk. Alt blev gennemrodet og bragte den første for dagen – men den røde var og blev væk. Indtil – knagen faldt ned og åbenbarede den skæve reol. Fra knagen var den røde hue faldet ned bag reolen, hurra! Børnene fastslog, at det var forklaringen på det hele. Huen havde aftalt med højere magter, at nu ville den findes, og at det nok ville ske, når de lod knagen falde ned. “Du kan jo skrive det ned, så du husker det med huen,” siger Alberte fra første. Og som sagt, så gjort.

per-olof.dk

trykt i Politikens rubrik Dag til Dag 26.3.2005

siden i ‘Røde Erik på langfart’ 2007

Livet i dødt sprog

april 10, 2018
Kurverække

Spånkurve til Danmark, et sprog hang ved…

Livet i dødt sprog

Jeg læser en bog om elleve døde sprog. Der er en masse jeg ikke forstår, men også kik ned i verdens mangfoldighed, hvor man mere end aner, at vores livsopfattelse i mangt og meget er sprogafhængig. Først da jeg når til gotisk og Wulfilas bibeloversættelse dertil fra trehundretallet, mindes jeg om, at jeg selv bærer på brokker af – hvis ikke et døende sprog, så en døende dialekt. En dansk-svensk afart, vi kalder göingska. Vi er i det nordøstlige hjørne af Skåne.

Moster Anna var dyrker af det rigssvenske, men præsten fik overtalt hende til at skrive en verificeret skildring af livet på landet i gamle dage på barndommens sprog. Hun havde i sit lange liv skrevet et utal af festsange, mindevers osv, som for mit øje kun var form uden indhold. Digtet om livet på landet i hendes barndom blev anderledes levende. Oven i købet eksercerede hun mig gennem dets lyd og forståelse, for at jeg kunne bringe det videre. Altså sendte jeg det en dag til den historisk interesserede, sprogligt optagede grandfætter til viderebefordring i et af de lokalhistoriske skrifter, jeg så ham optræde i. Da fik moster Anna rumpen på komedie! For hendes sprog var helt forkert! Og han sendte mig sin forbedrede version, helt uden originalens energi. Sprog er en masse regler og grammatik, som de færreste af os kan redegøre for, men lyden, melodien, travet kan sidde i hovedet på os, og dér havde Anna ikke digtet! Med Annas lyd i øret opdagede jeg, da jeg første gang sad med Wulfilas nye testamente på gotisk, at jeg her og der i det komplet uforståelige, pludselig gled igennem en linje ved at høre/læse den som göingska. Så noget overlever. I et forfængeligt håb om at give vores døende sprog et nyt liv, sidder der i dag i Lönsboda, midt under danskerinvasionen, nogle flittige folk og indlæser barndommens ord til en CD-ROM-lydordbog. Et ord jeg husker fra Wulfila og barndom er ”liugnavaurds” (løgnagtig). Her er det livsopfattelsen kommer ind. Det var, som jeg husker det, ikke et neutralt ord, men protest og en dom over usandhed. Men det aspekt følger næppe med lyden ind i ordbogen.

per-olof.dk

i Politikens rubrik Dag til Dag 2.5.2006

siden i ‘Røde Erik på langfart’ 2007

En postsag – som ‘Dag til Dag’-sag

marts 23, 2018
FrederikIX

Et frimærke som vækker en erindring..

En postsag – som ‘Dag til Dag’-sag

En mærkelig historie kom der ud af at bestille en elektronisk dims over nettet.

Da jeg var knajt, havde jeg en patruljeassistent, der altid lå i badekarret, når jeg ringede til ham. Så hvis Muddi skulle have en besked, skrev jeg et brev til ham i blå kuvert og med 15 øres frimærke og postede det, når jeg gik i skole, så havde han det om eftermiddagen.

I 15 år skrev jeg fakturaer for mine forældres firma, også de otte år jeg boede i Jylland, posten gik jo fra dag til dag.

Der i Randers fandt jeg på at abonnere på Dagens Nyheter og fik i den anledning en postboks, for så kom avisen samme dag, bare om eftermiddagen. Da jeg flyttede til Lillerød gentog jeg det med postboksen, men efter nogle år kom den svenske avis først næste dag. Men nu var jeg blevet vant til postboks, og det fortsatte 30-40 år. Jeg ventede jo altid på et eller andet forlagsafslag, eller på at se efter om mit indlæg var i avisen, så utålmodigheden kunne tøjles med postboksen.

For nogle år siden fandt postvæsenet så på at de ville have penge for leje af postboks, og så hørte jeg op med den. Det var besværligt, man skulle ændre adresseangivelser mange steder. Box 58 optræder nok et eller andet sted på nettet stadigvæk. Den nye lejer var flink til en overgangsperiode at omadressere og postvæsenet kendte mig, så tit omadresserede de selv endog flere år efter, byen hedder jo Lillerød.

Nu er tiderne virkelig blevet andre. Vi taler lige så tit om posten som om vejret, begge lige usikre. Om fem dage kan brevet være fremme – hvis vi er heldige. To -tre dage om ugen uddeles der slet ikke post. Posthuset er nedlagt og flyttet til supermarked udenfor byen.

Jeg surfer på nettet for at finde en powerpointpointer til en rimelig pris. Havner på en hjemmeside med både dyre og billige versioner og finder en i mellemprisklasse og en lille tekst fanger min opmærksomhed: ”hvis du bestiller en vare indenfor 24½ minut bliver den sendt i dag.” Klokken var lidt over halvfire om eftermiddagen. Hvis det ikke var for den oplysning, var det ikke sikkert, jeg havde taget mig sammen til at bestille, men det lød så fristende og usandsynligt, at jeg besluttede mig og bestilte den der hvad-den-nu-hedder. Kort efter fik jeg mail om, at varen var sendt, og her til morgen en sms om, at varen nu kan hentes i pakkeboksen nede ved Kvickly. Voila!

En maler fra Bagenkop

februar 20, 2018
Karl Brücher Henriksen: Figur ved havet.

Karl Brücher Henriksen: Figur ved havet.

En maler fra Bagenkop

Per-Olof Johansson, Lillerød

Vi har et genbrugsmarked i Allerød – drevet af frivillige, men stedet er ejet af kommunen. Pengene, der kommer ind, går til de deltagende foreninger og sparer derfor kommunen for ikke så lidt, samtidigt med at der bliver ryddet op rundt omkring.

Jeg har tit fundet noget værdifuldt – måske ikke at måle i kroner og ører, men der er jo andre værdier i verden. Tit sker det ved, at Marianne gør mig opmærksom på noget interessant – og så køber jeg det. Hun må jo åbenbart have nok i at have bemærket det. Denne dag var det så et maleri af en dreng på en sten. KBH stod der i hjørnet. Kendte ham ikke, pyt 50 kr. var den da værd for nærmere inspektion.

Efter at have hængt nogen tid blev det tydeligt, at lærredet trængte til afvaskning og det tog en konservator sig af og en ny blændramme kom på.

Men hvem var maleren. Karl Brücher Henriksen stod der på et mærkat, billedet havde åbenbart været med på en udstilling på Den Frie engang.

Stod han i Weilbach også dengang eller så jeg ikke efter? I hvert fald i mange år kom jeg det ikke nærmere end navnet. På Fyns Stifts Kunstmuseum i Odense øverst oppe mødte vi en lille grøn keramikfigur med hans navn aha.

I år gik der så hul på bylden, da jeg fik kopi af en artikel i ’Fynske Minder 1978’ hjem fra biblioteket. Tove Lund Larsen har skrevet om ham og fortalt om de billeder som Odense har erhvervet fra nogen efter hans død i 1976. Det er konkret maleri, helt anderledes end billedet af drengen på en sten ved vandet. I et udstillingskatalog fra 1971 siger han selv om disse billeder: ”Mine billeder refererer ikke til den ydre fysiske verden, men er symboler for en flerdimensional tilværelse. Jeg tilstræber dynamisk ro og harmoni og betragter mine billeder og skulpturer på samme måde som Jean Arp, der kaldte sine arbejder for ”Stilhedens kunst”. ” KBH er født i 1891 og debuterede først på den Frie i 1948 med to billeder, hvoraf det ene hedder ’Figur ved havet’, og som jeg formoder netop er mit billede. I Weilbach på nettet står, at der 18 af hans værker i offentligt eje.

Undervejs i søgningen på nettet fremgår det, at han havde en broderifabrik og han var gårdejer. Stednavnet Bagenkop dukker op og i dag får jeg ringet op til det lokale arkiv.

Jo det er rigtigt, han havde en broderifabrik. På første etage i den 2 etagers bungalow han byggede, lå ’fabrikken’. Huset ser jeg på nettet. Her sad damer og syede en begyndelse på de fremstillede fortryk til broderier, som blev solgt sammen med det nødvendige garn. Billederne var nærmest noget med blomster, rokoko-stil. Måske nogle af dem, min egen mor syede på, det var da tit med blomster. Jeg har vist gemt et pudebetræk af den art et sted.

Han lavede også skulpturer, af beton, stod vist i haven endnu. Han havde åbenbart både en gård og en frugtplantage. Hans første kone døde ung, hendes urne stod i vindueskarmen ved et tændt lys. Han blev gift igen, men efterlod sig ingen børn.

Da Lokalarkivet har forskelligt om ham, lyder det som et sommerferiemål for at komme lidt nærmere til denne maler fra Bagenkop. ’Figur ved havet’ skulle da nok hedde ’Drengen på molen ved Bagenkop Havn’! Det kan det jo så hedde for fremtiden.

Åndevasker

januar 19, 2018
Foska

Forside Foska Samleserien nr. 3 Anders And og hans venner

Åndevasker

Engang i 1950’ernes midte skrev Halfdan Rasmussen tekster til nogle Anders And historier, som blev udgivet af Svendborg Boghvede-og Havremølle. Havregrynene hed Foska , og man samlede billederne i et album . Dette album omtales ikke i en nylig udgivet Halfdan-biografi. Hvis det har været en ‘overlevelsesopgave’ havde det vel været værd at nævne af netop den grund? Den burde nu mest nævnes af den væsentligere grund, at den er eksempel på hans sprudlende ordkunst, der tillader ham at sige væsentlige ting, selv hvor historiegrundlaget var temmeligt pauvert.

De små historier er tegnet efter Walt Disneys tegnefilm af Eyvind Rafn. Jeg husker det, som om det var ved at være slut for mig med at læse Anders And, i hvert fald en tid, men at jeg ikke kunne stå for ordlegen i dette hefte. Det var også ret interessant, at der var en engelsk tekst man kunne forstå, som ikke var en skole-tekst. Det er ikke en oversættelse men en selvstændig version af historieforløbet. Også her er en ekspert på banen, lektor Aage Salling.

Jeg kan ikke huske, at det gjorde negativt indtryk på mig, at det var Halfdan Rasmussen, der var forfatteren, tvært i mod. Hvorfor skulle han ikke kunne lave det? ‘Anders And og hans venner’ hedder heftet, finder du det på et loppemarked, så tag det dog med! Her finder man linjer som disse: ” Her vasker Mickey ånden godt og grundigt / mens Pluto smiler underfundigt / og Mickey tænker stolt, mens vandet plasker / at han er verdens første åndevasker! Og sådan kører det bare vildt afsted – åndevasker. Man får lyst til at sige til Halfdan: Det kan du selv være!

per-olof.dk

Politikens rubrik Dag til Dag 3.7.2005

Holsøe eller Hilsøe

januar 15, 2018
hil_hol

Fra Charlottenborg Udstillingens katalog 1928

Øjeblikskunst

På et møde falder min koncentration et øjeblik, og blikket falder på en plakat fra Ordrupgaard – et Hammershøibillede fra den kendte stue i Strandgade. Støvets dans i det indfaldende sollys i en tom stue. Det er hjemligt at se på – ikke fordi jeg har boet sådan, men fordi vi hjemme havde et billede hængende, som spillede på dette motiv. Bevares der var gardiner, et møbel, et spejl – men det fælles er det lidt høje vindue og sollyset på gulvet. Tidligt blev jeg klar over, hvor inspirationen stammede fra. Maleren var ikke et genkendt navn. Det gav tit anledning til debat med gæster – var det nu dette billede af H. Hilsøe, som var kunst, eller det fra Virum gamle smedje af Aug Dencker. Ingen af dem har siden givet genlyd i nogen kunstdiskussion, men den slags debatter føres tit på andre planer, end medierne afspejler. Hilsøes efterromantiske stue kan ikke kaldes stor kunst, men hans hilsen til Hammershøj har i hvert fald forsonet mig med ham. Imidlertid tror jeg en dag at se en version af Hilsøes billede afbildet i et udstillingskatalog fra Charlottenborg 1928, men der var det aber dabei, at billedet var angivet som værende af Carl Holsøe. I billedets ene side var der lidt af en dør med. Hvad nu? Har Hilsøe købt et billede af Holsøe, skåret en stribe af og selv signeret det? Eller var Hilsøe et dæknavn for Holsøe, når han skulle sælge nogle hurtigt lavede billeder? For Holsøe var at se til en bedre maler end Hilsøe. Fra Holsøe til Hammershøj er der i hvert fald en forbindelse – Holsøe sidder med sine flade konvolutter op i synet på tilskueren på Hammershøis billede “Fem portrætter” – nu på Göteborg Museum. Thorvald Bindesbøll, Svend Hammershøi, Karl Madsen, J.F. Willumsen, Carl Holsøe. Så han må have været een af Hammershøis venner……

Fra dette øjeblik i en anden verden – barndomshjemmet og kunsten – vender jeg tilbage til mødets realiteter om kroner og øres sammenhæng med pædagogik med et kommunalt budget i opbrud og giver mit besyv med.

per-olof.dk

Politikens rubrik Dag til Dag 3.3.2006

katalogforside 1928

Katalogforside 1928

 

hilsoe

På væggen maleriet af H. Hilsøe. Stig F. Johansson sammen med mamma Esther Johansson efter afsluttet eksamen som kemiingeniør 1958

Erindring – eller drøm

januar 10, 2018
perolofdk-tegning

Var det ham?

Erindring – eller drøm

Drømmene er en verden for sig, som sædvanligvis ikke indgår i vor beskrivelse af set og sket. Avisen er ikke fuld af nattens drømme men af dagens nyheder. Hvis vi bruger drømmen til noget “fortolker” vi den, så den kan sige noget om – fortiden, fremtiden, nutiden. Den er ikke noget i sig selv.

Drømme kan være kaotiske, fulde af folk man ikke kender “i virkeligheden”. Folk som i drømme er særdeles velbekendte. Vort livs sammenhæng er “virkeligheden”. Drømmenes alternative virkelighed regnes ikke for sammenhængende. Drømme kan også rumme et bekendtskab med kendte personer, levende eller døde, som vi kun i drømme har et nært forhold til. Nu forleden billedhuggeren Robert Jacobsen. Jeg er kommet til en art seminar, hvor han er hovedkraften. Vi sidder og spiser og det er noget med ske. Han har fikseret mig, og mens jeg spiser tænker jeg, at han er en sådan person der gennemskuer folk, ser hvad de laver og den slags. Han spørger mig, om jeg sidder i byrådet og jeg siger at det har jeg gjort for længe siden. Og jeg siger, at jeg netop tænkte, at han var en sådan person, der havde den slags syn af andre. Det bekræftede han, sådan havde han det. Og så fortalte han, at der ved et lignende seminar, som dette var mødt en person op, som i den grad var ham i mod, at han ikke kunne udholde tanken om, at skulle være sammen med vedkommende hele dagen. Han havde derfor kaldt ham til sig og bedt ham sætte sig ind i bilen, hvorefter Robert havde kørt ham til stationen, åbnet døren og sagt: “Tak for i dag og farvel”. Den historie morede jeg mig meget over, da jeg vågnede. Erindringen er sand – om drømmen. Det var en begivenhed at have drømmen. Men tænk, hvis man udgav den for et virkeligt møde, som mange i fortiden har gjort med den slags oplevelser?

per-olof.dk

Politiken Dag til Dag 4.1.2006

siden i Per-Olof Johansson: Røde Erik på langfart 2007

Hvorfor skrive digte

januar 9, 2018
Forsidecollage

Per-Olof Johansson: Digte

Hvorfor skrive digte, hvis ingen vil læse dem?

Sådan kan man spørge. Inden digtet er skrevet, er det der ikke. At ingen andre end digteren selv vil læse det, erfarer han jo først bagefter.

Denne digters mål med digtet er, at læseren skal lægge digtet bag sig, ikke dyrke digtet, men dyrke det sted at gå videre fra..

Under navn af digte kan der selvfølgelig skrives så meget andet og så meget forskelligt.

Selv har jeg ikke følt behov for at formulere et mål undervejs, målet gav sig selv. Set bagud og som forklaring på, at jeg er blevet ved trods manglende succes med at blive modtaget, forstår jeg, at det er et mål, som det nævnte, som holdet skrivningen i gang, så sandt som at digteren er sin første læser

Jeg boede i Randers

december 30, 2017

randers (1)

randers (4)

 

randers

 

randers (3)

 

randers (2)

 

Jeg boede i Randers fra omkring 1. juli 1966 til midt i oktober 1970. Jeg plejer af en eller anden grund at sige tre år, men nu runder jeg op til 5. Jeg skulle fortsætte mine studier i Aarhus, men det blev til fri kunstner, digter og hjemmegående med to børn i stedet. Omgangskredsen var ikke stor, men savnede det egentlig ikke. Påsken 1968 holdt jeg en udstilling af collager i en nedlagt møbelforretning i Randers Kunstforenings regi efter Sven Dalsgaard havde sagt god for det. Ham og Per Neble talte jeg en del med og inspireredes af. Ismejeriet var et fast holdepunkt, der kunne man låne telefon, og når liggende gæster fra Sjælland havde besat lejligheden, overnattede vi i ismejeriets baglokale.

Jeg samlede billeder fra Randers, har stadig stor mappe med gamle postkort. Og altså også disse to xylografier uden dato. Man kunne endnu finde rigtig gamle postkort i store stabler, det var en del af integrationsprocessen at samle dem, tror jeg. At de placerede et hotel på Skovbakken – hvor tankeløst…

Randers 1968

Thortårnet forsvinder

Marmortræet


%d bloggers like this: