Archive for the ‘Som Dag til Dag’ Category

Fem veteraner

december 8, 2018
veteraner2

Forside: Fem veteraner – Digtere på DVD

Fem veteraner  – Digtere på DVD 2018

Det var 1972. Jeg tror han var17 år, kom på knallert. Jeg syntes han var meget ung, jeg var jo gift og havde to børn, gammel mand på 30 år. Jeg havde lige fået udgivet min første undergrundsdigtsamling, som hed ‘Alice er min veninde’. En dublikeret udgivelse, som bror Arne stod som udgiver af med Forlaget Lampen. Jeg kendte ikke Benny Pedersen, men han havde læst om min digtsamling i Frederiksborg Amts Avis, og han samlede stof til et tidsskrift, han havde til hensigt at udgive ‘Lyriklegionæren’. Jeg blev legionær nr. 11. Han siger, han er fra Uvelse, men siden har han vist boet mange forskellige steder, f.eks. Jægerspris, hvor han har siddet i byrådet for SF. Vi har været venner siden. Siden projektet Poesitur 2000 har vi deltaget i utallige oplæsninger sammen. Blandt hans projekter har været at interviewe digterkolleger landet over. Det er blevet til en stor samling, der nu får sin faste plads på Litteraturcentret Hald ved Viborg.

Så gik han han i gang med et tilsvarende projekt, hvor han stilede mod udgivelse af optagelserne sammen med en lille bog med digtene, vi har læst op. Nu er den første høst af denne indsats her, udgivet på Forlaget Ravnerock

Fem veteraner Digtere på DVD 2018
64 sider 150 kr. ISBN: 978-87-93272-60-6
Udkommer 12. december

Fem poetiske veteraner
I årene 1973-74 udgav digteren Benny Pedersen lyriktidsskriftet LEGIONÆREN, hvor i alt 53 digtere blev indrulleret i en hær af digtere.
Benny Pedersen har opsøgt fem af dem med et videokamera, og optagelserne foreligger nu på DVD. Per-Olof Johansson, Ann Mari Urwald, Viggo Madsen, Jack Thimm og Karsten Bjarnholt fortæller om deres forfatterskaber og læser egne digte. De oplæste digte er samlet i en lille antologi FEM VETERANER, og DVDen er vedlagt i bogen.

Per-Olof Johansson (født 1942)
Se per.olof.dk
Alle digte fra “Henvendelser som digte” per-olof.dk 2013

Ann Mari Urwald (født 1939)
Digte fra “Nervesanatoriet” Jorinde & Joringel 1974, “Farvel Madonna” Hønsetryk 1974, “Toget standser ikke mellem Østerport og Holte” Jorinde & Joringel 1980, “I mørket hviler lyset” Ravnerock 2012 samt ikke tidligere udgivne digte

Viggo Madsen (født 1943)
Digte/tekster fra “Tanketorsk” Hovedland 2018, “Brandmand på to hjul” Arena 1966, “Haiku for enhver” Mellemgaard 2016, løbeseddeldigt og ikke tidligere publicerede digte

Jack Thimm (født 1945)
Digte fra “Undervejs” Attika 2008 + endnu ikke udgivne digte.

Karsten Bjarnholt (født 1944)
Alle digte fra “I min alder ligner skyerne en forklaring” Werkstatt 2017

 

De fem veteraner: Per-Olof Johansson, Karsten Bjarnholt, Viggo Madsen, Ann Mari Urwald, Jack Thim fotograferet under forskellige oplæsningslejligheder:

 

Reklamer

Sort kat over vejen –

december 5, 2018
IMG_20181117_072507_369

En kat, jeg tegnede…

En ældre tekst som jeg finder, har samme aktualitet, som da den blev skrevet 2005!
Vi passerer en sort kat, den går over vejen bag os. Selvom den var kommet foran os, kunne man med sikkerhed sige, siger han, at det ikke er den sorte kats skyld, – da den jo først kom efter han blev erklæret syg. Men den sorte kat får ham til at tænke. Og da han har så svært ved at sætte ord på papiret, vil han bruge mig. Det er det folk siger når de lykkeligt er undsluppet stor fare, ulykker eller sygdom eller hvad det nu kan være, siger han. Du ved den kræftsyge som fortæller at uden grøn te, konens opofrende indstilling og hans egen stædighed, var han ikke blevet rask. Er det ikke at fælde en hård dom over dem, der ikke bliver raske? Tænk alle de tusind faktorer som indgår og som kunne have standset ham helt uanset hans jernvilje og familiens backup? De døde kan jo ikke fortælle os, hvilken storartet indsats de selv, lægevidenskaben og familien gjorde for dem, Jeg synes, siger han, at taknemmeligheden over at være sluppet igennem godt kunne tage et andet udtryk, for jeg tror det er det, det handler om. Tænk på en overlevende fra en skibskatastrofe, som føler han har brugt alle, alle kræfter og som bliver reddet: Han siger, at han havde kræfter, han ikke kendte til. Måske har de hundreder, som alligevel druknede også haft den følelse, men har mødt tilfælde og kræfter der bare var endnu stærkere? Eller koncentrationslejrfanger, de kan også sige sådan, men de kan også sige det modsatte, de kan føle sig skyldige over at have overlevet, fordi de stærkt oplever, at overlevelsen var en tilfældighed, eller at deres indsats for at overleve faktisk havde medført at andre ikke overlevede. “Gud holdt sin hånd over mig og min familie” siger nogle, som overlevede Tsunamien. Hvor tør de – fortolke Gud på den måde? Altså blev alle de andre straffede eller hvad?
På den anden side kan man jo ikke afvise egenindsatsens betydning . Jeg tror bare man kan overdrive den, siger han. Måske gør man det, for at kunne sætte ord på det store, som er sket og ordene afslører deres fattigdom eller vores fantasiløshed. Tænk hvis alle, der overlevede kritisk sygdom i taknemlighed satte livet ind på at bedre verden for de sultende ved at forlange relevante systemændringer – så kunne det blive til noget. Det er utopi, men så lad os blive fri for de selvforherligende lovprisninger over, hvordan jeg reddede livet, slutter han. Jeg kan kun finde på at ønske ham held og lykke, da vi skilles, det er vist lige på grænsen af, hvad han kan tåle at høre -.
per-olof.dk
Politikens rubrik Dag til Dag 20.9.2005
Røde Erik på langfart 2007

Den runde spånkurv – ‘dansk’

november 22, 2018

 

Hilding Persson hanker den runde kurv på Lillerød Spånkurvefabrik. Foto: poj 1958

Den runde kurv, ‘Dansken’.

I årbogen for 1973 for Kulturen i Lunds medlemmer er der en artikel af Elisabeth Ehrnst-Bäckstrand om ‘Spånkorgar i Örkened’. På et af de gode farvebilleder ses en rund kurv, om hvilken det siges at den kaldes ”dansk” eller ”hög” kurv. Hun gør ikke meget ud af dette åbenbart ulogiske navn, siden artiklen påpeger, hvordan spånkurvene af høvlede fyrrespåner udgik fra sognet Örkened i Skåne.

At nogle fra sognet slog sig ned som grossister i Danmark nævnes, men den lokale produktion i Danmark af spånkurve end ikke strejfes i den ellers udmærkede artikel!

Spånkurvens vej til Danmark påtog jeg mig så at fortælle i bogen ‘En tid med spånkurve’ 2009. Om den runde kurv, som i Lönsboda åbenbart blev kaldt ‘dansk’, er historien denne:

En bekendt af familien forestillede sig i midten af 1950’erne, at en foret spånkurv kunne bruges som thehætte. Min far lavede derfor som eksperiment den runde kurv. Den hed siden ‘thepottekurv’, selv om den blev brugt til alt muligt andet, den blev jo solgt med og uden hank, som regel en bambushank med en metalforstærkning i hankens ender, så hanken ikke skulle flække. En kurvegrossist på Københavns Grøntorv Persson ønskede at købe kurvene af os, men Pappa ville ikke sælge – til dels fordi han ikke ville have noget at gøre med vedkommende, som var firmaets værste konkurrent. Han gav derfor Persson en kurv i bogstaveligste forstand og sagde, at han jo kunne få sine leverandører i Lönsboda til at lave den. Burde han ikke i stedet have stået på patentet? Persson gjorde da som foreslået af Pappa, og da kurvemagerne i Lönsboda godt vidste, hvorfra ideen kom, kaldte de altså kurven for ‘dansk!

Anders Zorn har malet et billedet, hvori optræder en rund spånkurv, lavere og bredere. En spånkurv bliver naturlig rund, hvis man ikke bøjer hjørner på den.

 

Denne runde kurv fundet på loppemarked forleden har givet anledning til dette indlæg.

Jytte Johansen udstillede kurve på Holte Bibliotek januar 2018, der i blandt mange spånkurve og altså også den runde!..

Lars Thoning (1949-1996) udstillede denne runde kurv 1987…

Seneste skud på stammen – runde kurve fra firmaet LILLERØD https://www.lillerod.com/da/

xxx

xx

x

************************

En fundhistorie

november 8, 2018

En fund-historie – i billeder – vil du med? Fotohistorie er et af mine bi-områder, sådan i øjenkrogen. Engang har jeg brugt et fotografisk portræt af Grundtvig til at supplere med egne strøg af guldbronze – et af de få billeder det lykkedes mig at sælge, så det ved jeg ikke, hvor er. Jeg tror, at det Grundtvigfoto, jeg har, har jeg nok arvet efter min bror, provsten. Da jeg hos Vangsgaard finder et bind IV af Grundtvigs salmer fra 1875 med, som jeg tror, det foto foran, er jeg vaklende – jeg har jo den berømte udgivelse 1837 som begyndelsen til Grundtvigs ‘sangværk’ – og så et bind 4? Og billedet har jeg jo? Nogen tid efter ligger bogen der stadigvæk og nu billigere og bliver købt, salmerne her er jo nærmest ‘efterladte’ skrifter. Det viser sig så, at salmebogens billede er en face, mens det i rammen nærmest er profil. Så måtte Povl Ellers bog om Grundtvig Portrætter frem. Og her nævnes så begge, men ikke at portrættet en face er brugt i salmebogen, hm det kan jo være en privatinbinding. Det foto er brugt af Niels Skovgaard i 1908 til Grundtvigsbusten i keramik i Grundtvigs Hus. Et foto af gipsmodellen angives at være ‘samme’ i et lille hefte fra 1938, som dukker op på samme hylde, en samlet fortegnelse over Niels Skovgaards billedhuggerværker. Da billedet er taget fra siden tror jeg et øjeblik, det er inspireret af profil billedet. Povl Ellers bog står godt nok på hylden, men bag forreste række af bøger og kom kun frem, da jeg stædigt tømte hylden. Skovgaardfortegnelsen kom også derfor frem. I Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød Kommune LAFAK arbejder vi for tiden med en bog om Lillerød Lervarefabrik. Mange kunstnere har en relation til stedet, herunder keramiker, maler og tegner Knud Kyhn. Og på hylden dukker så ‘Bogen om Lasse og Dyrene’ også op. Med et væld af tegninger af Knud Kyhn! Hvor sjovt, her er en tegning rådyr med et diende kid – og jeg løfter blikket og ser ud på fire rådyr på marken…Og hermed slutter turen.

Sagt af børn

november 4, 2018

Dag til Dag i Politiken 8.4.2006 -et par måneder inden rubrikken blev nedlagt, fordi Tøger Seidenfaden syntes den var for pjattet.

Ikke så tit, som man kunne ønske sig, får man skrevet ned, hvad børn siger i SFO’en. Her er en lille samling. Tidlig morgen og kun få børn. To børn fra 1. klasse dukker op, og jeg møder dem i vores prægtige rotunde, så høj som en anden riddersal og jeg hilser dem chevaleresk med et langstrakt godmorgen og slår ud med armen. Hvor til drengen med et ironisk smil om læberne spørger: “Hvad skal den skide høflighed til for?” – og det skal man lægge øre til, i disse for vort land så alvorlige tider, hvor høflighed påny er blevet en dyd ! Nogle drenge fra 1.klasse har været uden for hegnet og modtager de nødvendige formaninger – påstår ikke noget om “at det vidste vi ikke” osv. Et par dage efter synes jeg, jeg bør komme ind på sagen igen – der har været opstrammer på børnemøder – og jeg udpeger hegnet, som nok er nedtrådt, men markeringen er da ikke til at misforstå. Det påstår de heller ikke, tvært imod. Muhammed siger: “Vi har trods alt gået i skole halvandet år!” Jakob fra børnehaveklassen har spist to af sine madder og jeg prøver at motivere til at spise én mere. Det viser sig at være en med frugtpålæg og jeg siger: Det er jo den rene dessert – om han ikke plejer at kaste sig over desserten. ”Hvis det er pandekager, så kaster jeg mig over desserten, men ikke over en rugbrødsdessert!” Tidlig morgen. Jeg sidder ned. Emma på 7 år står og ser indgående på mig og tegner på min pande og siger: Du har sådan en glad mund i panden! Ja så er der noget ved rynker! Kollega Margrethe går forbi på gangen, og jeg råber ud: ‘Godmorgen Margrethe!’. Robert fra børnehaveklassen siger med blink i øjet:’ Sig mig – er hun dronning?’ ‘Nej’ siger jeg, ‘dronning Margrethe arbejder ikke her.’ ‘Det vil ellers være sejt’, siger Sebastian fra første, ‘-så kom hun med toget fra København’. Dreng trykker sig op ad børnehaveklasselæreren og siger: ‘Ih hvor du dufter dejligt Else’. Else kror sig lidt og siger, at det lyder godt. ‘Ja’ siger knægten, ‘ du lugter så dejligt af sprinklervædske.’
per-olof.dk

Kanonkuglen

november 3, 2018

Kanonkuglen er der endnu

 

Kanonkuglen  

En dreng fra de nye børnehaveklasser kommer farende gennem SFO’en mens han med den ene hånd bagud klemmer ballerne sammen. Hvad sker der? ‘Jeg skal lave pøller’ og jeg aner han er usikker på hvor toilettet nu er. Selvfølgelig kan det en af de første dage være lidt usikkert, hvor den nærmeste af hele ti toiletdøre er. Min anvisning er ved at blive saboteret af en kender af stedet som argumenter med at ‘det er handicaptoilettet’. Nå ind kom han.

Så er det jeg hjemme opdager kanonkuglen på gulvet. Den kan midt i det andet som ligger måske nok kun overraske mig selv. Engang opbevarede jeg den indrullet i papir i et skab, men syntes en dag den skulle frem i lyset. Da den så var fremme blev jeg betænkelig. Den er af jern og tung. Ligger den stille er den fredelig, men den kan rulle og børn vil elske at tage den i hånden og hvad kan der så ikke ske? Min fantasi kan hele repertoiret. Så den lå fremme et sted, hvor den ikke var altfor synlig. Nu er den så havnet på gulvet i afventen af en holder. En kanon står på en lavet, hvad hedder en ‘kanonkugleholder’?

Jeg har arvet kanonkuglen hjemmefra for så længe siden at omstændighederne er glemt. Ingen andre var vel interesseret i den tunge sorte sag. Rust ses dog ikke på den.

Måske skyldes det, at den i mange år tjente som sennepsruller, hvilket er årsagen til at jeg holder hånden over den. Hvor tit den blev brugt, kan jeg ikke huske, men den lejlighed, som gør, at jeg husker den, er anledningen til at den høre hjemme i denne historie.

For 60 år siden sad min farmor i køkkenet og kværnede sennep i en stor lerskål mens Mamma lavede mad på komfuret. Det er længe siden, men wc var dog indført før min tid. Det lå ganske upraktisk nede i kælderen. Ned ad en trappe gennem to rum og så ind på toilettet. At det var senere tilkommet fremgik af, at væggene var bræddevægge og opvarmningen et elapparat. For et barn på fire år var der lang vej til toilettet og denne dag nåede jeg kun indenfor døren og at få bukserne ned før hele herligheden lå gulvet. Brødebetynget og formentlig grædende måtte jeg op ad trappen og gå til bekendelse. Farmors bebrejdende bemærkning ramte som en pisk og gjorde hende næsten fremmed for mig.

Denne lærdom har man gennem mange år blandt børn prøvet at omsætte i egen optræden, sørgeligt bevidst om hvor tit man har måttet modtage samme dom som farmor.

per-olof.dk

Dag til Dag, Politiken 19.8.2005

Per-Olof Johansson: Røde Erik på langtur. 2007

Med hudfarven til forskel

september 3, 2018

 

Indvandrere_1902_lille

Indvandrere og sæsonarbejdere, alle fra Sverige i Lillerød/Allerød 1902. Carl Johansson th. forestod salget og kaldte sig derfor Johansen – for at kunne anprise sine varer som langt bedre end de importerede svenske – selvom ingen dansker på hans tid var involverede i fremstillingen – alle var svenskere!

Hun er mørk, hun er fem år, hun står med hovedet inde i ribsbusken på fællesarealet, og jeg spørger hende om noget, og hendes svar får mig til at tænke på min egen situation som indvandrebarn.

Vi var jo ikke mørke, og som voksen har jeg tit fået breve adresseret til Per Johansen – den ultimative anerkendelse som DANSKER. Farfar og farmor kom fra Sverige, mamma også og farfars bror og hans kone også. For at farbror Carl, som vi kaldte farfars bror, skulle kunne reklamere for varerne som DANSKE, kaldte han firmaet for C. Johansen og anpriste sine varer som langt bedre end de importerede svenske – selvom ingen dansker på hans tid var involverede i fremstillingen – alle var svenske indvandrere!

Det har altid været morsomt at fortælle anekdoter om to af mine ældre brødre, som skønt født her talte svensk og af nabobørnene derfor blev drillet med at blive kaldt svenske djævle. Var det egentlig morsomt? De talte svensk – men forstod åbenbart også at skelne mellem miljøets göingedialekt og det högsvenska, for da farbror August sagde ”Jasau ni mauler” (nå I maler) så svarede purken ”Nej vi målar!”

På mine skuldre som den yngste faldt så det lod, at blive opkaldt både efter farfar Per og morfar Olof og med en bindestreg skulle ligestillingen understreges. Men den danske præst i dobbeltsognet Blovstrød-Lillerød nægtede mig bindestregen, det var ikke DANSK, og derved blev det, så Per-Olof er kun mit nom de guerre! En dag gik det op for mig, at nok er mit navn mit, men at det også repræsenterer slægstræet – Johan er jo farfars far!

Måske derfor har jeg altid haft et godt øje til indvandrersnakken – at være en del af gruppen, men på grund af hudfarven dog ikke. En del af mit liv er gået med at fortælle et aspekt af vores historie, nemlig om hvorfor vi er havnet i Danmark, hvilket man kan læse om i bogen ”En tid med spånkurve”. Indvandreraspektet er dog måske ikke kommet så tydeligt frem, som jeg i dag kunne have ønsket.

Hvordan beskrive, hvor hurtigt indvandrerhistorier fortyndes, når familien ikke er mørk for ikke at sige ikke sort? Min børnebørn har naturligvis været tvangsindlagt til at hører historien, men i deres slægtstræ er der allerede mangfoldige andre ”oprindelser” at skrive historier ud fra, Thy, Sønderjylland nord og syd for nuværende grænse, og længere tilbage Sydtyskland, Schweiz.

Og så spørger jeg hende den lille mørke pige i ribsbusken, om hun ikke synes ribsene er sure, og hun svarer rapt uden at værdige mig et blik: ”De er eddermame ikke sure!” Lige der kunne jeg altså ikke høre hudfarven! Men i modsætning til mig skal den pige resten af sine dage på grund af Pia Kjærsgaard og konsorters snak om indvandrere føle sig udpeget og udskammet som indvandrer. Mod det var betegnelsen svenske djævle nok for småting at regne.

 

 

Gud er det dig

august 30, 2018

Benny Andersen i Dansk forfatterforening 13.10.2017.                            Foto: Per-Olof Johansson

Her kommer så en Benny Andersen-anekdote:

Gud er det dig

Det er nogle år siden, sad i bussen og filosoferede over det at kunne sidde der i bussen sammen med andre og dog ugenert, ikke distraheret af den gensidige opmærksomhed. Stakkels Margrethe osv.
Ud for Christiansborg kommer en kendt tv-journalist cyklende, han ser frisk ud trods aviserne kort før havde erklæret ham død. Det falder jeg i snak om med en ældre dame overfor – at vi “glor” og om medieoverdrivelserne.
Og så kan hun fortælle om Otto Leisner, som boede -, ja hun sagde vist et sted på Amager. Hun havde kendt nogle i nærheden, og der var det sådan, at da han var allermest populær kom en mængde mennesker trillende forbi for måske at få et glimt af ham eller i hvert fald have set, hvor han boede. En gyselig konsekvens af popularitet. Den enkelte nysgerrige overvejer jo ikke, at andre gør det samme, bunket sammen udstiller vi det pinlige ved nysgerrigheden.
For hvem kan sige sig fri? Benny Andersen og Povl Dissing skulle optræde her i byen med Svantes Viser. Og selvfølgelig skulle vi høre dem. Men vi skulle også hilse på dem, dvs på Polle, for ham kendte vi jo. Og så står også Benny der, og åbenbart syntes min store søn, at Benny var mindre end han havde troet og udbrød “Gud! er det dig!” – hvor pinligt kan det være? – men Benny reddede den naturligvis med en af hverdagens vendinger og derfor så Bennysk: “Nej jeg er bare Benny”.

per-olof.dk

Politikens rubrik Dag til Dag 29.2.2004

Røde Erik på langfart 2007

Arkivdigte

august 12, 2018

IMAG4205

Pludselig

Mens jeg læste

Udklip med

Gamle digte

Greb en potteplante

Ud efter mig

Og faldt på gulvet

 

Så øser det endelig ned, Og jeg får lyst til at genlæse et regnvejrsdigt af Carl Stuhr. Jeg er heldig og finder mappen med udklip fra 60’erne. Digtet finder jeg også. Det er en stor fornøjelse at bladre frem til det, for her er stort og småt, de kendte og de-aldrig-kendte, læserbrevsdigte, skoleeleverdigte. Det sidste digt i mappen er udklip fra Information 9.12.1961, rettere tre digte af Ivo Andric dagen før han skulle modtage nobelprisen. Så mindes jeg anmeldelsen i Weekendavisen denne uge af antologien ‘Ny lyrik fra Bosnien-Hercegovina’, hvor anmelderen kunne have ønsket sig færre digtere, fordi han ikke synes alle lever op til standarden, og så ville det blive mere plads til dem, der kan. Nu har jeg ved læsningen af antologien slet ikke selv tænkt i de baner, og efter bladringen i denne mappe, forstår jeg godt hvorfor. Tænk hvor fattigt et indtryk, den ville gøre, hvis den var sorteret efter det princip om absolut digtkvalitetsværdi. Men her altså et kvalitetsdigt af Ivo Andric oversat af ‘Toni Madsen’ der senere hed Toni Liversage.

IMAG4203

Jeg har før skrevet forsvar for avisdigte i al deres brogethed

Her er link til ‘Ny lyrik fra Bosnien-Hercegovina’

 

Den røde hue

april 10, 2018
Rød hue

Norsk garn, model Dala Floda, mp-strik, baggrund mp-vævning

Den røde hue.

En multiknage faldt ned og dermed den hele samling af vinterens overtøj. Derved afsløredes, at reolen ved siden af hældte faretruende. Ved næste uforsigtige tilføjelse til dens stabler af mapper vil den måske vælte og lukke ejeren inde på toilettet! Altså måtte den tømmes og fæstnes og en ny knage sættes op. Enkelt at sige, men en lang proces med indkøb i Silvan og Ikea, som affødte et impulskøb af en trappestol til at nå øverst op med. Den hed sikkert ‘Bekväm’, for der kan en skammel ikke bare hedde en skammel. Godt det er vinterferiedage til samlingen. Historien kan fortælles flere gange, når der spørges til et stort hul i hånden efter en vabel efter alt skrueriet. Det er en tidlig morgen mens børn og kollega må lægge øre til den langt udspundne historie om fortrædelighederne. Og så siger Sine med anelsen af et smil: “Du glemte den røde hue!” Tableau! Hun var allerede blevet udsat for historien, og jeg havde glemt den oprindelige pointe! Som var historien om de forsvundne huer. Forrige vinter var huen efter model fra Dala Floda forsvundet, og naboen strikkede en ny dog kraprød med garn fra Norge. Ved denne vinters begyndelse var også den væk. Alt blev gennemrodet og bragte den første for dagen – men den røde var og blev væk. Indtil – knagen faldt ned og åbenbarede den skæve reol. Fra knagen var den røde hue faldet ned bag reolen, hurra! Børnene fastslog, at det var forklaringen på det hele. Huen havde aftalt med højere magter, at nu ville den findes, og at det nok ville ske, når de lod knagen falde ned. “Du kan jo skrive det ned, så du husker det med huen,” siger Alberte fra første. Og som sagt, så gjort.

per-olof.dk

trykt i Politikens rubrik Dag til Dag 26.3.2005

siden i ‘Røde Erik på langfart’ 2007


%d bloggers like this: