Archive for the ‘Som Dag til Dag’ Category

Historien Sverige kryber udenom

november 24, 2016
brochure33

Svenske kurvemagere i Lillerød 1933: Fra venstre: Carl E. Johansson, Sigvardt Olofsson, Esther Johansson, Alma Nilsson, Hildur Gustafsson, Per Martin Johansson, Hilding Persson

Historien Sverige kryber uden om -….

(som PDF)

Per-Olof Johansson, DK

Vi diskuterer danskhed – er jeg ny- eller gammeldansk? Er Margrethe II nydansker? Tænk dig hende komme til Sverige og blive mødt med et ”Välkommen hem”. Mon ikke hun ville blive temmelig pikeret og nærmest fornærmet. Hendes hjem er Danmark. Men er det ikke sådan, vi tænker om de mange, hvis forældre og bedsteforældre kommer fra et andet land: Deres sande hjem er et andet sted. Selvfølgelig skal historien skrives. Men det skal ikke medføre, at vi påduttes en nationalitet, slægten netop har givet afkald på. På den anden side altså: Vor historie skal ikke glemmes.

Min mor blev født i Sverige 1903, indvandret til Danmark 1920.

Min fars forældre, født i Sverige midt i 1800-tallet, kom til Danmark 1902 efter ti år i Wolgast i Pommern.

Mine slægtsbånd til Sverige er noget tættere, end hvad der gælder de USA-borgere, som deltager i SVT’s serie ’Allt för Sverige’. Disse bliver hilst med et muntert ’Welcome home’ af Anders Lundin. Nok lidt morsomt ment, men når man overværer deltagernes känslosvall, forstår man, at de tager det ganske alvorligt. Der er ikke noget i vejen med de slægtshistorier, redaktionen har forberedt, de er spændende, selvom deltagernes tårer over de henfarnes slægters genvordigheder virker lidt overspændt, dog ægte nok. De har nok nogle festlige dage i øvrigt – konkurrencerne var jeg gerne foruden.

Jeg sætter mig selv i rollen – for også jeg har interesseret mig for min slægts fortid i Sverige. Danmark er nærmere, kontakten har aldrig været helt afbrudt, jeg taler en slags svensk, jeg mangler simpelthen at være blevet udsat for samme chokeffekt som deltagerne i ’Allt för Sverige’.

En af min brødre, Kurt har et sted skrevet, at han mere og mere følte sig som svensker. Han døde sidste år, jeg ville gerne have spurgt ham, hvad han kunne mene med det. Rent statistisk har min kontakt med Sverige nok været tættere end hans, men jeg kunne da ikke finde på af den grund at ’føle’ mig som svensk. Jeg er dansker, det ved jeg, uden jeg dog ved, hvad det er, at ’føle’ det. I hvert fald: jeg ville føle det højst malplaceret, hvis nogen i Sverige skulle finde på at byde mig velkommen med noget der ligner ’Welcome home”. At jeg er barn af indvandrere kan intet ændre, men gør mig ikke svensk. Kurt ændrede måske standpunkt med tiden, for fra at gøre lidt grin med at jeg kaldte os indvandrere, blev det altså til, at han selv mere og mere følte sig som – svensker.

Dansk litteratur om svensk indvandring til Danmark er ikke stor, selvom indvandringen var det i forhold til landets størrelse, men den findes. Richard Willerslevs arbejde fra 1983 ’Den glemte indvandring’ danner i så henseende skel. Lokalhistoriske arkiver i Storkøbenhavn har udgivet bogen om svenskere på Københavnsegnen i 300 år ’Over Øresund før Broen’ i 2000. Selv har jeg i al beskedenhed bidraget ved at skrive om ’En tid med spånkurve’ 2009 om det prægnante – skønt lille – svenske miljø, der opstod her i Lillerød nord for København omkring fremstillingen af spånkurve efter svensk/skånsk mønster.

Men hvor er svenskernes indsats? Er det kun udvandring til USA og Canada, der er interessant? Hvorfor går de udenom vores historie? Er det lidt for pinligt for 08’erne, at Sverige har været i en situation, hvor svenskerne i stort tal måtte rejse til Danmark for at finde til føden, da hjemlandet ikke kunne løse opgaven?

Javist –  Immigrantmuseet Växjö havde en udstilling om emnet for flere år siden – men en svale gør ingen sommer.

 

Dansk/Svensk kulturmøde

juni 30, 2016

Plakat til relancering af 'En tid med spånkurve'

Kulturmøde i det små som PDF, let at udskrive og læse. men alligevel følger hele artiklen her i bloggen, da mange har modvilje mod downloade PDF’er…

Kulturmøde i det små

Per-Olof Johansson 27.6.2016

Jeg lovede en redaktion et haiku om to kulturer, om kulturmøde og forstod det som kultursammenstød, men jeg kunne ikke rigtig komme på sporet. For selvom familien tæt på har sin oprindelse i nordøstre Skåne – er det så ligefrem et kultursammenstød at være født og opvokset på Sjælland med den baggrund? Det er sådan et stort ord – kultursammenstød. Nu er deadline passeret og så kan jeg måske causere lidt over emnet – for selvfølgelig er det et sammenstød, men jeg har bare været dårlig til at registrere det, tror jeg. For det lyder jo til at skulle være noget negativt, og for mig har de to kulturer nok bare været noget positivt, noget der supplerede hinanden.

Jeg har ikke et forfatterskab, jeg har levet af, et forfatterskab er det jo alligevel blevet til. Her burde dette kultursammnestød vel give sig udtryk. Når det kommer til de ti digtsamlinger, så er det noget andre må dømme om, men der er da udgivelser, hvor det kommer til udtryk. Først og fremmest i bogen ‘En tid med spånkurve’. I Danmark er spånkurve ikke noget man beskæftiger sig med. Det var for en stor dels vedkommende en importvare – og så var der vor virksomhed i Lillerød, hvor der gennem70 år og lidt mere blev fremstillet spånkurve. Den historie fik jeg lyst til at fastholde, og fra koncipering til udgivelse gik der 30 år. En udgiver kunne jeg ikke finde, og så måtte jeg selv til slanterne. Inden den kom til verden, var emnet altid svært at tale om, og det blev sværere og sværere som 1970 gled bag ud, nye generationer anede slet ikke hvad jeg talte om. En spånkurv – hvad er det? sagde de. ’Jeg kender en spånplade’ – sagde en! Det var der før 70 ikke tvivl om – for det var jo simpelthen kurven. Selvfølgelig var der mange andre kurve selvom spånkurven var den almindelige, den der ikke kostede meget, og fandtes i mange størrelser.

Det er og var noget andet i Sverige. Dels kan der i Sverige hist og her stadig laves en spånkurv, fordi materialet, fyrretræ af en vis ælde stadig findes, dels fordi traditionen med en spånkurv stadig er levende, takket være Hemslöjd-organisationen. Her blev spånkurven accepteret som en del af kunsthåndværkstraditionen. Desuden blev en tradition fra Hälsingland med at male spånkurve genoptaget og indgår nu som et led i hobbyaktiviteter. Man kan se det bevidnet af museernes beholdninger af spånkurve. således som enhver kan slå det op på nettet. Man kan også se det på Instagram ved at se forskellen i antal på respons på #spånkorg og det danske #spånkurv. Mængder på svensk – på dansk er det overvejende billeder, som jeg har sat på! Så her har jeg da mærket kulturforskellen og følt, at jeg arbejdede i modvind.

Så er der en anden udgivelse, hvor det slår mig, at forskellen ligner den med spånkurvene. Jeg udgav i 1975/76 en bog om Bonde-Practica, en bog tiltænkt folkelig læsning, udviklet i Tyskland i begyndelsen af 1500-tallet, første gang trykt i Danmark 1597 og siden i mange oplag til og med 1804. Min bog udkom i en mappe sammen med et faksimiletryk af udgaven fra 1744 som årets nytårshilsen fra Dansk Kliché Fabrik og Fihl-Jensens Bogtrykkeri. Den del af oplaget, som tilfaldt mig, solgte jeg gennem Foreningen Danmarks Folkeminder, jeg havde jo haft Iørn Piø som konsulent på projektet. Der skrives tit at bogen er udgivet af foreningen, men sådan var det altså ikke. Med almanakkens reformering i 1832, hvorefter det ikke mere var muligt i almanakken at se månens gang i dyrekredsen, og måske især på grund af H.C.Ørsteds kamp mod overtro, døde bogen så at sige i Danmark. En almindelig viden om bogen må dog have eksisteret siden man i 1884 kunne udgive en satire over bogen som tillæg til et julehefte (Oldfux 1885)!

I Sverige gik det anderledes. Der udkom en svensk version oversat fra dansk først i 1662 og uden det rige billedmateriale som gennem 200 år fulgte de danske udgaver. Den holdt imidlertid længere. Almanakken reformeredes senere end i Danmark og sikkert derfor kunne den lettere fortsætte et liv som kuriositet og minde om gamle dage i Sverige.

Så kunne man tro, at det skyldtes en viden om bogen fra min opvækst, som havde fået mig til at kaste mig over den lille bog, sådan er det slet ikke. Da jeg fik den i hånden i begyndelsen af 70’erne havde jeg aldrig hørt om den, og det var det, som udgjorde udfordringen, for jeg kunne ikke vurdere om det eksemplar, jeg fandt, var fra 1500-tallet eller senere! I dag er bogen i Danmark kendt af særlige interesserede på grund af min udgivelse, mens det er ganske almindeligt bekendtskab i Sverige, jeg har slet ikke tal på de udgaver, der er kommet igennem det tyvende århundrede, jeg har adskillige, og enkelte er kommet i store gentagne oplag. Jeg har da en opdateret dansk version på beddingen, uden det er lykkedes til dato at få skabt interesse for den hos en udgiver.

Her var da på et par punkter helt tydelige kulturforskelle mellem dansk og svensk, som jeg har erfaret. Når det kommer til et skel mellem svenskere og danskere i almindelighed må jeg melde pas, jeg har svært ved at skelne mellem, hvad der blot er forskel mellem mennesker i almindelighed og så på det nationale område. Jeg siger aldrig, at jeg føler mig dansk eller at jeg føler mig svensk. Jeg er dansker med en svensk historie og undrer mig over den snak om at føle sig som….hvilket måske er min måde at værge mig mod ‘kultursammenstøddet’.

En tid med spånkurve

Bonde-Practica eller Veyr-Bog

 

 

KONICA MINOLTA DIGITAL CAMERA

Per-Olof Johansson: Bonde-Practica eller Veyr-Bog 1975. Bonde-Practica eller Veyr-Bog 1744 i faksimile, mappe til begge.

Flere måder at blive rask på

juni 22, 2016

Bogens forsideBilledet: Forsiden til en lille bog, hvor denne tekst ville have fundet plads .

Flere måder at blive rask på

..artikel som PDF..

Det handler om kræft. Kræft er så mange ting, men i samtalens løb hedder det kræft. Nogle dør af det, andre overlever. Selv om du overlevede, skal du ikke være sikker. Den kan komme igen. Kan komme igen som en anden kræftform. Der er flere måder at blive rask på. Dette er enkelttilfælde, jeg har hørt om. Dem tænker jeg på, når nogen kloger sig på kræft.

1.

Kræften opdages, patienten følger det af læger fastlagte forløb, helbredes efter kortere eller længere tid.

2.

Kræften opdages, patienten følger det af læger fastlagte forløb, patient og eller nærmeste følger intenst med og griber ind ved fejltagelser, supplerer systemet med ideer, patienten helbredes efter kortere eller længere tid.

3.

Kræften opdages, patienten følger lægens råd, men bedringen udebliver. Patienten søger til udlandet, andre læger og bliver helbredt.

4.

Kræften opdages, patienten følger lægens råd, men bedringen udebliver. Patienten opsøger alternative behandlere og bliver helbredt.

5.

Kræften opdages, patienten følger det af læger fastlagte forløb, men bedringen udebliver og erklæres uhelbredelig. Patienten afbryder behandlingen og fastlægger selv et program for overlevelse og overlever.

6.

Kræften opdages, patienten følger det af læger fastlagte forløb, men bedringen udebliver og erklæres uhelbredelig. Patienten afbryder behandlingen og gør ingenting, lever som før, men erklæres to år efter for helbredt.

7.

Kræften opdages, patienten følger det af læger fastlagte forløb, men bedringen udebliver og erklæres uhelbredelig. Patienten overlever betydeligt længere end lægerne forudsatte.

8.

Kræften opdages, patienten følger det af læger fastlagte forløb men bedringen udebliver og erklæres uhelbredelig. Patienten er eller bliver intenst religiøs og oplever efterfølgende helbredelse som resultat af bøn, som mirakel.

De usynlige døde

maj 4, 2016
Kurt taler

Kurt E. Johansson holder tale for sin bror Stig F. Johansson ved 50-årsdagen 1982

Artiklen med flere billeder som PDF

Esben Kjær har skrevet en bog om sin afdøde søn: Min usynlige søn. Hvad der sætter sig som det faste for de nærmeste, fortoner sig hurtigt hos omgivelserne. Det er kun tre år siden sønnen døde, og hvis omgivelserne ikke mere synes det er vigtigt, ’det må han se at komme over’ – er det klart, der skal protesteres – for lige dét kommer vi aldrig over.

Men der er jo mange nære, som er døde, og som ikke fremstår særligt synlige – heller ikke for de nærmeste, eller kun for de aller nærmeste.

Mon ikke det er en svær opgave at ville tale i generelle vendinger herom?

De kommende generationer vil sidde tilbage med de forrige generationers fotoalbummer uden at kunne afkode ret mange af dem. Kun de færreste har skrevet oplysninger om motiverne. Og selv da – måske ikke så oplysende, som de var engang ”Onkel Erik på besøg”. Hvilken onkel Erik, besøg hvor? Glæden ved billederne var samtidens, kun i sjældne tilfælde eftertidens.

Lige nu skulle en bunke papirer flyttes, og jeg møder et fotoalbum. En ældre bror Kurt er død i efteråret, og dette album er altså havnet hos mig. Der var ark med billeder fra hans kones barndom, som var lette at få placeret hos hendes søn. Først nu tager jeg stilling til resten. Det går op for mig, at det ikke er hans eget album, men et arvestykke fra vor ældste bror, som døde for fem år siden. Det er fra en fødselsdag jeg ikke var med til. Har set et par af billederne før, af fødselaren og hans kone. Men her er – 75 fotos, hele selskabet fra den ene ende af festen til slutningen med mange for mig ukendte ansigter.

Albummet starter med en smuk håndskreven hilsen på rim fra Erik, som har taget billederne eller fået nogen til det. Mon det ikke er ham, der sidder til højbords med Stig, Stigs kone Vally og vor bror Kurt. Brevet:

 

19.8.1982 Kære Vally og Stig
Vi takker for en dejlig fest
på kro ved Feggesund
og glade det var hver en gæst
ved fødselsdagen rund
og taler blev der holdt for dig
og du fortjente dem
et rim det får du her fra mig
Skamol’s Metusalem

…og 12 linjer mere i samme genre samt ’Fotos kan beholdes!’

Hvor mange tusinder af den slags albummer finder man ikke – og hvor mange vil snart forsvinde. For skønt alle som her er fuldt synlige på billederne, er de for mig usynlige bortset fra de fire: Stig, Vally, Kurt – og måske – Erik. Dem kunne jeg tage ud og kaste resten – de usynlige. Jeg vælger nu at lægge den i stablen med andre fotobøger, for hvem ved, en dag møder jeg måske en morsingbo, som kan få glæde af dem. Jeg lukker albummet, FOTO står der med forgyldte bogstaver på det blå bind, og hidtil uopdaget også: ’1982 50 ÅR STIG’. Jo sådan så en 50-års dag ud for 34 år siden. Det er et familieminde, men også værd at erindre for nationen, selv om mange af personerne må forblive ’usynlige’.

per-olof.dk

Kurt E. Johansson: Udsyn fra Femø

Stig F. Johansson: Mindeside

Sønnetabet

april 25, 2016

 

kollwitz

Kaethe Kollwitz 1909

Jeg har flere steder i digtsamlinger skrevet om tabet af min søn Hjalmar ( 1970 – 1987). Senest skete det i lidt større omfang i ‘Henvendelser som digte’, hvor jeg bl.a. genskrev en stil fra hans gymnasietid. Jeg har også haft hans billede på facebook til erindring. Hvert af den slags skridt sker med en vis tøven – hvad er meningen med det, det overgår alle osv. På den anden side – når det bliver, som om det ikke skete, føler man trang til et lille pip.

Politiken sagde ja til at trykke en kronik herom – en passende dag, dvs et halvt år efter Langfredag 2016. Det blev under titlen ‘Jeg kommer mig aldrig over tabet af min søn’  – hvilket er rigtig nok, mit titelforslag var dog ‘Sønnetabet’.

Jeg fik et overvældende antal positive reaktioner, hvilket føltes rigtig godt og stadig føles godt. Nu sætter jeg linket her i min blog, tilgængeligt for hver den, der hverken holder Politiken eller er ven med mig på facebook.

Kaethe Kolwitz-billedet havde jeg købt mange år før. Hun mistede sin søn i 1. verdenskrig, og hendes selvportræt fra 1909 virkede jo som en sorg ‘på forhånd’. For mig har det naturligvis fået en ikonisk karakter. Det er et lithografi eller lystryk, hvoraf der ikke er mange som overlevede krigen, originalen kendes ikke. Det kan dukke op. Da jeg så et andet eksemplar af lithografiet på en udstilling på Øregaard Museum, virkede det på mig, som om det var hentet ned fra min egen væg!

Royal Danish

marts 23, 2016
ugeblad
Royal Danish eller Hold tand for tunge.
En anmeldelse af den nye TV-serie
At det virkelig lykkedes holdet bag TV-serien ‘Royal Danish eller Hold tand for tunge’ selv at holde tand for tunge under optagelserne er yderst imponerende. Når nu sidste afsnit er rullet over skærmen, kan det undre, at den ikke har vakt større opstandelse, end tilfældet er? Det er imponerende at kunne lave et stykke TV-dramatik om kongefamilien, der har så mange andre hovedpersoner udover kongefamilien. Først og fremmest er der ugebladenes og tabloidpressens publikum – så er der alle dem i den side af medieverdenen, som lever af den interesse, redaktører, journalister, fotografer Så er der selvfølgelig kongefamilien selv, men også de to fløje – dem, der betjener dem i det daglige, og dem de er deres venner og bekendte i alle grader. Det politiske og det kulturelle Danmark forsvinder som støv mellem disse kværnsten.
Plottet, at foregive at dronningen har en søster ingen kender, som lever et almindeligt liv og udvikle historien derfra og kun lade seeren kende sandheden – end ikke søsteren selv nåede at lære den at kende – det er ret genialt. Når vi normalt taler om disse segmenter af Danmark, fremstår deres mennesker totalt skabelonagtige, men her får serien rettet op på kulturelitens misopfattelse: vi ser rigtige mennesker, der lever rigtige liv. Det er vist det, der er det lykkelige Danmark – selv når det vælter ud af skabene med problemer, så er der alligevel noget at holde fast i. Til daglig kan vi opfatte de deltagende segmenter som adskilte, men hvad serien formår at vise er, at der er et uendeligt antal forbindelseskanaler, vi aldrig ellers hører om – fordi de implicerede er så dygtige til at holde ‘tand for tunge’.
Sønnen til dronningens søster ender med at få en mistanke om familieskabet, hvilket han naturligvis ikke kan bevise, og som han selv må afvise som hjernespin, mens vi seere sidder som i den gamle biograf og råber til ham: Du har jo fuldstændig ret. Der er ikke plads til i dag at gå ind på de enkelte skuespilpræstationer, ingen faldt igennem, så det må blive seks stjerner herfra!
per-olof.dk

Kan et brand flytte

februar 29, 2016

branding

Allerød brands 2016

Artikel som PDF Kan et brand flytte?

Kan et brand flytte?

Per-Olof Johansson, Lillerød

Frederiksborg Amts Avis 19. februat 2016

Hørsholm blev brandet af Jagt og Skovbrugsmuseet – nu skal det flyttes.

Frederiksborg Slot brander Hillerød og flytter ingen steder. Men havde brygger Jacobsen ikke lagt penge og energi i genopførelsen, havde vi haft en ruin i dag. Kolding kunne godt være kendt for sin ruin, men det hjalp betydeligt på branding-værdien, at den blev restaureret. Nu er så Kolding også kendt for at huse en gren af Mungo Park. Mungo Park brander Allerød, så længe teatret ligger her, og hvis Allerød ikke bliver nedlagt som kommune. Mungo Parks eksistens har sin oprindelse i Dr. Dante, som opstod med indsats af lokale personer og kommunal opbakning – i den rækkefølge. Får Mungo Park i dag et godt tilbud, kan det så let som ingenting forsvinde fra Allerød. Det er et brand i sig selv – i Kolding eller i Birkerød.

Engang kunne Lillerød senere Allerød brande sig med Fritz Hansens møbelfabrik. Firmaet ville godt understrege den lokale forankring ved at forære os Geddemosen, og kommunen kvitterede mange år efter med en mindesten, som derfor naturligt nok skal blive stående ved Geddemosen.

Firmaet er ude af familiens hænder, men navnet, brandet, var og er så stærkt, at det fortsat hedder Fritz Hansen. Måske er det for at løsgøre sig både fra lokal og national forankring, at det kalder sig ’Republic of Fritz Hansen’. I hvert fald er produktionen i Allerød reduceret til et minimum, og før vi ved af det, er firmaet ude af kommunen og brandingen for kommunen fortid. Selv om vi stadig vil huske, at det var i Lillerød, det tog fart.

Der er det ved branding, at det har to sider – til den store verden og vendt indad mod lokalsamfundet. Allerød er ikke en by men en kommune, og har som sammenbragt af tre gamle bysamfund haft brug for branding indadtil. Det er jo med en vis effekt sket alene med oprettelsen af den kommunale administration med et byråd i spidsen. Men også her er der brug for det private initiativ, som bl.a. er blevet varetaget af LAFAK, Lokalhistorisk Arkiv og Forening for Allerød Kommune, godt bakket op af en kommunal konstruktion, hvor arkivlederen som bibeskæftigelse varetager en for kommunen lovpligtig arkiveringsopgave, som ellers ville koste kassen, hvis den skulle varetages af Landsarkivet.

Denne branding indadtil burde måske have mere opmærksomhed som sådan, end den har fået. Man bør også være opmærksom på, at denne branding indadtil kan have en side vendt udad – mod den store verden. F.eks.: Her er fundet af de seks Brudevæltelurer fra bronzealderen gjort, og det er i LAFAKs regi, at dette er kommet op til overfladen. Denne brandingsmulighed er slet ikke udnyttet til bunds. For i modsætning til FH, Mungo Park og Jussi Adler-Olsen, så flytter Brudevælte aldrig nogen steder hen.

Borgerne i Allerød Kommune har vedtaget, at Allerød Kommune ikke skal sammenlægges med andre kommuner, selvom det ville være til økonomisk fordel for os. Politikerne burde få øjnene op for værdien af denne høje vurdering af det lokalsamfund, de administrerer. Det bør da være et brand i sig selv!

 

Forslag til Allerød Symposier

Til rette vedkommende

februar 11, 2016
treforfattere

Tre varme omslag

Per-Olof Johansson
Klaus Rifbjerg, Henning Mankell og Kurt E. Johansson døde
alle i 2015, og tilfældet ville, at jeg læste bøger af dem tæt efter
hinanden. Det gav anledning til de følgende overvejelser.

Artiklen som PDF
Det er naturligvis en lidt mærkelig titel, Klaus Rifbjerg har givet den bog, som først så lyset efter hans død: ’Til rette vedkommende’. Man må tro, det er hans eget forslag. Da jeg havde læst indtil flere anmeldelser, forstod jeg titlen. Der kunne i anmeldelserne aflæses et større og mindre ubehag ved bogen, den var under niveau, for meget af det samme som tidligere, for privat. Men jeg læste den jo med fornøjelse, følte mig oplyst på adskillige punkter, både om forfatteren selv og hans rolle som forfatter, han passerer adskillige selvopgør med sit liv som snob, men så fortællingerne om forfatterkolleger. Ikke fordi jeg tager disse glimt af portrætter for mere, end de er, glimt, så er de dog som Rifbjerg så dem i erindringens lys. Altså rette vedkommende, det er jo mig! Det er forfattere, jeg kender fra ganske andre vinkler, de bliver alle en smule mere menneskelige.
Fan af Klaus Rifbjerg har jeg aldrig været. Det ligger særlig tungt med romanforfatteren, betydeligt bedre med digteren, men det er nok spinatfuglen, debattøren, kronikskriveren jeg har læst mest. Man behøver da slet ikke være enig, for at læse en forfatter af den slags med en vis fornøjelse, og det har jeg altid gjort, når det var Klaus Rifbjerg.
Kirke og religion lå ham uendeligt fjernt, erfaringssiden af religionen kan man være mistænksom overfor med god grund, men slet ikke at have sans for dens realitet forekommer mig naivt og underligt. Derfor kunne han jo godt sige mange fornuftige ting om mange andre tings tilstand. Som erindringer fungerer bogen ikke på noget stort plan, selvom den går fra fødsel til ja altså næsten død. Den får lidt karakter af samtale med læseren, rette vedkommende. Anmelderne husker eller foregiver det i hvert fald at have en tidligere erindringsbog ’Sådan!’ present, og synes så ikke denne udfylder noget. Han kommenterer allerede i forordet dette forbehold, men mener han går tættere på i denne version. Jeg har ikke læst den forrige, så det generede mig ikke.
Jeg har netop været optaget af tre forfattere, som døde for nylig. Henning Mankell, Klaus Rifbjerg og min bror Kurt E. Johansson. Kurt er der kun en begrænset kreds, der kender, i hvert fald i egenskab af digter, trods hans 49 digtsamlinger – aldrig udgivet. En gendigtning af Johannes Evangeliet. Da han døde, blev det nødvendigt med at få et hurtigt overblik over det hele, hvad skal ud, hvad skal bevares. Jeg har nu lavet en et ganske lille udvalg af digtene, som jeg håber snart ser dagens lys. Tænker over hvor mange udvalg han i tidens løb har sendt til Gyldendal. Er de havnet på Rifbjergs bord uden at vinde gehør? Mankell har jeg aldrig læst, jo en føljeton i Dagens Nyheter, den kunne ikke kaldes en krimi, men spændende var den, scenen var det Afrika, han kendte så godt. Wallander i TV-version har jeg jo set, men aner ikke hvordan det forholder sig til bøgerne. Hans sidste bog hedder Kvicksand, om klodens krise og den personlige, på vej mod at dø af kræft 67 år gammel. Rifbjerg verdensberømt i Danmark, Mankell oversat til 48 sprog nåede ud i en helt anden skala. Kvicksand 67 små essays egnet til at sætte eget liv i relief.
Antalsmæssigt kan Rifbjerg konkurrere med både Kurt og Mankell om værker. I dag er der måske nogen der har læst det hele, men det sker næppe igen. Nogle fans burde sætte sig ned og dele opgaven imellem sig: lave det annotere katalog med Rifbjergs værker. Hans bøger slutter altid med hele værkfortegnelsen, en ret kedsommelig opremsning. Hvis der blot var nogle få linjer med referat og reception om bogen, ville det være en spændende bog i sig selv og noget at vælge ud fra. En opgave for det Klaus Rifbjerg Selskab, som en dag må komme.
Hos alle tre døde slår barndom og ungdom igennem med prægende oplevelser. Mankell som den yngre, Rifbjerg som den ældste, Kurt imellem. Jeg opfatter dem alligevel som samme generation, med et kraftigt stempel af 2. verdenskrig og det løft, det var at overleve den.
Videnskaben kunne dog ikke redde Mankell. Hans bog gør netop et særlig indtryk på mig af den grund. Han var seks år yngre end mig. For 14 år siden blev jeg opereret for kræft og overlevede det. Så forskellige vilkår. Hvordan Rifbjerg døde, ved jeg slet ikke. Kurt faldt om på gaden i Nakskov med en hjerneblødning og døde samme nat. Når man læser meget, er det jo tit de døde forfattere, man læser, uden det er det, at de er døde, der gør specielt indtryk. At læse disse tre døde på stribe gav mig anledning til en egen intens læsning – af min egen tid. Det var det jeg ville fortælle om, ikke anmelde.

Glemt folkelitteratur?

januar 29, 2016

 

forside

Hvis du har brug for den positive historie, så køb denne bog.. http://www.hanstholmasylcenter.dk/mad-og-fortellinger-fra-et-asylcenter.html

Per-Olof Johansson, Lillerød, svarede i Weekendavisen 8.1.16 på en klumme – man kan ikke linke til Weekendavisen, så man må rundt om papiravisen for at se klummen. Den dag mit svar blev trykt, var der et indlæg yderligere med samme mening af Knud Holch Andersen i Hillerslev:

Søren E. Jensen mener i en klumme i Weekendavisen 23.12.15, at have identificeret en glemt folkelitteratur. Som udgangspunkt lyder det positivt. Klummen viser sig dog at være ganske nedladende: ”Der er noget rørende ved…at der findes et enormt litterært marked helt uden for branchens og mediernes søgelys.” Hans research lader ikke til at have været omfattende, alligevel tillader han sig at konkludere, at  ”lokalbøgerne bemærker sig sjældent ved nogen fremragende, litterær kvalitet”. ”Tvært imod må man typisk leve med, at skribenten kun med nød og næppe er i stand til at overholde syntaksen..” ”Typisk” siger han, så må vi tro, at han har været ganske meget igennem. Jeg tvivler.
For hvilke bøger taler han egentlig om? Han interesserer sig ikke for bøger om Silkeborg f.eks, men ”hvis bøgerne handler om barndomsbyen Esbjerg, var det straks noget andet.” Det lader til at det er ham og ikke de mange forfattere, som har et indsnævret syn. Han nævner som eksempel ”Silkeborg under Besættelsen”. Hvorfor skulle jeg boende i Allerød ikke interesserer mig for tyskernes millitærhovedkvarter under Besættelsen, bare fordi jeg ikke har boet i Silkeborg? Hvorfor kan det ikke interessere resten af landet, at man i ”Folk og Minder fra Nordsjælland” kan læse en artikel om Grevinde Danners forhold til Nordsjælland, eller artiklen om maleren og grafikeren Hans Nikolaj Hansen? Hanstholm Asylcenters udgivelse ”Mad og fortællinger” er udgivet lokalt, men har da både med sit indhold og som initiativ interesse ud over lokalområdet. Megen af lokallitteraturen er i øvrigt ikke skrevet af enkeltstående, uformående forfattere, men er lavet af mange i samarbejde. De lokalhistoriske arkiver og foreninger er rigt repræsenteret med årbøger, som man kan læse anmeldt i Journalen nr. 2/2015, et lokalhistorisk og kulturhistorisk tidsskrift udgivet af Dansk Lokalhistorisk Forening og Sammenslutningen af Lokalarkiver. Ud fra klummen kan man tro, at den litteratur Søren E. Jensen taler om, er skønlitterær, men mest er det vel at betegne som historisk faglitteratur? Når forlagene ikke har interesse for disse udgivelser, er det naturligvis, fordi der ikke er penge at tjene, oplagene er for små. Men dette burde ikke være en grund til for medierne til ikke at beskæftige sig med bøgerne og opsøge det, der kunne have interesse for en større kreds. I disse udflytnings – og centraliseringstider, kan det udmærket have interesse uden for Nordsjælland, at f.eks. det nyoprettede Museum Nordsjælland er kommet med sin første årbog ”Alle tiders Nordsjælland”.
Hvem er al denne litteratur glemt af? Nok af dem der lever af statsstøtte som public service organer, hovedstadspressen og tv. Det mener Søren E. Jensen vi skal affinde os med. Jeg mener tværtimod, de burde være forpligtede på at rette søgelyset mod den, omtale og deltage i vurderingen af den.

Apropos http://perolofdk.blogspot.dk/ 29.1.16 :

Public service – skal ikke være den forlængede pr for det etablerede..

Muslimsk monark i frihedens navn?

november 24, 2015
samarbejdeskulptur

Samarbejdende folkestyre

læs/udskriv som PDF

Muslimsk monark i frihedens navn?

Folkeafstemningen om retsforbeholdet i forhold til EU kunne give anledning til forslag om at ændre Grundloven, med henblik på at afskaffe GL § 20, da begrebet suverænitetsafgivelse alligevel af et folketingsflertal anses for at være noget, der ikke skal stemmes om mere.

Men det er en svær øvelse at ændre Grundloven, ikke kun på grund af den måde en ny skal vedtages på, vedtagelse i Folketinget, nyvalg, gentagen vedtagelse i Folketinget og Folkeafstemning. En stor mistillid vil straks blive vakt i befolkningen.

At det blev muligt at ændre Grundloven 1953 skyldes flere omstændigheder, men i høj grad den deraf følgende ændring af tronfølgerloven, som ville gøre det muligt for prinsesse Margrethe at blive dronning.

Der kunne være mange gode grunde til en revision af Grundloven, hvor mange paragraffer slet ikke svarer til den måde, hvorpå tingene afvikles. For at Grundloven lyver, det har jeg leveret en større bredside om et andet sted.

Umiddelbart virker det da ulogisk overhovedet at have et kongehus i en demokratisk stat. Og dog må man sige, at det i 1849 og endda i 1953 var et rigtigt valg, i overensstemmelse med befolkningens følelser. Befolkningen har godt kunnet rumme denne mangel på logik, fordi alternativet blev oplevet som at kappe forbindelsen med historien.

Koblingen stat-kirke har i hele folkestyrets tid været lige så ulogisk. Man annoncerede religionsfrihed – men knyttede samtidig en særlig forbindelse med den protestantiske kirke og forlangte at monarken skulle tilhører denne kirke.

I 1849 var denne tilknytning dog mere logisk, end den er i dag, hvor religionsfriheden ikke kun er en smuk tanke, men i vidt omfang må opfattes som en realitet.

Ikke desto mindre består båndet mellem stat og kirke. Skulle man lave Grundloven om, ville det blive nødvendigt at tænke sig det løsnet. Helt at ville skære det over vil blive opfattet som at skære rødderne over til historien i lighed med forslag om afskaffelse af kongehuset.

Som det er, hænger de to ting altså sammen. For afskaffes folkekirkens forbindelse til staten, kan man vel heller ikke forlange, at monarken skal tilhøre netop det trossamfund? Altså får monarken religionsfrihed og kunne være muslim, hvis det skulle være.

Måske en mulighed som lyder teoretisk korrekt. I vor konkrete virkelighed ville en sådan mulighed snarere skærpe de samfundsmæssige konflikter end sikre friheden. Selvom stat og kirke er blevet adskilt i Sverige, skal monarken fortsat være lutheraner, og sådan ville det nok også blive i Danmark. Intet tyder dog på, at Grundlovsændringer er undervejs. Ændringerne sker der blot løbende, og nu måske allerede den 3. december, men kun ved hjælp af prokuratorkneb, som man kaldte det i gamle dage….

Per-Olof Johansson 24.11.2015


%d bloggers like this: